Foto: Kirsten Thomsen
YWL O Æ KLE’T Udgives af Erhvervssamvirke Vest 2017 49. årgang
REDAKTION:
Gurli Jensen, Dorthe Frydendahl, Kåre Thomey Kristensen, Jesper Clausen Johannes Tarp, Holger Ejby Villadsen
05 K ÆRE ALLE
Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest
09 BROBYGNING
Sognepræst Daniel D. Kristiansen
13 F ISKERIETS HUS – 25 ÅR
Jonna Juul Larsen
19 K LASSEBILLEDET – HVAD BLEV DER AF ... M arie Kaalund Winther
27 FJORDSTIEN – EN AF DE ÆLDSTE NATURSTIER I DANMARK
K ristian Sand
37 » HVIDE SANDE«
K arl Kristian
3 9 6 960 GENERATIONSSKIFTE – MOD PÅ FREMTIDEN
Fire unge mennesker fortæller om lysten til at etablere sig i Hvide Sandes handelsliv H ans Peder Thøgersen, Esben Thomey Kristensen, Michael Sangill, Sorina Lea
47 M IT LIV MED ATLETIK
K irsten Onsberg
55 VE JLGAARD I NR. LYNGVIG Jens Nicolai Vejlgaard
65 K LEGOD KØBMANDSHANDEL – MIE OG NIELS LAURIDSEN Ole tang
76 ÅR ETS KONFIRMANDER
80 B ILLEDER FRA ÅRET
Henvendelse vedr. forslag til artikler. Skriv til: Gurli Jensen – jenseng@live.dk • K åre Thomey Kristensen – kaare.thomey@hotmail.com Dorthe Frydendahl – d_frydendahl@hotmail.com • Johannes Tarp – johannestarp@mail.dk Holger Ejby Villadsen – ejbyvilladsen@gmail.com
Henvendelse vedr. annoncer. Skriv til: Jesper Clausen – jc@jc-revision.dk
Læsernes »Billeder fra året« modtages gerne. Send til: Johannes Tarp – johannestarp@mail.dk
Nordhavnskaj 3 6960 Hvide Sande
Tlf. 9712 6600 Mail: mj@adv-eegholm.dk
MOGENS JEPSEN RENÉ KNUDSEN JEPPE HAMMER KIM STENSGÅRD
Tlf. 2099 0282 www.ps-murer.dk
Alt murerarbejde udføres
Kvalitetsarbejde til en god pris – 12 års erfaring i murerfaget
NAf: Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest gamle Ywl o æ Kle’t. Annoncer og julehilsner og egnshistorie.
udetjuligen og nudetjuligen … og julen kommer lige pluds’lig gennem de seneste 49 år, når Ywl o æ Kle’t er kommet ind ad døren, for da går det op for en, at det er ved at være ved den tid. Der er selvfølgelig også mange andre tegn på, at julen nærmer sig. Et af dem er, at julebelysningen kommer op i lygtepælene.
Der har været julebelysning i Hvide Sande siden vistnok engang i ’60erne oprindeligt finansieret ved bl.a. Hvide Sande Handels- og Håndværkerforenings juletombola. I 1969 søsatte foreningen et julehæfte til alle i kommunen, hvor handlende og håndværkere gennem annoncer kunne reklamere for deres varer, gøre opmærksom på deres eksistens og ønske glædelig jul, men hæftet skulle også have et andet formål – det skulle fortælle egnshistorie – det blev til Ywl o æ Kle’t. Senere blev Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening til Erhvervssamvirke Vest, men julebelysningen er kommet op og blevet taget ned igen; den er vedligeholdt og indimellem udskiftet og skiftende tiders krav til el-installationer er blevet imødekommet. Ywl o æ Kle’t har gennem alle foreløbig 49 år finansieret julebelysningen. Rør blot ikke ved …
Som man kan forvisse sig om, er der heller ikke rørt ved de grundlæggende temaer i vores
Der sker meget på vores egn gennem årene. Vi kan se, handel, håndværk og turisme boomer og har gjort det nogle år nu – det er mange steder svært at skaffe folk nok. Det er vel nok et luksusproblem, og det er da heller ikke sådan, at skolerne er fyldt til bristepunktet. Skal vi have dem fyldt op igen, skal vi skabe gode vilkår for tilflytning. Det handler om – måske paradoksalt – at skabe flere arbejdspladser, at sikre gode skoler og daginstitutioner og i det hele taget kernevelfærd og hjælpe mennesker, som flytter hertil, med at slå rod.
Vi har lige oplevet en valgkamp, med blandt andet synspunkter om at skattekroner skal bruges på kernevelfærd fremfor erhvervsudvikling. Det er nok en kalkule, politikere er meget opmærksomme på, og man k an vel ikke helt komme fri af at tænke på den gamle historie om hønen og ægget og dens pointe om at tingene hænger sammen: man kan ikke have – eller få – det ene uden det andet.
Til gengæld kan man vel nok regne med at man kan veksle erhvervslivets udvikling til mere velfærd, fordi omsætning skaber skatteprovenue, og det bringer mig tilbage til en gammel sag, som konferencieren plejer at sige til ÆWL O Æ KLET – der også årligt rister en egnshistorisk rune:
Hvor meget udvikling vil vi have? Det har først og fremmest handlet om hvor meget plads – og hvilke pladser – vi vil have, turismen skal optage. Et bud kunne være hverken mere eller mindre end at 3 betingelser alle er opfyldte: At de erhvervsdrivende er glade, at gæsterne er glade og først og fremmest at vi, der bor her, er glade. Jeg tror, det er vigtigt at få de tre til at gå op i en højere enhed, når nye spændende projekter skal søsættes.
Og så vil jeg gerne søsætte en stor tak til annoncører, skribenter og ikke mindst udvalget bag Ywl o æ Kle’t. Uden jeres engagement havde det ikke været muligt igen i år at udsende julehæftet.
Til slut vil jeg på bestyrelsens vegne ønske alle glædelig jul og godt nytår.
Rødspættevej 5 . 6960 Hvide Sande . Tlf. 97 31 13 55 . www.thorfisk.dk
Af Sognepræst
Daniel D. Kristiansen
Men det skete i de dage i november engang … at klapbroen i Hvide Sande måtte lukkes, fordi der skulle graves en tunnel under Søndergade. Og ingeniørtropperne fra Skive kom til byen for at etablere en midlertidig bro over slusekanalen.
Broen så ærligt talt noget spinkel og skrøbelig ud, syntes jeg. Særligt da den lå på kajen i dagene op til operationen. Ville den virkelig kunne holde? Kunne den bære? Jeg var lidt spændt på, om alle konfirmanderne nu kunne komme sikkert frem, når de skulle passere denne skrøbelige bro for at komme »til præst«.
Men da først broen stod der, virkede den jo stabil, fast og sikker – og oven i købet næsten flot; som en miniudgave af den gamle Lillebæltsbro. Et imponerende lille bygningsværk, som ingeniørerne fra Skive fik sat op på få dage. Broen kunne bære selv de tungeste lastbiler, der skulle gennem byen.
Julen handler om en brobygning, som end ikke de mest erfarne brobygningskonstruktører ville kunne skabe. To verdener, som var adskilt af den dybeste kløft, gjorde julen det pludselig muligt at forbinde. Julen handler om, at Gud selv byggede en bro – fra sin himmel og ned til os.
Julens budskab er lidt som med broen over slusekanalen: På en måde ser den meget skrø-
Udlej dit feriehus lokalt
Feriepartner Hvide Sande er ejet af Holmsland Klit Turistforening som udvikler og støtter initiativer, aktiviteter og events der skaber liv i lokalområdet.
VORES OVERSKUD GÅR BL.A. TIL
#Vinterbadefestival
#WATERZ
#Sildefestival
#Sportsfiskercenter
#ART56
www.feriepartner.dk/hvide-sande
belig ud. Et lille sårbart, klynkende spædbarn, der fødes og lægges i armene på en fattig mor. Kan det bære? Holder det? Samtidig hører vi, at der er styrke og stabilitet og sikkerhed forbundet med julebudskabets brobygningsprojekt. Herrens engel med Herrens herligheds stråleglans lyser gennem natten, da julebarnet fødes. Himlen skælver, stjernerne drejer sig og englene synger: Ære være Gud i det højeste – og på jorden! Gud i det højeste ... og på jorden, sang de. For nu er Gud kommet fra det høje – til os på jorden. Gud er selv gået over broen til os.
I 2017 har vi fejret 500-året for reformationen. Reformatoren Martin Luther kredsede om dette »imponerende bygningsværk« af en bro, som blev bygget, da Kristus kom til jorden. Stort og imponerende – men samtidig med en underlig skrøbelighed. I sin store julesalme »Lovet være du Jesus Krist« beskriver Luther denne dobbelthed, at kongernes konge og herrernes herre nu blev et lille skrøbeligt barn: Du, som har skabt og styrer alt, blev dog på skød barnlille kaldt. O, Gud ske lov!
Julens brobyggeri betød, at forbindelsen mellem Gud og mennesker blev genetableret. Tør vi gå over den skrøbelig bro? Frygt ikke, lyder julebudskabet. Vi behøver ikke være bange, for brobyggeren selv er kommet os i møde. Han er gået over broen til os, for at tage os med hjem til sig. Luther fortsætter i salmen: Konning er du blandt konger bedst; ånders konge blev støvets gæst, fører os op fra skyggedal hjem til sin lyse kongesal. O, Gud ske lov!
Glædelig jul!
Kløvermarken 10, Kloster – 6950 Ringkøbing
Stormgade 6 – 6960 Hvide Sande
www.anywhohair.dk
Tlf. 9733 7300
Kan du li’ lugten i bageriet - Det ka’ vi, og derfor er der en duft af friskbagt kvalitetsbagværk flere gange dagligt fra
v/ Martin Thygesen 6960 Hvide Sande e-mail: info@hvidesandebageri.dk
Tlf. 97 31 10 32
Husk! Hele december måned: Friskbagte brune kager, pebernødder, klejner og sukkerkringler - hver dag
Vi ønsker alle vore kunder en rigtig glædelig jul og et godt nytår
FAf Jonna Juul Larsen
iskeriets Hus er endnu en historie om en befolkning der stod – og står – sammen om at nå et mål.
Jeg har været med, næsten hele vejen, og må sige, det har ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke der havde været en god bred opbakning i blandt alle de lokale.
Fiskeriets Hus.
Da ideen om et Fiskeriets Hus i 1988 blev fremlagt af Gert Alsted på et borgermøde i Hvide Sande Hallen, blev en gruppe af frivillige sammensat fra alle grene af handels- og foreningslivet på Klitten + et par uvildige. I alt 9 personer arbejdede stædigt i 4 år på at samle penge sammen. Et par gange dog med det eneste på dagsorden, at nedlægge projektet, –men når der så var en enlig mor, der havde doneret 500 kr. kunne man jo ikke stoppe.
Projektet blev en realitet, bl.a. med hjælp fra de lokale håndværkere, der var helt med på, at der ikke måtte overskrides i budgetterne.
Da vi kom til åbningsdagen havde mere en 200 personer skrevet sig for x antal frivillige arbejdstimer, hvert år i tre år. Og siden da, har mange bidraget på forskellig vis. Bl.a. med at indlevere genstande og billeder, som vi har samlet og arkiveret. – en del af husets formål er at bevare egnens historie.
Søsætning af havskibet 9. juni 1996.
Vore fiskere både fra fjord og hav har bl.a. hjulpet med levende fisk til akvariet, fisk til foder og fisk til formidling af skoleklasser. En kæmpe opgave som vi ikke kunne have gjort alene.
Foreningen »Husets Venner« blev dannet på åbningsdagen den 15. april 1992, og er en støttegruppe, som udover at have årskort til Huset, også laver arrangementer som banko, fiskebuffet, julemarked og foredrag, for at samle
penge ind til Fiskeriets Hus, men hjælper også med vedligehold af forskellig art.
I årene 1993 til 1997 blev havskibet bygget. Det startede som et projekt sammen med produktionsskolen, men eftersom arbejdsressourcerne var begrænsede gik de ansatte i Fiskeriets Hus ind og gjorde det færdigt. I 1997 blev skibet søsat og der blev dannet et bådelaug, en arbejdsgruppe under Husets Venner. Bådelauget var bl.a. med til filmoptagelserne af TVMidtVest’s spillefilm »Guds Børn«. Havskibet »Thomas« har siden søsætningen hver sommer sejlet på Ringkøbing Fjord og mange gange været i Limfjorden for at deltage i Limfjorden Rundt.
Der har været op og nedture undervejs, og på et tidspunkt kom Husets Venner for alvor ind på side linjen og var med til at starte kaffestuens frivilliggruppe op. Gruppen fungerer stadig og er en stor hjælp til at holde kaffestuen åben hen over sommeren.
