I
N
D
I
S
K
F
I
L
M
Mytologi^ effekter og
A lle disse sange Den indiske populærfilms blanding a f Ramayana og ramasjang ’Filmen er landets stærkeste kulturelle faktor’, udtalte premierminister Indira Gandhi engang. Hver uge går mellem 80 og 100 millioner indere i biografen, men det er i langt overvejende grad hindifilmen - ’the All-lndia film’ fra Bombays store filmby - der bliver set. Af de over 800 spillefilm, der produceres årligt i Indien, vil 40% typisk være hindifilm, 30% vil være fordelt over andre 15 delstater. Hindifilmen har et specielt stort tag i befolkningen fordi den kombinerer religion og traditionelle fortællemåder med modekultur og underholdning.
i Tndisk film', plejer man at sige, 'er X det ikke noget med en masse sang og dans?’ Og sangen og dansen - som regel seks-syv stk. i en gennemsnitshindifilm af cirka tre timers varighed - er da også et af den kom m ercielle hindifilms fornemste ka rakteristika og ikke så lidt medvir kende til dens store popularitet i hele Indien og store dele af den afri kanske og arabiske verden. Man kan opfatte sang- og danse numrene som utidige afbrydelser i filmfortællingen. Dog har det vist sig, ved forsøg på fraklipning af disse muntre sekvenser - med henblik på tilpasning til vestlig smag og udvi delse af markedet - at resultatet bli ver om muligt endnu mere uspiseligt. Sagen er, at sangsekvenserne, hvor ufilmiske vi end måtte opfatte dem, er en vital del af den indiske hindi films diskurs, og bidrager i højere 28
af Ulla Skram-Jensen grad til fortælleplanets dynam ik og helhed end filmmusik sædvanligvis gør. Som al anden filmmusik kan hindisangen (og dansen) være incidental eller tematisk. Som et typisk eksem pel på det første, ser vi en flok sort klædte whisky-drikkende skurke tvinge heltinden til at danse for sig. Som et eksempel på det sidste, hø rer man en af hindifilmindustriens cirka 200 faste playback-sangere synge om hendes triste skæbne, hvil ket skurkene ikke formodes at høre. Herudover bruges sangen til at fortælle om personernes karakter, sindelag og indbyrdes relationer: be
syngelse af venskab, den elskede, li vet (godt humør) og skæbnen (dyb depression). Det er nemmere og hurtigere end hvis det samme skulle fortælles i billeder og trods alt smi digere end hvis personerne i tale og med replikker skulle gengive det samme banale indhold. Det virker med andre ord og, talt ud fra per sonlig erfaring, kan sagtens accepte res som konvention efter længere tids tilvænning. Man kan også tale om hindifilmsangens metaforiske og metonymi ske, fortætte nde og forskydende, værdi: I Trishul (— trefork - symbol for guden Shiva) fra slutningen af halvfjerdserne bliver heltens vækst fra foster til fuldvoksen præsenteret i løbet af et enkelt sangnummer. I lø bet af opvæksten (sangen) dannes der en 'hellig' pagt med moderen, som dør, misbrugt og forladt af fade-