P
O
R
T
R
Æ
T
M ax von Sydow
Dødens ridder, selvforagtende kunstner, udvandrer, Jesus, djævleuddriver, lejemorder, fanatisk ballonfarer. M ax von Sydow har været vidt omkring. Og hans vej falder også forbi Danmark. Han er Strindberg i Henning Carlsens Gauguin-film, han skal spille faderen i den dansk-svenske Pelle Erobreren og han har planer om at debutere som instruktør med en danskproduceret filmatisering a f Herman Bangs Ved Vejen
a f Henrik Lundgren aktisk har danskerne haft gode chancer for at komme tæ t på skuespilleren Max von Sydow. Og dermed menes ikke bare de gæstespil, han direkte har aflagt i Køben havn: I 1971 var han Strindbergs sandheds søgende andet jeg i Alf Sjobergs iscenesæt telse af »Brånda tomten« ved Dramatens gæstespil på Det kgl. Teater, to år senere Gregers Werle i Ingmar Bergmans opsætning af »Vildanden« ved samme ensembles gæ stespil på Folketeatret. Nej, i de år Max von Sydow sprang afgørende ud som karakter fremstiller i Ingmar Bergmans regi, var han tilknyttet det nærmeste nabo-ensemble: Malmo Stadsteater. Max von Sydow har ikke selv lagt skjul på, at det var med Ingmar Bergman, det be gyndte (og nogle vil vel hævde, at det også er med ham, Max von Sydows 'seriøse' karriere er sluttet, men det er en anden sag). 15 år gammel i 1944 så professor-sønnen fra Lund sin første Ingmar Bergman-opsætning i Malmo (Strindbergs »Pelikanen«) - og derfra var der ikke meget mere at rafle om. Han
rede ham i Sjobergs filmatisering af Strind bergs Frøken Julie (51). Her er han en naiv staldkarl, inkarnationen af den ubevidste
søgte in d på D ram atens elevskole og fik alle
seksualitet, der driver figurerne frem ad i d e
rede i læreårene her sin første filmrolle i Alf Sjobergs Bara en mor (1949). Rollen spillede på det landlige, stovte i von Sydows u d seende - samme 'kvalifikationer', der place-
res handlinger: I en meget m arkant indstil ling lader Sjoberg von Sydow skjule sig bag statuen af en halvnøgen kvinde, mens han belurer Jean og Julie.
F
M an kunne i virkeligheden forestille sig, at Max von Sydow ville være blevet sat i en bestemt 'landlig' bås, hvis ikke Ingmar Berg m an var kom m et ind i billedet: Selv har han, i forbindelse med Jan Troells Udvandrerne, fremhævet, at hans 'modersmål' er sm å landsk (»jag år m er sm ålånning an något annat, Dådesjo och Misterås i Kronobergs lån var mina sommarland - jag har nåstan sett Karl Oskar och hort honom«). Men i 1955 hentede Bergman von Sydow til Malmo til et helt andet repertoire: Vilhelm Mobergs »Lea och Rakel«, Tennessee Williams' »Kat på et varm t bliktag« (hvor en samtidig a n melder mente, at »Max von Sydows spil i Bricks rolle giver forestillingen en drejning i retning af det patetiske, hans tunge skikkelse og ansigtet med de hårde skygger stjæler in teressen fra de andre individuelle tragedier«) og »Peer Gynt« i 1957, hvor det bem ærkel sesværdigt nok især var von Sydows spil som den ældre Peer Gynt, der fremhævedes. I sin bog »Ingmar Bergman på teatem « understreger Henrik Sjogren det »skær af tragisk ensom hed«, der var over figuren i slutningen: »Løget var skrællet, Max von Sy dow var komm et frem til Peers inderste nøgne kerne, mennesket under trolden.« Fra starten synes det at have været denne evne 17