Fra Fiskeriets Hus har vi, og deriblandt jeg selv, lavet mange guidede ture rundt i byen og besøgt virksomheder. Virksomhederne har altid været og er stadig meget imødekomne, og åbner deres døre i den udstrækning det kan lade sig gøre. Vi har dermed både kunnet vise voksne og skolebørn, hvilke fantastiske historier Hvide Sande byder på. Alt hvad der har med vand, fiskeri og søfart er en verden, som
ikke ret mange kender til. Det er derfor meget spændende at kunne give gæster et lille indblik i den dagligdag vi er tæt på, når der laves busudflugter eller holdes ferie i området.
Marineforeningen har i mange år været en naturlig del af huset, og foreningens genstande en del af den daglige udstilling. Medlemmerne kommer her den første lørdag i måneden for kammeratligt samvær, og har Fiskeriets Hus brug for en hjælpende hånd, går man ikke forgæves.
For mere end 10 år siden opstod der en foredragsgruppe »Maritim Viden«, som over årene hver vinter har afholdt 6-8 spændende og in-
Blæksprutte.
formative foredrag om alt indenfor det blå Danmark. Vi kan se, det har gjort Hvide Sande kendt, … folk kommer langvejs fra for at høre foredragene.
Samarbejdet med en bred vifte af foreninger og kulturinstitutioner med masser af frivillige både i Hvide Sande, men også rundt om fjorden og ud i landet har været meget givende og lærerigt.
Tusind tak til alle de forskellige personer der i de forgangne år har været forbi / indover Fiskeriets Hus, og som på hver deres måde har bidraget til det Fiskeriets Hus er i dag.
Rigtig glædelig jul til alle
I foråret 2017 besøgte klabautermanden Fiskeriets Hus som en digitaliseret sagnfigur. Museets gæster kunne snakke med klabautermanden og få historier fra tiden med sejlskibe.
Projektet var et samarbejde med Holstebro Museum, Nationalmuseet og Fiskeriets Hus.
Først og fremmest en stor tak til Ywl o æ
Kle’t for at have haft mig i tankerne til dette års udgave af »Hvad blev der af …«. At sidde og skrive indlægget har været som at
tage en tur ned af memory lane, hvor mange episoder fra barn- og ungdommen er kommet op til overfladen igen.
Tilbage i 2004 flyttede jeg efter adskillige »udenlandske svinkeærinder« fra den trygge tilværelse i Hvide Sande til hovedstaden. Det var noget af en omvæltning at skifte postnummer 6960 ud med 2000. Jeg bor stadig i K øbenhavn, men der går ikke en dag, uden at jeg bliver mindet om mine vestjyske rødder.
9. b 1998/99
I ringen:
Marie Kaalund Winther Klasselærer Winnie Spanggaard.
Indtil 2004 var Stormgade en fast del af min dagligdag. Her boede jeg med mine forældre, Susanne og Niels Jørgen Winther, og min yngre bror Anders. Størstedelen af barndomsårene gik på Hvide Sande Skole, hvor jeg afsluttede 9. klasse, og en meget stor del af fritiden (uden overdrivelse) blev brugt på Lyngviggaard Ridecenter.
Dyrlæge eller journalist?
Det meste af min ungdom var jeg sikker på, at min faglige vej skulle gå enten a) dyrelægevejen eller b) i den journalistiske retning. Jeg har alle dage elsket dyr, men har også altid holdt af at skrive og været »nysgerrig«.
Heldigvis bliver tingene ikke altid som planlagt, for jeg er ret sikker på, at mine kompetencer er lagt bedre andetsteds end som dyrlæge eller journalist. Efter endt studentereksamen på Ringkøbing Gymnasium valgte jeg som så mange andre af mine klassekammerater at tage et sabbatår. Det blev dog ikke blot et enkelt »udviklings-år«: Det blev til adskillige.
Vejen for mig blev rejselederverdenen. Fem sæsoner i sneen på Geilo i Norge for Thingg aard Rejser, jeg elskede det og var som en fisk (fra Hvide Sande) i vandet. Om sommeren arbejdede jeg i Feriepartner Danmark og på turistbureauet som såkaldt »sommerfugl«, hvor det tyske sprog kunne holdes ved lige. Her kan jeg særligt takke HD (red. Henning Davidsen), som gav mig chancen for at udvikle mine kompetencer inden for servicefaget.
Efter nogle år blev jeg af naturlige årsager »tvunget« til at tage stilling til fremtiden, – jeg kunne jo ikke blive ved med at udskyde »operation uddannelse«. De fleste af mine gamle klassekammerater fra både folkeskolen og gymnasiet var allerede godt i gang med at forme deres fremtid enten i form af læreplads eller videregående uddannelse.
Valget faldt på CBS i København og uddannelsen »international erhvervskommunikation« med tysk som hovedsprog. Jeg blev optaget, flyttede som tidligere nævnt til postnummer 2000, og begyndte på min bachelor. Men jeg vil være ærlig at sige, at jeg ikke gav det en chance. For allerede på introdagen blev jeg enig med mig selv om, at skolebænken nok alligevel ikke var noget for mig, selvom jeg hele min barn- og ungdom elskede at gå i skole.
Det er sjældent, at jeg ikke fuldfører et projekt, og jeg tror, at jeg stadig den dag i dag har rekorden i at sige hurtigst »farvel og tak« på CBS. Hvad så nu? Ja, gæt engang! Et opkald til »mit Geilo« førte mig et par sæsoner tilbage i sneen, hvor 2006 skulle blive finalen – mange vil nok sige: langt om længe.
Rejsebranchen bliver min levevej
Når jeg nu ikke skulle sidde på skolebænken, så tog jeg en beslutning om at blive i rejsebranchen, hvor jeg efterhånden følte mig på hjemmebane, selvom jeg stadig havde meget at lære som 23-årig vestjyde. Jeg higede efter at få et
bedre indblik i branchen, der de seneste år havde givet mig en god start på rejselivet.
Jeg var heldig at komme ind til én af branchen stærkeste brands, nemlig Albatros Travel. Her kunne jeg udvikle mig inden for en helt ny genre, for ligesom i dag var Albatros Travel også i 2007 markedsledende inden for grupperejser. Her fik jeg smagt på nye rejsemål som Kina, Mexico og Italien. Selvom det var med fast plads på kontoret og ikke ude i marken, så elskede jeg miljøet, kollegaerne og pulsen. Her var der højt til loftet, og det kollegiale sammenhold var uden sidestykke. Jeg gav mig 120% og fik mindst ligeså meget igen i form af kendskab og erfaring. Albatros Travel har i den grad været en god læreplads.
Når kærligheden kommer snigende … Som tidligere nævnt bliver tingene ikke altid som planlagt. Det gælder også kærligheden. For en dag løb jeg ind i Lars. Han havde også en fortid i branchen og med godt 10 års aldersforskel, havde han allerede prøvet mange flere felter inden for rejseverdenen end jeg, og han var slet ikke færdig med at afprøve nye, faglige udfordringer. Derfor valgte han at springe ud som rejsebureaumedejer, da han i 2007 sammen med en kompagnon købte den lille nichevirksomhed ved navn PortugalBureauet beliggende i hjertet af København. De efterfølgende år blev nogle af de mest skelsættende, for ud over at være nyforelsket, så opstod der også en kærlighed til et land, som indtil da havde været helt ukendt for mit vedkommende: Portugal.
Derfor valgte jeg i 2009 at forlade min arbejdsplads og ikke mindst mine fantastiske kollegaer hos Albatros Travel for at begynde et nyt kapitel hos PortugalBureauet. Dermed var alle amoriner samlet ét sted.
Fra iværksætter på fuld tid til kortvarig »løsgænger« Jeg blev hurtigt en del af iværtsætterlivet i PortugalBureauet. Det vil sige arbejde med stort A. Vækkeuret blev stillet til kl. 06, og der blev sagt »godnat« et godt stykke efter midnat. Dagene var lange, meget lange – men ikke desto
mindre sjove og udfordrende. Vi var et lille team på bare fire personer til at begynde med: Susete, Gitte, Lars og jeg.
Selvom det er relativt få år siden, så blev de mange arbejdstimer brugt på gæster i butikken, sende en fax til hotellerne med en ny reservation, tilbudsgivning, sende afrejsemateriale, udstede flybilletter, frankere breve (alt blev dengang sendt med post og ikke mail), spæne afsted på cykel til PostDanmarks hovedcentral i København inden lukketid ved midnat m.m. Kort og godt: Alt blev lavet manuelt, selvom både the world wide web og e-mailen var opfundet, men gæsterne var endnu ikke klar til den digitale bølge (og vi var heller ikke). Men vi havde det sjovt, og fællesskabet var fantastisk – alle i teamet brændte for at arrangere gode rejseoplevelser.
I løbet af kort tid fik vi så relativ meget tilløb i rejsebranchen, at vi opkøbte endnu et rejsebureau ved navn Kulturrejser Europa. Ligesom PortugalBureauet var det en eksisterende enmandsvirksomhed, men denne gang med speciale i grupperejser til de sydeuropæiske lande som Spanien, Italien og naturligvis –Portugal. Teamet af kollegaer voksede. Hurtigt. Pladsen på kontoret i Lavendelstræde blev for trang, og vi rykkede teltpælene op og flyttede sammen med de nu 12 øvrige kollegaer til Studiestræde i store, fine lokaler, hvor Lars og jeg nød dagligdagen et par sæsoner mere i firmaet, inden Lars i 2012 solgte sine andele, og vi valgte begge to at forlade det projekt, som vi sammen havde bygget op.
Efter salget af vores elskede PortugalBureauet og Kulturrejser Europa står vi reelt med alle muligheder for vores fødder. Skal vi købe drømmelejligheden, skal vi flytte til udlandet eller skal vi tage på jordomrejse?! Spørgsmålene er mange. Vi tyr det til, som vi føler os mest sikre i – nemlig at drive rejsebureauvirksomhed.
Dog har Lars en klausul og kan derfor ikke være med i det nye eventyr lige med det samme. Jeg er derimod »en fri fugl« og kan selv bestemme, hvordan jeg vil forme min fremtid. Valget falder på Hideaways. Denne gang er det ikke som opkøb af en eksisterende virksomhed, men derimod at bygge et helt nyt
Nordhavnskaj 31 – 6960 Hvide Sande
Tlf. 9731 2710 – www.lystfiskeren.dk
brand op fra bunden med et koncept, som ikke tidligere er set i den danske rejsebranche.
Det lyder måske ikke til at være en større operation, men jeg kan garantere, at det nok er den hårdeste »fødsel«, som jeg nogensinde kommer til at opleve. Heldigvis har jeg to af mine tidligere kollegaer med fra Kulturrejser Europa, nemlig Mikkel og Simon. Vi er et godt trekløver, da vi afdækker virksomhedens basale behov. Mikkels force er inden for marketing, Simon er IT-mand og jeg selv er inden for salg og produktion. I slutningen af 2012 stifter vi sammen Hideaways, og herfra er der at sige: Let the show begin!
Omdrejningspunktet i Hideaways har siden den spæde begyndelse været at håndplukke små, charmerende hoteller i Sydeuropa. Altså hvor vi personligt selv rejser ud, besøger og blåstempler produktet. Det kan være alt fra en vingård i Toscana, en finca i bjergene på Mallorca til et boutiquehotel i vandkanten på Algarvekysten. Ens for alle hoteller er, at det er steder, som vi selv har lyst til at vende tilbage til som feriegæst. DNA’et i Hideaways er nemlig, at vi fravælger produkter, som vi personligt ikke selv synes om – vores gæster skal have tillid til, at Hideaways leverer varen, uanset om de vælger Grækenland, Spanien, Italien eller et af de øvrige rejsemål i programmet (og »naturligvis« er Portugal også med på den liste).
Tid til familieforøgelse
Resten af branchen begynder at få øje på Hideaways som en ny spiller på markedet. Vi har en personlig profil, hjemmesiden er som den første i Danmark responsiv (det vil sige tilpasset til computer og mobile enheder på samme tid), og hotellerne er valgt ud fra helt særlige kriterier og kan bestilles online med et enkelt klik (næsten da). Det skaber opmærksomhed, også ude i den store verden.
Hideaways bliver nemlig kontaktet af det europæiske netværk, Charming Travel Network. Det tager vi som en blåstempling, for medlemmerne i foreningen er højt respekterede rejsebureauer, der har en anderledes profil sammenlignet med andre gode kollegaer i branchen. Et af medlemmerne er In-Italia med speciale i netop Italien, der har til huse på Slotsgade på Nørrebro.
Vi mødes med de to ejere og bliver hurtigt enige om, at der er mange fællestræk, selvom det er to vidt forskellige virksomheder. Et møde bliver til flere, og til slut ender det med, at vi slår pjalterne sammen og stifter et fælles selskab, hvor In-Italia og Hideaways fortsat drives som to forskellige enheder, men hvor vi udnytter hinandens forcer. Selvom jeg fortsætter som ansvarlig for Hideaways og er hovedaktionær i begge selskaber, så mangler vi en direktør til det nye moderselskab.
