POLITIKEN
Søndag 18. august 2013
6 PS
Ørkenvandreren, der for Den britiske eventyrer Ripley Davenport kaldes en moderne ‘Lawrence of Arabia’. Han er kendt for sine ekstreme soloekspeditioner og figurerede på en liste over de største eventyrere i verden – lige indtil han holdt op med at eksistere. Udflugter
D
u skal ikke give nogen oplysninger om, hvor og hvordan du mødte Ripley«, stod der i mailen. »Jeg ved, det lyder mærkeligt, men vi har vores grunde«. Det var Laura Davenport, konen til ørkeneventyreren Ripley Davenport, der skrev til mig. Jeg havde ikke hørt fra dem i flere år, og pludselig kontaktede hun mig for at advare om en sindssyg amerikaner. »Ignorer ham«, skrev hun om manden, der havde generet Ripley i snart tre år. »Han vil kontakte dig. Hvis han ikke allerede har«. Da jeg fik mailen, i september 2012, var det LASSE RAHBEK længe siden, jeg første gang mødte Ripley Davenport. Dengang, i 2009, boede han i Danmark med sin litauiske kone Laura og var lige blevet ansat på den engelsksprogede privatskole The Cosmo i Kolding. Hans undervisning var populær blandt eleverne. De var ofte ude i naturen, lærte blandt andet at bruge kompas og blev lovet en skitur med Ripley. »Han var en meget karismatisk person. Typen, man lynhurtigt får tillid til, når man sidder og snakker over en kop kaffe«, siger daværende leder af privatskolen, Simon Mosekjær, der gav Ripley jobbet på baggrund af hans cv. Ripley var tidligere elitesoldat i den britiske flåde og havde to universitetsuddannelser bag sig. På det tidspunkt arbejdede jeg selv som vikar på privatskolen, og i en frokostpause snakkede Ripley og jeg lidt frem og tilbage – han fortalte om sin tid i militæret, jeg fortalte ham, at jeg lavede film. »Nu får du mig til at tænke«, sagde han. »Ser du. Jobbet her ... det er kun for at brødføde min familie. Det, jeg i virkeligheden laver, er ekspeditioner«. Han stoppede op for at sikre sig, at ingen lyttede med. »Jeg er eventyrer, og jeg er faktisk i gang med at forberede mig på verdens længste soloekspedition nogensinde«. Ripleys plan var at vandre ene mand gennem Gobi-ørkenen i Mongoliet. Han tilbød mig at dokumentere sine forberedelser. Et par måneder senere kørte jeg til Fyn for at filme Ripley på et af hans træningspas. I indkørslen foran sit beskedne, røde murstenshus sad han på knæ og surrede to svulmende sportstasker fast til noget, der mindede om en rickshaw uden sæder. Vognen, der havde to cykelhjul i hver side og var klistret til med sponsormærker, havde han døbt ‘Molly Brown’. Til sommer skulle den lastes med udstyr, vand og mad nok til tre måneder og trækkes 2.700 kilometer gennem Gobi-ørkenen. Proviant og grej ville bringe vognens vægt op på mere end 250 kilo, men den dag var der kun puder i taskerne. Fire store sofapuder. »Det er jo bare for kameraets skyld i dag«, sagde Ripley, mens han lynede den sidste taske til.
En lille vom at stå imod med Han havde anlagt en lille vom for at have noget at stå imod med i Mongoliet, og en tynd hue skærmede den skaldede isse mod sneen. Han vinkede farvel til sin kone og to små børn inde i huset, spændte sig selv for vognen og trak den ud på naboens snedækkede mark. Sigtbarheden den eftermiddag var lav, så man kunne ikke umiddelbart genkende det sydfynske landskab. Mit kamera snurrede, mens Ripley gik rundt på marken med karabinhagerne klimprende bag sig. »No pain, no gain!«, lød det igen og igen fra briten. Vi stoppede efter en times tid, men da optagelserne skulle på YouTube, bad Ripley mig kalde videoen for ’Tre dages træningspas i minusgrader – langt væk fra ingenting’. Den slags ture tog han jo hele tiden, forklarede Ripley. Videoen ligger stadig på min YouTubekonto, og det var derfor, Laura Davenport sendte mig en e-mail i september 2012. Hun vidste, at amerikaneren – ’cyberstal-
