Boganmeldelse
110
Verden ifø lg e Grodal: D en film iske o p lev else i ø k o -b io lo g isk p ersp ek tiv M ed Moving Pictures har Torben Grodal skabt et originalt og banebrydende væ rk, d er placerer sig i den internationale film teoris absolutte frontlinje. M ed udgangspunkt i neuropsykologien forklarer han visuel fiktion som en nedarvet og for m ennesket økologisk-naturlig måde at gestalte verden på. Men kan en sådan indfaldsvinkel begribe film ene selv og de kunstneriske intentioner bag dem?
Af Eva Jørholt
N år Torben Grodal i u n d ertitlen kalder Moving Pictures - der er en redigeret og af
pudset version af doktorafhandlingen Cognition, Emotion, andVisual Fiction fra 1994 - f o r “A N ew T heory o f Film G enres, Feelings, and C ognition”, kan det ved forste øjekast forekom m e at være falsk varebeteg nelse, for har David Bordwell (og m ed ham beslæ gtede am erikanske film teoretikere) ikke allerede sagt det m este af, hvad d er er at sige om filmsening og kognitiv aktivitet? Bordwell & Co. har ganske rigtigt sagt og skrevet m eget, m en ikke desto m indre holder G rodal, hvad han lover, for Moving Pictures er i allerhøjeste grad en både ny og tillige uhyre original teo ri ikke alene om til skuerens kognitive aktivitet i forbindelse m ed filmsening, m en tillige om den følelses mæssige oplevelse. De to ting, tanker og fø lelser, lader sig nem lig i Grodals holistiske teori om visuel fiktion ikke adskille, således som Bordwell gør det, når han i Narration in the Fiction Film generøst overlader hele spørgsm ålet om følelser og affekt til den psykoanalyse, som han i øvrigt tager afstand fra. Så G rodal har både noget nyt og m eget m ere at sige end Bordwell om tilskuerens kognitive aktivitet, og han siger det væ sent ligt m ere nuanceret, netop fordi tilskuerens tankevirksom hed konstant anskues i et sam spil m ed følelsesdim ensionen.
H a rd co re-v id en sk a b . D et er en af Torben G rodals kongstanker, at film viden skaben - som hum aniora i ø v rig t - bør til stræ be en stø rre grad af videnskabelighed. D et er i d ette lys, man må se hans eget fo r søg på at bygge en filmteori op over d en psykologiske videnskabs forskningsresulta ter. Ligesom Bordw ell lægger Grodal af stand til psykoanalysen og ta g e r i stedet u d gangspunkt i kognitionspsykologien, der, p o p u læ rt sagt, beskæ ftiger sig m ed alt d et, som faktisk fu n g erer i den m enneskelige psyke - den kem i og mekanik i hjernen, d er sæ tter os i stand til at begå os i hverdagen og foretage såvel kom plicerede som (tilsynela dende) helt sim ple handlinger -, mens psy koanalysen, igen m eg et groft sagt, hovedsa gelig beskæ ftiger sig med d e t, som ikke fu n gerer i den m enneskelige psyke, dvs. de fo r træ ngninger o .l., d e r ytrer sig som traum er, schismer, n eu ro ser osv. G rodal gør d e rfo r en del u d af at b e skrive hjernens opbygning og arbejde. Selv om han har skåret noget ned på denne hardcore-neurologiske del af væ rket i fo r hold til afhandlingen, er de passager, d er b e skæftiger sig m ed visuel co rte x , neuronale netvæ rk, højre og venstre hjernehalvdel osv., stadig hård k o st for den udelukkende film teori-interesserede læser. D et er G rodal tilsyneladende klar over - i alt fald m edgiver han, at “d et i sig selv ikke er sæ rlig interes sant for ikke-neurologer at vide, at et givet fænom en finder sted i eller fo ru d sæ tter en