Kosmorama242_106_artikel8

M arinekorporal Ramirez (Elliot Ruiz) i Battle fo r Haditha (2008, instr. Nick Broomfield).

Fiktion m ed virkeligheden som kulisse Interview med Nick Broomfield om hans semi-dokumentariske spillefilm Ghosts (2006) og Battle for Haditha (2008) AfLars Movin

106

I en af de mest bemærkelsesværdige sce­

til. Scenen er placeret hen imod slutnin­

ner i Nick Broomfields seneste film, Battie

gen, efter at vi har fulgt Ramirez og hans

fo r Haditha (2008), et action-dram a base­

deling gennem et blodigt døgn, hvor de

ret på en autentisk begivenhed under Irak-

unge am erikanske marinesoldater som en

krigen, bryder historiens amerikanske

reaktion på, at de lige akkurat er sluppet

hovedperson, m arinekorporalen Ramirez,

levende forbi en vejsidebombe, er gået

sam m en foran kam eraet og skiftevis græ ­

am ok i en blodrus og har slagtet mere

der og raser af indestængte frustrationer

end tyve civile irakere, m ænd, kvinder og

over den situation, han er havnet i, og

børn. Og selv om den m arinesoldat fra

alt det forfærdelige, han har været vidne

det virkelige liv, Elliot Ruiz, som spiller

a f Lars Movin

Ramirez, ved optagestart aldrig tidligere havde stået foran et kam era, i hvert fald ikke som m edvirkende i en fiktionsfilm, leverer han en særdeles intens præstation m ed en overrum plende grad af autentici­ tet, en regulær følelsesstorm af den type, som andre instruktører norm alt ville give nærm est hvad som helst for at trække ud af en professionel skuespiller.

Forklaringen er, ifølge Nick Broomfield, den ganske enkle, at scenen er dokum en­ Battle fo r Haditha (2008, instr. Nick Broomfield).

tarisk.

“Filmen er optaget i Jordan,” fortæller han, “et land, der på m ange m åder m inder om alle mulige andre steder i M ellem ­ østen. Og de amerikanske eks-marinere,

m anuskriptet skulle karakteren Ramirez

som vi brugte i rollerne, havde alle været

bryde sam m en på et tidspunkt, m en det

på én eller flere missioner i Irak, så da de

vidste Elliot ikke. Det skete bare, så jeg

kom over fra USA, og vi fik dem installeret

slap helt for at skulle instruere ham i dét,

i nogle barakker, der i princippet m indede

der ellers kunne være blevet en vanskelig

om dem, de havde b oet i, da de var i krig,

scene.”

faldt de hurtigt tilbage i stem ningen fra

Anekdoten er karakteristisk for forløbet

dengang. De genoptog deres gamle om ­

af tilblivelsen af Battie fo r Haditha, hvor

gangsform og sprogbrug, og dét i en grad,

virkelighed og fiktion hele vejen igennem

så jeg ind imellem m åtte bede dem om at

væves ind og ud af hinanden. Filmen - der

skære ned på antallet af ’motherfuckers,

har haft et budget på bare tre millioner

fordi det i en film kan blive træ ttende at

dollars - er baseret på en tragisk hændelse

høre på i længden. I starten havde de svært

under Irak-krigen, der fandt sted den

ved at omgås de irakiske m edvirkende

19. novem ber 2005, hvor en deling am e­

- som alle var flygtninge bosat i Jordan -

rikanske m arinere fra det såkaldte Kilo

ligesom de knap nok tu rd e forlade barak­

Com pany som reaktion på en vejsidebom ­

kerne for at gå på restaurant eller lignende,

be henrettede 24 civile irakere i Haditha,

fordi de var bange for at blive skudt. Og

en lille by beliggende ved Eufrat-flodens

de begyndte at få m areridt om natten og

bred et par hundrede kilom eter nordvest

forskellige andre form er for nervøse sym p­

for Bagdad. Um iddelbart efter blodbadet

tomer.”

blev den korporal, der havde stået i spid­

“Den morgen, vi optog scenen m ed

sen for nedslagtningerne, forfrem m et til

Elliot, havde han netop klaget over, at han

sergent og m odtog sågar en hædersbevis­

var begyndt at få problem er m ed at sove,

ning. Men nogle m åneder senere begyndte

efter at han var kom m et til Jordan. De

videooptagelser af de irakiske ofre at cir­

posttraum atiske stress-reaktioner var be­

kulere både i og uden for Irak, og efter at

gyndt at røre på sig igen. Og da vi tændte

to journalister fra m agasinet Time, Tim

for kameraet, væltede det bare ud af ham

M cGirk og Aparisim Ghosh, i m arts 2006

m ed fortvivlelse og desperation. Ifølge

havde taget sagen op, følte den am erikan-

107

Fiktion med virkeligheden som kulisse

ske hæ r sig nødsaget til at iværksætte en

fordi atm osfæren er så højspændt. Sam­

intern undersøgelse, som resulterede i, at

tidig har det været ret rystende at møde

de involverede m arinere blev stillet for en

nogle af de marinere, som havde været

domstol. Deres sag er endnu ikke afgjort,

involveret i Haditha-episoden. De var jo

og det er Broomfields vurdering, at den

bare nogle bange små knægte, der havde

heller ikke vil blive det før efter næste p ræ ­

meldt sig til hæren som sytten-årige, og

sidentvalg.

