Page 1

Englar alh eim sin s (2000, U niversets engle, instr. Fridrik Thor Fridriksson).

I lyset af R eykj avik Om islandske byfilm - før og nu A f Birgir Thor M øller

D e danske biografer og filmfestivaler har

Ragnar Bragasons to m ultiplotfilm Bom

budt på en række islandske film i de senere

(2006, Børn) og Foreldrar (2007, Forældre)

år. Det har de nu også gjort tidligere, men

samt Baltasar Kormåkurs kriminalfilm

siden årtusindskiftet er antallet steget m ar­

M yrin (2006, Jar City) og ikke m indst hans

kant. Og skal man finde fællestræk ved de

debutfilm m ed den slående titel 101 Reyk­

ellers meget forskellige film, må det være,

javik (2000).1

at de har b u d t på samtidshistorier, hvoraf

Selv om der har været bemærkelsesvær­

broderparten foregår i Islands hovedstad,

dige undtagelser, såsom Dagur Kåris origi­

Reykjavik. Som eksempler kan nævnes

nale outsiderskildring Ndi albindi (2003),

189


I lyset afReyjkavik

Qbltår ¿jislårn

I«i lig gamanm^J

Plakater til to tidlige Reykjavik-film: Oskar Gislasons R eykja vik u ræ vin tyri Bakkabrcedra (1951) og Erik Ballings 79 a f sto d in n i (1962, Pigen G ogo). l.k u X

p ,, a

ri

fu t

i l / 'J i * t . t H A é j % r ; A r /

t/'fin x

.. v r.

* I f t k u f t t i s h r ' i j f o ./ Y ; * / W rt/ .V i /

llim r f'U : t

t ii; r /

Reykjavik Biograftheater, allerede i 1906. er den nyere islandske film præget af en

Dengang boede kun om trent 10.000 af

udtalt forkærlighed for byfilm. På bag­

de daværende 80.000 islændinge i hoved­

grund af den øvrige islandske filmhistorie,

stadsom rådet, som i dag huser 180.000 af

hvor de storslåede naturlandskaber har

Islands lidt m ere end 300.000 indbyggere.

spillet en dom inerende rolle, kalder denne

Ud over at bringe levende billeder fra den

nye urbane tendens på et næ rm ere efter­

vide verden til den før så isolerede ø blev

syn.2

biograferne sn art en af byens mest populæ ­ re adspredelser - hvilket de stadigvæk er.3

Den historiske baggrund. Islands film hi­

190

På den anden side er den tidlige island­

storie går hånd i hånd m ed landets hastige

ske film historie også præ get af den natio­

urbanisering og den m odernisering, den

nale vækkelse og selvstændighedskamp,

indgår i. Film historien ikke blot afspejler

der havde sit udgangspunkt i m idten af

urbaniseringen, men er også selv en del

det 19. århundrede og kulm inerede med

af den. D anskeren Alfred Lind åbnede

proklam ationen af republikken Island den

således den første biograf i Reykjavik,

17. juni 1944. En lang række islandske film


a f Birgir Thor Møller

idylliserer således fortiden og det simple

for at se ikke bare Island m en også Reykja­

liv i nationens storslåede landskaber, der

vik i biograferne stor. Og m ed bakkebrød-

opstilles som kontrast til m odernitetens

renes bytur fik publikum letgenkendelige

Reykjavik. Det kulturm øde - for ikke at

billeder af deres hastigt voksende hoved­

sige sammenstød - opridsede jeg i over­

stad, der sjældent, om nogensinde, er ble­

sigtsartiklen "Island og filmen gennem

vet skildret m ed en tilsvarende fascination

100 år”, som Kosmorama bragte for seks år

og glæde.

siden (Møller 2003). D erfor skal blot nogle af hovedværkerne om tales her - specifikt

K ulturpessim ism e. En regulær og profes­

for deres brug af Reykjavik - før fokus ret­

sionel islandsk film produktion blev først

tes mod den aktuelle udvikling.

mulig, da m an i 1978 oprettede en egentlig

Den ældste, bevarede filmoptagelse fra Island skildrer pudsigt nok en brandøvelse

filmfond finansieret af offentlige midler. Inden da havde islændingene dog k u n ­

i Reykjaviks centrum . M an ser både børn

net se to udprægede byfilm, der hver især

og voksne følge spæ ndt med i øvelsen, om

præsenterede et ganske andet Reykjavik.

end de også har øje for kam eraets dragen­

Begge titler, hhv. Erik Ballings 79 a f stodin-

de linse.4

ni (1962, Pigen Gogo) og Reynir Oddssons

Fra de efterfølgende årtier findes der enkelte lignende film optagelser af bylivet, m en det var den mangfoldige natur, der lokkede udenlandske filmmagere til landet

Mordsaga (1977, Story o fa Crime), kan ses som forløbere for de senere byfilm. Ballings sort/hvide 79 afstddinni5 skil­ drer en bondesøn, der arbejder som taxa­

- såsom danske G unnar Sommerfeldt, hvis

chauffør (med kaldenavnet 79) i et noget

Borgslægtens Historie (1920) er den første

trøstesløst Reykjavik bestående af hhv.

spillefilm indspillet i Island. D en første

nyopførte boligblokke ved en endnu ikke

islandskproducerede spillefilm, Loftur

asfalteret vej og en lidt ældre bydel, hvor

G udm undssons Mille fjalls ogfjdru (dvs.

han bor på et pensionat. Desuden viser fil­

Mellem bjerg og bred) fra 1949, foregår

m en nattelivet i centrum , hvor også am e­

ligeledes langt fra byen, ligesom instruktø­

rikanske soldater fra Keflavikbasen boltrer

rens, og Islands, første fiktionsfilm, kort­

sig, og efter at have kørt en døddrukken

filmfarcen Æ vintyri Jons og Gvendar (dvs.

soldat til hjem til basen, m øder chaufføren

Jons og Gvendurs eventyr) fra 1923.

den sm ukke Gogo, som han falder for. De

I Reykjavikurævintyri Bakkabrædra

indleder et forhold, m en desværre viser

(1951) indfangede O skar Gfslason deri­

det sig, at hun ikke alene er græsenke -

m od det m oderne byliv i efterkrigstidens

hendes æ gtem and ligger for døden på et

Reykjavik ved at lade de tre lige så kom i­

hospital i D anm ark - m en også, hvilket

ske som enfoldige Bakkebrødre (Islands

sådan set er værre, har et forhold til en

modstykke til de danske molbohistorier)

am erikansk soldat.

besøge hovedstaden. På deres eventyrlige

Filmens tragiske kærlighedshistorie

rejse, der nærm est udfolder sig som en

udspiller sig således ikke alene på bag­

sightseeing på traktor, undrer de sig over

grund af en depraveret by, men også - og

alt fra ensrettet trafik til butiksvinduer,

dét ganske eklatant - på baggrund af et

køleskabe og det fiktive univers på scenen

efterkrigstids-Island, hvis intensive am eri­

i Nationalteateret. Skønt filmens tekniske

kanisering mange betragtede som en regu­

side var stæ rkt mangelfuld, var interessen

lær trussel m od nationens unge selvstæn-

191


I lyset afReyjkavik

dighed. Heller ikke i den sam m enhæng

de gamle sæ tter deres lid til traditionerne.

tilbyder 79 afstddinni megen optimisme.

