Ywl o æ Klet 2025

Ywl o æ Kle’t

Ved juletid finder Ywl o æ Kle’t traditionen tro vej til postkasserne i gamle Holmsland Kommune.

Det var Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening, der i 1969 tog initiativ til Ywl o æ Kle’t. Formålet var at skaffe penge ved hjælp af annoncer til Hvide Sandes julebelysning.

Ywl o æ Kle’t er et stykke samtidshistorie. En slags »Året der gik« krydret med historiske tilbageblik fra Holmsland og Klitten.

God læselyst – vi ønsker glædelig jul og godt nytår.

Udgives af Erhvervssamvirke Vest 2025 57. årgang

Ywl o æ Kle’t kan købes i Fiskeriets Hus i Hvide Sande

Redaktion:

Rikke Olesen, Lene Halkjær, Martin Backs, Mette Møller og Dorthe Frydendahl

Annoncering: Henning Davidsen

Har du forslag til artikler, kan du kontakte: Dorthe Frydendahl: d_frydendahl@hotmail.com

Rikke Olesen: olesen_rikke@hotmail.com

Lene Halkjær: lene@haltek.dk

Mette Møller: mettem85@gmail.com

Har du forslag til »Billeder fra året«, kan du sende det til: Martin Backs: mbacks@hotmail.com

Hvis du er interesseret i at blive annoncør, kan du kontakte: Henning Davidsen: hd@hkt.dk

Tryk: Strandbygaard

Indholdsfortegnelse

Sognepræst

Jesper

Kære alle

Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

Efter et vel overstået regions- og kommunalvalg har vi et nyt byråd stående i startblokken.

Valget er i skrivende stund ikke afholdt og det er ikke helt uden spænding, om bordenden i byrådssalen (jeg ved det godt …) bakkes op af et fast eller flydende flertal, og om den næste periode kommer til at præges af kompromisets kunst.

Uanset formen på de næste 4 års politik ville det være smukt, om byrådet havde en klar fornemmelse af, hvad borgerne vil –det skulle valget ideelt set afspejle.

Der er sikkert både skidt og kanel i de fleste sager i byrådet. At det kan være svært at se, hvad der er mest af – skidt eller kanel –viser nogle af de sager, det gamle byråd bøvlede med. Mål og midler, man troede, var kanel, viste sig at være skidt i borgernes øjne.

Om byrådets politik bedrives i enighed, med et fast flertal eller i flydende form; handler det vel nok om at stikke fingeren i jorden, snuden i vinden og hvad man ellers kan finde på for at overbevise sig om, hvad der er skidt og hvad der er kanel for borgerne.

Det synes jo umiddelbart nemt, men vi er jo mange, der bager på byrådet for at påvirke retningen i kommunen og lokalområderne. Kanel, nellike, allehånde, smør, brun farin, sirup, mel, potaske, og mandler – så har vi brunkager til jul.

Det står fast. Eller … ?

Der skal lyde en stor tak til annoncører, skribenter og ikke mindst udvalget bag Ywl o æ Kle’t. Uden dette engagement havde det ikke været muligt igen i år at udsende julehæftet.

Til slut vil jeg på bestyrelsens vegne ønske alle glædelig jul og godt nytår.

Julehilsen fra præsten

Sognepræst Andreas Sahlholdt

2025 har været et glædeligt år for Kirkerne på Klitten. Dette har været året, hvor vi har haft gode ting at fejre. Først og fremmest – efter 29 år – gik vores graver, Ninna Damsgaard, på velfortjent pension. Stor tak til hende! Og vi var så heldige at få fat i et lokalt kendt ansigt: Simon Nielsen. Derudover har vi også fejret, at vores organist, Birte Muff, blev færdig med sin organistuddannelse.

Et tema, der i år har haft særlig betydning for mig, har været bøn. En lidt underlig sætning måske at skrive som præst, for det skulle jo gerne være en del af min hverdag. Og det er det da også – en af de ældste kristne praksisser, langt ældre end bibellæsning. Men af en eller anden grund har det fyldt mere for mig i år.

Dette mindede mig om et lidt sjovt billede, jeg tog, da jeg en aften var ude for at putte vores yngste datter: en stok, der var blevet sat eller glemt ved kirken. Og jeg kom til at tænke på, om der mon gemte sig en god historie her. Var det historien om en, der bad til Gud og blev helbredt og derfor ikke havde brug for den længere? … Måske? Måske ikke? Så ja, sig ikke, at der ikke sker spændende ting her på sydsiden … :D

Uanset hvad er det faktisk det, vi fejrer i julen: at Jesus trådte ind i verden for at forandre den for altid. Jesus lover os ikke et let liv, og han gjorde ikke lidelsen til noget ophøjet og fromt. Tværtimod helbredte han ofte mennesker og befriede dem dermed for lidelser. Men vi kommer aldrig til at forstå, hvorfor lidelse og ondskab alligevel har så meget magt i verden. Men Gud satte foden ned julenat. »Hertil og ikke længere«, sagde Gud, da Jesus kom til verden. Døden og det onde får ikke det sidste ord, for Guds kærlighed er stærkere end alt andet.

Det er det håb, der blev tændt julenat. Det, som gør ondt i vores liv, vil ikke vare for evigt. Og Jesus vil en dag redde alle, der ønsker det, fra det brudte i denne verden. Det sker på den anden side af døden. Derfor var det ikke et ukendt syn at se mennesker smide den stok, de havde klamret sig til, da Jesus gik på jorden. Og den samme magt har Jesus også i dag, og blandt andet derfor er det et godt sted at starte med at bede.

Eller som jeg hørte en præst sige det: »We can do more than pray, but until we pray we can do nothing better than pray«.

Vi kan gøre mange gode og smukke ting for hinanden. Men der er ikke noget stærkere end at lægge et liv i Guds hænder i bøn. Det er et godt sted at starte. Selv om det kan føles som noget banalt og ubetydeligt, er det noget af det stærkeste, vi mennesker kan gøre: at vende os til Jesus i bøn.

Der er så mange ting, vi gerne giver plads og tid i vores liv – mig selv inklusive. Jeg kan også godt synes, det er svært at få prioriteret tid med Gud. Der er så mange ting, der byder sig til og kræver vores opmærksomhed. Men der er kun én, der virkelig fortjener det!

Og jeg tror, mange af os har et forhold til bøn. Der kunne siges meget mere, end der er plads til her. Men jeg er selv blevet opmuntret af at høre en af mine præstekolleger sige det på denne måde: »Bøn, der ‘lykkes’, er bare, at jeg retter min opmærksomhed imod Gud, og 90 procent af bøn er bare at dukke op!« (Det er en rimelig lav tærskel, synes jeg selv).

Så det er egentlig meget enkelt. Vi kan bare stoppe op og bede lige dér, hvor vi er. Det kan være om morgenen, om aftenen, på bilturen,

cyklen eller i bussen. Eller dér, hvor man alligevel sidder i lang kø på vej over slusen …

Og herfra skal altså lyde min opfordring til dig: Bed!

Bed til ham, der er det værd. Ham, der –selv om han var Gud selv – blev et lille foster. Ham, der ikke var for fin til at blive født som et helt almindeligt menneske. Ham, der kunne kræve, at vi tilbad ham, fordi han er Gud, men i stedet valgte at vokse op i en fattig, simpel familie i en lille, ubetydelig landsby for at vinde vores hjerter. Ham, der gjorde dette for dig og mig, fordi han synes, vi er det værd. Ham, der lover at høre os, når vi beder – også selv om det ikke er sikkert, han lige svarer på den måde, vi havde håbet på.

Jesus selv siger sådan her: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer« (Matt 7,7).

Sikke et løfte. Jeg har selv oplevet store ting, der kan ske, når jeg beder til Jesus, og jeg har hørt om mange, der har oplevet vilde bønnesvar.

Det giver netop særlig god mening i juletiden at invitere Jesus indenfor, for det er Jesus, der gør julen til noget særligt. Og det er min bøn for os alle her på Klitten, at vi netop hver især må opleve det.

Guds fred og glædelig jul!

Når Hvide Sande bliver til TV-drama

– bag kulisserne på sæson 2

Jesper Kaalund

Det hele begyndte med et telefonopkald.

»Mit navn er Filip von Spreckelsen. Kan du hjælpe os?« lød stemmen i røret.

»Joow«, svarede jeg uden helt at vide, hvad jeg havde sagt ja til.

»Godt, vi er ved dig om et par timer«, sagde han.

Fire timer senere bankede det på døren. Udenfor stod en stor, bredskuldret mand, der spurgte, om han måtte låne mit internet, da han havde et møde over Teams.

»Joow«, svarede jeg igen. Det blev mit første møde med folkene bag Hvide Sande 2.

En inspirationstur i marts

Filip ville gerne have min hjælp til at se på forskellige lokationer til serien og forberede en inspirationstur, hvor instruktør Mads

Kamp Thulstrup og fotograf Mads Thomsen også deltog.

En martsdag i 2023 stod jeg så pludselig med en stor del af holdet bag serien. Stemningen var god – og da vi først havde fået brudt de største sprogbarrierer ned (vestjysk kontra københavnsk), kunne vi faktisk tale sammen. Jeg blev hurtigt imponeret over deres væremåde, spørgelyst og den oprigtige interesse, de havde i vores område. Det var tydeligt, at de brændte for projektet.

Der gik ikke længe, inden Mads og Mads –instruktør og fotograf – begyndte at køre åbningsscener igennem. Ikke helt, som de endte med at blive, men tæt på. Det var en vild oplevelse at stå midt i klitterne og se, hvordan en tv-serie allerede begyndte at tage form foran øjnene på os.

Filmoptagelser ved Houvig bunkeren. Foto: Martin Dam Kristensen.

Filmoptagelser ved Æ Karklud. Foto: Martin Dam Kristensen.

Et kæmpe puslespil

Vi besøgte masser af steder ad flere omgange, før vi kunne vælge. For hver location skulle der forhandles med ejere, planlægges genhusning og fastlægges præcise

Fra

datoer. Filip og hans makker Alexander havde et gigantisk puslespil at lægge.

Samtidig skulle der findes overnatning til et helt filmhold og skuespillerne. Her kom byens sommerhusbureauer, Esmark og Feriepartner, ind i billedet. De ydede en uvurderlig hjælp og sørgede for, at hele holdet blev indkvarteret og faktisk forkælet godt undervejs.

Der blev etableret en base på Rødspættevej i Hvide Sande hos Jens Møller fra West Wind. Og imens alt dette skete, arbejdede folkene bag kulisserne også hårdt på at skaffe sponsorer. Uden sponsorater er det umuligt at stable en produktion af den størrelse på benene.

Første optagedag

Endelig – i juni 2023 – kunne kameraerne rulle. Første optagedag fandt sted hos Spar Syd i Hvide Sande. Stemningen var fantastisk, og den gode energi holdt ved gennem hele produktionen. Selvfølgelig var der både gode og svære dage, men altid i en respektfuld tone.

Jeg havde lovet, at produktionen kunne ringe til mig, hvis de manglede noget eller

venstre: Filip Von Spreckelsen, Jesper Sti Kaalund og Alexander Steengård Frank. Billedet er taget ved poolen,hvor Greis blev fundet.

Filmoptagelser ved hovedpersonen Mais husbåd. Foto: Martin Dam Kristensen.

havde spørgsmål, jeg som lokal kunne svare på. Og jeg skal hilse og sige, at de brugte den mulighed flittigt. For mig var det en fornøjelse – og samtidig en mulighed for at snige mig med på optagelserne.

Skuret og husbåden

En af de mest specielle oplevelser for mig personligt var, da mit eget redskabsskur blev valgt som location. Det tog en hel uge at omdanne det til et uhyggeligt mordsted. Når man står midt i det, kan man næsten ikke forestille sig, hvordan det vil se ud på skærmen – men da jeg så de færdige billeder, kunne jeg knap genkende stedet.

En anden central location var husbåden, som blev indrettet til Majs bolig. Her filmede man en hel uge, og jeg var imponeret over, hvordan skuespillerne kunne skabe noget på en båd, hvor vinduerne var dækket af for lys, samtidig med at scenerne ikke blev taget i rækkefølge. Alligevel sad replikkerne der rigtigt hver eneste gang, dog med en lille tvist improvisation af de samme scener. Kæmpe respekt.

Maj, spillet af Anne Louise Hassing, var en af sæsonens vigtigste karakterer. Hendes spil

var intenst og følsomt på samme tid. Sammen med Allan Hyde, der bragte en mørk charme ind i serien, blev hun omdrejningspunktet for sæsonen. Det var fascinerende at se, hvordan de arbejdede – koncentreret, men samtidig åbne og nysgerrige på omgivelserne.

Et filmhold i byen

Når en hel tv-produktion rykker ind, kan det mærkes i en by som Hvide Sande. Store lastbiler, teknikvogne, kabler på gaden, folk i gule veste, der dirigerer trafikken. For nogle borgere kunne det være forstyrrende, men min oplevelse er, at lokalbefolkningen tog godt imod det. Mange var hjælpsomme og stolte af at kunne lægge by og omgivelser til.

Der var også meget logistik at holde styr på. Alexander havde hænderne fulde med at indhente tilladelser hos politiet, lave parkeringsordninger og opsætte skilte. Når man ser en scene på et par minutter i tv’et, er det svært at forestille sig, hvor mange timer og kræfter der ligger bag.

Da alt stoppede

Og så – fra en klar himmel – kom chokket. En konkurs lukkede hele projektet ned fra

den ene dag til den anden. Stemningen vendte til uvished: ville serien nogensinde blive færdig?