“Jeg tror ikke, at m ilitær retfærdighed

som forud for Haditha alle sammen havde været i Fallujah, hvor de havde deltaget i

har ret meget at gøre m ed dét, vi andre

hårde kam pe og prøvet at miste venner og

forbinder m ed retfærdighed,” siger han.

kolleger, hvilket de var stærkt påvirkede

“Og det er m it indtryk, at den amerikanske

af. Og hvis jeg har lært noget af at lave den

regering helst bare så, at denne sag ville

film, så er det, at når en krig er b ru d t ud,

forsvinde.”

og dialogen mellem parterne er afbrudt, så må der nødvendigvis ske sådan noget

Ingen so rt/h v id film. Broomfield og hans

som H aditha - måske ikke på det niveau

m edm anuskriptforfatter, Marc Hoeferlin

hver eneste dag, men i princippet. I den

(som tillige er filmens cheffotograf), har

forstand m ener jeg, at det er en almengyl­

forud for optagelserne lavet en meget

dig film om krig og om den mentalitet, der

grundig research for at kortlægge be­

fører til tragedier som Haditha.”

givenhederne under H aditha-episoden

D ernæst h ar det været vigtigt for

m inut for m inut. De har haft adgang til en

Broomfield at lave en film, der ikke var

seks tusind sider lang rapport, som The

sort/hvid. En film, hvor man ikke pegede

Naval Crim inal Investigative Service har

fingre ad nogen af parterne og påstod, at de

udarbejdet, de har interviewet nogle af de

alene havde skylden:

involverede m arinere (offcam era, fordi

“Jeg ville gerne tegne et nuanceret bil­

retssagen stadig pågår), de har fundet frem

lede af alle de gråzoner af frustration og

til pårørende til nogle af de dræ bte irakere,

m istæ nksom hed og så videre, der opstår

og de har gennem set store m ængder opta­

i en krig, og som man norm alt ikke taler

gelser, blandt andet fra overvågningsfly, for

så meget om. Ligesom det var vigtigt for

at danne sig et overblik over logistikken.

mig, at både am erikanere og et publikum i

Alligevel har det ikke været Broomfields

Mellemøsten kunne genkende deres egen

prim æ re mål med filmen at lave en d o k u ­

komplicerede situation. Og en sådan kom ­

m entarisk’ korrekt fremstilling af det fakti­

pleksitet er både dokumentarfilm og denne

ske forløb:

type spillefilm velegnede til at indfange,

“Battie fo r Haditha er først og frem mest tæ nkt som en film om, hvad der sker i en

synes jeg. D et har i hvert fald været min intention.”

krig,” siger han. “For mig personligt har det

108

været utroligt indsigtsgivende at gå dybt

Soldater out o f character. Efter at have

ind i anatom ien på en enkelt episode og

indsam let et omfattende dokum entations­

virkelig analysere den. Det har givet mig

materiale satte Broomfield og Hoeferlin sig

en forståelse for den paranoia, der opstår i

ned og skrev et manuskript, der i de store

en krigszone, hvor alle hele tiden handler

linjer var tro m od det faktiske begiven­

i forhold til det værst tænkelige scenarie,

hedsforløb, m en som i detaljen, herunder i

og hvor tingene let kom m er ud af kontrol,

de fleste af dialogerne, gav plads til, at man

a f Lars Movin

under optagelserne k u n n e improvisere sig

er jordens røvhul.

frem til det endelige resultat.

D en ægte vare. Generelt siger Nick

“Når m an arbejder m ed ikke-skuespil­

Broomfield om den m etode, han har

lere,” m ener Broomfield, “er det vigtigt at

udviklet, dels i Battie fo r Haditha, dels

lade dem bidrage til dialogen, så den kom ­

i forgængeren Ghosts, som han færdig­

m er til at ligge naturligt for dem. Hvis man

gjorde i 2006 (begge film er produceret af

giver dem alt for præcise instruktioner om,

Broomfield selv for den britiske tv-station

hvad de skal sige, og hvordan de skal bevæ­

Channel 4):

ge sig, får m a n næppe noget godt resultat.

“Først og fremmest har det været af

Så mister m a n det bedste fra begge verde­

afgørende betydning at arbejde m ed ikke-

ner, så at sige: Man får en skuespiller, der

skuespillere, som på deres egen krop har

ikke kan spille, og m an går glip af at trække

oplevet begivenheder, der svarer til dem,

p å de erfaringer fra d en medvirkendes

filmene handler om. D ernæ st har det væ­

eget liv, som ellers k u n n e have bidraget til

ret vigtigt at have et så lille filmhold som

scenens troværdighed. Derfor er m an nødt

muligt og at optage på autentiske locations.

til at etablere en fleksibel måde at arbejde

I Battie fo r Haditha kunne det naturligvis

på, hvor fotograferne indretter sig på ikke-

ikke lade sig gøre at filme i Irak, m en Jor­

skuespillernes præm isser og så vidt muligt

dan er tæ t nok på, og selv om vi har måttet

bare følger efter dem i den enkelte scene.”

