Satyajit Ray og den hvide verden Søren Birkvad
N ^år Satyajit Ray nu på 27. år opretholder sit monopol som indisk films eneste egentli ge internationale statussymbol, skyldes det i følge visse kritikere, at han er den mindst indiske i branchen. Skønt landet som be kendt råder over verdens største, nationale produktion af spillefilm - ca. 900 i 1980 - er det under denne synsvinkel ikke på trods af, men i kraft af sin outsider position i indisk filmindustri, at Ray har opnået sit omdøm me som filmhistorisk klassiker og vestlig filmkritiks kæledægge. Rays rolige, poeti ske skildringer af indisk hverdag står ikke blot i kontrast til den enorme masse af kom merciel virkelighedsfortrængning, der ud gør langt det meste af den indiske filmpro duktion. De appellerer tillige til vestlige yndlingsideer om kunsten som dybest set overnational og socialt uidentificerbar. I Rays tilfælde har man hæftet sig ved det »almenmenneskelige« på bekostning af det »indiske« i hans filmkunst. Det universelle aspekt ved Rays film hænger dog i mine øjne uundgåeligt sam-