Der gik nogle lange uger, før SF Studio overtog rettighederne fra Deluca. Men da optagelserne endelig kunne genoptages tre måneder senere, vendte humøret tilbage. Næsten hele holdet var samlet igen, og stemningen var, som om de aldrig havde været væk.

Sidste optagedag fandt sted på stranden. Da instruktøren sagde »tak for i dag« for sidste gang, stod glæden malet i alles ansigter.

Solen skinner altid i Hvide Sande

For mig og min familie har det været en kæmpe oplevelse at være en lille del af det hele. Fra de første møder med Filip og Alexander, til de lange optagedage med Mads og Mads, til de færdige billeder på tv.

Processen har taget næsten to år fra start til slut. To år med hårdt arbejde, masser af planlægning og store følelser. Men resultatet har været det hele værd. Serien viser Hvide Sande frem på bedste vis – med solen, sandet

og havet som faste medspillere. For som vi alle ved: solen skinner altid i Hvide Sande.

Det har en kæmpe værdi for byen og omegnen. Serien giver omtale, tiltrækker turister og viser danskerne, hvor smukt vi bor. Samtidig er det et vidnesbyrd om, hvad vi kan skabe, når lokale kræfter og et professionelt filmhold trækker i samme retning.

Afslutning

Når jeg i dag ser Hvide Sande 2, ser jeg ikke bare et tv-drama. Jeg ser ansigter, jeg har lært at kende. Jeg ser mit eget skur i en helt ny forklædning. Jeg ser de mange timer med planlægning, de mange skridt gennem klitterne på jagt efter den perfekte location.

Jeg ser også det fællesskab, der opstod mellem filmfolk og lokale. Et fællesskab, der gjorde det muligt at skabe noget stort sammen.

Og jeg kan kun slutte af med at sige: det har været en oplevelse for livet.

Hermed ønskes alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Borgmester Hans Østergaard til præmiere på Hvide Sande 2 i Ringkøbing biograf. Foto: Martin Dam Kristensen.

Brugsen i Kloster er blevet fremtidssikret

Ole Tang, pensioneret journalist, bosat i Skive, født og opvokset på Holmsland

40 års tanker og planlægning blev realiseret i løbet af 2025 i Kloster.

Her var 27. juni skæringsdatoen, da byens nye brugs slog dørene op for et interesseret lokalsamfund, efter at have haft sin plads på »Polden« i Kloster siden 1912.

Tankerne om at flytte Brugsen er ikke nye.

Det fortæller tidligere uddeler Kirstine Aarup, der også arbejdede under sin forgænger, uddeler Poul Koldsgaard.

– For 40 år siden blev Koldsgaard spurgt om, hvad der skulle til for at flytte Brugsen. Hans svar var, at 1 mio. kroner ville være en god startkapital, og så blev det ikke til noget, siger Kirstine Aarup.

Siden har en ny generation taget over, og villige investorer har stået bag de 1200 flotte kvadratmeter, som nu huser butikken i Klosters sydlige ende – synlig fra landevejen mellem Ringkøbing og Søndervig.

– Som jeg ser det, så er det en fremtidssikring af Klosters indkøbsmuligheder. Det nye byggeri, den nye placering – det er fremtiden. Omsætningen vil stige, og vi har en chance for at fastholde en ung dygtig uddeler i Jimmi Fyrsterling, som det i mine øjne ikke ville være muligt at holde på, hvis det skulle foregå i de gamle bygninger, siger Aarup.

– Jeg kan næsten ikke sige andet end positive ting. Selvfølgelig er der mindre liv på p-pladsen ved kirken, og nogle i den nordlige ende

Dronefoto af Brugsen Holmsland 2025 taget af fotograf Nikolaj Sørensen.

af Kloster har fået lidt længere til Brugsen, men det tror jeg, der bliver fundet ud af. Jeg er selv med i en lille støttegruppe, der udfører frivilligt arbejde, og begejstringen for projektet er stor i Kloster, slår hun fast.

– For 16-17 år siden arbejdede vi også på, om en flytning kunne lade sig gøre, men da sagde kommunen nej. Denne gang har der været opbakning, og jeg er en af dem, der tror på, at huset med den nye placering kan

øge sin omsætning markant, siger hun. –Om det så er fra vores »konkurrent«, Meny i Søndervig, så har vi mødt opbakning. Thomas Hansen bor i Kloster og har været en af projektets støtter i hele forløbet, siger Kirstine Aarup.

– Der er vel gået noget, der ligner seks år, siden tanken om en flytning opstod – og jeg synes, det har været al arbejdet værd, slutter hun.

Fra Høkerbutik år 1912 til Brugsen Holmsland år 2025

Brugs med personale.

Det oprindelige hus på stedet blev kaldt Jomfruernes Hus og blev bygget til 2 piger fra Store Søgaard.

Bager Carl Nielsen og frue uden for Brugsen.

Koldsgaard foran brugsen med benzinstander.

Brugsen i Kloster 70’erne.

Tidligere uddeler Kirstine Aarup i butikken.

Mange arrangementer og begivenheder har Brugsen i årene været en del af: Juletræstænding, fællesspisning i Dagli´Stuen på 1. sal, julelotteri, gløgg og æbleskiver på Æ Pold, luciaoptog mellem kølediske og indkøbsvogne, indsamling af pengegave til begravelse, International marked, Naturens Dag, Smag på Brugsen, Klar – Parat – Madpakkestart og det årlige blomstermarked, hvor kunderne kunne møde op med krukker, som så blev tilplantet under kyndig vejledning af nu afdøde Inge Plougsgaard.

Stor succes med hverdagsintegration i Kloster

Kenneth Konrad Knudsen

Hver anden mandag har en håndfuld gammeldanskere og 15-20 nydanskere mødtes til kulturcafé på Holmsland Skole. Det er blevet så stor en succes, at UC+ har oprettet to sprogklasser i Kloster – så nu har nydanskerne ikke længere tid til kulturcaféen.

Siden september 2024 har en håndfuld lokale frivillige og 15–20 nydanskere mødtes til kulturcafé hver anden mandag på Holmsland Skole. Her har snakken gået på alt fra de danske højtider til vejen ind i det danske sundhedssystem til vores spøjse

talsystem med halvtreds, halvfjerds og halvfems. Målet er en slags hverdagsintegration, hvor de frivillige også prøver at opklare de små hverdagsmysterier, som udlændinge støder på – for eksempel, hvad man stiller op med en for-skuds-op-gø-relse, og hvad det går ud på, når der i en lejekontrakt står »renholdelse af fællesarealer«. Hvad er MitID egentlig? Hvad bruger vi AULA til?

Kulturcaféen bygger videre på et tidligere initiativ i Kloster, »Velkommen her!«, som

Kulturcaféen har besøgt Ny Sogn Kirke, som blandt andet førte til en snak om traditioner for kirkegang i andre lande.

Mad kan altid bringe folk sammen, så Kulturcaféen har et par gange inviteret til fællesspisning. En af gangene var det til smørrebrød, hvor nydanskerne med god appetit prøvede dyrlægens natmad og rullepølse med sky.

en gruppe pensionerede skolelærere startede for nogle år tilbage for at tilbyde danskundervisning til de mange udenlandske landbrugsarbejdere i området. Det var en stor succes med mange deltagere – på et tidspunkt også så mange, at det var ved at vokse de frivillige over hovedet. Covid-19 satte en brat stopper for aktiviteterne og da pandemien havde lagt sig, havde den oprindelige gruppe ikke overskuddet til at starte forfra.

Heldigvis var der stadig lokale kræfter, der kunne se en værdi i et integrere især det stigende antal tyskere og ukrainere i lokalsamfundet. Derfor blev idéen genoptaget i efteråret 2024 – denne gang ikke som egentlig danskundervisning, men som et uformelt mødested, hvor man kan tale om, hvordan Danmark fungerer, og hvordan man som ny i landet finder rundt i det danske bureaukrati.

En bagtanke er selvfølgelig også at skabe interesse for vores foreninger. Den stærke tradition for foreningsliv og civilsamfund er unik for Danmark og ikke engang Tyskland har samme tradition for at have borgerforeninger, der arbejder for at løfte lokalområdet.

De frivillige har på skift forberedt små oplæg – om danske traditioner, højtider eller foreningsliv – som har udviklet sig til samtaler om, hvordan tingene foregår i de øvrige lande. Nogle gange har vi hentet forstærkning udefra, som fx en repræsentant fra SKAT, der tappert forklarede om årsopgørelser, fradrag og feriepenge. Holmsland Gymnastik- og Ungdomsforening har været forbi og fortalt om deres aktiviteter. En aften besøgte vi Ny Sogn Kirke og fik en snak om kirkens kulturhistoriske rolle. Nogle ville også gerne vide, hvorfor kirker i Danmark ofte har et modelskib hængende fra loftet.

Selvfølgelig har vi også introduceret vores internationale naboer til dansk hygge. Op til julen 2024 spillede vi for eksempel julebanko (banko er åbenbart også en meget dansk ting) med præmier sponseret af Holmsland Sogneforenings loppemarked. Vi præsenterede samtidig deltagerne for gløgg og æbleskiver – som hverken var i skiver eller indeholdt æbler.

Mad og hygge hører sammen, så et par gange har vi også inviteret til fællesspisning. Den ene gang var det med smørrebrød, hvor gæsterne fik en praktisk introduktion til den danske skik med at stable pålæg på en halv skive rugbrød. En anden gang inviterede vi på hotdogs og var så heldige at låne pølsevognen fra Mogensgård –inklusiv pølser. Det var ikke alle, der var helt klar til at eksperimentere med remoulade og syltede agurker, men ingen gik sultne hjem.

Både i vores nuværende Kulturcafé og i det tidligere »Velkommen her« har det været tydeligt, at udlændingene har været meget interesserede i at forbedre deres danskkundskaber. I foråret kom en af kultur cafeens frivillige lidt tilfældigt i snak med en underviser fra UC+ og spurgte til muligheden for at udbyde danskundervisning i Kloster, for vi kunne nok samle 10-15 interesserede. Det krævede blot nok deltagere til et hold – og det viste sig hurtigt, at det var der. I dag underviser UC+ to hold på Holmsland Skole: et for begyndere og et for øvede.

De fleste nye dansk-kursister havde i forvejen afsat mandag aften til kulturcafé, så det blev hurtigt vedtaget, at danskundervisningen skulle ligge mandag aften og så har vi

flyttet kulturcaféen til onsdag. Konceptet for kulturcaféen er samtidig blev justeret, så fokus nu er på at være et uformelt samlingspunkt, hvor man kan netværke og hygge og mødeaftenerne er flyttet fra et klasselokale til sofaerne i biblioteket for at gøre det mere caféagtigt og uhøjtideligt.

Men næsten som forventet er deltagerantallet dykket gevaldigt, efter at de fleste cafégæster nu også er blevet kursister. Især børnefamilierne har svært ved at finde overskuddet til en caféaften hver anden onsdag, når de også har tre timers undervisning hver mandag oven i alle de andre fritidsaktiviteter. Det er ikke bæredygtigt at arrangere noget for en lille håndfuld deltagere hver anden uge, så i skrivende stund er de frivillige i gang med helt at gentænke konceptet. Lige nu peger det i retning af at vi i stedet laver nogle få, større arrangementer i løbet af året.

Nogle af nydanskerne har også udtrykt behov for et sted, hvor de kan være sammen med gammeldanskerne uden at sproget er i centrum – et sted, hvor man kan grine sammen, selvom man ikke har ordene til at være morsom på dansk. Måske er det her, vi lokalt kan tilføre noget nyt til den overordnede integrationsindsats: indimellem at skabe et rum, så det ikke er nydanskerne, der skal føle sig på udebane hver gang, men hvor det er ok bare at være herboende tysker eller ukrainer eller bulgarer.

Vi oplever stadig stor interesse fra vores nydanske naboer for at blive inkluderet og integreret i dagligdagen på Holmsland, så der er stadig brug for den lokale hverdagsintegration.

HELTKLÆKKERIET – bevaring af den vestjyske nationalfisk

Bestyrelsen bag Heltklækkeriet

Helten har en lang historie i Vestjylland, og allerede i 1920'erne opdagede man, at den ikke kunne reproducere sig selv i fjordene i tilstrækkelig grad. Derfor har opdræt og udsætning af helt-larver været en vigtig tradition, som Heltklækkeriet viderefører den dag i dag. Denne indsats har stor betydning – ikke kun for bevarelsen af fiskebestanden og det lokale økosystem, men også for lyst- og fritidsfiskere, turister og fastboende, der nyder fiskeriet og de madoplevelser, helten bidrager til.

Helt-larver sættes ud i fjorden, sommer 2025.

Scan og se filmen

Feriepartner Hvide Sande – Søndervig støtter Heltklækkeriet gennem deres oplevelsespulje. Denne film, der viser hele processen, blev produceret af Feriepartner i 2025.

Flytter i nye lokaler i 2025

Det nye helt klækker er nødvendig, da den gamle bygning fra 1982 ikke er tidssvarende ift. energi og hygiejne samt at bygningen er nedslidt.

Den nye bygning er langt mere rengøringsvenlig og der er arbejdet med energioptimering på pumper, køleanlæg, m.m.

Den nye bygning bliver desuden opbygget i container, så den kan flyttes når det er relevant.

Det nye Heltklækkeri 2025.

Det nye Heltklækkeri 2025.