ændre lidt på indretningen af husene hist

Det er således ikke noget tilfælde, at

og her, har vi så vidt muligt undgået at

Broomfield i Battie fo r Haditha prim æ rt

opbygge kulisser. Soldaterne var rent fak­

h ar anvendt fotografer, der har deres bag­

tisk indkvarteret i de barakker, der også er

grund i dokum entarism e. Ikke m indst

deres hjem i filmen, og irakerne boede i de

fordi opgaven fordrede, at der var tale om

huse, m an ser.”

personer, som var rutinerede i at arbejde

- Jeg har læst, at din allerførste film ,

m ed håndholdt kam era over længere tid.

W ho Cares1 [1970], i sin tid blev vist sam ­

H an har derfor genoptaget samarbejdet

men med Slaget om Algier [1965, La bat-

m ed Joan Churchill, som har stået bag

taglia di Algeri]. Det virker ret oplagt, at

kameraet i mange af h an s dokum entarfilm ,

Battie for H aditha må være inspireret a f

ligesom h a n har inddraget sin søn, Barney

Gillo Pontecorvos film , som jo er en klassi­

Broomfield, som i disse år selv er ved at

ker på området?

etablere sig som dokum entarist.

Under optagelserne i Jordan boede

“Jeg har altid syntes, at det var en fanta­ stisk film, og at Pontecorvos brug af ikke-

Barney Broomfield i barakkerne sam m en

skuespillere var meget stimulerende. Så det

m ed marinesoldaterne og kom således tæt

er bestem t en inspirationskilde, m en ikke

på dem, og det er ham , der har stået for de

den eneste. D u må huske, at der i de senere

interviews i starten a f filmen, hvor de unge

år er blevet lavet en del film inden for den­

am erikanske mænd u dtaler sig om deres

ne genre, for eksempel af Paul Greengrass,

oplevelse a f at være i k rig - ikke in charac­

som faktisk har udtalt, at Slaget om Algier

ter, men som privatpersoner. En sekvens,

var hans favoritfilm. Og den ene af de to

hvor hovedrolleindehaveren Elliot Ruiz -

fotografer på Ghosts var Marcel Zyskind,

endnu inden vi har læ rt ham at kende som

som jo også har fotograferet de fleste af

Ramirez - får sagt, at h an føler sig svigtet

M ichael W interbottom s film.”

a f den amerikanske hæ r, og at Irak for ham

- Den danske instruktør Jon Bang

109

Fiktion med virkeligheden som kulisse

jeg tror, at d et skulle væ re en meget modig politiker, der gik ud og beskyldte dem for at være forrædere. Måske er det den ame­ rikanske regering, der er illoyal. Måske er det dem, der h a r forrådt soldaterne og det am erikanske folk.”

D irect C inem a-baggrunden. Nick Broom­ field er født i 1948 i England og har siden 1988 i længere perioder boet i Los Angeles, hvor han også har produceret en række Battie fo r Haditha (2008, instr. Nick Broomfield).

af sine film. I dag, hvor h a n igen prim æ rt opererer fra England, m å han siges at være en af den dokum entariske genres m est feterede instruktører. H an har i en årrække

Carlsen anvender begrebet 'iscenesat doku­

været kendt for at lave film om m ere eller

m entarisme?

m indre skandaleramte berøm theder, fra

“Det lyder for mig som en m odstri­

det afdøde rock-ikon K urt Cobain til den

dende og forvirrende term. Hvis m an en­

kvindelige seriem order Aileen W uornos

delig skal hæfte etiketter på noget, må det

til de to m yrdede rappere Biggie Smalls og

vel være for at gøre tingene m ere tydelige,

Tupac Shakur. Undervejs er Broomfield

ikke det modsatte. Publikum er forvir­

selv blevet lidt af en celebritet, og n år han

rede nok i forvejen, hvorfor forvirre dem

på det seneste h ar kunnet lave hele to spil­

yderligere? Og det har bestem t ikke været

lefilm inden for en kort periode, skyldes

hensigten med Battie fo r Haditha at lave et

det - ifølge han s eget udsagn - at h an ikke

stykke forklædt eller iscenesat dokum en­

længere har de store problem er m ed at

tarisme. M ålet har været at lave et dram a,

rejse penge til nye projekter. Han befinder

en action-film, og jeg har virkelig gjort mit

sig kort sagt i den usædvanlige position -

bedste for at gøre den så autentisk og visuel

ikke m indst for en dokumentarist - at han

som overhovedet mulig.”

