
1 minute read
VARTEGNET SKAL VÆLTES Tekst: Jonas Vadstrup, DOMEA Foto: Amagers ældste højhus står på lånt tid
Bygningen på Peder Lykkes Vej
61 er Amagers ældste højhus og er et, som mange udefra forbinder med Urbanplanen. Men snart er bygningen fortid .
Advertisement
Det store højhus På Peder Lykkes vej er for mange blevet et ikon i Urbanplanen. Den 16-etager høje bygning blev opført i 1971 og rummer i dag 240 boliger, heraf 64 ældre- og 176 ungdomsboliger. Men bygningen står på lånt tid. Særligt de udvendige konstruktioner ved svalegangene er blevet ”trætte” efter godt 50 år med vind og vejr, og derfor har bygningen en begrænset levetid tilbage.
Det er boligselskabet Domea København, som ejer bygningen. Og her har man i en årrække været opmærksomme på, at huset skulle rives ned på et tidspunkt. Det er også baggrunden for, at mange af de nuværende beboere bor på midlertidige og tidsbegrænsede lejekontrakter.
Farvel og tak i 2025
Bygningen skal efter planen tages ned i 2025, men de seneste tekniske undersøgelser har vist, at husets beboerne ikke kan blive så længe. Nedbrydningen af betonen går nemlig væsentligt hurtigere end forventet. Derfor fik beboerne tilbage i begyndelsen af september at vide, at de skulle flytte ud inden årsskiftet.
- Vi er udmærket klar over, at det er en rigtig svær situation at stå i på det nuværende boligmarked. Derfor har vi også valgt at gå langt for at finde alternative løsninger og stille hjælp og vejledning til rådighed for beboerne, forklarer Uffe Andreasen, der er regionsdirektør i Domea.dk, som administrerer boligerne.
Nogle af beboerne – fx dem, som bor i ældreboligerne – bliver derfor tilbudt nye boliger, mens mange af de unge studerende, som bor på midlertidige kontrakter, selv har skullet ud at finde ny bolig.
Hjælp til at komme videre Boligselskabet har i den forbindelse taget en række initiativer for at hjælpe beboerne godt på vej videre.
For eksempel har boligselskabet valgt at sætte den normale opsigelsesfrist ud af kraft, så beboere kan fraflytte fra dag til dag, hvis de finder en anden bolig. De unge har ligeledes fået fortrinsret til andre ledige boliger i boligselskabet, og der bliver stillet både flyttehjælp og økonomisk fraflytningskompensation til rådighed.
Selvom beboerne altså fraflytter højhuset på Peder Lykkes Vej i de kommende måneder, så kommer selve betonkonstruktionen formentlig til at stå der en tid endnu. Højhuset er nemlig bygget sammen med det nærliggende plejecenter, og det er ikke muligt at rive huset ned, før Københavns Kommune har fundet nye lokaler til plejecenteret.