Issuu

Fra Edison til Scope og TV Siden filmens fødsel har den fysiske strimmel haft ét gennemgående format: 35 mm. M en hvad man ser på lærredet er straks noget helt andet Det er en historie fuld a f problemer, der ikke er blevet mindre efter TV.

a f Uffe Lomholt Madsen JTbrmat har i forbindelse med kiJ l nofilm to betydninger: Den fysi ske filmstrimmels konkrete bredde samt det projicerede billedes bredde/højdeforhold (proportioner) på biograflærredet. Til professionelt brug benyttes i dag tre filmbredder: 16, 35 og 70 mm. 16- og 70 mmfilm har i praksis hver kun et billed format. Det er ved 35 mm-filmen, der er den mest benyttede film bredde til biografbrug, at vi finder de forskellige billedformater. Inden selve gennemgangen af formater, vil det være passende først at definere et format. Billedet på lærredet har som be kendt form som en retvinklet fir kant, og da billedets bredde og højde er forskellige, er der yderligere tale om et rektangel. Det er interna tionalt vedtaget, at det indbyrdes forhold mellem rektanglens sider an gives med bredden først. Er billedet således én meter bredt og to meter højt, angives det 1:2. Man kan altså opfatte formatbetegnelsen på den måde, at billedet er så mange gange bredere end højden som angivet foran divisionstegnet. Det er typisk for de formater, der har vist sig levedygtige igennem ad skillige årtier, at de har krævet for holdsvis små ændringer i den eksi sterende maskinpark - både i film

studierne og i biograferne. Et enkelt format, nemlig det i USA i 1955 indførte Todd-AO-system, der kræ vede nye kameraer og udskiftning af biografanlæggene, og hvor biografko pierne kostede omkring det tidobbelte af almindelige biografkopier, eksisterer den dag i dag og er tilsy neladende ved at få en renæssance efter en årrække, hvor det ikke har været benyttet. Todd-AO eller blot ”70 mm” har sit eget format, som vil blive omtalt senere.

Edis ons hjælper og de første formater Det vigtigste af de tidligste formater er formatet 1,33:1, der blev valgt af Thomas A. Edisons medhjælper, William Kennedy Laurie Dickson, i 1889. Brødrene Louis og Au guste Lumiére, engang Europas betydelig ste producenter af levende billeder, lancerede i 1895 formatet 1,25:1, men Dicksons format var det domi nerende. Det fortaber sig i uvishe den, hvorfor Dickson netop valgte formatet 1,33:1. Forklaringen er for modentlig, at Dickson forinden h a v d e stået fa d d e r til d im e n s io n e r n e på den perforerede 35 mm-film, og 1,33:1 er umiddelbart et besnæ rende format, når man betragter det

areal, der er til rådighed mellem de to perforationsrækker og inden for en udstrækning af fire perforationshuller. 1,33:1 er lig 4:3, altså fire dele bredde for hver 3 dele højde. Dette format holdt sig helt til slutningen af 1920’erne. Da be gyndte tonefilmen med billede og lyd på samme filmstrimmel at vinde indpas. Man bibeholdt billedets højde, men måtte reducere billedets bredde for at give plads til lydsporet. Formatet blev derfor 1,19:1. Dette måske lidt uskønne format blev i 1932 erstattet af et format, der for publikum skulle svare til stumfil mens 1,33:1. Billedet blev som nævnt smallere på grund af tonespo ret. Derfor måtte billedets højde på filmstrimlen ligeledes reduceres for at bibeholde de oprindelige propor tioner. Derved blev der større af stand mellem de enkelte billedruder på filmstrimlen, (det skulle tyve år senere blive værre!), som man dog accepterede. Billedhøjden på film strimlen blev oven i købet reduceret mere end det var nødvendigt var for at opnå formatet 1,33:1. Det nye for mat blev nemlig 1,37:1, og æren for dette format fik Academy of Motion Pictures Arts and Sciences, hvorfor formatet også kaldes "Academy”. Der var en årsag til denne beskedne ændring af formatet. 41

