Boganmel del ser
to com prehensiveness” (xxi)), og set i for h old til det m ål efterlader den et kedeligt indtryk af indspist ensidighed.
The O xford Guide to Film Studies. Re digeret a f John H ili og Pamela Church Gibson. 2 2 + 6 2 4 sider, illustreret. Oxford og NewYork: Oxford University Press, 1 998.
S te d sø ste r lig b eh a n d lin g a f Peter Schepelern
I forlaget Rouledges serie om enkelte landes film historie - d e r allerede om fatter b ø g er om fransk, italiensk, australsk og b ri tisk film historie - foreligger nu et bind om Nordic National Cinemas. Bogen, d er er skre v et af tre forskere der h ar - eller har haft forbindelse til Stockholms U niversitet, d re je r sig om d e fem nordiske søsterlande D anm ark, Finland, Island, N orge og Sverige. Tytti Soilas afsnit om finsk og om svensk film samt G unnar Iversens afsnit om norsk film opfylder uden p ro b lem er kravet til en k o rtfattet generel fremstilling. D erim od er d e t afsnit, so m um iddelbart er m est interes sant i vores sam m enhæ ng, nem lig Astrid Soderbergh W iddings afsnit om dansk film, ikke vellykket. U m id d elbart er d et påfaldende, at der bruges 91 sider på svensk film, 65 sider på finsk film, 4 0 sider på norsk film, m en kun 24 sider på dansk film. For den udenlandske læ ser, som bogen henvender sig til som (ved siden af Peter C ow ies ikke alt for kom p eten te Scandinavian Cinema, 1990) det en e ste nyere tilb u d om skandinavisk film, giver d e t et ganske urim eligt indtryk af, at f.eks. n o rsk film e r ca. dobbelt så væsentlig som dansk film, hvilket - selv m ed al mulig vel vilje over fo r det nybrud der kan spores i de senere års norske film - tu rd e væ re en vild overdrivelse. Forfatteren til bogens bagside te k st synes i øvrigt at hæ lde til den samme anskuelse, id e t der h er nævnes fire svenske, fem danske, én finsk og ingen norske film skabere! M en denne te k st har overhovedet en ikke alt fo r direkte forbindelse til bogens
indhold, for bagsideteksten, der i d et hele synes skrevet af en m ere kyndig person, næ vner også - åbenbart som en appetitvæ k ker - friers Breaking the Waves, selv om denne film overhovedet ikke er næ vnt i bogen! H er anføres d et dog, at “Lars vonT rier deserves m entioning as w ell” (s. 29). H vor de andre forfattere tydeligvis skri ver ud fra et grundigt kendskab til deres r e spektive em ner, er Soderbergh W iddings k o rte gennem gang af d et danske sto f præ get af et m ildt sagt overfladisk kendskab til em net, adskillige fejl og desuden sproglig ubehjæ lpsom hed - også i d et engelske, hvor Carlsens - og Ham suns - Sult bliver til Starvation\ (s. 25). I det hele taget anføres engel ske titler på væ rkerne uden at skelne m el lem rigtige d istributionstitler - ofte forkert anfø rt - ( Vinterbørn hed faktisk Winter Born) og egne tvivlsom m e oversæ ttelser. D et er en fadæse at undlade at nævne N ordisks tidlige storsucces, Løvejagten. Af sam m enhæ ngen (s. 8) må læ seren tro, at A f grunden var p ro d u ceret af N ordisk, det var den ikke. D et var ikke Gad, der instruerede Asta N ielsens tredje danske film, Balletdan serinden, det var August Blom (s. 8 ). D et er uheldigt at nævne D reyers og Stillers adap tio n er af H erm an Bangs Mikael som eksem pler på nordisk cirkulation af ideer, al den stund D reyers udgave var en tysk film (s. 10). Christensens Hdxan er nok en svensk film (økonom isk), m en den var optaget i D anm ark (s. 9). Ligesom D reyers Prastdnkan nok var svensk, m en optaget i N orge (s. 10). O g her (s, 11) dukker H olger-M adsen også op m ed det latterlige fornavn, som uheldig vis er u d b red t i udenlandsk litteratu r (hos C ow ie og i K atz’ Encyclopedia): Forest. D et skyldes åben b art fejltydningen af en billed tekst: forrest Holger-M adsen!! O m F yrtår n et & Bivognen h edder det: “the tw o heroes w ho are the opposites of one another (...) bear a resem blance to, am ong others, C har lie Chaplin” (s. 11). H vordan to m odsæ tnin ger begge kan ligne Chaplin er gådefuldt. O m 30 ’erne h edder d et, at overgangen til lydfilm i D anm ark “did n o t differ significantly from o th er countries” (s. 11). D et er fo r k ert: De danske ingeniører Petersen & Poulsen, som ikke nævnes, p atenterede og