Det nye heltklækkeri bliver bygget ved Bork-Hemmet Smede og VVS og forventes klar til den nye sæson ca. 1. december 2025.

Projektet er støttet af midler fra LAG samt Nordea Fonden. Desuden har heltklækkeriet flere sponsere som også har været nødvendigt for at får arbejdet med den nye bygning i gang.

Vi glæder os til at tage det nye klækkeri i brug.

God jul ønsker Heltklækkeriet, Ringkøbing Fjord

Der er sket noget …

Inkl. små julelege

Intet er som før. Det ved vi jo godt. Nogle ting ér som før, og de forandres nok ikke bare sådan lige. Men meget er forandret. For eksempel det der med øgenavne.

Ja, øgenavne. En gang var det svært at finde folk i Hvide Sande i telefonbogen (den af papir), for man kunne jo ikke slå øgenavnene op, og det virkede som om, alle havde et.

Da Ywl o æ Kle’t i 2018 kunne fejre 50 års

Karina Lodberg

byens historie. Men jeg kendte kun deres øgenavne – og dé stod ikke i telefonbogen. Som en anden detektiv, måtte jeg derfor slå op bag i telefonbogen, hvor der var en fortegnelse over gaderne og hvem der boede hvor. På den måde kunne man altså ud fra, hvilket hus folk boede i, finde frem til deres rette navn.

I dag har vi ikke en telefonbog af papir. Vi har krak.dk på internettet, hvor man kan være heldig at finde den, man leder efter, hvis man har deres navn, og de har ladet sig registrere. Ja, der ér virkelig sket noget …

Måske er det derfor, der er færre øgenavne? For noget tyder på, at udviklingen går den

Men lad os først se på det fra en anden

Kristian Kristiansen har skrevet en bog med titlen Øgenavne (Askholms Forlag, 2013). Heri fortæller han, at øgenavne findes helt tilbage i Biblens Mosebøger, hvor der fortælles om både »Mascara« og »Samuel den Lille« (s. 105). Der er også eksempler fra vikingetiden, hvor mænd måtte leve med navne som Kolbeinn Smørpik og Herjolf Skrumpenosse (s. 106) – de levede på samme tid som Harald Blåtand og Svend Tveskæg for at nævne nogle mere kendte

Kristian Kristiansens bog med titlen Øgenavne (Askholms Forlag, 2013).

Selv de hårde FBI-agenter i HBO-serien TASK kender betydningen af øgenavne. Privatfoto.

I bogen deler han øgenavne i otte kategorier:

Kæle øgenavne (som Mie (når det er som en forkortelse), Cille, Putte)

Navne-forvanskninger (Enevoldsen kan let blive til Enevældsen, hvis man for eksempel er borgmester)

Geografiske navne (Bornholmer, Fynbo, Lollænder)

Udseende (Ètben, Glasøje)

Kulturens Verden (Nicolas Cage, Skipper Skræk)

Erhverv (Martin Bager, Jeppe Smed, Morten Maler)

Karakteregenskaber

Obskøne navne (s. 128-)

En lille juleleg:

Kender du øgenavne i de forskellige kategorier?

Man kan få det indtryk, at øgenavne opstår i mindre kredse, hvor man er tæt på hinanden. Som beskrevet ovenfor kan de også opstå af praktiske grunde. I min årgang 1975 i Hvide Sande er der eksempelvis rigtig mange, der hedder Christian og Christen. Det kan derfor være smart at give forskellige navne for at vide, hvilken Christen man taler om. Jeg husker blandt andet Kræ Lauer og Mummi, som nogle af navnene i »min« kreds.

– Øgenavne har også den mulige positive funktion: inklusion. Når man får et øgenavn, er man lige med ét med på holdet; man er med, og det har virkelig en betydning. Det værner man om – og med rette, siger Kristian Kristiansen.

Øgenavne kan opstå på grund af mere eller mindre sjove episoder. Fis Fus er en Hvide Sande-klassiker. Kusse-Kjeld er en anden type episode …

Så hvorfor er der færre navne i dag? Er det, fordi vi alligevel (og heldigvis?) kvier os ved

at kalde hinanden noget, som kunne gøre vedkommende ked af det? Er det et resultat af skolernes anti-mobbekultur og sprogets udvikling? Er det, fordi vi har internettet i lommen og derfor ikke nødvendigvis kun er orienteret omkring vores lille nærmeste cirkel?

Kristian Kristiansen mener ikke, at øgenavne som koncept er på vej ud:

– Jeg tror hverken, øge- eller tilnavne er på vej ud af vores allesammens sproglige ballast. Man kan sige, at historien taler sit eget sprog. Hvem husker for eksempel ikke, hvor hurtigt man dømte grammofonpladen ude og død og borte til CD'ens triumf? –Eller TVs udvikling fra lille mahognibrunt husalter til en anderledes monstrøs vægdekoration? På sigt vender alt tilbage igen, skulle jeg mene! 'Minimalisme' hedder det i dagens Danmark med et fint ord, siger han.

Men. Måske er vi så i det mindste på vej i en bølgedal?

Hvert år udkommer Ywl o æ Kle’t til jul. Om sommeren udkommer revyen Æwl o æ Kle’t til Hawfest. Bag revyens skarpe tekster finder man ofte Christian Estrup – eller Chr Præst, som man kunne kalde ham i denne anledning:

– Jeg har været med til at lave revy i 25 år nu, og der er sket en udtalt forandring. Da jeg begyndte at komme med på Æwl-holdet var det den klassiske Hvide Sande-scene, hvor nærmest alle vi »hængte ud« på scenen havde øgenavne. Gennem tiden har vi vist haft to numre om øgenavnene – men sådan er det ikke mere, siger han, som jeg herefter kalder Christian Estrup, som han rettelig hedder.

Det kan være svært at sætte to streger under, hvad forandringen kommer af, men

Et udsnit af de 14 tætskrevne A4 sider med øgenavne, som Klaus Rosendahl havde nedskrevet. De blev overdraget til Holger Ejby Villadsen af enken Mette Rosendahl efter hans død.

Christian Estrup husker, da han første gang studsede over, at noget var på vej:

– Det var den gang i sidste halvdel af 00’erne, hvor vi begyndte at komme på Facebook. Man skulle connecte med folk på kryds og tværs, og der har øgenavne bare ingen plads. Jeg kan huske, at det kunne være svært at vide, hvem det egentlig var ud fra navnene – her kunne profilbillederne så være en hjælp. Så måske er udviklingen en del af, at dem der er unge nu er vokset op med internettet, og på den måde har oplevet, at øgenavne ikke findes der på samme måde, funderer han.

Han er i hvert fald ikke overbevist om, at de svindende øgenavne skyldes en mere politisk korrekt, eller woke om man vil – tilgang til hinanden:

– I hvert fald ikke i revy-sammenhænge. Vi går ikke mere med fløjlshandsker nu, end vi gjorde tidligere, slår han fast.

Det er Kristian Kristiansen enig i:

– Ja, vist skyldes det politisk korrekthed, og den har efterhånden sine fangarme ude overalt. Men det må ikke glemmes, at dét at have et øgenavn af mange også kan ses som et hæderstegn. På den måde vil der altid stå en modvægt parat, siger han.

Hvor er kvinderne?

Og så endnu en lille observation. Er øgenavne mest noget for mænd? I gennemgangen af Holger Villadsens gamle fortegnelse over de lokale øgenavne, er der stort set ingen navne til kvinder. I min hukommelse kan jeg ikke komme i tanker om nogen. Når jeg kigger på de »nyere« øgenavne i Hvide Sande, er det også »kun« mænd. Hvad skyldes det?

Hvis man kigger på erhvervslivet i Hvide Sande, er det i høj grad et »mandsdomineret« samfund. Byens driftige historie er kendetegnet ved handlekraftige mænd med

gode ideer. Industrien og fiskeriet er traditionelt set »mandefag«, og de har haft ubeskrivelig stor betydning for, at der i dag findes en by ved navn Hvide Sande.

Der er med tiden kommet mange flere muligheder for, at kvinder også kan få forskellige spændende jobs. Men uanset hvad, så ved vi det jo godt: Det er kvinderne, der har haft bukserne på i Hvide Sande. Som en håndværker fra Ringkøbing en gang sagde: »Det er rart at arbejde i Hvide Sande, for der tager kvinderne bare beslutningerne uden først at skulle spørge deres mænd«. Kvinderne har haft styr på hjemmene, børnene, pengene(?), fællesskaberne – de har været limen i et samfund, hvor mænd historisk set i perioder har været væk fra hjemmet.

Så er det af respekt, at kvinderne ikke på samme måde får øgenavne? Eller skyldes det, at øgenavne gives af og til mænd? At det er derfor, at de øgenavne, vi kan komme i tanker om til kvinder, mest er navne, der spiller på det seksuelt nedsættende? Skyldes det, at kvinder simpelthen bare ikke er interesserede i den leg, det kan være at finde på og tildele øgenavne?

– Jeg ved det ikke, siger Christian Estrup med lidt tøven i stemmen.

Men det gør Signe Uldbjerg. Hun er faginspektør og samlingsansvarlig på Museet Køn i Aarhus.

– Jeg vil pege på, at øgenavne typisk er noget, man får i offentlige eller semioffentlige sammenhænge, som for eksempel i et lokalmiljø. Det er de færreste, der går og giver hinanden øgenavne derhjemme, selvom mange selvfølgelig bruger øgenavne i private sammenhænge også, forklarer hun og uddyber:

Fordi øgenavne er knyttet til det offentlige/ lokale domæne, er de også mere knyttet til mænd. De seneste 2-300 år har de fleste vestlige samfund fungeret med en inddeling mellem det offentlige og private

domæne – altså nærmest som om der var en væg mellem hjemmet og alt det andet som arbejde, politik, lokalmiljø osv. Væggen markerede skillelinjen mellem det offentlige domæne, som har været mændenes og det private, som var kvindernes.

I slutningen af 1800-tallet, da kvinder begyndte at få adgang til offentlige steder som universiteter, biblioteker og så videre, gjorde man rigtig meget ud af stadig at holde kvinder adskilt fra den 'grove' version af offentligheden, som mænd var tilknyttet. Det var for eksempel i denne periode, at man fik kønsopdelte toiletter, og at kvindetoiletter også blev et sted, hvor man kunne trække sig tilbage og 'pudre næsen' eller hvad man nu foretog sig:

– Fordi man så den 'gode' kvinde som en, der holdt orden i hjemmet og ikke blandede sig i offentligheden, så man også ned på de kvinder, der var nødt til at være meget i det offentlige rum – det kunne være fattige og arbejdende kvinder. De blev mistænkeliggjort og sidestillet med prostituerede – i 1800-tallet kaldte man endda prostituerede for 'offentlige fruentimmere', hvilket siger noget om, hvor forkert det har været for kvinder at være tilknyttet det offentlige domæne, forklarer Signe Uldbjerg.

Dét forklarer også til dels, hvorfor øgenavne til kvinder ofte er seksuelt nedsættende; Det er simpelthen et levn fra den gang, kvinder ikke kunne begå sig fast i det offentlige domæne uden at blive sat i forbindelse med gadeprostitution eller anden elendighed.

For mænd derimod har øgenavne markeret et tilknytningsforhold til en lokal offentlighed. Fordi det blev set som mandens rette domæne, har det været en udpræget positiv ting, selv hvis øgenavnet i sig selv var groft.

– En del af den kultur hænger stadig ved i dag. Det er stadig meget nemt at nedgøre en kvinde ved at pege på hendes rolle i en offentlig sammenhæng ved for eksempel at give hende et øgenavn. For mænd derimod

er der ikke i sig selv noget farligt ved det, der skal meget mere til for at et øgenavn bliver nedsættende, siger Signe Uldbjerg.

En lille juleleg:

Kender du øgenavne til lokale kvinder?

De gamle navne:

Røde Valde

Kesse Sukkermelmad

Æ trold

Skipper Skræk

Lille Anton

Æ Skrighals

Knud Dut

Sputnik

Lille 19

Fiz Fuz

Sjønne

Hyttefad

Fyt

Pe Tyr

Æ Døde Murer

Kilde: Udvalgte øgenavne

fra Klaus Rosendahls 14

A4 sider med øgenavne.

De nye navne:

Sjup

Gabber

Daff

Popsy

S’Ove

Chr Præst

Binder

Mummi

Vik Vak

Beiner

Kylle

Bimse

Nøk

Tjung

Pomfrit

Chips

Røde John

Porno-Palle

Henning-Lyn

Sødde-Keld

Skralde-Hans

Søren Null

En lille juleleg:

Kender du øgenavne til folk under 40 år?

HVAK – Hvide Sande Aktivitetsklub

40 år med Gymnastik og andre aktiviteter

Ella Hornbæk, formand for HVAK's bestyrelse og aktiv i klubben siden grundlæggelsen i 1985

Den 29. maj 1985 blev vedtægterne underskrevet for HVAK, Hvide Sande Aktivitetsklub.

Ideen med en AKTIVITETSKLUB var at gøre plads til flere aktiviteter, også i områder udenfor det rent idrætslige. Det skulle være en rummelig klub, som byggede på fællesskab gennem fysiske og kreative aktiviteter.

Der blev ved udarbejdelsen af vedtægterne lagt stor vægt på demokrati og instruktørindflydelse i klubben, hvilket bibeholdes ved, at der hver sæson holdes flere møder for og med alle instruktører og hjælpeinstruktører, som aktivt inddrages i klubbens udvikling.

