22 Tid til bøger
Kristeligt Dagblad Lørdag 1. november 2014
Et liv med bøger ”Hvor har du tit været ked af det,” sagde forfatteren Bjarne Nielsen Brovsts kone, Gudrun Hjort, til ham efter at have genlæst hans samlede digte. Han er kendt som den muntre fortæller, men det er kun en del af sandheden om ham
interview Af Claus Grymer kultur@k.dk
”Dér ligger mit liv,” siger forfatteren Bjarne Nielsen Brovst om den store bog på bordet foran ham – 302 tættrykte sider. På omslaget fotos af poeten i syv forskellige livsfaser. Bogen indeholder hans samlede digte. ”Et underligt liv, et lykkeligt liv,” tilføjer han. Lykke har det dog ikke været hele tiden. Hør hvad hans kone, Gudrun Hjort, sagde til ham efter at have genlæst digtene: ”Hvor har du tit været ked af det!”. Hendes ord må især gælde de tidligste af digtene, hvor antallet af triste og ensomme stunder er påfaldende stort. De, der udelukkende eller mest forbinder Bjarne Nielsen Brovst med den muntert fortællende foredragsholder, der i mange år har foldet sig ud på talrige talerstole over det ganske land, vil næppe kunne genkende ham. Det vil de således ikke – for at tage et karakteristisk eksempel – i et digt som ”Trækfuglene”, der slutter med disse linjer: ”Saa pludselig kan jeg fare op, rædselsslagen, ved alle disse sorte vinger, som drypper blod hen over landet. Lydene, disse pibende hvislelyde, som aldrig kan standse og kun bliver ved og ved.”
Brovst debuterede som lyriker for 50 år siden. ”Mit hjertes have” fra 1970 var den første af hans 12 digtsamlinger. Den seneste udkom i 1997. Desuden rummer den nye bog adskillige digte fra tidsskrifter og antologier. Titlen, ”Mine digte. 1964-2014. Samlede” (Højers Forlag), lover ikke for meget: Det er hele hans lyriske produktion, der er repræsenteret. Det vil dog sige: et enkelt digt er udeladt – simpelthen ”fordi det var noget vrøvl”. Teksterne foreligger helt overvejende i deres oprindelige form: De små ændringer, der er foretaget, er ifølge forfatteren ubetydelige. Hans debutsamling indledes med et citat af Ole Sarvig. Det er velbegrundet – så tydelig som påvirkningen fra denne digter er. ”En anmelder skrev,” mindes Brovst, ”at Ole Sarvig var blevet støvsuget. Men det gælder ikke sprogligt, hvor han tilhører en mesterklasse, som jeg ikke kan nå. Det, der påvirkede mig, var hans evne til at udtrykke sig gennem naturen. En stemning, en følelse. Afmagten og ensomheden – og så pludselig oplevelsen af noget sitrende smukt, som
jeg ikke var i stand til at føre ud i livet.” En anden digter, der spillede en stor rolle, var Morten Nielsen, som Brovst senere skrev en bog om. I øvrigt var hans nu afdøde mor, Oda Nielsen, med i den samme modstandsgruppe som digteren. Hun virkede som en slags sekretær. Digtet ”Til Morten Nielsen” indledes sådan: Lyset staar ærligt i nat mod min rude, lyser af renheds forløsende ro. Natten knuger sit mulm i mørket, himlen røres af ingen hænder.
Bjarne Nielsen Brovsts møde med de nu genudgivne digte har også været et møde med det liv, han har levet. Et liv, hvor han tidligt kom tæt på døden. En skolekammerat begik selvmord. En kammerat blev under leg ramt af en bil og dræbt på stedet. Brovst så ham dø. Og han var igen alt for tæt på, da en motorcyklist blev dræbt mod toget – og barnet blev ikke skånet for synet af den blottede hjerne. Et syn, der er blevet siddende i ham og dukker op, hver gang han læser om døden i trafikken. I det hele taget kan digtene fra barndommen være barsk læsning. Med glimt fra en verden uden nåde over for dem, der var anderledes. Ikke desto mindre var han på vej mod det liv, han kalder lykkeligt. Men som det allerede fremgår, er det et liv, der indebærer fortrolighed med det ulykkelige. ”Da jeg var tre år, blev min ene hånd alvorligt forbrændt. Det betød, at jeg hele tiden havde betændelse i den og igen og igen lå på hospitalet. I perioder så jeg ikke min mor og far. For de måtte ikke komme på hospitalet. I den forbindelse lærte jeg meget om, hvad det var for nogle mennesker, jeg kunne regne med. Hvem der var gode mod mig. Derfor er mange af digtene en slags røntgenbilleder fra den barndom, jeg havde, indtil jeg var 12 år, da min hånd endelig blev rask. Jeg blev iagttaget, samtidig med at jeg selv iagttog. Det har påvirket mig hele livet. Man kan sige, at jeg på en måde blev forfatter allerede dengang. Jeg bruger øjeblikssituationen og helst i en skrivende ensomhed. Jeg har ført dagbog, siden jeg var 14 år. Dagbog er en form for digte. Og man kan risikere, at der på et tidspunkt kommer en digtsamling, der hedder ’Dagbogsdigte’, og som vil bestå af helt anderledes, næsten ucensurerede digte.” Brovst protesterer ikke, da journalisten på baggrund af nogle af digtene antyder, at han i en del af sin
0 ”Min livslykke er, at jeg har været så heldig at komme med i nogle sammenhænge, der interesserede mig,” siger Bjarne Nielsen Brovst, hvis samlede digte afspejler den tilværelse, han har levet. – Foto: Henning Bagger/Scanpix.
