Fatale fortolkninger Seksuelle s tru k tu re r i film n o ir
a f Niels H enrik Hartvigson
Fra midten a f 80’erne til idag har en række
vulgarisering i forhold til den klassiske
amerikanske thrillers bekendt sig til den
noir, der ikke opererer m ed lignende enty-
klassiske film noir b la n d t andet ved at
diggørelse og forsim pling af fortælleele
genopdyrke dødbringende heltinder og
menter. Som antydet kan en m atchende
plagede-jagede helte. Forbindelslinierne
entydiggørelse findes i den psykoanalytisk
mellem de klassiske n o irs og disse neo
orienterede kritik. Forbindelsesleddet m el
noirs er dog ikke så enkle som det u m id
lem klassisk noir og neo noir synes således
delbart k un n e se ud. D en ekspliciterede og
at være noir-kritikken frem for filmene
æstetiserede erotik, der næ rm er sig blød
selv.
porno, er plotm æssigt centralt placeret og fylder herudover kvantitetsm æssigt godt
Psykoanalytisk inspirerede fortolkninger
op i landskabet. Der er endvidere en ten
af klassisk film noir. “D uring the war
dens til at erotikken i neo noirs har sek
years [there was a] fear o f the evil, over
suelt afvigende træk. Således er sadisme,
powering wom an with a shocking ability
masochisme, fetichisme og dødserotik
to hum iliate and emasculate her m en”
populære forekom ster i disse film. Den psykoanalytisk orienterede kritik h a r i den klassiske n o ir fortolket sig frem til lignende eksempler på seksuel patologi.
(Stephen Farber: “Violence and the Bitch Goddess”, Film Com m ent, Nov-Dee 1974). An “Aspect o f the dress code in film noir is that the fem m e fatales often use a ciga
D enne kritiks adelsmærke er desværre en
rette (usually a long, just-lit cigarette) and
entydighed, der ofte fordrejer vores syn på
a handgun as phallic symboles, as m enac
filmenes karakterer og handlingselem ent
ing extensions o f their bid for masculine
er. I neo n o ir’en frem står en sådan enty
pow er” (Jon Tuska: Dark Cinema, p. 206).
dighed uomtvisteligt på det tekstuelle
Den der kender bare det m indste til den
plan, som f.eks. i The L ast Seduction, hvor
psykoanalytisk inspirerede noir-kritik, vil
Brigette (Linda Fiorentino) indleder kvæl*
ikke løfte et øjenbryn over sådanne udlæg
ningen af sin mand m ed et tungekys, eller
ninger af film noir. Psykoanalytisk inspir
n år Catherine Tramell (Sharon Stone) i
erede fortolkninger af film noir har været
Basic Instinct dolker sin elsker for at nå et
centrale i noirkritikken siden Borde og
kom bineret m orderisk-seksuelt klimaks.
C haum etons etablering af noirfilm ene
Neo noirs eksplicitering er i høj grad en
som en serie beslægtede film. Psykoanaly-