HVAK er en aktivitetsklub, som nok ude er mest kendt for sin springgymnastik, men den er også åben for nye tiltag, der kan være med til at skabe trivsel og fællesskab for børn, unge og ældre, som derigennem

Faneindmarch Budejovice 2016.

kan være aktive hele livet. I sæson 2025/26 er der således kommet kampsport på programmet for både børn og voksne.

De første år var der gymnastik, sang og musik, drama og keramik på programmet. Det var områder, som børnene i skolen kunne lide, og derfor var det naturligt at sætte det på programmet, da der her var kompetente frivillige ledere til at løfte opgaverne.

Ved gymnasternes jule- og forårsopvisninger var der keramikudstillinger og input fra kor og dramahold til at binde det hele sammen i de valgte temaer.

Efter i flere år at have kørt med flere af disse hold, faldt interessen for de kreative tilbud, så vi valgte at holde pause efter 10 år.

»Gå i Gang«-aktiviteten havde også en årrække plads mandag aften i sommerhalvåret, indtil interessen svandt for dette.

I løsskumsgrav på Saling Ungdomsskole 2017.

Gymnastikken har hele tiden været krumtappen i klubben. Der har været børnehold for alle aldre med en god blanding af rytme og spring. Motionshold for kvinder og enkelte år også herrehold.

Her tilbydes der hver sæson hold i forhold til alder og formåen. Holdene udbydes for de hold, hvor vi har kvalificerede instruktører, som brænder for at lede, og som kan gøre det på en forsvarlig måde. Her må man sige, at vi har været meget heldige år efter år. Det er en fornøjelse at følge de forskellige holds udvikling gennem sæsonen.

HVAKSPRINGERNE, klubbens flagskib, startede som Spring for Viderekomne allerede i 1986, som et udtaget hold for de gymnaster, som vil bruge mere tid på gymnastik for at blive endnu dygtigere, lave flere opvisninger og evt. deltage i konkurrencer. Fra 1996 har holdet været på opvisningstur i udlandet mindst hvert andet år. Vekslende mellem internationale stævner og ture tilrettelagt kun for HVAKspringerne. Holdet er også gæstehold ved andre lokalopvisninger.

Liege Belgien 2018.

Amsterdam 1996 – Vi venter på båden til kanalrundfart.

Opvisningsturene

1994 Polen, arrangeret af Frantz Strehle og indeholdt opvisninger bl.a. på den store scene i Poznan, i en cirkusskole, og i et stort nonnekloster.

1996 Amsterdam, Holland. Vi tog selv kontakt til administrationen i byen og gav opvisninger i bl.a. Vondel Park, ved Ostemarkedet i Edam og på diverse pladser og parker.

1998 Kiskunhalas, Ungarn. Halasgym 2000, internationalt stævne arrangeret af Paczolay Gyula, landstræner for Ungarns herrer. Vi fik hjælp fra Det danske Kulturinstitut i Budapest med guidede udflugter på turen.

2000 Argentona, Spanien. Internationalt gymnastikstævne, Argymtona, arrangeret af den lokale gymnastikforening.

Der skrives postkort fra Amsterdam, det var med til at betale for turen.

2001 og 2003. Tabor, Tjekkiet. Vores egen opvisningstur til forskellige skoler i området, arrangeret af skoleinspektør, Nr. Nissum, Karsten Vinther og skoledirektoratet i Tabor. Samarbejdet ophørte pga. ændrede ferieplaner i Danmark. 2002, 2014, 2022 og 2024. Riccione, Italien. Internationalt stævne, som er startet op af dansk gymnast, som er bosat i Riccione. Et godt og veltilrettelagt stævne, som indebærer ophold og helpension på hotel.

2004 Rheine, Tyskland. Deltagelse i Turnfest Deutschland.

2005 Olomuch, Tjekkiet. Nationalt gymnastikstævne, hvortil vi havde fået en invitation.

2007 Estland. Opvisningstur i Estland, arrangeret for os af Knud Bjørn, DGI, sammen med Det Danske Kulturinstitut i Tallinn.

2009 Dornbirn, Østrig. 1. World Gym for Life Challenge.

2010 Tallinn, internationalt stævne arrangeret af Det Europæiske Gymnastikforbund.

2012 Prag, Tjekkiet. All Sokol Festival. 2016 Ceske Budejovice, Tjekkiet. Eurogym 2016, Det Europæiske Gymnastikforbund.

2018 Liege, Belgien, Eurogym 2018.

2020 Island. Aflyst. 2026 Endnu ikke fastlagt, men bliver helt sikkert spændende, hvor trailer og redskaber end skal fragtes hen.

Hvad er HVAK også:

Sildefestival

Da HVAK for 20 år siden blev spurgt, om vi ville være med til at arrangere Sildefestivalen den sidste weekend i april, takkede vi straks ja. Vi havde tidligere stået for Havnefesten, som netop var blevet nedlagt pga. mangel på p-pladser i bymidten.

Det har siden været en fornøjelse at være med til i samarbejde med HKT.

HVAK står for forplejningen, som består af fiskeretter, lavet fra bunden og af friske råvarer, dertil kolde drikkevarer. Med en

Udsnit af de trofaste frivillige ved Sildefestival.

fast stab af frivillige, som tager sig af den overordnede planlægning, og en god og dygtig flok, som træder til, når det løber af stablen.

Det betyder meget for HVAK, at man med Sildefestivalen og alle de frivillige her kan sikre klubben en god økonomi, så alle redskaber kan holdes i forsvarlig stand, og kontingentet kan ligge nogenlunde fast. Og at så mange har det sjovt, samtidig med at det er lidt hårdt.

Frivillige

Bestyrelsen:

Der har selvfølgelig gennem 40 år været en vis udskiftning, men det er sjældent, at et medlem ikke har siddet i mindst 4 år. Der har været unge, som er flyttet og som derfor er trådt ud efter 3-4 år, men der har altid været en vis stabilitet og en god balance mellem nye og mere erfarne medlemmer. Der arbejdes løbende med at få årshjul, vidensbank og udvalg opdateret for at lette det fremtidige bestyrelsesarbejde.

Instruktører:

Vi har en god flok af Instruktører, som har været med i mange år, og som yder en fantastisk indsats. Og nye kommer til, enten i form af unge, som kommer hjem fra efterskoler, unge, som tager kurser og ad den vej bliver klædt på gennem mesterlære, eller tilflyttere som henvender sig og giver et uvurderligt nyt pust til foreningen. Tidligere var det i mange år sådan, at de unge tog på idrætsefterskole for så at komme tilbage i klubben for at give et nap som hjælpeinstruktør og instruktør. Det kan vi ikke regne med mere, da færre vælger idrætsefterskolen. Så er vi så heldige, at der blandt de nye indbyggere i Hvide Sande også er gymnastikinstruktører, som henvender sig, hvilket har været en stor gevinst for os. Vi har også mange små hjælpeinstruktører, som hjælper til på de forskellige hold, og som kommer af sted på kurser for at blive klædt på til opgaven, og som forhåbentlig en dag også står med ansvaret for et hold.

Fremtiden

I 2009 indviede vi den nye tilbygning til Fjordskolen. Dermed blev vore faciliteter væsentligt forbedrede. Fra at mødes til forberedelse på gulvet foran omklædningsrummene og holde bestyrelses- og instruktørmøder i private hjem, fik vi nu muligheden for at mødes i eget klublokale.

Vi fik plads til vore redskaber i et stort redskabsrum, hvor vi ovenikøbet fik plads til nyanskaffelser.

Sidst, men ikke mindst, fik vi springgraven, som sikrede os udviklingen af de sværere spring. Den har bidraget til, at vi har kunnet fastholde medlemstallet gennem sjove og udviklende træninger.

Hvert år holder vi en træningsweekend/ -døgn/-dag, hvor gymnasterne stifter bekendtskab med en udefra kommende instruktør.

For de store gik turen i mange år til Gymnastikgården i Århus eller til en efterskole, hvor en af vore tidligere gymnaster forestod træningen, og så kunne de små 0.-3. klasse have overnatning i vore egne lokaler med en gæsteinstruktør.

En overgang syntes fremtiden temmelig grå med lukning af Fjordskolen i sigte, men gennem en del møder og samtaler med forskellige instanser og personer tror vi på, at HVAK stadig er godt kørende også de næste mange år og måske endda kan realisere drømmen om stortrampoliner i gulvet og en løsskumsgrav, hvem ved?

De første 40 år har klubben nydt en fantastisk velvilje blandt sponsorer og en enorm opbakning til vore arrangementer. Kan det bibeholdes, tegner fremtiden lys.

Med ønsket om en rigtig glædelig jul og et godt, spændstigt og fredfyldt 2026.

Ella Hornbæk

Et langt liv på Klitten

Inger Kaalund

Jeg kom til verden i 1934, på det skønneste sted på jorden: en gammel møllegård i Sønder Vium. Det var et spændende og meget utraditionelt bondehjem.

Mit skønne barndomshjem.

Min far var konservatorieuddannet og opbyggede fire orkestre: et symfoniorkester, et kammerorkester, et gammelt dansemusikorkester og et orkester, som spillede til baller.

Barndomsbillede hos morfar.

Senere udviklede det hele sig til en musikskole med et utal af mennesker, der kom og gik. Fællesnævneren var musikken. Min mor var et kreativt menneske, der kunne alt, hvad hun satte sig for. Da hun nu var gift med en musiker, begyndte hun at spille klaver. Sammen spillede de til folkedans, ringridning, private fester og juletræsfester.

Når symfoniorkestret øvede, kom folk cyklende langvejs fra med deres instrumenter. Det kunne være en udfordring med store instrumenter på en cykel. Der fandtes kun tre biler i byen: vognmandens lastbil, en lille bil til persontransport og degnens. Når symfoniorkestret øvede, blev den store stue ryddet. Klaveret blev trukket skråt ud fra væggen, og min bror og jeg blev sendt i seng. En jul, jeg var vel tre-fire år gammel, havde jeg fået en lille blikviolin. Jeg listede om bag klaveret for at spille med, men da de andre stoppede, glemte jeg at holde op. Det udløste grin og en hurtig tur i seng.

Der blev holdt elevkoncerter i lejede Mozartdragter og parykker fra Aarhus. Ved Luciaoptog var linneskabet tømt for hvide lagner.

Jeg har altid været glad for dyr. Jeg gav kælenavne til køerne, red på grisene og havde min egen kat. Hunden var den bedste og ligeledes den store tyr. En lille rød kalv blev sendt fra Fyn. Jeg flaskede den op og legede og nussede med den. Vi voksede op sammen, og hurtigt blev den meget større end mig. Vi forblev venner, og når min bror drillede mig, gik jeg ud til den i stalden og hviskede i dens øre, hvor dum han var. Den holdt altid med mig.

Vi badede og sejlede i mølledammen og fangede haletudser, som vi gemte i syltetøjsglas. Om vinteren løb hele byen på skøjter.

Min bror byggede en træ-ø midt i dammen og sejlede mig derud med et læs sten. Vi kastede sten mod hinanden fra hver sin side. Den, der blev mest våd, havde tabt.

Så kom krigen. Tyskerne tog vores skole, men undervisningen fortsatte. Man måtte selvfølgelig ikke stjæle – men man måtte gerne tage fra tyskerne. Min bror tog maskingeværkugler. Han tog projektilet af med en knivtang; indeni var der stangkrudt. Det satte vi i halmstrå, tændte ild til, og så fløj de til stor morskab rundt i køkkenet, som var det eneste opvarmede rum.

Jeg blev den første pige fra Sønder Vium, der kom i mellemskolen i VGT i Tarm. Man skulle godkendes af degnen, men jeg slap gennem nåleøjet. Vi tog rutebil kl. 8 og kom hjem kl. 17. Bussen var ofte overfyldt, og vi sad sommetider på taget. Vi skulle af i et skarpt sving, og chaufføren gad ikke standse helt. Vi måtte springe af i farten. Første gang lavede jeg en ordentlig kolbøtte, men lærte hurtigt teknikken. Det gik nok ikke i dag.

Som 16-årig kom jeg i huset hos en landsretssagfører i København. Familien var sød og tog mig med på ferie i London. Da min

Hjørnet da vi havde fået neonskiltene op.

mor blev syg, blev jeg kaldt hjem, men hun klarede det.

Jeg havde en rig morfar, som var brygger og startede Baldurs bryggeri i Esbjerg, og to mostre, som forkælede mig. På den måde kom jeg i lære hos Schous varehus i Kongensgade i Esbjerg.

Jeg tog til bal på Hotel Hennestrand. Det blev tordenvejr, og lyset forsvandt. Her mødte jeg en livlig helt fra Hvide Sande i form af elinstallatør Søren Kaalund. Han kunne ikke se mig, da det var mørkt, og det blev mit held. Amors pil ramte dog plet. I Hvide Sande byggede vi hus på Stormgade, som dog blev solgt til anden side, da jeg fik et telefonopkald på min arbejdsplads. Jeg blev chokeret og forlegen. Den gang var det absolut uhørt at man talte privat på arbejdspladsen – det var min kommende svigermor Marie Kaalund. Hun ville af med sin butik og spurgte, om jeg ville overtage den. »For så kan I købe Tolderhuset og bygge butik til med lejlighed ovenpå«. Jeg tænkte: »Siger du nej, lukker du porten, og siger du ja, ved du ikke, hvad du gør«. Jeg tog chancen, og på den måde blev mit liv forandret på et splitsekund. En stor mundfuld for en 21-årig.

Søren og mig i 1955.

