5 inds atser der giver synlige resultater og betaler sig for kommunerne
Midt i bladet: Et værktøj til dig, der snart fylder 18 år
Magasinet udgives af Foreningen Ligeværd
Ligeværd består af Ligeværd – Forældre & Netværk (LFN)
Unge for Ligeværd (UFL)
Voksne for Ligeværd (VFL) Ligeværd – Fagligt Forum (LFF)
Redaktion
Lasse Mors
Esben L. Kullberg
Helene Kaas
Mette Thorup
Louise Sunke
Design og tryk
New Beginning
Jørn Thomsen Elbo
Forsidefoto
Lasse Mors
Udgivelser
Magasinet udkommer i januar og juni
Oplag
3.000
Online
Ligeværd sender nyhedsbrevet Ligeværd.online ca. hver 14. dag. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på www.ligevaerd.dk
Medlemskab af Ligeværd www.ligevaerd.dk/bliv-medlem Tlf.: 86 20 85 70
Kontakt Ligeværd
Evald Krogs Gade 14C 8000 Aarhus C Tlf. 86 20 85 70 ligevaerd@ligevaerd.dk www.ligevaerd.dk
Formand
Henrik Vinther Olesen Tlf. 24 82 63 13 henrik.vinther.olesen@sallinggroup.com
Direktør
Esben L. Kullberg Tlf. 24 97 27 18 esben@ligevaerd.dk
Følg os på de sociale medier
De bedste løsninger er dem, der virker. Ikke dem, der er
lettest at styre
Stemmerne er talt op, og der er sat navn på, hvem der de næste fire år skal lede landets 98 kommuner. Fra Ligeværd skal lyde et stort tillykke til både ny- og genvalgte. Det er jer, som får det nære demokrati til at leve. Overalt i landet har vi gode samarbejder om sociale indsatser, der kan skabe gode rammer og vilkår for børn, unge og voksne med særlige behov. Det ser vi frem til at fortsætte, men vi gør det med en vis bekymring.
Som en erfaren aktør på området ved vi, at faglig frihed og fleksibilitet er afgørende i mødet med den enkelte unge. Derfor laver vi konkrete indsatser, som tager udgangspunkt i den unge, og hvor tilbuddet tilpasser sig den unges behov. I klubber, botilbud, skoletilbud og beskæftigelsesindsatsen er det et mantra: systemet er til for den unge. Ligeværd tror på, at løsninger tæt på den unge både er bedre for den enkelte og for kommunekassen. Fordi disse løsninger faktisk virker og dermed giver bedre liv her og nu foruden bedre samfundsøkonomi på den lange bane.
Vores bekymring er, at vi i stadig større grad oplever, at kommunerne ikke vælger effekt, men kontrol. Sagt på en anden måde, så vinder det kommunale behov for budgetkontrol over den værdi, som kan skabes i tilbud, hvor man ikke 100 pct. kan styre budgettet. Derfor vælger man centraliserede og standardiserede tilbud frem for decentrale og fleksible tilbud. Som professor Simon Calmar Andersen, som du kan møde i denne udgave af Ligeværd Magasinet, siger, står kommunerne mellem ”noget, som man ved virker, men som man ikke kan påvirke så meget og noget centralt, som måske ikke gør den store forskel, men som man kan kontrollere.”
Kommunerne – og de gode folk, som er blevet valgt til at lede dem – er hverken dumme eller onde. De er ansvarlige og bevidste aktører i et system, hvor det helt grundlæggende krav er, at man lever op til lovgivningen. Her er standardiserede tilbud administrativt effektive. De sikrer, at man lever op til kravene, samtidig med at man kan styre økonomien. Men hvor effekten for borgeren ofte udebliver. I Ligeværd vælger vi effekt. Derfor er vi bl.a. medskabere af Joballiancen, som du også kan læse mere om her i magasinet. Det er fleksible, tilpassede tilbud og løsninger, som standardiserede –men styrbare – tilbud ofte ikke kan give. Der er brug for frihed til at tilpasse indsatsen. Derfor efterspørger vi i Ligeværd, at man altid ser på de samlede samfundsmæssige effekter, når man vurderer et tilbud. God arbejdslyst ude i kommunerne.
Henrik Vinther Olesen
Formand for Ligeværd
10 børn med langvarigt ufrivilligt skolefravær er tilbage i skole efter et år i Klub Fristedet
TEMA
04 Tema: 5 indsatser, der giver synlige resultater og betaler sig
06 Klub Fristedet løser et dyrt kommunalt problem for næsten ingen penge
10 Tilst Skole løftede trivslen i en udfordret klasse
14 Mindre sagsbehandling, flere i job: Joballiancen lukker hullet efter stu
24 Dagtilbud ansatte ti ekstra medarbejdere uden at bruge én krone ekstra
28 Når stu bliver et springbræt
18 Vær forberedt, når du fylder 18 år
19 Skabelon til 17½-årsmødet
32 Rikke Bolvig: Et liv i kamp-mode
36 Vi mangler vejledningsmateriale til unge med særlige behov
38 Unge stemmer
39 Ligeværd mener: Magtanvendelser stiger, når systemet misforstår børnene
Kommunale beslutninger former i høj grad hverdagen for børn, unge og voksne med særlige behov. Når kvaliteten er høj og indsatserne velvalgte, kan det mærkes. Både for menneskerne og på bundlinjen. Derfor har vi samlet fem konkrete cases, der viser løsninger, som har dokumenteret økonomisk effekt. Det er indsatser, som kan inspirere til prioriteringer lokalt, og som kommunalpolitikere kan tage fat på allerede i morgen.
FRISTED FÅR BØRN MED UFRIVILLIGT SKOLEFRAVÆR
TILBAGE I SKOLE
Investering: 500.000 kr.
Afkast: Op til 15 mio. kr. i potentiel årlig gevinst
10 børn med langvarigt skolefravær tilbage i skole på under et år.
Side 6
SKOLE FOREBYGGER SPECIALTILBUD MED
PÆDAGOGISK OPKVALIFICERING
Investering: 125.000 kr. én gang
Afkast: Ca, 1,6 mio. kr. sparet årligt
Mistrivsel faldt fra 80 til 20 pct. på tre måneder. 5 af 6 børn med særlige behov bliver og trives i almen klasse med støtte.
5 indsatser, der giver resultater
Fra dagtilbud til konkrete løsninger, kan skalere
STU ER EN IN VESTERING I UNGES FREMTIDSMULIGHEDER
Investering: Grundig visitation og stu af høj kvalitet, der matcher den unge
Afkast: Det er dyrere på lang sigt at matche forkert end at investere rigtigt.
Side 28
indsatser,
giver synlige
resultater og
betaler sig til voksenliv –løsninger, kommuner skalere i morgen
DAGTILBUD SKIFTER VIKARER UD MED FASTE VOKSNE OG LØFTER KVALITETEN
Investering: 200.000 kr. i omprioritering til ti fastansættelser
Afkast: Færre lønudgifter, færre sygemeldinger og bedre trivsel blandt børnene
Ét hus sænkede vikarforbruget fra 70.000 kr. til 4.000 kr. på fire måneder.
Side 24
JOBALLIANCEN FÅR UNGE I JOB EFTER STU
Investering: 30.000 kr. én gang
Afkast: 30.000 kr. sparet pr. år pr. ung fra år 2 i gennemsnit
Fra 12 til 64 pct. i job eller uddannelse ét år efter stu og mindre sagsbehandling på kommunale skriveborde.
Side 14
Et fristed og en god forretning:
Klub
Fristedet
løser et dyrt kommunalt
problem
for næsten ingen penge
Klub Fristedet får børn med langvarigt ufrivilligt skolefravær tilbage i trivsel. Og selvom målet ikke er skolestart, så er effekten, at mange vender tilbage til skolen. Med lokaler og en enkel samarbejdsaftale kan kommuner landet over skalere en billig løsning på et dyrt problem.
Tekst/Foto Lasse Mors
Det koster kommuner milliarder, når børn bliver ramt af ufrivilligt skolefravær. Tabt arbejdsfortjeneste, ubrugte skoletilbud og familier, der langsomt mister fodfæstet.
I Aarhus har et frivilligt initiativ vist, at regnestykket kan vendes.
Med en fondsdonation fra Ebbefos Fonden på en halv million kroner og én fuldtidsansat pædagogisk leder har Klub Fristedet haft børn fra 80 familier tilknyttet siden november 2024. Og mindre end et år efter klubbens første dag vendte 10 af klubbens børn efter sommerferien tilbage til skolebænken.
Investering 500.000 KR.*
Afkast pr. år 15 MIO. KR.
Pædagogisk indsats Effekt
*1 pædagogisk leder i 10 mdr. + drift fra frivillig arbejdskraft (ca. 200 timer/år)
10 børn med langvarigt ufrivilligt skolefravær tilbage i skole
1,5 mio. kr. sparet pr. barn, der kommer tilbage i skole pr. år.
• Ca. 1 mio. kr. årligt i undgåede meromkostninger til tabt arbejdsfortjeneste, specialtilbud, familiebehandling og transport.
• Ca. 500.000 kr. årligt i øget bruttoværditilvækst, når en forælder vender tilbage til arbejdsmarkedet.
• Derudover besparelser på sagsbehandling og PPR-forløb.
Afkast
10 børn x (1.000.000 + 500.000) = 15 mio kr. pr. år i potentiel gevinst
NB: Tallene er overslag baseret på beregningerne i Forældrekommissionens anbefalinger (2025). Vi har drøftet beregningen med professor Per Nikolaj Bukh, som vurderer, at rammen er fagligt forsvarlig. Han understreger, at resultaterne hviler på antagelser og kan variere fra sag til sag.
Et af de børn er 12-årige Wilma, som ikke havde været i skole i 3,5 år, da hun startede i Klub Fristedet. Uden klubben havde hun ifølge sin far, Thomas Andersen, stadig været hjemme.
”For hende har det betydet alt at komme ud og være sammen med nogle andre børn, hvor hun ikke var forkert eller fik at vide, at hun var syg, fordi hun ikke kunne deltage ligesom andre børn,” siger han.
Tryghed før mål
Men selvom det måske kan se sådan ud, så er formålet med Klub Fristedet ikke, at børnene skal tilbage i skole, fortæller initiativtager Lea Haller. Det er en afledt effekt.
”Vi startede klubben, fordi vi oplevede, at fokus i kommunens tilbud var, at børnene skulle tilbage i skole. For nogen er det jo fint, men hvis man er et barn, der er knækket, så nytter det ikke noget, at de voksne omkring én hele tiden er fokuseret på, at man skal tilbage til det sted, hvor man knækkede,” siger hun.
