Issuu

■ ■ ■ ■ ■

mama

■ M—

pørgsmålet, der umiddelbart melder sig,

bruges af sine fyrstelige m æ cener - og først

n år m an ser B runo G anz i W im Wen-

meget sent gennemskuer, hvor uværdig en

ders’ Himlen over Berlin: K unne nogen an

rolle han h ar spillet på omverdenens nåde og

den nulevende skuespiller have overbevist i

unåde. Samarbejdet med Stein videreførtes

denne rolle? Englen, der bliver til menneske,

på Vestberlins Schaubuhne i Ibsens Peer

fordi han længes efter menneskelig berøring

G yn t - et p ortræ t af imperialisten som ungt

- tryksværte på fingrene, skoen der klemmer

menneske og som skuffet verdens-erobrer -

under bordet, næ rheden af en anden krop.

og i H einrich von Kleists Der Prin? von Hom-

Før i tiden kunne m an have forestillet sig

burg (1972). Film-optagelserne af denne fore

G érard Philipe i dette rollefag: han ville kun

stilling rum m er hele den G anz’ske magi fra

ne inkarnere den samme åndelighed, den

denne hans første blomstrings-periode i

næ sten overjordiske mildhed, som alligevel

Schaubiihnes gamle lokaler A m Halleschen

et eller andet sted u dm under i en sanselig til

Ufer. H an spillede prinsen som en drømmer,

stedeværelse. A f nulevende skuespillere tror

entriickt , uden for tiden - en yngling uden

jeg, ingen anden end Brun o G anz i tilsva

anelse om de militære strategier og real

rende grad har evnen til at illudere åndens

politiske hensyn, der styrer verden bag hans

længsel efter at blive kød.

ryg. Tragedien er til stede allerede i det øje

Blandt m eget andet hæ nger det sammen med en bestem t drengethed i Brun o G anz’ skuespiller-fysiognomi. A nsigtet er furet af

Bruno Ganz

årene, brugt, i grunden mere slidt end m an um iddelbart skulle forvente af en 46-årig G anz har kørt sig selv h årdt, først et ti-år på teatret, så 7 år på film, nu i en kom bination

blik, han vågner af sin første drøm . O g n år G anz’ Prinz Friedrich besværger sig selv til heltedåd forud for slaget, er det ikke mands m od, men nøgen angst der lyser ud af hans

af Henrik Lundgren

selv-overtalelse - gysende viger denne næ

sig. I Bruno G anz’ teater- og film-karriere er

sten overjordiske skikkelse tilbage for sit alt for blodige hverv på slagmarken.

af begge dele: D a han vendte tilbage til sce

dette ynglinge-agtige et tilbagekommende

G anz’ film-arbejde begyndte hos Peter

nen i 1982, ville han før og efter Klaus M i

træk. G ang på gang har h an fremstillet så

Stein (hvis udgave af det engelske Klassefjen

chael G rubers 5-timers opførelse af H am let

danne figurer, drømm ere, idealister, tøvende

den, vi har set herhjem m e). Efter Prinz von

på Vestberlins Schaubuhne

på tærsklen mellem drengens og den voks

H om burg blev også opsætningen af Gorkijs

nes verden.

Sommergæster (1974) overført til studie med

gå til film

optagelser på Rudolf Th om és System ohne

Schatten ! M en kan årene ses i det ydre, er

H ans repertoire på teatret har af samme

G anz i rollen som digteren Sjalimov - spil

han i helt mærkværdig grad forblevet yng

grund om fattet en række af rom antiske yng

lets lyrisk omsværmede, m en også resigneret

ling af sind. 24 år gammel, i 1965, havde han

linge-skikkelser, som han h ar nyfortolket,

afmægtige midtpunkt. O g i 1975 fattede han

en slags gennem brud som H am let i det en

nutidiggjort m ed en følsomhed, m an knap

semble på teatret i Bremen, der skulle danne

nok anede, de besad. Som afskedsforestilling

så beslutningen, der fik hjertet til at synke hos det traditionelt tæ nkende teaterpubli

