Dybt Trykt - grafik af Lars Svanholm by Lars Svanholm

DYBT TRYKT

Grafik af Lars Svanholm

DYBT TRYKT

Grafik af Lars Svanholm

Uden titel. 1988. Akvatinte og koldnål.

KunstCentret Silkeborg Bad • 5. sept. - 5. dec. 2010

Forord Dette beskedne katalog præsenterer i udvalg Lars Svanholms (f. 1953) virke som grafiker gennem godt tyve år og er blevet til i forbindelse med en særudstilling med den samme titel. ”Dybt Trykt” er en klar henvisning til den måde, hvorpå trykpladen under selve trykkeprocessen presses ned i papiret. Netop det dybtrykket karakteriserer de grafiske teknikker Svanholm primært arbejder med. Han viser i udstillingen bl.a. koldnålsradering, ætsning og akvatinte. Den også skrivende Lars Svanholm modtog min opfordring til selv at forfatte nogle korte tekster om sin grafik. De skulle fortælle om hvordan han tænker om sit arbejde, om de tekniske processer og om baggrunden for nogle af de serielt skabte værkfølger. Med disse tekster og billeder side om side kan vi ikke komme tættere på kunstnerens egne overvejelser og refleksioner på grafikkens felt. Iben From, direktør

Kačice I. 1996. Akvatinte og koldnål.

Kačice IV. 1996. Akvatinte og koldnål.

Fra Kačice til Rom Der er lige så stor forskel på de to serier, som der er på de to områder, der udgør de tematiske afsæt for raderingerne. Dels er serien fra den vesttjekkiske landsby Kačice udført som akvatinteæstsning på værkstedet tre år efter, jeg opholdte mig på stedet, hvor serien fra Rom er foretaget ”on location” med koldnål, dels finder man ikke mange lighedspunkter mellem de to lokaliteter. Rom er som bekendt spækket med historiske attraktioner og i Kačice finder man stort set samme stemning som i de triste easterns i sort-hvid, som i tidernes morgen fandt vej til dansk TV. Sådan var det i 1993, da jeg besøgte byen – og der er ingen grund til at formode, at det skulle have ændret sig væsentligt i de år, der siden er gået. Området ved Termini-stationen i den centrale Rom emmer af liv og aktivitet. Pirat-taxa’erne prøver ihærdigt at få rejsende på krogen og på Piazza Cinquecento faldbydes lidt af hvert. Udrykningskøretøjernes evindelige hylen høres næsten uafladeligt og brølet fra vejkrydsene, når lyset skifter til grønt, er øresønderrivende. Rom var hektisk, selv om raderingerne forekommer stilfærdige. Men jeg vil tilbage! Disse billedlige notater bør følges op. I Kačice stod en lille flok unge mennesker ved et busstoppested. På vejen tilbage fra restauranten ”Jamaica” observerede jeg, at de havde fået selskab af et par uniformerede herrer i en karakteristisk grøn-hvidmalet Skoda. Måske havde de tilforladeligt agerende unge mennesker alligevel ikke helt ren mel i posen? Jeg var ligeglad. Jeg havde fundet ud af, at min midlertidige husvært i sin kiosk tilbød dåseøl til 30 øre.

Roma II. 1993. Koldn책l.

Fo.tv.: Medicine show. 1991. Fn.tv.: Skindemokratiets træl. 1992. Begge: Akvatinte og koldnål.

Fo.th.: Uden titel. 1992. Akvatinte og koldnål. Fn.th.: Uden titel. 1991. Prøvetryk, akvatinte og koldnål.

Uden titel. 1991. PrĂ¸vetryk, akvatinte og koldnĂĽl.

Surface of Silence Denne serie er fremstillet i 1999. Årene forinden var præget af en vis resignation, og ikke mindst i maleriet havde den fuldstændige abstraktion fået et overtag, som ganske vist var bevidst; men samtidigt så dybtgående, at ethvert tilløb til genkendelighed blev overmalet i en usystematisk proces, der efterlod billederne tunge og tyste. De bedste egenskaber i maleriet burde naturligvis afprøves i dybtrykket; men der gik alligevel et par år, inden jeg havde tilegnet mig modet med henblik på det abstrakte grafiske værk. Og modsat, som det fungerer i maleriet, er der ingen mellemregninger at betale i dybtrykket. Man kan lave sine prøvetryk og gå taktisk til værks – men når akvatintegrunden er lagt, og ellers fungerer, er der ikke så meget, man kan gøre bortset fra at justere lidt hist og her med koldnål og skrabestål. Intentionen var klar fra første færd. Der skulle produceres tryk, som kunne modsvare de mudrede mørkemalerier, som måske i langt højere grad udgjorde ”stilhedens overflade” end de færdige tryk. De fem grafiske arbejder lå færdige efter flere dages anstrengelser ved den gamle skomagervalse.

