26
herning gymnasium 90 år
Gorm TOFTEGAARD Nielsen 3 X • ÅR G A NG 1966
Klassen var meget aktiv i skolens liv, selv om det faglige havde en begrænset rolle. Ved klassens 40 års jubilæum fortalte vores fysiklærer, at han efter det første år med os undersøgte, om det var muligt at vende tilbage til hans tidligere stilling, da han fandt klassens faglige interesse skræmmende ringe. Matematikopgaverne blev helt systematisk skrevet af efter ganske få elever, som selv lavede dem. Den begrænsede faglige interesse gjaldt nok de fleste fag. Det er derfor påfaldende, at af klassens 19 elever blev 4 jurister, 4 økonomer, 5 læger, 2 gymnasielærere, 1 arkitekt, 2 ingeniører og en folkeskolelærer. Så trods de dårlige karakterer må vi have fået en del med i bagagen. En del i klassen var engageret i foreningsarbejde. Der var 4 politiske gymnasieforeninger: en liberal, en konservativ, en socialdemokratisk og en kommunistisk. Endvidere
en almindelig elevforening og skolebladet Spectacle. Jeg var stifter af Liberale Gymnasiaster og redaktør for skolebladet. At det gik os alle så godt efter studentereksamen, skyldes meget muligt, at vi mødte uddannelsesinstitutionerne med en betydelig respekt og bevidsthed om, at vi nu hellere måtte præstere. Jeg begyndte straks efter eksamen jurastudiet i Århus i sikker bevidsthed om, at det ville blive nogle kedelige år, hvor jeg måtte se at få lært reglerne udenad, for at kunne komme ud i et spændende og givtigt advokatjob. Studiet overraskede meget positivt. Behovet for udenadslære var begrænset. I stedet skulle vi forsøge at forstå grundloven, familieretten osv. Og lære at bruge reglerne på virkeligheden. En del af færdighederne kunne meget behageligt opnås ved spændende diskussioner i kaffestuerne. Vi
Jens Carl Moesgård Nielsen
Jeg gik i en sproglig klasse, hvor vi var 5-6 drenge og resten piger. Nogle af os var samfundssproglige, og vi havde Erik Fjølner i mange timer – og det var en god skoling i samfundsfag og geografi. Jeg blev til tider flyttet, fordi jeg snakkede for meget med visse af mine klassekammerater. Vi var på en glimrende studietur til København, hvor vi var en flok, der besøgte og interviewede repræsentanter for Islamisk Trossamfund. Hele klassen var på en skøn efterårsferie uden for skoleregi til Grækenland. Jeg var personligt meget optaget af religionsundervisningen hos Thomsen (Hans Jørgen Thomsen) og oldtidskundskab hos Visti (Sten Visti Jensen), som begge var med til at præge mig i min beslutning om at droppe idéen om en journalistuddannelse til fordel for at blive teolog og præst. Det var også sjovt og lærerigt at spille med i musicals – jeg havde drama hos Anette Højlund og var dr. Trelawney i ”Skatteøen”. Efter gymnasiet blev jeg uddannet cand.theol. og gen-
lærte af det. Andre har måske genkendt Erasmus Montanus. Jeg fik min første del efter 1½ år. Det gjaldt måske 5%. De fleste gik først op efter 2 år, men studiet lå åbenbart for mig, og lige efter eksamen begyndte jeg at skrive speciale om Montesquieus magtadskillelseslære i den danske grundlov. For at det ikke skulle blive for kedeligt, gik jeg til nogle timer på filosofi. Det var spændende og gav lidt luft under vingerne. Men nok for meget luft, for specialet dumpede. Professoren syntes, at der var meget spændende filosofi, men meget lidt jura. Og det havde han givetvis ret i. Dengang var det frivilligt, om man ville skrive speciale eller tage et par fag mere. Jeg var den eneste på årgangen, der prøvede, og måtte altså så tage et par fag ekstra som de andre. Det gik fint, og efter 6 års studium blev jeg i 1972 færdig med årgangens højeste
3 B • ÅRGAN G 1988
