R
O
U
N
D
M
I
D
N
I
G
H
T
Midnatsjazz i stort format a f Ebbe Iversen
e store jazzkunstnere har altid haft en for
D
nem evne til at formulere væsentlige er faringer i en kort og koncis musikalsk form. Navne som C olem an Hawkins, Ben Webster, Lester Young og Charlie Parker behøvede kun få m inutter til at fremsætte et afrundet kunst nerisk udsagn, som på én gang var lysende klar og em otionelt rigt. D en tidsmæssige spænde
fysisk forfald. Hans forhold til alkohol er så
trøje, som pladeindspilninger placerede dem
problematisk, at han i Blue N ote er sat under ydmygende administration. Intet honorar ud
i, forvandlede de til en kreativ styrke. Den begavede franskmand Bertrand Ta
betalt i rede penge, ingen spiritus serveret ved
vem ier forsøger noget tilsvarende i Round
baren! Alligevel lykkes det med drankerens
Dextor Gordon som Dale Turner i Paris’ Blue Note jaggvtErtshus. T.h. Dale holder pause, og overfor venter Francis (Francois Cluzet) på et møde med sit idol.
Midnight. Ikke fordi hans film i sin helhed er
endeløse opfindsomhed at anskaffe sig nogle
udpræget kort, m en dens enkelte scener er
gevaldige kæferter, og han havner ved flere
det generelt, og i holdningen til sit stof til
lejligheder på hospitalet efter nærmest selv
evnen til at udtrykke en stor og smertefuld
stræber den en ligefrem enkelthed uden pra lende forsiringer. Den er hverken subtil eller
morderiske drukture.
viden på tenorsaxofonen.
sofistikeret, men besidder den kunstneriske
selve den grundlæggende inspiration for sin
kraft, som udspringer af indlevelse og ærlig hed, klarhed og kærlighed. D et er særdeles passende kvaliteter i en
egen tilværelse, i færd med at gå i opløsning, den fraskilte Francis og hans datter Bérangére,
musikfilm i nogen snæver forstand. Den er
film, der med respekt er tilegnet Bud Powell
og det lykkedes næsten mirakuløst for Francis
beretningen om et venskab, der tåler meget og
og Lester Young, og hvis hovedperson er ty
at få Dale Turner til at gå på vandvognen. Mu
udretter meget, indtil det til slut alligevel må
deligt inspireret af dem begge. Han er den
sikeren retter sig op, begynder at komponere
give op. Og det er historien om en mand, som
D et gode menneske Francis ser sit idol, ja
og han griber ind. Dale Turner flytter ind hos
han aldrig helt overvandt Samt selvfølgelig
På den baggrund er det klart, at Round M id night har en særlig appel til enhver, der lige som filmen selv nærer kærlighed til swing- og bop-musikken. Men Round Midnight er ingen
sorte amerikanske tenorsaxofonist Dale Tur
igen, scener af gylden idyl passerer forbi, indtil
kæmper non-stop både med sin kunst og mod
ner, der i 1959 gæstespiller på Blue N ote i
Dale Turner beslutter at vende tilbage til New
sig selv. Dale Turner er træt af alt i livet, kun
Paris, og som her slutter venskab med sin unge
York. D ér venter et com e-back på ham, men
ikke af musikken, som han tumler med selv i
franske fan Francis Borier — sådan som Bud Powell gjorde det med sin beundrer Francis Paudras, hvis beretning til Bertrand Tervemier
også dødens villige håndlangere, narkohand lerne, og hans liv bliver ikke meget længe re.
sine drømm e. Og når han går på scenen i Blue N ote og spiller, hæver han og filmen sig suve rænt over tid og sted.
har givet Round Midnight en del af dens næring. Filmens Dale Turner er en stor tenorsaxo
O m trent sådan gik det også Lester Young, so m n eto p i 1959 fra Paris v en d te tilbage til New York og til døden. O g Dale Turner har
På sin vis er Round Midnight nok en nos talgisk film og kan ikke være andet, for den er også en omsorgsfuld skildring af et svundet
fonist, måske den største, selv om det altid er en anelse absurd at måle musikere med hin anden, som om de selv var konkurrerende
hentet flere træk fra Lester Young — hans vane med at tiltale alle og enhver som lady, hans fortid i haeren, hvor han blev mishandlet
miljø og en musikalsk epoke. Men den er ingen sentimental film, så lidt som bop-m u sikerne med deres djærvt krukkede jargon og
sportsfolk. M en Dale Turner er også en mand i
af hvide officerer og fik et psykisk knæk, som
karske, muskuløse musik havde hang til sen-
30
timentalitet. Round Midnight er en hyldest til
Thelonious Monks ”Round Midnight”, der
en både hærget og heroisk kunstnertype, hvis
har givet filmen dens velvalgte titel, spilles
svagheder den ikke søger at camouflere, og som sådan er den mere end blot tidsbundet
smukt og stærkt i filmen. Og det kan ikke undre, for Bertrand Tavemier har generøst
tilbageskuende. I stedet for at have handlet
givet D exter G ordon en række fremtrædende
Scorsese yder en vittigt selvironisk præstation som impressario i New York, skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld. Ligesom det bør nævnes, at filmen i høj grad også besidder tør humor. M en dens emotionelle højdepunkter
om Dale Turner anno 1959 kunne den også
musikere at spille sammen med — i Blue N ote
indtræffer, når Francis løber rundt i de natlige
have handlet om Dexter G ordon anno 1986.