I praksis ændrede 1,33:1 -formatet facon på lærredet, fordi operatør rummet ofte var placeret så højt oppe i forhold til lærredet, at kino maskinen måtte tiltes, hvorved der fremkom et trapezformet billede dvs. at billedet blev bredere forne den, fordi den underste kant var længst væk fra kinomaskinens objektiv; og følgelig blev billedets bredde forneden forstørret mere end billedets øverste kant, der var nær mest objektivet. Billedets lodrette

afgrænsninger var nu ikke mere lod rette, men skråtstillede. Fig. 1 viser faconen på 1,37:1-formatet, som det tager sig ud på lærredet, når kinoma skinen tiltes 12° nedad. Det stiplede rektangel viser samme format uden tiltning af kinomaskinen og ved samme ortogonale (vinkelrette) af stand. Krydset indikerer, at de to projektioners midte er sammenfal dende. Betragtes formatet 1,37:1 igen ved en tiltning på 12° (fig. 2) med afimaskning (stiplede linier) af de skråtstillede sider, således at bil ledet får samme bredde forneden som foroven, så billedets sider igen bliver lodrette, fremtræder igen et format, der ved en tiltning af kino maskinen på netop 12° giver forma tet 1,33:1. Det lidt bredere format, 1,37:1, giver altså en vis kompensa tion for 1,33:1-formatets måske lidt uskønne facon i praksis. Men afmaskningerne udgør tilsammen 1,6 % af den samlede billedflade, som altså hermed går tabt. Til sammen ligning kan nævnes, at 1,33:1-forma tet - ved en tiltning af kinomaski nen på de 12° og med en tilsvarende afrnaskning af de skrå sider -blev for vandlet til 1,29:1. Biografernes kino maskiner er næsten altid tiltede; jo mindre tiltning, des mindre forvræn get billede og bedre mulighed for at gengive det korrekte format. 42

Wide-screen og Scope I 1953 opstår så at sige samtidigt de wide-screen-formater, der har været benyttet lige siden. De opstod som et forsøg på at gøre biografbilledet mere attraktivt for at dæmme op for den stigende konkurrence fra TV. De blev alle lanceret af amerikanske selskaber. Twentieth Century-Fox lancerede et format, der kaldtes CinemaScope. Det var baseret på en speciel optik, en såkaldt anamorfot, der blev mon teret foran det egentlige projektions

objektiv. Den var udviklet af fransk manden Henri Chrétien. Anamorfoten har den egenskab, at den kun forstørrer billedet på den ene led - i dette tilfælde billedets bredde 2 gange. Man brugte en lignende optik til optagelse, hvorved billedet blev komprimeret 2 gange i bredden på filmstrimlen. Formatet var i begyn delsen 2,55:1. Filmkopierne havde 4 magnetiske lydspor og perforationshullerne blev gjort smallere for at give mere plads mellem de to perforationsrækker. Formatet på film strimlen var 1,27:1, men på grund af anamorfoten blev billedet spredt ud til 2,55:1, og det er dette format, man angiver. I 1956 får CinemaScope-filmen tillige et almindeligt optisk lydspor, der ud over at være delvis dækket af det ene magnetspor også optager lidt af billedets bredde, hvorfor formatet ændres til 2,35:1. Hovedparten af disse film har siden i langt de fleste tilfælde kun haft op tisk lydspor og gængs perforation, men stadig med formatet 2,35:1 i behold. Årsagen til valget af dette format skyldes næppe æstetiske grunde, men snarere at man udnyt tede så at sige alt anvendeligt areal på filmen og spredte det her frem komne format to gange i bredden. Andre amerikanske selskaber valgte en simpel, effektiv og teknisk

uøkonomisk løsning. Uøkonomisk i den forstand, at disse systemer så langt fra udnytter det areal på film strimlen, der kan benyttes til bille det. Det stiller bl.a. større krav til fil mens finkornethed. Man gjorde gan ske enkelt det, at billedhøjden blev reduceret, hvorved man opnåede bredere formater. Såfremt biografen benyttede den optik, der brugtes til formatet 1,37:1, ville billedet have samme bredde som hidtil, blot var billedet blevet lavere - altså et min dre billede. Man benyttede et pro jektionsobjektiv, der forstørrede det

