Alain Berliner Med Ma vie en rose slog belgieren Alain Berliner sit navn fast som e n af europæisk films mest overbevisende magiske realister. Fremtiden m å vise, om talentet kan overleve Hollywoods fristelser
“Vi er i M agrittes fædreland, den magiske
kom m et til at befinde sig på den “ forker
realismes land. Brug din fantasi!” Det råd
te” side af denne belgiske version af
får hovedpersonen Albert af sin allesteds
Berlin-m uren. Han k an ikke leve op til det
nærværende afdøde far i belgiske Alain
ny visum krav og er derfo r jaget vildt
Berliners (f. 1963) lille film om årtu sin d
blandt flamlænderne. Men da d e t ser
skiftet, Le M ur (1998).
allersortest ud, m inder han sin nyfundne
Le M ur tegner et grum t billede af det
flamske veninde W endy - som h a r lært
tvekulturelle Belgiens frem tid. På en
klodsen A lbert ikke b are at danse men
enkelt nat - mellem den 30. og den 31.
også at elske - om, at d e befinder sig i sur
december 1999 - lader regeringen landet
realismens fædreland, hvor alt k a n ske.
gennemskære af en gigantisk betonm ur.
M an skal bare tænke tilstrækkelig intenst
M uren, der af prem ierm inisteren på tv
på det. Og pludselig befinder A lbert og
prises som en teknologisk kraftpræstation,
Wendy sig på den an den side a f muren -
er politikernes håndfaste “løsning” på det
hvor det nu er Wendys tur til at blive for
historiske samlivsproblem mellem vallo
fulgt af vallonske soldater....
ner og flamlændere. Og m ens menige bel
Hvor pessimistisk en vision L e Mur
giere fejrer årtusindskiftet på behørig vis
end udtrykker, så er filmen selv e n lille
m ed fester og live satellittransm issioner
magisk perle, der vidner om instruktørens
fra lige så glade årtusindskiftefester i Japan
sprudlende fantasi og skaberkraft. Han
og Australien, lukkes der således endegyl
viger ikke tilbage fra a t tage alvorlige pro
digt for den lokale kom m unikation m el
blemer op i sine film og udglatter dem
lem indbyggerne i det lille vesteuropæiske
ikke, men giver dem lige den lille skæve
land, og et signifikant m ørke sænker sig
drejning, der ikke blot får dem t il at frem-
over nationen.
træde i et nyt og overraskende skær, men
Den småfede og lidt uheldige, m en
tillige tilfører hans behandling a f dem en
hjertensgode valloner Albert havde en lille
så varm og m edrivende menneskelighed,
fastfood biks på grænsen mellem den val
at ingen lades uberørt.
lonske og den flamske del af Belgien. Nu går m uren direkte igennem biksen, og
En blom strende rosenhave. A lb e rt optræ
hverken flamlændere eller valloner vil
der også i Berliners foreløbige hovedværk,
længere kunne nyde Alberts friter m ed de
M a vie en rose (1997), ligesom h a n gjorde
små hjemmelavede spådom s-sedler (å la
det i kortfilm en Rose (1993), h v e r gang
japanske fortune cookies). Efter at have
inkarneret a f den sam m e skuespiller,
været til fest hos flamske venner er Albert
Daniel Hanssens. I d e n fremragende Rose
er Albert en sær snegl af en klaverlærer,
log, som dog m å give op, da Ludovic næg
der lever og ånder for en rose, som han
ter at tale m ed hende, men blot snedigt
plejer efter alle kunstens regler. Og rosen
koncentrerer sig om at lege med biler - i
er ikke ufølsom for Alberts tilbedelse: for
stedet for de lokkende dukker, der også
elsket folder den sine blade ud, når han er
findes i psykologens konsultation. Imens
i nærheden, og lukker sig resolut igen, når
eskalerer krisen: Ludovic bliver sm idt ud
andre nærm er sig. M en ingen roser uden
af skolen, og faderen bliver fyret fra sit
torne: en dag flytter en ny lejer, Rose, ind
job. Familien må forlade plasticforstaden
med en uvorn søn, der snart får knækket
og flytte til langt m indre friserede om gi
rosen. Syg af sorg m ister Albert interessen
velser i C lerm ont-Ferrand - hvor de nye
for alt om kring sig, m en den rappe Rose,
naboer viser sig at have en datter, der vil
der aldrig er blevet elsket så intenst som
være en dreng!