Lea Haller har selv to børn, som har kæmpet med ufrivilligt skolevær, og hvor den ene er tilbage i skole efter at have gået i klubben. Hun oplevede, at børnene først og fremmest havde behov for at blive lyttet til og mærke, at de kan være en del af et fællesskab.
”Børnene ved godt, at de står uden for, og at andre børn er i skole lige nu. De føler en masse skam over at være anderledes. Men her møder de andre, som står det samme sted,” siger Lea Haller.
I Klub Fristedet starter man derfor et andet sted. Her taler ingen om fravær, timer eller skema. Børnene må komme ti minutter eller fire timer, sidde på skødet af mor eller far eller lege med de andre. Og når de tager hjem, er der ingen, der spørger, om de kommer igen i morgen. De siger bare, vi ses næste gang, fortæller pædagogisk leder Charlotte Højberg Lambrecht.
”Det betyder, at de får mulighed for at føle sig som værdige mennesker. Børnene får lov til at deltage på deres egne præ -
Klub Fristedet
Åbningstider
Mandag 9-14
Onsdag 14-17
misser. Det gør en kæmpe forskel, at de ikke føler sig uden for i klubben, men oplever, at de kan få venner og føler, at de passer ind. Det er måske ikke deres ord, men det er sådan, jeg ser det fagligt,” fortæller hun.
Et samarbejde på armslængde
Aarhus Kommune peger jævnligt familier i retning af Klub Fristedet, men klubben er ikke en del af kommunens tilbud. Den drives af forældre og frivillige, og det er et krav, at børnene bliver fulgt af en tryg voksen, når de kommer i klubben.
Netop afstanden til kommunen er en del af forklaringen på, at det virker, fortæller Lea Haller.
”Jeg tror, det er nødt til at være et samarbejde, hvor kommunen bruger penge på en civilsamfundsindsats, men efter et armslængdeprincip.”
Fredag 9-14
Siden november 2024 har 80 børn været i klub mindst én gang. Der er omkring 10 børn i klub i gennemsnit pr. gang.
I klubben er der en pædagogisk leder, 1-2 frivillige og én tryg voksen pr. barn hver gang.
For det vil ikke virke som ren kommunal indsats, mener Lea Haller. Blandt de 80 familier, klubben har mødt, har de fleste forældre brændt sig på systemet, og tilliden er tyndslidt. En tillid, som civilsamfundet kan være med til at genopbygge.
”Men det er afgørende, at vi er et sted, som ikke er myndighed. Vi samarbejder gerne, men der skal være en armslængde, hvor det er ok, at vi ikke registrerer deltagelse og lægger præcise mål for, hvornår et barn skal starte i skole igen.”
Netop den balance mellem støtte og armslængde genkender Simon Calmar Andersen, leder af Trygfondens Børneforskningscenter. Han har en hypotese om, at effekten af sociale indsatser ofte falder, jo mere centralt de bliver defineret.
”Det, der gør en forskel for børnene, er sam -
I Klub Fristedet deltager børnene på deres egne præmisser. Nogle kigger på fra sidelinjen, mens andre er mere aktive. Begge dele er helt okay.
vær med voksne, hvor der er en god interaktion imellem dem. Men det kan man ikke lovgive sig til,” siger han.
Derfor står kommunerne i et strukturelt dilemma, når det kommer til indsatser som den, Klub Fristedet tilbyder i Aarhus, forklarer han.
”Man står mellem noget, som man ved virker, men som man ikke kan påvirke så meget og noget centralt, som måske ikke gør den store forskel, men som man kan kontrollere.”
Ifølge ham kan det være årsagen til, at kommuner ofte vælger centralt kontrollerede indsatser frem for de lokale og relationelle, selvom de sidste kan være mere effektive. Men det kan være en god ide for kommunerne at se mod civilsamfundet, fortæller Simon Calmar Andersen.
”Der er ikke så meget forskning omkring civilsamfundsinitiativer, men det kan bestemt være en lovende vej fremad at arbejde i den retning.”
Når barnet bestemmer tempoet
Trygheden og relationerne spillede også ind, da Wilma skulle starte i skole. Hun ville kun på betingelse af, at hun måtte blive ved med at komme i klub onsdag og fredag. Og det var fint, fortæller Charlotte Højberg Lambrecht.
”Vores mål var ikke at få hende på fuldt skema hurtigst muligt, men at bygge bro, så det blev trygt for hende at vende tilbage.”
"Der skal være en armslængde, hvor det er ok, at vi ikke registrerer deltagelse eller lægger præcise mål for, hvornår et barn skal tilbage i skole."
Lea Haller
Wilma var i klub tre fredage. Den fjerde fredag ringede faren og sagde, at hun havde valgt at tage i skole i stedet.
”Hvis vi havde bestemt, at hun ikke måtte komme i klub, havde det taget meget længere tid. Når alle andre bestemmer over én, har man brug for en fornemmelse af at blive taget alvorligt og blive anerkendt for at mærke, hvad man har brug for,” siger Charlotte Højberg Lambrecht.
Den tilgang er meget anderledes end, hvad Thomas Andersen oplevede, da kommunen og skolen forsøgte at få Wilma tilbage i skole.
”Hun afviste det hele dengang. Hun kunne godt lugte, at det for dem hele tiden handlede om, at hun skulle i skole. Og det ville hun jo ikke,” siger han.
Men med Klub Fristedets tilgang, hvor de voksne ikke en eneste gang har nævnt ordet skole, har det været helt anderledes, og Wilmas opstart i skolen har været gnidningsfri, fortæller han
”Det går over al forventning.”
Fire skridt kommunen kan tage i morgen
Stil lokaler til rådighed i skoletiden
Børnene får en hverdag.
Lav en enkel samarbejdsaftale
Giv basisstøtte og ro til drift uden krav om individuelle mål om skolestart.
Formaliser brobygning
Aftal fast kontakt med PPR fra start, og etabler samarbejde med det læringsmiljø, som barnet skal videre til, når det er identificeret. Det sikrer, at børnene får en tryg overgang, når de er klar.
Hold armslængden til kommunen
Mål på trivsel og tryghed frem for deltagelse: Den indirekte vej tilbage i skole.
Anbefalinger udarbejdet af Klub Fristedet og Ligeværd
Fra brandslukning til bæredygtig undervisning:
Tilst Skole løftede trivslen i en udfordret klasse
I 2022 var en første klasse på Tilst Skole præget af konflikter, uro og mistrivsel. Et aktionslæringsforløb ændrede billedet: Børnene kom i trivsel, og personalet fik bedre greb om udfordringerne. Udviklingen skyldtes en ændret pædagogisk tilgang til børnene. Det forebyggede, at flere børn fik behov for specialiserede tilbud.
Tekst/foto Lasse Mors
Hvad er SDQ?
SDQ (Strengths and Difficulties Questionnaire) er et internationalt anerkendt screeningsredskab, der måler børns trivsel. Den bruges i både skoler og kommuner til at få et objektivt billede af:
• Følelsesmæssige vanskeligheder
• Adfærd og opmærksomhed
• Relationer til andre
• Prosocial adfærd (styrker)
Målingen placerer børnene i grøn (trivsel), gul (risiko for mistrivsel) eller rød (mistrivsel) og giver skolen et tydeligt udgangspunkt for at forstå, hvor og hvordan der skal sættes ind.
Investering én gang
125.000 KR.
Afkast pr. år
1.625.000 KR.
Pædagogisk indsats
Aktionslæringsforløb á 9 sessioner
Uro, larm og børn i mistrivsel –nogle med udadreagerende adfærd.
Det var hverdag i den 1. klasse, som Mariann Bech overtog på Tilst Skole for tre år siden. En klasse, hvor en SDQ-måling fra Center for ADHD+ viste, at 80 pct. af børnene var i mistrivsel.
”Der var rigtig meget brandslukning, og det gjorde det svært at få det faglige til at køre,” siger hun.
Dengang modtog seks børn særlig støtte i en mellemform. Det var ikke dem, der skabte uroen, men uden en målrettet indsats, vurderer skolen, at flere af dem med tiden kunne have fået behov for et specialtilbud.
Effekt
Mistrivsel reduceret fra 80 % til 20 %. 5 ud af 6 børn trives i mellemform i almen klasse.
325.000 kr. sparet pr. barn årligt* *under forudsætning af, at barnet trives i skolen og ikke får ufrivilligt skolefravær og/eller behov for ekstra støtteindsatser.
• Et specialtilbud koster gennemsnitligt 400.000 kr. årligt
• Et almindeligt skoletilbud koster 75.000 kr. årligt
• Difference: 325.000 kr. årligt
Afkast
5 børn x 325.000 kr. = 1.625.000 kr. årligt
Kilde: KL’s beregninger på omkostning pr. elev foretaget af konsulentfirmaet Index100 i 2019. Specialklasse på en folkeskole koster 285.000 kr., og specialskole koster 514.000. Andelen er cirka ligeligt fordelt. Det lander på en gennemsnitspris på 400.000 kr. årligt.
Sådan endte det ikke. Tre år senere er fem af de seks børn fortsat en del af det almene klassefællesskab med støtte, og trivslen er langt bedre. Allerede tre måneder efter den første SDQ-måling var trivslen vendt: 80 pct. af klassens børn var nu i trivsel.
Ifølge skoleleder Lone Jørgensen skyldtes udviklingen, at skolen ændrede sin pædagogiske tilgang til børnene.
”Børnene ændrede adfærd, fordi de voksne ændrede adfærd,” siger hun.
Løsningen var et aktionslæringsforløb fra Center for ADHD+, som gav personalet en pædagogisk opkvalificering og en ny tilgang til både klassemiljø og børns signaler. For selvom der allerede dengang var to fagprofessionelle i klassen, så var det åbenlyst ikke nok ifølge skolelederen.
”Det krævede en anden tilgang, og vi havde brug for hjælp til at se bagom konflikterne og prøve at forstå, hvad børnene forsøgte at fortælle med deres adfærd,” siger hun.
En hjælp, som førte til, at Mariann Bech kunne begynde at undervise igen allerede kort tid efter forløbets start.
”Det gjorde en kæmpe forskel. Der var stadig meget at arbejde med, men forløbet skabte ro, og der kom mindre udadreagerende adfærd,” siger hun og fortæller, at effekten af forløbet var langvarig.
”Da jeg afsluttede klassen i 4. klasse, kunne jeg stadig mærke, at der var en anden ro over børnene.”
Det pædagogiske skifte
Men hvad var det egentlig, der ændrede klassens udvikling?
Ifølge Henrik Kyed, pædagogisk psykologisk konsulent ved Center for ADHD+, var det første, de fik øje på, at børnene i mellemformen deltog for lidt i klassefællesskabet.