Tendensen fik et endnu m ere kontant ud­

Det moralske forfald, der præger filmens

tryk i Atom stodin (1984, Atomstationen,

samtidsbillede, bliver for meget for bon d e­

instr. Thorsteinn Jonsson), der foregår i

sønnen, som desillusioneret og ulykkelig

efterkrigstiden og skildrer Reykjavik som

sætter kurs m od hjemstavnen, m en såvel

magtens korrum perede centrum. H er for­

hjem rejsen som filmen ender tragisk m ed

segles nationens fremtid ved hemmelige

et brat uheld på landevejen.

nattem øder mellem Altingsmedlemmer og

Femten år senere kastede Mordsaga et kritisk, m en også mere radikalt og sar­

alt im ens arbejderklassen slås m od politiet

kastisk blik på sin sam tid.6 Med inspira­

foran Altinget og bønderne arbejder videre

tion fra Chabrol skildrer filmen et nyrigt

under de sm ukke bakkedrag, ledsaget af en

burgøjserhjem , hvor den undertrykte

højstem t underlægningsmusik. Kontrasten

husm or ender m ed at m yrde sin tyran af

mellem m agtens by og folkets land var ikke

en ægtem and, efter at hun har overrasket

til at tage fejl af. Og selv om 1980 ernes

ham i færd m ed at voldtage hendes datter.

film produktion var præget af stor diver-

Mordsaga var i høj grad et barn af sin tid,

sitet, var den kulturpessimistiske tilgang,

såvel teknisk som tematisk, og ikke m indst

dvs. en m odernitetskritik i tidens anti-

i sin afsløring af de seksuelle frustrationer

am erikanske ånd, et prægnant fællestræk.7

og komplekser bag parcelhusets pæne

I den sam m enhæng er det værd at be­

facade: dels hos m anden, en forretnings­

mærke, at 1980 ernes instruktører var født

m and m ed hang til cocktails, Dean M artin

i årene 1944-56. De voksede op under den

og Wagner, dels hos hans cognac-sippende

am erikanisering, 79 afstddinni skildrede

hustru, der dagdrøm m er om håndvær-

og kritiserede, og de hentede deres inspira­

kersex, mens han er på kontoret (eller hos

tion i hhv. den m oderne islandske litteratur

elskerinden).

og den europæiske films nybølger.

Datteren, derim od, opsøger tidens nat­

D et gælder også Fridrik Thor Fridriks­

teliv, der byder på både seksuel frigørelse

son (f. 1954), d er debuterede i 1980erne,

og hash. Derved kan filmen også ses som

m en først brød internationalt igennem i

en forløber for de Reykjavik-film, der i

1990 erne, hvor han instruerede en række

begyndelsen af 1990’e rne udviste stor inter­

bittersøde og tragikomiske film fra og

esse for de yngres udsvævende natteliv.

om Island. I Biodagar (1994, Movie Days)

Inden da lagde 1980 ernes islandske film

192

militærfolk i en af byens herskabsvillaer,

og Djoflaeyjan (1996, Djævelens ø) skil­

sig i slipstrøm m en fra den kulturpessim i­

drede han efterkrigstidens møde m ed den

stiske m odernitetskritik, m an fandt i 79

amerikanske kultur. Førstnævnte var et

afstodinni. Men m odsat den, som næsten

nostalgisk, semi-autobiografisk tilbageblik

udelukkende foregik i byen, blev fokus nu

på tiden, m ens Djoflaeyjan udspiller sig i

rettet m od det landlige liv i den frie natur.

et af efterkrigstidens forslummede barak-

Eksempelvis i den første film efter opret­

kvarterer, hvor det hårde og ofte tragiske

telsen af filmfonden, Ågust Gudm undssons

liv skildres m ed en empati, der tidligere

Land og synir (1980, Land og sønner), en

kun var tilkom m et provinsens oprindelige

skildring af den sociale opløsning i 30er-

hjemstavn, m en provinsen var helt fravæ­

nes kriseram te landbrug, hvor de unge

rende i filmen.

drøm m er om et nyt liv i Reykjavik, m ens

Anderledes i Fridrikssons gennem-


afBirgir Thor Møller

Veggfodur (1992, W allpaper, instr. Julius Kemp).

brudsfilm, B om nåtturunnar (1991, N a­

stod de på spring m ed en ny type film.

turens børn), der er en roadm ovie om to pensionister, der stikker af fra et plejehjem

Reykvikingerne. Langt op i det 20. år­

i Reykjavik for at genfinde deres rødder

hundrede var det stadigvæk almindeligt

ude i de bjergtagende landskaber. Filmens

at spørge Reykjaviks indbyggere, hvor de

underliggende civilisationskritik er ikke til

stam m ede fra. Dvs. hvilken landsdel de

at tage fejl af8, og selv karakteriserede in­

oprindelig kom fra. Men i takt med, at

struktøren d a også B o m nåtturunnar som

også urbaniseringen blev ’historie’, blev det

en afsked m ed en svunden tid (jf. Møller

efterhånden mere almindeligt at være en

2005: 23) - hvilket underbygges af den

vaskeægte bybo, en ’reykviking’ - og sågar

kontrast, film en opstiller mellem det sam­

en anden, tredje eller fjerde generations af

tidige Reykjavik, hvor isæ r bylivets frem ­

slagsen (m en ’viking’ henviser her til byens

medgørelse er i fokus, og den ødegård, der

geografiske placering, dvs. ’vigen’ i Reykja-

er målet for de flygtende pensionister.

vik, ikke til en rygende viking).