rosen, ender med at lære ham , at en rose er en rose er en Rose. I Ma vie en rose frem står Albert u m id
Em net er pikant og kunne i en m indre fintfølende og elegant instruktørs hæ nder nem t have affødt en klægt velmenende
delbart knap så kikset - og dog! Her er
film om transseksuelles problemer. Men
han den inkarnerede m iddelklasse-kon
ikke hos Berliner, der har forenet en
formitet i skikkelse af en m ellemleder i et
næsten Tati’sk udstilling af den m oderne
firma, der fremstiller tyverialarmer. Dør
middelklasses konform itet med en egen
om dør m ed en række af sine ansatte bor
kitschet og opdateret version af The
han i en lille velfriseret parisisk forstad,
W izard o f Oz, repræsenteret ved Ludovics
hvis veje prydes af fuldstændig ens villaer
magiske fe Pam, der frem står som en
med pertentligt anlagte haver. Nye i dette
krydsning mellem Oz’s gode fe og Barbie,
velplejede forstadshelvede er familien
m en også rum m er elementer af Peter Pan,
Fabre, som frygteligt gerne vil falde til og
Pamela Anderson og alle reklameverde
stå sig godt med Albert, der er faderens
nens drøm m ekvinder. De plastic-agtige
chef. Derfor afholder familien straks ved
farver formelig drypper af lærredet, men
indflytningen et garden party for de nye
M a vie en rose giver ikke nogen lyserød
naboer, m en da den stolte far skal præ sen
fremstilling af sit emne. Uden at negligere
tere sin familie, gør den ene af de tre søn
problem erne og uden at give køb på de
ner, den syv-årige Ludovic, sin entré iført
psykologiske nuancer er den en både
pink balkjole, øreringe, læbestift, alt for
varm , perfekt tim et og også meget m or
store m atchende sko m ed høje hæle, og
som film om forældrekærlighedens
med en yndig lyserød blom sterkrans i
prøvelser, når barnet viser sig at ville
håret. O ptrinnet afstedkom m er en del løf
noget, der falder uden for forældrenes
tede øjenbryn, men m an slår sig til tåls
egne og deres omgivelsers uniform e n o r
med, at knægten bare er en spøgefugl, og
mer. Skønt slutningen ikke er direkte
at det i øvrigt er helt norm alt, at b ørn skal
usandsynlig, kan den på den anden side
afprøve deres identitet på forskellig vis.
også anklages for at være ganske optim i
Langt mere alvorligt bliver det, da den
stisk, m en M a vie en rose er ikke grå
lille kønne Ludovic erklærer, at han, når
betonrealisme. Filmens realisme er af den
han ikke længere er dreng, vil giftes med
magiske slags, som måske, når det kom
Alberts søn! Det frygtede ord ‘bøsse’ kom
m er til stykket, kan indeholde langt større
m er op, og forældrene opsøger en psyko
sandheder.
Alain Berliner
M a vie en rose
M oore is less. Med M a vie en rose fik
meget værre. Og dog, for i tilgift kom m er
Berliner sit internationale gennem brud og
en slikket visuel æstetik, der erstatter de
en adgangsbillet til det forjættede
foregående films belgiske magi m ed en
Hollywood, hvilket foreløbig er resulteret i
m ondæ n pæ nhed efter amerikansk smag.
Passion o f M in d (2000) - som m an selv
Unødvendigt at tilføje, at Albert naturlig
m ed den allerbedste vilje kun kan betegne
vis ikke har kunnet finde nogen plads i
som en vulgærfreudiansk stinker.
dette glittede univers, der er så totalt blot
H istorien - om en kvinde, der ikke kan
tet for m enneskelig varme!
skelne mellem drøm og virkelighed og
26
Man kan muligvis tolke Passion o f M ind
derfor ikke ved, om hun er en am bitiøs og
som et udtryk for Berliners egen identitets
ombejlet new york’sk karrierebitch, der
krise mellem Belgien og Hollywood, men
drøm m er om et landligt Laura Ashley-liv
det bliver film en nu ikke bedre af. Der kan
m ed to børn i den franske provins, eller
således også være grund til at nære en vis
om vendt - er for så vidt slem nok i sig
bekym ring for hans kom m ende film, The
selv. Men n år m an dertil lægger, at nogen
M emoirs o f Elizabeth Frankenstein (plan
har fået den skrækkelige idé at give fil
lagt prem iere i 2002), der ligeledes er am e
m ens altdom inerende dobbeltrolle til
rikansk.
Demi M oore, ja så kan det dårligt blive
Alain Berliner
Men selv om det kunne se ud til, at
gerne vil tro, at han endnu har stof i sig til
Berliner h a r mistet sit magiske touch et
nye og forunderlige, magisk realistiske
sted i Atlanterhavet, h ar han i sine belgiske
film. Men skal den drøm blive til virkelig
film demonstreret en så overbevisende og
hed, er han form entlig nødt til at vende
original skaberkraft i forening m ed et
hjem til sit eget, Magrittes og surrealis
dybt humanistisk engagem ent, at m an
mens fædreland. Eva Jørholt
Filmografi 1988 1991 1993 1997 1998 2000
Rencontre (kort) Le jour du chat (kort) Rose (kort) Ma vie en rose Le Mur Passion of Mind
27