Surface of Silence II. 1999. Akvatinte og koldnål.

Surface of Silence I. 1999. Akvatinte og koldnål. 8

Surface of Silence V. 1999. Akvatinte og koldn책l.

Surface of Silence IV. 1999. Akvatinte og koldn책l.

Surface of Silence III. 1999. Akvatinte og koldn책l.

Uden titel. 2001. Akvatinte og koldn책l.

Uden titel. 2002. Akvatinte og koldn책l.

Uden titel. 2003. Akvatinte og koldn책l.

NordsĂ¸ens rumklang. 2005. Akvatinte og koldnĂĽl.

Zink, papir og sort sværte Zink er et uprætentiøst materiale. Det leveres i store plader og blikkenslageren bruger det til blandt andet til tagrender, og zink ældes ikke på samme måde som kobber, som over tid får sin karakteristiske grønne patina. Der er flere årsager til, at jeg er vedblevet at bruge zink i udførelsen af mine grafiske arbejder. Den væsentligste er, at jeg ved, hvordan metallet reagerer i forbindelse med de ting, jeg udsætter det for. I ætseprocesserne ved jeg nøjagtigt, hvor lang tid pladen skal tilbringe i syreopløsningen med henblik på at give præcist dén overflade, som er behørig med henblik på senere at foretage et tryk. Man befinder sig i en håndværksmæssig fase, når man er godt i gang med bearbejdningen af den rå zinkplade. Først skal eventuelle ridser fjernes med ståluld og derefter skal metallets affaldsstoffer fjernes med et pudsemiddel. Modsat vil disse stoffer aflejre sig på trykket, når pladen bliver udsat for det tonstunge pres, der senere er nødvendigt med henblik på at bringe trykfarven fra pladens fordybninger over på papiret. Når zinken er så blank, at man så at sige kan spejle sig i den, er den klar til videre bearbejdning. Den mest direkte måde er ved hjælp af den såkaldte koldnålsteknik, som i al sin enkelthed går ud på, at man arbejder – raderer – sit motiv direkte ned i pladen med en spids og hærdet nål, som efterlader et spor, som vil udgøre de streger, der fastlægger motivet. Stregen bliver grov og ”ulden” med mindre man fjerner den grat, der opstår i samme moment, som en fordybning efterlades i materialet. Graten kan fjernes med et såkaldt skrabestål og stregen vil nu fremstå væsentligt mere præcis. Trykkeprocessen er en omstændelig handling, som kan få mange novicer til at opgive dybtrykket. Her er tale om tålmodighedsarbejde af højeste potens. Først skal pladen dækkes af et koncentreret lag trykfarve og dernæst skal denne sværte mases ned i pladens fordybninger, hvorefter det hele aftørres omhyggeligt, således der kun efterlades farve i rillerne. Denne proces kræver håndelag, da det er vigtigt, at man både får fjernet al farven fra overfladen samt efterlader den nødvendige sværte i fordybningerne. Med en speciel gaze aftørrer man pladen med lette, cirkulære bevægelser indtil man kan begynde at ane motivet. Herefter skal den sidste sværte fjernes fra overfladen. Her bruger jeg

papir af den slags, man bruger til madpakker; men mange metoder er blevet brugt af lige så mange grafikere op gennem historien. Et vigtigt redskab er ”flappen”. Den består af et lille stykke pap, der er bøjet på midten, således man kan tage fat i det fugtede trykpapir og placere det på trykpressens bord uden at det bliver fedtet ind i den farve, som man uundgåeligt har fået på fingrene. Der er flapper overalt i det lille værksted under trykprocessen. Det er tid at køre zinkplade og trykpapir gennem den gamle skomagervalse, som udgør min trykpresse. Det magiske øjeblik indtræder, når man forsigtigt løsner det let fugtede papir fra trykpladen. Først nu har man det endelige resultat foran sig. Ganske vist er erfaringen blevet styrket over årene – og man ved pr. instinkt, hvordan trykket vil tage sig ud; men der er ikke noget, der sikkert før blikket har gennemgået billedfladen og godkendt arbejdet. Kunne man ikke lige så godt lave sine grafiske arbejder på en Mac-computer og udskrive dem ud på en højteknologisk printer? Jo, det kunne man godt; men så ved man i princippet ikke, hvad der er sket – og man får ikke trykfarve på fingrene af at sidde ved en computer. Og så er værket ikke dybt trykt. Det er plant og fladt.