En række yngre instruktører efterlyste imidlertid en mere k ontant afsked med

Udviklingen ledsagedes af en voksende m odstand m od den lige så moraliserende

fortiden, og mens Fridrikssons naturbørn

som nedladende tilgang til det m oderne

blev nom ineret til en O scar og repræ sen­

byliv, som m an fandt i både fiktionens og

terede Island ved alverdens filmfestivaler,

virkelighedens Island. En tilgang, som syn-

193


I lyset a f Reyjkavik

tes at implicere, at hovedstaden var m indre

og kriminelle. D et hele ender i den rene

’islandsk’ end den landlige hjemstavn. D er­

galskab. H vor voldsscenerne i Veggfodur

til kom, at flere og flere islændinge havde

var rå og brutale, er den smule vold, der

vanskeligt ved at genkende sig selv i den

optræ der i Sodoma Reykjavik, blot komisk,

traditionelle repræ sentation af nationen.

ligesom filmens kriminelle miljø blev ud­

M an ville ikke alene gerne vedkende sig

stillet som en samling wannabes.

det m oderne Island, m an var tillige stolt af det (jf. Møller, 2003). Fra begyndelsen af 1990’erne blev de

megen opm ærksom hed i Island, hvor m an ikke tidligere havde oplevet, at en

nationale glansbilleder’ således genstand

generation markerede sig selv og genera­

for debat, hvilket afspejles i en række unge

tionens eget Reykjavik så markant inden

instruktørers byfilm. Hovedparten af disse

for fiktionsfilmens rammer. Tilbage i 1982

film fik først prem iere efter årtusindskif­

havde Fridrik Thor Fridrikssons dokum en­

tet, m en allerede i 1992 debuterede Julius

tarfilm Rokk i Reykjavik givet den unge

Kemp (f. 1967) og Oskar Jonasson (f.

generation et gruppeportræ t, der gjorde

1963) m ed hver sin Reykjavik-film, hhv.

den opm æ rksom på dens egen størrelse

Veggfodur ( Wallpaper) og Sodoma R eyk­

og betydning. N u placerede også de to

javik (Remote Control), der tog forskud på

Reykjavik-fiktionsfilm de unge i k u ltur­

den postm oderne fandenivoldskhed, der

landskabet, samtidig m ed at de ikke lagde

skulle præge en lang række yngre in stru k ­

skjul på instruktørernes fascination af den

tørers film. Film, hvis Reykjavik-billeder

amerikanske Hollywood-film og dens nar-

var præget først og frem m est af de unges

rative frem drift.

natteliv samt mere eller m indre krim inelle

Sodoma Reykjavik opnåede næ rm est

underverdener, og samtidig film, der ikke

kultstatus. Tidligere i år åbnede således en

opstillede et sundere’, landligt alternativ i

natklub i Reykjavik under navnet Sodoma

guds - og nationens - frie natur.

Reykjavik (filmens klub a f samme navn var

De to films historier var dog hverken

fiktiv). Veggfodur er derim od ikke ældet

banebrydende eller originale: Veggfodur

m ed ynde, m en det æ ndrer ikke ved dens

er et intenst og pågående trekantdram a

position som banebryder. I kølvandet på de

om en ung pige, der ankom m er til byen

to film instruerede bl.a. Veggfodurs m anus­

og m øder en ung natklubejer m ed knap

forfatter Johann Sigmarsson (f. 1969) Ein

så reelle hensigter, før hun falder for hans

stor jjdlskylda (1995, One Family) og Oska-

mere kunstneriske ven, der er gjort af et

born Thjodarinnar (2000, Plan B - Report),

andet stof. Filmen blev m arkedsført som

der udforskede Reykjaviks betændte og

en ’’e rotisk kærlighedshistorie”, m en er især

brutale narkomiljø.

bemærkelsesværdig for sine m iljøskildrin­

Også i 2000 debuterede Baltasar Kor-

ger fra et Reykjavik, der indbefatter et vildt

m åkur (f. 1966) med 101 Reykjavik, der var

natteliv samt narko og vold.

baseret på H allgrim ur Helgasons komiske

Sodoma Reykjavik er derim od en kom e­

194

Veggfodur og Sodoma Reykjavik fik

rom an af sam m e navn fra 1996 (udgivet

die. H er sendes en ung, jævn og knap så

på dansk i 2000). 101 Reykjavik skildrer en

sm art m ekaniker på jagt efter en bo rtk o m ­

hjem m eboende 34-årig m ors dreng, som

m en fjernbetjening, m en via en eksem pla­

lever for den kortvarige rus i det så ofte

risk uansvarlig og vild søster flettes han ind

hypede natteliv i down town Reykjavik -

i byens vilde natteliv af skøre rockmusikere

der har postnum m eret 101. Hans liv tager


afBirgir Thor Møller

en uventet drejning, da både hans veninde

(2002, A M an Like Me), der tematiserede

og hans m ors lesbiske kæreste viser sig at

en både udtalt og uudtalt racisme via en

være gravide - muligvis begge m ed ham.

kærlighedshistorie mellem en ung islandsk

Er det det dramatiske, om end kom isk

m and og en kinesisk indvandrerkvinde.

skildrede vendepunkt, så lever filmen i

Og i dokum entarfilm en Mjoddin slå i gegn

lige så høj grad af den velartikulerede og

(2004, Small Mali) fulgte han en række

sarkastiske hovedpersons verbale pletskud

m edarbejdere i et indkøbscenter, der deler

(der frem står endnu m ere spydige i bogens

frit ud af deres drøm m e, mens spillefilmen

voldsomme ordstrøm ), som ofte rettes

Stråkarnir okkar (2005, Eleven Men O ut)

m od en række nationale helligdomm e som

handlede om et bøssefodboldhold. Douglas

den islandske nobelprisvinder i litteratur,

tager også i disse film livtag m ed samtidens

Halldor Kiljan Laxness (i bogen ”Holy

problem er ved hjælp af en frem skudt og

Kiljan”) eller naturbørnene i Fridrik Thor

ironisk humor, m en de senere film har ikke

Fridrikssons Bom natturunnar.