WW Jeg bruger øjeblikssituationen og helst i en skrivende ensomhed. Jeg har ført dagbog, siden jeg var 14 år. Dagbog er en form for digte. Og man kan risikere, at der på et tidspunkt kommer en digtsamling, der hedder ’Dagbogsdigte’, og som vil bestå af helt anderledes, næsten ucensurerede digte.
Bjarne Nielsen Brovst, forfatter
barndom var noget af en rod. Et digt om det rå og støjende fællesskab i ”flokken”, som man naturligvis helst skulle tilhøre, antyder mentaliteten. Det gjaldt om at råbe højt. Også for at overdøve den ensomhed, som ingen talte om. Og dog var den ganske nær. I bogen helt bogstaveligt: Digtet om ”flokken” står side om side med et digt om kærestesorg i puberteten. De voksne nægtede at tage den sorg højtideligt – det var jo kun barnepjat! Og hvis kammeraterne fik nys om smertens flove eksistens, ville de grine eller godte sig. ”Jo, jeg var faktisk en rod,” erkender Bjarne Nielsen Brovst. ”Da min hånd var kommet i orden, var der meget, jeg skulle indhente efter alle de år, hvor jeg havde været sådan en sød dreng. Det var jeg egentlig stadig. Jeg blev noget i retning af en dobbeltgænger og var godt klar over, at noget af det, jeg lavede, ikke
var helt, som det skulle være. Men jeg ville jo gerne imponere de andre. Engang kørte en kammerat og jeg i hans fars bil til Aalborg. Vi var 14-15 år. Det var fuldstændig sindssygt.” ”Jeg var med på det hele. Nej, jeg stjal aldrig. Det var der ellers mange af mine jævnaldrende, der gjorde. Men det kunne jeg slet ikke have med at gøre.” Det skyldes måske de holdninger, han mødte i andre dele sin sin barndom: ”Min mor var et kristent menneske. Det samme var min mormor og hele hendes familie. Jeg gik i søndagsskole hver søndag. I en periode både i Brovst Missionshus og i baptistkirken. Jeg kendte flere, der var baptister, og syntes, at der var en særlig poesi hos dem.”
”Min livslykke er, at jeg har været så heldig at komme ind i nogle sammenhænge, der interesserede mig, siger Bjarne Nielsen Brovst. Dermed er vi på en af vejene, der har ført til hans lykkelige liv. Veje brolagt med bøger. Hans egne og andres. ”Forfatteren Alf Grostøl læste mine digte. En samling, der var skrevet på rødt papir – det var ’Mit hjertes have’ – og en anden, der var skrevet på blåt papir og hed ’Regn. Digte fra en ungtid’. En titel, der jo i den grad er mærket af inspirationen fra Ole Sarvig! Grostøl, der sammen med sin hustru, forfatteren Eva Hemmer Hansen, havde forlaget Grevas, kunne lide digtene og inviterede mig på besøg. Eva Hemmer Hansen tog mig med storm. Hun havde megen humor og sagde, at de ville udgive digtene i ét eksemplar. Ved de ord gik der en dolk gennem mit hjerte. Nej, sagde hun så, vi tager de røde digte. De er skrevet med hjertet.” ”Bogen udkom i april 1970 og fik gode anmeldelser, men også nogen ’på hatten’.” Disse første digte er blandt andet
kendetegnet ved en betydelig indadvendthed. Det skulle blive anderledes. Senere i de samlede digte åbnes deres døre, og mange mennesker træder indenfor. Meget forskellige mennesker. ”Efter at være blevet boghandler lavede jeg omkring 1970 en stor dansk/norsk bogudstilling og kom i den sammenhæng i personlig kontakt med blandt andre Frank Jæger, som jeg besøgte flere gange og første gang på Langeland, og med Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig. Endvidere stiftede jeg som lærer i Dansk Blindesamfund i Aalborg bekendtskab med mange handicappede. Og jeg erfarede, at mennesker, der har et handicap, ofte er nogle af de mest spændende. Det betød også meget for mig, at jeg i 1973 blev højskolelærer på pensionisthøjskolen i Rude Strand ved Odder og dermed fik berøring med andre end aldersgruppen fra 20 til 40 år – hvilket førte til en digtsamling, ’Gamle’, som jeg fik megen ros for.”
Bjarne Nielsen Brovst 3367 år. Opvokset i Brovst i Nordjylland. Uddannet både som boghandler og lærer. Lærer på pensionisthøjskolen i Rude Strand – der nu hedder Rude Strand Seniorhøjskole – fra 1973. Forstander samme sted i årene 19802007. Haveskribent i Kristeligt Dagblad siden 2002. Et omfattende forfatterskab, der ud over digtene består af noveller, romaner, biografier og erindringer. 3 Dertil en populær foredragsholder. Gift med Gudrun Hjort, forhenværende 3 sygeplejerske og højskolelærer. Bosat 3 ved Tranum i Nordjylland. Tre børn 3 fra et tidligere ægteskab. Fire børnebørn og et femte på vej.