159
Boganmel del ser
præ senterede allerede i 1923 e t lydsystem , som benyttedes i N ordisks tidlige lydfilm. I gennem gangen af 30 ’erne nævnes kun to film , Schnéevoigts Præsten iVejlby og den p e rifere Nyhavn 17 ( s. 12-1 3), et ejendom m e ligt udvalg, der lader ane, at forfatteren næ ppe har set filmene i stø rre omfang. Intet om PHs D anm arksfilm , og in tet (heller ikke i det norske afsnit) om grønlandsfilm en Eskimo, instrueret af Schnéevoigt i 1930, den første dansk producerede tonefilm af spille film længde (m ed norsk tale!). I gennem gangen af 4 0 ’erne har forfatteren in tet væ sentligt at sige om D itte Menneskebarn (s. 16), og kender åbenbart ikke til Ta’hvad du vil h a ’ eller Soldaten og Jenny - blandt periodens b e tydeligste film , som slet ikke nævnes. D et anføres, at Bodil Ipsens Besættelse både kan oversæ ttes som Occupation og som Posession (s. 14), m en det er irrelevant for så vidt som film en handler om erotisk besæ ttelse og kun om d ette (den passende oversæ ttelse ville være: obsession), filmen refe re re r ikke til besæ ttelsestiden, som forfatteren åben b art tror. I gennem gangen af 5 0 ’erne undrer m an sig over, at der som en hovedgenre i dansk film insisterende anføres ‘hyggefilm ’; sådan hedder det jo ikke. N ej, den genre, som forfatteren tæ nker på (eller burde tæ nke på), er folkekom edien. O g det er ren t nonsens at hævde, at M orten Korchfilm ene er efter amerikansk forbillede. D et er også en sym ptom atisk fordrejning, når fo r fatteren (s. 19) m ener (i et af flere irre le vante forsøg på at styre frem stillingen hen til svenske forhold, jf. s. 10, 16, 27), at 50 ’ernes danske film m inder om 30 ’ernes sven ske film - nej, de m inder først og frem m est om 30 ’ernes danske film! På s. 24 frem går d et, at forfatteren helt har m isforstået det danske biografsystem (m ed bevillinger og produktionsbevillinger). I de m ere m o derne afsnit kan det anføres, at D irk Briiel ikke er en d irecto r (s. 26), m en en fotograf; at Rifbjerg ikke var m edin stru k tø r på K jærulff-Schm idts Weekend (s. 25); at Bahettes Gæstebud ikke fik en O scar i 1989,
160
m en i 1988, altså før Pelle Erobreren (s. 29). A rtiklen giver nok - m ed basis i Dinnesen & Kau - en k o rre k t frem stilling af hovedtræ k i den danske film produktions hi
storie, hvad angår filmselskaber, økonom i, film love, e tc ., men frem stillingen af filme nes egen k arak ter er y d erst m angelfuld, og forfatterens karakteristik af film ene kom m er sjæ ldent ud over alm indeligheder, hvil ket utvivlsom t hænger sammen m e d mang lende kendskab til film ene. Når m an (s. 25) udnæ vner Weekend til e t eksempel på “the youth p ictu re”, er det så forkert, at man um uligt kan havde set film en. O g hvis man ikke har set Weekend, b ø r man ikke skrive en dansk film historie (de relevante ungdom s film - M o rten Arnfreds Mig og Charly og Johnny Larsen e r ikke n æ v n t). Selvfølgelig støder m an ofte på svagt fun d erede og uinteressante frem stillinger af et film historisk em ne, m en her er d et særligt beklageligt, fordi dette e r den en este ajour fø rte frem stilling på engelsk af de skandina viske film historier. D er e r muligvis forskelle i opfattelsen af akademisk lødighed de nor diske lande im ellem , m en det er skuffende, at en sådan te k st, som ikke er på niveau med en alm indelig dansk universitetsopgave, skal rep ræ sen tere dansk film historie i e t interna tionalt værk. Lytti Soila, Astrid SoderberghWidding, Gunnar Iversen: Nordic N ational Cinemas. London, New York: Routledge 1998. 2 6 2 s.