POLITIKEN
Søndag 18. august 2013
6 PS
Ørkenvandreren, der for Den britiske eventyrer Ripley Davenport kaldes en moderne ‘Lawrence of Arabia’. Han er kendt for sine ekstreme soloekspeditioner og figurerede på en liste over de største eventyrere i verden – lige indtil han holdt op med at eksistere. Udflugter
D
u skal ikke give nogen oplysninger om, hvor og hvordan du mødte Ripley«, stod der i mailen. »Jeg ved, det lyder mærkeligt, men vi har vores grunde«. Det var Laura Davenport, konen til ørkeneventyreren Ripley Davenport, der skrev til mig. Jeg havde ikke hørt fra dem i flere år, og pludselig kontaktede hun mig for at advare om en sindssyg amerikaner. »Ignorer ham«, skrev hun om manden, der havde generet Ripley i snart tre år. »Han vil kontakte dig. Hvis han ikke allerede har«. Da jeg fik mailen, i september 2012, var det LASSE RAHBEK længe siden, jeg første gang mødte Ripley Davenport. Dengang, i 2009, boede han i Danmark med sin litauiske kone Laura og var lige blevet ansat på den engelsksprogede privatskole The Cosmo i Kolding. Hans undervisning var populær blandt eleverne. De var ofte ude i naturen, lærte blandt andet at bruge kompas og blev lovet en skitur med Ripley. »Han var en meget karismatisk person. Typen, man lynhurtigt får tillid til, når man sidder og snakker over en kop kaffe«, siger daværende leder af privatskolen, Simon Mosekjær, der gav Ripley jobbet på baggrund af hans cv. Ripley var tidligere elitesoldat i den britiske flåde og havde to universitetsuddannelser bag sig. På det tidspunkt arbejdede jeg selv som vikar på privatskolen, og i en frokostpause snakkede Ripley og jeg lidt frem og tilbage – han fortalte om sin tid i militæret, jeg fortalte ham, at jeg lavede film. »Nu får du mig til at tænke«, sagde han. »Ser du. Jobbet her ... det er kun for at brødføde min familie. Det, jeg i virkeligheden laver, er ekspeditioner«. Han stoppede op for at sikre sig, at ingen lyttede med. »Jeg er eventyrer, og jeg er faktisk i gang med at forberede mig på verdens længste soloekspedition nogensinde«. Ripleys plan var at vandre ene mand gennem Gobi-ørkenen i Mongoliet. Han tilbød mig at dokumentere sine forberedelser. Et par måneder senere kørte jeg til Fyn for at filme Ripley på et af hans træningspas. I indkørslen foran sit beskedne, røde murstenshus sad han på knæ og surrede to svulmende sportstasker fast til noget, der mindede om en rickshaw uden sæder. Vognen, der havde to cykelhjul i hver side og var klistret til med sponsormærker, havde han døbt ‘Molly Brown’. Til sommer skulle den lastes med udstyr, vand og mad nok til tre måneder og trækkes 2.700 kilometer gennem Gobi-ørkenen. Proviant og grej ville bringe vognens vægt op på mere end 250 kilo, men den dag var der kun puder i taskerne. Fire store sofapuder. »Det er jo bare for kameraets skyld i dag«, sagde Ripley, mens han lynede den sidste taske til.