Valget falder på Lars, hvis konkurrenceklausul nu er udløbet, og han vil være den r igtige mand til posten. Siden sommeren 2015 har vi dermed genoptaget hverdagen fra at være »kun kærester« i en periode til også at være kollegaer. De fleste i min omgangskreds har svært ved at forstå, at »mand og kone« kan arbejde sammen. Måske er det på grund af vores forskelligheder. Vi er som dag og nat. Han er spontan og risikovillig. Jeg er derimod »Ordnung muss sein« (for at blive i det tyske sprog) og tryghedsnarkoman. Uanset hvad så er vi hinandens modpoler og presser hinanden til det yderste, og det fungerer perfekt, selvom det også betyder, at vi går op og ned af hinanden dagen l ang. Men efter næsten et årti sammen har vi for længst fundet rytmen og kan nærmest ikke fungere uden at have denne pingpong i dagligdagen.
Den personlige service beholdes på trods af vokseværk
Når jeg ser tilbage på de seneste fem år af Hideaways’ levetid, så må jeg også erkende, at det er med en vis form for stolthed over resultatet, selvom det nogle gange føles som om, at vi først lige er begyndt. Vi er gået fra at have 100 til op mod 7.000 rejsende om året (og i tillæg med gæsterne fra In-Italia er det ca. 40.000 gæster pro anno at have ansvaret for), og en rigtig stor procentdel er gengangere. På trods af denne vækst, så er vi stadig på fornavn med vores stamgæster, selvom de, modsat tiden i PortugalBureauet og Kulturrejser Europa, bestiller rejsen online på hjemmesiden. Den personlige kontakt kan vi slet ikke undvære i dagligdagen. Måske er denne personlige kontakt noget, som jeg har taget med mig fra min opvækst i Hvide Sande, hvor man er på fornavn med de fleste?
Væksten er dog ikke noget, vi er kommet sovende til. Nærmere tværtimod fristes man til at sige. Det kræver blod, sved og utallige arbejdstimer. Derudover skal man have tålmodighed ad libitum og troen på, at det nok skal lykkes. Også selvom det betyder, at man i perioder undervejs giver afkald på alt, hvad der hedder privatliv og fritidsfornøjelser.
På dette punkt har jeg været utrolig privilegeret. For både min familie og mine venner har bakket op og været der for mig, selvom jeg oftest ikke har haft tid til at være der for dem. Med en arbejdsuge på til 80-100 timer, så er det begrænset hvor meget overskud, der er tilbage sidst på dagen.
Derfor har jeg også altid elsket at komme »hjem« på besøg i Hvide Sande, selvom det sker alt for sjældent. At komme hjem til mors kødgryder, at gå en tur i klitterne og få vind i håret fra Vesterhavet er som en vitaminindsprøjtning for krop og sjæl. »Her kan jeg føle mig fri og let ...«
Til trods for, at Hideaways altid vil være min lille baby, så er virksomheden skudt i vejret og er blevet stor og stærk med et fantastisk team af engagerede kollegaer. Faktisk gentager historien sig fra tidligere, for nu er Hideaways (sammen med søsterselskabet In-Italia) vokset ud af de nuværende lokaler og flytter fra Slotsgade på Nørrebro til København K – tiden står aldrig stille i en dynamisk virksomhed, og det er da også det, der gør hverdagen så spændende og alsidig.
Vokseværket og succesen har desuden medført, at privatlivet og fritidsfornøjelserne, efter en periode på standby, nu så småt kan genoptages. Derfor er det nu blevet »pay back time«, og det er en fantastisk følelse efter adskillige år som iværksætter at få muligheden for at prioritere venner og familie i kombination med livet som passioneret rejsebureauejer.
Har jeg fortrudt, at størstedelen af mit voksne liv er gået med at bygge op, tage chancer og arbejde dag og nat? Svaret er nej med stort N. For det er den største tilfredsstillelse at se det, man brænder for, lykkes. At være iværksætter betyder også, at man på mange måder sidder på skolebænken og hele tiden lærer nyt. Så selvom jeg ikke fik gennemført uddannelsen på CBS, så føler jeg alligevel, at jeg har mange gode værktøjer som autodidakt med i bagagen, og jeg kan kun opfordre andre til at »hoppe ud i det«, hvis lysten og muligheden byder sig.
1000 tak for opmærksomheden. I ønskes alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår!
Suptropisk badeland åbent for alle. Lodbergsvej 245 • Søndervig • 97 33 92 00 www.danland.dk • www.dancenter.com
DAf Kristian Sand Fhv. chefredaktør, Jagtvej, Gammelsogn
en snart 100 år gamle fjordsti fra Ringkøbing til Søndervig er mere populær end nogensinde. Antallet af fodgængere, løbere og cyklister slog alle rekorder i 2017. Måske en naturlig trend hos de motionsglade danskere og turisterne – men nok også på grund af den nye sti på Bagges Dæmning, hvor der for et par år siden blev etableret en direkte forbindelse fra Fjordstien til Holmsland Klit. Det kølige og blæsende vejr hen over sommeren 2017 indbød jo heller ikke til det helt store badeliv på stranden, s å sommerhus-folket valgte i stedet ofte en tur til Hvide Sande eller Ringkøbing på cyklen.
F jordstien er en af de ældste anlagte gangog cykelstier i den danske natur. Idéen opstod i Turistforeningen for Ringkøbing og O megn, hvor man have emnet på dagsordenen i begyndelsen af 1918. Målet var en mere d irekte rute til havet end den gamle grusvej med omkring 20 sving på strækningen gennem Gammelsogn og Nysogn. Og det var den almindelige mening, at en sti gennem det naturskønne område langs fjordbredden også kunne blive et turistmæssigt aktiv i fremtiden.
I marts 1918 besluttede Turistforeningens bestyrelse så at gå i gang med opgaven. Amtsvejinspektøren foretog en besigtigelse og beregnede omkostningerne til at blive cirka 1000 kr., hvilket viste sig at være et betydeligt fejlskøn, idet de samlede udgifter rent faktisk blev ca. 37.000 kr.
Jordarealerne, som stien skulle anlægges på, tilhørte 33 lodsejere samt Gammelsogn Kirke. Alle blev indbudt til et møde med Turistforeningens bestyrelse i 1919. Langt de fleste havde en positiv holdning til projektet, idet kun seks af de tilstedeværende fremsatte kritiske bemærkninger.
Dermed var vejen banet for et videre forløb, hvor Turistforeningen erklærede sig villig til at finansiere projektet, såfremt man kunne få ret til at opkræve bompenge.
Der nedsattes et arbejds- og forretningsudvalg med tre medlemmer fra Ringkøbing Byråd og tre medlemmer fra Turistforeningen – overbanemester H.J. Knudsen, sygehuslæge A.J. Fogh-Nielsen og redaktør N.F. Marcussen samt bogtrykker Louis Rasmussen, købmand Peder Noes og landinspektør P. Ryge Hasselbalck. Peder Noes valgtes som formand – en post, han bestred i 20 år.
Den stiplede linje langs fjordbredden viser stiens forløb. – 1: Parkerings- og rasteplads ved stiens udmunding ved hovedvejen mellem Ringkøbing og Søndervig. – 2. Fugletårn. – 3: Pumpestation. – 4: Bomhuset. – 5: Gammelsogn Kirke. – 6: Spejderhytterne. 7: Her stod Gammelsogn Mølle, indtil den blev revet ned i efteråret 1949. Møllen havde ligget på dette sted i 267 år.
Der blev udarbejdet en deklaration, som samtlige lodsejere underskrev den 10. december 1919. Teksten havde følgende ordlyd:
»Vi underskrevne Ejere af de Jordlodder, der er beliggende fra Holmsland Bro langs Fjorden til Dæmningen ved Søndervig, tillader herved, at der på Ejendommens Tilliggende anlægges en Cykle- og Spaseresti på følgende betingelser:
1 At Deklarationen udstedes til Ringkøbing Kommune.
2. At Stiens Bredde ikke overstiger 6 Alen.
3. At Stien saavidt muligt anlægges langs Fjordskrænten ovenfor denne, men med en saadan Beliggenhed, at man sikrer sig imod Oversvømmelser.
4 At Stien skal være forbeholdt Cyklister og Fodgængere. Hunde maa ikke medtages.
5. At al Forulempelse af Sognets Beboere under disses Færdsel over og ved Stien og speciel under disse Badning i Fjorden er strængt forbudt og vil blive straffet efter Lovene.
6 A t Fædsel udenfor Stiens Omraade uden Ejerens Tilladelse ikke er tilladt.
7 At der angaaende Punkterne 4, 5 og 6 anbringes Opslag ved begge ender af Stien.
8 At Ringkøbing Kommune paatager sig fuld Erstatningspligt overfor de Skadelidte i tilfælde af, at medbragte Hunde skulde skam- eller ihjelbide et eller flere af Lodsejernes Faar eller Lam.
9. At der opstilles 2 à 3 Plankeværksdækninger til brug for de af Holmslands Beboere, som ønsker at bade i Fjorden, således at Af- og Paaklædningen kan foretages ugeneret af Færdselen.
10. At samlige Lodsejere samt disses Hustruer, Børn og Tyende til enhver Tid skal have adgang til vederlagsfri Færdsel ad Stien.
11. At Ændringer i Bestemmelserne kun kan ske med Samtykke af samtlige Lodsejere.
12. A t Arbejdskørselen imod lige Tilbud fortrinsvis tilbydes de af Lodsejerne som ønsker samme.
En Færdselsret som ovennævnte er vi og fremtidige Ejere af de paagældende ejendomme er pligtige at respektere og skal om fornødent taale, at nærværende Deklaration thinglæses på Ejendommene som servitutstiftende«.
Følgende foreninger har fået tilskud fra Klittens Borgerforening i 2017:
MC Westå
Feriepartner – mrk. Børnenes Trafikskole
Frivillige på Radio Klitholm
Frivilliggruppen
Turistkirke
Støtteforeningen til Klittens Børnehus
FDF
Sudan Genbrug
Hvide Sande Atletik
Klittens Rejseforening
Åben Havn – musik.
Hvide Sande Skole – 5.B
Fiskeriets Hus – 25 års jubilæum
Hvide Sande Masterclass
Late Summer Festival
Fjordglimt
Fjordglimts Venner
Frivilligruppen på Anker Fjord Hospice
Boldklubben Klitten
Foreningen Havnen, toiletbygning
Vi har i alt i 2017, udbetalt kr. 118.534,- til foreningslivet i Hvide Sande.
I år gik initiativ/ildsjæleprisen, som er kr. 5.000,- + et diplom, til Kristian Rønn, for hans store arbejde i vandsportsforeningerne.
Støt udviklingen og foreningslivet på Klitten og bliv medlem af Klittens Borgerforening. Info og medlemstegning på www.klittensborgerforning.dk
Fra Ringkøbing-siden starter Fjordstien ved Jagtvej. Skiltet fortæller, at det kun er tilladt at gå, løbe og cykle på Fjordstien, som er sti nr. 4 i Danmark og en del af sti-systemet »760 Fjorden rundt«.
28 lodsejere skænkede jorden
28 af de 33 lodsejere skænkede jorden til stiprojektet, mens de fem øvrige fik en erstatning på sammenlagt 1500 kr.
Arbejds- og forretningsudvalget gik derefter i gang med at skaffe pengene til anlægsarbejdet. Ringkøbing Kommune gav et tilskud på 6000 kr., der indkom 13.000 ved private indsamlinger, og ved basarer havde man en indtægt på godt 11.000 kr. Restbeløbet blev lånt i de lokale banker.
Udgifterne fordeltes således:
og jævning 3.500,00 58 favne grus – køb og kørsel
Harpning, hakning, spredning
Diverse udgifter
Hertil kom tromling, forrentning af lån samt anskaffelse af skilte, så den samlede udgift blev cirka 37.000 kr.
Stien blev anlagt i en bredde af 3 meter med 4 cm ler og 4 cm grus. Arbejdsstyrken var på 12 mand. Murermester Sivertsen forærede stiprojektet en vejtromle, som var hugget ud af én stor granit-sten og var tyndest på midten, så stien blev højest inde på midten. Den var for tung til at kunne vendes, så der var monteret træk på begge sider, og den blev trukket af fire heste.
Anlægsarbejdet var færdigt først på sommeren 1921, og stien blev straks taget i brug. Turistforeningen havde ansvaret for drift og vedligeholdelse. Allerede i foråret 1922 havde man alvorlige økonomiske problemer, fordi isskruninger havde ødelagt dele af stien i vinteren 1921-22. Der måtte foretages nye indsamlinger, og Ringkøbing Byråd bevilgede 500 kr. til istandsættelsen.