Efter en visning i Cinem ateket i Kø­ benhavn2 var der én blandt publikum ,

Det startede anderledes ydmygt i 1970

som ville vide, om ikke det bekym rede

m ed den socialt indignerede Who Cares, et

Broomfield, at filmens fremstilling af de

stykke klassisk debatorienteret dokum en­

am erikanske m arinere som dræ berm onstre

tarisme, optaget i sort/hvid på et Bolex-ka-

kunne få de m edvirkende til at fremstå

mera. Filmen handler o m et nedslidt arbej­

som forrædere, både i forhold til deres kol­

derkvarter i Liverpool, Abercrombie, hvor

leger i den amerikanske hæ r og i forhold til

et miljø, der havde eksisteret i generationer,

den am erikanske offentlighed. Hvortil han

blev spredt for alle vinde, fordi slum m en

svarede:

skulle saneres. Og siden h a r Broomfield

“Disse m arinere er den ægte vare, så­

110

i dag stort set kan lave d e film, han har lyst til.

lagt navn til m ere end tyve værker, heraf

dan er de, og de har et meget stærkt sam ­

om kring halvdelen i den stil, der er blevet

m enhold og er norm alt hundrede procent

hans signatur, nemlig d en type undersø­

loyale over for deres korps og hinanden. Så

gende dokumentariske film, hvor h a n selv

a f Lars Movin

optræ der på billedsiden som en terrier på jagt efter et bytte.

Efter i en årrække at have lavet klassisk observerende film i D irect Cinem a-traditionen - om em ner som m yndighedernes m agtm isbrug, ungdom skrim inalitet, de horrible forhold i am erikanske fængsler, kvindelige soldater og prostitution - løb Broomfield i 1985 ind i en krise som in ­ struktør, da han var blevet involveret i at lave en film om tilblivelsen af den am eri­ kanske skuespiller og kom iker Lily Tomlins Broadway-show The Searchfor Signs o f

Nick Broomfield i The Leader, His Driver and the Drivers Wife (1991, instr. Nick Broomfield).

Intelligent Life in the Universe. Filmen var en katastrofe fra starten. Broomfield havde kun m odstræbende ladet sig lokke ind

His Driver and the Drivers Wife (1990), et

i projektet, og undervejs indtraf det ene

portræ t af den stygge sydafrikanske white

groteske uheld efter det andet, som blot

suprem acy-leder Eugene Terre’Blanche,

bestyrkede hans fornem m else af, at han

hvor Broomfield for første gang optræ der

skulle have fulgt sin første indskydelse og

på billedsiden som den figur, vi siden har

takket nej til opgaven. M est frustrerende

læ rt at kende gennem adskillige værker: en

var det im idlertid, at ingen af problem erne

lidt nørdet og tilsyneladende ufarlig skik­

kom til at fremgå af den færdige p roduk­

kelse iført hovedtelefoner og boomstang,

tion, Lily Tomlin: The Film Behind the Show

som m ed sin troskyldige nysgerrighed, sine

(1986). Og Broomfield stod tilbage m ed

venlige øjne og sit drengede gavtyvesmil

fornem m elsen af, at dét dokum entariske

- kom bineret med en ekstrem stædighed -

format, han hidtil havde arbejdet i, på en

kan få sine ofre til enten at slappe af eller at

m åde forhindrede ham i at fortælle den

hidse sig op og derved vise sider af sig selv,

fulde sandhed om den virkelighed, der

som de ikke havde tæ nkt sig, at offentlighe­

skulle skildres.

den skulle se.

Erfaringen førte til, at Broomfield efter­ følgende indføjede et ekstra lag i sine film,

Leacock og Pennebaker. I dag er Broom­

således at de - ud over deres prim æ re tema

field kendt for en helt personlig form for

- også kom til at handle om deres egen

undersøgende dokum entarism e, en slags

tilblivelsesproces. Effekten m ærkedes før­

“Direct Cinem a m øder New Journalism” -

ste gang i den eksperim enterende Driving

en karakteristik, han i øvrigt selv bifalder.

M e Crazy (1988), hvor Broomfield - igen

Hans m etode indebæ rer for eksempel, at

i forbindelse m ed en dokum entation af en

han har kunnet lave biograflange film om

Broadway-opsætning, denne gang Body

personer, der ikke selv ønskede at m edvir­

and Soul - i protest over de alt andet end

ke. Det gælder først og frem m est Tracking

tilfredsstillende vilkår, h an var blevet sat til

Down Maggie (1994), hvor den portræ tte­

at arbejde under, lod sin film handle mere

rede - Englands tidligere prem ierm inister,

om sig selv end om m usicalen. Og den nye

M argaret Thatcher - hele vejen igennem

strategi slog helt igennem i The Leader,

lader, som om Broomfield er luft. Og

111

Fiktion m ed virkeligheden som kulisse

det gælder i nogen grad film som Heidi

projekt. M en m etoden er naturligvis ikke

Fleiss: Hollywood M adam (1995) og Kurt

lige velegnet til alle emner.”

& Courtney (1998), hvor den ihærdige sporhund heller ikke har meget held med

M otherfuckeren Herzog. - Werner Herzog

at få sine ofre i tale, m en hvor det i stedet

har en diskussion kørende med Direct Cine-

er selve jagten og efterforskningen, der er

ma-folkene, hvor han kalder deres sandhed

blevet filmenes motor, m ens instruktøren

fo r en ‘bogholdersandhed’, mens han med

selv er blevet deres hovedperson.

sine egne film hævder at stræbe efter en

Direkte adspurgt om han mener, at han m ed denne m etode bedre kan indfange sandheden, svarer Broomfield: “Jeg synes, at det er problem atisk at tale

Anerkender du den skelnen?

“Jeg synes, at W erner Herzog er en opblæst nar. Og jeg har ikke noget imod

om sandhed, idet sandhed - som vi alle

at blive citeret for det, for jeg har sagt det

ved - altid er subjektiv. Det kom m er an på,

direkte til ham . Jeg har overværet en meget

hvor kam eraet peger hen. Men når det er

ubehagelig episode, hvor han var grov over

sagt, føler jeg egentlig, at m in m etode er

for Ricky Leacock, hvilket var smertefuldt,

opstået mere eller m indre ved et tilfælde,

fordi Leacock betragtede ham som en ven.

uden at jeg har tæ nkt specielt meget over

W erner burde anerkende, at han - ligesom

det. Dét, jeg holder mest af ved doku­

alle os andre - står på skuldrene af den

m entarism e, er, at der er så vide rammer.

bevægelse, som Leacock og Pennebaker

Faktisk er der ikke andre regler, end at man

og M aysles-brødrene startede. Ikke alene

skal holde sig til den overenskomst, man

banede de vejen for en revolution ved at

ved filmens start indgår m ed publikum .

ombygge disse Auricon-kameraer, så de

D et er denne vitalitet, der gør, at genren

kunne bruges håndholdt - hvilket er selve

kan blive ved m ed at være interessant.”

forudsæ tningen for den dokum entariske

“Jeg har den største respekt for Direct

112

‘p oetisk sandhed’, en ‘e kstatisk sandhed’.

film, som vi kender den i dag - m en de

Cinema-folkene, som udviklede en form,

lancerede også dette m ed at indfange virke­

der gjorde det m uligt at indfange de p ro ­

ligheden i lange ubrudte sekvenser af real

cesser, hvorunder beslutninger bliver taget,

time. Og lad os se det i øjnene: En film som

og begivenheder folder sig ud - i real time.

Grizzly M an (2006) er først og fremmest

Ingen anden kunstart kan gøre det. Det

fantastisk på grund af de optagelser, som

var dét, der var så genialt ved det pioner­

Tim othy Treadwell har lavet. De er sub­

arbejde, som Ricky [Richard] Leacock og

stansen i den film, og så har W erner på sin

D.A. Pennebaker og de andre stod for. O m ­

egen germ anske måde efterfølgende fået

vendt kan m an sige, at det i visse tilfælde

placeret sig selv i historien. Men det er ikke

kan føles som en begrænsning, at deres stil

Herzog, der h ar gjort det til en stor film,

indebærer, at instruktøren ikke forventes at

det er det utrolige real tim e-materiale, som

være personligt involveret i emnet. Ved at

netop ligger i traditionen fra Direct Cine-

anvende den stil, jeg har valgt, lægger man

m a-generationen. Og det ligger mig meget

ud m ed et statem ent om, hvilke intentioner

på sinde, at vi anerkender dét. W erner er

m an har, og hvad det er m an søger efter,

fuld af W erner, og når han kører frem med,

hvorefter m an følger dette statement. På

at Direct C inem a er død, og at det er en

den m åde er det relativt let for publikum

genre befolket af døde mennesker, tænker

at forholde sig til instruktørens person og

jeg bare, at h an er en motherfucker, der

a f Lars Movin

kunne trænge til at læ re noget om repekt.”

-

Apropos Direct Cinema så talte jeg for

Television School, ikke m indst af min fan­ tastiske lærer, den skotske dokum entarist

nogen tid siden med Robert Drew, som til

Colin Young, og trak den i en langt mere

min overraskelse udtrykte beundring fo r

politisk retning. M en som sagt: Det er dét,

Michael Moore som instruktør. Hans eneste

der er så fantastisk ved dokum entarism e

indvending var, at det er forkert at kalde

som genre - at den er åben for alle mulige

Moores film fo r dokumentarisme, eftersom

form er for fortolkning.”

der tydeligvis er tale om propaganda?

