Jeunet & Caro Underlige eksistenser, uforudsigelige situationer og besynderlige handlingsoptrin, fremstillet i en ekstrem og ofte overrumplende lydog billedstil, der kombinerer det grotesk-bizarre med det poetisk-rørende. Sådan kan man karakterisere de franske instruktørmakkeres film
Med Delicatessen (1991) og senere La cité
m undede og rart udseende D om inique
des enfants perdus (1995, De fortabte børns
Pinon som gennemgående person og for
by) markerede Jean-Pierre Jeunet (f. 1954)
tællerstem me og kredser om sanselighed
og Marc C aro (f. 1956) sig som instruk
og erindring: f.eks. behaget ved at åbne en
tørpar m ed to skæve og eventyrlige film -
bog, som der drysser sandkorn ud af fra
fortællinger, der udfolder sig i stærkt stili
en fjern sommerferie eller at se gamle film
serede og sære universer. Begge film byder
og, om vendt, ubehaget ved at rykke hår
på underlige eksistenser og besynderlige
ud af næsen eller at tænke på hvad der er
optrin, der leveres i en ekstrem og ofte
inden i en sm uk kvinde. I sine omskifteli
overrum plende lyd- og billedstil uden
ge kom binationer af komik, stilistisk
nogen form for smålig om gang m ed sce
pågåenhed, poetisk tone og pudseløjerlig
nografi og special-effekter. Her kom bine
opfindsom hed peger den fremad, men er
rer de uforudsigelige og finurlige situatio
uden den (ikke m indst af Caro tilførte)
ner det grotesk-bizarre m ed det poetisk
stærkt artificielle scenografi og eventyrlige
rørende. Jeunet har siden (og uden Caro)
atmosfære, som gennem trænger de to fæl
lavet den m ere genre-ordinære Alien
les spillefilm.
Resurrection (1997, Alien: Genopstandel sen) med en siden den forrige Alien-film
Bestialsk opfindsom hed. Delicatessen
død men n u i kraft a f DNA-teknologi
foregår i et evigt tåget, natligt og gulbrunt
genopstanden Ripley (Sigourney Weaver)
efterkrigsunivers (tøj, biler, m usik og
sam t Le Fabuleux destin d ’Amélie Poulain
rekvisitter signalerer overvejende
(2001), en rom antisk kom edie om den
1940’erne, m ens andre ting peger længere
uskyldige Amélie (Audrey Tautou), for en
frem) om kring en slagterbutik i en fugt-
gangs skyld udspillet i en mere genkende
ram t beboelsesejendom. Der er mangel på
lig kulisse, nemlig Paris.
kød, og gennem avisen “H årde tider”
Jeunet og Caro har siden 1978 (med
annoncerer slagteren (Jean-Claude
VÉvasion) lavet eksperim entelle - delvist
Dreyfus) lejlighedsvis efter nye m edhjæl
animerede - kortfilm og m usikvideoer -
pere, der så siden - med de øvrige beboe
både sam m en og hver for sig. Jeunets kun
res viden - slagtes og sælges til beboerne i
syv m inutter lange m en højekspressive og
diverse udskæringer. H istorien komplice
mesterlige sort-hvide Foutaises (1989)
res, da slagterens lille, nærsynede og cello
byder på komiske scener og optrin,
spillende datter Julie (M arie-Laure
trickoptagelser, gamle filmklip, tegneserier
D ougnac) forelsker sig i den nyankomne
og anim ation. Filmen h ar den lille, bred
medhjælper, Louison (D om inique Pinon),
147
Jeunet & Caro
De fortabte børns by
en tidligere cirkusklovn. I et opgør med
til hele ejendom m en; de vegetariske og
faderen og hans m orderiske planer allierer
latexklædte frøm andsoprørere med lam
hun sig m ed en vegetarisk undergrunds
per i panden, der ofte bevæger sig m ed
hær, Les Troglodistes, der lever i byens
små hurtige, dyreagtige bevægelser (Caro
kloakker. Til slut dør faderen utilsigtet for
spiller i øvrigt selv den ene af dem) og
egen hånd, da han søger at slå Louison
m ange flere.
ihjel. I tilgift til denne bizarre handling befolkes filmen af temmelig sære karakterer
148
En af filmens både komiske og fascine rende fortælleteknikker er parallelbegiven heder, der på usandsynlig vis kædes sam
såsom: de to legetøjsmagere der fremstiller
men. Én af de gange Aurore forsøger at
en dims, der kan bræge som en ged; m an
tage sit liv mislykkes det, fordi Louison
den der i den oversvømmede og mildest
netop i sam m e øjeblik banker på væggen
talt uappetitlige kælder holder snegle til
m ed en h am m er så stikket ryger ud til den
egen fortæring; Aurore (Silvie Laguna) der
lampe, der skulle have givet Aurore et
tro r at høre en indre stem m e (stem m en
dræbende stød i badekarret. Eller den
viser sig at tilhøre den hem m eligt forel
lange og eskalerende samlejescene hvor
skede legetøjsmager), og som gennem
lyden af de knirkende sengefjedre under
indviklede og Storm P.-agtige m åder søger
slagteren og hans elskerinde med en
at tage sit eget liv og som til slut sætter ild
m etronom s taktfasthed passerer gennem
Jeunet & Caro
diverse luftkanaler til ejendom m ens øvri
øjne har en indretning til at se m ed for
ge beboere, der i hver sin lejlighed gør ting
det ene øje og som i øvrigt har en super
i takt: Louison der hængende ud fra
sensitiv hørelse. One (Ron Perlman) er
væggen i sine elastiske seler maler loft i
stærk m and i cirkus, og da hans lillebror
rytmiske træk, den cellospillende datter,
stjæles af kykloperne går jagten med hjælp
damen m ed tæppebankeren og m anden
fra gadebarnet Miette (Judith Vittet), der
med cykelpumpen til tv’ets m untre fløjte
gerne vil have en bror, en jagt som efter en
melodi, datterens m etro n o m og legetøjs
række vidunderligt usandsynlige begiven
mageren der borer, og bedstem oderen der
heder ender med, at de siamesiske tvillin
strikker - alt i sam m e markerede tempo, et
ger dør, at børnene reddes og at boreplat
tempo der øges og kulm inerer m ed fade
form en og dens beboere sprænges i luften.
