W
E
L
L
E
S
Et allerhelvedes perspektiv
,
Dybdeperspektivet gør flere planer skarpe på én gang. Hos Orson Welles danner planerne forskellige perspektiver og dermed en labyrint som der her sættes dybdefokus på. Orson Welles oprindelige drejebog til Processen (1962), hans filmatisering af Kafka’s roman, siger fortælleren i fil mens start, at denne historie er inden i en anden historie - at det problem hi storien omhandler er bundløst, og der findes ikke nogen endelig forklaring til det. ’Føler De Dem tabt i en labyrint? Søg ikke efter en udvej. De vil ikke kun ne finde den . . . Der er ingen vej ud . . .’ Disse ord kunne faktisk indlede alle de film, artiklen beskæftiger sig med, og da den tager Welles på ordet, gælder de
J
46
a f Niels Aage Nielsen egentlig også artiklen selv. Hvis der ikke er nogen udvej, har man ikke andet valg end at rette blikket fremad og forcere vejen. Der vil derfor ikke blive tale om at forklare Welles og hans fiktioner ved hjælp af hans biografi, hans epoke og samfund, de produktionsselskaber, han arbejdede for, samtidens instruktører elCitizen Kane; Parmigianinos Selvportræt; Kvinden fra Shanghai.
ler nogen andre ydre referencerammer. I stedet vil vi gå ind i hans film og blive i labyrinterne så længe som muligt. Hvorfor? Ja, hvorfor overhovedet lave film uden udveje? Måske håber vi i vir keligheden på en udvej når det kommer til stykket. Måske er det godt vi endnu ikke kan se den, og ikke kan være sikre på vi får den at se. Det kan være at fikti onen fører til en ny virkelighed, hvis man bliver længe nok i den. Virkelighe den kender man først rigtigt, når man ved hvad der er fiktion, og i vore dage