”Børnene i mellemformen var ude af klassen en stor del af tiden. Vi kunne se, at børnene kunne trives langt bedre inde i klassen, hvis vi lavede nogle få, men vigtige justeringer,” siger han.
Mistrivsel før/efter forløbet
Før: 80% af eleverne
Tre mdr. efter: 20% af eleverne
Kilde: SDQ-måling foretaget af klasseteamet ved start og afslutning af forløbet
Det understøttes af et studie fra Oslo Universitet, som viser, at dem, der har det værst i skolen, er børn med ADHD, som tilbringer mere end halvdelen af dagen uden for klassefællesskabet enten alene eller i små grupper. Mellemformen rykkede derfor ind i klasse, og herfra fulgte aktionslæringsforløbet lærere og pædagoger tæt i undervisningen. Center for ADHD+ optog videosekvenser, som de efterfølgende gennemgik sammen med personalet, og gradvist introducerede de konkrete værktøjer, som ændrede både rammen og relationerne, fortæller Lone Jørgensen.
”Børnene ændrede adfærd, fordi de voksne ændrede adfærd.”
Lone Jørgensen, skoleleder på Tilst Skole
”Man kommer tit til at give den dårlige adfærd rigtig meget opmærksomhed ved at irettesætte. Vi skulle ændre praksis og nogle gange ignorere det, vi ikke ville have. I stedet skulle vi give opmærksomhed til den adfærd, vi gerne ville se mere af.”
En af de vigtigste pointer handlede om at skabe low arousal for eleverne. Det betød blandt andet faste opstarter på dagen og nye måder at tænke pauser på. Mange tror, at en hurtig omgang bold eller løb i skolegården hjælper børnene videre i undervisningen, men i virkeligheden er det lige omvendt, fortæller Mariann Bech.
”Som lærer tænker man, at man skal vække børnene lidt, når man har et dobbeltmodul. Men noget af det, der blev allermest klart for mig, var, at mange af de her børn ikke havde godt af at komme op i gear.”
Når børn har udfordringer som udadreagerende adfærd, tager det dem lige så lang tid at falde til ro igen ifølge Center for ADHD+. Derfor blev de højintense pauser erstattet af gåture, hvor børnene gik den samme rute i ro uden at tale sammen.
”Det lyder måske kedeligt, men det havde en kæmpestor effekt, at børnene kunne komme ud og bevæge kroppen roligt uden at snakke med nogen.”
I starten var gåturene planlagt, men efterhånden kunne børnene selv mærke, når de hver især havde brug for det, og så valgte de pausen til.
”Det gjorde en kæmpe forskel, og ingen misbrugte det,” fortæller Mariann Bech.
En model der kunne sprede sig Erfaringerne fra 1. klasse blev omsat til
en fællesretning på hele skolen, fortæller Lone Jørgensen. Tilst Skole udviklede deres egen trivselspædagogik med udgangspunkt i aktionslæringen. Mellemformen blev samtidig reorganiseret, så støtten nu ligger inde i klassen frem for udenfor, og børnene er derfor en langt større del af det almene fællesskab.
Og effekten mærkes ikke kun hos børnene. Ifølge skoleleder Lone Jørgensen har indsatsen også styrket arbejdsmiljøet.
”Vi har ingen stresssygemeldinger lige nu. Det har vi haft tidligere, og det kan selvfølgelig ske igen. Men jeg tror, at medarbejderne føler sig bedre rustet til opgaven til trods for, at opgaven ikke er blevet nemmere,” siger hun.
Til sammenligning ligger sygemeldinger som følge af arbejdsforhold på 17 pct. ifølge Danmarks Lærerforenings medlemsundersøgelse fra 2024.
”Jeg siger ikke, at de ikke er pressede, for det er de. De står med en stor opgave, og den løser de enormt godt,” siger hun.
Tilst Skole ligger i et udsat boligområde og har mange børn med særlige støtte -
HVE M ER CENTER FOR ADHD+
Center for ADHD+ er en nonprofit NGO, der hjælper skoler, dagtilbud og kommuner med at skabe bedre hverdage for børn med ADHD og lignende udfordringer.
Kontakt: adhdcenter.dk info@adhdcenter.dk
behov, hvoraf mange også bliver sendt til specialtilbud. Men selvom der for skolen er en økonomisk gevinst ved, at i alt 35 børn er i en mellemform inde i almenklasserne, så er kerneopgaven ifølge skolelederen at skabe trivsel for alle børn.
”Det er ikke en spareøvelse. Hvis børnene har brug for specialtilbud, så visiterer vi dem videre. Vi laver mellemformerne på den her måde, fordi vi tror på, det virker, og det gør forældrene også,” siger hun.
Forældre til børn på Tilst Skole bekræfter skolens udlægning. Ligeværd har hørt beskrivelser af harmoniske klassemiljøer, hvor børn i klasser med mellemformer leger på kryds og tværs. I én familie fortæller barnet, at hun ikke ved, hvilke børn der får særlige støtteindsatser, og at den ekstra pædagog i klassen opleves som en tryghed for alle.
Center for ADHD+ har lavet aktionslæring og opkvalificering med lignende resultater på skoler og dagtilbud i hele landet gennem de seneste fem år.
Fem skridt kommunen kan tage i morgen
Mål rigtigt Mål fravær og trivsel før og efter med valide måleredskaber. Hold øje med udgifter til vikarforbrug til kompenserende ordninger. Med reelle data kan skoleledere, skolechefer og politikere følge op på den faktiske udvikling.
Stop ”one size fits all” Rul ikke samme model ud over alle skoler. Brug data til at se, hvor problemerne er størst, og fokusér indsatserne der.
Hold fast og følg op Fasthold én pædagogisk retning i flere år. Mål effekten systematisk, og justér, hvis data viser behov.
Prioriter pædagogisk udviklende indsatser Vikarbudgetterne er tårnhøje både pga. sygefravær og kompenserende ordninger. Kan pengene bruges klogere på pædagogisk udviklende indsatser, der løser udfordringerne på lang sigt?
Brug det, der virker Vi ved, hvad børn har brug for og har ikke brug for mere viden. Investér i indsatser, der allerede har vist effekt. Bl.a. pædagogisk udviklende to-lærer-ordninger.
Anbefalinger udarbejdet af Center for ADHD+ og Ligeværd
Mindre sagsbehandling, flere i job:
Jobal liancen lukker hullet efter stu
Alt for mange unge ender i langvarig afklaring og på offentlig forsørgelse i overgangen mellem stu og job eller uddannelse. Med Model Joballiancen kan kommuner lukke hullet og løfte andelen i job og uddannelse et år efter stu fra 12 til 64 pct. Kommunen får mindre sagsbehandling, flere i job og en nettobesparelse efter få år.
Marcus drejer den store varevogn ind ad en smal gade i København. For to år siden kunne en simpel omvej give ham fysisk ubehag og få ham til at opgive at komme frem, og det var utænkeligt, at han ville kontakte fremmede.
I dag drejer han varevognen ind på byggepladsen, parkerer bilen og går op i skurvognen til mennesker, han ikke kender for at gøre det, han er blevet kendt for hos Enemærke & Petersen: Han henter defekt værktøj på firmaets byggepladser
og får det til at virke igen hjemme på fabrikken i Glostrup.
”Hans mor troede ikke på det, da jeg fortalte hende den historie,” siger materialechef Niels Kristensen.
Men skiftet kom ikke af sig selv.
Det kom, fordi Marcus efter sin stu på Grennessminde fik et Joballianceforløb: En særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats, hvor stu-stedet følger den unge hele vejen ud på arbejdsmarkedet og finder et match, der giver mening.
Hvert år afslutter ca. 1.700 unge en stu. Et år senere er kun 12 pct. i job eller uddannelse, mens resten overgår til offentlig forsørgelse. For unge, der som 22-årige Marcus Nebel får et Joballianceforløb, er billedet markant anderledes: 64 pct. kommer i job eller uddannelse et år efter stu.
Undgik førtidspension
For Marcus var udsigterne til job uden for rækkevidde. I løbet af sin stu var han socialt begrænset og ofte så presset, at
Tekst/foto Lasse Mors
praktikstederne havde svært ved at hjælpe ham. Derfor vurderede alle omkring ham, at hans udvikling pegede direkte mod en førtidspension, fortæller Vibe Friborg, praktikvejleder ved Grennessminde.
”Han var så udfordret på at komme, når der skete de mindste forandringer, og det satte sig så hårdt i ham fysisk. Så alle var overbeviste om, at han lå til en førtidspension. Også uu-vejleder og beskæftigelsesrådgiver fra kommunen,” siger hun.
Investering én gang pr. ung 30.000 KR.
Afkast pr. ung pr. år fra år 2 30.000 KR.
*Forøgede driftsomkostninger i det første halve år overstiger besparelser på ydelsesudgifter og stigning i kommunalt skatteprovenu i det første år
Men med Joballianceforløbet kunne Vibe Friborg hjælpe Marcus i job. Mange stu-elever har meget snævre interesser og særlige behov, som kan være svære at placere og fastholde i jobmarkedet, og sådan var det også med Marcus. Som ansat på Grennessminde kendte Vibe Friborg alt til Marcus’ interesser og udfordringer, og det var med sit indgående kendskab til ham, at hun bankede på hos Enemærke & Petersen i Glostrup og spurgte, om de havde opgaver til ham. Det havde de.
Men Vibe vidste, at Marcus’ motivation afhang af, om opgaverne rummede det, han brændte for.
”Jeg vidste, at han kun kunne motiveres, hvis arbejdet lugtede af svejsning og kørsel på maskiner. Så jeg sikrede, at han kunne køre truck og indimellem lave små blikkenslageropgaver. Så kunne han acceptere, at der også ville være gentagende tømreropgaver,” siger hun.
Alligevel kedede han sig i starten og var svær at motivere til de opgaver, der ikke interesserede ham. Det var først, da Niels Kristensen fik øje på Marcus’ talent for at skille knallerter ad og reparere på dem, at de sammen fandt hans helt rette hylde i materielafdelingen og endegyldigt afværgede en tilværelse på førtidspension.
Med den historie er det i sig selv en bedrift, at Marcus i dag reparerer værktøj 25 timer om ugen i et fleksjob. Men det helt ekstraordinære er, at han er blevet en uundværlig del af en af Danmarks største entreprenørvirksomheder.
”Marcus løser faktisk opgaver for os, som vi ellers skulle have sendt ud af huset,” siger Niels Kristensen.
Joballiancen er ikke kun en gevinst for virksomheder og unge. Erfaringen fra pilotkommunerne viser, at modellen også giver en betydelig arbejdsbesparelse på de kommunale sagsbehandleres skriveborde. Det fortæller Camilla Stausholm, stu-vejleder i Aarhus Kommune, der var blandt de 35 kommuner i pilotprojektet.