blandt andre John McLaughlin og Bobby H ut-
parisiske gader og leder efter den tørstige Dale
D et er jo nemlig ingen hemmelighed, at
cherson, i New York Freddie Hubbard og i
Turner, eller når denne sætter saxofonen for
D exter G ordon selv har ladet livet slide hårdt på sig, og den kendsgerning gør hans præsta
pladestudiet Wayne Shorter og de to danskere
munden og blæser branderten bort — også på
Palle Mikkelborg og Mads Vinding, som —
tidspunkter, hvor han må sidde på en stol på
tion som Dale Turner ekstra gribende. Figuren
n oteret i en lille nationalistisk parantes —
Blue N otes scene, fordi han ganske enkelt ikke kan stå på benene.
er mærkelig og fængslende — de sære smil,
musikalsk er fuldt på højde med de øvrige. Og
der krænger overlæben op over fortænderne,
først og fremmest får D exter G ordon fremra
D et er så klart og enkelt som et klassisk
de fjerne øjne og den hæse stemme, de aka vede, flaksende håndbevægelser, den ludende
gende musikalsk opbakning af Herbie Han
melodrama fra Hollywoods gyldne tid, og hvis
cock, der ikke kun har arrangeret dirigeret og
dette betyder banalitet, er det banale her be
holdning og den langsomme, tøvende gang.
delvis kom poneret filmens musik, men som
vægende, fordi det er sandfærdigt Jeg ved
A lt dette er måske D exter G ordon selv. Men
også viser sig at være en fortræffelig skue
ikke, hvordan man skulle kunne rejse Bud
han spiller ikke kun sin tenorsaxofon i filmen,
spiller.
Powell og Lester Young og alle de andre en
han spiller også sin rolle. En scene, hvor han
Visuelt er der heller intet tørt eller tyndt over Round Midnight. Dens kamera glider ger
smukkere mindesten end denne.
fortæller en læge på et hospital om sine musi kalske drømm e, er eksempelvis fin skuespil
Round Midnight
kunst. Og selv om Fran^ois Cluzet er særdeles
ne blødt søgende rundt i nysgerrige panore ringer, og filmen klipper frit og måske en anel
glimrende som den kærligt bekymrede Fran
se unødvendigt frem og tilbage i tid og sted.
Instr: B e rtra n d T av em ier. M a n u s: T av em ier, D a v id Rayfiel. F o to : B ru n o d e Keyzer. K lip: A r m a n d P senny. M u sik : H e r-
cis, er D exter G ordons udstråling af en sådan
Dens handling er i og for sig ikke særlig solid
b ie H a n c o c k . P -d esig n : A le x a n d e r T ra u n er. K o stu m e r: Jac
art, at han dom inerer ethvert billede, som han
eller dynamisk, men består snarere af en ræk
q u e lin e M o re a u . P ro d : Irw in W in k le r, W B (U S A )/P E C F
optræder i. Musikalsk har D exter G ordon ikke mere
ke kønne, sensitive og præcise vignetter. Og det er i disse vignetter, at filmen opnår den
(Francis B o rier), G a b rie lle H e c k e r (B eran g ere), S a n d ra
alverdens luft til de hurtige numre, men i
samme intensitet og koncentration som en
R eav es-P h illip s
balladespillet har han stadig en stor, maskulin
solo af Lester Young.
og vibrerende følsom tenortone. Klassikere
A t navne som Philippe N oiret og Eddy M it
som ”Body and Soul”, ”As Tim e Goes By” og
chell medvirker i mindre roller, og at Martin
R o u n d M id n ig h t/A u to u r d e m in u it. F ra n k rig /U S A 1986.
&. L itd e B ear (Paris). M ed v : D e x te r G o r d o n (D ale T u rn e r), F ra n co is C lu z e t (B u tte rc u p ),
L o n e tta
M cK ee
(D arcey
Leigh), C h ristin a Pascal (Sylvis), H e rb ie H a n c o c k (E d d ie W a y n e), M a rtin S co rsese
(G o o d le y ), P h ilip p e N o ire t
(R e d o n ). U d i: W a m e r-M e tro n o m e . 131 m in . P rem : 20.2. 1987.
31