“Jeg er helt enig. Jeg kan også godt lide

U ddrivelsen af fiktions-spøgelset. Det var

Michael M oores arbejde, m en det er klart,

im idlertid ikke trangen til at afprøve nye

at han er en pamfletmager, som tilfældigvis

aspekter af det dokum entariske format,

har kastet sig over filmmediet, fordi det var

som i 2006 fik Nick Broomfield til at kaste

en praktisk m åde at kom m e ud m ed sine

sig ud i projektet Ghosts, en film, der lige­

budskaber på. Selvfølgelig ligger der også

som efterfølgeren, Battie fo r Haditha, er b a­

et element af observerende dokum enta­

seret på en autentisk begivenhed. Nej, den

rism e under overfladen i M oores arbejde,

egentlige impuls stam m ede fra, at Broom ­

m en dét, der først og frem m est adskiller

field i slutningen af 80 erne havde prøvet

ham fra Direct Cinema-folkene, er, at han

kræfter m ed spillefilmformatet i Diamond

så tydeligt h a r en dagsorden. Og på en

Skulis (1989), et m ildt sagt ikke særlig vel­

m åde kan m an også sige, at jeg selv tog

lykket m øde med Hollywood-maskineriet.

den antropologiske eller etnografiske form

Og det var den erfaring, som han havde

for dokumentarisme, som jeg i sin tid blev

lyst til at prøve at rette op på med Ghosts:

introduceret for på The N ational Film &

“Det var en frygtelig oplevelse at lave

Ghosts (2006, instr. Nick Broomfield). „

Fiktion med virkeligheden som kulisse

D iam ond Skulls. Jeg kom fra en ganske

følger rejsesekvensen i filmen fuldstændig

uformel og spontan arbejdsform, og plud­

den rute via Moskva, Beograd og Calais,

selig stod jeg m ed en stor produktion

som også Ai Q in Lin ankom ad). I England

m ed en masse kendte skuespillere, og der

bliver Ai Q in stuvet sam m en m ed andre

var sim pelthen ikke noget i den film, der

illegale kinesiske arbejdere under usle for­

kom til at fungere, sådan som jeg gerne

hold og må påtage sig det ene ydmygende

ville have haft det, hverken historien eller

og dårligt betalte job efter det andet, indtil

skuespillet eller noget som helst. D u ved,

hun ender i M orecambe Bay, hvor hun som

den type traditionelle spillefilm har deres

en af de eneste overlever tidevandskata-

rødder i teatret, m ed kulisser og m akeup

strofen.

og parykker og alt dét, og m ine film kom ­ m er et helt andet sted fra. Og så var jeg

En film m ed dagsorden. Ligesom i Battie

tvunget til at arbejde m ed sådan et stort

fo r Haditha fornem m es det, at det først og

Panavision-kamera, hvilket betød, at det

frem m est h a r været Broomfields intention

var udstyret, der kontrollerede mig, og ikke

at tegne et nuanceret billede af en kom ­

omvendt. I en spillefilm produktion er det

pleks problematik, hvor ingen entydigt

kameraet, der bestem m er størrelsen på

udnævnes til skurke eller ofre. D og er man

filmholdet, fordi alle andre enheder be-

ikke i tvivl om , at filmen forholder sig kri­

mandes i forhold til kam eraholdets størrel­

tisk over for de britiske m yndigheders af­

se, og vi endte m ed at være halvfems eller

visning af at hjælpe ofrene for denne form

hundrede m and på settet - hvilket kvæler

for m oderne slaveri, som samfundet reelt

enhver fleksibilitet. Det er den eneste af

nyder godt af, ligesom skytset rettes mod

mine film, som jeg ikke siden har været i

erhvervslivets kyniske og dobbeltmoralske

stand til at se fra start til slut.”

udnyttelse a f den illegale arbejdskraft. Et

Da Broomfield skulle lave Ghosts, lovede han derfor sig selv, at han denne gang ville

siges at være at skærpe opm ærksom heden

anvende alt dét, han i m ellem tiden havde

om kring de illegale im m igrantarbejderes

lært af sit dokum entariske arbejde. Ghosts

særdeles vanskelige situation. Og en helt

tager sit afsæt i en episode, der fandt sted

konkret hjælp forsøger Broomfield også

den 5. februar 2004, hvor 23 illegale kine­

at yde, idet h an lader filmen slutte med en

siske im m igrantarbejdere druknede, da de

opfordring til at støtte en fond, d er er op­

blev fanget af tidevandet, mens de var ved

rettet m ed henblik på at hjælpe familierne

at indsamle hjertem uslinger på sandban­

til de druknede immigrantarbejdere ud af

kerne i M orecambe Bay i det nordvestlige

den bundløse gæld, som de stadig kæmper

England, små hundrede kilom eter nord for

m ed at betale af.3

Liverpool. I hovedrollen ses Ai Qin (spillet

114

overordnet m ål med filmen kan således

Under sin indledende research gik

af Ai Q in Lin), en enlig kinesisk mor, der i

Broomfield p å bedste Giinter Wallraff-

desperation over fattigdom m en og udsigts­

m aner undercover som illegal afrikaaner-

løsheden i en lille landsby i den kinesiske

im m igrant og tog arbejde med at plukke

Fujian-provins lader sig lokke til at betale

forårsløg, pakke bøger på et lager og lig­

en bande af m enneskesm uglere 25.000

nende. D erved lykkedes det ham at trænge

dollars for at blive transporteret illegalt

ind i et miljø, som det kan være vanskeligt

til England - en historie, der ligger meget

at skildre journalistisk eller dokum enta­

tæt op ad Ai Qin Lins egen (for eksempel

risk, idet de illegale im m igrantarbejdere

a f Lars Movin

ifølge sagens natur ikke ønsker at blive

duktionen en bil, der forsvandt i bølgerne.