“I Aarhus Kommune kan vi se gevinsten ved, når vi laver det her arbejde. Vi kan dokumentere, at vi har færre
I JOB ELLER UDDANNELSE ET ÅR EFTER STU* 12% 64%
*Kun: 26%
skal i job eller uddannelse for, at den offentlige nettobesparelse går i nul.
Kilde: HBS Economics: Økonomisk konsekvensberegning ved forankring af Model Joballiancen som særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats i forlængelse af stu for elever med potentaile for beskæftigelse.
Målgruppen for Joballiancen er unge, der har gennemført stu og har potentialet for job eller uddannelse, men som ellers risikerer langvarig offentlig forsørgelse. Modellen er udviklet af 5 stu-steder, 35 kommuner og 220 virksomheder fra 2019-2023. I pilotprojektet deltog 140 elever, som er sammenlignelige med øvrige stu-elever i alder og funktionsniveau.
Læs mere om Joballiacen her:
Uden Joballiancen
Med Joballiancen
Det var Niels Kristensen, der fik øje på Marcus’ særlige blik for værktøj og flyttede ham fra produktionshallen til materielafdelingen. I dag giver Marcus feedback, når store værktøjsproducenter kigger forbi.
LAB-indsatser efter endt stu end andre kommuner, og at vi får dem hurtigere i fleksjob,” siger hun.
Et godt match
Selvom Niels Kristensen fandt den rette hylde til Marcus, er det ikke alle virksomheder, der har de muskler, erfaringer eller ressourcer, der skal til for at løfte en ung med særlige behov ind i et arbejdsliv.
Unge med særlige behov har ofte brug for stærke og forpligtende relationer, og det er en opgave, som er meget svær at løfte i det offentlige, som reformkommissionen skriver i Nye reformveje 3: ”Man kan ikke ringe til sagsbehandleren klokken to om natten, når man har brug for en erfaren voksen til at hjælpe sig.”
De fleste virksomheder i Joballiancen fortæller, at stu-stederne er afgørende for, at ansættelsen lykkes. Niels Kristensen mener, at Enemærke & Petersen nok havde klaret det alligevel, men det er en stor hjælp for Marcus, at han kan ringe til Vibe, når det brænder på.
”Hun er Marcus’ holdepunkt. Hvis den gamle idiot her (Niels Kristensen selv, red.) stiller for store krav, så har han en base i Vibe, og han kan ringe til hende når som helst. Han ved, at han får den bedste hjælp i verden,” siger han.
Og spørger man Marcus selv, så er det afgørende, at han kender Vibe godt.
”Det er lidt nemmere at kontakte hende, hvis der er et eller andet,” siger han.
En selvstændig kollega
Da Marcus startede, var han stille. Når han var færdig med en opgave, gik han først i gang, når han fik en ny. Sådan er det ikke i dag, hvor Marcus er selvkørende.
”Der er faktisk næsten ikke noget, som Marcus ikke kan løse i dag,” siger Niels Kristensen.
For nylig havde virksomheden besøg af en konsulent fra værktøjsfirmaet Milwaukee. Og pludselig opdagede Niels
Fire skridt kommunen kan tage i morgen
Kristensen, at Marcus på eget initiativ stod og snakkede med ham.
”Marcus stod og fortalte ham, hvad han syntes, der skulle være anderledes, og hvad der var galt inde i den og den boremaskine.”
Den udvikling var der ikke mange, der havde set komme, men Marcus ville ikke være den foruden. Hvis man spørger ham, hvordan et liv uden jobbet havde været, er svaret klart.
”Ja, det ville være lidt kedeligere, tror jeg. Så ville jeg jo bare sidde derhjemme og spille PlayStation og sådan noget.”
Sådan ser virkeligheden for eksempel ud for vennerne fra Marcus’ stu, som ikke har fået et Joballianceforløb.
”Der er nogle af dem, der er på førtidspension, og der er nogle af dem, der stadig prøver lidt praktik og sådan noget. Så det er godt, at jeg har noget at stå op til og noget fedt arbejde at lave og nogle gode kollegaer at snakke med,” siger han.
Kortlæg hvilke stu-steder, der arbejder med Joballianceforløb.
Bed stu-stedet kortlægge, hvilke unge der passer til Joballianceforløb inden 3. år af stu.
Beslut, at alle unge med potentiale for job får tilbudt et Joballianceforløb.
Følg op på resultaterne af Joballianceforløb.
Forudsætningen for at lykkes med Joballiancen er, at en kommune og et stu-sted med et specialiseret virksomhedsnetværk indgår en partnerskabsaftale.
Vær forberedt, når du fylder 18 år
Ny mødeskabelon hjælper unge og deres forældre med at sikre den rette støtte, når en ung fylder 18 år. Med den får unge bedre forudsætninger for en god overgang til det 18. år.
Af Lasse Mors
Overgangen til det 18. år er svær for mange unge med særlige behov. Netop dér skal der træffes beslutninger, som kan få stor betydning i deres voksenliv: Økonomi, støtte, bolig, uddannelse og hverdagsliv.
Alligevel møder både unge og forældre op til 17½-årsmødet ved kommunen uden helt at vide, hvordan de kunne have forberedt sig.
Hjælpen kan stoppe
Mange unge ved ikke, hvad mødet går ud på, eller hvad de kan bede om hjælp til. Men de har ofte brug for lang tid til at tænke sig om og har svært ved at forestille sig, hvordan livet ser ud efter de fylder 18 år. Når de uforberedte bliver spurgt direkte: ”Hvad har du brug for?”, ender svaret derfor ofte med et: ”Det ved jeg ikke.”
Resultatet af det svar er, at den unges behov ikke bliver beskrevet. Og så bliver hjælpen heller ikke sat i gang.
Det gælder også for forældrene. Når deres barn fylder 18 år, stopper en række støttemuligheder som for eksempel tabt arbejdsfortjeneste. På mødet kan familien også få klarhed over, hvilke støttemuligheder der i stedet findes, når barnet bliver voksen.
Forberedelse styrker
Derfor har vi udviklet en 17½-års-skabelon som et konkret forberedelsesredskab.
Skabelonen hjælper den unge og forældrene med på forhånd at tale igennem, hvad der fungerer, hvad der er svært, og hvilken støtte der kan blive nødvendig fremover. Den giver også eksempler på områder, man kan have brug for hjælp til, så det bliver lettere at sætte ord på behovene.
Skabelonen er visuelt opbygget, så den er til at overskue, og den kan tages med ind til mødet. Det gør samtalen mere ligeværdig: Familien kommer ind med noget konkret i hånden, og de
professionelle får tydelige beskrivelser at arbejde videre med.
Erfaringer fra en lignende skabelon til skolehjemsamarbejdet viser, at møderne bliver mere oplysende, og at flere spørgsmål bliver besvaret.
Kort sagt: 17½-års-skabelonen er lavet, fordi de unge og deres forældre fortjener de bedst mulige forudsætninger for et møde, der kan få stor betydning for deres voksenliv.
kryds ved det, der er vigtigt for dig
4. Boligforhold
hjælp til i din hverdag?
Download skrivbar pdf på ligevaerd.dk/18-aar
Hvor vil du gerne bo, når du fylder 18 år?
Madlavning
Indkøb og rengøring
vil gerne høre om, hvad jeg kan få hjælp til
uddannelse kunne du tænke dig at gå på?
Hjemme hos mine forældre
Egen bolig
Botilbud
5. Sociale relationer og netværk
Ved ikke
Jeg vil gerne høre om, hvor jeg kan bo
Hvilke personer er vigtige for dig i din hverdag?
(den forberedende grunduddannelse)
(særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse)
ikke
vil gerne høre om mine uddannelsesmuligheder, hvilken støtte jeg kan få.
Forældre/søskende
Venner
Kæreste
6. Andet
det næste du skal i gang med?
Kontaktperson
Lærere/pædagoger
Andre
Er der andet, der er vigtigt for dig at fortælle om?
ikke
vil gerne høre om: praktik, fleksjob, støtte i job, beskyttet beskæftigelse
Mine interesser
Mine fritidsaktiviteter
Hvad der gør mig tryg
Hvad der kan være svært
Hvad jeg drømmer om i fremtiden
Særlige behov
3
til 17½-årsmødet
Skabelonen til 17½-årsmødet er til alle jer, der deltager i mødet. Husk at udfylde alle felter. Aftalefelterne er særligt vigtige. De sikrer, at alle kender din plan og ved, hvad de skal gøre for at hjælpe dig.
Hvem er her i dag?
Hvorfor er vi her i dag?
Hvad skal vi tale om i dag?
1. Behov for støtte
2. Uddannelsesmuligheder
3. Muligheder for arbejde og forsørgelse
4. Boligforhold
Mig/mine forældre
UU-vejledningen
Referent / dato
Ungecenter / Jobcenter
skal jeg
Voksenhandicap
jeg
Familieafdelingen
skal jeg
5. Sociale relationer og netværk
6. Andet der er vigtigt for dig?
Hvad
Hvad skal
Hvad skal
Hvad
jeg/vi have med fra mødet?
Hvem: Hvad:
jeg have med fra mødet?
Hvad:
Hvornår: Hvem:
Hvornår:
skal jeg have med fra mødet?
Hvem: Hvad:
Hvornår:
jeg have med fra mødet?
Hvad:
Hvem:
Hvornår:
jeg have med fra mødet?
Hvad:
Hvem:
Hvornår:
Inden 17½-årsmødet
Vi har lavet den her skabelon til dig, der skal til 17½-årsmøde.
Det er en god ide at læse spørgsmålene inden mødet. Så er du forberedt.
Hvorfor skal jeg til 17 ½-årsmøde?
Hvordan kan vi som forældre hjælpe?
Skriv eller sæt kryds
1. Behov for støtte
Hvad har du brug for hjælp
At skabe struktur Transport Huske aftaler
2. Uddannelse
Hvilken skole eller uddannelse
Fri Fagskole
Højskole
Gymnasial Uddannelse
Erhvervsuddannelse
Arbejde og forsørgelse
Jeg vil gerne arbejde Jeg vil ikke arbejde
Vil du gerne arbejde, som det 3.
Fgu
Madlavning
Indkøb Jeg vil
Vejledningsmesse for unge med særlige behov
Alle kan noget, og der er en vej til alle. På vores vejledningsmesse kan de unge få ideer til, hvilken uddannelse der kunne være god for dem.
Kl. 14.00
Oplev inspirerende AutismePlusFar og datter til et oplæg om livet med særlige behov.