kernen bag den senere Vestberliner Schau-

i Bremen 1969 spillede G anz G oethes Tasso

kum: H an forskrev sig til filmen. - Egentlig

btihne. D engang fik h an af anmeldelserne at

i Peter Steins iscenesættelse: et portræ t af

var han ikke langdistanceløber, skulle han

vide, at han var for ung til rollen. M en ved

kunstneren ikke som den store misforståede

forklare i et interview med tidsskriftet Thea-

genkomsten som H am let 17 år senere var det

ener, m en som en outsider der holdes og

ter Heute: ”1 grunden egner jeg mig bedre til

indlysende, at netop dette var noget grund

de korte distancer. D et lange stræk i en tea

læggende i G anz’ opfattelse af figuren. For ham er H am let en skikkelse, der er for ung, for um oden, for den rolle h an har påtaget

terforestilling træ tter mig. O g jeg bryder mig

Øverst D en falske cirkel; t.v. Marquise von O; t.fi. Kniven i hovedet (m. Angelo Winkler).

ikke særlig om at reproducere. Helst spiller jeg kun tingene en enkelt gang. Jeg har ikke

det behov, jeg oplever hos m ange af mine

T.v. Nosferatu; t.h. Den amerikanske ven.

kolleger fra teatret: behovet for den faste

sen i de sidste scener, da Laschen opdager, hvorledes hans hjemlige redaktion forsøger

aften-optræden.”

at undertrykke den ubehagelige sandhed om krigen i Libanon.

G anz’ første rigtige filmrolle er nok i virke

vægelsesapparat er lamm et. Indledningsvis

ligheden den, de fleste har set ham i h er

sidder han som et lailende spædbarn i sin

Bruno G anz har en for en tysk skuespiller

hjem m e (bl.a. via TA/): D en adelige forfører

stol, og herfra følger m an så den gradvise

overraskende bred filmisk karriere. E n del af

i E ric Rohm ers M arquise von O... fra 1975

genoptræning: hvorledes h an ved en over

forklaringen ligger i det forhold, at han er

over en novelle af H einrich vo n Kleist - offi

mægtig viljeanspændelse atter tiltvinger sig

født i Schweiz (Zurich) og således flydende

ceren, som m eget lidt ridderligt benytter sig

førlighed og talens brug. M est overrum plen

både på fransk og italiensk. H an h ar indspil

af titelfigurens besvimelse til at besvangre

de i forhold til tidligere G anz-præ stationer

let film med Jeanne M oreau (Veninderne,

hende. G anz spillede rollen med en afvæb nende uskyld, som gjorde det klart, at der

er i grunden p ortræ ttet, han giver af journa listen G eorg Laschen hos Schlondorff: en

gen fra provinsen) og A lain Tanner (Dum la

kun kunne være tale om et øjeblikkeligt og

træ t, resigneret og lidt kynisk reporter, som

ville blanche, 1982) og med italieneren G io-

enkeltstående fejltrin. M an forstod til fulde

for længst har trådt sine journalistiske b ør

vanni Bertolucci. M en ellers ligger hans for

historiens slutpointe, hvor heltinden forkla

nesko - her ligger gennem bruddet i skikkel-

ankring klart i det vestberlinske intellektuel

Filmografi

le miljø. I 1982 indspillede h an sam m en med

rer, hvorfor h un m åtte gyse tilbage for ham som for en djævel, efter at have opdaget at det var ham , der var hendes forfører: ”H an ville ikke have syntes hende en djævel, hvis h an ikke ved deres første m øde havde fore kom m et hende en engel”. K an dette lyde, som om G anz har speciali seret sig i overjordiske skikkelser, er det for kert. Faktisk er hans eneste rigtig dårlige præ station på film W erner Herzogs Nosferatu, hvor omslaget til vampyr i slutningen hæ nger som et underligt postulat i luften. G anz’ tre store præ stationer fra disse år 1975-82, hvor h an helt koncentrerer sig om det hvide lærred, er alle udpræget realistiske karaktertegninger. I 1976 spiller han i Wim W enders’ D en amerikanske ven, i 1978 i Rein hard Hauffs Kniven i hovedet, i 1981 i Volker Schlondorffs Den falske cirkel (Die Fålschung). I den første spiller h an den lille rammesriedker Jo n ath an , som lider af dødbrin gende leukæmi. H an vil gerne tjene lidt ek stra til sin efterladte familie, og indvilger der for i at udføre et par mord - en konstrukti o n , G anz fremstiller med ægte afvæbnende uskyld, som en mand helt uden erfaring fra den kriminelle undergrund. Også i Hauffs Messer im K opf er det det barnligt ubehjælp somm e, der giver skikkelsen dens særlige indhold og tone. G anz spiller forskeren H offm ann - en figur tegnet med Rudi D utschke som model - som er blevet ram t i hovedet af en politikugle. H ans tale- og be-