En lille vom at stå imod med Han havde anlagt en lille vom for at have noget at stå imod med i Mongoliet, og en tynd hue skærmede den skaldede isse mod sneen. Han vinkede farvel til sin kone og to små børn inde i huset, spændte sig selv for vognen og trak den ud på naboens snedækkede mark. Sigtbarheden den eftermiddag var lav, så man kunne ikke umiddelbart genkende det sydfynske landskab. Mit kamera snurrede, mens Ripley gik rundt på marken med karabinhagerne klimprende bag sig. »No pain, no gain!«, lød det igen og igen fra briten. Vi stoppede efter en times tid, men da optagelserne skulle på YouTube, bad Ripley mig kalde videoen for ’Tre dages træningspas i minusgrader – langt væk fra ingenting’. Den slags ture tog han jo hele tiden, forklarede Ripley. Videoen ligger stadig på min YouTubekonto, og det var derfor, Laura Davenport sendte mig en e-mail i september 2012. Hun vidste, at amerikaneren – ’cyberstal-
keren’ – ville finde videoen og dermed finde frem til mig. Laura havde ret. Få timer inden hun sendte sin første mail, var jeg blevet kontaktet af amerikanske Kent Madin. Han griner til mig gennem skærmen, da jeg for første gang møder ham over Skype. 62 år gammel, hvidhåret under kasketten og med udendørsrøde kinder. »Det her må være meget spændende for dig«. Kent har arbejdet cirka 40 år i rejsebranchen. 18 af årene brugte han i Mongoliet, hvor han var en af de første vesterlændinge til at arrangere rejser i landet efter kommunismens fald. Efter lang, tro tjeneste er han blevet udnævnt til Mongoliets honorære generalkonsul for de nordlige Rocky Mountains i USA, hvor han bor i dag. Det er mest af alt en ceremoniel post, som han har fået af Mongoliets ambassade i Washington, men Mongoliet er hans land, føler han, og når nogen siger noget om Mongoliet, siger de noget om ham. Det viser sig, at Kent Madin og jeg lærte Ripley Davenport at kende på samme tid. Britens navn dukkede op på Kents computerskærm, da planerne om soloekspeditionen til Mongoliet i 2010 blev offentliggjort. Dengang var det ikke svært at finde Ripley Davenport i cyberspace. »Fyren havde et imponerende cv«, husker Kent. En hurtig søgning på nettet resulterede i en mosaik af blogs, sponsorreferencer og medieomtale, der tilsammen dannede et billede af Ripley Davenport som en anerkendt og erfaren ørkeneventyrer. Som elitesoldat og paramediciner i den britiske flåde havde han blandt andet været udsendt i Bosnien, på Falklandsøerne, i Nordirland og under den første Golfkrig. Men det var ørkenen, der optog Ripleys tanker, lige siden han som lille purk fik stukket en slidt udgave af bogen ’Lawrence of Arabia’ i hånden, kunne man læse på hans hjemmeside. I 1997 forlod Ripley militæret og drog til Afrika, hvor han Jeg har faktisk krydsede Namibørkenen med et allerede gået par kameler. gennem Umiddelbart efMongoliet ter tog han til Karaadskillige kum-ørkenen i Centralasien og segange – nere til Niger i det i mit hoved sydlige Sahara. I alt Ripley gennemførte RiDavenport, pley ni ekspeditioeventyrer ner til både glohede ørkener og frostbidte polaregne i årene 1992 til 2001, inden han tog sig en pause og stiftede familie i Danmark. Hans image som ørkenudforsker hang dog stadig ved her ni år senere, og på sit profilbillede på Facebook var Ripleys ansigt svøbt i en lilla turban. Almindelig nysgerrighed drev Kent Madin til at kigge nærmere på Ripley Davenport, for i Kents øjne var planerne om solovandringen gennem Mongoliets Gobiørken en grød af