P
O
■ ■ ■ ■ ■
R
T
R
Æ
T
mama
■ M—
pørgsmålet, der umiddelbart melder sig,
bruges af sine fyrstelige m æ cener - og først
n år m an ser B runo G anz i W im Wen-
meget sent gennemskuer, hvor uværdig en
ders’ Himlen over Berlin: K unne nogen an
rolle han h ar spillet på omverdenens nåde og
S
den nulevende skuespiller have overbevist i
unåde. Samarbejdet med Stein videreførtes
denne rolle? Englen, der bliver til menneske,
på Vestberlins Schaubuhne i Ibsens Peer
fordi han længes efter menneskelig berøring
G yn t - et p ortræ t af imperialisten som ungt
- tryksværte på fingrene, skoen der klemmer
menneske og som skuffet verdens-erobrer -
under bordet, næ rheden af en anden krop.
og i H einrich von Kleists Der Prin? von Hom-
Før i tiden kunne m an have forestillet sig
burg (1972). Film-optagelserne af denne fore
G érard Philipe i dette rollefag: han ville kun
stilling rum m er hele den G anz’ske magi fra
ne inkarnere den samme åndelighed, den
denne hans første blomstrings-periode i
næ sten overjordiske mildhed, som alligevel
Schaubiihnes gamle lokaler A m Halleschen
et eller andet sted u dm under i en sanselig til
Ufer. H an spillede prinsen som en drømmer,
stedeværelse. A f nulevende skuespillere tror
entriickt , uden for tiden - en yngling uden
jeg, ingen anden end Brun o G anz i tilsva
anelse om de militære strategier og real
rende grad har evnen til at illudere åndens
politiske hensyn, der styrer verden bag hans
længsel efter at blive kød.
ryg. Tragedien er til stede allerede i det øje
Blandt m eget andet hæ nger det sammen med en bestem t drengethed i Brun o G anz’ skuespiller-fysiognomi. A nsigtet er furet af
Bruno Ganz
årene, brugt, i grunden mere slidt end m an um iddelbart skulle forvente af en 46-årig G anz har kørt sig selv h årdt, først et ti-år på teatret, så 7 år på film, nu i en kom bination
blik, han vågner af sin første drøm . O g n år G anz’ Prinz Friedrich besværger sig selv til heltedåd forud for slaget, er det ikke mands m od, men nøgen angst der lyser ud af hans
af Henrik Lundgren
selv-overtalelse - gysende viger denne næ
sig. I Bruno G anz’ teater- og film-karriere er
sten overjordiske skikkelse tilbage for sit alt for blodige hverv på slagmarken.
af begge dele: D a han vendte tilbage til sce
dette ynglinge-agtige et tilbagekommende
G anz’ film-arbejde begyndte hos Peter
nen i 1982, ville han før og efter Klaus M i
træk. G ang på gang har h an fremstillet så
Stein (hvis udgave af det engelske Klassefjen
chael G rubers 5-timers opførelse af H am let
danne figurer, drømm ere, idealister, tøvende
den, vi har set herhjem m e). Efter Prinz von
på Vestberlins Schaubuhne
på tærsklen mellem drengens og den voks
H om burg blev også opsætningen af Gorkijs
nes verden.
Sommergæster (1974) overført til studie med
gå til film
optagelser på Rudolf Th om és System ohne
Schatten ! M en kan årene ses i det ydre, er
H ans repertoire på teatret har af samme
G anz i rollen som digteren Sjalimov - spil
han i helt mærkværdig grad forblevet yng
grund om fattet en række af rom antiske yng
lets lyrisk omsværmede, m en også resigneret
ling af sind. 24 år gammel, i 1965, havde han
linge-skikkelser, som han h ar nyfortolket,
afmægtige midtpunkt. O g i 1975 fattede han
en slags gennem brud som H am let i det en
nutidiggjort m ed en følsomhed, m an knap
semble på teatret i Bremen, der skulle danne
nok anede, de besad. Som afskedsforestilling
så beslutningen, der fik hjertet til at synke hos det traditionelt tæ nkende teaterpubli
kernen bag den senere Vestberliner Schau-
i Bremen 1969 spillede G anz G oethes Tasso
kum: H an forskrev sig til filmen. - Egentlig
btihne. D engang fik h an af anmeldelserne at
i Peter Steins iscenesættelse: et portræ t af
var han ikke langdistanceløber, skulle han
vide, at han var for ung til rollen. M en ved
kunstneren ikke som den store misforståede
forklare i et interview med tidsskriftet Thea-
genkomsten som H am let 17 år senere var det
ener, m en som en outsider der holdes og
ter Heute: ”1 grunden egner jeg mig bedre til
indlysende, at netop dette var noget grund
de korte distancer. D et lange stræk i en tea
læggende i G anz’ opfattelse af figuren. For ham er H am let en skikkelse, der er for ung, for um oden, for den rolle h an har påtaget
16
terforestilling træ tter mig. O g jeg bryder mig
Øverst D en falske cirkel; t.v. Marquise von O; t.fi. Kniven i hovedet (m. Angelo Winkler).
ikke særlig om at reproducere. Helst spiller jeg kun tingene en enkelt gang. Jeg har ikke