H
I
P
H
I
P
H
U
R
R
A
1 filmens store persongalleri udkrystallise res Krøyer som hovedpersonen efter nogen forvirring (handler det hele i virkeligheden om den norske Krohg?) H an forsøges skil dret som den intuitive, barnlige kunstner, der svæver for højt over vandene til at be kymre sig over det sorgfulde jordeliv, der iblandt forholdet til den klæbende "Lille”, som han har gjort gravid. Samtidig et sind stortureret menneske, offer for en gådefuld sygdom. O g endelig et festmenneske, et m idtpunkt for kunstnervennerne på Ska gen. Stellan Skarsgård gør nok den svensk for pinte neurotiker troværdig, m en ikke det vindende festmenneske. A t denne forkram pede figur skulle kunne være det selskabelige midtpunkt
for
nogetsom helst,
er
dybt
usandsynligt. Som også påstanden om , at Pia V ieths M arie Krøyer skulle være ud n æ vnt til "D anm arks smukkeste kvinde” hun karakteriseres i øvrigt ellers kun ved sin forkærlighed for svenske m æ nd og nattebadning, hvilket er for fattigt. Mere fremtrædende er "Lille”, pigen, der vil have Krøyer ned på jorden. Lene Brøndum kan hverken forløse figuren hum ori
Kjell Gredes Skagens-lyrik
stisk som folkekomedie eller bevægende som sam mensat karakter. E n del gøres i starten ud af ægteparret Johansen, som Karen-Lise M ynster og Jesper Christensen fremstiller med meget svensk intensitet i blikke og atti
af Morten Piil
H erm ed er ikke sagt, at det ikke skulle væ re muligt at lave en vellykket, rent billedly
K jell Gredes film om Skagensmalerne har
risk film. E n stor kunstner vil altid kunne
fået overvejende negative dagbladsanmel
bryde de regler, som traditionen og konser
delser herhjem m e -
anm elderne klagede
vatism en har indført. I kunsten gælder reg
især over manglen på en sam m enhæ ngende
lerne kun til det øjeblik, hvor kunstneren
historie. H erim od har filmens forsvarere
gennem sin visionære udtryksevne beviser,
indvendt, at den først og fremmest var at op
at de kan brydes.
fatte som en billedlyrisk suite, der gennem spiller forskellige tem aer i poetisk form. Jeg vil da prøve at betragte filmen som ren
E r Kjell G rede en sådan kunstner i Hip
H ip Hurra? D et synes jeg ikke. Hvad jeg sav
billedlyrik, m en m å først gøre nogen gene
ner i hans film er ikke blot et ægte tonefald (alle scener klinger hult i mine ører), men og
relle bem æ rkninger desangående. N år langt de fleste spillefilm i filmhistorien ikke er rent
så en visuel konsekvens, en strøm m ende billedrytm e, en stiliseringsevne - alle disse ken
billedlyriske, m en fortællende og dramatisk
detegn der hører med til den vellykkede,
pointerede, hænger det sam men med den
rent billedlyriske film. H vad filmen har af
måde, m an som tilskuer oplever film på -
kvaliteter, er enkeltstående smukke, stem
som regel over halvanden tim e i ét stræk.
ningsmættede billeder, flotte prospektkort
Tilskuerens opm æ rksom hed holdes ganske
fra Skagenmiljøet - sam t i Krøyers afslutten
enkelt bedst fast ved at instruktøren lægger
de syner, efter døden, en glimtvis særegen
tuder, hvorefter de nærm est droppes som fi gurer af betydning. Størst lighed med perso ner af menneskeligt kød og blod har Helge Jordahls norske m aler Krohg og M orten G rundwalds dansk flegmatiske M ichael A n ch er - mindst O ve Sprogøes komiske sær ling, der synes at have forvildet sig b ort fra optagelserne af Ronja røverdatter.
H ip H ip Hurra er en film fuld af instruktør touches af dekorativ art, af indtrængende, "sigende” blikke, der gerne vil skabe indtryk af stor inderlighed og dybde, m en kun m a skerer en stor tom hed. En svulstig, opblæst film, der nok kan betage med enkelt-bille der, men ikke bæres af den sam m enhæ ngen de vision og musikalitet, der ene kan skabe det vellykkede, rent billedlyriske værk.
Hip Hip Hurra
mareridts-vision, hvor billederne for en gangs skyld er undfanget i en rækkefølge, så
S v e rig e -D a n m a rk -N o rg e 1987. In str. & M a n u s : K jell G re d e . F o to : S te n H o lm b e r g . K lip: S ig u rd H a llm a n . M u
de gensidigt forstærker hinanden.
m a n n , K e rs tin L o k r a n tz . P ro d : K a tin k a F a rag o - S v e n
h ører det vel til sjældenhederne, at en læser sidder lænket til en lyriksamling og - uden et sekunds pause - især over halvanden time
Selv en nok så billedlyrisk film kan sjæl dent bestå af lutter stemningsbilleder, der må personer til også, og det kom mer Kjell
sk a F l, D a n s k e FI, Palle F o g td a l, N o r s k F ilm A / S , S a n d -
i træk. Lyrik er jo netop kendetegnet ved en udtrykskoncentration, der ved lang uaf brudt påvirkning af bevidstheden vil få læ serne til at længes efter åndehuller - tid til at lade indtrykket af digtet bundfælde sig.
G rede heller ikke udenom . H an placerer
M o r t e n G r u n w a ld (M ic h a e l A n c h e r ) , U lla H e n n in g s e n
endda ofte sine medvirkende i ganske tradi tionelle dramatiske konfrontationer. D erfor er kvaliteten af persontegningen heller ikke ligegyldig, selv i en så billedlyrisk film.
( A n n a A n c h e r ) , K a re n L ise M y n s te r ( M a r th a J o h a n
en stor del af vægten på det fortællende og det dramatiske. Sam m enligner m an med litteraturen, så
14
sik: Fuzzy. P -d esig n : P e te r H ø im a r k . K o s tu m e r: J e tte Ter-
rew F ilm . M e d v : S te lla n S k a rsg å rd ( S ø re n K rø y e r), L e n e B r ø n d u m (Lille), P ia V ie th (M a rie K rø y e r), H e lg e J o rd a l (K ro h g ),
se n ), J e sp e r C h r i s t e n s e n (V ig g o J o h a n s e n ) , S te fa n S a u k (H u g o A lfv é n ), L e n e T i e m r o th (E lsie), G h i t a N ø r b y (H e n n y ), O v e S p ro g ø e (B o n a tz i). U d i.: K æ rn e F ilm . 110 m in . P re m .: 18.9.1987.