Maskespil for skabsbøsser. 1991. Akvatinte og koldnål.

Lyset sejr over mørket. 1991. Akvatinte og koldnål. 19

LĂŚngsel efter et rum III. 2005. Akvatinte og koldnĂĽl.

LĂŚngsel efter et rum II. 2005. Akvatinte og koldnĂĽl.

LĂŚngsel efter et rum IV. 2005. Akvatinte og koldnĂĽl.

LĂŚngsel efter et rum I. 2005. Akvatinte og koldnĂĽl.

Jorns stemme I forbindelse med den omfattende udstilling ’Jorn Komplet – det grafiske værk’ på Silkeborg Kunstmuseum, nu Museum Jorn, var jeg projektansat på museet som praktisk medarbejder. Mit arbejde bestod blandt andet i at klargøre og male de mange rammer, der skulle omslutte de mange – mere end 500 – grafiske arbejder af, måske, den væsentligste danske billedkunstner i det 20. århundrede. Gennem hele processen blev jeg opmærksom på flere af Asger Jorns værker, som jeg ikke var bekendt med. Disse overraskende opdagelser gav mig lyst til at skabe en serie grafiske arbejder, som skulle tage motivisk afsæt i Jorns titler – og denne tilskyndelse blev yderligere bestyrket, da man fra museets formidlingsafdeling spurgte mig, om ikke jeg havde lyst til at foretage et antal demonstrationer, der skulle give publikum et indblik i grafikkens mysterier. Kunstmuseets direktør Jacob Thage havde bragt en trykpresse med sig fra Sjælland, som havde tilhørt den nyligt afdøde grafiker Jane Muus. Denne presse stod nu adskilt i ét af museets magasiner. Med uundværlig assistance fra Erik Gamdrup Jensen samt en serie fotografier, som Thage havde taget under adskillelsen af trykpressen, lykkedes det at gøre det store værktøj klar til brug. I et formidlingsrum, som var indrettet i umiddelbar forbindelse med ’Jorn Komplet – det grafiske værk’, havde jeg herefter gode muligheder for at give et nysgerrigt og interesseret publikum en indsigt i dybtrykkets metode. I den forbindelse gjorde jeg mig nogle tanker om, hvad jeg kunne lave under disse demoer, og konklusionen blev ret tidligt, at den tidligere nævnte idé med Jorns titler skulle føres ud i livet under den samlede titel ’Jorns Stemme’. Én af mine opgaver, efter ophængningen af udstillingen, var at placere de små skilte med data ved hvert enkelt værk – og her havde jeg gode muligheder for at udvælge nogle titler, som udgangspunkt for mine egne kompositioner. Det blev sammenlagt til seks tryk – en koldnålsradering samt fem akvatinteætsninger – som nu befinder sig i Museum Jorns ganske omfattende samling af grafiske arbejder.

Jorns stemme I. 2009. Koldn책l.

Jorns stemme IV. 2009. Akvatinte og koldn책l.

Jorns stemme III. 2009. Akvatinte og koldn책l.

Jorns stemme II. 2009. Akvatinte og koldn책l.

Jorns stemme VI. 2009. Akvatinte og koldn책l.

Uden titel. 2010. Koldn책l.

© 2010 Lars Svanholm og KunstCentret Silkeborg Bad Udgivet i forbindelse med udstillingen ”Dybt Trykt af Lars Svanholm”, KunstCentret Silkeborg Bad 5. sept. - 5. december 2010 Red.: Iben From og Lars Svanholm Tekst: Lars Svanholm Foto, alle grafiske værker: Jacob Haugen Sørensen Foto, portræt på omslagets forside: Lars Bay Skrift: Calibri Papir: Skandia, natural www.silkeborg-bogtryk.dk Oplag 500 eksemplarer ISBN 87-91252-39-3

Omslagets forside:

Portræt af Lars Svanholm med trykpresse foran en fotostat med en arbejdende Asger Jorn. Portrættet er optaget på Museum Jorn, marts 2009.

Omslagets bagside:

Finanslivets gråskala. 1992. Akvatinte og koldnål

Uden titel. 1987. Koldnål.