eksponeret. Denne m etode var den før­

Ligesom han i den scene hen im od slutnin­

ste forudsætning for film ens autenticitet.

gen, hvor kineserne under indsamlingen af

D ernæst kommer, at Broomfield, ligesom i

hjertem uslinger angribes af engelske kolle­

Battie for Haditha, har tilstræ bt ikke alene

ger, fandt lokale hvide muslingesamlere til

at filme på autentiske locations, m en også

rollerne som overfaldsmænd. En idé, der

at etablere en atm osfære om kring opta­

skulle vise sig ikke at være helt uproble­

gelserne, der så vidt m uligt kunne bidrage

matisk, idet englænderne, som også i det

til at ophæve skellet m ellem virkelighed

virkelige liv var sure over konkurrencen fra

og fiktion - lidt på sam m e måde, som da

de underbetalte kinesiske arbejdere - ifølge

Jørgen Leth i forbindelse m ed optagelserne

Broomfield - havde svært ved at skelne

til Udenrigskorrespondenten (1983) slap

mellem et fingeret og et autentisk slagsmål,

sine skuespillere løs i den hai'tianske virke­

og kun var alt for tilfredse med at få lov til

lighed. Således lod Broomfield under pro­

at give frustrationerne frit løb.

duktionen de m edvirkende bo i det trange rækkehus i Thetford i Norfolk, som er en af

Rekonstrueret rejse. Det mest autentiske

filmens prim ære locations, og søgte på den

element i Ghosts er im idlertid optagelserne

m åde at få samværet m ellem de kinesiske

m ed Ai Qin i Kina. I første del af filmen

aktører, herunder de sange og spil, som de

har Broomfield taget sin hovedperson m ed

underholdt sig selv og hinanden med, til at

til Kina for at rekonstruere hendes liv i

flyde ind i fiktionen.

perioden op til afrejsen til England. Ai Qin

På tilsvarende vis insisterede han på at

Lin - som Broomfield havde fundet i den

optage druknescenen i det farlige tidevand

kinesiske kirke i Kings Cross i London - er

i Morecambe Bay, hvilket kostede p ro ­

selv illegal im m igrant, og i scenerne i Kina

Ghosts (2006, instr. Nick Broomfield).

Fiktion m ed virkeligheden som kulisse

agerer hun sam m en m ed sin rigtige fam i­

sker. Og derfor bryder jeg mig heller ikke

lie. Ligesom afslutningens gensyn m ed den

så meget om denne trend med at lave do­

søn, hovedpersonen har efterladt i Kina,

kum entarfilm , hvor det hele virker meget

reelt er en helt og aldeles dokum entarisk

planlagt og iscenesat, og hvor m an anven­

optagelse af Ai Qin Lins gensyn m ed sin

der rekonstruktioner og en masse Philip

søn, som hun på det tidspunkt ikke havde

Glass-musik. Så hellere tage skridtet fuldt

set i syv år.

ud og lave fiktionsfilm.”

På et stilistisk plan har Broomfield søgt at styrke det autentiske præg ved i vid u d ­

Real C inem a. - Hvad er for dig at se den

stræ kning at filme i lange ubrudte takes,

afgørende fordel ved at lave fiktionsfilm på

ligesom i en dokum entarfilm .

den måde, som du har gjort det i Ghosts og

“Som jeg var inde på før,” siger han, “er det mest bemærkelsesværdige ved

“Det er m in fornemmelse, at m an i de

dokum entarism e efter m in m ening netop

fleste dram afilm i dag bare ser de samme

konceptet m ed real time. Altså at m an

gamle træ tte skuespillere gennemspille

alene ved den måde, m an filmer på, kan

de samme gamle klichétyngede sam urai­

dokum entere en situation, en udvikling, et

ceremonier. N år man går ind til en spil­

hændelsesforløb, således at publikum kan

lefilm, er det, som om m an forventes

se, at der ikke er tale om fortolkning eller

autom atisk at glemme alt om, hvordan éns

m anipulation. Hvis vi som filmmagere ikke

egen hverdag ser ud, hvordan m an selv

udnytter denne egenskab ved m ediet, spil­

oplever virkeligheden uden for biografen.

der vi på en m åde noget meget dyrebart.