Bogtrykker Louis Rasmussen, Ringkøbing, var blandt initiativtagerne til Fjordstien, idet han var en af Ringkøbing Turistforenings tre repræsentanter i arbejds- og forretningsudvalget, som blev nedsat i slutningen af 1919. Han var medlem af udvalget, indtil det blev opløst i 1939. På dette tidspunkt overtog Turistforeningen driften og vedligeholdelsen af Fjordstien, og da Louis Rasmussen var formand for Turistforeningen, var det fortsat ham, der sørgede for stiens vedligeholdelse. Op i 1960’erne og 1970’erne gjorde Turistforeningen en ihærdig indsats for at få Ringkjøbing Amt eller Holmsland Kommune til at overtage stien, og amtet forsøgte at få stien gjort offentlig, men det lykkedes ikke. I 1971 trådte Holmsland Kommune til og sørgede for skiltning samt overtog vedligeholdelse af stien.
Det lille bomhus midt på stien
Anlægsarbejdet startede i foråret 1920, efter at landinspektør Hasselbalck og overbanemester Knudsen havde foretaget udstikningen.
Røjklitvej 18, Holmsland, 6950 Ringkøbing
Mobil 21 77 89 58 – 22 67 94 50 www.holmsland-straatag.dk
I 1950’erne købte KFUM-spejdernes leder i Ringkøbing, typograf Anders Grimstrup, et større areal ved Fjordstien lidt øst for Gammelsogn Kirke. Her plantede han træer og buske og opførte spejderhytten, som ses på billedet. – På strækningen fra Jagtvej til Spejderhytten er terrænet nord for stien helt fladt ind til en høj skrænt. Før 2. verdenskrig lå skrænten ude ved fjordbredden, men tyskerne gravede enorme sand-mængder ud og anvendte det til byggeriet af de store bunkers ved Vesterkær i Ringkøbing. Der var anlagt en tipvogns-jernbane fra Gammelsogn ind over Vonå-broen til området vest for Ringkøbing by.
Man indså, at der skulle etableres en permanent indtægtskilde, og det skete ved opkrævning af bompenge. Laurids Bøndergaard, Ringkøbing, ansattes som kontrollør. Han havde haft gården Bøndergård lidt øst for Kloster, men var i 1920 flyttet til Ringkøbing, hvor han købte huset Øster Strandgade 17.
På cykelstien blev der opført et såkaldt bomhus ca. 6,5 km fra Ringkøbing og 3 km fra Søndervig. Det var på ca. 1,5 kvm. og udstyret med små vinduer mod øst og vest, så Bøndergaard kunne holde øje med trafikken inde fra huset, hvor der var et bord og en stol. Der var ingen bom, idet huset stod på en lille bro over et ca. 1 m bredt vandløb, som passerede stien på dette sted.
Tur/retur-billetten kostede 15 øre for børn og 25 øre for voksne. Et sæsonkort kostede 1 kr. for børn og 2 kr. for voksne. Desuden kunne man købe et familie-sæsonkort til 8 kr.
Laurids Bøndergaard, der i daglig tale blev kaldt Laust, havde dato-stemplede billetter med hjemmefra. Han afregnede én gang ugentlig med Turistforeningen, og aftalen var, at han fik 50 pct. af billet-indtægterne på hverdage og 20 pct. af indtægterne på søndage og
helligdage. Ud over opkrævningen af bompenge skulle han lappe og skuffe stien.
Opkrævningen af bompenge ophørte i 1939 eller 1940. Laurids Bøndergaard, der havde været kontrollør alle årene, døde som 81-årig i 1941.
Forslag om en betonvej ved fjorden I 1933 foreslog amtmanden i Ringkøbing, Andreas Karberg, at stien skulle erstattes af en bred betonvej langs fjordkysten, så den hastigt voksende biltrafik fra Ringkøbing til Søndervig og Holmsland Klit kunne afvikles mere effektivt, end det var tilfældet på den gamle grusvej gennem Gammelsogn og Nysogn.
Men forslaget om kystvejen blev nedstemt i amtsrådet, som et par år senere i stedet vedtog at anlægge den nuværende amtsvej tværs over Holmsland.
Fjordstien havde fra starten sin udmunding ved den østlige ende af vejdæmningen fra Holmsland til Søndervig. Bestyrelsen arbejdede i 1930’erne ihærdigt på at få stien forlænget til Søndervig langs sydsiden af dæmningen, så cyklisterne og fodgængerne kunne blive fri for at benytte den efterhånden stærkt trafikerede vej på dæmningen. Det lykkedes
Gammelsogn Kirke er den mest monumentale bygning ved Fjordstien. Den første kirke på stedet var opført af træ omkring 1170. Kirkens placering ved fjordbredden skyldes, at beboerne på den sydlige del af Holmsland Klit sejlede over fjorden til de kirkelige handlinger i Gammelsogn, indtil Klitten fik sine egne kirker.
Landbobanken i Hvide Sande vil hermed takke vore kunder for et godt samarbejde i 2017.
Via Baggesvej er der adgang fra hovedlandevejen til Bollerup Strand, hvor sti-området er fyldt med biler, telte og homecars det meste af året. Og på vandet surfer snesevis af unge kvinder og mænd, fra solen står op til den går ned.
dog ikke at skaffe de nødvendige midler, så den gamle udmunding ved landevejen findes stadig det samme sted som altid. Men for en halv snes år siden anlagde Holmsland Kommune en ny sti langs hovedvejen fra Søndervig til Ringkøbing, og dermed var Fjordstiens længe savnede forlængelse til Søndervig en realitet.
5-årig periode, der blev forlænget Vedligeholdelsen af Fjordstien var i mange år en problematisk affære – og stien var ikke altid lige fremkommelig. Før Hvide Sande slusens etablering i 1931 kunne der ofte forekomme oversvømmelser, lige som isskruninger altid har været en trussel. Kørsel med landbrugsmaskiner har i perioder også været hård ved belægningen.
Op gennem 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne blev vedligeholdelsen udført af forskellige entreprenør-firmaer og finansieret af Ringkøbing Turistforening. Men i begyndelsen af 1970’erne begyndte de offentlige myndigheder at interessere sig for Fjordstien. Ringkjøbing Amt spillede ud med et forslag om at ændre stiens status fra privat til offentlig.
Lodsejerne blev indkaldt til møde i Holmsland Forsamlinghus, hvor amtmand A. Bach og amtsfredningsinspektør Gert Alsted præ-
senterede forslaget. På grund af stiens alder mente de, at der var en form for hævd, så man havde ikke budgetteret med erstatning til lodsejerne. De vendte derfor tommelfingeren nedad – og dermed blev Fjordstien ikke offentlig.
Kommunalbestyrelsen på Holmsland havde imidlertid noteret sig stiens værdi for det stærkt stigende antal motionister og turister, så kommunen tilbød i 1971 at foretage ny skiltning og at vedligeholde stien i en 5-årig periode – en periode, som uden videre debat og beslutning er blevet forlænget til i dag.
Da Holmsland Kommune blev en del af Ringkøbing-Skjern Kommune, overtog storkommunen vedligeholdelsen af Fjordstien. Og meldingen fra de kommunale vejmyndigheder går entydigt på, at der ikke vil ske større ændringer af den populære natursti, der administreres som en privat fællesvej.
Fjordstien betragtes som en attraktiv del af cykel- eller vandreturen fra Søndervig til Ringkøbing – eller omkring Ringkøbing Fjord.
Kendere påstår, at turen fra Søndervig ind mod Ringkøbing byder på den flotteste udsigt, fordi man har fjorden foran sig. Billedet er fra et punkt lidt vest for Strandgård, som man aner i baggrunden til venstre.
Et skib kommer hjem
Blæst og morgenvind
Her er intet mørke mere
Kun solskin i dit sind
Fyldt af havets larm
Højt på bjergets barm
Man kan se det meste her
Fra troldens legeplads
Selv når det stormer vildt fra kysten ind
Og alle måger danser om din kind
Så er du aldrig helt alene her
Et hvidt, hvidt sand
Dækker krabbens tand
Finder vej til byens rod
Som torne i din fod
Og bølgernes brag
Fra det mørke, mørke hav
Tæmmes ej af livets gang
Men synger livets sang
Selv når det stormer vildt fra kysten ind
Og alle måger danser om din kind
Så er du aldrig helt alene her
Pressefoto:
Når mørket falder på
For store og for små
Stjerneklare himmelstrøg
Og gnister fra en smøg
Rejsen starter her Livets store færd
Helt immun for menneskets had
Og hjertet finder fred
Selv når det stormer vildt fra kysten ind
Og alle måger danser om din kind
Så er du aldrig helt alene her
Selv når det stormer vildt fra kysten ind
Og alle måger danser om din kind
Så er du aldrig helt alene her
Fire unge mennesker fortæller om lysten til at etablere sig i Hvide Sandes handelsliv
FAf Hans Peder Thøgersen
or mit vedkommende har 2017 budt på mit første hele år som selvstændig i Hvide Sande. Jeg tog jo turen tilbage til Hvide Sande, fra Herning i 2016 og overtog HUSET fra Jens Møller, hvor jeg tidligere var blevet udlært i 2012. Det havde altid været min plan at vende tilbage til Hvide Sande senere i mit liv, da jeg godt kunne lide de vestjyske værdier og charmen ved at bo i en mindre by, hvor vi kender vores nabo og vores købmand og hvem vi ellers møder på vores vej. Derfor var jeg aldrig i tvivl, da jeg hørte at Jens var skulle sælge butikken, om at nu var det min chance for at komme tilbage til butikken og drive den videre. I mine øjne er Hvide Sande et spændende sted at vende tilbage til som ung, da der er en unik kombination af den rå natur, sammen
med et hårdtarbejdende erhvervsliv, der hver dag arbejder for at give en bedre oplevelse for både de lokale og byens gæster. Jeg synes det er tankevækkende, at når jeg kigger rundt på mine studiekammerater fra Herning, som kom fra alle afkroge af Danmark. Så søger de typisk mod de større byer, men ikke mange søger hjem af, som jeg ser det med de unge i Hvide Sande. Derfor er jeg også stolt af at være fra en by med så gode muligheder, og så god opbakning til det lokale som vi har her. Det skal vi huske at værne om, da vi ikke blot kan lade det være en hvilepude, at vi pt. har gode turisttal. Hvis vores butikker skal være der i morgen, skal de også støttes i dag. Vi har et fantastisk udvalg i vores lille by, og det kan vi kun være stolte af. Tak for et godt 2017, og på gensyn i 2018. Hans Peder Thøgersen –HUSET Men & Women.
Højsæsonen 2016 var i fuld gang, og det ene døgn tog det andet. Jeg skulle hente de fisk, vi havde købt på auktionen fra morgen af, og mens jeg samlede dem sammen, spurgte jeg en samarbejdspartner, om hun havde haft en god weekend ... Hun kiggede på mig (som om hun var bekymret for om jeg var stresset) ... »Esben, det er torsdag i dag«. Jeg grinte l idt af mig selv ... jeg må have være lidt presset, hvis det var mandag inde i mit hoved på en torsdag ..., dog trøstede jeg mig selv med, at selvom jeg var presset, så er der fortsat overskud til at spørge folk, om de har haft en god weekend ...
Niels og jeg startede Nordsø Fisk i marts 2016. Niels var indtil da assurandør ved Tryg, mens jeg var kundeansvarlig ved Hvide Sande Service Group. Egentlig to gode jobs med både udfordringer og fornuftig løn. Men vi havde begge længe talt om, at vi godt kunne tænke os at prøve os selv af som selvstændige fiskehandlere. Da muligheden opstod, snakkede vi om, at det var nu eller aldrig. Enten skulle det blive ved med den evige verdensmand-snak, og så skulle vi blive ved vores sikre jobs ... eller også skulle vi give det skuddet. Vi valgte det sidste, og siden har vi ikke kigget os tilbage.
De første sæsoner er gået stærkt, men de er også gået godt. Vi har givet den en skalle, og så har vi været heldige at have nogle dygtige medarbejdere, som har taget fra, når vi selv er gået et gear ned. Siden vi startede, og specielt fra sæson
1 til sæson 2, har vi lært en hel masse. Det er helt vildt at tænke på, at der nu er gået over halvandet år siden, vi åbnede dørene for første gang.
Det har selvfølgelig været specielt at starte op sammen som to venner. På den ene side kendte vi hinandens arbejdsmoral og mange af hinandens stærke sider, på den anden side, kan man ikke altid være 100% enige, og derfor har vi begge måttet bøje os fra tid til anden. Det er også specielt, det med at arbejde sammen en hel højsæson. Fra slut juni til start september arbejdede vi måske begge 70 dage i træk med 13-14 timer i gennemsnit. Det giver et specielt forhold, hvor man ikke behøver at sige godmorgen, men hvor man bare ved hvordan den anden har det. I de uger finder vi det utroligt vigtigt at huske humoren, kagen og humøret i butikken ... ellers bliver højsæsonen simpelthen for lang. Heldigvis har vores personale også været rigtig gode til at prioritere dette.
