Skræmmende eller imponerende?

De fleste bliver naturligt nok overrasket, når Linda Samslått tropper op med sin store, grønne 250 tons tunge mobilkran. En feminin blondine med langt hår bag rattet er både overraskende og imponerende, men kan måske også virke lidt skræmmende for nogle.

Den mandsdominerede bygge- og anlægsbranche har altid haft en «mandekultur». Det er tungt arbejde, men der kommer nemt frække kommentarer. Det har Linda oplevet. – Når man er pige i et mandsdomineret fag, skal man kunne svare for sig, for som pige får man ikke den samme respekt på byggepladsen som mænd. Hvis jeg siger fra, kan mændene blive mere vrede på mig, end hvis en mand siger fra, fortæller hun. Så er det måske nemt at lave fejl nogle gange.

Heldigvis får hun fuld opbakning af sin chef, som forstår de udfordringer, hun møder. Hun roser Nordic Crane for at give plads til kvinder i maskinerne.

– I Nordic Crane får jeg fuld opbakning og bliver respekteret. Jeg synes, det er godt, at der gøres plads til kvinder i dette job. Vi er to kvindelige mobilkranførere, der sendes ud for at gøre det samme, som mændene gør. Det er godt! siger Linda rosende.

Respekt og tolerance

Hun taler frit fra leveren, er åben og ler meget. Hun er ikke let at slå ud og kan bide fra sig, når det er nødvendigt. – Jeg kører en stor kran, og jeg er meget udadvendt, men jeg ved, at det er en udfordring at vise respekt for dem, der er anderledes. Da jeg kom med kranen til det job, jeg er på nu, var kunden, firmaet TiZir, meget opmærksom på problemet. Chefen dér har øget fokus på, at alle skal behandles lige – uanset køn og hudfarve. Mangfoldighed og inklusion er noget, samfundet bør fokusere mere på. For mig har det været meget fint at være på præcis denne opgave, netop fordi TiZir arbejder så meget med inklusion og er opmærksom på problemet i branchen.

Det er faktisk et af de første steder, hvor jeg virkelig er blevet respekteret, og det er meget befriende. I byggebranchen gene relt er der lang vej igen, når det gælder ligestilling og tolerance, fortæller hun.

Vi betyder noget

Den behandling, hun oplever som kvindelig kranfører på byggepladser, har fået hende til at overveje at skifte branche flere gange. Hun er egentlig uddannet sygehjælper, og et butiksjob har også været under overvejelse.

– Nogle gange tænker jeg, at det ville have været lettere at holde op. Men det bliver ikke lige nu, for jeg nyder virkelig mit job. Nogen må også vise, at kvinder kan klare dette job lige så godt som mænd. Jeg har fået støtte fra Eirik (Kynningsrud). Han er en fantastisk chef. Hvis du spørger mig, forholder det sig sådan, at du hos Nordic Crane ikke bare er et nummer. Du betyder noget, og de bekymrer sig om medarbejderne. Det er vigtigt, pointerer hun.

Det mærkede hun, da hendes mor døde pludseligt og tragisk sidste efterår. Linda måtte sygemelde sig og tage hjem til gården for at tage sig af sin far.

– Jeg fik støtte, og ingen pressede mig til at komme tilbage på arbejdet. De bekymrede sig kun om mig. Det betød rigtig meget, fortæller hun.

Stolt mor

Det var hendes eksmand, Åge Askeland, projektleder hos Nordic Crane, der fik hende ind i branchen. Han var mobilkranfører, da de mødte hinanden. Hun var 22 år, og der var ikke meget, der tydede på, at hun ville ende i byggebranchen. Hun har aldrig været en drengepige. Det var heste, der optog hende. Hun voksede op på en gård i Egersund med sin mor, far og bror. Hun blev uddannet som sygehjælper og trivedes med det.

– Jeg mødte Åge ved en hestefest i Egersund. Vi fandt sammen, og han syntes, at jeg skulle være mobilkranfører. Han er meget skøn og giver sig 150 % til virksomheden, medarbejderne og kunderne. Han er en god mand for virksomheden, og så er han den bedste eksmand i verden. Det var ham, der fik mig ind i faget og virksomheden, fortæller hun. De gik fra hinanden i 2015, men har datteren Linn-Iren sammen. Hun er 17 år gammel og slægter ikke sine forældre på, hvis man skal tro Linda.