I 1956 flyttede jeg til Hvide Sande. Søren tjente en god løn: 1.000 kr. om måneden og gemte en 500-kroneseddel, en såkaldt plovmand, bag i tegnebogen. Den skulle ligge der, hvis vi kom i nød. Den blev heldigvis aldrig brugt.

Tiden i Hvide Sande var en god tid med et dejligt folkefærd. Der var ingen fine fornemmelser, men stort sammenhold. Vi havde den glæde at danne et dejligt netværk med gæve forretningsdrivende og gode venner: bagerne Lissy og Ejvind Jørgensen, Ella og Aksel »Sønderjyde« og Mary og Arne Søgaard. Vi var gode sparringspartnere for hinanden.

Udsigten fra stuevinduet i stormen 1981.

Vi udvidede butikken to gange, og hjørnet blev fuldendt. En stor dag var, da vi fik monteret neon-skiltene, der var lavet i kobber. Det skulle kunne modstå det barske klima og var meget kostbart. En fisker bekymrede sig for, om de røde og grønne farver kunne forveksles med navigationslys. Det var ikke med i vores overvejelser. Vi slap med skrækken.

Belært af min tid i Esbjerg startede jeg en parfumeriafdeling sammen med el-afdelingen.

Nu begyndte området at tiltrække turister, og der blev bygget sommerhuse i stor stil, også af mange herningensere. Derfor åbnede jeg en gaveafdeling, som gav meget liv i butikken.

Varerne fra Sødahl var et hit. Da Jørgen Schøbel overdragede firmaet til andre, solgte han sit varelager til reduceret pris. Der var bl.a. 1.100 krystalglas. Hvis jeg købte hele partiet, skulle jeg give 15 kr. stykket. Det var en god deal. I hele huset var hver kvadratmeter fyldt med glas, også under sengene.

Jeg fyldte et vindue med en 60-styks pris: 12 rødvin, 12 hvid, 12 port. De store cognacglas blev til ølglas, og lysestagerne til snapsglas.

hjemme fra København for at hjælpe på julemessen. Hun ælter brød i den første foodprocessor, bager det i den nye ovn og deler smagsprøver ud.

Vi sendte dem til hele landet – selv til Grønland.

I 1981 holdt vi 25-års jubilæum. Alle sejl blev sat til, med en ny event i alle ugens 6 dage. Desværre kom en orkan med store oversvømmelser til følge. Det var første gang, kælderen stod under vand. Ligeledes hos mange andre. Vaskemaskiner og el var ødelagt i hobetal, så vi fik andet at forholde os til. Der var nærmest krisestemning, og vi måtte aflyse de sidste dages event.

Det sidste udviklingstrin i forretningen var et lækkert solarium med gode badefaciliteter. Det var nyt og blev hurtigt godt besøgt. Desværre lagde orkanen også sin klamme hånd på disse luksusfaciliteter.

Der blev bygget meget og solgt mange hårde hvidevarer fra vores kælder. Der var nogle trappetrin ned fra gården, men min sækkevogn og jeg klarede det hele. Der var intet, vi ikke kunne flytte med håndkraft.

Når Smed Nielsen fra isværket cyklede hjem til middag, mødte han tit Søren på

Lotte

Den dag da Niels rejste til Amerika.

gaden. For sjov sagde de altid en masse ukvemsord til hinanden. En dag så turisterne begynde at stoppe op, fortsatte legen og var næsten klar til slagsmål, men grinede, da masken faldt, og sagde: »Velbekomme til hinanden« og gik hver til sit. Folk stod måbende omkring.

Vores børn Niels og Lotte kom til og fik stor betydning. Niels arbejdede på turistkontoret og blev indstillet til Jyllands-Postens buket. En stolt dag, da han kom hjem med roser. Stemningen var anderledes, da vi sendte Niels som 16-årig til USA. Dengang var der ikke mobiltelefoni, og man måtte

Søren holder fridag sammen med hundene i Vester Husby.

Hyggestunder med Niels og Lotte i baggården i Vester Husby.

vente på luftpost med besked om god ankomst. Kun juleaften talte vi i telefon, og det blev dyrt med en savnet stemme i røret. Han blev amerikansk student og endte som partner i advokatfirmaet Ascanius og Kirk Larsen. Lotte begyndte i min butik som 8-årig og stod som 12-årig for parfumeriafdelingen. Hun hjalp til på julemesserne og lavede demonstrationer i butikken. Som 19-årig fik hun sin egen butik, Miss Q, i Ringkøbing, hvor jeg arbejdede i 12 år. Her var jeg på mange spændende kurser i København, Cambridge og Paris.

Katastrofen kom i 1987, da Søren døde. Jeg stod alene med en installations- og VVS-forretning, som jeg ingen forstand havde på at forsætte. På det tidspunkt var der 27 ansatte. Med det meget dygtige personale blev firmaet solgt, og jeg kunne komme videre.

Vi havde haft en stråtækt gård i Husby som fristed siden 1972. Jeg har altid kigget på stjerner, og i Husby er der den mest fantastiske stjernehimmel. Doktor Jørgen Josephsen hjalp mig i gang med astronomien. Lægefamilien Josephsen var og er en meget dygtig lægefamilie i lokalområdet, hvor jeg har været glad patient hos dem nu i 3. generation.

Tilbage til stjernerne, hvor jeg har gået til astronomi på Skærum Mølle. Her mødte jeg højenergifysikeren på internationalt niveau, Holger Beck Nielsen, 2 gange.

En anden stor oplevelse var total solformørkelse i Stuttgart. Da jeg blev 90, fik jeg en gave til Ole Rømers Observatorium i Århus. Der fik jeg lov at holde en asteroide i min hånd. Tænk, den er kommet helt oppe fra asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Måske som et stjerneskud på himlen, og nu lå den i min hånd. Det synes jeg var stort.

Da Lotte blev 30, hyrede jeg Svend-Aage Bogbus til at underholde. Jeg kunne ikke slippe af med ham igen. Nu er Lotte 62 år. Efter at have boet på gården i Husby 26 år,

har adressen været Beddingen i Ringkøbing de sidste 5 år. Som Svend Aage siger: »De gamle skuder skal på Beddingen«.

Vi har gennem årene haft mange, flest unge mennesker, til at hjælpe os. Både i Hvide Sande Installationsforretning og Inger og Søren på det lyse Hjørne. Hver gang jeg møder nogen af jer, er I meget venlige og kontakter mig. Det er jeg meget taknemmelig for. Jeg vil slutte med at sige 1000 TAK til jer. Uden jer havde vi intet kunnet.

Glædelig Jul fra Inger Kaalund

Jeg kunne gå i spagat, til jeg var 82, så fik jeg to kunstige knæ, og det kan de ikke lide.

Fotograferet sammen med Holger Beck Nielsen.

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til – Beskæftigelse og institution

Mai Lagoni og Peter Gyldenkærne

Mai har en bachelor i specialpædagogik og en kandidat i pædagogisk sociologi fra DPU, hvor hendes speciale handlede om, hvordan man kan få unge til at flytte tilbage til yderområder. Hun står primært for kiosken i Ri10 og tager sig af idéudvikling, daglig drift og kontakten med lokalsamfundet.

Peter er uddannet kok med læretid på Restaurant ET i Aarhus og har efterfølgende arbejdet på Svinkløv Badehotel og Bouchon Vin- og Madbar i Aarhus. Han står primært for restauranten, men hjælper også med koordinering og planlægning på tværs af projektet.

En velfortjent fridag på Twenty Twenty Coffee.

Peter med hans souschef Marcell som har været med helt fra starten.

Ved siden af Restauranten står Mai om eftermiddagen og tager imod alle, der har lyst til en lille forfriskning eller godbid i Kiosk, som er en del af RI10-konceptet.

Sammen driver vi hele Ri10 og bruger stort set al vores tid på projektet.

Hvad var det første indtryk, der faldt jer ind vedrørende Vestjylland og byen?

Vi blev hurtigt slået af, hvor hjælpsomt og åbent lokalsamfundet er. Her er højt til loftet, og man mærker, at folk gerne vil støtte nye initiativer. Samtidig føles naturen helt anderledes – frisk, energigivende og inspirerende – og det gør det sjovt at starte noget nyt herude.

Hvorfor flyttede I til Hvide Sande?

Vi ville skabe vores drømmeprojekt, en kombination af gourmetrestaurant og kiosk/mødested, og Hvide Sande føltes som det helt rigtige sted. For Mai, som er vokset op her, betyder det også meget at være tæt på sin familie igen – og for os begge har det været en gave at mærke, hvordan lokalsam-

fundet bakker os op. Byen giver os mulighed for at arbejde med både det kreative og sociale aspekt af projektet og samtidig vise andre unge, at der er masser af muligheder i yderområderne.

Hvor bor I henne?

Vi bor i en lejlighed ovenpå en fiskeforretning midt i byen. Det er praktisk, tæt på arbejde, og vi nyder at være midt i byens puls og havets nærhed.

Hvad er det allerbedste ved Hvide Sande?

– Hjælpsomt: Folk bakker op og støtter nye idéer og initiativer.

– Mulighedsrigt: Der er plads til at prøve ting af og skabe noget nyt – både for os og andre unge.

– Frisk: Naturen og Vesterhavet giver energi, frihed og inspiration i hverdagen.

RI10 har allerede stået for flere store arrangementer og der er ofte tryk på i køkkenet, som gæsterne også kan følge med igennem glasruden i restauranten.

Hvad er det værste/mest udfordrende ved Hvide Sande?

At alle kender alle. Det kan være både en styrke og en udfordring, fordi fællesskabet er tæt, men det betyder også, at man aldrig helt kan være anonym. Samtidig er det en udfordring, at vores bedste venner bor i de større byer, så vi ser dem sjældent. Til gengæld er der heldigvis et godt ungdomsliv i Hvide Sande, og det gør en stor forskel.

Peter har altid besøgt Hvide Sande som gæst op gennem barndommen, hvor ferierne ofte blev afholdt i et sommerhus i Nymindegab.

Hvor kan vi finde jer i byen –har I et yndlingsspot eller sted?

Når vi har fri, elsker vi at tage på Twenty Twenty Coffee. De laver byens bedste overnight oats og virkelig god kaffe. Vi er også vilde med Havnens Pølsevogn – de laver det mest fantastiske kinesiske mad, som vi ofte henter, når vi har brug for noget hurtigt og lækkert. Og så nyder vi selvfølgelig havet –enten på en gåtur langs stranden eller bare

Kiosk-afdelingen har allerede afholdt flere forskellige event, hvor forskellige mennesker har mulighed for at holde oplæg eller afholde musikquiz.

ved at stå og kigge ud over Vesterhavet. Det giver både ro og energi.

Hvad beskæftiger I jer med til dagligt?

Vi bruger al vores tid på Ri10. Mai har primært ansvar for kiosken og den sociale del af stedet, mens Peter står for restauranten og madoplevelsen. Vi koordinerer alle aspekter sammen og sørger for, at både restaurant og kiosk kører gnidningsløst.

Bor I i Hvide Sande om 10 år?

Det må tiden vise. Vi håber på en fortsat positiv udvikling i byen, og hvis det fortsætter i den retning, kan vi sagtens se os selv bo herude om 10 år.

Peter prøver at finde lidt tid til også at komme i bølgerne og teste færdighederne på et surfboard.

Hvide Sande Shipyard

fylder 75

Den 22. april 1950 blev der afholdt stiftende generalforsamling i A/S Hvide Sande Skibsog Baadebyggeri, det som i dag er kendt som Hvide Sande Shipyard. Vores bedstefar, Carl Erik Kristensen senior, der var blevet udnævnt leder af den nye bedding, cyklede over slusen med sin værktøjskasse og en god portion gåpåmod. Et gåpåmod, der med hans egne ord ’også var nødvendigt’.

I beddingens første år kæmpede man nemlig med flere udfordringer, blandt andet tilsanding, der opstod hver gang, der havde været østenvind. Sammen med lærlingene fik Carl Erik senior flikket et lavpraktisk redskab sammen – en tønde på

en pæl – som med møje og besvær kunne bruges til at trække sandet væk fra beddingsløbet, så næste kutter kunne kølhales.

Arbejdet på beddingen foregik alt sammen udendørs og da ledningsnettet mellem Ringkøbing og Herning blev gravet i jorden, blev der mulighed for at købe billige telefonpæle, som blev skelettet til den allerførste byggehal. Først bare med et tag, året efter kunne der så monteres planker et par meter fra toppen og ned samt fra neden og et par meter op, mens det resterende hul igen kunne dækkes til med presenning, så plankerne kunne stikkes ind.

Carl Erik Kristensen og Anders Madsen

Den nye bedding havde sine opstartsproblemer med blandt andet tilsanding. Alt arbejdet foregik desuden udendørs de første år med presenninger som eneste læ for den hårde vind.

På billedet ses bl.a. Grotte, også kendt som Fanøfærgen, der blev værftets første færge til at sejle på 100% el.

Det var blot nogle af de kreative løsninger og den vilje, der måtte til for at forbedre forholdene og skabe den vækst, der kom i løbet af 1950'erne, og som blev starten på en nu 75 år lang historie om Hvide Sande Shipyard.

Den første nybygning, RI 75 »Skjold«, blev bestilt i 1953 og leveret i foråret 1954, og siden har der stort set hele tiden været nybyggeri i gang på værftet. De første knap 40 år var det alene træskibe til fiskeflåden, men fra 1990 og frem har det også været færger og arbejdsbåde i stål- og aluminium.

I dag har værftet stort fokus på at være en del af den grønne omstilling og er med i front på bygning af el- og hybridfartøjer, på samme vis som autobranchen også er under omstilling. Der er også projekter med e-metanol og brint og det bliver spændende at se, hvilke brændstoffer der vinder frem i de kommende år.

Innovation i blodet

Evnen og lysten til at tænke nyt og udvikle ud fra kundernes behov og markedernes foranderlighed er en central del af koncernens DNA. Et DNA, der siden 1950 har været med til at sikre Hvide Sande Shipyards eksistensberettigelse, og som har drevet den udvikling, der er skabt, hvor værftet har været udgangspunktet i grundlæggelsen af Seasight Davits, Hvide Sande Agency & Supply samt Seasight Solutions. Selskaberne er samlet under Seasight Group, men er opdelt af hensyn til meget forskellige typer kunder og krav fra kunderne og brancherne, der arbejdes i.

I løbet af 90’erne blev evnen og lysten til at tænke nyt krydret med nødvendighed. Da vores fædre, Hans Peter Kristensen og Kåre Madsen, i 1991 overtog roret fra deres far og svigerfar, Carl Erik Kristensen senior, var det ikke kun en overdragelse mellem generationer. Det var også en overgang mellem to epoker. Fra fiskeriets gode årtier til en ny

virkelighed, hvor kvoter og ophug prægede branchen. Der var ikke længere garanti for vækst.

For Hans Peter og Kåre var udvikling og omstilling en nødvendighed og et spørgsmål om overlevelse. Det var i starten af 90’erne, at de første stålbåde blev bygget, de første ordrer til Søværnet blev vundet, de første færger/passagerskibe blev bygget og en lang række andre forretningsområder blev testet af. Nogle blev skrinlagt igen, men en del af disse opgaver har lagt grundstenene til de kerneforretninger, som i dag ligger under Seasight Group.

Særligt en ordre på en fregat til Københavns Tivoli i 1992 blev afgørende for udviklingen. Det blev til yderligere to fregatter til Japan i slut 90’erne og det blev starten på opgaverne med de historiske skibe, hvor Nationalmuseet for første gang i 1992 valgte værftet til en større restaurering af skonnerten Fulton af Marstal.

Samarbejdet med Fulton er et af dem vi er ekstra stolte af, da skonnerten fra 1915 er kommet på værftet alle vintre siden 92 (på nær en, hvor den frøs inde i Lillebælt og vi måtte derover og servicere skibet). Det er ikke kun Fulton, vi har mangeårige samarbejder med, der er en række rederier/selskaber som f.eks. Saga Shipping i Skagen, der har fået 4 nybygninger fra værftet, Kystredningstjenesten, Danpilot, Søværnet, Northern Offshore Service og mange flere, hvor vi har lært, at det at kæmpe for at gøre kunderne meget godt tilfreds, så de kommer igen, har en meget stor værdi.

I dag består Seasight Group således af fire succesfulde selskaber, der arbejder med værftsdrift, havneoperationer, produkter til forsvars- og vindindustrien, herunder installationsudstyr og platformskraner til offshore vind. Gruppens godt 270 medarbejdere er fordelt på vores lokationer i Ringkøbing, Varde og Hvide Sande, foruden de medarbejdere, som arbejder i Seasight

Davits’ datterselskaber i UK med 45 ansatte og 20 ansatte i Taiwan. Herudover er en højt værdsat leverandørkæde som også trofast og med lange relationer har bidraget til koncernens aktiviteter.

Mennesker som fundament

Udvikling, innovation og diversifikation – ingen af delene havde været mulig uden dedikeret og dygtig arbejdskraft. Det var en hjertesag for vores bedstefar, Carl Erik Kristensen senior – og er det stadig i Seasight Group i dag: Mindst 10 % af medarbejderne skal til enhver tid være under uddannelse.

Kravet har været en fast del af generationsskifterne i både 1991 og 2017 og sikrer, at fagligheden og håndværket bæres videre uanset konjunkturerne. I løbet af koncernens første 75 år er der uddannet omkring 300 klejnsmede, skibstømrere, skibsbyggere og skibsmontører. Herudover er der i nyere tid blevet uddannet en lang række medarbejdere på kontorerne, hvor akademi- og diplomuddannelserne har været det primære, men Seasight Group har i dag også ingeniørstuderende på vekselforløbsuddannelse på kontrakt, hvilket vi håber kan udbygges i de kommende år.

Ligesom Carl Erik Kristensen senior har Kåre og Hans Peter altid haft et stort hjerte for de mennesker, der ikke nødvendigvis er vokset op med samme vilkår som de fleste andre. Inspireret af deres forgænger startede de traditionen med at give plads til en række medarbejdere fra det rummelige arbejdsmarked, før det begreb blev opfundet. I dag er det blevet til en konkret målsætning om, at 5 % af arbejdsstyrken skal være fra det rummelige arbejdsmarked. Noget som ikke blot får os til at leve op til en målsætning i vores CSR-politik, men også får vores arbejdsplads til at afspejle det samfund, som omgiver os, og som gennem årtier har været med til at bære os igennem både gode og dårlige konjunkturer.

Tak

Historien om Hvide Sande Shipyard er en historie om rigtig mange fantastiske kolleger, kunder og samarbejdspartnere, der har bidraget til at skabe den succesfulde koncern, som Seasight Group er i dag.

Derfor er det her jubilæum til ære og glæde for alle dem, som nu og gennem tiden har været med til at bære værftet frem. For Hvide Sande Shipyard, og i dag Seasight Group, er summen af de mange fantastiske mennesker, der gennem årene hver dag er mødt op og har bidraget med deres viden, hænder og hjerte.

Vi bliver særligt rørt, når vi fejrer kolleger med 25, 40 og nogle med 45 og endda en enkelt med 50 års anciennitet. Det vidner om, at vi har en arbejdsplads, hvor man kan vokse, lære og blive. Hvor man kan starte som lærling eller fejedreng og ende som faglært håndværker, projektleder eller produktionschef. Det er netop sådan en arbejdsplads, vi ønsker at være og skal være, også i fremtiden.

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.

Anders Madsen og Carl Erik Kristensen

De to fætre, Carl Erik Kristensen junior og Anders Madsen, som i dag leder koncernen Seasight Group.

Jyllandsakvariet

I 2026 fejrer jeg 30-års jubilæum med Jyllandsakvariet i Thyborøn. Som 25-årig fik jeg mit CVR-nr. og kastede mig ud i tilværelsen som selvstændig erhvervsdrivende. Jeg har altid været nysgerrig, og jeg er vild med naturen, fjordene og havet.

Michael Madsen

Det var lysten til at arbejde med fisk, der gav modet til at starte op, selvom det var et kæmpe sats at begive sig ud i på det tidspunkt i 1996.

Akvariet blev placeret i Thyborøn, for enden af en tange, som ingen besøgende kom forbi frivilligt, og i et område, hvor det at skulle arbejde med turister var lige så nemt som at lære en pighvar at cykle. Som privat virksomhed gjaldt det om at finde min egen vej og få enderne til at kunne nå sammen uden tilskud til etablering eller til

Michael ved åbning af Jyllandsakvariet i Thyborøn i 1996.

Michael har anskaffet forskellige lokale fiskeri-effekter. Her er det en jolle, som ikke var i brug længere.

driften. Løsningen blev at opbygge en anderledes og hyggelig udstilling omkring akvarierne af brugt moletræ, udtjente hyttefade og andre maritime effekter. Lysten til at ville gav evnen til at kunne, og på trods af de dårlige odds lykkedes det at få en god

start til akvariet og at få sat gang i turistudviklingen i Thyborøn. Med årene har det udviklet sig yderligere, og en af de ting, som fylder rigtig meget i dag, er de forskellige outdoor-ture som ravsafari, østerssafari og bådturene.

Et af de populærer aktiviteter er indendørs ravsafari – med ravgaranti.

Lokale og turister undersøger med stor nysgerrighed Jyllandsakvariet i hvide Sande som er under konstant udvikling.

Gennem alle 30 år er jeg kommet meget i Hvide Sande og har altid elsket at være her. Hvide Sande kan noget helt specielt, og det er også det, man hører blandt de »hjemkomstfolk« og andre tilflyttere, der kommer til byen. Man mærker områdets puls og ser skabertrangen, med det samme man kommer forbi byskiltet.

En havneby på vestkysten trækker altid folk til. Det gælder også Hvide Sande, og havnen summer af liv stort set hele året. Men havneområdet er under forandring, og fiskeriet ændres fra mange små både til færre og større både. Fiskeriet har – og har altid haft – en stor betydning for alle i Hvide Sande. Fiskeriets Hus har på fornem vis fortalt den

Jyllandsakvariet indeholder også en souvenirbutik, hvor børn og turister kan købe lidt af hvert.

Michael bruger lokale og historiske materialer fra Hvide Sande Havn. Her er et styrhus blevet fyldt med vand og fungerer som akvarium.

historie, der er omkring fiskeriet, gennem udstillinger om både det historiske og det nyere fiskeri, der foregår på Ringkøbing Fjord og i Vesterhavet.

Jeg har gennem flere omgange forsøgt at etablere en base på havnen i Hvide Sande. Det er sket via samarbejder med OmHu, et

forsøg med en lille »safaribase« på Mamrelund og via tursejladser på fjorden. Ingen af delene fik rigtig fat, men lysten til at være en del af Hvide Sande gav aldrig slip. Derfor var det også oplagt at gå planken ud, da vi hørte, at akvarieafdelingen i Fiskeriets Hus ville blive nedlagt. Nu var chancen der for at finde større lokaler, så der kunne

Michael har brugt Vestfisk gamle fiskeforarbejdningslokaler og omdannet det til en oplevelsesvirksomhed.

Der er mange timers underholdning i jyllandsakvariet, hvis man skal prøve det hele på en enkelt tur.

skabes plads til både den store ravudstilling, vi måtte slippe i Houvig, samt til at prøve at tænke nyt omkring det at have akvarier med fisk fra fjorden og Vesterhavet. Vi ville rigtig gerne prøve at gøre det anderledes – på en måde som ikke var set før. Tanken var, at vi kunne bruge en eksisterende bygning på havnen i Hvide Sande som ydre rammer for attraktionen. Valget faldt på at leje Tungevej 1, som havde rummet det tidligere Vestfisk. Bygningen er ejet af Sydvestjysk Fiskeriforening og den har været brugt til fiskeindustri og filetfabrik. Derfor fremstod den også meget »kold og steril« med væggene dækket af hvide fliser, cementgulve og hvide sandwichpaneler. Med andre ord var det en supergod udfordring at få omdannet lokalerne til at være varme, hyggelige og indbydende at opholde sig i. Det synes vi faktisk er lykkedes vældig godt, og gæsterne har taget rigtig godt imod det nye sted på havnen.

Vi har gerne villet bruge så meget historisk materiale, som det har været muligt. Det vil også sige, at det er maritime effekter, som fortæller en historie, der er brugt i udstillingen. Hele måden, vi har lavet akvarieafdelingen på, er ganske anderledes og ikke set før. I stedet for at lave store akvarier,

som man fylder effekter ned i, har vi forsøgt at vende det om. Vi har blandt andet fået fat i Anders fra røgeriets gamle jolle, Jørgens aflagte styrhus og et par gamle redskabshuse. Vi har fyldt havvand og fisk i det, der kunne gøres tæt, så nu kan man røre fisk på dækket af den gamle jolle og se ind gennem ruderne på det gamle styrhus, hvor hundestejlerne svømmer rundt. Inspirationen til netop det kom blandt andet fra de billeder fra Hvide Sande Havn og Café Marina under sidste storm, hvor det hele var oversvømmet.

Alle effekter, man kan se rundt i udstillingen, er alle nogen, som kommer fra det vestjyske område, og alle fortæller de deres egne historier. De er gået fra at være affald til at være udstillingsgenstande. Det kan godt være, man er lidt farvet af havet og livet under vandet for at man kan se det smukke i en gammel cykel overgroet med rurer, men nu har cyklen fået ærespladsen på den gamle bådebro over rokkebassinet, og så håber jeg, andre kan se det samme i den, som jeg kan.

Vi glæder os til fortsat at være en del af Hvide Sande og til at udvikle endnu mere på de aktiviteter, vi har startet op.

Klassebilledet –hvor blev de af?

Peder Christian Stage og Abeline Bentzon-Tarp

Livet mellem fjelde

og fjorde – eventyr

i Grønland

Grønland i medierne – men vi er bare to vestjyder på eventyr

Det seneste år har Grønland været overalt i medierne. Trump ville købe det, politikere diskuterede Rigsfællesskabet, og Danmark og Grønland blev vendt og drejet i tv-studierne. Men det her er ikke en historie om politik. Det er bare fortællingen om to mennesker fra Hvide Sande, der tog på endnu et eventyr – og måske et af de bedste af slagsen.

Fra elefanter på scenen til nordlysets magi Vi er Peder og Abeline – to vestjyder fra Hvide Sande, der har kendt hinanden så længe, at vi næsten kan kalde børnehaven vores første fælles eventyr. I folkeskolen lavede vi et teaterstykke sammen, hvor vi skulle være én elefant: Abeline var forenden, Peder bagenden. Samarbejdet var udfordrende, men afskrækkede os ikke, og som 30-årige blev vi kærester. Med rygsækken pakket og lakridspiben stoppet var vi klar til et nyt eventyr.

De sidste ti år har vi udfordret livet og udforsket fjerne egne af kloden. Studier, arbejde og ferier har ført os vidt omkring. Vi har spist kamel med nomaderne i Mongoliet, fisket tun i Costa Rica og danset og drukket drinks i

Fjordskolen, 1.y, 1992.