Disse linjer er skrevet i starten af november, lige netop som sæsonen er slut. Selv om vi støtter op om Hvide Sande som helårsdestination, og holder åbent om vinteren, så sidder vi lidt med en »yes vi kom godt igennem den svære sæson 2« følelse i kroppen. Nu glæder vi os til stilheden ... om nogle uger glæder vi os nok til travlheden igen.
I tilløbet til at blive selvstændig, talte Niels og mig om de muligheder, vi begge så i fisk og
Hvide Sande. Vi har begge haft en kærlighed til fisk, siden vi som børn fangede alle arter omkring Hvide Sande på fiskestang. Samtidig har vi gennem vores opvækst og vores ungdomsarbejde hos Kott, oplevet en stigende turisme på Klitten. Selvom vi med vores to seneste jobs ikke var en direkte del af turisme-udviklingen omkring Hvide Sande, så har vi alligevel fulgt tæt med fra sidelinjen. Og vi synes potentialet omkring Klitten, var stort før vi startede, og vi tror det kan blive endnu større i fremtiden. Vi ser de nye ferielejligheder i Mamrelund, og dem der er på vej på Langsand som noget positivt for byen, og som noget der kommer til at løfte by-turismen yderligere.
Vi er med på, at al udvikling skal ske med respekt for det autentiske Hvide Sande, men det synes vi også, at man har gjort indtil videre. Vi har desværre ikke nogen berømt arkitektonisk stil i Hvide Sande, men jeg synes vi er gode til at vende det til vores fordel. Der ikke er langt fra tanke til handling i forhold til nye projekter. Måske vi så en dag finder vores egen stil.
På mange områder er vi også privilegerede i Hvide Sande. Pga. turismen så har vi mange flere tilbud end en by på 3000 indbyggere normalt berettiger til. Hvis der åbner en ny butik i
næsten hvilken som helst by i Danmark med 3000 indbyggere, så jubler hele byen – uanset hvad butikken handler med. Hvis der åbner en ny tøjbutik i Hvide Sande, så er mange trætte af det, fordi de mener vi har tøjbutikker nok i forvejen -> det er måske ikke så populært at sige, men vi har det godt 6.
Mht. fremtiden, så kan man måske fornemme det i teksten ovenfor, men vi mener den ser lys ud. Hos Nordsø Fisk har vi en ambition om at få endnu flere til at elske fisk i fremtiden. Mht. byen, så synes vi, der er mange ting, der tegner positivt for 6960 WhiteSandCity. Der er selvfølgelig også udfordringer. En af de største er at gennemsnitsalderen fortsat er stigende. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne ser flere tilflyttere til området. Kort sagt så mener vi, at alle børn der vokser op på Klitten, skal gøres afhængige af enten strand, vind, vand, fisk eller naturen herude ..., så de på den måde slet ikke kan undvære Hvide Sande mens og efter de tager deres uddannelse.
Klitten er som en storby i sommerhalvåret, og stille som en lille by om vinteren. Niels og jeg er glade for at bo her, og andre unge iværksættere kommer heldigvis til. Men dette er forhåbentlig kun begyndelsen ...
Glædelig jul og godt nytår.
Det er os med de populære mærkevarer. Glæd familien med skønne julegaver!
HAf Michael Sangill
ermed lidt om mig og min baggrund –hvorfor jeg kom tilbage til Hvide Sande – og hvorfor jeg gerne ville være selvstændig.
Jeg startede selv tilbage hos Frydendahl på havnen som 15-16 årig under Lars og Jens Frydendahl. Efterfølgende blev jeg udlært samme sted under Erik Bjerg og Viggo Jørgensen. Efter at have været i butikken i 8-9 år følte jeg, at tiden var inde til at prøve noget nyt og fortsætte min udvikling ved komme til en anden butik og lære noget af nogle andre ledere.
Jeg kom til SuperBrugsen i Ringkøbing og efterfølgende SuperBrugsen i Nørre Nebel hvor jeg var to år begge steder. I denne periode var jeg med til at åbne butikken i Ringkøbing og en stor ombygning i Nørre Nebel. Jeg gennemførte et par lederuddannelser og fik meget ledelsesansvar i perioden under min uddeler Allan Knudsen. Tanken om at blive selvstændig begyndte for alvor at strejfe mig.
Der kom dog imidlertidig et udlandseventyr i vejen, inden jeg skulle nå så langt. Knap fire år blev det til i Grønland. I den periode havde jeg løbende dialog med min nuværende kompagnon Thomas Pedersen om at komme hjem til Hvide Sande igen. For at være klar til det ansvar det er at være selvstændig, tog jeg ved siden af jobbet en akademiuddanelse i ledelse.
Hvorfor Hvide Sande og fremtiden for byen Jeg ville gerne tilbage til Hvide Sande af flere årsager. Det er her, jeg føler mig hjemme, meget af min familie, venner og bekendte er også stadig i området. I den periode jeg har været
væk fra byen, har jeg altid nydt at komme hjem og jeg har kunnet følge den udvikling, byen har været igennem fra sidelinjen. Der sker altid noget i Hvide Sande pga. af de mange ildsjæle der er i byen. Der er så mange, der ønsker at byen skal udvikle sig i en positiv retning og det er bestemt også en af grundene til, at jeg ønskede at komme hjem og selv kunne bidrage med noget til byen.
Fremtiden for Hvide Sande ser jeg som meget positiv. Vi håber som erhvervsdrivende i byen selvfølgelig på at projektet »Langsand langs vand« bliver til en succes og der vil komme endnu flere turister og tilflyttere til vores skønne by. Et projekt som Naturkraft i Ringkøbing og ferielandet i Søndervig, tror jeg også på kan påvirke os i Hvide Sande, da der vil være mere for de turister, der er i området at opleve og det vil forhåbentlig holde dem herude i længere tid.
Retur til Hvide Sande
Jeg er glad for at Thomas, Carsten og Erik ville have mig med i butikkerne. Der er stadig meget at lære for mig og det er jeg sikker på, at jeg kan lære fra dem. Det har været skønt at komme tilbage igen og sjovt at der er så mange kunder, der har kunnet genkende en, selv om det er mange år siden, jeg har været hjemme. Det er bestemt ikke noget, jeg har fortrudt og jeg glæder mig til at skulle drive butik herude de næste mange år.
SAf Sorina Lea
orina Lea – selvstændig 2017 med butikken likeNORDISK, Hvide Sande.
På en solbeskinnet efterårsdag 1980 kom jeg til verden. Født i det, dengang, stabile, sikre og selvbevidste Østtyskland. Den skarpe læser vil hurtig tænke: Hvad i alverden har Ywl o æ Kle’t 2017 at gøre med en efterårsdag i Østtyskland for lang tid siden? Det spørgsmål vil jeg sammen med andre besvare i det følgende. Rent fysisk er der en 700 kilometer lang køretur mellem »Dejlige Hvide Sande« og min
fødeby i det Østtyske eller omregnet til tid, kan strækningen tilbagelægges på ca. 7 timer på de tyske autobaner, hvis ikke lige man skulle ramme ind et vejarbejde eller to.
Hvide Sande har fordelt hen over året besøg af rigtig mange tyske gæster der nyder den friske luft, de hyggelige sommerhuse og den skønne natur. Jeg selv drog til Danmark og det vestjyske område for at arbejde. Har altid haft lyst, at udforske andre steder og kulturer end den baghave, hvor jeg er opvokset. At jeg så blev hængende og har slået rod, må tilskrives området, personerne der får ting til at ske, den ukuelige virkelyst, den friske luft og måske
også på grund af en bankmand der ikke ville låne mig penge 6. Hvor man ender skyldes i mange tilfælde tilfældigheder og nok også for mit vedkommende. På rigtig mange måder er jeg glad for, at jeg havnede lige netop her. Uanset om det er stedet, måden menneskene er på, så elsker jeg alt der er nordisk. 6
Mange yngre der er født og opvokset i Hvide Sande, men af den ene eller anden årsag har forladt byen, snakker om, at de godt kunne tænke sig at flytte tilbage, men tror handlingen ofte strander ved, at de ikke føler sig tilfredsstillet af jobmulighederne. Der er ingen tvivl om, at vil man være selvstændig eller på anden måde være med til at påvirke sin hverdag via foreningsliv, naturen, bekendtskaber osv., er og bliver Hvide Sande et godt sted at tage til eller hjem til.
Østtyskeren der gjorde sig selvstændig
Siden jeg var en lille pige, har tanken om at gøre mig selvstændig ligget og luret. Under et butiksbesøg i butikken Strandgade 5, Hvide Sande blev jeg stillet spørgsmålet, nå kommer du og kigger på din butik. Spørgsmålet satte gang i spekulationer om, var det nu, skulle jeg tage springet og komme i gang. Har altid tænkt, at det var nogle skønne lokaler, ikke for små og heller ikke for store. Ret hurtig havde jeg forestillinger om, hvordan butikken skulle indrettes. Så var der jo kun tilbage at komme i gang.
1. april, efter en måneds arbejde med indretning og klargøring af butikken, åbnede jeg, klar til påskegæsterne og klar til en lang sæson. Snakken med kunderne og friheden i at være sin egen chef, plus at blive forhandler for Greengate, IB Laursen og Maileg har været afgørende i springet til at blive selvstændig. Ligeledes havde jeg inden opstart sikret m ig kvalificeret arbejdskraft via min tidligere kollega, Charlotte Mortensen. Uden hendes hjælp havde første sæson ikke forløbet så s mertefri.
Jeg har på fornemmelsen, at turistsæsonen år efter år bliver forlænget, kva at feriehusene er bedre belagt i lavsæsonsperioderne. Så stor cadeau til udlejningsbureauerne og til de turistorganisationer, der bruger betydelige midler på branding af området. Som erhvervsdrivende, der som de øvrige på havnen skal hente en stor andel af omsætning fra byens og områdets gæster, er der alene at håbe, at Hvide Sande som feriedestination også fremadrettet vil være attraktiv.
Glædelig jul til alle – ønsker likeNORDISK.
Af Kirsten Onsberg
Atletikken er en stor del af mit liv!
Da jeg var 13 år lavede Vejle Idrætsforening et fremstød for atletik, som fik mig til at starte med at dyrke atletik– jeg havde allerede i flere år gået til gymnastik og håndbold. Vi trænede atletik i forårssæsonen og som jeg husker det, var jeg temmelig hurtig og havde talent for hækkeløb og højdespring, men jeg kunne også lide alle de andre atletikøvelser. Efter sommerferien kom en af lederne hen til min bopæl og spurgte, om jeg ville med til de jyske mesterskaber i Odder – der var ikke rigtigt lavet aftaler om træningen efter ferien, men jeg blev glad, det ville jeg da meget gerne. Det gik ikke helt så godt, for selv om jeg var først over sidste hæk i hækkeløbet, havde jeg vælte et par hække, så jeg løb ikke over målstregen, men gik bare ud til siden – ingen havde fortalt mig, at man gerne måtte vælte hækkene.
I de følgende år gik det bedre med hækkeløbet og de andre atletikøvelser. Jeg blev jysk ungdomsmester i hækkeløb og i 1961 blev jeg dansk ungdomsmester i både hækkeløb og længdespring. Desuden blev jeg jysk mester i 8 kamp (80 m hæk, diskos, højde, spydkast, 100 m, kugle, længde og 200 m) – det var først i allersidste øvelse 200 m, at jeg kom op på førstepladsen med 53 point foran favoritten fra Ålborg, der tidligere på året var blevet nr. 2 i det
danske mesterskab med færre point. Vejle byråd syntes det var en flot præstation og tildelte mig byens ærespræmie – en kompotske i sølv med byvåbnet. Desuden fik jeg de samvirkende idrætsforeninger i Vejles pokal som bedste idrætsudøver i Vejle i 1961. Den var jeg meget stolt over, idet den havde alle de berømte fodboldspillere fra Vejle graveret på sig, og i Vejle var fodbold bare det, alle gik op. Det var virkeligt stort, at en atletikudøver kunne få pokalen.
1962 blev det helt store atletikår. Jeg kom med på udvalgt jysk hold i Gøteborg og blev udtaget til det danske landshold. Der var landskampe mod Norge i Stavanger, mod Frankrig i Paris og mod Sverige og Finland i Värnamo. Jeg var udtaget i højdespring mod Norge, men kom med i hækkeløb, da en af de andre piger havde det dårligt på grund af søsyge på vejen over Skagerrak. Jeg gjorde det så godt i hækkeløbet, at jeg blev udtaget i hæk til Frankrig og Sverige. Det var gode ture med godt kammeratskab og noget, der gav mig lysten til at fortsætte den hårde træning.
Jeg trænede mandag, tirsdag, onsdag og torsdag aften på stadion – to af aftenerne alene og to aftener var der andre piger – de aftener jeg trænede alene var træningen hårdest, da jeg har en tendens til at snakke lidt meget, så der blev også hygget med de andre piger. I weekenden var der stævne og måske en håndboldkamp. Det var et rigtigt godt år, hvor jeg
I julen kommer mennesker hinanden mere ved.