rens “aaaah”, idet cykeldækket springer og
La cité des enfants perdus har mange af
datteren knækker en streng på celloen.
de samm e æstetiske fascinationselementer
Andre steder er der en næsten surreel
som Delicatessen: visuel exces, ekstreme
poesi som da det grø n n e vand i slow m oti
effektlyde (bl.a. lavet af C aro), bizarre o p
on fosser fra det overfyldte badeværelse og
trin og personer, usandsynlige sam m en
ned gennem opgangen, eller den mime-
kæ dninger af parallelle handlinger etc.
tisk-tavse koreografi som Louison og slag
Men den er mere poetisk drøm m eagtig og
terens elskerinde u dfører siddende på sen
undertiden mere sentim entalt anlagt.
gen for at finde den knirkende fjeder.
Filmen hylder barnets uskyld og fantasi
Delicatessem uhyrlige, bestialske og over
ens (og måske kunstens) himm elflugt
dådigt m orsom m e opfindsom hed holdes
selvom det sker på en underligt spejlvendt
stram t og konsekvent sam m en til en
m åde som var Alice gået gennem glasset.
meget anderledes filmoplevelse af dem
Badalamentis m usik er bedst i de sjove og
m an ikke lige sådan glemmer.
de spændende scener, m en synes trods sin instrum entale enkelhed for (harm onisk og
Kykloper og visuel exces. Jeunet & Caros
melodisk) svulstig i de mere intim e scener
næste film, La cité des enfants perdus,
med O ne og Miette.
handler om en videnskabsm and, Krank
Begge films æstetik giver sam m ensatte
(Daniel Emilfork), d er bor på en oliebore
m indelser om både Méliés’ stumfilm, den
platform på havet og som ældes hurtigt,
poetiske realisme i 1930’ernes franske film
fordi han ikke kan d rø m m e og i øvrigt
- det sidste filmklip i Jeunets kortfilm
heller ikke græde eller føle. Derfor b o rt
Foutaises er netop fra Carnés Quai des
fører han b ø rn for at kunne stjæle deres
brumes (1938, Tågernes Kaj) - diverse Jules
drøm m e, m en fordi h a n skræ m m er bør
Verne- og Dickens-filmatiseringer samt
nene får han kun deres m areridt. Han hol
Terry Gilliams scenografiske sans for
der seks ens kloninger (alle D om inique
gamle og brugte ting. Samtidig dyrker de i
Pinon), en dim inutiv kvinde og en talende
tråd m ed en lang europæisk kunstfilm tra
hjerne i et akvarium. De stjålne børn er
dition barnet og artisten som billeder på
gadebørn, d er styres a f et par kvindelige
kunstnerisk oprigtighed. M en de fremstår
siamesiske tvillinger (Geneviève Brunet og
også som selvstændige værker, som fasci
Odile Mallet), der som en anden Fagin
nerende film med egne særprægede og
skraber børnenes tyvekoster ind. Børnenes
uforudsigelige universer der inden for
bortførere er kykloper, der i stedet for
ram m erne af stilens og scenografiens
149
Jeunet & Caro
sam m enhængsskabende træ k (og uover-
velsesregistre: fra det groteske og horribel
truffent vellykket i tilfældet m ed
ækelhed til skiftevis m orbid, forunderlig
Delicatessen, der forbliver den bedste af de
og poetisk kom ik. Jeunet & Caros to spil
to film), sender tilskueren på æstetisk
lefilm viser sig selv frem som film og tilla
opdagelserejse og gennem skiftende ople
der sig en æstetisk overfyldthed. M en de gør det uden at skubbe tilskueren fra sig. Birger Langkjær
Filmografi
150
1978 1980 1981 1984 1985 1989 1991 1995 1997 2001
L’Évasion (J&C) Le M anège (J&C) Le Bunker de la dernière rafale (J&C) Pas de repos p o u r Billy B rakko (J) Rude Raid (C) Foutaises (J) Delicatessen(J& C) La cité des enfants p erd u s/D e fortabte bø rn s by (J&C) A lien R esurrection/A lien: G enopstandelsen (J) Le Fabuleux destin d ’A m élie Poulain (J)