helt samme sprudlende narrative frem drift

Med den spanske A lm odovar-stjerne Victoria A bril i en a f hovedrollerne og musik af popsangeren D am on Albarn var

som debutfilmen. I Oskar Jonassons anden film, Perlur og svin (1997, Pearls & Swine), jager et

vejen til det internationale m arked banet,

ægtepar den samme islandske variant af

og 101 Reykjavik klarede sig da også ual­

den amerikanske drøm , som m an m øder

mindeligt godt og blev en international

i Islenski draumurinn. Uden nævneværdig

kulm ination på 90er-generationens Rey­

erfaring åbner de et bageri i Reykjaviks

kjavik-film. Måske det nationale opgør, der

centrum og prøver bl.a. at underbyde

også lå i filmen, gik h en over hovedet på

byens pølsebrødsm arked. Det viser sig at

det udenlandske publikum , m en 101 Rey­

være om trent lige så håbløst, som det lyder.

kjavik rokkede ikke desto m indre ved den

Ligesom i Islenski draumurinn er inspira­

gængse opfattelse af Island som en tradi­

tionen hentet i beretninger om de gang på

tionsbunden sagaø.

gang konkursram te lykkejægere, der altid

D en islandske drøm . M illennium året

projekt til det næste.

synes at ride videre, fra det ene kuldsejlede bød tillige p å en anden debutant, Robert

D et ville dog være naivt (og en tand

I. Douglas (f. 1973), d e r også gav et friskt

for ’kracauersk’) at se de to film som et

bud på en byfilm. I hans Islenski draumu-

forvarsel om det voldsomme finansielle

rinn (2000, Den islandske drøm ) m øder vi

kollaps, som Island oplevede sidste efterår,

en ung fantast af en yuppie-aspirant, der er

og hvis konsekvenser har ram t familier og

vendt hjem til Island m ed en container fuld

virksom heder i og uden for Island. Ikke

a f bulgarske cigaretter, som han vil bruge

desto m indre spidder satiren den - til tider

til at slå sig op big time i den islandske for­

overdrevne - pionerånd, der nok har været

retningsverden. Hans op- og især nedtur

en af de afgørende drivkræfter bag Islands

skildres kom isk og effektivt med håndholdt

hastige m odernisering, men også har fo­

kam era i den dogm einspirerede lavbudget-

stret en del både små og store him m elstor­ mere.

film, der bringer os ru n d t i byens yngre og forstadslignende kvarterer af hhv. parcel­ huse og lejlighedskomplekser. Douglas fulgte op m ed M adur eins og ég

Såvel Perlur og svin som Islenski draumurinn skyder desuden på den m a­ terialistiske del af den ’islandske drøm ’ og

195


I lyset afReyjkavik

Det udsvævende natteliv i 101 R eykjavik (Baltasar Kormákur, 2000).

leverer derm ed en sam tidskritik, der også

I det ’fiktive’ Nicelands gennemglobali-

blev form uleret i sarkastiske vendinger af

serede storby (der blev klippet sam m en af

hovedpersonen i 101 Reykjavik, m en el­

optagelser fra bl.a. Ham borg og Reykjavik)

lers var stort set fraværende i de første af

synes følelser, relationer og enhver reflek­

generationens byfilm. En tilsvarende kritik

sion over livets store spørgsmål erstattet af

finder man hos debutanten Silja Hauks-

et passivt liv foran fjernsynsapparaterne i

dottir (f. 1976), hvis udprægede digital-

de Ikea-m øblerede stuer. Og pudsigt nok

lavbudget-film Dis (2004) også påkalder

er det kun filmens udviklingshæmmede

sig opm æ rksom hed for at have leveret

hovedpersoner, der stiller de nødvendige

det længe ventede kvindelige svar på alle

spørgsmål til udviklingen. Nicelands fiktive

denne generations mandlige antihelte.

by vakte dog ikke megen genklang, hver­

D en antimaterialistiske m odernitets­ kritik var dog mere frem træ dende hos de cirka ti år ældre instruktører - som f.eks.

196

ken hos kritikere eller publikum og hver­ ken i Island eller internationalt.9 Fire år forinden var Fridriksson gået

i Draumadysir (1996, Dreamhunters) af

m indre radikalt, men ikke m indre effektivt,

Åsdis Thoroddsen (f. 1959), der især skød

til værks i Englar alheimsins (2000, Univer­

på tidens yuppie-tendens, og, endnu mere

sets engle). M ens filmens litterære forlæg,

m arkant, i Fridrik Thor Fridrikssons en-

Einar M år G udm undssons roman fra 1992,

gelsksprogede Niceland (2004).

tager udgangspunkt i 1960 er nes Reykjavik,


a f Birgir Thor Møller

N icelan d (Fridrik Thor Fridriksson, 2004).

opløste instruktøren historiens ram m e

centrum , og disse blev så, årti for årti,

til en slags neutral n u tid for at undgå, at

om ringet af nye kvarterer, først m ed lokale

de scenografisk rekonstruerede byrum

købm ænd, så indkøbscentre og skoler.

og farverige rekvisitter, som en 1960er-

Yderzoner, der efterhånden svandt ind bag

skildring ville have kræ vet, skulle bortlede

endnu nyere yderzoner m ed både storcen­

publikums opm æ rksom hed fra den skizo­

tre og storskoler.

frene hovedpersons fortælling. I stedet blev

I den islandske filmhistorie dukker de

samtidens Reykjavik brugt og belyst eks­

forstadslignende boligkvarterer først op i

pressivt som et udtryk for hovedpersonens

en håndfuld børnefilm, mest m arkant i Ari

sindstilstand og psykiske deroute.

K ristinssons Stikkfri (1997, Count me Out,

Familiebånd. Når m an ankom m er til Rey­

fri), der er en kom isk skildring af de m o­

vist på DR som Ælle bælle ni t i ... du slap kjavik, kører man læ nge i forstadslignende

derne familiers rodede familiem ønstre af

boligkvarterer for så pludselig at stå i et

papforældre og halvsøskende. En m ere fan­

forholdsvis lille bycentrum af ældre huse

tastisk og pastelfarvet brug af byen findes

blandet m ed nyere. O g sådan er byen, der

i m usicalen Regina (M aria Sigurdardöttir,

voksede hastigt gennem hele det 20. år­

2002) og i de voksnes Astropia (G unnar

hundrede. Først voksede enkelte og ganske

Björn G udm undsson, 2007) - en regulær

tidstypiske kvarterer frem om det gamle

ramasjangfilm om en gruppe rollespillere,

197


I lyset afReyjkavik

hvis spil og virkelighed glider i ét. Fælles for alle børnefilm ene er, at kvar­ tererne oser af det liv, som netop børnene

