Noter om AF ØYSTEIN HJORT
DEMY
„Come, let’s glorify love", siger en amerikansk rede lagt grunden til et overordentlig person evergreen. Opfordringen kunne stå som motto lig præget værk; en bane synes afstukket, der for den endeløse række af film, der gennem følger og opsporer personlige vej mærker. Især tiderne har bekendt sig til happy ending som hans første og tredje film, „Lola" og „Les den bedste løsning på alverdens mulige og Parapluies", forekommer at være udtryk for umulige konflikter. Denne standardkliché er en helt personlig vision, og der er desuden blevet uundværlig i filmens store drømmefa en så intim samhørighed mellem dem, at brik, Den Store Lykke står side om side med kendskabet til den ene ikke kan undgå at på virke forståelsen af den anden. Richard Roud Den Store Tragedie. Kun få har vendt denne kærlighedens folke har i sin Demy-artikel „Rondo Galant" („Sight lige apoteose til egen fordel uden at havne and Sound", Summer 1964) overbevisende i det krampagtige. En af dem er Jacques Demy. placeret „La baie des anges" (1962) i den te „Det er kun på film, man dør af kærlighed", matiske sammenhæng, men den har ikke umid siger Geneviéves mor i „Les Parapluies de delbare berøringspunkter til de to andre, der Cherbourg“. Men i Demys film synger alle, lægger sig i direkte forlængelse af hinanden. Det følgende giver sig ikke ud for at være og ingen dør af kærlighed. Kærligheden er temaet; ingen dør af den, og alle bliver lyk andet end en fodnote, der udelukkende søger kelige, som man nu bedst kan. I „Lola“ er at belyse forholdet, de indbyrdes relationer, apoteosen næsten fuldkommen, men den ba mellem „Lola" og „Les Parapluies". Derigen lanceres forsigtigt med den forsmåede Roland nem skulle det imidlertid være muligt at ind Cassard, der må rejse bort alene. Demy kan kredse den lilleverden, der helt er Demys bekende sig til det folkelige uden selv at egen, og som filtreret gennem ham udfolder blive forlorent folkelig, han kan ensidigt dyrke sig til et almengyldigt poetisk univers. Det kærligheden, uden at den bliver en kunstig understreges på forhånd, at betragtningen er ensidig, og for en analyse af de enkelte film blomst. Der er intet på trods i dette. Forløbet er henvises til Erik Ulrichsens anmeldelse af naturligt og uafvendeligt i hans film, der slår „Lola", genoptrykt i „Filmangreb og film cirkler om det varme, pulserende i livet. Kær poesi" (Gyldendal 1965), og til Poul Malmligheden gøres til en selvstændig realitet, kær kjcers anmeldelse af „Pigen med paraplyerne" ligheden er livets eventyr, selv i modificeret i „Kosmorama 68". Jacques Demy er født i den franske provins, form. At skabe en naturligt strømmende poesi af i Pont-Chåteau ved Loire-flodens udløb. Atlan et bevidst valgt banalt stof er Demys bestræ terhavet ligger udenfor, og Nantes er nær belse både i „Lola“ og „Les Parapluies". Hans meste større by. Demy studerede på Beauxforhold til dette stof ses klart anskueliggjort Arts i Nantes, i øvrigt sammen med Bernard allerede i forteksterne til „Les Parapluies": Evein, der udførte dekorationerne til „Les en tung regn skyller ned over Cherbourgs bro Parapluies". Den franske provins, Nantes og sten. En hånd rækkes prøvende frem, en pa Cherbourg, og havet ude bagved: det er Demys raply slås op, og ud i regnen kommer en fest verden. Kærligheden er som sagt det fælles tema, lig parade af paraplyer og sydveste, piger og marinere i douce farver, der trippende og mar men som en gave, der skænkes den, der ren cherende tegner diagonaler og mønstre over de færdigt har forstået at vente på den. Lolas spejlblanke brosten. Ud af farver og musik første store kærlighed kommer tilbage, efter vokser en eventyrstemning, ikke ulig den i at hun har ventet i syv år. Hun har opret holdt livet som dansepige og prostitueret, men „Lola". Med tre langfilm bag sig har Demy alle er i bedste forstand en „putain respectueuse"
149