1 minute read

KÆRE KONFIRMANDER - SMUKKE UNGE MENNESKER

UDDRAG AF CHRISTINA SMITHS TALE TIL KONFIRMANDERNE

I dag får I et nyt hjerte. Ikke fordi der er noget som helst i vejen med det, I har. Vi har kendt hinanden længe nok til, at jeg ved: I har - hver og én af jer - et hjerte af guld. Men nu får I så også et hjerte i en guldpose. Hvert eneste hjerte er unikt. Både det hjerte, vi har, af kød og blod. Og så det, som I får hér.

Advertisement

Hvert af disse hjerter er lavet ud af et helt unikt stykke træ. De både ligner hinanden - og er samtidig vidt forskellige. Ligesom vi mennesker er. Nogle af hjerter er helt lyse. Andre er lidt mørkere. Og nogle er begge dele. Nogle har knaster. Andre har markante årer. Nogle er glatte. Andre har lidt mere struktur. Alt sammen noget, som i sig selv gør hvert eneste hjerte til noget helt specielt.

Men det mest specielle ved disse hjerter er, at de kommer fra Betlehem. I ved dér, hvor et lille barn - helt almindeligt og ganske særligt - blev født engang for længe siden.

Hjerterne er fremstillet på en lille familieejet virksomhed, hvor både kristne og muslimer arbejder sammen. Træet, som er brugt til hjerterne - ja, det er afskårne grene/stammer fra gamle oliventræer på mere end 150 år - træer, som er blevet beskåret, så de kan bære endnu flere oliven. Det er min tanke og mit håb, at I vil bære de små hjerter hér med jer ud i livet som et symbol tro, håb og kærlighed - og fred imellem mennesker.

For uanset hvor forskellige vi er, så har vi alle sammen et hjerte af kød og blod - vi er som grene på et træ - vi har alle sammen vores helt egen plads i livstræets susende krone - og vi har alle sammen rødder i den samme jord.

Kirken den er et gammelt hus. Guds hus. - Menneskers hus. Glædens hus. - Sorgens hus. Kirken - den er vores hus!

En kirke, hvor vi kan komme, som vi er: Komme frit - og gå frit i kærlighedens navn.

Kirkens rum er et hjerterum. Guds hjerterum. Et hjerte, hvor vi alle sammen har en helt særlig plads.

Kære konfirmander: Med jeres konfirmation hér i dag indtager I for alvor jeres plads.

Hjerteligt TILLYKKE.

This article is from: