Kristeligt Dagblad Lørdag 7. december 2013
Nelson Mandela 1918-2013 | 7
Denne side er redigeret af Michael Sørensen
Mandela var en drøm, der gik i opfyldelse Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela er død, 95 år. Han var elsket og respekteret over hele verden for sin evne til at binde Sydafrika sammen i et nyt demokrati efter årtiers apartheid
nekrolog
NelsoN rolihlahla maNdela
Af UllA PoUlsen upoulsen@k.dk
I foråret 1968 – efter at have siddet knap fire år i fængslet på Robben Island – fik Nelson Mandela for første gang besøg af sin mor. Hun var rejst i dagevis fra sin landsby i Transkei for at nå frem til ham, og som en særlig gestus forlængede myndighederne den gængse halve times besøgstid til halvanden time. Nogle uger senere modtog Mandela besked om, at moderen pludselig var død af et hjerteslag. Han bad om lov til at deltage i begravelsen, men fik afslag, hvilket påvirkede ham dybt. Han sørgede over sin mor og var frustreret over, at han som hendes eneste søn og ældste barn ikke kunne tage ansvaret for hendes begravelse, sådan som traditionen foreskriver. I sin erindringsbog “En lang vej til frihed” fortæller Mandela, hvordan dødsfaldet fik ham til at tage sit liv op til revision. Moderens vanskeligheder, hendes fattigdom, fik ham endnu en gang til at spekulere på, om han havde fulgt den rigtige vej. “Det var det stadige uløste spørgsmål: Havde jeg valgt rigtigt ved at sætte folkets velfærd højere end min egen families? I meget lang tid forstod min mor ikke, at jeg involverede mig i kampen. Min familie havde aldrig bedt om eller ønsket at blive involveret i kampen, men de led under mit engagement. Hver gang kom jeg til samme svar. I Sydafrika er det svært for en mand at ignorere folkets behov, selv når det går ud over hans egen familie. Jeg havde truffet mit valg, og i sidste ende havde min mor støttet det,” skriver Nelson Mandela. Som Mandela selv skriver, vender spørgsmålet om omkostningerne ved kampen mod apartheid tilbage hos ham igen og igen. Han betaler selv en høj pris i form af 27 års fængsel, men hans familie rammes også. To ægteskaber lider skibbrud, seks børn vokser op uden en far. Alligevel formår Nelson Mandela at undslippe bitterheden. Han er fast besluttet på, at uanset hvor mange år af hans liv, det hvide apartheidstyre har taget fra ham, må det ikke få ham til at hade de enkeltpersoner, der var en del af regimet. Det er sigende, at da han endelig bliver løsladt og modtages af tusindvis af glædestrålende mennesker foran fængslet, er han beklemt ved, at det forhindrer ham i at få sagt ordentlig farvel til sine fangevogtere.
Det er den tolerance, den evne til forsoning med gamle fjender, der fremt for noget blev Mandelas varemærke. Det var i udpræget grad Nelson Mandelas fortjeneste, at årtiers indædte kamp mod apartheid i Sydafrika endte med en fredelig overgang til demokrati – med et frit valg og Mandelas indsættelse som landets første sorte præsident i 1994. Mandela ville samarbejdet, ikke konfrontationen, og takket være sin unikke personlighed og sit åbenlyse politiske talent lykkedes det ham at overbevise millioner af gensidigt mistroiske sorte og hvide sydafrikanere om, at det var den rigtige vej for nationen. Takket være et uimodståeligt væsen, hvor alle – fra fangevogtere til dronninger – blev behandlet med samme respekt og venlighed, evnede Mandela at appellere til det bedste i sit eget folk og til det bedste hos det hvide mindretal. Dermed fik han sporet Sydafrika ind på den kurs, som har gjort landet til et internationalt forbillede. Mandela legemliggjorde storsind og kærlighed, siger John Carlins, britisk journa-
33Nelson3Rolihlahla3Mandela3 blev3født3den318.3juli31918.3Han3 studerede3først3nogle3år3ved3universitetet3Fort3Hare,3blandt3andet3 jura;3siden3fortsatte3han3jurastudierne3i3Johannesburg.3Det3var3 også3i3Johannesburg,3at3han3som3 26-årig3i319443var3med3til3at3stifte3 anti-apartheidbevægelsen3ANC’s3 ungdomsafdeling.3I319523åbnede3 han3det3første3sorte3advokatkontor3i3Johannesburg3sammen3med3 studiekammeraten3Oliver3Tambo.3 33103år3senere,3i31962,3blev3 Nelson3Mandela3for3første3gang3 dømt3for3sine3politiske3aktiviteter3 til3fem3års3fængsel.3Under3sit3 fængselsophold,3blev3han3yderligere3anklaget3for3sabotage,3og3i3 19643blev3Mandela3idømt3livstid3 og3sendt3til3fængselsøen3Robben3 Island.3Her3sad3han3i3183år,3hvorefter3han3blev3overført3til3fængsler3i3 Cape3Town.3I31990,3efter3mere3end3 273års3fængsel,3blev3Mandela3løsladt.3Det3skete3på3baggrund3af3en3 række3møder3med3apartheidsstyrets3toppolitikere,3herunder3præsident3P.W.3Botha3og3dennes3 efterfølger3F.W.3de3Klerk.3 33I319913blev3Nelson3Mandela3 valgt3som3formand3for3ANC.3I3 19933modtog3han3sammen3med3 F.W.3de3Klerk3Nobels3Fredspris.3 Året3efter3–3efter3Sydafrikas3første3 demokratiske3parlamentsvalg3for3 alle3borgere3–3blev3Mandela3den3 10.3maj319943indsat3som3 Sydafrikas3første3sorte3præsident.3 Han3trådte3tilbage3i319993efter3en3 periode3på3posten.3I320043trak3 han3sig3tilbage3fra3offentligheden. 33Nelson3Mandela3var3gift3tre3 gange.3Fra31945-19523med3Evelyn3 Mase.3Fra319583til319923med3 Winnie3Madikizela.3Og3fra319983til3 sin3død3med3Grace3Machel.3Han3 fik3i3alt363børn3og3173børnebørn.
0 Nelson er Mandelas britiske fornavn, som han fik på sin første skoledag i en britisk missionsskole. Hans oprindelige navn er Rolihlala Madiba Mandela. Om ”Nelson” skriver Mandela, at alle afrikanere i hans generation har både et afrikansk og engelsk navn, fordi ”hvide enten var ude af stand til eller uvillige til at udtale et afrikansk navn, og betragtede det som uciviliseret at have et”. – Foto: Scanpix.
list og forfatter til ”Mandelas sejr – kampen der skabte en nation”, og det bragte Sydafrika, hvor landet er i dag. Uden Mandela kunne sydafrikanerne ikke have gjort det. Og for mange, mange af dem står han stadig som den ideelle leder, ved siden af hvem efterfølgerne uvægerligt blegner. Mandela er blevet beskrevet som en politisk forfører – i den forstand, at politik på sin vis handler om at forføre mennesker og få dem til at tro på det, man står for. Den evne ejede Mandela til overmål, og lykkeligvis var det fredelige og gode værdier, han forsøgte at få sydafrikanerne til at tro på: tillid, forsoning, ikke-vold, gensidig respekt. En fælles fremtid i et fælles land, uanset hudfarve og etnisk baggrund. Selv de mest storladne ord, de mest højstemte fraser synes naturlige i en beskrivelse af Nelson Mandela. Han er ikke længere af denne verden – og har på sin vis aldrig været det. For god til at være sand, kunne man fristes til at tænke, når man læste endnu en engageret beskrivelse af Mandelas menneskelige varme og klogskab. Men hver eneste flatterende karakteristik var fortjent, skal man tro de mennesker, der har haft lejlighed til at lære ham tæt at kende. Nelson Mandela var gjort af det stof, der normalt er forbeholdt drømme – men han var heldigvis for Sydafrika og verden omkring i allerhøjeste grad også et levende, virksomt menneske. Nelson Mandela blev født den 18. juli 1918 i landsbyen
Mwezo i Transkei i det østlige Sydafrika på et tidspunkt, hvor et lille hvidt mindretal allerede havde taget magten. De europæiske stormagter havde i årtier haft travlt med at erobre kolonier i Afrika, og både briter og boere (efterkommere af hollandske indvandrere) havde forsøgt at få kontrol med det sydligste Afrika. Efter flere blodige krige resulterede det i 1910 i dannelsen af den Sydafrikanske Union, hvor de to parter gik sammen om at kontrollere de sydafrikanske provinser.
Hvor de hvide kolonigrupper lagde op forsoning og fredelig sameksistens indbyrdes, mistede den sorte befolkning derimod alle rettigheder. Forfatningen slog således fast, at sorte ikke havde stemmeret og ingen ret til at eje jord. I forvejen havde det britiske kolonistyre indført en række paslove, som hindrede landets sorte og farvede i at bevæge sig frit rundt – og efter 1910 blev raceadskillelsespolitikken yderligere udviklet for at kulminere i 1948, hvor apartheid blev indført. Mandela bliver født ind i en velhavende familie som søn af en høvding, men oplever tidligt konsekvenserne af det hvide styre, da hans far får frataget sin titel og hans formue bliver konfiskeret, fordi han nægter at anerkende en hvid dommers afgørelse. Faderen har derefter svært ved at forsørge familien, og Mandela tilbringer sin første barndom hos sin mor under meget beskedne vilkår. Da han er 10 år, dør hans far, og Mandela vokser derefter del-
vist op hos kongen af Tembuland, som hans far var knyttet til. Hos kong Dalindyebo lærer Mandela de traditionelle måder at løse konflikter på, og han lytter til de gamle stammelederes fortællinger om tidligere tiders kampe mod de hvide. Mandela har i sine erindringer selv peget på, at det er her, hans politiske bevidsthed bliver vakt. Her bliver han opmærksom på, at der fandtes en tid, før Den Hvide Mand bestemte og kontrollerede alting. Antropologen Maria Rytter skriver i sin biografi om Nelson Mandela ”Jeg blev født fri”, at mange spørger, hvordan en mand som Nelson Mandela kunne opstå i Sydafrika. Hendes svar er, at han netop ikke opstod ud af det blå, men var et led i en lang række af ledere, der gennem 300 år havde forhandlet, forhalet og i yderste konsekvens kæmpet med våbenmagt mod de indtrængende hvide. Tilknytningen til kongen af Tembuland gjorde det også muligt for Mandela at komme på det eneste universitet, der var tilgængeligt for sorte i den Sydafrikanske Union: Fort Hare. Her studerede han jura, politik, engelsk og indfødt administration. Allerede efter et par års studier blev Mandela dog forvist fra universitet, fordi han var med i en aktion mod maden på universitet, som de studerende kritiserede for at være elendig i forhold til maden på de hvide universiteter. Samtidig kom det med et brud med kong Dalindyebo, der ville have Mandela gift – noget, der lå den unge Nel-
son fjernt, og han stak af til Jonannesburg. Her lykkedes det ham at fortsætte sine jurastudier, og han mødte en række af de mennesker, som senere skulle blive markante medlemmer af den sydafrikanske modstandskamp, ikke mindst Walter Sisulu, som blev Mandelas nære ven og politiske mentor. ANC, den afrikanske nationalkongres, var allerede blevet dannet i 1912 som et modtræk til grundlæggelsen af den Sydafrikanske Union. I 1944, som 26-årig, danner Mandela en ungdomsafdeling af bevægelsen sammen med blandt andet Walter Sisulu og Oliver Tambo, og fra da af tager Mandelas politiske aktiviteter for alvor fart samtidig med, at han får tid til både at fortsætte sine studier, og i 1945 gifter han sig for første gang med Evelyn Mase, en niece til Sisulu. Parret får fire børn sammen, men ægteskabet holder kun til 1956, fordi Evelyn ikke kan acceptere sin mands store politiske engagement – et engagement, der i stigende grad blev fulgt af arrestationer, retsmøder og fængselsophold.
nelson Mandela er 30 år, da apartheid bliver indført, og raceadskillelsen sættes i system ned i mindste detalje med separate love for hvide, afrikanere, asiater og farvede på ethvert af livets områder. Året efter, i 1949, bliver Mandela en af ANC’s ledere, og han er blandt andet med til at organisere en årelang ulydighedskampagne, inspireret af Mahatma Gandhis ikke-voldlige aktioner i Indien.
Vendepunktet kommer i 1960, hvor politiet i byen Sharpville skyder ubehersket mod ubevæbnede sorte, der brænder deres pas i en fredelig protest mod apartheidstyret. Massakren, hvor 69 mennesker blev dræbt, fik Mandela til at opgive sin hidtidige politik om ikke-vold og gå ind for sabotage mod regimet. Det er denne kursændring, der i sidste ende også resulterer i den livstidsdom, han bliver idømt den 12. juni 1964 for sin medvirken til en plan for guerillakrig i Sydafrika. Mandela afsonede i forvejen en dom i Pretoria arresthus, men blev allerede samme nat sammen med syv andre dømte fløjet til Robben Island, fængselsøen ud for Cape Town. Her sad han i 18 år, inden han blev overført først til Pollsmoor fængslet i Cape Town og derefter i 1988 til sit sidste fængsel, Victor Verster lidt uden for byen. Her fik Mandela fik tildelt sit eget lille hus med have og svømmebassin. Det var i huset i Victor Verster, at Mandelas forhandlinger med den sydafrikanske regering om afskaffelse af apartheid og indførelse af et flertalsstyre for alvor tog fart. Forhandlinger, som betød, at Nelson Mandela den 11. februar 1990 – efter 27 års fængsel – omsider blev løsladt efter at have aftvunget regeringen et løfte om, at apartheid ville blive ophævet og frie valg indført. Blot fire år inden sin første langvarige fængselsdom, i 1958, var Nelson Mandela blevet gift for anden gang – nu med den socialrådgiver-
uddannede Winnie Madikezela, som han fik to børn med. De fire første år var stort set, hvad parret fik lov til at dele. Da Mandela omsider blev løsladt i 1990, havde ægteparret svært ved at genskabe deres nære forhold, blandt andet på grund af retssagen mod Winnie Mandela for at være medskyldig i den 14-årige dreng, Stompies, bortførelse og død. I 1993 bliver de separeret og i 1996 definitivt skilt. Måske spillede det en rolle, at Nelson Mandela i 1992 havde mødt kvinden, der skulle blive hans tredje hustru: Graca Machel, enke efter Mozambiques tidligere præsident, Samao Machel. I hvert fald udviklede forholdet mellem Mandela og den 27 år yngre Graca Machel sig, så det fra 1996 var en offentlig hemmelighed, at Sydafrikas præsident var forelsket. I 1998, dagen før Mandelas 80-års fødselsdag, giftede parret sig, og som den eneste af Mandelas tre hustruer har Graca Machel haft det privilegie at kunne leve sammen med ham uden at skulle dele ham med en opslidende modstandskamp.
Mandela var 72 år, da han endelig blev løsladt, og næsten 76 år, da han den 10. maj 1994 blev taget i ed som Sydafrikas første sorte præsident. En høj alder kunne man mene, men det var åbenbart, at kun Mandela kunne løfte den opgave på et tidspunkt, hvor hadet og mistroen mellem sorte og hvide stadig var den mest udbredte følelse.
Og som Mandela undertiden selv spøgefuldt sagde, så havde han jo siddet og slappet den af i 27 år i fængslet, så pensionering kunne ikke komme på tale foreløbig. Pensionere lod han sig nu alligevel, først som præsident i 1999 og siden som en offentlig person. De seneste år af sit liv forsøgte Nelson Mandela at leve uforstyrret sammen med sin familie, nære venner og frem for alt den kvinde, han elskede og fik sit tredje og nok lykkeligste ægteskab med. Da Mandela blev indlagt i januar, skrev en af de sydafrikanske aviser, at “Hele nationen er i venteværelset”, og overskriften udtrykte præcist med hvilken ængstelse og kærlighed, sydafrikanerne fulgte Nelson Mandelas svigtende kræfter. De kunne leve med, at han måtte trække sig tilbage som præsident og siden ud af det offentlighedens søgelys, men de kunne ikke bære at vide, at han ikke længere var der som et symbol på håb og forsoning. Nelson Mandela har ønsket at blive begravet ved siden af sine forfædre i landsbyen i Qunu, i Transkei i det østlige Sydafrika. Han har selv beskrevet stedet som der, hvor han tilbragte de lykkeligste år af sin barndom. “Det var i markerne, at jeg lærte at skyde fugle ned fra himlen med en slangebøsse, at samle vild honning, frugter og spiselige rødder, at drikke varm, sød mælk fra koens yver, at svømme i de klare, kolde vandløb og at fange fisk med sejlgarn og små stykker ståltråd.”