1975: Sommergåste I: Peter Stein. La Marquise d ’O/M arquise von O... I: Eric Rohmer Lumiére / V eninderne I: Jeanne Moreau 1976: D ie W ildente I: Hans W. Geissendorfer. 1977: Der amerikanische Freund / D en amerikanske ven I: Wim Wenders D ie linkshåndige Frau I: Peter Handke 1978: The Boys from Brazil / Drengene fra Brasilien I: Franklin J. Schaffner Schwartz u nd weiss wie Tage u nd N åch te I: Wolfgang Petersen Messer im Kopf / Kniven i hovedet I: Reinhard Hauff Nosferatu - Phantom der N ach t / Nosferatu I: Werner Herzog Retour å la Bien-aimée I: Jean-Franpois Adam 1979: 5% de risque. I: Jean Pourtalé Oggetti smarriti. I: Giuseppe Bertolucci Bruno Ganz: Dienstreise (portræt) I: Ivo Barnabo M icheli. 1980: Polenta I: M aya Sim on La provinciale / Pigen fra provinsen I: Claude Goretta La dame aux Camélias I: Mauro Bolognini Der Erfinder 1: Kurt Gloor Fermata Etna I: Klaus M ichael Gruber 1981: Etwas wird sichtbar I: Harun Farocki D ie Falschung / D en falske cirkel I: Volker Schlondorff. Hånde h och I: Jerzy Skolimowski. 1982: Krieg und Frieden I: Alexander Kluge, Volker Schlondorff m.fl. D ans la ville blanche I: A lain larmer. 1983: System ohne Schatten 1: R udolf T hom e Killer aus Florida (kort spillefilm) I: Frank Schaffhauser 1987: Der Himmel uber Berlin / H im len over Berlin I: Wim Wenders

1976), med schweizerne C laude G oretta (Pi

O tto Sander (englen Cassiel i Himlen over Berlin, og G an z’ medspiller i en lang række forestillinger på Schaubiihne, bl.a. Som m er gæster) en dokum entarfilm om de to gamle skuespillere C u rt Bois (Hom er i Him len over Berlin) og Bernhard M inetti med titlen Ge-

dåchtnis.

Ved

denne

lejlighed

afslørede

G anz, at han efter at have set en restaureret udgave af W alter Ruttm anns Berlin - die Sinfonie einer Grossstadt havde fået lyst til selv at lave en tilsvarende film ”om dagens Berlin, øst og vest”. Foreløbig har han altså fået W im Wenders og Peter H andke til at interes sere sig for Berlin som projekt - Handke, som i øvrigt har instrueret G anz i filmen Die

linkshandige Frau (1977) og stod for den over sættelse af A iskylos’ Prom etheus, G anz i 1986 fremførte i Salzburgs Felsenreitschule og på Shaubiihne i Berlin. M eget kunne skrives om G anz i rollen som den intellektuelt forpinte skolelærer i B o th o Strauss’ seneste skuespil, Die Fremdenfuhrerin, på Schaubiihne sidste år. M en m an siger måske i virkeligheden lige så me get om hans kunstneriske integritet og selv disciplin ved at fortælle historien om , da h an blev tilbudt rollen som M eryl Streeps medspiller i Sophie’s Choice: ”E n kz-lejr kom m andant, en af de følsomme. D erfor skulle det være mig. M en jeg trækker ikke i nazi kostume i en amerikansk film. Skulle det ske, gør jeg det her og ikke i Hollywood”. 17