ideer om velgørenhed og rekorder. »Forestillingen om den hvide mand, der kæmper sig alene gennem en barbarisk vildmark, holder ikke i det 21. århundrede«, siger Kent og forklarer, at den tankegang er et levn fra en tid, hvor der stadig var uudforskede pletter tilbage på verdenskortet. Ideen om uassisteret rejse passer slet ikke med den nomadekultur, der findes på Mongoliets brede sletter, hvor man overalt kan regne med gæstfrihed og hjælp fra fremmede. »Og så ville han slå en verdensrekord«, siger Kent og og ryster lidt på hovedet gennem den pixelerede webcam-forbindelse. »Men man må vel kende en verdensrekord for at kunne slå den? Ingen ved, hvad verdens længste gåtur er, og hvordan skulle man også kunne afgøre det? Distancer, der langt overstiger Gobiørkenens, er blevet tilbagelagt af folkefærd gennem tusinder af år«. Kent skrev sine mange kritiske kommentarer og spørgsmål i kommentarfeltet på Ripleys hjemmeside. »Tak for kommentaren«, svarede Ripley tørt. Kent Madin følte, han var på sporet af noget, men havde endnu ingen idé om omfanget af det, han var ved at opdage. Tidligt i 2010 var forberedelserne til ekspeditionen i fuld gang i Danmark. »Jeg har faktisk allerede gået gennem Mongoliet adskillige gange – i mit hoved«, sagde Ripley Davenport i et interview med The Adventure Blog. Han brugte angiveligt tre timer om dagen på mental træning. »Hvis man kan se sig selv gøre det og lykkes med det, så må det også være muligt«. Hjemlige medier som Fyens Stiftstidende og Copenhagen Post skrev også om Ripley, der nød at fortælle om sit forestående eventyr, hvor han skulle kæmpe mod
ulve, snestorme og total isolation. Omtalen og Ripleys egen markedsføring skaffede sponsorer. Han havde fyldt et helt rum i sit hus med udstyr. Og de var kærkomne, sponsoraterne, for Ripley arbejdede ikke længere på privatskolen i Kolding. »Han begyndte at love eleverne ting«, siger den daværende afdelingsleder, Simon Mosekjær. »Jeg måtte forklare en række forældre, at jeg intet kendte til den skitur til Norge, som Ripley havde lovet deres børn«. Da Ripley heller ikke kunne frembringe sine eksamenspapirer fra universiteterne – trods gentagne rykkere – var Simon Mosekjær nødt til at afskedige ham.
Samarbejde sluttede brat Mit samarbejde med Ripley sluttede lige så brat. Det var planen, at jeg skulle med til Mongoliet for at filme starten og slutningen på soloekspeditionen – optagelser, som Discovery Channel angiveligt var interesseret i. Men et par uger inden afgang trak en sponsor sig ud, forklarede Ripley i en mail, og jeg skulle selv betale for mine flybilletter. »Kan du ikke låne af din familie? Hvad med din mormor? Det er jo en investering i din fremtid!«, forsøgte han sig. Men jeg afslog. Få timer senere blev mit navn og billede slettet fra ekspeditionens hjemmeside. Uafhængigt af hinanden fulgte Kent Madin og jeg halvhjertet med i solovandringen over nettet. Første forsøg glippede. Efter få dage måtte Ripley afbryde sin ekspedition, fordi der var kommet sand i ‘Molly Browns’ kuglelejer. De mange træningsture i Danmark havde åbenbart ikke afsløret svagheder i konstruktionen. »Det undrede mig meget. Som ørkenudforsker må man da vide, at der er sand i en ørken«, siger Søren Braes, direktør for den lille danske virksomhed ‘Pilotur’, der var hovedsponsor for soloekspeditionen. Søren Braes havde i forvejen postet over
der tittede op over horisonten, ikke så langt ude på sletten. Der skulle Gobi-holdet slå lejr efter første etape.
