1 minute read

NATURENS GAVEBOD

Vi er i kirkeårets grønne periode, som betegner liv og håb. Grøn farve er også symbol for det uerfarne og naturen.

Der findes en frihed som kræver at slippe og vokse i spring. Den river dig løs så du svæver og vil de utroligste ting - for den er din ven! Føler du den, kan du blive til alt og ikke blot bindes til det, som de andre har valgt.

Advertisement

- Jesper Kallesøe 1992 , Højskolesangbogen nr. 211

Sommeren startede med afslutninger på skoler, fejrende konfirmander og familier. Tillykke med det altsammen. I dette kirkeblad kan du læse et uddrag af Christina Smiths tale til de unge konfirmander.

Ferietiden er over os - eller - Vi er i ferietiden. Første udsagn kan næsten have noget dystert over sig: forpligtende samvær og pengemidler til at opfylde drømmene, som måske ikke er de samme, men alligevel skal udleves sammen. Vi er i ferietiden. Med mulighed for oplevelser, som vi ikke får tid og ro til i den daglige, skemalagte rytme. Vær ærlig om dine ønsker, tag initiativ selv, men giv også plads til, at andre overrasker dig.

Den vidunderlige sommertid med lyse nætter vil jeg nødig gå glip af, så da er mit foretrukne område Danmark. Vand, sand og skov. Musik og ballet i det fri. Som bekendt findes der ikke dårligt vejr. Find sweater og regntøj frem. Solfaktor ikke at forglemme plus de tæpper der godt må blive græsgrønne. Dejlig er den “Naturen, det billige skidt”, som Otto Gelsted skrev for snart 100 år siden i sin opfordring til at passe på den.

I juni fandt de første Solnedgangskoncerter sted, og de gentages ikke - for hvér og én har sit eget præg. Hvilken stemning og musik de næste byder på, ja, det kan du opleve til de kommende seks Solnedgangskoncerter.

Samtidig ser du så et fåtal af de ca.2.500 kirker i Danmark. Det ville være et usædvanligt livsprojekt at se dem allesammen; men nogle af dem kan man jo gøre stop ved, når vejen falder forbi. Du inviteres med på en hyggelig, fælles udflugt i august med besøg i Skanderup kirke.

Festlige arrangementer ved HAV og HØST er der sørget for. Din deltagelse kan sætte prikken over i’et.

Foredragene og koncerterne fortæller om personer og situationer, vi på en eller anden måde kan relatere os til. Ret beset er enhver af os sin egen personlighed; men når vi omtaler nogen som en personlighed, tænker vi oftest på dem, der som Grundtvig fik en kirke opkaldt efter sig, eller hvad med Tove Ditlevsens Gade. Dan Turéll har fået opkaldt en plads efter sig. Betty har ikke, men hun har efterladt sig en plads alligevel. En erindring i dem, der kendte hende.

This article is from: