46 Tid til bøger
Kristeligt Dagblad Lørdag 1. november 2014
2 ”Det er spændende at se, hvordan den herskende hårdhed i tiden reagerede på en prædiken om mildhed, barmhjertighed og tagen hånd om næsten,” siger sognepræst Torben Bramming, der sammen med Kurt Villads Jensen har oversat og udgivet ”Radulfs skrift om den åndelige kalk eller hellige gral”. – Foto: Bo Nygaard Larsen.
Den milde røst i middelalderen En nyopdukket prædiken, holdt i 1168 af Ribe-bispen Radulf, giver et fantastisk indblik i religiøsiteten i tidlig dansk middelalder
interview AF anders raahauge kultur@k.dk
Det er velgørende at læse en fin og klar prædiken, holdt for 850 år siden i Seem, når det nu i dag så ofte hævdes, at kristendommens formuleringer bliver uvedkommende med alderen. Er de rene og enkle, kan de faktisk sagtens stå sig gennem tiderne. Biskop Radulf fra Ribe holdt i 1168 en prædiken for nonnerne i Seem Kloster, og den kan man nu læse på dansk. For nylig blev den genfundet i et arkiv i Halle i Tyskland af historikeren Kurt Villads Jensen. Meget få skrifter er bevaret fra tidlig dansk middelalder, så derfor har Kurt Villads Jensen og Torben Bramming nu oversat og udgivet prædikenen i bogform, ”Radulfs skrift om den åndelige kalk eller hellige gral”. Latinsk original og dansk oversættelse står parallelt, og bogen rummer tillige en biografi over Radulf, en skildring af cistercienserordenen, som han tilhørte, samt en fyldig fremstilling af det højdramatiske stykke danmarks- og kirkehistorie, som udspandt sig på Radulfs tid: skisma mellem konge og kirke, mordet i Haraldsted Skov,
slaget ved Fodevig, blodgildet i Roskilde. Radulf var englænder, men fik sit virke i Danmark og ligger begravet i Ribe Domkirke. Som Valdemar den Stores kansler stod han magten nær, 1162 blev han tillige biskop i Ribe, men bevarede sin position ved hoffet. Han var med til at grundlægge det cisterciensiske nonnekloster i Seem ved Ribe, som siden skulle flyttes til Løgum, der derfor nu kendes som Løgumkloster.
Torben Bramming er sognepræst i Seem og ved Ribe Domkirke, så han har sin daglige gang i Radulfs fodspor. Han glæder sig stadig over, at den meget gamle prædiken kom for en dag. ”Fundet passer simpelthen så godt sammen med alle de arkæologiske gennembrud her i Ribe for tiden, hvor man på domkirkepladsen finder de første kristne grave i Danmark. Her fandt man også en runesten, som måske er del af gravstenen over Ribe-bispen Leofdag, som Radulf søgte at få helgenkåret. Og nu er Ribes gamle kannikegård også kommet for en dag. Munkene herfra flængede i vrede Radulfs kåbe under et sammenstød med ham.” Radulf søgte at indrette
domkapitlet mere regelbundet, men kannikerne nægtede at indgå i et klosterligt fællesliv, for de ville absolut beholde personlig råderet over embedsgods. Radulfs prædiken er præget af stor mildhed, hvad der måske kan virke påfaldende for dem, der regner middelalderen for en udelukkende rå tid, hvor der ikke var opstået den følsomhed, som vi moderne regner for vores forfinede kendemærke. ”Mildheden er en af de virkelig grundlæggende ting i skriftet,” nikker Torben Bramming. ”Vi bliver jo ellers flasket op med moderne historikeres tvangstanke om, at de fornemme kun antog kristendommen ud fra køligt strategiske magtinteresser. Her ser vi, hvordan den blev forkyndt for standspersonerne med opfordring til netop ikke at tænke i sådanne baner, men lægge bånd på magtudøvelsen og i det hele taget fornægte sig selv. Der prædikes direkte imod griskhed og selvretfærdighed. Alt, hvad der havde hersket og domineret i det ældre samfund, forsøges nu omformet i Bibelens billede, i Kristi billede.”
Vi sidder med udsigt til Radulfs domkirke fra vinduerne
i Taarnborg, Brorsons gamle bispegård i Ribe, som er både kursuscenter og Brammings hjem. Han uddyber sin pointe: ”Det er spændende at se, hvordan den herskende hårdhed i tiden reagerede på en prædiken om mildhed, barmhjertighed og tagen hånd om næsten. Der findes vidnesbyrd om, at forkyndelsen betød meget for de mægtige. Omvendt finder man ikke belæg i kilderne for den moderne påstand om, at de mægtige kun var kristne af pragmatiske grunde. Det er da også blot en følgeslutning fra det materialistiske historiesyn, som regerer for tiden.” Man kan også fra en prædikens tale slutte noget om, hvordan samtidens mennesker forstod troen, betoner Torben Bramming. ”Sådan en tekst demonstrerer jo, hvad de selv i samtiden troede på, og hvor meget Bibelen betød for dem. Den kredses der om hele tiden. Dette ser man gang på gang, når man endelig har kilder som denne, der tillader en at betragte samfundet indefra.” Torben Bramming finder, at sådanne kilder til det åndelige liv for 800 år siden kan nuancere en ofte selvgod moderne forståelse af fortiden.
Det åndelige liv var stærkt. ”Middelalderen var jo ikke bare vold og kamp, men også byggeriet af de 1000 kirker i Danmark. Og de blev ikke opført efter hårde ordrer ovenfra, men drevet af et fromt sindelag hos alle deltagende samfundslag.” Radulf priser også menneskets fornuft, den ”ratio”, som er nedlagt i det, frem for alle andre væsener, af Gud? ”Ja, Radulf fører fornuften i marken som en positiv kraft bag erkendelsen af verden. Gennem den skal man forstå skaberværket. Oplysning om verden går hånd i hånd med inderlig tro. Fornuften er skænket af Gud og skal derfor bruges efter bedste evne.” Radulf har tydeligvis været en højt uddannet mand, der ikke bare holder sin prædiken på latin – og nonnerne forstod den vel at mærke men også demonstrerer stor belæsthed. Radulf regner sig dog meget beskedent for en middelmådig retoriker. ”Han skaber kun et ’sølvskrift’, siger han selv og formår ikke at producere et ’guldskrift’, sådan som helgenerne og de store europæiske teologer kunne det. Men den dannede Radulf har læst dem. Han citerer således Augustin i dette skrift, som
faktisk er bygget retorisk meget fint op. Radulf har sat en ære i at være intellektuel. Derfor vælges han også som kansler ved Valdemar den Stores hof. Cistercienserne var også ualmindeligt velinformerede folk, der altid lagde deres klostre ved trafikknudepunkter.” Den fundne prædiken giver et spændende indblik i en meget gammel prædikekultur, og den siger noget om kristendomsforståelsen og dens praktiske forkyndelse, som den lød i ørerne på samtidens mennesker. Derfor ville Bramming ønske, at flere af de middelalderlige prædikener kunne oversættes og udgives. ”Der findes trods alt en vis mængde skrifter af denne art herhjemme, men de fleste ligger kun på latin. Lad os oversætte flere middelalderlige prædikener. I Sverige har de oversat mange, og de giver et fantastisk indblik i middelalderens katolicisme.”
Læs anmeldelsen af bogen på
k.dk/kultur