Issuu

Det fortrængtes genkomst P

latoon synes godt på vej til at få status som et definitivt Vietnam-statement. Det er fil

af Steen Salomonsen

men, der - efter så mange års tavshed og for

indenfor videokunsten har leveret det stærke ste Vietnamdokument, Smothering Dreams (1981), udlagde ekspressivt i en blanding af

trængning - ankommer for utvetydigt og på

wood ville satse, hvilket også gælder for den

flash-backs og fantasier krigen som en ideolo

ganske hårrejsende vis at levere den usminke

færdige film, der ligesom Salvador er produce

gisk forberedt udvidelse af barndommens lege.

de sandhed om amerikanernes fatale krigsind

ret af det engelske selskab Hemdale. M en nu

Her overfor står Platoon som en yderst konkret

sats. Og samtidig er filmen på vej til at blive årets kassesucces, hvilket kan forekomme para

er filmen der altså, og den er vitterligt også temmelig rystende.

påmindelse om Vietnamkrigens grusomme gerninger. Stone har vægtet det dokumentere

doksalt i betragtning af, at der ikke er meget

Det har været et karakteristisk træk ved de

de højre end det fabulerende for med en tilsy

i det aktuelle Rambo-hærgede politiske klima

hidtidige Vietnamskildringer i den kunstne

neladende hæmningsløs ærlighed at levere

i U SA , der tyder på, at interessen for en gen

risk ambitiøse ende af skalaen, at de har tyet

den sandhed, der består i på den simplest mu

oplivning af fortidens mest grandiose synd

til abstraktioner af forskellige slags i deres for

skulle være særlig stor for nærværende. Rea-

søg på en æstetisk koncipering af krigens væ

lige og mest direkte måde at sige: sådan var der.

gans Irangate og hans mellemamerikanske in

sen. F.eks. overskred Michael Herr langt repor-

Uden andet forvarsel end et par enkelte for

tervention, som Oliver Stones foregående

tageformen med sin gennemgribende brug af stream of conciousness teknik i Dispatches, det betydeligste værk om Vietnam indenfor

tekster tages man som tilskuer ved vingebenet og kastes tilbage til 1967, tidspunktet hvor U SA s troppeintensivering i Vietnam var ved

film, Salvador, handlede om, har ihvertfald ikke bragt nationen i samme massive vildrede, som den Indokina, Nixon og Watergate i sin

litteraturen. Coppola lod sine dommedagsvisi-

at kulminere, for at lande i junglekrigens tæ t

tid afstedkom. D et skal da også nævnes, at det

o n er eksplodere i et surrealistisk billedsprog,

teste buskads blan d t myrer, igler, slanger, m ud

tog Oliver Stone 10 år at få realiseret sin film,

da han på sin indre rejse bevægede sig mod

der, snubletråde og pludselige bagholdsangreb.

der i det væsentligste bygger på hans egne op levelser fra Vietnam i 1967-68. Ingen turde binde an med projektet. Emnet var for bela stende, filmen for deprimerende til at Holly-

junglens hjerte i Dommedag Nu. Cimino sam menfattede krigens essens og vilkårlighed me taforisk i dødsrouletter og myteinitierende jagtture i The Deerhunter. Daniel Reeves, der

Stilistisk konsekvent formidler filmen indtryk ket af en krig, der udspiller sig her og nu, ved at fastholde den kæmpende yankees desillusi

onerede og uovervindelige synspunkt; kun

Platoon - Kamp-patruljen

Delingen går amok i en landsby og myrder løs, anført a f Barnes (Tom Berenger, t.h.), mens Eli as prøver at lægge sig imellem (t.v. W illem D a foe, midten, Charlie Sheen bagest t.v.).

Platoon.

U S A 1986. I n s tr + M a

n u s : O liv e r S to n e . F o to : R o b e r t Ric h a rd s o n . K lip: C h a r li e S im p s o n . M u s ik :

når de troppetransporterende helikoptere sti

G e o rg e s

D e le ru e .

P-

D e sig n : B r u n o R u b e o . P ro d : A r

ger til vejrs løftes sløret for krigens facit i total

n o ld K o p e lso n . E x -p ro d : J o h n D a

billeder af slagmarkens sønderskudte ofre.

ly,

D e re k

G ib s o n

H em da-

le /O rio n .