(Inga Lisa M iddleton, D agur Kari, Ragnar Bragason, Å sgrim ur Sverrisson, Einar Thor

tilfører dem, ligesom m an ser det i de

Gunnlaugsson 2001, Dramarama), hvor en

voksnes erindringsfilm som f.eks. før­

strømafbrydelse u d på de sene nattetim er i

nævnte Biodagar. Siden årtusindskiftet har

Reykjavik danner ramme om fem forskel­

kvarterne im idlertid også udgjort en mere

lige beretninger. Bragason fik dog først sit

grå, anonym og ofte trøstesløs baggrund

internationale gennem brud med Born og

for en række dram atiske skildringer af

Foreldrar, hvoraf førstnævnte bl.a. vandt

m enneskeskæbner og -relationer. Bl.a. hos

hovedprisen ved Copenhagen Internatio­

Mikael Torfason (f. 1974), hvis indtil videre

nal Film Festival (men dens underklas­

eneste spillefilm, Gemsar (2002, M ade in

sehistorie må også siges at have leveret en

Iceland), tegnede et hudløst portræ t af en

m odhistorie til de dengang tilsyneladende

gruppe teenagere og deres relationer til

uendeligt rige islandske finansfyrster, der

venner, kærester, sexpartnere i et slående

gang på gang dukkede op i medierne under

fravær af voksenkontakt. Trods filmens fik­

den ene mere utrolige overskrift end den

tionsform havde den en række paralleller

anden).

til den danske dokum entarfilm 110% Greve

Året før prem ieren på Foreldrars skæ b­

(Vibe Mogensen, Jesper Jack og M ette-Ann

neberetninger fra middelklassens Rey­

Schepelern, 2002).

kjavik debuterede Årni O lafur Åsgeirsson

De sam m e kvarterer brugte Ragnar

(f. 1972) med en film, der for alvor bragte

Bragason (f. 1971) til at indram m e sine

netop dét samfundslag in d i den islandske

studier af de ofte forkvaklede relationer

film. Hans Blodbond (2006, Thicker Than

mellem børn og forældre i den sort/hvide,

Water) skildrede en succesrig og lykkeligt

raffineret fortalte m ultiplotfilm B om (2006,

gift tandlæge (ikke ulig d en centrale tand­

Børn).

læge i Foreldrar), der gennem en blodprøve

B om tog udgangspunkt i underklas­ sen og var i overensstemmelse m ed sine

opdager, at han umuligt kan være biologisk far til sin ti-årige søn. Filmen, der blev

hovedpersoner både rå, intensiv og di­

gennem gående positivt modtaget i Island,

rekte (ligesom børn), m ens opfølgeren,

blev bl.a. rost for sin genkendelige og tro­

Foreldrar (2007, Forældre), dykkede ned

værdige skildring af en nutidig familie, der

i middelklassens (mere voksne) fortiede

kastes ud i en krise, mens livet og den hek­

fam ilieproblem er og løgne. Bragason

tiske hverdag fortsætter om kring den.

havde frem im proviseret persongalleriet og

Derved adskilte Blodbond sig m arkant

konflikterne i samarbejde m ed skuespil­

fra flere af årtiets islandske filmsucceser,

lerne fra teaterensem blet Vesturport, før

der - skåret over en kam - skildrede en

de to film blev indspillet m ed et m inim alt

ung, utilpasset og rodløs antihelt i fæ rd

kam erahold on location i udvalgte dele af

m ed et oftest lige så retningsløst som håb­

byen (jf. M øller 2008).

løst oprør m od omgivelserne. Med sin

Bragasons debutfilm, Fiasko (2000, Fia-

198

dre unge instruktører en stafetfilm, Villiljos

udforskning a f løgnen og dens konsekven­

sco), var også en m ultiplotfilm, blot i farver

ser tog Blodbond fat i det m oderne byliv et

og m ed et forunderligt fler-generationers

ganske andet sted og kastede det u n d er et

persongalleri fra Reykjavik. Å ret efter lave-

ganske andet lys - ikke ulig nogle a f årtiets

de han sam m en m ed D agur Kari og tre an­

danske filmsucceser, såsom Susanne Biers


afBirgir Thor Møller

Elsker dig fo r evigt (2002) og Okay (Jesper

og bekræftede Olafur Johannesson (f. 1975

W. Nielsen, 2002). Selv havde Åsgeirsson

og også kendt som Olaf de Fleur Johan­

instrueret danske Iben Hjejle i et hver-

nesson) som et af landets mest lysende og

dagsdrama, kortfilmen A nna (2003), tre år

fortællelystne talenter inden for genren.

inden den islandske debut.

Året forinden havde han dog også haft stor succes i Island med sit portræ t af den i

På røven i Reykjavik. At den nye

hjem landet kendte rocksanger og trubadur

instruktørgeneration h ar kunnet m ani­

Bubbi M orthens, Blindsker: Saga Bubba

festere sig så m arkant i islandsk film, skyl­

M orthens (2004). Senest er han blevet in ­

des i høj grad den digitale videoteknik,

ternationalt bem ærket og belønnet for sin

som for alvor slog igennem i filmbranchen

lige så lystige som alvorlige skildring af

i begyndelse af det nye årtusinde. Pludselig

en ladyboy-prostitueret fra Filippinerne -

blev det muligt at lave spillefilm på helt

The A m azing Truth About Queen Raquela

skrabede budgetter og uden det interna­

(2008) - og hans første spillefilm, Stora

tionale netværk, som nutidens almindelige

planid (2008, The Higher Force), har haft

filmproduktioner ellers forudsæ tter.10

prem iere i Island.

Der h a r selvfølgelig også været m indre

Blandt årtiets øvrige sam fundsengagere­

heldige forsøg med teknikken (pudsigt

de dokum entarfilm fra Reykjavik bør især

nok især, n å r den blot er blevet brugt til at

tre titler fremhæves som karakteristiske for

agere rigtige 35mm film), m en det lette

udviklingen. Til H ronn Sveinsdottirs og

udstyr h ar passet fornem t til en lang række

Ari Sveinssons 1 skom drekans (2002, In the

af byfilmene, ikke m in d st Islenski draumu-

Shoes o f the Dragon) gik den kvindelige af

rinn, Bom og Foreldrar. Den digitale teknik har desuden - sam­

instruktørerne undercover og tilmeldte sig årets skønhedskonkurrence (Miss Iceland).

men med den ny generation af instruktø­

Filmen gav anledning til intensiv debat,

rer - pustet nyt liv i den islandske doku­

fordi den langtfra blot dokum enterer h en ­

m entarfilm, der sam tidig har oplevet en

des deltagelse, m en først og frem m est giver

stigende publikum sinteresse. Og mens de

et lidet flatterende billede af hele miljøet og

traditionelle dokum entarfilm skildrede, og

konkurrencens organisation.