I julen kommer mennesker hinanden mere ved. Vi giver os lidt bedre tid, er lidt mere imødekommende – og har lidt hurtigere til smilet.
Vi giver os lidt bedre tid, er lidt mere imødekommende – og har lidt hurtigere til smilet. Vi er lidt mere nærværende.
Vi er lidt mere nærværende.
Hos vestjyskBANK holder vi ikke jul hele året –men vi er altid nærværende.
Hos vestjyskBANK holder vi ikke jul hele året –men vi er altid nærværende.
Vi ønsker alle god jul og godt nytår – med masser af NÆRVÆR
Vi ønsker alle god jul og godt nytår – med masser af NÆRVÆR
vestjyskbank.dk/hvidesande
vestjyskbank.dk/hvidesande
satte seks klubrekorder i Vejle Idrætsforening og løb min bedste tid på 80 m hæk med 11,6. Den tid gav mig Dansk Atletik Forbunds pokal for det bedste resultat for 17-18 årige.
Derefter kom der nogle år, hvor der ikke står så meget i scrapbogen om atletik, men da jeg startede på seminariet i Esbjerg, var jeg igen for alvor i gang på atletikbanerne og i 1967 blev jeg klubmester i 8 øvelser bl.a. 12,7 i 100 m, 60,1 i 400 m, 11,5 i 80 m hæk, 1,63 i højdespring og 5,35 i længdespring – alle disse øvelser var også personlige rekorder. Højdespring var kommet i fokus, og jeg var udtaget til elitetræning i København – jeg tror, jeg skulle klare 1,67 for at blive udtaget til olympiaden i 1968. På det tidspunkt blev jeg gravid med Rikke, der er født i september i 1968. Nogen udbredte den historie i Hvide Sande, at hvis jeg ikke var blevet gravid, skulle jeg have været med til olympiaden – jeg vil nok sige, at det er en sandhed med modifikationer – men en rigtig god historie!
Da jeg kom til Hvide Sande i 1968, havde jeg ikke været på barselsorlov længe, før der blev kaldt fra håndboldbanen. Jeg skulle lige hjælpe med at score en hel masse mål, så andetholdet kunne rykke op. Det blev til mange hurtige opløb, hvor Kis P. Jensen stod i målet
og kastede bolden ud til mig. Vi vandt med det rigtige antal mål – jeg kan ikke huske hvor mange. Det blev starten på mange gode håndboldoplevelser i Hvide Sande.
Jeg startede atletik op i Hvide Sande i 1969. Det år havde jeg lovet at stille op for Vejle, og det blev et virkelig godt atletikår for mig. Jeg lavede mange gode resultater, blev jysk mester i 5-kamp i ny jysk rekord, i 8-kamp og i længdespring med personlig rekord 5,52. Det gjorde at jeg blev udtaget til nordisk landskamp i højdespring i Oslo og i femkamp i Kongsvinger.
Fra 1970 stillede jeg op for Hvide Sande. Vi startede børneatletik og fik en del håndboldspillere til at stille op på Hvide Sande kvindeholdet, der startede i 3. division vest. Jeg fik en tredieplads i de danske mesterskaber i 8-kamp. Det gjorde Hvide Sande atletik landskendt, og både Jyllandsposten og BT skrev om, at nu skulle fiskernes piger til at dyrke atletik! Vi fik aldrig den helt store succes i senioratletikken, med i ungdomsatletikken gik det bedre med gode placeringer både på jysk og dansk plan, og det gør det stadig.
Efter nogle år med senioratletik kom jeg i gang med veteranatletikken, der i Danmark startede allerede ved 30 årsalderen. Når man rundede de 35 år kunne man starte i interna-
Diskostræning i Californien.
tionale konkurrencer: nordiske-, europæiskeog verdensmesterskaber. Det var nu ikke mere noget, man blev udtaget til, men man kunne tilmelde sig, og selv stå for alle de praktiske ting omkring sin deltagelse. Fra jeg var 35 til jeg blev 50 år har jeg deltaget i mange danske og nordiske mesterskaber, desuden europa- og verdensmesterskaber, når de var i nærheden af Danmark. Jeg har vundet mange medaljer af forskellig karat – den medalje jeg er mest glad for er guldmedaljen, jeg vandt i verdensmesterskabet 7-kamp.
I 1991 fandt verdensmesterskabet sted i Turku i Finland. Hans-Henrik og jeg lavede i den forbindelse en nordrailtur med rygsæk og vandrehjemsovernatning op gennem Norge til Lofoten og gennem Sverige på malmbanen, videre til den finske grænse og ned gennem Finland. Vi prøvede at finde et stadion i de byer, vi rejste igennem, men ellers kan jeg ikke huske, hvad jeg gjorde for at holde mig i form til stævnet.
Det kom som en overraskelse for mig, at jeg førte konkurrencen efter første dag – den tyske kvinde, der var tættest på mig, var sikker på, at hun kunne slå mig på andendagen. Jeg havde et rimeligt godt længdespring, jeg kiksede mit første spydkast, men kom i andet forsøg ud på 24 m, tæt på pr – og så viste det sig, at tyskeren ikke fik godkendt nogen af sine spydkast. Nu gjaldt det bare om at gennemføre 800 m på bedste måde. Her var der en nordmand, der truede mig. Jeg startede så hurtigt
jeg kunne, og følte jeg skulle dø, da jeg havde løbet 300 m, men jeg kom i mål og fik min guldmedalje – jeg var meget stolt!
Denne medalje blev vundet i 45-49 årsgruppen og jeg deltog også i flere konkurrencer i denne aldersgruppe, men omkring 50 årsalderen fik jeg så ondt i min hofte, at jeg ikke kunne løbe og springe. Jeg kunne godt kaste lidt, men det var ikke rigtigt interessant for mig, så jeg stoppede med at deltage i veteranatletikstævnerne. I stedet helligede jeg mig træningen med de unge mennesker og børnene i Hvide Sande, og jeg havde også gymnastikhold i HVAK.
Jeg holdt mig således i en vis form, så da jeg i 2008 var blevet opereret og havde fået en titaniumhofte, fik jeg energi og lyst til at genoptræne og komme i god form igen. I træningen med mit seniorgymnastikhold kunne jeg holde øje med, hvordan jeg kunne klare mere og mere med det opererede ben, og styrketræningen med atletikholdet gjorde mig stærkere og stærkere. Det gjorde, at jeg meldte mig til veteranstævner igen i kasteøvelser og i højdespring –jeg tænkte, at når jeg sprang med det gode ben og landede i en blød madras, så gik det nok. Et ekstra skub fik jeg da Viborg ville have mig med på deres veteranhold – så blev jeg nødt til at gøre noget mere ved styrketræningen. Det gik nu så godt med resultaterne, at jeg fik lyst til at deltage i de internationale stævner igen.
Det år jeg rykkede op i 70 årsgruppen foregik europamesterskabet i Izmir (tidligere Smyrna). Hans-Henrik ville gerne ned og se de gamle
Mine to verdensmesterskabsmedaljer – Guld i 7-kamp i 1991 i Turku og bronze i højde i 2016 i Perth.
Byens største udvalg i fyrværkeri
ÅBen den 31. decemBer
Helt frem til kl. 18.00
Vi ønsker alle en god jul samt et godt nytår!
r uiner, og en journalist fra TV-midt vest spurgte, om jeg ville være med i en TV-udsendelse om »pensionister i pigsko«, hvor han ville følge konkurrencerne i Izmir. Det kunne jeg ikke sige nej til – jeg vil jo gerne reklamere for atletik og for, at det er vigtigt at holde sig i form hele livet.
Jeg kæmpede mig til en bronzemedalje i højdespring, og bestemte mig til at træne hårdere både styrketræning og teknisk træning i øvelserne. Jeg har så været til VM i Lyon i 2015, i Perth i 2016 – her blev det igen til medalje i højdespring. I år har jeg trænet særligt hårdt, fordi europamesterskaberne fandt sted på hjemmebane i Århus. Her fik jeg bonus for al kastetræningen, idet jeg vandt sølv i vægtkast og bronze i hammerkast. Havde jeg ikke haft et dårligt diskoskast havde jeg også fået medalje i kastefemkamp. Det er selvfølgelig dejligt at vinde medaljer, men mit sats er først og fremmest at sætte personlig rekord eller komme tæt på. Selv i mastersatletik, som det nu hedder, er konkurrencen benhård. Man
Venner og konkurrenter fra verdensmesterskaberne i Perth.
skal ikke kun være i god form, men også være koncentreret og have en god dag, for at placere sig i toppen.
Nu har jeg skrevet meget om resultater og rekorder, men det er mindst lige så vigtig for mig at møde deltagerne fra Danmark og de andre lande og snakke og hygge med dem – jeg klarer mig ok på engelsk, tysk og lidt fransk, men det kræver nogle gange, at man forstår både polsk og finsk. Det er ikke så mange ord, jeg kan på disse sprog, men de underviser mig, og når vi snakker om medaljer er yksi, kaksi, kolme et godt udgangspunkt på finsk.
Jeg har her fokuseret på mine egne resultater i atletik. I virkeligheden bruger jeg langt mere tid og flere tanker på de børn og unge jeg træner – jeg finder stor glæde i at se dem udvikle sig og blive bedre og sætte personlige rekorder. Det er i den sammenhæng vigtig for mig, at de lærer at koncentrere sig om træningen og til konkurrencerne, samtidig med at vi har det hyggeligt og rart og hjælper hinanden.
VAf Jens Nicolai Vejlgaard
ejlgaard i Nr. Lyngvig blev bygget i år ca. 1858 af Anders Christian Mortensen. Han valgte sammen med hustruen Maren Jensdatter at bygge gård i Nr. Lyngvig og bosætte sig i læ af Klitterne.
Gården som de byggede var hvad man betegnede som et husmandssted. Her ernærede man sig som de fleste andre folk på Klitten, nemlig af en blanding af fiskeri og landbrug.
Set med nutidens øjne må det have været et hårdt liv, hvor fokus har været det nære. Altså familien og det at kunne ernære sig ved det daglige slid, som fiskeri på hav og fjord jo unægtelig må have været.
I 1853 drukner Marens første mand Anders Christian Andersen på Ringkøbing Fjord, og driver ifølge kirkebogen i land ved Holmsland.
I 1854 gifter Maren sig så med Anders Christian Mortensen fra gården Vejlgaard på Holmsland. I første ægteskab får Maren sønnen Jens Andersen (født 1851). Jens Andersen
Else og Jens Vejlgaard, med datteren Magdalene. Et af de meget få ældre indendørsbilleder der findes fra en klitgård, det har helt sikkert været en meget stor dag når fotografen kom til Klitten. Billedet er fra ca 1915.
overtog Vejlgaard efter stedfaderen midt i 1880erne.
Forinden havde Jens Andersen som sømand været på de syv verdenshave. Her skrev han troligt hjem til familien og fortalte om hvad der skete på turene rundt omkring i verden.
Familien herhjemme skrev også mange breve til Jens Andersen. I disse breve fortælles om dagligdagen på Klitten. Brændevinsflasken og kortspil var en del af dagligdagen, og der omtales til tider vilde fester i klitterne. Der var virkeligt liv og glade dage.
Jens Vejlgaard Andersen (som han tog navneforandring til) bliver i 1882 gift med Magdalene Thygesen fra Sønder Lyngvig. De lever et hårdt liv på gården. Blandt andet får de 3 drengebørn som alle dør inden for de første leveår. To endda inden for 27 dage. (henholdsvis 1 ½ og 3 måneder gammel). De får også en enkelt pige, nemlig Maren Andersen. Hun dør da hun er 16 år gammel.
I 1897 dør hustren Magdalene Andersen også, og Jens Vejlgaard Andersen står alene med gården. I de første år sammen med datteren Maren, men da hun også dør, 4 år sene-
re, nemlig i februar 1901, står Jens Vejlgaard Andersen helt alene.
Som det var ofte skete omkring den tid, giftede man sig ret hurtigt igen. Det var simpelthen en nødvendighed for at få dagligdagen til at hænge sammen.
Det skete også for Jens Vejlgaard Andersen. Han giftede sig i oktober 1901 med Magdalenes søster, Else Thygesen.
Jens Vejlgaard Andersen var en markant skikkelse på Klitten, vel det vi i dagens Danmark ville kalde en original i ordets bedste forstand. Når han var på fjordfiskeri, og det var stille vejr, ja så kunne hans kraftige stemme høres over det meste af Ringkøbing Fjord.
Sammen fik Else og Jens et barn, nemlig Magdalene Vejlgaard som blev født i 1907. Selv om midlerne var små fik man dagligdagen til at fungere. Man kunne leve af 2 får og 50 kr. en hel vinter.