Træerne var et fatamorgana
50.000 kr. i projektet, men han gav Ripley et rentefrit lån på 10.000 kr., for at ekspeditionen kunne fortsætte. Det gik bedre i anden omgang, men efter 1.600 kilometer måtte Ripley afbryde sit verdensrekordforsøg. ‘Molly Brown’ var gledet ned ad en skrænt og landet på hans ankel. Ripley vendte hjem til Danmark midt i juli 2010, men der gik måneder, før Søren Braes fik det videomateriale og de fotos, han var blevet lovet fra ekspeditionen. »Og pludselig forsvandt hjemmesiden, som ellers var mit udstillingsvindue«, siger Søren Braes, der kort efter kunne se, at Ripley havde oprettet en ny hjemmeside med planer om endnu en ekspedition. Det opdagede Kent Madin også, og han var ikke imponeret over de evner, Ripley havde udvist på sin første tur til Gobi-ørkenen. »Vidste du godt, at han tog folk med sig året efter?«, spørger Kent i den ene ende af Skypeforbindelsen. »Nej?«, svarer jeg i den anden. Med nye sponsorer i ryggen og danske grevinde Alexandra som protektor var Ripley Davenport klar til at påtage sig ansvaret for 11 personer og krydse Gobi-ørkenen igen. For første gang i sin karriere
’MOLLY BROWN’. Denne vogn, som Ripley Davenport døbte ’Molly Brown’, skulle lastes med udstyr, vand og mad nok til tre måneder og trækkes 2.700 kilometer gennem Gobi-ørkenen. Men den kunne ikke så godt tåle sand ... Foto: Asbjørn Sand
skulle ørkeneventyreren ikke gå solo, men derimod være ekspeditionsleder. »Jeg var oprigtigt bekymret for, om noget ville gå galt«, fortæller Kent. »Bekymret for, at nogen ville komme til skade eller blive slået ihjel«. Et år senere, i sommeren 2011, drog Ripley Davenport igen af sted mod Gobi-ørkenen, denne gang sammen med 11 personer fra hele verden. »Det var en ære overhovedet at være med«, siger den yngste deltager, Christopher Schrader, der ligesom alle andre havde betalt for at være med. Holdet startede i de kølige Altai-bjerge. I horisonten så det nærmest grønt ud, men forude ventede der ekstreme temperatursvingninger, grusede sletter og høje klitter. Målet var et alter, der lå 1.600 kilometer væk; det var der, Ripley Davenport havde startet sin solovandring ét år tidligere. Han pegede på en lille gruppe træer,
Da de begav sig af sted mod dagens mål, blev karavanen hurtigt splittet op, og nogle af deltagerne blev væk fra hinanden. Den første dag blev lang. Gruppen endte med at gå 30 kilometer den dag – i stedet for de 20, Ripley havde sagt. De sidste to timer havde de ikke mere vand. Træerne, Ripley havde rettet sin kurs efter, viste sig at være et fatamorgana. Flere af ekspeditionens deltagere husker en leder, der blev mere og mere usikker, jo længere de trængte ind i den flade Gobi-ørken. De undrede sig over, at Ripley ikke, som lovet, havde medbragt tabletter, der kunne rense drikkevandet for bakterier. Havde han ikke været paramediciner i de britiske specialstyrker? Endnu mere mærkværdig var hans påstand om, at man kunne træne kroppen til at drikke mindre vand – ned til en liter om dagen. »Medmindre man er i en ekstremt presset situation, skal man aldrig bede folk om at drikke så lidt vand som muligt«, skriver ekspeditionsdeltageren Michael Preihs i en mail. Og da Ripley fulgte sit eget råd, måtte han bruge de næste dage i karavanens følgebil – der desuden transporterede proviant og en kok. »I mine øjne var Ripley med denne ekspedition længere ude, end han kunne bunde«, skriver Michael Preihs. De forslag, deltagerne havde til forbedringer, blev taget som kritik, og det tålte Ripley ikke, husker Florence Kuyper. Hvis en deltager stillede spørgsmål, nægtede han at tale til personen resten af dagen. Efter en række små og store brølere stolede Florence Kuyper ikke længere på Ripley, og hun forlod ekspeditionen efter cirka 1.100 kilometers vandring – 500 kilometer før mål. »Det var min drøm at deltage i ekspeditionen. Den drøm havde jeg
Søndag 18. august 2013 POLITIKEN
PS 7
vild i virkeligheden en blog, Ripley Davenport Fact Finding, og begyndte at kontakte Ripley Davenports sponsorer og samarbejdspartnere. »Det viste sig, at firmaerne blindt havde kastet udstyr efter ham. Når én havde gjort det, fulgte de andre bare efter«, siger Kent, der blev forarget over manglen på kritisk sans i outdoorbranchen.
