DENNIS POTTER
Fantasier og iscenesættelse ,
Spiller vi roller i Det Store M anuskript som G ud, tilværelsens højere tilfældighed eller massemedierne har stykket sammen? Let’s talk about you? No, thanks. Let’s talk about me. No, thanks. Then let’s talk about my book (fra romanen ’Blackeyes)
I find the notion that the world out there is just what it seems to be, intensely boring. (Dennis Potter) irkeligheden er kedelig, fantasien og fiktionen den eneste måde at overleve på, hævder Dennis Potter, der har tilbragt en stor del af sit liv i en hos pitalsseng og derfor må vide, hvad han taler om. Ligesom Philip Marlow i The Singing D etective lider Potter af en alvor lig hud- og ledsygdom, der i lange perio der lænker ham til sengen. Denne syg dom tvang ved sit udbrud den unge Pot ter væk fra en politisk karriere og en fast stilling som journalist og var grund til, at han begyndte af brødføde sig som manuskriptforfatter. I mere end 20 år har han skrevet tvdramatik for det engelske fjernsyn. Her hjemme har vi set W aitingfor the boat og i nyere tid The Singing D etective Instrue res af Jon Amis. Svensk TV har udsendt Penmes from Heaven, The Visitors, og Christebel. Efter et par år i Hollywood, hvor han forsøgte lykken med manu skripter til Gorky Park og den amerikan ske spillefilmsversion af Pennies from Heaven, er han begyndt at skrive roma ner og er vendt tilbage til England, hvor han efter succeen med The Singing Detective af BBC har fået lov at debutere som instruktør af en tv-produktion over han seneste roman ’Blackeyes’. Her hjemme kan vi i øjeblikket se hele to film med manuskript af Potter, Dreamchild instrueret af Gavin Millar og Track 29 instrueret af Nicolas Roeg.
V
G e n re r og Psyke Potter er manden, der trækker myterne ind i massemedierne, fortæller psykolo giske udviklingshistorier i en form, der taler massemediernes eget sprog. I The Singing D etective springes der mellem 14
Michael Gambon som detektiven hhv. krim iforfatteren og Joanne W halley som syge plejerske i Den syngende Detektiv, DR 10.8.-14.9.1987. TV-genrer som sæbeopera og iscenesat dokumentarisme, og filmgenrer som film noir og musical. I Track 29 er det gy serfilmen, tegneserien og lystspillet, der er sproget, hvori historien fortælles. Men Potter har altid en fasttømret psykologisk forklaring på de handlinger, personerne foretager. At personerne virker skabelonsagtige og som taget ud af en eller anden B-film, skyldes, at de som regel alle er udspaltninger af én el ler flere af hovedpersonerne, symboler på sider af den menneskelige psyke. Der
udkæmpes så temmeligt voldelige kam pe mellem disse helte og skurke, ludere og madonnaer, indtil nogle af figurerne vinder, og hovedpersonen kan spaltes sammen igen.
a f Kassandra Wellendorf Ar sagerne til konflikterne forklares altid med et barndomstraume. I The Singing D etective er det barnet Philips overværelse af moderens samleje med en fremmed mand i skoven, forældrenes efterfølgende skilsmisse og moderens selvmord i floden, der i Philips liv har fået knyttet begreberne sex og død sam men. Dette forhindrer ham i at have et normalt sexliv og driver ham ydermere igen og igen i sine detektivromaner og dagdrømme til selvpinerisk at gentage traumet. I fantasien lader han alle kvin der drukne sig, efter at de har haft sexuel omgang med mænd. Da Philip så lig ger på hospitalet med sin hudsygdom, kommer han i behandling hos en psyko analytiker, der gennem en psykoanaly tisk associationsmetode hjælper Philip til selv at se denne sammenhæng, nem lig at det er hans mor, der er den oprin delige figur til alle de døde kvinder i hans fantasier. I romanen ’Blackeyes’ (1987) har vold tægten af den lille pige Jessica drevet hende til gang på gang at forvandle sig til et rent objekt for mænds begær, og i Track 29 har teenagepigen Lindas ufri villige graviditet og hendes fars fjernelse af barnet fra hende fået hende til at for blive i rollen som en lille pige uden selv stændig handlekraft. Hun gifter sig med en mand, der kan fortsætte faderens do minans over hende og blive ved at næg te hende at få børn. I romanen ’Ticket to Ride’ (1986) har en tyrannisk præstefaders maniske optagethed af korn blomster og afstraffelsen af sønnen John, hvis han ikke kunne huske blom sternavnene udenad, fået den voksne John til ikke blot at fortsætte den sygeli ge mani med kornblomster, men også at kæde beskæftigelsen sammen med død og afstraffelse, hvilket han lader gå ude over sin kone Helen. Alle disse traumer afsløres gradvist, idet Potter væver nutid, fortid, fantasi og drømme sammen i komplekse pusle spil, der først går op til allersidst i histo rierne.