skildrer, Islands landskaber, naturfæ nom e­ n er og historiske skikkelser, perioder og

I Thorfinnur G udnasons Lalli Johns (2001), der blev vist på TV2 som På røven

kunstnere, så tager hovedparten af de nyere

i Reykjavik, portræ tteres en på alle m åder

film fat i aktuelle e m ner af social rele­

sm åkrim inel fidusmager, Lalli Johns, som

vans, der typisk behandles m ed en større

instruktøren fulgte og filmede gennem tre

fremdrift i fortællingen og m ed en mere

år i Reykjaviks mere skumle hjørner. Trods

personlig og essayistisk tilgang, end man

hovedpersonens tvivlsomme m eritter og

kender fra den klassiske dokum entarfilm .

hans anstrengte forhold til både alkohol,

Som eksempler kan bl.a. nævnes Olafur

stoffer og social- og fængselsvæsenet, gen­

Johannessons Afrika United (2005) - et

nem skinnedes hele filmen af hans hum or

både engageret og hum oristisk portræ t

og optim ism e, og Lalli Johns blev lidt af

a f et indvandrerfodboldhold, hvis spil­

en om diskuteret m ediedarling’. Et af hans

lere af forskellige nationaliteter prøver at

stam steder i byen blev skildret betyde­

finde fodfæste på banen såvel som i livet.

ligt mere trøstesløst i Olafur Sveinssons

Filmen nåede vidt o m kring på festivaler

H lem m ur (2002, The Last Stop), hvis titel

199


I lyset afReyjkavik

Mord i Reykjavik i Baltasar Kormákurs M yrin (2006, Jar C ity).

henviser til Reykjaviks centrale buster­

beretning om kvindesnilde og hævn i en

minal, der altid har været et samlingssted

lille fiskerby u d en for Reykjavik, tilsat epo­

for byens udstødte. I filmen danner bus­

kens swingende jazztoner.

term inalen ram m e om en række forskellige

Freya er langtfra den eneste m order

skæ bneberetninger - ikke ulig Lars Engels’

i Islands filmhistorie (jf. blot førnævnte

velkendte tv-dokum entarism e som f.eks.

Mordsaga). Og den yngre instruktør­

Pigerne på Halmtorvet (1992).

generation h ar ligefrem vist en udtalt fa­ scination af Reykjaviks underverdner. Ikke

N ordlige krim ier. I dette årtis eneste efter­

desto m indre lod regulære kriminalfilm

krigstidsskildring, Ågust G udm undssons

(dvs. film om opklaringsarbejde) vente på

M åvahlåtur (2001, Mågelatter), vender den

sig, mens et stigende antal forfattere, heri­

unge enke Freya tilbage til Island fra det

blandt Stefan M ani og i særdeleshed Arn-

store Amerika. H un er betagende, flot og

aldur Indridason, oplevede en voksende

har en fængslende charme, m en da også

og ikke m indst international interesse for

hendes nye æ gtem and dør, bliver filmens

deres krim inalrom aner, hvis indflettede

fortæller, den blot elleve-årige Agga, for

sam fundskritik indskriver dem i genrens

alvor m istænksom .

nordiske tradition (med udgangspunkt i

Trods filmens unge ’d etektiv’ er Måvahlåtur, der er baseret på Kristin Mar-

200

forfatterparret Maj Sjowall og Per Wahloo) I 2005 lagde Baltasar Kormåkur im id­

ja Baldursdottirs rom an fra 1995 (udgivet

lertid ud m ed den islandsk-amerikanske

på dansk i 2003), ikke en krim i, m en en

thriller A Little Trip to Heaven, hvor en

lystfuld og alt andet end kulturpessim istisk

forsikringsdetektiv undersøger et mystisk


afBirgir Thor Møller

dødsfald i en am erikansk lilleby. Og året

Productions, producerede derefter bl.a.

efter bød h an på m o rd i Reykjavik i M yrin

sm uglerthrilleren Reykjavik Rotterdam

(2006, Jar City), baseret på netop A rnaldur

(Oskar Jonasson, 2008), hvor Korm åkur

Indridasons roman a f sam m e navn (2002;

selv spiller en af hovedrollerne. Som film­

udgivet på dansk som Nordmosen i 2003).

skuespiller var han netop debuteret i den

Myrins mordgåde er knyttet til forsknin­

første af generationens byfilm, Veggfôdur,

gen i Islands genetiske arvemasse, hvorfor

tilbage i 1992. Efterfølgende har han m ed­

den indbefatter døde b ø rn og en lang

virket i en række film (bl.a. Djævelens 0 ),

række betæ ndte løgne på tværs af genera­

og som den teaterinstruktør og -producent,

tioner og familier, d et hele bundet sam m en

han også er, har han i det hele taget sat et

a f en klassisk enspænder af en krim ina­

stort aftryk på de sidste årtiers islandske

linspektør, der samtidig prøver at redde

kulturliv. Siden årtusindskiftet dog især

sin gravide datter u d af byens forhutlede

som en effektiv instruktør af velfortalte og

junkiemiljø. Med sine fortvivlede skæbner

vedkom m ende samtidsfilm m ed bred ap­

fra forskellige samfundslag i Reykjavik

pel, såvel i Island som internationalt.

(bl.a. dukker førnævnte Lalli Johns op i en

Også M yrin, Kormåkurs fjerde film, blev

cameo-rolle) tegner filmen et dystert bil­

en regulær anmelder- og publikum ssuc­

lede af samtidens Island.

ces, årets største i Island. 2006 - året efter,

Baltasar Kormåkurs selskab, Blueeyes

at DRs Ørnen havde grebet de islandske

Björn Br. Björnssons debutfilm, Köld siod (2006, Cold Trail).