Singapore. Vi har set solopgangen over Sahel og sovet under stjernerne på Indlandsisen, oplevelser der stadig giver os sommerfugle i maven. Hver rejse har været en ny oplevelse, og med de tårnende fjelde, de uendelige fjorde og det magiske nordlys fascinerede Grønland os på en helt særlig måde.

Efter flere gode år i København havde vi i 2023 fået nok af den daglige overlevelseskamp på de københavnske cykelstier, folkevandringerne omkring Indre Bys søer og af at polere sko og stryge skjorter. Hvide Sande trak i os, men det gjorde eventyret mod nord også, og derfor tog vi springet og flyttede til Nuuk, klar til nye eventyr i sweatre, mors hjemmestrikkede sokker og vandrestøvler.

Job og fleksibilitet i et land, hvor vejret sætter dagsordenen

Efter mange år som murer, herunder flere år som selvstændig murermester, arbejder Peder nu som bygningskonstruktør hos det

Vandretur på Qeqertarsuaq.

Nordlys over Nuuk.

Rensdyrjagt ved Umiviit i Ameralikfjorden.

rådgivende ingeniørfirma, Rambøll. Abeline, som er uddannet cand. scient. i naturgeografi med fokus på arktisk geovidenskab, har arbejdet med vedvarende energi, særligt vandkraft, for Grønlands Selvstyre, og arbejder nu med energi- og telekommunikations-

projekter hos det lokale telekommunikationsselskab, Tusass. Vores jobs giver os gode muligheder for at rejse rundt til Grønlands øvrige byer og bygder. Det foregår med skib, fly eller helikopter. Det er et ubeskriveligt smukt syn at sejle eller flyve ind til de små

80 kilo rensdyr skal slæbes ned til båden.

Fjeldene reflekteres i den spejlblanke Nuuk Fjord.

byer og bygder, hvor de farvede træhuse lyser op mellem de golde fjelde, på klipperne helt ude ved vandet. Traditionen med farvekoder stammer fra kolonitiden, hvor røde bygninger blev brugt til kirker, skoler og lærer- eller præsteboliger, og gule bygninger til hospitaler og sundhedspersonale. Når vi skal på feltarbejde uden for byerne og bygderne, er det kun muligt at komme frem med helikopter eller en mindre båd. Vejret i Grønland er omskifteligt, og vi skal altid være forberedte på at skulle tage et par ekstra overnatninger. Derfor skal der medbringes mad og andre fornødenheder til flere dage, og der skal også altid medbringes en riffel til forsvar mod isbjørne. Vi har dog endnu ikke set en isbjørn (u)heldigvis, selvom der sidste år var en meget tæt på Nuuk.

Vi har hurtigt vænnet os til, at forsinkelser og ændringer bare er en del af hverdagen. Omstillingsparathed og løsningsorientering er helt essentielt for at kunne arbejde her;

vejret sætter dagsordenen, og der er ofte brug for plan A, B, C – og helt til X.

Arbejdet kræver fleksibilitet, vilje til at løfte i flok og evnen til at agere som specialist inden for flere fagområder. Fleksibiliteten går dog begge veje. Der er en god balance mellem arbejde og privatliv. Hvis vejret er perfekt, og det er jagtsæson, prioriteres jagten, mens arbejdet venter til dårligt vejr. For her er jagt ikke bare en rekreativ fritidsbeskæftigelse, men en helt naturlig måde at skaffe mad på, som har stor kulturel betydning.

Naturens kald – fjorde, fjelde og frihed i hver tur

Når arbejdsdagen er forbi, trækker naturen. Vi sejler, fisker, vandrer og jager, og vi har det for fedt. Fjordene glitrer i solens stråler, og fjeldene rejser sig majestætisk mod himlen, hvor sne og rimfrost reflekterer solens lys i små glitrende mosaikker. Isstykker knager og

Evighedsfjorden.

brækker i fjorden, rypernes karakteristiske kaglen lyder, og sneharer piler afsted over klipperne. Vi pakker soveposerne og overnatter i båden eller på fjeldet under nordlyset, mens vi sidder med gin & tonic med is fra gletsjeren, og himlen bølger i grønne og lilla striber – arktisk luksus og frihed på én gang. Det er en verden, hvor vi konstant føler os levende, hvor luften bærer en friskhed, som vi aldrig oplevede i Københavns pulserende Nordvest kvarter.

Rensdyrjagtsæsonen er årets højdepunkt. Alle går op i jagten, og vi har også kastet os fuldt ud i det. På jagtturene vandrer vi i stilhed op ad fjeldet med riflen over skulderen, mærker blodet pumpe og kulden bide. På traditionel vis skydes rensdyret i hovedet for at undgå spild, det parteres på stedet og hovedet efterlades på et højt punkt som en tak og af respekt for det liv, der bliver taget. Det er benhårdt arbejde, ofte skal kødet bæres mange kilometer over fjeldet ned til båden, og man når flere gange at forhandle med sig selv om at give op. Men når båden endelig viser sig i horisonten, føles det som en triumf – og som de lokale siger: Jo mere man har svedt, jo bedre smager kødet. Det er fysisk, råt og fuldstændig ægte.

Vi er blevet ramt af kronisk fiskefeber, og om sommeren, hvor solen knap går ned, kan vi fiske hele natten. Vi fisker rødfisk, havkat og torsk på mere end hundrede meters dybde, og det gælder om at få snøren ned til bunden, hvor rødfisken bor, hurtigere, end torsken kan nå at nappe den. Torskene er så nemme at fange, at det næsten føles som at fiske sild i Hvide Sande – men kampen mellem en torsk på ti kilo og en vestjyde er stadig hård og underholdende. I sensommeren fanger vi ørreder i elven med stang og garn, og nogle gange med de bare næver. Vi har en krabbetejne, som vi hiver op et par gange om måneden, og havets små aliens, snekrabberne, bliver til luksusmåltider, som vi aldrig havde haft råd til i København.

Fællesskab og hverdagsmagi – eventyret fortsætter

Noget af det bedste her er fællesskabet. Folk hjælper hinanden, låner værktøj og inviterer til kaffemik. Der er en jordnærhed, hjertevarme og humor her, som minder os om Hvide Sande. Når nøglehullet er frosset til is, er der altid en nabo, der lukker én ind i

Med helikopter på arkæologisk besigtigelse i

varmen. Om vinteren kan det være livsfarligt at hamre for hårdt på døren, for de store istapper hænger fra tagene som arktiske sværd. Når fragtskibet forhindres i at komme i havn midt i sæsonen for stenbiderrogn, kan det blive kritisk, for her spises rognen, som den skal, med creme fraiche. Heldigvis har naboen som regel en bøtte på lager, for vi hamstrer til vinteren, og ingen vil stå uden den vigtige ingrediens til forårets mest eftertragtede delikatesse.

Som en metropol i Arktis summer Nuuk af liv og kreativitet; kunst, musik og kultur står ikke bare på plakaten, og koncerter, foredrag og fritidsinteresser giver os utallige muligheder for at deltage og engagere os. Vi oplever Grønland som et sted, hvor hjerte og hjerne fyldes med inspiration, fællesskab og oplevelser. Til jul er det en tradition, at der hænges julestjerner med lys i op i alle vinduer. Det bløde, orange lys og den skinnende hvide sne gør, at december slet ikke føles så mørk, selvom der kun er dagslys i et par timer. I det tidlige forår

samler sneskulpturfestivalen Nuuks borgere, og centrum fyldes af kreative figurer lavet af sne og is.

Alt dette gør, at savnet af mor og far og den øvrige familie i Hvide Sande ikke føles helt så stort, for det er kommet med en pris, at vi har valgt at flytte 3.500 kilometer mod nord til et land, hvor flyforbindelserne er ustabile og tidsforskellen udfordrende.

Men foreløbigt sejler vi videre ud i fjordene, hvor lyset glitrer, og hvalerne dukker op som skygger under båden. Og når vi står dér, med kulden i kinderne og udsigt til de himmelhøje fjelde, tænker vi, at eventyret heroppe nok aldrig bliver overgået. En dag, når vi er flyttet tilbage til Hvide Sande, vil vi sidde i klitterne og på stranden, på heden og ved den lille fjord med en lakridspibe i munden og mindes de lange dage i fjordene, de stille aftener under nordlyset og alt de oplevelser, der gjorde livet her i Grønland så helt særligt.

Juullimi pilluaritsi – Takuss

Rødfisk fanget på 100 meters dybde. Rødfisk vokser langsomt, og denne er formentligt ældre end Abeline.

Områdets ældste bygning renoveret for millioner

Ole Tang, pensioneret journalist, bosat i Skive, født og opvokset på Holmsland

Lokalområdets ældste bygningsværk er smukke Gammelsogn Kirke – et hus, der tilbage i 2023 blev kåret som landets smukkeste kirke i en læser-afstemning i Kristeligt Dagblad.

Sådan har tårnet på Gammelsogn Kirke set ud under en stor del af renoveringen, og stillads og presenninger havde det hårdt, når vinden tog fat. Foto: Bente Nielsen.

Men som enhver husejer ved, så er det ikke uden arbejde og omkostninger at holde bygninger i stand i det vestjyske klima – og det har nuværende og tidligere menighedsråd ved kirken også erfaret.

Senest har tårnet på Gammelsogn Kirke været igennem en gennemgribende renovering – en indsats, som begyndte i 2021, hvor der skete rigtigt meget det første år, og hvor de sidste detaljer blev afpudset i løbet af 2025. Samlet løber vedligeholdet op i lige knap 5 mio. kroner.

To, der har fulgt processen tæt, er de erfarne menighedsråds-medlemmer Hans Krogsgaard, der sad i rådet fra 1988 til 2016, og Peter Hansgaard Nielsen, der tog tørnen fra 1996 til 2024.

Altså tilsammen langt mere end 50 års indsats i den smukke bygnings tjeneste.

Kirken fik også en større tur i 2006, da det var husets interiør, som stod for tur og i 1996, da det var murværket, der blev arbejdet på. Således var skibets sydlige mur totalt skilt ad og hver sten nummereret af hensyn til den efterfølgende genopbygning.

Begge er enige om, at de mange frivillige arbejdstider har været givet godt ud – arbejdet har været spændende, udfordrende – og de kan nu glæder sig over, at kirken fremstår flot og indbydende for lokalsamfundet og for mange turister, der gæster stedet klos op af fjordstien.

– Vi har jo været hhv. landmand og smed, og det er en verden, der lukker sig op, når man

Peter Nielsen og Hans Krogsgaard syner ikke af meget op ad det nu renoverede imponerende tårn, som for 150 år siden var 20 alen højere. De mange murankre, der ses på kirkemuren blev alle skiftet i løbet af de netop afsluttede projekt. Foto: Ole Tang.

påtager sig den slags arbejde. Vi har samarbejdet med provsti, med ministerier, med kongelig bygningsinspektør, med arkitekter, med konsulenter, med biskop og med håndværkere. At sætte et arbejde i gang på en knap 1000 år gammel fredet bygning, er ikke noget, man »jawer til«, siger Hans Krogsgaard.

Begge er nu ude af menighedsrådet – og glæder sig over, at yngre kræfter er kommet til i et råd, der nu omfatter såvel Nysogn Kirke i Kloster som Gammelsogn.

– Det er et stykke kulturhistorie, at have en sådan institution i sit nabolag, og jeg føler, man har en forpligtelse, samt en daglig glæde ved at kunne se bygningen. Men som Hans siger, så er det et langt og sejt træk, at komme frem til, at håndværkerne kan tage fat. Den daværende kvindelige kongelige bygningsinspektør var hende, som havde det afgørende ord, og som alle kiggede på, siger Peter Nielsen.

– Da pengene til tårn-renoveringen skulle findes, så rejste vi ca. 3 mio. kroner via det

renoveringen

lokale Provstiudvalg, og så kom der 2 mio. fra en kirkebevarelses-pulje. Så stort et projekt vil altid støde ind i noget uventet. Det gjorde vi også, f.eks noget træværk, der var dårligere end ventet, men nu er det hele betalt, siger Peter H. Nielsen, der glæder sig over, at tårnet ikke længere er så højt, som det var i »gamle dage«.

– Før 1847 var tårnet 20 alen (12 meter) højere – næsten ufatteligt at tænke på. Havde den haft den oprindelige højde, så var det hele blevet langt dyrere, slår han fast. Navnlig stilladsleje var en følelig post, siger han.

Undervejs i renoveringen var der nervøse dage, når det stormede – og et stillads og indpakning overlevede 28 sek/m vinde, selv om en del rawplugs undervejs blev revet ud af murværket.

– En ting, som orglet var pakket særdeles grundigt under hele processen, men da alt var afsluttet, og orglet skulle pakkes ud igen, så skulle der alligevel en grundig rensning af hele instrumentet til, inden det igen kunne bruges.

bevis fra Kristeligt Dagblad. Foto: Ole Tang.

Ved siden af kirken ligger den ligeledes smukke stråtækte graverbolig, som menighedsrådet »ejer« – og de bygning har også haft Provsti-udvalgets bevågenhed.

– Samlet set må vi ikke klage. Torben Høj fra Hvide Sande har siddet som formand for udvalget i mange år, og han og udvalget har ikke sat Gammelsogn i »skammekrogen«, konstaterer Peter Nielsen.

Gammelsogn Kirke er en romansk vestjysk landsbykirke og vurderes til at være bygget ca. omkring år 1175 – ca. 50 år inden der blev sat kirkebyggeri i gang i Kloster.