Fantasifostre og skyggesider Undertrykkelsen af traumerne har medført, at personerne, der som oftest
er skildret som overklasseneurotikere med alle de dertil hørende kontaktvan' skeligheder og problemer i deres sexliv, begynder at fremkalde fantasifostre om kring sig. I The Singing D etective opfin der Philip to alter egoer, en detektiv, der kan overskue det hele og rede trådene ud, og en skurk Mark Binney/Finney, der får skylden for alle de forkerte, onde og egoistiske handlinger, Philip har fore taget i sit liv. På et tidspunkt truer figu ren Mark Binney/Finney med helt at tage magten fra Philip, idet han stjæler hans filmmanuskript og hans kone, alt imens Philip forsvarsløs ligger på hospi talet. Men til sidst udrydder den syn gende detektiv skurkene, og det gode al ter ego vinder over det onde. I ’Ticket to Ride’ har John i protest mod sin dominerende far opfundet en dobbeltgænger, der også hedder John. Denne John udfører i fantasien alle de oprørshandlinger, John selv er for fej til at udføre, men på et tidspunkt begyn der denne skyggeside at skinne igennem Johns egen facade, og han beslutter sig for at skille sig af med den. Skyggen få så sit eget liv, i hvilket den til sidst ender på et sindsygehospital, mens John selv kan få orden på sit liv. I Track 29 har Lindas fortrængte vrede, sorg og oprørs trang været holdt nede så længe, at den pludselig materialiseres i hendes version af det barn, der blev taget fra hende som spæd. Denne fantasifigur har så ligesom skyggen i ’Ticket to Ride’ modet til at udføre oprøret, i dette tilfælde at dræbe Lindas mand og smadre hans modeltog, symbolet på den falliske magt, der i så lang tid har undertrykt Linda og berø vet hende en selvstændig identitet. Potters skyggemotiv er mere komplekst, end det umiddelbart tager sig ud. I star ten af Track 29 ser vi en science-fiction TV-udsendelse, der fortæller, at der kan eksistere to forskellige verdener på sam me tid og i samme rum men i to forskel lige dimensioner. Fantasien har sit eget liv, virkeligheden et andet. Hos Potter er der ingen skarp skelnen mellem de to planer, og engang imellem lykkes det fantasiplanet at få overtaget over virke lighedsplanet, idet fantasien eller fiktio nen begynder at iscenesætte personer nes handlinger i virkelighedsplanet. I ’Ticket to Ride’ sidder John i et tog, da han pludselig får hukommelsestab. Det eneste han kan mærke er ’et par kom maer og punktummer deroppe’. En gang imellem fortæller en stemme ham, hvad
ne stemme. Stemmen viser sig at være identisk med skriften på nogle karto tekskort, som John selv har skrevet før han tog hjemmefra. Da hans kone He len finder disse kartotekskort, begynder Johns fantasier at blive projieret over på hende, og hun drives til at dræbe to per soner. Dette at føle sig iscenesat 'andetsteds fra’, at der er ’noget’, der ligger uden for den almindelige bevidsthed og påvirker ens psyke, er et emne, der beskæftiger Potter i ekstrem grad. Gentagne gange har han udtalt sig om den angst, han fø ler, når han mister grebet om sine hand linger. ’The ways in which you feel yourself to be in somebody else’s story; how at every turn, it’s almost as though your secret thoughts are being written for you’. Potter veksler mellem flere forskellige former for iscenesættelse i sine histo rier: Vi har personer, der iscenesætter sine fantasier ved at projicere dem over på andre personer i handlingen. Vi ser f.eks. Nicola i The Singing D etective ud føre hovedpersonen Philips dagdrøm me, og Helen i ’Ticket to Ride’, udføre sin mands syge fantasier. I TV-produktionen The Visitors dirigerer en teenagedreng rundt med de voksne omkring ham til tonerne