Navnet var opdigtet
mere eller mindre nået, og jeg ville ud af Gobi-ørkenen, mens jeg stadig var i live«, fortæller hun. På ekspeditionens Facebook-side kunne enhver følge med i holdets fremskridt. Og efterhånden som de stred sig gennem den mongolske sommer, begyndte de negative historier at dukke op. Men lige så hurtigt de kritiske kommentarer blev skrevet, lige så hurtigt blev de slettet. Det var formentlig Laura Davenport, Ripleys kone, der fra en skrivebordsstol i Danmark bortcensurerede alt, der lød negativt. »Hvad der skete ude i ørkenen, og hvordan det blev præsenteret på Facebook, hang ikke altid sammen«, siger Nalanda Jogekar fra Indien, der forlod den krævende tur cirka halvvejs. Kort efter sendte Laura Davenport en e-mail til ekspeditionsdeltagerne: »Hvad der sker i Gobi-ørkenen, bør blive i Gobi-ørkenen«, lød det. Der var blå himmel over karavanen, da de forreste nåede frem til endemålet omtrent to måneder efter, de satte ud fra Altai-bjergene. Foran dem rejste sig en høj bakke, og på toppen af den stod en Oowoo, et slags alter for nomadefolket. Der var symbolik i det alter, for ekspeditionslederen Ripley havde fortalt, at det var i dette område, han startede sin solovandring et år tidligere. Men da han indhentede de forreste, bredte der sig en mærkelig stemning. Ripley kunne tilsyneladende ikke genkende stedet. Kort efter ekspeditionens afslutning blev Facebook-siden for Gobi-2011 lukket ned. Kent Madin havde brugt siden til at følge med og debattere – under falsk navn af frygt for at blive blokeret – men han var efterhånden kommet i direkte kontakt med de deltagere, der nu var vendt hjem. Via dem fik han fat i noget afgørende: den pakke med informationer, Ripley havde sendt rundt inden ekspeditionen. »Det var en liste over ting, man skulle medbringe, hvad der skulle ske i nødstil-
MOLLY 2. Ripley Davenport bor nu i Irland, hvor han optræder som uddannet redningshundefører. Hans brune labrador hedder Molly. Foto: Lasse Rahbek fælde, og hvor ekspeditionen skulle starte og slutte«, fortæller Kent, der fandt listen usammenhængende og vagt formuleret. »Det lod til at være skrevet af en amatør«. I informationspakken fandt Kent et udførligt cv med detaljer om Ripleys tidligere ekspeditioner rundt omkring i verden. Kent havde før læst, at Ripley var på sin første ekspedition i 1992, men på cv’et i informationspakken stod der, at han først begyndte sin karriere som ørkenudforsker i Namibia i 1998. En soloekspedition, der startede i den lille by Oranjemund. Kent lagde cv’et fra sig og lavede en hurtig søgning på Wikipedia. Men han nåede kun få linjer ned i beskrivelsen af byen, før hans blik stivnede. »Du godeste«, tænkte han og mærkede suset fra det vindue, han lige havde åbnet ind til en helt ny verden. »Han er en bedrager. Manden har fundet på det hele«. Namib-ørkenen, verdens ældste, strækker sig hele vejen langs Namibias vestkyst. Sandet bølger op og ned og skaber enorme, orangegule klitter, der rejser sig direkte fra brændingen. Der er ingen væ-
ske, og ørkenen flyder med rester fra dengang, landet var en tysk koloni: gamle skyttegrave, rustne skovle, der stikker ud af sandet, og indtørrede skeletter af tyskernes heste. Namib er en karikatur af et ufremkommeligt område, men det er Oranjemund, hvor Ripley påstår, at han startede sin debutekspedition, der er mest interessant. Bebyggelsen er skabt til minedrift og ejet af diamantfirmaet Namdeb, der sammen med den namibiske stat kontrollerer al trafik til og fra ørkenen. Området har fået navnet ’Sperrgebiet’ – tysk for ’lukket område’. Kent Madin fandt frem til Peter Shout, der tilbage i 1998 var ansvarlig for overvågning og sikkerhed i diamantområdet. Han fandt ud af, at det er meget usædvanligt at få lov til at komme igennem ‘Sperrgebiet’. »Den eneste, der med vores vidende og assistance har foretaget sådan en rejse, er Mr. Benedict Allen (britisk udforsker, red.)