
1 minute read
William has left the Building
Mange børn og unge har mødt William Rouat gennem årene. Nu har han fået nyt job i Brøndby kommune.
For mange besøgende har William Rouat været et kendt ansigt på Bonderen og Byggeren. Den høje, ofte smilende franskmand med den lette accent har været med til at iværksætte en masse aktiviteter på legepladserne, men det er slut nu.
Advertisement
William Rouat, som ellers arbejdsmæssigt har huseret på Amager siden 1995, arbejdede tilbage i 2014 og nogle år frem som kontaktperson i Urbanplanen og har så været en del af på Remiseparkens Legepladser siden 2020. Han har fået nyt arbejde som naturvejleder i Brøndby Kommune. Vi fangede ham et par dage efter, han officielt havde sagt farvel, for han kunne ikke holde sig væk, da et af hans arbejdsmæssige hjertebørn, Fædregruppen på Amager, som han havde været med til at starte, holdt fastelavnsarrangement i marts.
- Fremover kommer jeg til at have masser af kontakt til børn og unge, men det bliver mere i skole-regi, og udelukkende som naturvejleder, men jeg håber også på at kunne fortsætte med en social indsats i Brøndby Kommune, siger William Rouat.
Under vores snak kommer der hele tiden kollegaer, bekendte og forældre forbi for at sige hej og klappe ham på skulderen.
- Jeg kommer til at savne vores mange gæster, kollegaerne og de mange, gode samarbejdspartnere i lokalområdet. Der er gang i mange fede projekter, som jeg også gerne ville kunne følge op på og se, om de er noget, som kommer borgerne til gode, siger William Rouat.
Oprindeligt kommer WIlliam fra Frankrig, og han flyttede til Danmark i 1990, efter han mødte en dansk kvinde, som han stadigvæk er gift med i dag. Sammen har de en voksen datter.