nemførte pastoralseminariet 1997. I 1990 gennemførte jeg en jordomrejse sammen med Hanne Moesgård (student 1989 fra Herning Gymnasium og min kone siden 1991), hvor vi var i Kina, Thailand, Malaysia, Singapore, Indonesien, Australien, New Zealand, Fiji, Hawaii og det vestlige USA. Tre gange har jeg som præst rejst til USA med Herning Kirkes Drengekor. Jeg var ansat som sognepræst i Sct. Nicolai Sogn, Vejle, 1998-2000 og som sognepræst ved Herning Kirke 2000 og indtil nu. Desuden er jeg formand for bestyrelsen for Den Jyske Sangskole, engageret i Blå Kors Varmestue og i Sct. Nicolai Tjenesten. Gymnasiet var et sted, der var med til at forme mig som menneske og præge mig i mit studievalg og tilgang til tilværelsen. Jeg har også gennem gymnasiet fået nogle nære venner. Det var et sted, hvor man lærte meget, selv om vi også lavede kuriøse ting som danse folkedans i fransk (og synge ”Alouette, gentille alouette”) og være på windsurfing kursus, se fede
karaktergennemsnit. Efter aftjening af værnepligt blev jeg ansat på universitetet og fik i 1978 godkendt en licentiatafhandling om magtadskillelseslæren i grundlovens § 3. Nu var træet genrejst, og i 1979 blev jeg offentlig anklager i Århus og senere i Viborg og var ved anklagemyndigheden i 10 år bortset fra 9 måneder som konstitueret dommer i Vestre Landsret. Jeg havde skrevet diverse mindre og større videnskabelige eller faglige artikler og vendte i 1989 tilbage til Århus Universitet som professor i strafferet, hvor jeg har været siden og fortsat er. Glæden ved at være professor er naturligvis muligheden for at dyrke de forskellige faglige spørgsmål, som jeg selv synes er spændende. Men samtidig giver stillingen mulighed for at lære de studerende den form for jura, som jeg synes er den rigtige. Jeg har for tiden 5 ph.d.studerende. Det giver naturligvis nogle spændende faglige drøftelser. Jeg sidder i Straffelovrådet og Retsplejerådet, som er to organer under Justitsmi-
nisteriet, hvor vi sidder en forholdsvis lille gruppe med forskellig juridisk baggrund og rådgiver ministeriet vedr. ændringer i straffeloven eller retsplejeloven. Reelt skriver vi teksten til nye lovforslag, og langt de fleste af vores lovforslag bliver gennemført. Endelig er jeg dommer i Den Særlige Klageret, hvor vi er 5 dommere udnævnt for 10 år, som behandler klager over dommeres opførsel og tager stilling til, om personer, der mener sig dømt med urette, kan få genoptaget deres sag. Jobbet indebærer naturligvis også en række opgaver med at bedømme kvaliteten af kollegers arbejde, når de enten har indleveret afhandlinger eller søgt stillinger. Endeligt har jeg været med i en del jurist-delegationer til forskellige udviklingslande med henblik på drøftelser af deres restsystemer. Det har været NGO-arrangementer. Det giver en vis forståelse for værdierne i vores vestlige retskultur at se disse landes i vores øjne meget mangelfulde retssystemer. Under studentergilderne i
1966 mødte jeg min senere hustru Emma Louise Lykkeberg fra 3. b. Hun læste dansk og kristendomskundskab og blev gymnasielærer. Man kan roligt sige, at der i 60’erne var et vist spænd mellem holdningerne på jurastudiet og på humaniora. Forskellene var noget større, end de i dag er mellem rød og blå blok. Vi fik sønnerne Rune og Toke Lykkeberg, som voksede op med både Information og Jyllandsposten. Emma Louise omkom ved et cykelstyrt i 2004. Jeg er nu gift med Dorte Foged, som er chef for patienthotellerne ved Århus’ sygehuse. I mange henseender har det været en fordel at komme fra Vestjylland. Som ung kan man måske synes, at københavnerne er smartere, men med alderen opdager man, at de fleste københavnere har jyske rødder, og mange steder synes det jyske sprog at give en vis troværdighed. Og så kan man måske sige, som jeg gjorde ved vores 25 års jubilæum: ”Den, der er vokset op i vestenvinden, blæser senere ikke så let omkuld”.
