KØBENHAVNERNE MALER BYEN GRØN
Helt tilbage i stenalderen indsamlede mennesker naturens farvestoffer og brugte dem til f.eks. hulemalerier. Mange af disse farvestoffer stammer fra forskellige jordtyper, og de klassiske jordfarver har man kendt siden oldtiden og nogle længe før. Farverne består af findelte pigmenter, som blandes op med en tyktflydende, bindende væske som f.eks. linolie. En af de klassiske jordfarver er okker, som er er et jernmineral, der findes i flere jordtyper og i forskellige farvenuancer. En anden klassisk jordfarve er den blå ultramarin, der er udvundet af halvædelstenen lapis lazuli, som forekommer i Centralasien og har været så kostbar, at den ikke blev brugt til almindeligt malerhåndværk. Først i 1701 lykkedes det en tysk apoteker ved et tilfælde at fremstille en jernholdig dybblå farve med et svagt blågrønligt skær. Den fik navnet berlinerblå, og da den kom i handelen i 1724, kunne den også købes i Frankrig under navnet pariserblå og til en rimelig lav pris.
24 KØBENHAVNERGRØN
Den blå farve egnede sig imidlertid ikke til at anvende i ren form, men ved at blande den op med guldokker fik man en dybgrøn blandingsfarve, som især blev populær i Holland, hvor det blev moderne at bruge den under navnet hollandsk grøn til døre og porte i Amsterdam. Det var herfra, hollænderne på Amager bragte den til Danmark. Her blev den i første omgang kaldt dragørgrøn, men da den hurtigt blev lige så populær inde i København, som den var i Amsterdam, blev den selvfølgelig døbt københavnergrøn. En vigtig årsag til den københavnergrønne farves popularitet var, at man i 1700-tallet fandt ud af at blande linoliemalingen med et afkog af rav-affald, hvorved man fik en skinnende blank og lakagtig overflade. Farven blev også brugt til datidens fine hestevogne under betegnelsen vogngrøn. I dag er københavnergrøn stadig en integreret del af det københavnske bybillede og anvendes især til porte, døre, vinduer, københavnerbænke og byens skraldespande.