Fig. 1

Typisk er kinomaskinen placeret med en hældning på 12 grader, hvorved billedet for neden forstørres mere end foroven. Billedet har ikke mere vinkelrette sider (fig. 1). Ved afmaskning til vinkelrette sider bliver forma tet ændret fra 1,37:1 til 1,33:1 (fig. 2). Side 41: promotion-billeder fra den første Scope-film Men jeg så ham dø (1953).

beskårede billede så meget, at bille det fik samme højde på lærredet, som det hidtidige format 1,37:1. Denne forstørrelse af højden bevir kede naturligvis en tilsvarende for størrelse af bredden, der jo ikke som højden var blevet beskåret. Derved fik man et billede, der havde samme højde som hidtil, men samtidig var blevet bredere. Denne teknik bruges til wide-screen-formaterne 2:1, 1,85:1, 1,75:1 og 1,66:1.

Columbia og Universal-International valgte formatet 1,85:1. MetroGold wyn-Mayer 1,75:1. Paramount 1,66:1. Efter en del år blev 1,85:1 på det nærmeste standard for de ameri kanske produktioner. I Europa, især i Vesttyskland, benyttedes fra starten stort set udelukkende formatet 1,66:1. Man behøvede ved denne teknik ikke at beskære filmens højde i kameraet, og ofte blev den falde 1,3 7:1 -højde (eller mere) benyttet. I kameraets søger ses nogle markerin ger, der angiver den benyttede del af billedfeltet. Det fik derfor ingen uheldige konsekvenser, hvis fotogra fen i søgeren kunne se mikrofonen, blot den befandt sig i den del af bil ledet, som alligevel blev afmasket i biografens kinomaskine. Formaterne 2:1 og 1,75:1 benyttes i dag sjæl dent, hvorimod både 1,85:1 og 1,66:1 benyttes meget. Som et kom promis benyttes dog i visse biografer 1,75:1 som fælles visningsformat for 1,66:1 og 1,85:1.

Et lille raffinement En kinomaskine er udstyret med en såkaldt billedflytter, der kan for skyde filmen et halvt billede op eller ned, hvilket gør det muligt for ope ratøren - ved f.eks. forkert ilægning af filmen i maskinen med resulte rende samtidig visning af dele af to billeder - at korrigere fejlen under forevisningen. Med hensyn til bille dets afmaskning i formater som 1,66:1 og 1,85:1 kan billedflytteren stå i en stilling, der indebærer, at bil ledet bliver afmasket mere foroven og mindre forneden eller omvendt, hvor det korrekte er en ligelig forde ling af afmaskningen. Det er under forestillingen umuligt at foretage en nøjagtig justering af billedets posi tion; og ofte må der tages hensyn til danske undertekster, der kan være præget så langt nede, at de kun er læselige, såfremt billedet bliver af masket mere foroven end forneden. I 1955 indførte Paramount et lille raffinement i form af nogle oriente ringsstreger for formaterne 1,66:1, 1,85:1 og 2:1 (fig. 3). Stregerne blev graveret i negativet og fremtrådte på lærredet i øverste højre hjørne om kring 8 sekunder inde i hver films pole i ca. 1/2 sekund. Ca. 5 sekun der senere blev stregerne gentaget i endnu ca. 1/2 sekund. Meningen var, at operatøren skulle placere s tr e g e n fo r d e t p å g æ ld e n d e f o r m a t i læ r r e d e ts ø v e r s te k a n t, h v o r v e d d e r

blev skabt balance mellem billedets

Markeringsstreger graveret i negativet til bnig for afmaskning til forskellige widescreen-forma ter.

afmaskning foroven og forneden. Orienteringsstregerne var dog kun anvendelig i de biografer, hvor bille det var nøjagtigt afmasket efter de standardiserede forskrifter, hvilket sjældent var tilfældet, og få år senere opgav Paramount stregerne. Stre gerne viste samtidig, at Paramount ikke nødvendigvis fandt, at en films visningsformat er entydigt.