I lyset a f Reyjkavik

tv-seere - bød im idlertid også på andre

Det ses bl.a. i Baltasar Kormåkurs an­

krimier, bl.a. den populære tv-serie i tre

den spillefilm, Hafid (2002, Havet), hvor

dele Allir litir hafsins eru kaldir (2006,

en tum ultarisk familiefejde hos den lokale

Every Colour o f the Sea is Cold, instr. A nna

fiskeindustris ejer er ved at opløse hele

Th. Rögnvaldsdöttir). Serien, der også kom

samfundet. H er spiller naturen ikke den

som en 90 m inutters tv-film (vist på SVT

forskønnende rolle, den gjorde tidligere.

i septem ber 2006), er en sam tidsthriller

Nok er den vinterdækkede fjord fotogen,

fra Reykjavik m ed en forsvarsadvokat i

m en sam tidig understreger dens anm as­

centrum . Også i 2006 debuterede Björn Br.

sende bjerge d en isolation, som byen og

Björnsson m ed krim ien Köld siod (2006,

dens indbyggere befinder sig i. I H ilm ar

Cold Trail) om en sensationsjournalist,

Oddssons Kaldaljos (2004, Cold Light) le­

der må forlade sin m oderne hjemstavn

verer fjorden desuden filmens dramatiske

i Reykjavik og drage op til et kraftværk i

såvel som tragiske vendepunkt i form af et

Islands både storslåede og barske højland

sneskred.

for at efterforske et mystisk dødsfald på en

Dagur Karis skæve og bittersøde de­

sikkerhedsvagt, der ifølge hans m or også

butfilm Ndi albinoi (2003) foregår i en

var den far, han aldrig havde kendt. Det

fjord m ed lige så truende bjerge, hvor en

lille sam fund, der viser sig at holde på flere

sytten-årig, mærkelig albino drysser om

hemmeligheder, er alt andet end begejstret

i en lilleby og dagdrøm m er om de fjerne

for den nysgerrighed, han lægger for da­

egne, han gerne vil stikke af til. Og selv om

gen.

de m oderne tid er - med parabolantenner og tv - har globaliseret den ellers isolerede

Lillebyen. I slutningen af 1990 erne drog

lilleby, så virker han lige så indespærret

den unge islandske forfatter H uldar Breid-

m ed sin udlængsel, som de unge gjorde det

ijörd (f. 1973) fra Reykjavik ud på landeve­

i Land og synirs fattige 1930ere.

jen i håb om at genfinde et autentisk Island ude i landet. Turen blev en dannelsesrejse

tanske bondegård, som isæ r 1980 ernes

rig på oplevelser, men det var ikke ligefrem

film hyldede, så fremstår de nye films døsi­

et vitalt Island, han fandt run d t om i de

ge lillebyer m est af alt som det sidste stop -

vejkiosker og lillebyer, han besøgte u n ­

en art transit - før rejsen går til Reykjavik

dervejs - og i 1998 skildrede i Godir Islen -

eller videre ud i verden. Gaderne er m en­

dingar (udgivet på dansk som Kære lands­

nesketomme, og der er sjældent noget liv

mænd! - en islandsk road story i 2009).

at spore andre steder end på de vindblæste

Det så im idlertid heller ikke særlig lyst

tankstationer, d e r også huser en grillbar

ud i den globale storby i førnævnte Nice-

eller en kiosk og måske en sød servitrice -

land, som Breidfjörd skrev m anus til. Og

som i de amerikanske diners, der bl.a. ken­

ser m an på det nye årtusindes byfilm, både

des fra film som Percy Adlons Bagdad Café

spille- og dokum entarfilm , så er de præget

(1987) og Baltasar Kormåkurs førnævnte A

af en tiltagende dysterhed og k ulturpes­

Little Trip to Heaven, hvis titel er hentet fra

simisme - ikke kun hvad angår tilværel­

en sang af Tom Waits fra album m et Closing

sen i Reykjavik, m en nu også i de netop

Time (1973).u

afsidesliggende lillebyer, der synes at have 202

M odsat fortidens hjemstavn, den spar­

D ertil kom m er, at lillebyfilmenes

erstattet den før så rom antisk skildrede

indbyggere ofte fremstår harske og reser­

bondegård som provinsens hjemstavn.

verede. Det gæ lder Kold siod, Hafid og


afBirgir Thor Møller

Gudny H alldorsdottir Vedramot (2007,

blev provinsen sidste år desuden et mål for

Quiet Storm), en tragisk beretning fra et

byboernes lige så farverige som kaotiske

afsidesliggende behandlingshjem for unge

udflugter. Og på baggrund af den aktuelle

kriminelle. Og det gæ lder ikke m indst

krise, ikke m indst den lave kronekurs,

Fridrik Thor Fridrikssons road movie Fål-

holder flere og flere islændinge ferie i som ­

kar (2002, Falcons), hvor en livstræt am eri­

m erhusenes og vandrehjem m enes Island.

kansk jailbird besøger en islandsk lilleby i

Frem tiden synes stort set kun at byde på

efterårets grålige skær.

usikkerhed, og i den stadig livlige debat om det finansielle sam m enbrud hører m an

Den sidste gård? D et billedskønne Island

flere og flere fremhæve fortidens værdier

ligger selvfølgelig stadigvæk derude og

og dyder.

gemmer på såvel særegne naturperler

På den baggrund bliver det spændende

som ufortalte historier. I 2005 udløste en

at følge islandsk films udvikling i de kom ­

sm uk lille kortfilm, Sidasti bærinn (The

m ende år. Men som det fremgår af denne

Last Farm) - om en gam m el enkem and

gennemgang, så har de sidste par årtiers

på en fjords sidste bondegård - en Oscar-

byfilm budt på en lang række fortællinger,

nom inering til den unge instruktør Runar

der udfordrer enhver fastlåst opfattelse af,

Runarsson (f. 1977 og dengang elev ved

hvad Island er og kan være.

Den danske Filmskole). Samme år gav Ari Alexander Ergis Magmissons dokum entarfilm Gargandi snilld (2005, Screaming Masterpiece) et vue over landets aktuelle pop- og rocks­ cene via en lang række koncertoptagelser. Undervejs knyttede film en den m oderne m usik til nationens storslåede landskaber i nogle tilbagevendende og bjergtagende panoramasekvenser. En lignende pom pøs æstetisering af landskaberne prægede den lige så succesrige dokum entarfilm Heima (2007, Sigur Ros - Heima, instr. Dean DeBlois), der følger det verdensberøm te rock­ orkester Sigur Ros på en tur ru n d t i Island. Er disse film udtryk for en ny (eller måske genfundet) fascination af landets store vidder? Er de blot en a rt cultural branding eller måske en postm odernistisk leg med netop de glansbilleder, sam m e generation gjorde op med? Svaret synes at blæse mel­ lem bjergene. I de komiske bryllupsfilm Brudguminn (2008, White Night Wedding) afBaltasar Korm åkur og Sveitabrudkaup (2008, Country Wedding) af Valdis O skarsdottir