I 1896 kom den åndelige vækkelse til Klitten med ulykken ved Årgab Bavn. Her blev den daværende kapellan (præst) P.C. Nedergaard en central skikkelse. Han bragte vækkelsen til Klitten ved en klar forkyndelse om at man måtte vende om, og give sit liv til Jesus. Mange
Vi ønsker alle en god jul samt et godt nytår
Metheasvej 11 – 6960 Hvide Sande
Tlf. 2858 7505 – info@nordsofisk.dk
på Klitten vendte om, og omvendelsen bragte rigdom og velstand med, da man nu ikke var slave af brændevinsflasken og det udsvævende liv, som man havde levet før.
Jens Vejlgaard Andersen ville ikke have noget med Indre Mission og P.C. Nedergaard at gøre. Det gik endda så vidt, at Jens Vejlgaard gik til præsten og diskuterede ret kraftigt med ham.
Nogle dage efter skænderiet skulle Jens Vejlgaard i marken for at pløje. Pludselig kunne han ikke bevæge sig, han var blevet helt lam. Han grublede noget over hvad der var galt, og det gik op for ham, at det muligvis kunne være et tegn fra Gud. Derfor bad han til Vor Herre om, at såfremt han igen kunne bevæge sig, ja så ville han vende om. Pludselig var alt normalt, og Jens Vejlgaard vendte om, sådan som han havde lovet Vor Herre. Samme dag gik Jens mod præstegården for at give P.C. Nedergaard en uforbeholden undskyldning. Det udviklede sig til et livslangt venskab, som også gik videre til den næste generation.
Beslutningen den dag i marken satte unægtelig store spor. Ikke bare i dagligdagen omkring år 1900, men som så mange andre steder
hvor vækkelsen blev lukket ind, trak det spor i mange generationer frem i tiden, ja helt til vores tid.
Vinterlærer Steffen Steffensen skriver i sin bog »Klitboer« små noveller om klittens beboere. Her fortæller han følgende om Jens Vejlgaard:
»Et håndtryk af Jens Vejlgaard glemtes ellers ikke så let – først fordi det var ret så kraftig, og det gjorde ondt længe efter, og man kunne ikke undgå at vride hånden til sig, for Vejlg aards næver var ru og barkede og enkelte rester af tjærer gjorde dem ofte bedre skikkede til at holde fast – Men særligt glemte man ikke let håndtrykket fordi det var ledsaget af et blik af hans store blå øjne, der ligesom trængte helt ind i sjælen«.
Steffen Steffensen fortæller også hvordan Jens Vejlgaard påskemorgen hilste folk med hilsenen »Kristus er opstanden«. Noget folk syntes var noget mærkeligt noget, ikke bare fordi han skilte sig ud, og fordi det var noget Jens Vejlgaard havde læst i en bog, men også fordi man havde hørt at det vist nok var katolsk. Man mente endda, at man i nogle af de efterføl-
Så er der bygget til gården, og der er kommet familieforøgelse til gården. På Billedet ses Else Vejlgaard, Magdalene og Jens Iversen, sidstnævnte med sønnen Jens Vejlgaard på armen. Billedet er fra 1933.
gende prædikener hos den stedlige præst, kunne høre ting som var møntet på Jens Vejlgaard. Men benægte Jens Vejlgaards glade påskebudskab, ja det kunne man jo heller ikke.
Det fortælles at Jens Vejlgaard var en smule overtroisk. Når han var kommet til Lyngvig havn for at fiske, og havde glemt madpakken hjemme på køkkenbordet, ja så var han sikker på at det ville bringe ulykke at gå tilbage. Derfor råbte Jens Vejlgaard med sin enorme røst så højt, at Else Vejlgaard hjemme i køkkenet kunne høre det, og så kom hun til fjorden med dagens madpakke.
Jens Vejlgaard var med til at starte Søndagsskolen i Lyngvig, et arbejde som hans svigersøn Jens Iversen Nielsen senere overtog.
I 1925 døde Jens Vejlgaard pludselig og Else Vejlgaard stod nu med en datter på 18 år, og med en gård der skulle passes. Jens Iversen Nielsen var et par år tidligere kommet til gården som karl. Han var fra Kræmmergården i Klegod, hvor han var en del af en stor søskendeflok. Herfra stammer en stor del af Hvide Sande, blandt andet Muff slægten.
Jens Iversen tjente troligt på gården, og fortalte med jævnlige mellemrum at han under ingen omstændigheder ville giftes med datte-
ren på gården (Magdalene). Ja han kunne ligefrem forsikre de omkringboende naboer om, at såfremt han skulle giftes med Magdalene, ja så ville det først blive den dag solen stod op i Vest.
I køkkenet på gården var der ligefrem konstrueret en lem, så der kunne kaldes på »Jens Syvsen« uden at man behøvede at begive sig til karlekammeret.
I næsten bibelsk forstand kom Jens Iversen til at tjene 7 år, inden han endelig blev gift med Magdalene. Det fortælles, at om morgenen, samme dag som de skulle giftes, stod to nabofolk uden for døren da Jens Iversen kom ud for at skulle se til køerne. Han spurgte naturligvis hvad de stod der efter. Jo de ville jo gerne se »æ sol stå op i Vest«, for det var jo ikke noget der skete hver dag.
Else Vejlgaard blev boende i aftægt på gården til sin død i 1949.
Jens Iversen ernærede sig ved landbrug og ved fiskeri på fjord og hav. Han cyklede med jævne mellemrum til Nymindegab for at fiske derfra. Det var altså før 1931 hvor Hvide Sande blev åbnet. Jens kørte, ligesom svigerfaderen havde gjort, varer til Lyngvig Fyr, som på daværende tidspunkt var en hel by for sig selv.
I 1920erne fik man, med gode venners hjælp, byttet de forfangne nordbagger heste ud med stærke russiske heste, som var kommet til Herning Stormarked. Hestene blev blandt andet brugt til at køre grus fra havet, til brug ved byggeri forskellige steder på Klitten. Hestene havde i forhold til de gamle nordbagger en enorm trækkraft, og kunne køre fra havet med næsten fuldt læs.
I 1931 fik Jens Iversen og Magdealen deres første barn Jens Vejlgaard, i 1940 fulgte Else, og i 1950 kom Anne. Altså 3 børn med hele 19 års mellemrum.
I slutningen af 1940erne var særligt laderne ved at forfalde, og Jens Iversen forsøgte at rejse penge til en ny ladebygning ved at sælge klitarealet. Gården havde på det tidspunkt, som så mange andre ejendomme på Klitten, jord fra fjord til hav.
Jorden var umiddelbart ikke af den store værdi, men en driftig muremester og ejeren fra Trøstrup teglvæk købte til sidst jorden, mod til gengæld at bygge en ny lade/staldbygning på gården.
Det var planen, at der skulle laves et stort sommerhusområde, som hurtigt fik tilnavnet »Lille Hamborg« på det store område. Staten valgte, da planerne kom frem, at frede området, så det i dag ligger som en af klittens naturperler med hede og uberørt natur.
Efter at det i 60erne blev mere og mere urentabelt at drive traditionelle små landbrug, med køer og grise, besluttede Jens Iversen i 1967 at lave en minkfarm ved gården i samarbejde med sønnen Jens Vejlgaard. Minkfarmen blev videreført i langt over 40 år.
Jens Iversen fik i 1972 det ærefulde hverv som strandfoged, et hverv som senere blev overtaget af sønnen Jens Vejlgaard, og af barnebarnet Jens Nicolai Vejlgaard.
Magdalene Vejlgaard døde som 72 årig i 1979, og Jens Iversen boede nu på gården sammen med sønnen Jens Vejlgaard.
Jens Iversen blev alvorligt syg i 1984, hvorefter Jens Vejlgaard overtog driften af gården, samtidig med at han købte fisk på auktionen i Hvide Sande.
Gården blev istandsat med nyt køkken, nye vinduer og nyt stråtag, så gården var klar til at gå ind i det nye årtusinde.
Ved Jens Iversens død i 1992 overtog de tre søskende Jens Vejlgaard, Else Vejlgaard og Anne Grønne gården.
Jens Vejlgaard var som sin bedstefar en original i ordets bedste forstand.
En af de store oplevelser i gårdens historie var, da der i 1994 var kæmpe strandingsauktion på gården. Her havde Vejlgaard opkøbt træ ved en skriftlig udbudsrunde. Træet blev udbudt på en kæmpe strandauktion med over 1200 auktionsnumre. Det var nok en af de største folkefester i Nr. Lyngvig nogensinde hvor der blev serveret kaffe og kage i laden for de mange fremmødte.
I maj 1997 afgik Jens Vejlgaard pludseligt ved døden. Herefter overtog søskendeparret Ann Malene og Jens Nicolai Vejlgaard gården. Jorden er bortforpagtet, men der er stadig liv i den gamle slægtsgård, der står som e t varmt og kærligt minde om tidligere generationer.
Niels Lauridsens far, Laurids, drev livet igennem købmandsforretning i Thorsted – og sønnerne fik derfor faget ind med modermælken.
Da den ene af sønnerne, Niels, var færdiguddannet hos købmanden i Ulfborg, og soldatertiden var overstået, var det tid til at tænke på egen butik – også selv om dåbsattesten kun viste 23 år.
Det var i 1966 – kæresten var på plads i skikkelse af Mie Aarup fra Stadil – og via en agent, Senius Drest fra Søndervig, fik de anvist et par butikker, der kunne overtages.
Den ene var Klegod Købmandsforretning, som Arne og Karen Mink Pedersen gerne ville sælge.
– Vi kørte derned for at se det – og det var ikke en blomstrende købmandshandel. Min far sagde lige ud, at »det her er jo det glade vanvid«, husker Niels Lauridsen med et smil.
– Butikken skulle koste 120.000 kr. – varelageret blev sat til 40.000 kr. Jeg havde, så vi kunne få lov at købe butikken, men ikke til varelageret – og jeg spurgte min far, om jeg kunne låne resten af ham. Det kunne vi kun, hvis vi var villige til at underskrive en veksel – det gjorde vi, og det blev en æressag, at renter og afdrag skulle falde på minuttet, husker Niels Lauridsen.
De nye unge ejere gik i gang – åbnede butikken 1. maj, blev gift tre uger senere – og Niels var mere begejstret end Mie for de nye omgivelser og udfordringer.
Fra hhv. Stadil og Thorsted – uddannet som frisør og købmand.
Overtog Klegod Købmandsforretning, Klitvej 94, pr. 1 maj 1966 som hhv. 22 og 23-årige. Blev gift senere i samme måned, og er forældre til Lise fra 1967 og Lene fra 1972.
Drev butikken frem til 2004 – og lejede så bygningerne ud – men blev selv boende. I efteråret 2017 blev ejendommen solgt til bagermester Martin Thygesen – og Mie og Niels flyttede til Bryggen 3 i Ringkøbing.
Foruden butikken, som de har været fælles om at drive, har der blevet overskud til at yde en indsats i Menighedsråd, i Handelsstandsforening, i Turistforening, i kommunal-bestyrelse, i Ældreråd – og i mange andre sammenhænge, blandt andet i udvalget omkring nærværende blad, Ywl o æ Kle’t.
Din sikkerhed for professionelt håndværk og en service helt i top ! Alt indenfor flisearbejde – badeværelser – murværk
Telefon 2343 6141
– Jeg kom fra Stadil – var vant til folk og huse omkring mig. Her var intet – jeg spillede håndbold og gik til gymnastik. Det var der ikke noget af i Klegod. Jeg kan tydeligt huske, at der kom en nabo ind i butikken – og han kunne se, jeg ikke var så glad. Hans kloge råd var, at »hvis I kan holde ud i 3 år, så kommer I aldrig herfra igen«.
– Og han fik ret. Jeg blev stadig mere glad for Klegod, og vi blev klitboere for livet, siger Mie Lauridsen.
De første år var træge rent forretningsmæssigt – omsætningen det første år lå på 280.000 kr – men fra EF-tilslutnings-året 1972 begyndte det at lysne.
– Vi må sige, at vi kom til at opleve et rent boost, et uhørt omfattende byggeri. Alting voksede i de første år fra 70’erne – sommerhuse skød op i et utroligt tempo, Nordsø Ferieland kom til med ca. 100 huse fra 1969 – sæsonerne blev længere, siger Niels Lauridsen, der til stadighed også udvidede bemandingen i butikken.
– Over årene er det jo hundredvis af unge mennesker, vi har haft »i vores brød«. Piger og drenge, som kom om søndagen eller om man-
dagen, når de havde fået sommerferie, og som blev her – til skolen gik i gang igen.
– Mange blev venner for livet – de sov i huset, Mie lavede mad til alle tre-fire gange om dagen – 15 rundt om bordet var ikke usædvanligt, og det voksede vore egne to piger jo op med – de nød det – og ofte, når en sommeraften, og butikken var lukket, blev madkurven pakket – og alle rundede dagen af ved stranden, husker Mie.