– Både Åge og jeg fylder meget. Vores datter er bare sød og rar. Åge og jeg er ude af spillet, men hun er det modsatte. Hun vil videreuddanne sig, være lærer og har været sammen med sin kæreste, Daniel, i to år. Hun er en klippe, siger Linda stolt.

Linda og Lothepus

Hun er med god grund stolt af sin datter, men det er måske slet ikke så værst at være livlig som Linda. Hun spreder en masse glæde omkring sig, og som den udadvendte person hun er, har hun ikke noget imod den opmærksomhed, det fører med sig at være kvinde med en stor kran.

– Jeg skiller mig ud på flere måder. Mange

Når du er kvinde i et mandsdomineret fag, må du svare for dig.

snakker med mig, og jeg får meget opmærksomhed, så derfor gør jeg reklame for Nordic Crane. Jeg nyder virkelig mit job, arbejder hårdt og føler mig som virksomhedens klovn. Nogen skal jo have den rolle, men jeg elsker, at folk har det sjovt. Om de griner af mig eller med mig, betyder ikke noget, så længe de har det sjovt, siger hun. En, der er blevet charmeret af Linda, er Lothepus. Han kommer tit lige forbi hende på sit arbejde for Haugesund-afdelingen i Odda, og efterhånden har der udviklet sig et venskab mellem de to. – Han kører gravemaskine. Jeg ruskede lidt op i ham og sagde: «Du kan køre gravemaskine fra den dag, du bliver født. Så enkelt er det. At køre kran, derimod...». Det var sådan, der opstod en konkurrence mellem os, som vi får meget sjov ud af, fortæller hun.

Er mænd skræmmende?

Der er ingen mand i Lindas liv. Det har hun ikke tid til, og hun tror, at hun måske er lidt skræmmende selv.

– Dette job har måske gjort mig lidt for selvstændig. Og jeg har mange jern i ilden. Det kan skræmme mænd. Ud over et krævende job har jeg i alt seks lejligheder og beskæftiger mig med udlejning. Hus og bil er min hobby. Så måske har jeg heller ikke tid? Hun ler.

– Jeg har også en Audi MTM RS6, som jeg har restaureret, og min drøm er at komme på udstillinger med den. Jeg har været til træf i Rudskogen Motorsenter. Sidste år tog jeg selv af sted uden at kende nogen. Måske har erhvervet lært mig det. Man lærer folk at kende, hvis man vil, siger hun.

Krisestemning

Linda har mange bolde i luften, og en af dem, hun er ved at planlægge, er fejringen af hendes 40-års fødselsdag. En kendsgerning, hun har svært ved at acceptere. Ifølge hende selv har hun en slem 40-årskrise!

– Jeg er virkelig bange for at blive 40 år. Jeg er ikke en dag over 28! Jeg ønsker mig penge til faldskærmsudspring og bungeejumping. Dette år bliver et egoistisk år. Nu har jeg brugt år på at renovere huse og gøre ting for andre. Livet går dig forbi, hvis du skal sidde i en mobilkran «31 dage om måneden». Jeg vil gerne arbejde meget, men også have et liv uden for arbejdet, siger hun. Når man nu engang er nødt til at fylde 40, hvis man vil leve et langt liv, synes hun, det skal fejres. Hun har lejet et lokale, hvor man kan se ud mod havet. Hun har hyret et band og inviteret barndomsvenner, kolleger, familie og venner fra Arendal, hvor hun bor, til at fejre det.

– Jeg håber, det bliver en god dag! Livet er så skrøbeligt. Tag blot min mor, hun døde så pludseligt. I 2017 fandt de kræften, men glemte at fortælle det, så hun fik ikke nogen behandling. Da de opdagede det igen, var det for sent, og hun døde kort tid efter. Hvis vi har mulighed for at fejre noget, gør vi det. Mor fejrede livet. Nu skal jeg gøre det samme! siger hun afsluttende.

Med al respekt, Linda – det synes vi, du fortjener!

Tekst: Eva Kynningsrud Dobbing | Foto: Stein Raudajoki / privat