TV-tilpasning I begyndelsen var det almindeligt at optage i 1,37:1-formatet, hvor man så blot komponerede billedet med henblik på senere beskæring i bi ograferne. Det blev også gjort af hen syn til biografer, der endnu ikke var i stand til at vise wide-screen og som så kunne vise dem i format 1,37:1. Senere blev billedet i mange tilfælde beskåret allerede i kameraet, hvor ved biograferne var mere tvungne i deres valg af format. Da man til sidst erkendte, at stort set alle biograffilm på et eller andet tidspunkt ville blive vist i TV, der har formatet 1,33:1, holdt man i mange tilfælde igen op med at beskære billedet i kameraet. Derved kommer billedet til at udfylde hele TV-skærmen. At der på den måde vises dele af bille det, der ligger uden for fotografens komposition, ses der stort på. TV har siden dets indførelse haft forma tet 1,33:1, men i relation til 35 mmfilm er formatet afpasset til 1,37:1formatets højde, hvorved lidt af bil ledets bredde i hver side falder uden for TV-skærmen, således at formatet 1,33:1 opnås på andre betingelser end ved stumfilmformatet 1,33:1. Når 2,35:1-formatet skulle vises i TV, kunne det slet ikke fylde skær mens højde ud, selv om ret så meget af billedets sider blev skåret væk det fremkomne format var 1,85:11 Det er dog muligt at vise hele 2,35:1-formatet i TV, m e n det er at

det bredeste i forhold til højden, i TV derved bliver bliver omdannet til et billede med ringe højde og samme bredde, som 1,3 7:1-formatet vises i. En kompensation kan opnås ved en ringere betragtningsafstand til TVskærmen, men de nuværende TV-systemers begrænsede billedkvalitet gør denne mulighed utilfredsstillende. I dag er tendensen den, at 2,35:1 vises i TV således at billedets højde udfyl der hele TV-skærmen, hvorved en stor del af billedet falder uden for skærmen. Man kan i nogen grad råde bod på dette. Er det f. eks. venstre del af 2,35:1-billedet, der er vigtigst, så vises denne del. Man kan også elek tronisk zoome, panorere og tilte hen over 2,3 5:1-formatet. Der eksisterer en anbefalet praksis fra Society of Motion Picture and Television Engineers (SMPTE) for denne måde at be handle 2,35:1-formatet på i TV. Fremgangsmåden gør det næppe til et spørgsmål om, hvorvidt det er mu ligt for fotografen at komponere bille det, så kompositionen også er til fredsstillende ved yderligere afrnaskning; men snarere om producenten stiller krav om visningsformatet. Pro ducenten burde ved hver enkelt film angive det korrekte format. I biogra ferne er der ved 2,35:1-formatet in gen tvivl, men ved de andre widescreen-formater er der ofte tvivl. I sjældne tilfælde vedlægger producen ten en skrivelse, der bl. a. oplyser om formatet. En anbefalet praksis fra SMPTE af nyere dato går ud på, at fil mens format bør oplyses på det stykke af filmen, der ligger uden for perforationsrækken i den ene side af filmen. Til gavn for alle parter burde formatet i stedet fremgå af filmens for- eller sluttekster. 16 mm-film har sædvanligvis for matet 1,37:1 — både som stum-og tonefilmformat. 35 mm-film i widescreen kan dog nedkopieres til 16 m m . H e r er det sn a r e r e s p ø r g s m å le t,

gå m o d fo r m a te ts in t e n t io n e r , id e t

o m m a n h a r p r a k tis k m u l i g h e d for

dette formats bredde, der i dag er

at vise filmen i det rette format. 43

Det benyttede billede til formaterne 1,33-1,85:1 stammer fra en film, der er beregnet til afmaskning i 1,85:1. Planchen kan der for ikke anvendes til vur dering a f den mest hen sigtsmæssige billedkompo sition, men illustrerer blot virkningen a f forskellige afmaskninger og derved fremkomne formater. Bil lederne i den midterste række illustrerer billedet på filmstrimlen, medens billederne i højre side illu strerer billedet på lærre det.