Haurvig og Lyngvig Kirker er til sammenligning fra 1800-tallet.

At tårnet nu har været igennem den store tur betyder ikke, at det nuværende menighedsråd bliver arbejdsløst.

– Nej, når du har med et sådant hus at gøre, så vil der altid være et projekt mere, som presser sig på, slutter Hans Krogsgaard.

Skønt

var i gang, så blev Gammelsogn Kirke i 2023 kåret som landets smukkeste. Her står de to erfarne venner (Hans til venstre, Peter til højre) af huset ved det synlige

Glædelig jul og godt nytår. På gensyn i 2026.

Kristen Lauridsen Filialdirektør kla@vestjyskbank.dk

96 63 26 58

Karinette Houborg Privatrådgiver khp@vestjyskbank.dk

96 63 26 56

Lisbeth B. Olesen Privatrådgiver lol@vestjyskbank.dk 96 63 26 59

Hanne O. Lauridsen Privatrådgiver hol@vestjyskbank.dk

96 63 26 57

Mathias D. Pedersen Privatrådgiver mp@vestjyskbank.dk 96 63 26 55

Birthe Muff Kristensen Servicerådgiver bmk@vestjyskbank.dk

96 63 26 52

Kristian Rønn Lauritsen

Erhvervsrådgiver krl@vestjyskbank.dk

96 63 26 51

vestjyskbank.dk/hvidesande

Betina Høj Madsen Privat- og erhvervsrådgiver bhm@vestjyskbank.dk

96 63 26 61

Lars Bech Hansen Privatrådgiver lbh@vestjyskbank.dk 96 63 26 53

Mette Kjærgaard Bjerg Privatrådgiver mkb@vestjyskbank.dk 96 63 26 66

Marie Øgendahl Privatrådgiver mao@vestjyskbank.dk

96 63 26 50

Bonnie S. Nielsen Privatrådgiver udd. bsn@vestjyskbank.dk

96 63 26 60

Henrik Pagaard Erhvervsrådgiver hep@vestjyskbank.dk 96 63 26 67

Michaela tog over, da mor slap taget:

De store piger skal stadig finde tøjet i Søndervig

Ole Tang, pensioneret journalist, bosat i Skive, født og opvokset på Holmsland

Søndervigs ældste tøjbutik er på vej mod sit 25-års jubilæum

Oprettet i 2002 og siden drevet af den navnkundige Elsebeth Lyndgaard, der gik bort i december 2023 – men nu er der nye kræfter på adressen Lodbergvej 165, og det er blevet »i familien«.

Det er nemlig datteren Michaela Hørdum, der pr. 1. februar i år tog over i Butik Daniella – og i lighed med moderen brænder Michaela for »de store piger« – forstået på den måde, at hun ser forretningens berettigelse i, at den kan tilbyde tøj i størrelserne 42 og opefter.

Michaela Hørdum i den »japanske have«, som hendes mor, Elsebeth, fik etableret i forbindelse med forretningen og beboelsen på Lodbergvej i Søndervig. Foto: Ole Tang.

– Mor havde også en niche med tøj til mindre kvinder. Det har jeg »smidt ud« –jeg ønsker et rent snit, så kunderne ved, hvad vi står for, siger Michaela, der sammen med sin mand og datter har bopæl i bygningen, hvor forretningen blev etableret i 2008.

I 2002 åbnede moderen på Badevej, men hun forelskede sig i Søndervig, fik lov at bygge på Lodbergvej, og her er der så dels butik på ca. 200 kvm, dels beboelse, hvor der netop er blevet »mere plads«, fordi datteren Malika er begyndt på efterskole i Vedersø.

Den nye indehaver er til gengæld ikke ny i branchen. Trods sine kun 43 år har hun 20 års erfaring som selvstændig, og tiden er ikke blevet spildt, idet hun undervejs har haft ikke færre end syv butikker. Moderen nåede at have 18.

VILJE

– Jeg har altid brændt for tøj og mode, og jeg har ikke været bange for at arbejde. På den måde ligner jeg min mor. Hun kom fra aldeles små kår, men hun »VILLE«. Når hun satte sig noget i hovedet, så blev det gennemført, og deri kan jeg godt kende mig selv, siger Michaela, der i sæsonen har hjælp af fire ansatte, der kan deres metier, og som kommer fra Esbjerg, Odense og Århus. Desuden hjælper datteren også til i sommerperioden.

– Det er slet ikke usædvanligt, at en enkelt kundeekspedition kan tage både to og tre timer, så det kan ikke nytte noget, at ekspedienten ikke er inde i tingene, vel?

– Mine kunder er typisk ikke de lokale, og det er heller ikke tyskere. 20 pct. kommer fra Sjælland, og resten er et bredt udsnit, men hele Europa er repræsenteret. Jeg

Michaela Hørdum har sin syvende forretning i Søndervig, nemlig Butik Daniella. Foto: Ole Tang.

To generationer på samme foto. Og datteren Malika »spøger« i baggrunden og kan blive nr. 3. Foto: Ole Tang.

bruger mange ressourcer på forretningens netmuligheder, for hvor den fysiske sæson er fra påske til 1. september, er der altid gang i webshoppen. Min mor havde en lejlighed til de gode kunder, der kom langvejs fra, og som ønskede at se varerne fysisk. Det har jeg droppet, men jeg har stadig kunder, der kommer langvejs fra, og som handler i flere dage, inden vi siger farvel og tak, siger hun.

IKKE STANGTØJ

Varelageret er ikke fra Hongkong eller Ikast – nej, der handles med modehuse i Paris, Hamburg og Milano, og Michaela har samarbejde med agenter i alle større europæiske byer.

– Nettet har gjort, at man ikke konstant behøver være på farten med kufferten. Jeg har samarbejdspartnere hele vejen rundt. Vi skyper, de demonstrerer, viser frem, og vi handler sammen – uden at jeg behøver bruge tid og penge på at rejse til Italien, siger hun.

– Jeg ønsker ikke en butik med det, jeg kalder »stangtøj« – kunderne skal hos mig kunne få, hvad de ikke kan finde andre steder, og jeg er helt klar over, at detailhandlen rigtig mange steder er trængt og har det skidt. Vi er her for at udvikle os og tjene penge, slår hun fast.

– Jeg er glad for mit arbejde, men jeg vil ikke arbejde »for sjov«. Vi skal hele tiden være på vej, og om fem år står vi endnu stærkere. Vi er her for vækst og udvikling, og det er også derfor, jeg bruger mange ressourcer på internethandel, slår hun fast.

– Og her i løbet af efteråret kommer en egentlig Daniella-webshop forhåbentlig i luften, siger Michaela (udtalt medio september).

Michaela Hørdum har boet otte år af sit liv i Tyrkiet, taler brugbart tyrkisk, og datteren, der taler perfekt tyrkisk, har en tyrkisk far.

– Vi kan vist godt prale af at være en international familie, men det betyder ikke, at jeg sidder og drømmer mig bort. Jeg synes, at Søndervig er en fantastisk by. Alle kan lide Vesterhavet, og alle kan se, at byen er i vild vækst. I den forbindelse vil jeg gerne udtrykke min dybeste respekt for familien Hansen, som kom til byen for mere end 50 år siden, kunne se mulighederne, og siden har været motor i byens opblomstring, siger hun.

– Jeg kan lide dynamikken og den udskiftning af »kundehoveder«, som nye turister hver 14. dag betyder. Har du din butik i en almindelig provinsby, er det de samme hoveder, du ser ud af vinduet uge efter uge. Her er der konstant »omrøring i gryden«, og det kan jeg godt lide, siger hun.

– Det, jeg brænder for, er selvsagt min butik, og så brænder jeg for, at den store pige også skal have muligheden for at klæde sig smart.

Tredje generation?

– Jeg plejer at sige, at jeg nu »passer min mors butik«. Der er stadig masser af kunder, der har min mor i klar erindring, som spørger til hende, og som havde et virkeligt nært forhold til hende. Jeg drømmer da lidt om, at min datter vil og kan tage over »om mange år« – hun har i hvert fald interessen og muligheden, så måske bliver der også en tredje generation, siger Michaela.

– Jeg synes, vi har et godt, travlt og spændende liv. Vi er gode kunder hos GLS, og på mandag skal jeg til Paris i tre dage. Vi tager på ferie i Asien eller Mellemøsten. Jeg har en sød mand, der arbejder på en metalvirksomhed i Lem, og som kommer fra Moldova, og jeg har en glad og tegnekyndig datter på efterskole i Vedersø – og så har jeg søde kunder i hele Europa. Det må vist være, hvad man kalder et godt liv, slutter hun.

De Go' gammel Daw'

For 50 år siden

Hvordan

Viggo Andersen blev udlært skomager, stak af hjemmefra og blev alt muligt andet

Indholdsfortegnelse

Ungdomsklub i Hvide Sande

Indholdsfortegnelse 2015

Glædelig jul

Årets konfirmander

Holmsland

Tilde Bramstrup Bjerg, Martin Vestergaard Grell, Villiam Noah Holm, Mynthe Søgård Elkjær, Mikkel Juul Jensen, Mikkel Brask Jeppesen, Ida Vogt Nielsen, Liam Lystbæk Pedersen, Marie Stenderup Aarup.

Fotograf: Ukendt.

Årets konfirmander

Fotograf: Søren Palmelund.

7A fra Hvide Sande

Jacob Sarawut Thiamsa-Nguan, Noura Aae, Albert Athip Clausen, Aksel Birkekær Lauridsen, Liva Sonne Porsmose, Markus Fjord Lodberg, Melanie Stensgaard Thomsen, Oliver Fjord Lodberg, Luna Backs Vrist, Alexander Henry Jensen Laidler, Ida Lodberg Thomsen, Niels Muff, Signe Elisabeth Højbak Andresen, Jeppe Westeraa Esager, Oline Fjord Slot, Anton Degn Haug, Emma Vang Holmbo Grell, Sander Lymann Berger Tarbensen, Thelma Halkjær Kristensen, Lucas Viborg Wenneberg, Valeria Posso Valencia, Kalle Jensen.

7B fra Hvide Sande

Fryd Davine Hedegaard Thygesen, Marat Huseinau, Emma Nadjaka, Max Hundebøl Vogt, Ronja Dorthea Sørensen, Silas Damgaard Laugesen, Mie Kristine Bilberg Madsen, Oliver Vad Mørk, Matilde Falck Kirkeby, Mikkel Stage Ki, Live Ruby Backs, Malte Hedall Hansen, Mie Schjøtz Lodberg, Jens Bussey Lodberg, Ditte Overgaard Enevoldsen, Mads Paabøl, Cille Bjørnskov Rysgaard, Andreas Lodberg Madsen, Villum Ørgaard Pedersen, Andreas Lerdrup Spørring, Carl Bækkegaard.

Fotograf: Søren Palmelund.

Billeder fra året

Foto: Frederik Kirkeby. Abelines Gård tager stadig imod mange besøgende i sommerhalvåret.

Foto: Martin Kallesøe. Stien fra Mamrelund til kirkegården er blevet udbedret efter stormskader i 2024.

Foto: Jakob Gjerluff Ager. Endnu et velafviklet Åben Havn arrangement – Maritim Festival og Rejefestival i starten af sommeren.

Foto: Andreas Maciej Switzer. Et billede der viser aktivitet på Tyskerhavnen, hvor der stadig landes sild i forårsmånederne.

Foto: Privatfoto.

Rikke Bjerg bliver nr. 5 i sin aldersgruppe til Ironman 70.3 verdensmesterskaberne.

Foto: Thorbjørn Brunander Sund. En vellykket og veldokumenteret mølletransport tilbage i december 2024.

Foto: Destination Vesterhavet. Hvide Sande 2 havde premiere i foråret.

Foto: Esmark Feriehusudlejning. Esmark fejrede 60 års jubilæum i året der gik.

Foto: Presse.

Efter 54 år med slagterbutik på Nørregade så havde Slagter Aggerholm sidste åbningsdag lørdag d. 1. november.

Foto: Thorbjørn Brunander Sund. Endnu et nybygningsprojekt ankommer til Hvide Sande.

Foto: Jakob Gjerluff Ager Vestkysten er smuk på alle årstider.

Foto: Destination Vesterhavet. Fiskeauktionerne i Hvide Sande bliver ved med at være et tilløbsstykke.

Foto: Andreas Maciej Switzer. Det er få dage om året, hvor landskabet på Holmsland Klit er hvidt, men der faldt lidt sne i 2025.

Foto: Andreas Maciej Switzer. Sneen lagde sig også på stranden på Vestkysten i ca. 8 timer og så var det væk igen.

Foto: Destination Vesterhavet.

På trods af manglende destinationsmanager, så formåede Søndervig og Hvide Sande stadig at afvikle musikarrangmenter gennem sommerhalvåret.

Foto: Jakob Gjerluff Ager.

Alle elsker en solstråle og Hvide Sande – også sælerne.

Foto: Pressefoto.

En af vores lokale købmænd Michael Sangill blev udvalgt og modtog fornem hæder med prisen: Årets Retail Award 2025.

Foto: Destination Vesterhavet. Dette års tema ved Søndervig Sandskulptur var »Grønlands historie«.

Foto: Thorbjørn Brunander Sund. Nye farver til Cafe Marina og Isværket – En levende havn.

Foto: Thorbjørn Brunander Sund. Stormen Floriane som ramte kysten d. 7. januar og gav »lidt« vand på kajen.