keren’ – ville finde videoen og dermed finde frem til mig. Laura havde ret. Få timer inden hun sendte sin første mail, var jeg blevet kontaktet af amerikanske Kent Madin. Han griner til mig gennem skærmen, da jeg for første gang møder ham over Skype. 62 år gammel, hvidhåret under kasketten og med udendørsrøde kinder. »Det her må være meget spændende for dig«. Kent har arbejdet cirka 40 år i rejsebranchen. 18 af årene brugte han i Mongoliet, hvor han var en af de første vesterlændinge til at arrangere rejser i landet efter kommunismens fald. Efter lang, tro tjeneste er han blevet udnævnt til Mongoliets honorære generalkonsul for de nordlige Rocky Mountains i USA, hvor han bor i dag. Det er mest af alt en ceremoniel post, som han har fået af Mongoliets ambassade i Washington, men Mongoliet er hans land, føler han, og når nogen siger noget om Mongoliet, siger de noget om ham. Det viser sig, at Kent Madin og jeg lærte Ripley Davenport at kende på samme tid. Britens navn dukkede op på Kents computerskærm, da planerne om soloekspeditionen til Mongoliet i 2010 blev offentliggjort. Dengang var det ikke svært at finde Ripley Davenport i cyberspace. »Fyren havde et imponerende cv«, husker Kent. En hurtig søgning på nettet resulterede i en mosaik af blogs, sponsorreferencer og medieomtale, der tilsammen dannede et billede af Ripley Davenport som en anerkendt og erfaren ørkeneventyrer. Som elitesoldat og paramediciner i den britiske flåde havde han blandt andet været udsendt i Bosnien, på Falklandsøerne, i Nordirland og under den første Golfkrig. Men det var ørkenen, der optog Ripleys tanker, lige siden han som lille purk fik stukket en slidt udgave af bogen ’Lawrence of Arabia’ i hånden, kunne man læse på hans hjemmeside. I 1997 forlod Ripley militæret og drog til Afrika, hvor han Jeg har faktisk krydsede Namibørkenen med et allerede gået par kameler. gennem Umiddelbart efMongoliet ter tog han til Karaadskillige kum-ørkenen i Centralasien og segange – nere til Niger i det i mit hoved sydlige Sahara. I alt Ripley gennemførte RiDavenport, pley ni ekspeditioeventyrer ner til både glohede ørkener og frostbidte polaregne i årene 1992 til 2001, inden han tog sig en pause og stiftede familie i Danmark. Hans image som ørkenudforsker hang dog stadig ved her ni år senere, og på sit profilbillede på Facebook var Ripleys ansigt svøbt i en lilla turban. Almindelig nysgerrighed drev Kent Madin til at kigge nærmere på Ripley Davenport, for i Kents øjne var planerne om solovandringen gennem Mongoliets Gobiørken en grød af ideer om velgørenhed og rekorder. »Forestillingen om den hvide mand, der kæmper sig alene gennem en barbarisk vildmark, holder ikke i det 21. århundrede«, siger Kent og forklarer, at den tankegang er et levn fra en tid, hvor der stadig var uudforskede pletter tilbage på verdenskortet. Ideen om uassisteret rejse passer slet ikke med den nomadekultur, der findes på Mongoliets brede sletter, hvor man overalt kan regne med gæstfrihed og hjælp fra fremmede. »Og så ville han slå en verdensrekord«, siger Kent og og ryster lidt på hovedet gennem den pixelerede webcam-forbindelse. »Men man må vel kende en verdensrekord for at kunne slå den? Ingen ved, hvad verdens længste gåtur er, og hvordan skulle man også kunne afgøre det? Distancer, der langt overstiger Gobiørkenens, er blevet tilbagelagt af folkefærd gennem tusinder af år«. Kent skrev sine mange kritiske kommentarer og spørgsmål i kommentarfeltet på Ripleys hjemmeside. »Tak for kommentaren«, svarede Ripley tørt. Kent Madin følte, han var på sporet af noget, men havde endnu ingen idé om omfanget af det, han var ved at opdage. Tidligt i 2010 var forberedelserne til ekspeditionen i fuld gang i Danmark. »Jeg har faktisk allerede gået gennem Mongoliet adskillige gange – i mit hoved«, sagde Ripley Davenport i et interview med The Adventure Blog. Han brugte angiveligt tre timer om dagen på mental træning. »Hvis man kan se sig selv gøre det og lykkes med det, så må det også være muligt«. Hjemlige medier som Fyens Stiftstidende og Copenhagen Post skrev også om Ripley, der nød at fortælle om sit forestående eventyr, hvor han skulle kæmpe mod
ulve, snestorme og total isolation. Omtalen og Ripleys egen markedsføring skaffede sponsorer. Han havde fyldt et helt rum i sit hus med udstyr. Og de var kærkomne, sponsoraterne, for Ripley arbejdede ikke længere på privatskolen i Kolding. »Han begyndte at love eleverne ting«, siger den daværende afdelingsleder, Simon Mosekjær. »Jeg måtte forklare en række forældre, at jeg intet kendte til den skitur til Norge, som Ripley havde lovet deres børn«. Da Ripley heller ikke kunne frembringe sine eksamenspapirer fra universiteterne – trods gentagne rykkere – var Simon Mosekjær nødt til at afskedige ham.