M an forventes bare at læne sig tilbage og

D erfor har jeg også i de to nye film prøvet

kigge på disse overbelyste, over-iscenesatte

så vidt muligt at filme scenerne i real time

og overspillede ritualer, hvor det eneste,

snarere end at nedbryde dem til små frag­

det handler om , er, at nu skal m an se sin

m enter, som m an plejer at gøre det med

favoritskuespiller brillere med endnu en

professionelle skuespillere. Vi ville gerne

perform ance. Det er uvirkeligt og derm ed

have pointerne frem inden for den enkelte

ufarligt, og jeg synes simpelthen, at spil­

optagelse snarere end at klippe os frem til

lefilmen er udpint som format i disse år.

dem.”

G rundlæ ggende bliver der i dag lavet de

-

Kan man sige, at du ligefrem har film et samme typer film, som man har lavet, si­

scenerne på en dokumentarisk m ådefor at

den talefilmen kom frem - med de samme

få dem til at virke mere autentiske?

typer historier, de samme formelle greb, de

“Nej, det er ikke det, jeg mener. Jeg har

116

Battie for Haditha?

samme m åder at klippe på og så videre. Og

bare skudt dem sådan, som jeg norm alt

hertil kom m er stjernesystemet, som har

skyder mine film. Jeg synes, at det er lidt

gjort skuespillerne til Hollywoods svar på

uheldigt m ed denne tendens til, at m an i

fast ejendom . Stjerner er noget, m an køber

disse år bevidst forsøger at få spillefilm til

og sælger, og det er deres pris, der er afgø­

at ligne dokum entarfilm og omvendt. For

rende for en films budget. Hele systemet

mig at se er den mest interessante form

er så ufleksibelt og træ gt som nogensinde,

for dokum entarism e disse vilde, ukontrol­

og det er m it indtryk, at denne tilstand i

lable, spontane film, hvor man optager på

virkeligheden passer pengem ændene fint,

en ikke-planlagt, ikke-iscenesat m åde for

fordi det er et system, som er let at kon­

på den m åde at indfange tingene, mens de

trollere. For mig har det, der sker, ikke det

a f Lars Movin

Instruktøren i et afslappet øjeblik mellem optagelserne til Battle fo r Haditha (2008, instr. Nick Broomfield).

fjerneste m e d kunst at gøre.”

-

I andre spillefilm, der er baseret på

overbevist om, at den vil blive endnu mere udbredt i frem tiden, fordi man hér kan

autentiske begivenheder, pynter man ofte

genkende den virkelighed, der fremstilles,

mere på virkeligheden, end du har gjort, fo r

fra sit eget liv. Og fordi de personer, der

at få dramaturgien til at fungere. Har du fø lt

agerer, er fortrolige m ed det univers, filme­

det som en begrænsning som historiefortæl­

ne handler om. Dét er for mig at se en slags

ler, at du fr a starten har haft det som et mål

’real cinema’, som har et enorm t potentiale,

at være meget loyal overfor virkeligheden?

og som vi knap nok er begyndt at udforske

“Egentlig ikke. I begge de nye film har

endnu.”

jeg oplevet, at virkeligheden var så inter­ essant, og at den definerede tingene på en så kraftfuld måde, at det i sig selv var stim ulerende. Så nej, d et har ikke været noget problem. Selvfølgelig kan m an sige, at det faktum , at man ikke anvender kendte skuespillere, kan virke begrænsende i for­ hold til, hvor stort et publikum m an når ud til. Men jeg synes, at det er en fantastisk interessant måde at lave film på, og jeg er

Noter

1. Med få undtagelser er alle Nick Broomfields film udgivet på dvd. Størsteparten af hans dokumentariske produktion er opsamlet i to bokssæt. The Early Works rummer: Who Cares (1970), Proud To Be British (1973), Behind the Rent Strike (1974), Juvenile Liai­ son (1975), Tattooed Tears (1978), D riving M e Crazy (1988), Juvenile Liaison 2 (1990) og M onster in a Box (1991). Docum enting Icons rummer: Soldier Girls (1981), Chicken Ranch (1983), The Leader, His D rivera n d the

117

Fiktion med virkeligheden som kulisse D rivers Wife (1991), Tracking D own M ag­ gie (1994), H eidi Fleiss: H ollywood M adam (1995) og Fetishes (1996).

2. Q&A med Nick Broomfield d. 12. september 2008.

3. På hjemmesiden www.ghosts.uk.com kan man læse, at fonden per august 2008 har sendt 62.982 engelske pund til Kina.

Litteratur

Wood, Jason (2005). Nick Broomfield. Docum en­ ting Icons. London, Faber and Faber.

Film omtalt i artiklen

1970 Who Cares 1974 Behind the Rent Strike

118

1976 Juvenile Liaison 1978 Tattooed Tears 1980 Soldier Girls 1982 Chicken Ranch 1985 Lily Tomlin: The Film Behind the Show 1988 Driving Me Crazy 1989 Diamond Skulls 1990 Juvenile Liaison 2 1991 The Leader, His Driver and the Drivers Wife 1993 Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer 1994 Tracking Down Maggie 1997 Kurt & Courtney 2002 Biggie and Tupac 2003 Aileen: The Life and Death of a Serial Killer 2006 Ghosts 2008 Battle for Haditha