af hans walkman. For at bryde den kedsomhed, de ellers udstrå ler, reducerer han dem til brikker i sine lystfantasier, fremkalder en gruppe ter rorister, der nedskyder alle personerne. Vi har skyggesider, der dikterer perso nerne, hvad de skal gøre, som Johns skygge i ’Ticket to Ride’, der prøver at fortælle ham, hvordan han skal hævne sig på sin far. Vi har fantasifigurer, der udfører de handlinger, personerne ikke selv tør ud føre. Fantasifigurerne er altså iscenesat af personerne selv, som ’barnet’ i Track 29. Vi har en forfatter, der dikterer sine fiktive personer, hvad de skal gøre. Disse personer kan så selv få liv og i nogle til fælde blive bevidst om deres uselvstændige vilje som skurkene i The Singing De~ tective, der harmes over kun at være 'indmad i et par gamle sofaer’ og opsøg er forfatteren for at hævne sig og derved prøve at frigøre sig fra hans iscenesæt telse. Sidst men ikke mindst har vi fiktive fi gurer, der influerer de virkelige perso ners handlinger, fordi disse fiktive figu rer er skabt på grundlag af de virkelige. I ’Blackeyes’ føler hovedpersonen Jessica
by at sick old man’, fordi hendes 77-årige onkel har skrevet en bestseller, ’Suggarbush’ bygget på Jessicas beret ninger fra sit eget liv som prostitueret fo tomodel. I protest prøver Jessica at skrive bogen om og lade bogen ende lykkeligt i stedet for i et selvmord. Idet hun gør det, tvinges hun til selv at gen nemføre fiktionen og begå selvmordet. Til slut afsløres det, at selv om man kun ne mene, at forfatteren kun havde fået dikteret romanen af sin niece, er han al ligevel indirekte iscenesætter af hand lingen, eftersom han har voldtaget hen de som lille og derved drevet hende til gang på gang at reducere sig selv til et objekt for ældre mænds begær. ’She was there to be invented in any postyre, any words, over and over again ejaculatory loging’. Jessica reduceres fra at være en virkelig person til et fantasibillede i mænds lystfantasier eller en fiktiv figur i en bog. I Dreamchild. er personen Mrs. Hargraves, til hvem bogen ’A lice i Eventyr land’ er skrevet, kommet til Amerika på 100 års fødselsdagen for forfatteren, Lewis Caroll. Man kan sige, at var hun i sin tid grunden, til at bogen blev skrevet, er bogen nu grunden til, at hun endelig foretager den rejse ind i eventyrland, som bogen handler om. Hendes rejse ind i Amerika afspejler nemlig historien i bogen. Ligesom Jessica i ’Blackeyes’ har hun på et eller andet tidspunkt Væ ret tvunget ’ at fuldføre bogens hand ling. Tilfælde, skæbne eller iscenesættelse? Det er disse 3 begreber Potter bestan digt kredser om. ’This was too much of a coincidence to be comfortable, or even entirely plausibel’, lader han en af sine personer sige i ’Ticket to Ride’, da fjernsynet begynder at gentage perso nens halluciationer i tegneserieform. Og i Track 29 kører TVet uafbrudt, alti mens det kommenterer og afspejler de begivenheder, der foregår i dagligstuen omkring det. Som om personerne følte sig drevet til deres handlinger tilskyndet og opildnet af TV-skærmen. Personerne begynder at tale i klicheer, der lyder som taget fra en sæbeopera, de føler angst som i en gyserfilm eller opfører sig som uartige børn fra en tegneserie. Er vi ved at blive reduceret til perso ner i en TV-serie, er det tilfældigt, er det vores skæbne, eller sidder der én eller anden og iscenesætter det hele? Er vi al le kun figurer i en bog, som Gud har skrevet på siden tidernes morgen, synes Dennis Potter gang på gang at spørge sig
han skal gøre, og han følger blindt den
sig ’to be little more than words written
selv og os om.
Hvem iscenesætter hvem?
YOU LOOK LIKE SOME STRAYS FROM A BAD 15