24. marts
Kl. 9.30 - 17.00
Aarhus Rådhus Sønder Allé 2 8000 Aarhus C
Kom om hør mere om
Højskoler
Gymnasier
Frie Fagskoler
Specialefterskoler
Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelser
Særligt Tilrettelagt Beskæftigelse
Få uddannelseskataloget og Ligeværd Guiden på messen
Ligeværd Guiden kan hjælpe dig med at finde vej i det kommunale system
Dagtilbud ansatte ti nye medarbejdere uden at bruge én krone ekstra
Med en simpel omprioritering af vikarbudgettet har Risskov Dagtilbud ansat 10 nye medarbejdere i 11 afdelinger. Resultatet er lavere lønudgifter, et kraftigt reduceret vikarforbrug, markant lavere sygefravær og en tryggere hverdag for både børn og voksne. Ifølge dagtilbudslederen handler det om at bruge pengene klogt.
Op til 60.000 kr.
Så mange penge blev nogle måneder brugt på vikarer i den institution, som Carina Ardal Evers overtog som pædagogisk leder i 2021. Samtidig havde huset det højeste sygefravær i hele dagtilbuddet.
"Ingen er syge med vilje. Vi er syge af en grund, men jeg prøvede at spørge personalet, hvorfor de blev syge," fortæller hun.
En af forklaringerne var arbejdsmiljøet: Pædagogerne løb for stærkt og kunne ikke nå det, de skulle med børnene.
Og i sådan en hverdag følger sygefraværet ofte med, forklarer psykolog Kirsten Callesen.
”Hvis personalegruppen hele tiden er for tyndt bemandet, eller hvis de voksne
skal oplære nye vikarer dag efter dag, så bliver de mere sårbare over for sygdom. Og det tager også længere tid at blive rask, når man er presset mentalt og fysisk, fordi et stresset nervesystem heler langsommere,” siger hun.
Pædagogernes valg
Det var netop hypotesen, da Carina Ardal Evers i 2021 omregnede det høje vikarforbrug til det, man kunne få af faste timer for de samme penge på et år.
"Jeg lagde bare tallene frem for pædagogerne, og så fik de faktisk et valg," siger hun.
Pædagogerne valgte at ansætte to medhjælpere fast og sætte vikarbudgettet ned til 5.000 kr. om måneden. Det var en risiko, medgiver Carina Ardal Evers, men et år senere havde
det vist sig, at hendes hypotese holdt stik.
Det reelle vikarforbrug faldt til 1.500 kr. om måneden i gennemsnit det første år, og sygefraværet var reduceret fra det højeste til det næstlaveste i dagtilbuddet. Det kraftigt reducerede vikarbudget var endda for højt, så det var blevet muligt at ansætte en ”husalf” til alt det praktiske. Dermed kunne pædagogerne for eksempel i den svære overgang efter frokost være sammen med børnene i stedet for at rydde op.
"Lige pludselig så pædagogerne, hvad vi nu kunne. Hvor de før havde en følelse af ikke at have tid, så fik de en helt anden oplevelse af at nå i mål med deres opgaver og faktisk have tid til de handleplaner, de lavede,” siger hun.
Tekst/foto Lasse Mors
”Der var stadig travlt, men det gjorde noget ved stemningen og gejsten for at gå på arbejde blandt pædagogerne,” fortæller hun.
10 nye varme hænder
Med de erfaringer i ryggen har hun som ny dagtilbudsleder i Risskov Dagtilbud i 2025 gentaget øvelsen i langt større skala. Til et af de første økonomimøder i sin nye stilling fik hun nemlig øje på noget, hun havde set før: Et stort forbrug i vikardriften.
”De gode vikarer har det med at forsvinde, når de får faste jobs, men ved at fastansætte dem kan afdelingerne fastholde dygtige medarbejdere,” fortæller hun.
Før
• 60.000 kr./mdr. til vikarer
• Dagtilbuddets højeste sygefravær
Omprioritering af vikarbudget
200.000 KR.
Afkast
LAVERE SAMLEDE LØNUDGIFTER MM.
Før
• Mere end 200.000 kr./mdr. til vikarer
Omprioritering Effekt
• 2 nye fastansættelser
• Vikarbudget på 5.000 kr./mdr.
• 1.500 kr./mdr. i reelt vikarforbrug
• Dagtilbuddets næstlaveste sygefravær
• Forbedret arbejdsmiljø og pædagogisk kvalitet
Omprioritering Effekt
• 200.000 kr./mdr. til nye 10 fastansættelser
• Lavere samlede lønudgifter
• Reduceret vikarforbrug
• Fald i sygefravær
• Forbedret arbejdsmiljø og pædagogisk kvalitet
2021
2025 (Risskov Dagilbud)
På den baggrund har Risskov Dagtilbud således flyttet næsten 200.000 kr. om måneden fra vikarposter til fastansættelser på både fuldtid og deltid. Det giver 10 nye medarbejdere i 11 huse og en meransættelse på 5 pct.
For der er stor forskel på, om 25 timer går til en vikar eller en fastansat, fortæller Carina Ardal Evers. Til en vikar går en pædagog fra til oplæring og alt det andet, der sker på en arbejdsplads, når en ny skal falde til, og når de gode vikarer får jobs andre steder, så skal man ringe til en ny, og så starter man forfra.
”Jeg tror, at alle kan sætte sig ind i, at det er hårdt at køre en ny kollega ind mandag, en anden tirsdag og en tredje onsdag. Det bliver en ond spiral nedad, for børnene får jo også mindre,” siger hun.
”Fastansættelserne skaber bedre forudsætninger for at udleve vores fag, og det tror jeg også skaber en tilfredsstillelse ved at gå på arbejde, som kan gøre, at vi bliver mindre syge.”
Markant forbedret kvalitet
Det vil ikke overraske Kirsten Callesen, hvis Risskov Dagtilbud vil opleve markant færre sygemeldinger efter fastansættelserne.
”Selv en lille stigning i antallet af faste voksne kan skabe en kaskadeeffekt, hvor medarbejderne får mere overskud, børnene bliver mere trygge, og hverdagen får mere ro. Og den ro smitter både opad og nedad i systemet,” siger hun.
Ifølge hende er der en direkte kobling mellem de voksnes arbejdsmiljø og børnenes trivsel. For de voksnes nervesystem smitter af på børnene, fortæller hun.
”Hvis personalet oplever mere overskud og stabilitet, og hvis de voksne kan bruge deres energi på at være sammen med børnene i stedet for at lære nye vikarer op, så kommer det børnene til gode. De voksne får jo også mere forudsigelighed og pålidelige gentagelser ved at kende dem, de arbejder sammen med,” siger hun.
"Pædagogerne fik en helt anden oplevelse af at nå i mål med deres opGaver."
Det nationale tilsyn med dagtilbud viser, at kun 9 pct. af alle børnehaver vurderes til at levere god kvalitet. 63 pct. leverer tilstrækkelig kvalitet, mens 28 pct. vurderes til at have utilstrækkelig kvalitet. For vuggestuerne er billedet stort set det samme.
Det betyder ifølge Kirsten Callesen, at mange børn har en hverdag i for udfordrede pædagogiske miljøer i rigtig mange timer i løbet af en barndom. Det løser ikke alle udfordringer at sikre faste voksne, men kontinuitet er uden tvivl en af de ting, man kan arbejde med, hvis man vil forbedre børns hverdag, mener hun.
”Et barn bruger energi på at lære en ny voksen at kende, før det kan bruge energi på at lege, lære og udvikle sig. Også selvom det måske er en vikar, som er intuitivt god til børn. Hvis barnet igen og igen møder ukendte voksne, så skal det først scanne: Forstår den her voksne mig overhovedet?”
Et spørgsmål om kultur
Nogle vil måske frygte, at der kommer til at mangle penge, når flere er syge på én gang. Men det gør Carina Ardal Evers ikke.
”Vi malker jo ikke vikarbudgettet helt. Vi kigger på afdelingens størrelse og historik, og så handler vi ud fra det,” siger hun.
Og det ser ud til at bære frugt. Bare fire måneder efter den nye retning er stukket ud, har én af dagtilbuddets 11 afdelinger oplevet et fald i vikarforbruget fra 70.000 til 4.000 kroner om måneden.
”For mig er succes, at vi går i nul eller et lille minus ved årets slutning, for så har vi fået vores penge ud at leve hos børnene, og de skal ikke først bruges i december,” siger hun.
Men det kræver en kulturændring mange steder, hvis det skal lykkes. For eksempel kræver det, at pædagogerne i de enkelte huse dækker ind for hinanden, når kun en enkelt er syg, og at den pædagogiske leder langtidsplanlægger i forhold til kendt fravær.
Carina Ardal Evers, pædagogisk leder
”Pædagogerne skal jo konkret sidde om morgenen, når der kommer en sygemelding og se på deres ekstra medhjælper og tænke: Jeg kan godt ringe efter en vikar, men så skal vi fjerne vores ekstra medhjælper,” siger hun.
I sit tidligere dagtilbud oplevede hun, at det ansvar gjorde, at pædagogerne tog langt større ejerskab over økonomien. De ville hellere være en mindre én dag for til gengæld at beholde den ekstra medhjælper hver dag. Men der er også en kæmpe faktor i langtidssygefravær, som kan ændre billedet markant. For når omprioriteringen i 2021 gik godt, så var det også, fordi man ikke blev ramt af kritisk sygdom.
”Der skal ikke sidde børn og mangle omsorg, fordi en voksen får kræft eller brækker benet. Det er vi ved at undersøge, hvordan vi som dagtilbud kan gardere os imod solidarisk,” siger hun.
Og løfter det så kvaliteten? Det er ikke sikkert ifølge Carina Ardal Evers.
”Kvaliteten i et dagtilbud handler ikke om, hvor mange voksne der går rundt derude. Men antallet af voksne er forudsætningen for, at vi kan yde kvalitet. Og det er den forudsætning, vi forsøger at skabe rammen for her med de penge, vi har, når vi forsøger at bruge vores penge klogere,” siger hun.
Fire skridt kommunen kan tage i morgen
Hold øje med udgifter til vikarer Vikartimer koster dobbelt, fordi der følger oplæring med, og faste medarbejdere sikrer tryghed og stabilitet for både børn og voksne.
Skab rammer for kendte voksne og stabil drift Kendte ansigter reducerer belastningsreaktioner og styrker tryghed og udvikling.
Stil krav om systematisk opfølgning
Følg udviklingen i vikarforbrug og sygefravær tæt. Det giver indblik i effekten af indsatser og valid data at arbejde ud fra.