70 mm-filmen har formatet 2,2:1, men præsenteres ofte med et lige så bredt eller bredere billede på lærre det som 2,35:1-formatet - følgelig vil billedets højde så også være hø jere end ved 2,35:1.

Omnimax Imax og det nye TV I Tycho Brahe Planetarium i Køben havn er installeret et såkaldt Omnimax-anlæg. Her benyttes også en 70 mm-film. Billedet er her meget større end på normale 70 mm-film. Hvor denne bruger 5 perforationshuller pr. billede, benytter Omnimax-filmen hele 15 huller. Yder mere er billederne placeret på den anden led, altså side om side. Bille det på filmstrimlen er stærkt for vrænget af hensyn til det kuglefor mede lærred. Et andet system, der minder om Omnimax, hedder Imax og er beregnet til visning på et fladt læ rred. D e t har form a tet 1 ,3 4 :1 . D e r

findes p.t. ingen Imax-biograf i Dan mark. En Imax-film kan dog uden v id e r e vises m e d e t O m n im a x - a n læg, men med den uheldige konse 44

kvens, at billedet bliver stærkt for tegnet. Lige så let, som det er at identificere 2,35:1-formatet, er det at skelne en Imax-film fra en Omnimax-film, når selve filmstrimlen be tragtes, idet Omnimax-filmen har et karakteristisk krumt format på grund afen speciel kameraoptik, der optimerer billedet med henblik på visning på et kugleformet lærred. Af filmens credits fremgår det, om fil men er i Imax- eller Omnimax-formatet. Det nye TV-format 16:9 er på trapperne, efter at det en overgang tydede på, at det ville blive 2:1. Om sat til denne artikels terminologi, så svarer 16:9 til 1,78:1. Tiden vil vise, om der kommer en standard, der sikrer, at 1,37:1-formatet bliver præ senteret med afmaskede sider på skærmen - i stedet for at fylde skær men ud, hvorved billedet bliver be skåret i højden - eller om formatet bliver "tiltet” op o g ned s o m en fort s æ t t e l s e a f den k r e a tiv ite t, s o m man i dag i TV udsætter 2,35:1-formatet for. S p ø r g s m å le t o m h v o r v id t d e r fin des et ideelt format, er vanskeligt at

besvare, idet flere faktorer er afgø rende. Men det kan nævnes, at men neskets maksimale synsvinkel - ved benyttelse af begge øjne og uden at bevæge hovedet - er ca. 40° i hori sontal retning og 22° vertikalt. Det betyder, at et billede, der har forma tet 1,87:1 (altså tæt ved 1,85:1) i en afstand fra lærredet på 1,37 gange billedbredden, svarer til den maksi male relative billedstørrelse, der kan betragtes på en gang. Her er nævnt ydergrænserne, og betingelserne for disse kan strengt taget kun under gunstige forhold opnås fra en enkelt plads i biografen. Siden filmens barndom har der været mange formater fremme. De kunne være kostbare, komplicerede og urentable eller blot uhensigts mæssige og fik derfor ikke tilstræk kelig gennemslagskraft til at kunne overleve. Her er blot gennemgået de mest almindelige formater. En m a n g le n d e k o o r d in a tio n m e ll e m sta n d a r d is e r in g s o r g a n e r , p rodu cen

ter og biografer har ikke gjort det muligt i denne artikel på alle punk te r a t g iv e en entydig vejledning for biografgængeren.