Noter 1. Af årtiets indtil videre 40 islandske spillefilm (yderligere fire islandske prem ierer ventes i 2009) har ti haft regulære D anm arkspre­ mierer, m od seks i 1990 erne og kun tre i 1980 erne. Desuden har der været stigende fokus på islandsk film ved filmfestivalerne, herunder NatFilm Festivalen og CIFF (nu samlet i CPH:PIX) og CPH;DOX, der ved flere lejligheder, især med en fyldig serie i 2005, har sat fokus på islandsk dokum en­ tarisme. Desuden har Øst for Paradis (den prim æ re im portør af islandske film) i 2002 og 2004 stået for en islandsk filmuge sam men m ed Husets Biograf; Cinemateket fejrede 25 års islandsk film med en jubilæumsserie (sytten titler) i 2005; og siden 2006 har kul­ turhuset Nordatlantens Brygge vist aktuelle og historiske titler ved de to årlige rækker af Biodage (jf. bryggen.dk/biodage). 2. Fremstillingen bygger på den samlede spil­ lefilmproduktion samt hovedparten af dokumentarfilm ene og kortfilmene, hvoraf sidstnævnte dog kun behandles sporadisk her. Ud over den anførte litteratur bygger den på anmeldelser samt den i Kosmorama 232 opgivne litteratur om islandsk film og Island (Møller 2003: 294-295). 3. Gennemsnitsislændingen går ca. fem gange i biografen om året og hele elleve gange, hvis

203


I lyset a f Reyjkavik han bor i hovedstadsområdet (om trent d o b ­ belt så ofte som danskerne). 4. Filmoptagelserne fra brandøvelsen findes i det islandske filmarkiv (Kvikmyndasafn Islands), registreret som Slokkvilidsæving i Reykjavik. Alfred Lind optog brandøvelsen under sit Islandsophold i 1906, hvor han desuden viste den lidt ældre reportagefilm Islands Altings Besøg i København ved åb­ ningen af Reykjavik Biograftheater den 6. november 1906. 5. Ballings islandske film blev produceret af Edda film, et selskab, der havde til formål at få professionelle udenlandske filmfolk til at lave film efter islandske forlæg i Island. Fil­ mens islandske manus blev skrevet af selska­ bets ledende kraft, Nationalteaterets direktør Gudlaugur Rosinkranz, og det var baseret på Indridi G. Thorsteinssons rom an 79 a f stodinni, der ikke findes på dansk. Filmen behandles nærm ere på hjem mesiden ballingsbedste.dk (Møller 2006). Desuden blev den omtalt i Kosmorama (Møller 2003), hvor hovedpersonen beklageligvis blev omtalt som Ingolfur, selv om han hedder Ragnar. 6. Tematisk var Mordsaga både vovet og radi­ kal, men teknisk fremstår den ikke helt af­ rundet, hverken som produktion eller fortæ l­ ling. Det rakte hverken pengene eller det lille filmholds erfaringer til - ifølge instruktøren selv, som jeg mødte i Islands filmarkiv i n o ­ vember 2004. 7. Jf. Paul Hollanders (1995: 443-69) syn på fænomenet ’anti-am erikanism e som udtryk for hhv. nationalisme, anti-kapitalisme og anti-m odernism e, der ikke er uadskillelige størrelser og i sidste ende alle bunder i a crisis o f meaning. D er er med andre ord tale om varianter af den reaktion på ”en verden, der er gået af lave”, som har præget individets søgen efter sam menhæng i den turbulente udvikling siden m odernitetens gennem brud (i Island ved begyndelsen af det 20. årh u n d ­ rede). For videre analyse og diskussion, se Pells (1997). 8. Dvs. individets oplevelse af det urbane liv, m oderniteten og post-m oderniteten, jf. Charney og Schwartz (1995), Friedberg (1993) og, ikke m indst, Marshall Berman (1988). 9. Anmelderne (bl.a. i Danmark) fandt Nicelands anti-materialistiske budskab lidt vel naivt. I Island genkendte m an desuden nogle af filmens locations, der var blevet klippet sam men med ellers fremmede lokaliteter,

hvorfor den konstruerede by fremstod mere geografisk forvirrende end anonym. 10. Den positive udvikling skyldes dog også, at islandsk film siden årtusindskiftet h ar fået flere penge. M ed etableringen af Icelandic Film Centre (Kvikmyndamidstod Islands), der afløste Icelandic Film Fund i 2003, al­ lokerede en ny filmlov desuden, og for første gang, faste m idler til dokumentarfilm (25 procent af den samlede pulje) og kortfilm (25 procent), m ens de resterende 50 procent går til spillefilm 11. Fascinationen af den i hvert fald på overfla­ den rå og reserverede lilleby har ikke kun affiniteter til den amerikanske variant af de næ rm est affolkede lillebyer og tankstationer, m en spejler også udviklingen i det øvrige Norden, hvor der har væ ret en tiltagende tendens til at skildre provinsen som rå og ligefrem afstumpet, f.eks. i Kjell Sundvalls Jågarna (1996, Jægerne) eller Søren Faulis tvreklamer for Sonofon om den enfoldige Polle fra landsbyen Snave, der også resulterede i farcen Polle Fiction (2002).

Litteratur Berman, M arshall (1988). A ll Ihat Is Solid Melts Into A ir - The Experience o f Modernity. New York, Penguin Books. Charney, Leo og Schwartz, Vanessa R. (red.) (1995). Cinema and the Invention o f Modern Life. Berkeley, University of California Press. Friedberg, A nne (1993). Window Shopping. Ci­ nema and the Postmodern. Berkeley og Los Angeles, University of California Press. Hollander, Paul (1995). Anti-Americanism: Ir­ rational & Rational. London, Oxford Univer­ sity Press. Møller, Birgir Thor (2003). ’’Island og filmen gennem 100 år. En rejse mellem land og by, fortid og sam tid”. In: Kosmorama - Film fra Nord, nr. 232. København, DFL Møller, Birgir Thor (2005). ’’Sange fra sagaøens landevej”. In: Ekko, nr. 30. København. Møller, Birgir Thor (2006). "Balling, Island og Pigen Gogo". In: Malene Lohmann og Char­ lotte Yong Pedersen (red.): www.ballingsbedste.dk Møller, Birgir T hor (2008). ’’Familiebånd.” In: ekkofilm.dk/interviews Pells, Richard H. (1997). N ot Like Us. How Euro­ peans have loved, hated and transformed American culture since World War II. New York, Basic Books.

kosmorama244_189_artikel14  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you