Steffen Bohni Nielsen 3B • ÅRGANG 1 9 91
westernfilm mv. i 2 g, fordi vi ikke havde nogen eksaminer. Men det er ting, der lagrer sig, ligesom Erik Bøeghs vandreture i latin og Vistis eminente inddragelse af Kierkegaard og Sartre i oldævl. Jeg var væk fra Herning i ti år, men har nu boet i byen igen siden 2000. Jeg kan i øvrigt se gymnasiet fra mit vindue, og mon ikke vi sender nogle af vores tre drenge over gaden om nogle år?
Jeg husker gymnasiet som en fantastisk, formativ periode i mit liv. Det var en blanding af fester, venskaber og en hudløs søgen efter en identitet her i livet. Det var en tid, hvor der blev dannet nye relationer og venskaber efter folkeskolens trygge boble. Her oplevede jeg min første stormende forelskelse, tab af uskyld og søgen efter grænser i musikken, poesien, rusen eller forelskelsen. Når jeg ser tilbage på gymnasiet, så er det ordet ”dannelse”, der bedst beskriver, hvad jeg fik med mig. Jeg blev dannet i ordets bedste betydning, da jeg lærte om alt fra Aesops fabler, tysk grammatik over latinske verber til Marx, Kafka og Søren Kierkegaard. I sandhed en spændende alkymi! Jeg har i dag ganske få venskaber, der kan spores tilbage til gymnasiet, endsige en kæreste, men perioden var ikke desto mindre en periode i mit liv, hvor jeg fik øje for, i hvilken retning mine interesser, talent og værdier pegede. Jeg erindrer især et filosofi-hold,
det første i Herning Gymnasiums historie, hvis jeg husker ret, som satte sig uudslettelige spor. Her analyserede og reflekterede en snes hudløse unge over eksistentielle, etiske og politiske vilkår og værdier igennem læsning af store tænkeres udvalgte tekster. Her fik jeg en klar indikation af, at min primære undren og interesse lå over for menneskers adfærd og organisering. Det sporede mig siden hen ind på politologi, sociologi og antropologi. Der var tekster og forfattere, der efterfølgende blev definerende for valg, jeg traf. George Orwell’s ”Down and Out in Paris and London” blev formativ for min to måneders rejse rundt som hjemløs i USA i 1992. Interessen for religion og kultur blev til et studium i antropologi, hvor jeg lavede etnografisk feltarbejde blandt Kwakwaka’wakw indianerne i Canada. Der er rigtig meget, der kan spores tilbage til de tre år på Herning Gymnasium. Efter gymnasiet læste jeg
antropologi (cand.phil. 1997, Ph.d. 2002). Jeg har boet i Bern, Schweiz, 1991, 1993 (I alt seks mdr.), New York City, USA, 1991-1992 (I alt fire mdr.), Marseille, Frankrig, 1992 (I alt fire mdr.), Swansea, Wales, 1995-1996 (I alt ni mdr.), Vancouver BC, Canada, 1997 (I alt ni mdr.) og Alert Bay BC, Canada, 1998, 2000 (I alt 15 måneders etnologisk feltarbejde i indianske reservat) Min karriere spænder over forskning til arbejde som management konsulent (som konsulent, afdelingsleder og underdirektør i en international management konsulentvirksomhed) med specialisering i den offentlige sektor og nu som embedsmand i Socialstyrelsen, hvor jeg er chef for voksenenheden. Den røde tråd har været et ønske om at forbedre det samfund, vi lever i. Jeg har publiceret en hel del videnskabelige og populærvidenskabelig artikler, men har aldrig været forsker (fraregnet ph.d. studiet).