T
E
M
A
:
F
O
R
M
A
T
E
R
Fra Edison til Scope og TV Siden filmens fødsel har den fysiske strimmel haft ét gennemgående format: 35 mm. M en hvad man ser på lærredet er straks noget helt andet Det er en historie fuld a f problemer, der ikke er blevet mindre efter TV.
a f Uffe Lomholt Madsen JTbrmat har i forbindelse med kiJ l nofilm to betydninger: Den fysi ske filmstrimmels konkrete bredde samt det projicerede billedes bredde/højdeforhold (proportioner) på biograflærredet. Til professionelt brug benyttes i dag tre filmbredder: 16, 35 og 70 mm. 16- og 70 mmfilm har i praksis hver kun et billed format. Det er ved 35 mm-filmen, der er den mest benyttede film bredde til biografbrug, at vi finder de forskellige billedformater. Inden selve gennemgangen af formater, vil det være passende først at definere et format. Billedet på lærredet har som be kendt form som en retvinklet fir kant, og da billedets bredde og højde er forskellige, er der yderligere tale om et rektangel. Det er interna tionalt vedtaget, at det indbyrdes forhold mellem rektanglens sider an gives med bredden først. Er billedet således én meter bredt og to meter højt, angives det 1:2. Man kan altså opfatte formatbetegnelsen på den måde, at billedet er så mange gange bredere end højden som angivet foran divisionstegnet. Det er typisk for de formater, der har vist sig levedygtige igennem ad skillige årtier, at de har krævet for holdsvis små ændringer i den eksi sterende maskinpark - både i film
studierne og i biograferne. Et enkelt format, nemlig det i USA i 1955 indførte Todd-AO-system, der kræ vede nye kameraer og udskiftning af biografanlæggene, og hvor biografko pierne kostede omkring det tidobbelte af almindelige biografkopier, eksisterer den dag i dag og er tilsy neladende ved at få en renæssance efter en årrække, hvor det ikke har været benyttet. Todd-AO eller blot ”70 mm” har sit eget format, som vil blive omtalt senere.
Edis ons hjælper og de første formater Det vigtigste af de tidligste formater er formatet 1,33:1, der blev valgt af Thomas A. Edisons medhjælper, William Kennedy Laurie Dickson, i 1889. Brødrene Louis og Au guste Lumiére, engang Europas betydelig ste producenter af levende billeder, lancerede i 1895 formatet 1,25:1, men Dicksons format var det domi nerende. Det fortaber sig i uvishe den, hvorfor Dickson netop valgte formatet 1,33:1. Forklaringen er for modentlig, at Dickson forinden h a v d e stået fa d d e r til d im e n s io n e r n e på den perforerede 35 mm-film, og 1,33:1 er umiddelbart et besnæ rende format, når man betragter det
areal, der er til rådighed mellem de to perforationsrækker og inden for en udstrækning af fire perforationshuller. 1,33:1 er lig 4:3, altså fire dele bredde for hver 3 dele højde. Dette format holdt sig helt til slutningen af 1920’erne. Da be gyndte tonefilmen med billede og lyd på samme filmstrimmel at vinde indpas. Man bibeholdt billedets højde, men måtte reducere billedets bredde for at give plads til lydsporet. Formatet blev derfor 1,19:1. Dette måske lidt uskønne format blev i 1932 erstattet af et format, der for publikum skulle svare til stumfil mens 1,33:1. Billedet blev som nævnt smallere på grund af tonespo ret. Derfor måtte billedets højde på filmstrimlen ligeledes reduceres for at bibeholde de oprindelige propor tioner. Derved blev der større af stand mellem de enkelte billedruder på filmstrimlen, (det skulle tyve år senere blive værre!), som man dog accepterede. Billedhøjden på film strimlen blev oven i købet reduceret mere end det var nødvendigt var for at opnå formatet 1,33:1. Det nye for mat blev nemlig 1,37:1, og æren for dette format fik Academy of Motion Pictures Arts and Sciences, hvorfor formatet også kaldes "Academy”. Der var en årsag til denne beskedne ændring af formatet. 41