«, skriver Peter Shout i dag i en mail. Han har aldrig hørt om Ripley Davenport. Hvis ekspeditionen virkelig har fundet sted, skulle Ripley have importeret kameler til Namibia – hvor de ikke findes naturligt – have trukket dem gennem en aflukket by og vandret 52 dage i en knastør ørken uden nogen form for hjælp. Alt sammen, uden at nogen opdagede ham. Kent var ikke i tvivl – Ripley Davenport løj om sin ekspedition i Namibia. Det næste spørgsmål var: Hvis han har løjet om den tur, hvad har han så ellers løjet om? »Det frustrerende ved at undersøge Ripley Davenport på nettet var, at der var så få konkrete ting, man kunne tage fat i«, siger Kent over Skype og sender et par mail for at vise, hvordan Ripley egentlig tog sig ud på internettet i 2011. Fortiden i det britiske militær var vagt formuleret og enkelte steder direkte selvmodsigende. Antallet af ekspeditioner, Ripley havde gennemført, varierede fra blog til blog, og det samme gjorde detaljer fra de forskellige
MANDEFALD. Ripley Davenport (t.h.) trækker en kamel gennem Gobi-ørkenen i 2011. 11 personer deltog, men kun syv gennemførte. Foto: Carrie Lee
ekspeditioner; for eksempel antallet af kameler, der var med i Namib-ørkenen. Ripley’s cv fortalte, at han efter Namibia arrangerede en solovandring gennem Karakumørkenen i Centralasien. Men Kent kunne kun finde omtale af turen i form af interview med Ripley. Flere steder byttede Ripley rundt på rækkefølgen af ekspeditionerne, længden på turene varierede, og der var ingen billeder at finde. I år 2000, påstår Ripley, tog han til Sahara, nærmere bestemt Niger, for at leve sammen med nomaderne. Igen fandt Kent hverken billeder, rejseberetninger, presseomtale eller nogen andet dokumentation. Ekspeditionen til Zugspitze i Tyskland sammen med to handikappede børn, en rekognosceringstur til Thar-ørkenen i Indien og hans tur til polaregnene – det hele eksisterede tilsyneladende kun som bogstaver på et cv.
Krig i cyberspace Selv billedet med den lilla turban, Ripley brugte på sin Facebook-profil, var ikke af ham. Det var et spejlvendt udsnit af et arkivfoto af en tilfældig beduin, fandt Kent ud af. »Det blev en intellektuel øvelse for mig at finde frem til sandheden«, siger Kent, der var ved at skrue ned for sit arbejdsliv og havde rigeligt med tid. Han var i gang med at finde brikker til et puslespil, der blev større og større. Både Ripley og Laura Davenport hævdede over for Kent Madin at kunne bevise, at alle ekspeditionerne havde fundet sted. Men de nægtede at gøre det – med den begrundelse, at de ikke ville bidrage til hans illusioner. »Vi vælger ikke at give ham beviserne. Og det er vores ret«, skrev Laura Davenport til mig i oktober 2012. For at skaffe svar startede Kent Madin
I begyndelsen mødte sponsorerne ham med modstand og mistro, men efterhånden som rygtet om Kent Madins efterforskning bredte sig i eventyrverdenen, begyndte flere firmaer lige så stille at vende ryggen til Ripley Davenport. »Men jeg tror faktisk ikke, de var interesserede i at afsløre ham. Han var jo en investering for dem«, siger Kent. Gennem en af Ripleys tidligere samarbejdspartnere gjorde Kent endnu en stor opdagelse. En nordirsk kvinde, der hævder at være Ripley Davenports ekskæreste, afslørede, at Ripley Davenport er et opdigtet navn. Han hed oprindeligt Colin Dormer og skiftede navn midt i 1990’erne. Den britiske flåde, Royal Navy, oplyser, at Colin Dormer har været i flåden, men kun i fire år og ikke syv, som Ripley hævder. Men sporet ender blindt, for militæret må ikke oplyse, om