Som epos udgør Platoon nærmest et kom

M e d v : T o m B e re n g e r (S e rg e n t B a r

plet katalog over de velkendte Vietnamtrau-

n es), W illem D a fo e (S e rg e n t E lias),

mer og -ikoner. Der er - naturligvis - den fa

C h a r lie S h e e n ( C h ris ), F o re st W h i-

møse jungle, som Stone i sine klaustrofobisk

ta g e r

mørke billeder har held til at gøre nærværen

Q u i n n (R h a h ), J o h n C . M c G in le y

(Big

H a ro ld ),

F ra n c e s c o

( S e rg e n t O ’N eill).

de i en sjælden og meget ubehagelig grad. Der

U d i:

er skildringen af den marihuana-rygende ame

N o rd is k .

120

m in .

P rem :

8 .5.1987.

rikanske soldats defaitisme og historien om den idealistiske middelklassedreng, tilskuernes identifikationspunkt (og Stones selvportræt,

tryk, hvormed Stone her giver sine Vietnam-

at være blevet ødelagt i et automobiludheld,

spillet af Charlie Sheen - Martins søn), som

oplevelser til bedste. Filmen er netop hæm

ribbes for illusionerne. Der er en yderst pågå

ningsløs og ofte firkantet og anmassende i sine

får selvstændige morderiske tilbøjeligheder. In tet tyder på, at disse film har været et person

ende skildring af et overgreb på civilbefolknin

effekter. Dens appel til følelser og tårer i stride

ligt anliggende for Stone. De afspejler muligvis

gen, og med sin focusering på race- og klasse

strømme er umiskendelig. Ved at kombinere

hans vildrede og den dopede tilstand han be

modsætninger, soldaternes angst og afstum-

dramaets

fandt sig i mange år efter sine Vietnamoplevel-

pethed, samt de hadefulde fronter, der opstår

eposets fortættede genoplevelse af de histori

ser, hvor han - efter eget udsagn - gik rundt

mellem amerikanerne, forfægter Stone tesen

ske forhold har filmen evne til at involvere

og rundt og følte sig som Travis Bickle fra Scor-

om, at ”det ikke var fjenden vi sloges imod.

publikum, så kroppen ligefrem udmattes. M en

seses Taxi Driver, Scorsese var iøvrigt hans læ

Det var os selv. Fjenden var i os selv”, som fil

den vil tilsyneladende mere end involvere og

rer på filmskolen i New York, hvor han tog sin

mens afsluttende replik lyder.

heri påminde tilskueren om den krig, man har

principielle

forudsigelighed

med

Udgør den historiske reference og autentici

haft tilbøjelighed til at glemme. Den vil også

uddannelse i 1971. Først i løbet af firserne, da han gik i gang med Scarface, kvittede han sti

teten det påtagelige, så slår filmen imidlertid

påføre tilskueren en lidelse. En lidelse af den

mulanserne og fik hold på tilværelsen. Scarface

også mytiske toner an. Som drama er Platoon

slags, der i kraft af sin intensitet også bringer

har Stone netop betegnet som sit farvel til stof

en fabel om kampen mellem det gode og det

en form for forløsning. For det er nemlig, hvad

ferne, hvilket gør det nærliggende at tolke den

onde. Den diabolske sergent Barnes (Tom

Platoon som Vietnamfilm betragtet handler om, og velnok grunden til at den så sikkert

uforglemmelige scene fra filmen, hvor A l Paci-

Berenger, sminket til ukendelighed) og den réalitetssunde sergent Elias (Wilem Dafoe,

har styret sig frem mod sæsonens mest attrak

ned i kilovis af kokain, som en humoristisk

skurken fra Streets of Fire), filmens protagoni-

tive Oscars. Platoon er den bodsvandring, det

selvkommentar. M en i alle disse år har tanken

ster, skulle ganske vist være kalkeret over vir

amerikanske folk (først og fremmest) skal un

om en definitiv Vietnamfilm stået på ønskeli

kelige personer, Stone oplevede på tæt hold i Vietnam, men de fremtræder symbolsk over-

derkastes for at blive dæmonen kvit. Marerid

sten, et ønske, der blev forstærket af, at Stone

tet skal genopleves; filmen skal fremstå som

forliste med et andet Vietnamprojekt, filmati

determinerede i filmen, og kampen imellem

fortrængningens ublu genkomst og så uafvise

seringen af Ron Kovic’ Bom on the 4th of July.