Brug pengene proaktivt Understøt dagtilbudsledere i at handle på data og bruge pengene i stedet for at gemme dem. Proaktive investeringer i faste medarbejdere giver største afkast.
Den der ser længst flyver højest:
Når stu bliver et springbræt
17-årige Lasse Poffler havde ét mål: Aldrig at ende på en stu. Men et enkelt år på den rigtige skole ændrede alt. Nu bruger han sin stemme i TUS - Talerøret for Unge på STU til at give uddannelsen det ry, han selv aldrig fik lov at høre: At stu kan være vejen videre i livet, når kvaliteten er høj, og matchet er rigtigt.
Investering
DEN RIGTIGE STU
Afkast
MINDSKE T RISIKO FOR FØRTIDSPENSION
ELLER ANDEN PASSIV FORSØGELSE*
Jeg vil ikke ende på en stu.
Det var den tanke, der gik igennem hovedet på 17-årige Lasse Poffler, da han i sine sidste år i folkeskolen skulle finde ud af, hvad hans næste skridt skulle være.
”For mig var stu et sted, hvor man kom hen for at blive opbevaret. Jeg var bange for, at tre år på stu var den lige vej til en førtidspension,” siger han.
Når du er færdig med dine tre år på stu, så er den eneste forskel, at du er tre år ældre, tænkte han.
”Jeg havde det sådan: Det må bare ikke ske for mig.”
Lasse er langt fra alene om at have haft det sådan. Rundt om i landet lever forestillingen om stu’en som en skraldespand blandt både unge, forældre og i nogle kommunale forvaltninger. Men der findes også en anden virkelighed, hvor stu’en bliver et sted at vokse, finde retning og mod på mere.
Den virkelighed opdagede Lasse, da han fik tildelt stu på Sydfyns Fri Fagskole, hvor han i skrivende stund har gået i et år.
”Hele den udvikling, jeg har gået igennem her på et år, den havde jeg slet ikke fået på den kommunale stu, som min kommune først foreslog. Jeg har fået venner. Og jeg har lært at læse, selvom jeg er ordblind,” siger han.
I dag er Lasse Poffler medlem af TUS – Talerøret for Unge på STU, hvor en af mærkesagerne er at tale stu’en op og
*Lav kontrol i hverdagen øger risikoen for førtidspension. Det viser et dansk registerstudie fra Det Nationale Forskningscenter for velfærd, som har fulgt over 960.000 lønmodtagere gennem seks millioner person-år. (Job control and risk of disability pension, Svane-Petersen m.fl.)
Kommunale erfaringer, civilsamfundsprojekter og forskning peger på konkrete afkast, når unge bliver matchet med den rigtige stu:
• Flere unge går videre i fgu, egu eller fleksjob (erfaringer fra bl.a. Vejen Kommune)
• Mindre risiko for frafald, isolation og passiv forsørgelse
• Bedre muligheder for faglig progression
• Større sandsynlighed for, at unge fastholdes i job (erfaringer fra Joballiancen)
• Mindre behov for social- og beskæftigelsesindsatser senere
vise, at uddannelsen kan være et springbræt videre i livet, hvis kvaliteten er høj, og matchet er rigtigt. Det var i den forbindelse, at han på en workshop hos En Vej Til Alle lavede en stol ved navn Den, der ser længst, flyver højest.
En ordblind læsehest
Stolens citat er fra romanen Jonathan Livingston Havmåge, som Lasse Poffler har læst ved at lytte til lydbogen, mens han har fulgt ordene med øjnene i bogen.
”Jeg er den på min skole, der læser mest, selvom jeg er den, der nok er dårligst til at læse,” siger han.
Det er netop det, Lasse har lært på sin stu, og som han gerne vil sige med stolen. For det er slet ikke sikkert, at han havde lært at læse, hvis han havde gået på en anden stu.
”Livingston Havmåge er anderledes end de andre måger, og sådan har jeg også haft det i mange år. Men da jeg kom på den her stu, fandt jeg ud af, at jeg kan skabe et godt liv, hvis jeg tør tænke længere frem. Det var derfor, jeg lavede stolen,” siger han.
I sin tid blev Lasse først præsenteret for sin egen kommunes stu, men det var ikke noget for ham. Da han besøgte skolen, mindede stemningen ham om sin tidligere specialskole, hvor han ikke havde mange venner.
Alligevel forsøgte nogle i kommunen at få ham til at give stu’en en chance, fortæller han.
”Den kunne sagtens være rigtig for nogen, men jeg havde jo været ude og se den, og det var ikke noget for mig,” siger han.
Derfor er han glad for, at han fik tilbudt en stu på Sydfyns Fri Fagskole, hvor han også gik på efterskole, og hvor han kan udvikle sig. Den investering er godt givet ud både for hans hjemkommune og ham selv, mener han.
”Rigtig mange er kritiske over for stu’en, fordi det er den laveste uddannelse. Men der er en masse muligheder
for, at den kan hjælpe dig med at rykke dig op ude i fremtiden, hvis du er et sted, hvor du kan udvikle dig,” siger han.
Kommuner der ser længere Lasses oplevelse af at blive presset i retning af en kommunal stu er langt fra unik. Rundt om i landet står unge i krydspres mellem egne ønsker og kommunal økonomi, hvor stu’en bliver set som en økonomisk byrde. Men der findes også kommuner, der går en anden vej.
Vidste du?
Fgu behøver ikke være afprøvet før stu. Ved vurdering af, om en ung er i målgruppen for en stu, er det afgørende en beskrivelse af den unges funktionsniveau, støttebehov og udviklingsmuligheder.
En af dem er Vejen Kommune, som målt i kroner og øre er blandt de kommuner, der investerer mest i stu. I 2023 brugte kommunen i gennemsnit 327.000 kroner pr. elev om året. Landsgennemsnittet var 173.000 kroner.
Ifølge stu-vejleder i Vejen Kommune, Preben Hedegaard, er der god grund til det. ”Hvis den unge kommer i et match, vedkommende ikke kan spejle sig i, og hvor der ikke er mulighed for progression, så vil den unge falde fra. Så er det håbløst, og så giver man penge til noget, der ikke er produktivt,” siger han.
Og netop den unges spejling er afgørende, fordi mennesker i miljøer med lav indflydelse og begrænsede udviklingsmuligheder har større risiko for senere at ende uden for arbejdsmarkedet. Et stort dansk registerstudie viser eksempelvis, at lav kontrol i hverdagen øger risikoen for førtidspension.
Men selvom der på hans arbejdsplads er en kultur, hvor man ser stu’en som en mulighed, så genkender han de fordomme, som TUS vil gøre op med.
”I Vejen kommune genkender vi, at nogle forældre og unge ser stu'en som en skraldespand. Vi prøver at tale stu'en op som en mulighed for senere at komme på fgu eller i fleksjob."
En højtflyvende ung mand
For Lasse handler hans fokus på stu ikke kun om ham selv. Det handler om alle de unge, der som ham gerne vil finde sin plads i livet, men som risikerer at blive sendt et sted hen, hvor de ikke kan udvikle sig.
"Hvis den unge kommer i et match, vedkommende ikke kan spejle sig i, og hvor der ikke er mulighed for progression, så vil den unge falde fra. Så er det håbløst, og så giver man penge til noget, der ikke er produktivt.”
”De unges ønsker fylder meget hos os. Jeg mindes ikke, at vi har haft nogen, der ikke har fået deres ønsker opfyldt,” siger Preben Hedegaard.
Preben Hebsgaard, stu-vejleder
Derfor bruger han sin stemme i TUS, hvor det kun er én blandt mange mærkesager at give stu’en et bedre ry. Blandt andet arbejder de også for, at stu-elever får samme rettigheder som unge på andre ungdomsuddannelser, krav om elevdemokrati på alle stu’er, og at unge får reel mulighed for at vælge den stu, der passer til dem.
seks skridt kommunen kan tage i morgen
Tal stu’en op. Vedtag en fælles kommunikationslinje, hvor stu beskrives som en investering og et reelt uddannelsesvalg og ikke som en sidste udvej.
Synliggør stu.
Sørg for, at stu vises side om side med andre ungdomsuddannelser i uu-vejledningen og på kommunens hjemmeside.
Skab reel valgfrihed. Præsentér stu som en mulighed på lige fod med andre tilbud uden uformelle krav om at afprøve fgu først. Giv unge, der skal på stu reel mulighed for at vælge den stu-skole, der er rigtig for dem.
Ligestil stu-elever ift. ungdoms- og studiekort. Giv stu-elever samme adgang til ungdomskort og studiekort som andre unge i uddannelse.
Gør elevdemokrati obligatorisk.
Lad stu-elever få reel indflydelse på skolens hverdag gennem elevråd og faste dialogmøder.
Skab en tryg overgang før og efter stu slutter.
Han er enig med Lasse Poffler og TUS i, at der er en opgave i at tale stu’en op, og han oplever, at der i Vejen er politisk villighed til at se stu’en som en mulighed. Her har man de seneste år oplevet, at flere kommer videre i egu, fgu eller fleksjob, fortæller han.
”Jo flere penge, vi bruger, jo større er afkastet. Vi er selektive med, hvor de kommer hen. Når vi ser, at der kan være et potentiale, så er det også det, der ligger til grund for, at visitationsudvalget går med til at pege på stu-stederne,” siger han.
”Jeg vil gerne vise, at selvom stu er den laveste uddannelse i Danmark, så kan den løfte dig, hvis du kommer det rigtige sted hen. Det er det, jeg håber, politikerne ser. Stu skal ikke være en parkeringsplads. Den skal være et springbræt,” siger han.
Artiklens indledning er et uddrag af den tale, som Lasses ven Viggo holdt ved lanceringen af stolen ”Den der ser længst, flyver højest” hos En Vej Til Alle.
Følg TUS’ arbejde på Instagram. tus_taleroret
Samarbejd på tværs af afdelinger, så der er nogen til at gribe de unge og skabe trygge muligheder i næste skridt efter stu. Begynd samarbejdet, før stu slutter. Lav klare aftaler og hold dem. Se artiklen om Joballiancen for konkrete anbefalinger.
Anbefalingerne fra Ligeværd, TUS og SUMH er udarbejdet med udgangspunkt i TUS’ mærkesager
Et liv i kamp-mode:
Da Rikke fik et netværk, fik hun et sprog for alt det, hun før stod alene med
En stor del af Rikke Bolvigs liv har været i kamp-mode. En følelse, som mange forældre til børn med særlige behov kender, men som alt for mange står alene med. Først da hun mødte andre forældre, kunne hun sænke skuldrene. I dag hjælper hun forældre med at finde hinanden, fordi hun ved, at ingen skal bære det alene.