Samarbejde sluttede brat Mit samarbejde med Ripley sluttede lige så brat. Det var planen, at jeg skulle med til Mongoliet for at filme starten og slutningen på soloekspeditionen – optagelser, som Discovery Channel angiveligt var interesseret i. Men et par uger inden afgang trak en sponsor sig ud, forklarede Ripley i en mail, og jeg skulle selv betale for mine flybilletter. »Kan du ikke låne af din familie? Hvad med din mormor? Det er jo en investering i din fremtid!«, forsøgte han sig. Men jeg afslog. Få timer senere blev mit navn og billede slettet fra ekspeditionens hjemmeside. Uafhængigt af hinanden fulgte Kent Madin og jeg halvhjertet med i solovandringen over nettet. Første forsøg glippede. Efter få dage måtte Ripley afbryde sin ekspedition, fordi der var kommet sand i ‘Molly Browns’ kuglelejer. De mange træningsture i Danmark havde åbenbart ikke afsløret svagheder i konstruktionen. »Det undrede mig meget. Som ørkenudforsker må man da vide, at der er sand i en ørken«, siger Søren Braes, direktør for den lille danske virksomhed ‘Pilotur’, der var hovedsponsor for soloekspeditionen. Søren Braes havde i forvejen postet over
der tittede op over horisonten, ikke så langt ude på sletten. Der skulle Gobi-holdet slå lejr efter første etape.
Træerne var et fatamorgana
50.000 kr. i projektet, men han gav Ripley et rentefrit lån på 10.000 kr., for at ekspeditionen kunne fortsætte. Det gik bedre i anden omgang, men efter 1.600 kilometer måtte Ripley afbryde sit verdensrekordforsøg. ‘Molly Brown’ var gledet ned ad en skrænt og landet på hans ankel. Ripley vendte hjem til Danmark midt i juli 2010, men der gik måneder, før Søren Braes fik det videomateriale og de fotos, han var blevet lovet fra ekspeditionen. »Og pludselig forsvandt hjemmesiden, som ellers var mit udstillingsvindue«, siger Søren Braes, der kort efter kunne se, at Ripley havde oprettet en ny hjemmeside med planer om endnu en ekspedition. Det opdagede Kent Madin også, og han var ikke imponeret over de evner, Ripley havde udvist på sin første tur til Gobi-ørkenen. »Vidste du godt, at han tog folk med sig året efter?«, spørger Kent i den ene ende af Skypeforbindelsen. »Nej?«, svarer jeg i den anden. Med nye sponsorer i ryggen og danske grevinde Alexandra som protektor var Ripley Davenport klar til at påtage sig ansvaret for 11 personer og krydse Gobi-ørkenen igen. For første gang i sin karriere
’MOLLY BROWN’. Denne vogn, som Ripley Davenport døbte ’Molly Brown’, skulle lastes med udstyr, vand og mad nok til tre måneder og trækkes 2.700 kilometer gennem Gobi-ørkenen. Men den kunne ikke så godt tåle sand ... Foto: Asbjørn Sand
skulle ørkeneventyreren ikke gå solo, men derimod være ekspeditionsleder. »Jeg var oprigtigt bekymret for, om noget ville gå galt«, fortæller Kent. »Bekymret for, at nogen ville komme til skade eller blive slået ihjel«. Et år senere, i sommeren 2011, drog Ripley Davenport igen af sted mod Gobi-ørkenen, denne gang sammen med 11 personer fra hele verden. »Det var en ære overhovedet at være med«, siger den yngste deltager, Christopher Schrader, der ligesom alle andre havde betalt for at være med. Holdet startede i de kølige Altai-bjerge. I horisonten så det nærmest grønt ud, men forude ventede der ekstreme temperatursvingninger, grusede sletter og høje klitter. Målet var et alter, der lå 1.600 kilometer væk; det var der, Ripley Davenport havde startet sin solovandring ét år tidligere. Han pegede på en lille gruppe træer,
Da de begav sig af sted mod dagens mål, blev karavanen hurtigt splittet op, og nogle af deltagerne blev væk fra hinanden. Den første dag blev lang. Gruppen endte med at gå 30 kilometer den dag – i stedet for de 20, Ripley havde sagt. De sidste to timer havde de ikke mere vand. Træerne, Ripley havde rettet sin kurs efter, viste sig at være et fatamorgana. Flere af ekspeditionens deltagere husker en leder, der blev mere og mere usikker, jo længere de trængte ind i den flade Gobi-ørken. De undrede sig over, at Ripley ikke, som lovet, havde medbragt tabletter, der kunne rense drikkevandet for bakterier. Havde han ikke været paramediciner i de britiske specialstyrker? Endnu mere mærkværdig var hans påstand om, at man kunne træne kroppen til at drikke mindre vand – ned til en liter om dagen. »Medmindre man er i en ekstremt presset situation, skal man aldrig bede folk om at drikke så lidt vand som muligt«, skriver ekspeditionsdeltageren Michael Preihs i en mail. Og da Ripley fulgte sit eget råd, måtte han bruge de næste dage i karavanens følgebil – der desuden transporterede proviant og en kok. »I mine øjne var Ripley med denne ekspedition længere ude, end han kunne bunde«, skriver Michael Preihs. De forslag, deltagerne havde til forbedringer, blev taget som kritik, og det tålte Ripley ikke, husker Florence Kuyper. Hvis en deltager stillede spørgsmål, nægtede han at tale til personen resten af dagen. Efter en række små og store brølere stolede Florence Kuyper ikke længere på Ripley, og hun forlod ekspeditionen efter cirka 1.100 kilometers vandring – 500 kilometer før mål. »Det var min drøm at deltage i ekspeditionen. Den drøm havde jeg