DET SØGENDE ØJE
F orfatteren — o g d ertil instru ktø ren — Jo h a n nes A lle n h a r efter prem ieren p å „ U n g leg ” ytret sig lid t vred lad ent, fordi m an h ar v illet se noget i han s film , som slet ikke var til sigtet. H an s p ro test bør hav e m edho ld . M a n har beskyldt ham fo r sæ deligt p ik anteri og til d en en d e peget p å forskellige form er fo r p u blicity, u d fo ld et o m k rin g film ens p ro d u k tio n og efter dens udsendelse. M e n film en h ar så vidt vides også en prod ucen t, som vel kan være m and fo r at ud nytte sagen m ed passende sm artness. F ilm en selv e r velgørende fri fo r spek ulation i p o rn o g rafisk sk ueglæ de; den frem byder i n tet af den pirrend e, b ob lende o g chokerende u anstæ ndighed, som film ens reklam em agere og m od standere h a r lokket tilskueren til at vente. A t d e u n g e g å r i seng m ed hin an d en e r vel lige så n atu rlig t, som B irte — film ens „ o n d e ” p ig e — siger det. A t deres m iljø, velstandens og lediggangens, tillad er dem at beskæftige sig m ed d et o g m in d re m ed andet, er vel et af film ens problem er, en af g ru n d e n e til, at A llen h ar skrevet den. M en chokerende? Skulle det være forbøffende, at de ung e leger fo r budte lege, o g — om m an så m å sige — overdriver? E r der nog et enestående i den g am m elk end te u m oral, som er et af tilværelsens fundam en ter, og som n atu rlig vis kan forrykkes, blive skævt og dram atisk? M e re overraskende find er jeg film ens fo r ældre, som af deres egen fo rk lu d red e tilværelse ikke behøvede at u dlede en så fortvivlende id io tisk h o ld n in g til børnene. Som de frem træ d er i „ U n g leg” , forbliver de postulater. D e t skyldes næ ppe, at de ikke eksisterer, m en snarere at de som and re skikkelser og situatio ner i film en ikke frem træ der m ed kunstnerisk sikkerhed. Spil, p erson instru ktio n, billedføring, tem p i og fo rløb — k o rt sagt hele den film iske réalisation lid er af u sikkerhed. D e t er ikke m oralske, m en kunstnerisk e brist, m an kan be b rejde Jo h a n n es A llen. O g hvis en forsonende
120
a f Theodor Christensen
røst skulle m in d e os om, at dette er et d e b u t arbejde, m å jeg — lid t u fin t — g ø re o p m æ rk som på, hvad A lle n gen tagne g ange h a r hæ v det i sk rift og tale: N å r in stru k tø re r vil lave film , bør de alliere sig m ed folk, d er kan skrive. M ed sam m e ret kan m an bede skrib en ter, d er v il lave film , om at alliere sig med instru ktører. *
D e r er tilløb til film debat i dagspressen. Jø r gen B u d tz-Jø r gensen og E rik U lrichsen h ar i „D ag e n s N y h e d e r ” væ ret i ringen. J e g er i den held ig e situ ation at væ re lidt u en ig med begge. Så hvis det ikke er et p riv at slags mål, m eld er jeg m ig. U lrich sen bebrejd er d ag bladskritikeren, at h a n ikke m ød er m ed den ideale fo rd rin g til de film , h a n skal anm elde. H a n tag er valent på d årlige film og skader derved de godes om døm m e. H a n h a r ikke in te g rite t til at sige fra. H e rtil svarer Budtz-Jørgensen, at en hu m o ristisk b eh an d lin g er mere virksom end en seriøs nedrak nin g. 1— 0 til Budtz-J., som d erefter g år til angreb, hvori han viser sig svagere. H a n beskylder sin m o d part fo r så g rim m e tin g som „sekterisk film o lo g i” , „k ritisk storvask" og „teo retisk v rid e m askin e” , hvilket kun viser, at Budtz-J. ikke h a r villet tag e film en m ed den kunstneriske alvor, som sagen kræver og k ritik e ren selv har behov for. O m han vil m edd ele det læ sende p u b lik u m resu ltatern e fra sin „teoretiske vridem askine” b liver et pæ dagogisk anliggende. M en d en konklusion, han ag ter at forelæ gge i et dagblads spalter, kan ikke købes let. D et koster også arbejde at v u rd ere en m idd elm ådig film , selv om m an m åske m ener, at en d el af arbejdet ikke egn er sig til offentlig gørelse i en avis. B udtz-J. m å have et h o rn i siden p å film teorien. F o r selvfølgelig m ener h a n også, at