Jeunet & Caro Underlige eksistenser, uforudsigelige situationer og besynderlige handlingsoptrin, fremstillet i en ekstrem og ofte overrumplende lydog billedstil, der kombinerer det grotesk-bizarre med det poetisk-rørende. Sådan kan man karakterisere de franske instruktørmakkeres film
Med Delicatessen (1991) og senere La cité
m undede og rart udseende D om inique
des enfants perdus (1995, De fortabte børns
Pinon som gennemgående person og for
by) markerede Jean-Pierre Jeunet (f. 1954)
tællerstem me og kredser om sanselighed
og Marc C aro (f. 1956) sig som instruk
og erindring: f.eks. behaget ved at åbne en
tørpar m ed to skæve og eventyrlige film -
bog, som der drysser sandkorn ud af fra
fortællinger, der udfolder sig i stærkt stili
en fjern sommerferie eller at se gamle film
serede og sære universer. Begge film byder
og, om vendt, ubehaget ved at rykke hår
på underlige eksistenser og besynderlige
ud af næsen eller at tænke på hvad der er
optrin, der leveres i en ekstrem og ofte
inden i en sm uk kvinde. I sine omskifteli
overrum plende lyd- og billedstil uden
ge kom binationer af komik, stilistisk
nogen form for smålig om gang m ed sce
pågåenhed, poetisk tone og pudseløjerlig
nografi og special-effekter. Her kom bine
opfindsom hed peger den fremad, men er
rer de uforudsigelige og finurlige situatio
uden den (ikke m indst af Caro tilførte)
ner det grotesk-bizarre m ed det poetisk
stærkt artificielle scenografi og eventyrlige
rørende. Jeunet har siden (og uden Caro)
atmosfære, som gennem trænger de to fæl
lavet den m ere genre-ordinære Alien
les spillefilm.
Resurrection (1997, Alien: Genopstandel sen) med en siden den forrige Alien-film
Bestialsk opfindsom hed. Delicatessen
død men n u i kraft a f DNA-teknologi
foregår i et evigt tåget, natligt og gulbrunt
genopstanden Ripley (Sigourney Weaver)
efterkrigsunivers (tøj, biler, m usik og
sam t Le Fabuleux destin d ’Amélie Poulain
rekvisitter signalerer overvejende
(2001), en rom antisk kom edie om den
1940’erne, m ens andre ting peger længere
uskyldige Amélie (Audrey Tautou), for en
frem) om kring en slagterbutik i en fugt-
gangs skyld udspillet i en mere genkende
ram t beboelsesejendom. Der er mangel på
lig kulisse, nemlig Paris.
kød, og gennem avisen “H årde tider”
Jeunet og Caro har siden 1978 (med
annoncerer slagteren (Jean-Claude
VÉvasion) lavet eksperim entelle - delvist
Dreyfus) lejlighedsvis efter nye m edhjæl
animerede - kortfilm og m usikvideoer -
pere, der så siden - med de øvrige beboe
både sam m en og hver for sig. Jeunets kun
res viden - slagtes og sælges til beboerne i
syv m inutter lange m en højekspressive og
diverse udskæringer. H istorien komplice
mesterlige sort-hvide Foutaises (1989)
res, da slagterens lille, nærsynede og cello
byder på komiske scener og optrin,
spillende datter Julie (M arie-Laure
trickoptagelser, gamle filmklip, tegneserier
D ougnac) forelsker sig i den nyankomne
og anim ation. Filmen h ar den lille, bred
medhjælper, Louison (D om inique Pinon),
147