Tekst/foto Lasse Mors
Imange år fik Rikke Vingaard Bolvig at vide, at hendes børn var ”de værste børn i hele Aalborg Kommune”. Men da hun stiftede foreningen BHOV sammen med Malene Qvist Simoni, gik det op for hende, at hun ikke var alene. Mange andre forældre havde fået samme besked.
”Det var lidt træls at få at vide, at man aldrig har set så grelle eksempler, når det også er blevet sagt til 100 andre forældre,” siger hun.
Hende og Malene fik øjnene op for, at noget ikke stemte, da Aalborg Kommune fremlagde et meget lavt tal for, hvor få børn der stod uden for skolen.
”Vi fandt ud af, at vi begge to kendte alle de børn. Det var bare ikke de samme, vi kendte,” siger hun.
De begyndte derfor at undersøge sagen selv og fandt hurtigt frem til 149 børn, som ikke gik i skole. Derfor stiftede de foreningen BHOV for forældre til børn med særlige behov i Aalborg, som i løbet af ingen tid rundede 1.000 forældremedlemmer, der alle stod med en oplevelse af at kæmpe alene imod et system, som ikke syntes skabt til deres børn.
”Det var dér, jeg for alvor fik øjnene op for, hvor mange der stod i de her udfordringer,” siger hun.
”Når tallet pludselig hed 1.000 alene i Aalborg, kunne jeg bedre trække vejret. Det var en kæmpe befrielse at møde andre forældre, der forstod én, og hvor man ikke blev set mærkeligt på, fordi man gjorde tingene lidt anderledes. Det gav et sprog for det, som jeg før stod alene med, og som andre forældre aldrig forstod.”
Det var på det tidspunkt, hun besluttede, at hun ville arbejde for, at flere forældre skulle få øje på hinanden.
Frirum med sænkede skuldre
Henover efteråret og vinteren 2025-26 afholder frivillige i Ligeværd inspirationsog netværksmøder i fem byer, hvor forældre til børn med særlige behov kan få øje på hinanden. Rikke Bolvigs egne børn er voksne nu, og hun er mormor til to små piger. Alligevel har hun meldt sig som ansvarlig for en møderække på i alt seks møder i Aalborg.
Fordi noget af det, der gav hende luft, da hendes børn var små, var at komme et sted, hvor der var andre familier.
”En stor del af mit liv har været i kamp- eller forsvars-mode. Og man skal forstå, at sådan er det for mange af de her forældre. Så det med at få et netværk og opdage, at jeg ikke var tosset – at mange stod i lignende situationer med børn, der mindede om mine – det var et frirum,” siger hun.
Det var mindre vigtigt for hende, om børnenes udfordringer var helt de samme, fortæller hun. For forældrenes udfordringer lignede hinanden. En oplevelse hun også har, når hun i dag ser den næste generation af forældre, der møder hinanden til inspirations- og netværksmøderne.
Rikke Bolvig
• 55 år
• Gift med Søren
• Mor til Mathilde, Amalie og Daniel
• Formand for Ligeværd Forældre & Netværk i Aalborg og ambassadør for Ligeværd i Region Nord
• Næstformand i Foreningen BHOV
• Sygeplejerske
”Når man er forælder til et barn med særlige behov, så trækker man vejret i den øverste del af brystkassen. Men i det her forum, kan man pludselig høre de her dybe suk og se, at deres skuldre falder ned. Det er guld værd,” siger hun.
Uddannelse til førtidspension
I efteråret lagde den anerkendte familievejleder Lola Jensen en video på Facebook, hvor hun bakkede op om et narrativ, som provokerer Rikke Bolvig: At børnenes udfordringer handler om opdragelsen.
Videoen blev set over en halv million gange og fik i kommentarporet mange rosende ord med på vejen fra lærere og forældre, som var enige. Men sammen med Mattias Tesfayes ”PDO” lægger den slags et unødvendigt pres på forældre til de børn i Danmark, som har det allersværest, mener Rikke Bolvig.
”Forhåbentlig var det godt ment, men hun ved tydeligvis ikke, hvad hun taler om. Hun udskammer faktisk forældrene og siger, at de bare skal bruge de her råd, som jeg ved, at de allerede har prøvet.”
En undersøgelse fra Region Nord viser, at der kan gå fem år, fra forældre oplever et problem, til barnet bliver henvist til en udredning. Samtidig peger skoleledere oftest på forældrene som hovedårsagen til problemerne, mens fagfolk kun yderst sjældent vurderer egen praksis som årsag, viser et forskningsprojekt fra UC Viden om inklusion.
”Jeg ville ønske, at man lyttede mere til forældrene i stedet for at stemple dem som ’familier, der ikke kan’. Det er ikke i orden, når en del af problemet er strukturelt, og det bliver jeg indigneret over,” siger hun.
”Med tiden viser det sig jo som regel, at forældrene har ret i deres vurderinger, men ansvaret for at børnene får et ordentligt skoletilbud ligger ikke kun hos familierne. Det er et strukturelt problem, som betyder, at vi lige nu uddanner vores børn til førtidspension,” siger hun.
Sorgen over at have børn der har det skidt
For Rikke Bolvig var det i mange år en stor sorg, at hendes børn havde det så
Lokalforeninger
Ligeværd har 15 lokalforeninger
fordelt i hele landet samt et forældrenetværk i trekantsområdet, som er i proces med at blive en forening.
Vil du oprette et netværk i dit lokalområde?
Så er du velkommen til at kontakte sekretariatet, som kan hjælpe dig i gang.
Find din forening
svært, imens hun kæmpede med et system, der længe pegede på hende.
”Det er David mod Goliat. Og når jeg ser på de her forældre i dag, som får skudt PDO i skoen, så genkender jeg deres følelser og den afmagt, de giver udtryk for. Jeg kender ingen forældre, der ikke gerne vil have børn, der bare følger normen,” siger hun.
Derfor håber hun, at mange forældre vil deltage i Ligeværds netværk. Dels fordi hun fornemmer, at de tektoniske plader under Aalborg Kommunes skolepolitik er ved at rykke sig, fordi så mange forældre står sammen. Men især fordi det gør en forskel for dem, der har det svært lige nu, og som ikke bliver hjulpet, imens et langsomt politisk system sadler om.
”Det tænder en gnist i øjnene på dem, når de møder nogen, der ikke stempler dem. Som siger ”ja”, og som forstår. Og så er der hele videndelingen. Når de giver hinanden tips og tricks til at navigere i det system, der er. Det er det vigtigste ved vores forældrenetværk,” fortæller hun.
"Det må ikke være sådan, at unge deltager i vejledningsoplæg, hvor stu ikke nævnes som et ligeværdigt tilbud."
Charlotte Troelsen, lektor på VIA University College i Aarhus
Fra standardværktøjer til margueritruter:
Vi mangler vejledningsmateriale til unge med særlige behov
De eksisterende værktøjer i vejledningen er skabt til unge, der følger den lige vej gennem uddannelsessystemet. Men for unge med særlige behov betyder det, at de aldrig bliver præsenteret for uddannelser som stu. Vi mangler materiale, der kan give overblik over mulighederne og støtte dialogen på de unges præmisser, mener lektor.
Der findes bunker af materiale til unge, der følger den lige vej igennem uddannelsessystemet. Men til unge med særlige behov findes der næsten ingenting, og det er et stort problem, mener Charlotte Troelsen, lektor på VIA University College i Aarhus.
”Vi mangler materiale til unge med særlige behov, som både kan give overblik over uddannelsesmuligheder og støtte dialogen på den unges præmisser,” siger hun.
”Det må ikke være sådan, at unge deltager i vejledningsoplæg, hvor stu ikke nævnes som et ligeværdigt tilbud.”
I dag er det ofte op til den enkelte vejleders kreativitet, om en ung får præsenteret mulighederne på en måde, som vedkommende kan forstå eller handle på. Og der opstår udfordringen, fortæller Charlotte Troelsen. Når materialet mangler, må vejlederne selv opfinde metoderne, og kvaliteten afhænger derfor af den enkeltes evner.
Af Lasse Mors foto VIA University College
”Alle gør selvfølgelig deres bedste, men det betyder, at resultatet bliver meget forskelligt. Nogle vejledere er dygtige til at arbejde med de unge, men andre er mere usikre. Konsekvensen kan være, at nogle unge slet ikke forstår deres muligheder,” siger hun.
Fra faste rammer til fleksible løsninger En af dem, der ofte må finde sine egne veje, er Kåre Mørk, uddannelsesvejleder i Ringkøbing-Skjern Kommune. I sit afgangsprojekt på diplomuddannelsen i uddannelsesvejledning – som Charlotte Troelsen kalder ”blændende” – har han vist, hvordan alternative tilgange kan give de unge en reel chance for at finde fodfæste.
”Der skal være en vis langsommelighed, hvis vejledningen skal lykkes. Nogle gange starter det med en sms. Andre gange med et videomøde, hvor kameraet er slukket,” siger han.
Men den slags langsommelighed og kreative metoder skal man kigge langt efter i den traditionelle vejledning, som er bygget op af årshjul, planlagte møder og fysisk fremmøde. Rammer, som unge med særlige behov sjældent kan leve op til.
For Kåre Mørk er det derfor afgørende, at vejledningen tager udgangspunkt i de små skridt, der giver mening for den enkelte unge. Det betyder til gengæld, at resultaterne ofte kan være svære at dokumentere.
”Det er svært at føre ind i et excelark, når jeg har siddet online med en ung i ti minutter om ugen i en længere periode uden en synlig plan. Men det er altså også vejledning, som kan føre til resultater på den lange bane,” siger han.
Margueritruten eller motorvejen
Hvis målet bliver at få unge hurtigt tilbage på skolebænken eller ind på en ungdomsuddannelse, risikerer vi at overse de fremskridt, der faktisk betyder noget, mener Kåre Mørk. For selvom det kan være svært at overbevise sin ledelse om, at der er fremskridt i sådan et forløb, så er pointen for ham klar: Succes i vejledning kan ikke kun måles på hurtige resultater.
”Vi har en tendens til at tro, at vejledning er lykkedes, når den unge er tilbage i
skole eller har søgt ind på en ungdomsuddannelse. Men god vejledning handler også om at klæde den unge på til livet og give dem mod til at træffe deres egne valg,” siger han.
Og et valg kan lige så godt være at beslutte, at man ikke skal starte på en ungdomsuddannelses lige nu, fortæller Kåre Mørk. Især på specialområdet er det ikke størstedelen af de unge, der går den lige vej, og der er vi nødt til at tænke vejledning som noget mere end bare at sikre, at de starter på en ungdomsuddannelse, mener han.
eksisterende, men om at skabe noget nyt, som kan sikre lige muligheder for den unge, der skal ad margueritruten igennem uddannelsessystemet.