Colin Dormer var paramediciner og elitesoldat. De kan kun fortælle, at det er højst usandsynligt at blive optaget i specialstyrkerne med kun fire års tjeneste. Ripley Davenport har også nægtet at dokumentere sin tid i Royal Navy, ligesom han ikke vil oplyse, hvilket universitet han har gået på. »Hvis hele Ripleys cv er sandt, ville det være så nemt at bevise det«, siger Kent. »Billeder, stempler i hans pas, folk, der har set ham i vildmarken – hvad som helst. Han kunne nemt vifte mig væk som en irriterende flue«. Men i stedet for at yde konkrete beviser begyndte Ripley og Laura at angribe Kent på hans hjemmebane. I efteråret 2011 modtog Mongoliets ambassade i Washington et brev, hvori Ripley Davenport angreb Kent Madins position som honorær generalkonsul. Ripley skrev, at Kents handlinger grænsede til chikane og kommerciel opportunisme – og anklagede Kent for at ville skade en konkurrent på det mongolske rejsemarked. Det lokale politi i Kents hjemby fik en henvendelse fra Laura, der anmeldte Kent for ’cyberstalking’. Steve Crawford fra politiet i Bozeman, Montana, fortæller i en mail, at de droppede sagen, da den var et anliggende mellem to private parter og ikke af kriminel karakter. Endelig blev Kent kontaktet af en litauisk advokat, der truede med sagsanlæg for injurier og æreskrænkelse, hvis ikke han lod Ripley Davenport være i fred. »Det er svært at tilsværte et omdømme, der mangler enhver form for substans«, lød Kents mailsvar til Ripley. »Jeg foreslår, at du bruger din energi på at besvare mine spørgsmål i stedet for at angribe mig«. Davenport-parret fulgte ikke rådet. I januar 2013 oprettede Laura Davenport en blog i Kent Madins navn. På bloggen optrådte hun som en husmoder, hvis familie var under angreb. Hun offentliggjorde Kents mail, beskrev, hvordan Ripley led under chikanen, og fortalte om den efterforskning af Kents ‘cyberstalking’, hun påstod var i gang i både USA og Europa. Samtidig dukkede der nye planer op på Ripleys egen hjemmeside. Han forberedte ekspeditioner til Death Valley i USA, Atacama-ørkenen i Chile, den patagoniske steppe i Argentina, og han ville også deltage i udholdelsesløbet Marathon Des Sables i Sahara. Ingen af delene blev til noget, og det skulle vise sig at være Ripleys sidste krampetrækninger. En torsdag i februar 2013 satte Kent Madin sig, som han gjorde hver dag, med sin kaffe ved computeren i kælderen i Montana. Han åbnede sin browser og klikkede på bogmærket til Ripleys personlige hjemmeside for at tjekke seneste nyt. Men det virkede ikke. Han gik på Facebook og søgte, men der var Ripley heller ikke. Twitter, Flickr, profilen på National Geographic og selv Lauras nyoprettede blog, der tog kampen op mod Kent, var væk. Alting slettet. Eventyreren, jeg lærte at kende på et lærerværelse i Kolding, elitesoldaten med universitetsgraderne, paramedicineren, miljøforkæmperen og foredragsholderen Ripley Davenport eksisterede ikke længere. Og så alligevel. Fragmenter af Ripleys karriere som ørkenudforsker var stadig at finde i form af bloginterview, medieomtale og fotografier i cyberspace. Kent Madin regnede med, at Ripley havde lukket endeligt ned for sin eventyrvirksomhed, og håbede bare, at han havde lært noget af det hele. »Det var aldrig min intention at drive ham ned i et hul«, siger