dem skulle ifølge Stone have allusioner til

ligt, at sandheden kan ses i øjnene, skylden

Der er ingen tvivl om, at Platoon udtrykker

Akilleus og Hektor fra Illiaden. Og heri ligger

påtages for i samme nu at blive udsonet via

en dybtfølt og selvoplevet erfaring, og at det er

ihvertfald ansatsen til et fortolkende syn på

den kompensatoriske udlevelse, nærværsæste-

dette personlige mellemværende mere end det

Vietnamkrigen: en homerisk verden, hvor gu

tikkens overflod her inviterer til.

egentlige og angivelige humane budskab, der

derne blander sig i det verdslige for denne

Naturligvis er der her tale om et specielt

no med en dyb indånding dykker hovedet

er blevet investeret med filmens pågående vir kemidler. ”Eor mig var krigen en religiøs erfa

gang at spille menneskene så djævelsk ud mod

amerikansk

hinanden, at de fordrives fra deres afstukne

Katharsis er der dog under alle omstændighe

ring mere en noget andet”, har Stone udtalt.

livsbane.

der, for det er filmens effekt at den kan berøre

M en dette overskridende perspektiv kommer ikke rigtig frem i filmen. Stone har valgt at vise

nationalbevidst

anliggende.

Set i et større perspektiv kan man anskue

alle. E t forsonende fællesskab over krigens hel

Platoon som et voldsomt og lidenskabeligt an-

ligbrøde kan sænke sig ovenpå dette sanse-

uden at lægge nogen reflekterende afstand til

tikrigsdokument, der føjer sig til rækken af

mæssige overgreb. M en herved blokerer filmen

uheroiske skildringer med litterære aner i Stephen Crane, Richard Adlington, Erich

også for en videre reflektion.

begivenhederne, hvilket selvsagt gør Platoon stærk som umiddelbar oplevelse - som med

Oliver Stone er især kendt som manuskript

rivende underholdning. M en for så vidt man

Maria Remarque, Eleinrich Boil og N orman

forfatter - Alan Parkers M idnight Express, som

kan tale om kunstnerisk sandhed, så er det

Mailer, og med filmiske forløbere i eksempelvis

han modtog en Oscar for, John Milius’ Conan

ihvertfald, hvad Platoon mangler. Stone har

Lewis Milestones filmatisering af Intet nyt fra

- Barbaren, Brian DePalmas Scarface og Cimi-

sans for det bombastiske, ikke det perspektive

vestfronten, Pabsts Westfront 1918, Hustons The Battie of San Pietro, Rossellinis Paisa og Ichikawas Krigen på sletterne. Hensigten har

nos Chinatoivn bløder. Platoon er hans fjerde

rende. Der er forskel på at vise krigen i al dens

spillefilm. Han debuterede i 1974 med The

beskidte bogstavelighed og at begribe Viet

været at fæstne et uafviseligt indtryk af den menneskelige nedværdigelse, der følger af kri

Seizure, der, som den følgende, The Eland (1981), er en psykologisk horrorfilm, der efter omtale at dømme er fuldstændig uden det

gens grusomhed, hvilket i Platoon formidles med al den nærværsæstetik, amerikansk film kan frembyde.

voldsomme humane sindelag, Stone udfolde

Intentionerne er klare og redelige. Imidlertid

forfatter, der hjemsøges af mærkelige væsener,

må man også konstatere det påfaldende efter

The Hånd om en tegner, hvis ene hånd, efter

de for første gang med den temmelig hårdt pumpede Salvador. The Seizure handler om en

nam som et trauma med både politiske, ideo logiske, psykologiske og eksistentielle implika tioner. Stone gør det første, så man må håbe, at Stanley Kubricks længe ventede Full Metal Jacket (efter en roman af Gustav Hasford, som Kubrick har bearbejdet i samarbejde med Michael Herr) bringer noget mere af det sidste.