– Vi var som en stor familie – jeg kan ikke tælle, så mange, vi var – og i alle de år, da har vi, alt i alt, måttet sende en eneste hjem. Alle øvrige bidrog, smilede, tog ansvar – arbejdede, siger Mie Lauridsen.
Niels’ far levede længe nok til at opleve fremgangen, han nød som pensionist efter en travl dag at »gøre kassen op« i Klegod – og han måtte erkende, at »det glade vanvid« havde udviklet sig til en ganske fornuftig forretning.
– Vi havde en personalebog, hvor alle skulle skrive sig i – og foruden de mange ferie-hjælpere, så var der også gode faste medhjælpere som Nancy Frich og Bente Vad. De var her gennem mange år, ligesom Anne Grethe fra Tim og lokale Otto Nohns, siger Niels Laurid-
Det var et postbud, Holdager, der etablerede butikken i Klegod i 1905 – her til højre på billedet. Det var Karen og Arne »Mink« Pedersen, som Mie og Niels Lauridsen købte af i 1966, og nu er det Karen og Arnes barnebarn, Martin Thygesen, der har erhvervet stedet.
sen, der i starten havde lidt bøvl med myndighederne, fordi der ikke var helt styr på lovgivningen omkring lukkeloven i forhold til turistområder – og blandt andet som helt nystartet fik besøg af ordensmagten – og måtte vedtage en bøde på 500 kr.
– Hvis teksten var blevet udlagt, som den pågældende betjent ønskede, havde det jo været en katastrofe for os – det var om retten til at holde åbent søndag – men heldigvis gik det jo i vores retning, og weekenderne var virkeligt travle, husker han.
Der gik ikke lang tid, inden lokale foreninger begyndte at få øje på det unge købmandspar – og tanken lå lige for, at de godt kunne gøre noget gavn.
Niels’ første tillidspost blev en plads i menighedsrådet – og underholdende, det var det.
– Det var i de år, da Lyngvig Kirke skulle have en ny klokke – og det var en sag af næsten endeløs betydning og omfang. Ofte trak møderne ud til kl. 1-2 om natten – pastor Huus og Røjkjær Frich førte ordet, Jens Poulsen var der, Jens Vejlgaard, Ernst Frich – jeg selv. Nogle faldt i søvn, andre snakkede. Jeg »holdt« kun til en periode, siger Niels Lauridsen.
En særlig aktivitet i købmandsforretningen var administration af de nøgler, der hørte til de mange sommerhuse i området.
– Det var i et samarbejde med de firmaer, der forestod udlejningen. Håbet var, at når de nye turister kom for at afhente nøgler, ville de også lægge noget handel i butikken – og det holdt jo også i nogen grad stik – men …
Virkelighedens verden var, at udbygningen af sommerhusene gik så stærkt, at den kommunale administration dårligt kunne følge med: De mange nybyggede områder nåede knap nok at få vejnavne – så stod hr. og fru Schmidt fra Hamburg her med nøglen, og vi skulle, nogle gange en sen aften, til at forklare dem, hvordan de skulle finde huset. Det var en labyrint og et puslespil – og ofte måtte vi selv af sted for at vise vej. Vi havde 250 husnøgler, og det var et puslespil – som dog blev delvist afhjulpet, da post Aage Enevoldsen fik tegnet en skitse over området, som vi kunne kopiere.
– Det var dog ikke kun bøvl og besvær –mange af gæsterne og sommerhusejerne blev venner for livet – og igennem mange år var en mand som fodboldspiller Allan Simonsen også en regelmæssig gæst og kunde i Klegod.
– Vi fik tit indbydelser til lige at kigge ind efter fyraften til et stykke mad og et glas på terrassen af diverse kunde/venner. Vi sagde ja i starten – men det blev snart for meget, og vi bakkede ud, husker Mie.
Efter debuten i menighedsrådet fulgte tillidsposter i Handels- og Turistforening, senere i Ligningskommission, og desuden et valg til kommunalbestyrelsen i 1986, og hvor Niels holdt plads i otte år.
– Det gjorde ikke arbejdsdagene kortere, men det gav nogle fantastiske oplevelse – f.eks når de to personligheder, Kristian Enevoldsen og Knud Enggrob, hver især skulle lignes under den andens overhøjhed. Det var kosteligt, og jeg må sige, at en af de ting, jeg husker, det er, hvordan Knud Enggrob kæmpede med næb og kløer for at »beskytte« sine Holmsland-landmænd.
Enghavevej 21 · DK-6950 Ringkøbing
Tlf. 97 32 12 00 · www.bech-hansen.dk
– Min vurdering er, at »bønder aldrig har villet betale skat – det ville fiskerne til gengæld godt«, siger Niels med et smil.
– En anden mindeværdig stund var, da Keld Hansen og jeg som repræsentanter for Handels- og håndværkerforening skulle til et møde i Landbobanken med Erik Andersen. Pengene var ikke til stede i foreningen, og vi var på jagt efter en kassekredit på vist 25.000 kr. Vi var jo et par håbefulde unge købmænd, og nyligt afdøde Finn Toft var blevet turistchef i 1972. Jeg kan huske, at Erik Andersen ville have Keld og mig til at skrive under på lånedokumentet – og det gjorde vi så – uden den store begejstring, men vi har da aldrig hørt fra det siden.
Fra 1968 begyndte Handels og Håndværkerforeningen at udgive Ywl o æ Klet – det var Røjkjær Frichs »barn« – støttet af gode kræfter – og projektet kørte fint indtil ca. 1983-84.
– Her begyndte det at gå lidt trægt – Røjkjær ønskede hjælp, og jeg gik ind i arbejdet – og siden har jeg taget bladet til mig, siger Niels
Lauridsen, der har været formand for blad-udvalget indtil 2015.
– Jeg kunne ikke leve med, at bladet skulle stoppe, så jeg tilbød efter fattig evne at give en hånd med – og det har været storslået – sammen med folk som Henning Davidsen, Gunnar Pedersen, Holger Villadsen, Gurli, og andre, siger han.
Udlejet i 2004
Fra 2004 udlejede Mie og Niels lokalerne til Euro Spar-butikkerne i Hvide Sande og en anden tid begyndte i Klittens ældste eksisterende butik.
– Fritiden er blevet lidt mere rundelig tildelt: Selv er jeg blevet medlem af »de fem vise mænd« – nogle kammerater, som jeg spiller petanque med – og vi har det udgangspunkt, at der ikke findes det problem i verden, som vi ikke kan løse: Folk er meget velkomne med spørgsmål, griner Niels – og peger på Hans Thomsen, Bruno Kasse Jørgensen, Herluf Madsen og Niels Chr. Olesen som de øvrige vise.
Så er vi klar til at tage fat – 22 og 23 år gamle og nyetablerede omkring købmandsbutikken, der blev bygget i 1906.
Hvide
· Røgeri og Fiskebutik
· Fersk Fisk
· Fiskefilet og Pommes
Altid friske fisk direkte fra auktionen Fiskeanretninger ud af huset
Mie er i cykelklub, og en investering i en elcykel har revolutioneret Niels’ fritidsliv – efter forudgående rygproblemer.
– Den cykel er den bedste investering, jeg har gjort.
– Ofte kigger min gode ven, Villy Fut Hansen, ind – han er min »mentor« og han sørger for, at ingen træer får lov at vokse ind i himlen. Han er suveræn dygtig til at påpege mine mange fejl, griner Niels.
De to blev venner via Boldklubben Klitten, hvor Niels Lauridsen sled sin sidste støvler op som +50-oldboy.
Nu er det mest Ældresagen/Ældreråd, der lægger beslag på fritidstimerne.
Frisk omgangstone –generer ingen
At Villy »Fut« sætter sin finger på evt. ømme steder – generer ikke.
– Jeg tror, det er eller har været lidt et særkende for Klitten. Tingene er blevet sagt lige ud – og vi har da oplevet, f.eks til fester og lignen-
ting er blevet sagt meget direkte i taler og lignende – også på en måde, så andre har bidt mærke i det – men sådan har omgangstonen været, og vi er ikke på nogen måder selv blevet stødt af det, siger Mie Lauridsen.
Det forjættede land Mie og Niels traf hinanden tilbage i 1960, ved et bryllup, hvor Niels var gæst, og hvor Mie serverede.
– Det sagde bang, og så må vi jo sige, at vi har haft et fantastisk liv sammen siden – både arbejdsmæssigt og privat. To dejlige piger, en flok dejlige børnebørn – det har været et rigt liv, er de to enige om, mens de nu som pensionister nyder udsigten over Ringkøbing Fjord, og med kig til »det forjættede land«, nemlig Klitten.
– Nok bor vi nu i Ringkøbing, men vi er klitboer i sind og skind, slår de fast.
– Det kunne lige så godt være blevet Hvide Sande, men nu blev denne skønne lejlighed ledig, og så slog vi til – men vi vil stadig komme både på Klitten og i Hvide Sande, og også på Holmsland, hvor vi også har mange venner, siger Mie Lauridsen, der ud over cykelveninderne også passer sin gymnastik.
– Vi har været privilegerede. Ikke to dage har været ens eller kedelige, og vi fik en god forretning ud af »det glade vanvid«, slår Niels Lauridsen fast.
Med overgangen til en pensionisttilværelse på en luksusadresse på havnen i Ringkøbing bliver der tid til at se historisk materiale og gamle billeder igennem for Mie og Niels Lauridsen, alt mens de ud af vinduet kan tage et kig hjem på det »forjættede land« på vestsiden af fjorden …
Ringen sluttet
At det nu efter en del år med »til-salg«-skilt foran butikken er blevet Martin Thygesen, der blev køberen, passer sælgerne godt.
– Det er en sjov detalje, for Martin er barnebarn til Karen og Arne, som vi i sin tid købte af, så dermed kan man sige, at ringen er sluttet – og vi har haft vore fantastiske år på et fantastisk sted, slutter Niels Lauridsen.
Mie blev æresmedlem
Kort efter, Mie og Niels Lauridsen havde etableret sig i Klegod, kom en dengang velkendt Venstre-mand, Anton Vejen, ind i butikken og ville sælge medlemskort til partiet.
Niels afslog at engagere sig partipolitisk –men tilbød dog at betale for et medlemskort for sin kone, der ikke var til stede.
– Et par år senere kunne jeg læse i avisen, at jeg var blevet indvalgt i vælgerforeningens bestyrelse, og her for nyligt kom der post – det var såmænd fra Venstres hoved-kontor, hvor man havde gjort mig til æresmedlem, griner Mie Lauridsen.
Kirkerne på Klitten
ønsker alle en god jul og et velsignet nytår.
Stor tak til alle de mange frivillige, som har hjulpet i alle kirkens arbejdsgrene i det forgangne år.
De tre menighedsråd ved
Kirkerne på Klitten
Bageste række fra venstre:
Philip Gade Nielsen, Jonas Lodberg Madsen, Daniel Kristiansen, Emil Ørgaard Christensen, Niels Kristian Olesen, Leon Bareuther, Rasmus Davidsen, Marinus Muff Christensen, Sebastian Langer Nielsen, Magnus Bækbo Christensen
Midterste række fra venstre:
Mette Lund Bjerregaard, Bolette Muff Christensen, Nanna Norup Aigner Vilhelmsen, Mathilde Lodberg, Caroline Lodberg, Lene Thipkrathok Jensen, Maria Højbak Lysgaard Lauridsen, Nathalie Vivi Harris
Forreste række fra venstre:
Rikke Breinholt, Signe Lodberg Sand, Sofie Storm Yde, Cecilie Opstrup Uhrskov Jensen, Sara Storm Yde, Anne Sofie Høj Nielsen, Laura Kristensen
Bageste række fra venstre:
Daniel Kristiansen, Andreas Frydendahl Sørensen, Martin Lodberg Kristensen, Peder Timmer Christensen, Noah Refsgaard Friis, Viktor Bøndergaard
Midterste række fra venstre:
Amalie Toft Rasmussen, Mille Overgaard Enevoldsen, Maja Jensen, Louis Muff Pedersen, Peter Rask, Rasmus Kolle Sørensen, Victor Houborg Pedersen, Katarina Kristiansen, Trine Mose Sørensen
Forreste række fra venstre:
Julie From Hvas, Emma Kathrine Rosenbæk Vestergaard, Kathrine Stouby Kristensen, Stefani Esager, Eva Maria Platz Glipstrup, Freja Thøgersen, Ida Marie Bilberg Madsen
Bageste række fra venstre:
Ole Lange, Jonas Stoubæk Andersen, Mads Hoppe, Mads Lodberg Stendorf Jensen, Peter Vagner Iversen, Mikkel Frich Nielsen, Asbjørn Milton Rasmussen
Forreste række fra venstre:
Louise Møller Lauridsen, Laura Feldthaus Mathiesen, Mia Bank Raaskou Højbjerg, Signe Winther Hansen, Christina Sandgrav, Mathilde Dyrby
