S id ste jul så jeg tilfældigt i et legetøjskata log, at det specielle danske matador-spil med det runde spillefelt og dampskibssel skaberne var blevet udskiftet med det tradi tionelle amerikanske monopoly-spil med fir kantet spillebræt og jernbanestationer. Jeg blev naturligvis fornærmet over denne ame rikanisering, men efter nærmere eftertanke er det jo egentlig en selvfølgelighed. Nu ville det være noget nær falsk varebetegnelse at sælge spillet under navnet Matador, for i de fleste menneskers bevidsthed er Matador den populære TV-serie og ikke det kapitali stiske brætspil. Matador er noget ganske enestående in den for dansk TV. Skønt den naturligvis har sine forløbere, kan den med rimelighed hæv des at være den første rigtige danske TVserie. Hermed menes, at den i modsætning til alle tidligere danske forsøg i den genre samtidigt opfylder alle de krav, man kan stille: det er en ægte serie og består således ikke af en samling selvstændige episoder, der blot kædes sammen af et gennemgående persongalleri (jvf. »Huset på Christians havn«), den er helt dansk produceret (jvf. »H a lstø rk læ d e t«), d en b y g g e r ik k e p å et lit
terært forlæg (jvf. »Fiskerne« og »Livsens Ondskab«), den har en anseelig længde — i alt 24 episoder, og endelig er den, som mange af de bedste TV-serier, national, i og med at den i handling og milieu er udpræget dansk.
»Matador« har da også i høj grad fået det danske TV-publikums bevågenhed og har sågar opnået den højeste udmærkelse et TVprogram kan opnå her i landet, nemlig ikke
202