Kent, »men det er heller ikke mit ansvar, at han ikke kan tage vare på sig selv«. I en mail til mig skrev Laura Davenport, at Ripley havde fået konstateret multipel sclerose (MS). Han var derfor pensioneret fra sit liv som eventyrer og ønskede bare fred for Kent Madins chikane. Det nåede kun at være sandt i et par måneder, indtil Ripley Davenport igen begyndte at pible frem på nettet. I et interview til hjemmesiden Life in Spite of MS (Livet på trods af sclerose, red.) fortalte Ripley, at han håndterede sin sclerose ved at blive ved med at gøre det, han gjorde bedst: vandre gennem ørkener. Tre måneder efter at dysten på nettet havde fået sit foreløbige punktum, dukkede Ripley Davenports personlige hjemmeside pludselig op igen. Denne gang stod der intet om karrieren som elitesoldat og universitetsgraderne. Til gengæld linkede Ripley til et Flickr-album – med fotografier, som Kent Madin aldrig havde set før. Det var et mix af billeder fra ekspeditionerne i Mongoliet, Ripleys ungdomsår og tiden i flåden. Men der var også fotografier fra Afrika og Karakum-ørkenen, et af et vejskilt i Namibia, et fra toppen af et sneklædt bjerg og et af en slidt dagbog med titlen ’Namibia 1998’. Gentagne gange havde Kent Madin tilbudt at trække Nettet har spredt historien alle anklager tilbage, hvis bare Ripley så langt ud, at Davenport levereden virker sand de solide beviser Kent Madin, på sine præstationer. Ved første øjehonorær kast så det ud til at generalkonsul være ved at ske, for Mongoliet men efter lidt researcharbejde fik Kent bekræftet sin mistanke. Fotografierne var hugget fra russiske rejseblogs. Ripley Davenport havde beskåret dem, ændret i farverne og lagt dem på sin hjemmeside under egne copyrights.
Nyt liv som lystfisker Teoretisk set kunne Ripley Davenports ekspeditioner have fundet sted. Mængden af indicier, der peger på det modsatte, er overvældende, men det endegyldige bevis på, at Ripley Davenport har forfalsket sin karriere, har Kent Madin ikke fundet. »Den eneste mulighed for at finde den rygende pistol er, hvis Ripley selv står frem og indrømmer«, siger Kent. »Men hvorfor skulle en mand, der har bygget sin karriere på omtale på nettet, ikke være interesseret i at modbevise mine anklager og komme videre?«. Kents Madin vil nu skrive en magasinartikel om falske identiteter på nettet. »Jeg er blevet suget ind i denne her historie, fordi det er fascinerende, hvordan internettet har givet Ripley instrumenterne til skabe sig et image, og hvordan nettet har spredt historien så langt ud, at den virker sand«, siger han. »Men samtidig har internettet givet mig og andre muligheden for at teste sandheden og se, hvordan prikkerne ikke er forbundne«. Det er umuligt at sige, hvad Ripley Davenports motivation har været. Han er ikke blevet millionær af sit liv som ørkeneventyrer, selv om han har fået sponsorudstyr i bunkevis og tjent penge som guide og foredragsholder. Når jeg tænker tilbage på den mand, der stod i et klasselokale på privatskolen i Kolding, er det et udtalt ønske om at inspirere og udvide elevernes horisont, jeg husker. Ripley talte om at tage unge mennesker med i ørkenen og lære dem at klare sig selv uden mobiltelefoner og kildevand. Måske forelskede Colin Dormer sig som lille dreng så meget i historien om ‘Lawrence of Arabia’, at den endte med at blive hans virkelighed. I dag bor Ripley Davenport i Irland. På hans hjemmeside kan man læse om kommende ørkenekspeditioner, og der er nye sponsornavne på forsiden. Kent har også fundet Ripley på en hjemmeside for et nystartet firma, der arrangerer fluefiskerture. Navnet Ripley Davenport fremgår ikke noget sted, men på forsiden står Ripley smilende med en fiskestang i hånden, og det er ham, der tager telefonen, når man ringer. Ripley er også dukket op i et andet nyt irsk firma, hvor han optræder som uddannet redningshundefører under navnet ‘Rip’. Hans hund er en brun labrador ved navn ‘Molly’ – samme navn, Ripley Davenport gav den vogn, han måske trak gennem Mongoliet i 2010. ps@pol.dk
Ripley Davenport har ikke ønsket at medvirke i denne artikel. Artiklen er skrevet i samarbejde med Mads Olrik Berthelsen.