"Der skal være en vis langsommelighed, hvis vejledningen skal lykkes.”
”Jeg har en kollega, der bruger udtrykket margueritruten om de her unges vej i livet. Det er smukt og meget sigende, synes jeg. Måske skal de væk fra motorvejen og ud på margueritruten for at finde deres vej i livet,” siger Kåre Mørk.
Behov for nye materialer
Kåre
Mørk, uddannelsesvejleder i Ringkøbing-Skjern
Kommune
”Jeg har set mange vejledere sætte noget grafisk sammen for at forklare mulighederne, men ofte med en bemærkning om, at det bare var noget, de selv havde lavet. Vi har brug for at understøtte vejledningen af unge i målgruppen for stu og fgu langt bedre, så alle unge har lige adgang til fagligt kvalificeret vejledning af kommende uddannelsesmuligheder,” siger hun. Hun mener, at næste skridt må være at udvikle et materiale i fællesskab sammen med vejledere, forskere, forældre, civilsamfund og ikke mindst de unge selv.
For Charlotte Troelsen er Kåre Mørks erfaringer et billede på, hvorfor vejledningsfeltet må tage et fælles skridt videre. Det handler ikke om at lappe på det
”For mig handler det om at stille alle unge lige. Det må ikke være sådan, at nogle unge aldrig hører om stu. Vi skal have materialer, der gør magueritruten synlig og skaber reelle samtaler på de unges præmisser,” siger Charlotte Troelsen.
Den lige vej
• Standardiserede forløb og årshjul
• Fokus på synlige resultater
• Dokumentation og målstyring
• Fysisk fremmøde, planlagte samtaler
• Den unge skal tilpasse sig systemet
Margueritruten
• Fleksibilitet og tempo på den unges præmisser
• Fokus på trivsel, relation og mod
• Dokumentation i form af refleksion og dialog
• Digitale møder, små skridt, alternative formater
• Systemet tilpasser sig den unge
Unge stemmer
I denne sektion fortæller unge med særlige behov om deres liv og det, der optager dem.
Glad på arbejdet
Sandra Blachfeldt, København
I mit liv har mine forældre kæmpet for at jeg skulle leve et “ normalt” liv som muligt.
Jeg har kæmpet med folkeskolen, der blev jeg desværre moppet ud af, og kom på efterskole, derefter husholdningsskole og produktionskole. Så jeg er skoletræt.
Jeg har arbejdet 14 år i Gentofte på et handicap center i køkkenet, jeg følte mig virkelig malplaceret der og i juli 2023 sagde jeg stop deroppe. Kommunen ville ha jeg skulle tilknyttes job center hvor efter i okt kom i praktik i Meny i Rødovre. Og i januar blev jeg ansat. Og har det mest fantastiske job i dag, de bedste kollegaer og en butik der passer på mig og sørger for at jeg får mere ansvar løbende.
Jeg pakker Wolt ordre og står i vores scan selv kasse, det elsker jeg virkelig.
En hest ville spise mig
Mia Nelander, København
Jeg har været med i UFL Storkøbenhavn i 6 år. Jeg var ikke meget for at starte i foreningen men min bedste veninde fik mig lokket. Og er meget glad for det i dag
Jeg arbejder på Sandtoften i Gentofte. Har været der 15 år og er på Montagen nu. Hvor vi laver meget forskelligt.
Jeg er meget glad for dyr og elsker at gå ture, (selvom en hest ville spise mig). Jeg går tit ture på Vestvolden
Svært at finde en kæreste
Line Kamstrup Nielsen, Holstebro
Jeg syndes at det godt kan være svært, at finde en kæreste. For når folk høre at jeg fx er til piger eller har et dårligt hjerte.
Føler at folk dømmer en på forhånd, bare fordi de hører hvad jeg fejler eller er til. Uden man har nogen chance, for at forklare sig. Uden at høre virkeligheden bag det hele. Folk ved jo ikke hvad de gemmer sig bag huden. Synes bare folk er for dårlige til at høre på hinanden. Give hinanden en chance.
Jeg er en pige, i min bedste alder. Men lige meget hvad, synes jeg det er mega svært at være til det samme køn. Ikke for jeg føler mig forkert, men syndes ikke folk giver mig tid til at forklare mig, men dømmer mig på forhånd, som jeg tror mange andre kender til.
Jeg fik selvtillid
Tommy Hindsberg, Tønder
Da jeg startede i UFL i Tønder, kom jeg kun lidt on/off. Jeg var usikker på det hele og vidste ikke helt, hvordan jeg skulle være sammen med de andre. Men stille og roligt begyndte jeg at lære folk at kende, og så blev det nemmere.
Efter noget tid kom jeg i bestyrelsen, og det gav mig meget mere selvtillid. Jeg begyndte at føle, at jeg faktisk hørte til.
I dag er jeg formand. Jeg kommer før de andre, laver kaffe og hygger mig. Jeg har fået gode venner, som jeg også ser udenfor klubben. Det betyder rigtig meget for mig.
Magtanvendelser stiger, når systemet misforstår børnene
Det er et nederlag for alle
Det er ikke ond vilje fra de voksne, når nye tal viser, at magtanvendelser i folkeskolen er i stigning. Det er et udtryk for et system, som mangler forståelse for barnets perspektiv.
Når et barn fastholdes, er det som regel et tegn på mistrivsel. Men i registreringen af en magtanvendelse indgår barnets oplevelse slet ikke systematisk, og dermed mister vi den eneste kilde, der kan fortælle os, hvorfor situationen eskalerede, og hvordan den kunne være forebygget.
Når vi svarer på mistrivsel med mere kontrol, så bliver mistrivslen værre. En mekanisme, som den internationalt anerkendte familieterapeut Jesper Juul har formuleret fortræffeligt:
Hos Ligeværd møder vi børn og unge, der igen og igen fortæller den samme historie: “De voksne forstod mig ikke.” Det er ikke en bebrejdelse. Det er et signal om, at hjælpen kom for sent – eller slet ikke kom.
"Magt må være det absolut sidste redskab. Aldrig et styringsværktøj, vi glider ind i af afmagt.
”Når voksne gør noget for at ændre børns adfærd, som ikke lykkes, reagerer de ofte med at gøre mere af det samme i længere tid.”
Med et stigende antal magtanvendelser gør vi netop det Juul advarer imod: Vi øger kontrollen, når relationen fejler. Vi griber efter flere regler, mere regulering, flere skemaer. Og når det ikke virker, hører vi synspunkter i den offentlige debat, som peger på børnene som årsagen til problemet. Børn, hvis perspektiv slet ikke indgår i vores forståelse af situationen.
Magtanvendelse opstår ikke i et tomrum. Den opstår, når et barn presses ud over sin kapacitet, uden at de voksne har haft tid, mulighed eller viden til at forstå signalerne i tide. Når krav kommer før støtte. Når trivsel ses som et biprodukt i stedet for en forudsætning for læring.
Hvis vi vil nedbringe magtanvendelser, må vi starte helt andre steder: Vi må styrke relationerne i klassen. Vi må lytte til forældrene, der ser de tidligste tegn. Vi må skabe tydelige og forudsigelige læringsmiljøer. Og vi må gøre børns oplevelse til en del af læringen efter en konflikt. Magt må være det absolut sidste redskab. Aldrig et styringsværktøj, vi glider ind i af afmagt. Mere kontrol skaber ikke tillid. Indgreb skaber ikke ro.
Hvis vi vil en skole, hvor børn trives og lærer, må vi vælge det, der virker: Forståelse før sanktioner, relationer før regler. Børnene før systemet.
Esben Kullberg
Magtanvendelse i skolen
Magtanvendelse er, når skolepersonale bruger fysisk indgreb over for et barn for at afværge fare eller standse en konflikt. Det må kun ske i helt særlige situationer, som en sidste udvej, og skal altid registreres.
Akkrediteringen fra RådgivningsDanmark er et vigtigt bevis på, at Ligelinie lever op til branchens højeste standarder. For forældre og pårørende betyder det mere tryghed, tydelig faglighed og endnu stærkere støtte i sårbare situationer.
Ligelinie er nu officielt akkrediteret af RådgivningsDanmark.
Det er et vigtigt skridt for Ligeværd. Men først og fremmest er det et vigtigt skridt for dig, der bruger rådgivningen, når livet med et barn med særlige behov bliver komplekst eller uoverskueligt.
Akkrediteringen er et kvalitetsstempel, som betyder, at Ligelinie lever op til en række fælles standarder for kvalitet i gratis, sociale rådgivningstilbud. For at få det er rådgivningen blevet målt på en række kriterier inden for temaer som faglig tilgang og metode, kompetencer, ledelse, etik og lovgivning.
Akkrediteringen gives til rådgivninger, der dokumenterer høj kvalitet og tydelige procedurer.
Hvad betyder det for dig som bruger?
• Tryghed og kvalitet
Ligelinie har altid leveret seriøs, professionel og ansvarlig rådgivning.
Akkrediteringen er din garanti for dét: At rådgivningen lever op til de højeste branchestandarder og bygger på faglighed, opdateret viden og klare etiske retningslinjer.
• Mere systematik og helhed i rådgivningen
Processen med at blive akkrediteret betyder, at vi har gennemgået vores egen praksis med eksternt blik og fået konkrete anbefalinger til forbedringer, hvor det var nødvendigt. Resultatet er, at rådgivningen bliver mere solid og ensartet til gavn for dig som bruger.
• Langtidsholdbarhed i tilbuddet Akkrediteringen viser, at Ligelinie er en seriøs aktør, der tager kvalitet alvorligt. Det styrker vores mulighed for at få støtte fra det offentlige og fonde, hvilket kan gøre rådgivningen mere langtidsholdbar. For dig betyder det, at tilbuddet sandsynligvis vil kunne fortsætte i mange år fremover.
Hvorfor var det vigtigt for Ligelinie at blive akkrediteret?
Som gratis rådgivningstilbud til forældre og pårørende til børn og unge med særlige behov - og unge over 18 år, der selv søger rådgivning - har vi et særligt ansvar. Mange kontakter os, når de står i en sårbar situation. Ved at lade os akkreditere viser vi, at vi tager den rolle alvorligt, og
at vores rådgivning er både fagligt funderet og etisk forsvarlig. Desuden betyder akkrediteringen, at vi forpligter os til løbende udvikling, evaluering og brugerinvolvering, så tilbuddet hele tiden bliver bedre.
Brug for hjælp?
Hvis du har brug for juridisk eller socialfaglig rådgivning, så tøv ikke med at kontakte Ligelinie. Med akkrediteringen kan vi garantere, at vi lever op til branchens højeste standarder.
