Frederik Schyberg
portræt a f en dansk filmkritiker AF J E N S P E D E R S E N
„Ikke enhver elsker af kunst er også kender af kunst; ikke enhver, der føler en enkelt præ stations skønhed, en enkelt skuespillers rigtige spil, kan også bedømme alle andres værd. Den, der har en ensidig smag, har ingen smag — men er ofte desto mere partisk!" Ordene er Lessings, men man fristes næsten til at tro, at de kunne være Frederik Schybergs, så ofte citerer og anvender han dem i sin argu mentation om kritikkens væsen. På mange må der rummer disse - noget kategoriske - ord nøglen til forståelsen af Schybergs indsats som kritiker - som teaterkritiker i første række men også, og måske i større udstrækning end hidtil påagtet, som filmkritiker. Han var ved „faget" i næsten tyve år, før en altfor tidlig død rev ham bort i 1950, da han kun var 44 år gammel. Denne mand, der i sin så forholdsvis korte karriere nåede at blive en af vore største teater kritikere og teaterkendere, nåede i det samme åremål at skrive over 500 film-anmeldelser og viste omtrent fra den første anmeldelse en be tydelig indsigt i filmens væsen og vilkår og en stædig vilje til at stå fast på og med uigen drivelige argumenter gennemtrumfe sin me ning om film og filmene. Studiet af det materiale, som de 500 anmel delser (af film af enhver art) udgør, giver som resultat et særpræget portræt af den mand, der skrev dem. Det kunne kaldes et dobbeltportræt, fordi det på den ene side viser den kritiker, der hele sin karriere igennem holder fast ved en an meldelses-teknik, der snarere synes at fjerne sig fra end at nærme sig de filmiske krav; men på den anden side viser det den kritiker, der kun yderst sjældent tog fejl i sine domme, og som altid i sine præmisser forstod at slå ned på det centrale. I et auto-biografisk fragment har han bl. a. sagt: „Som en væsentlig under afdeling af min teaterkritik har jeg altid anset min filmkritik - som jeg påbegyndte i 1931 i åbent brud med de temmelig letfærdige syns punkter, som indtil da havde gjort sig gæl dende overfor film i aviserne". Man synes alle rede her at ane Lessings skygge over hans syns punkter.
Stillet over for denne „krigserklæring" vil det vel være naturligt at spørge, om hans åbne brud førte til, at hans kritik blev mere relevant og dybtgående end den tidligere - og på læn gere sigt, om hans bestræbelser førte til en højnelse af den danske filmkritiks stade - om der så at sige kunne tales om en „før-schybergsk" og en „efter-schybergsk" stil og ten dens i filmanmeldelsen. Spørgsmålet, der naturligvis må ses under den synsvinkel, at hans indtræden i filmkriti kernes rækker falder sammen med tonefilmens indførelse og den nye plads, filmen dermed på mange måder får i samfundets bevidsthed, kan stort set besvares bekræftende. Der kan næppe herske tvivl om, at Schy bergs virksomhed har præget både hans sam tidige og dem, der fulgte efter ham, oftest gan ske vist i den forstand, at de stillede sig i op position til ham (det gælder f. eks. Palsbo og Dreyer). Hvad var da det nye i hans filmkritik? Han giver — i førnævnte skrift — selv en retningslinie for sin virksomhed. Han skriver: „Det er skuespilkunsten på film, instruktions kunsten mere end fotograferingskunsten, der dominerer min personlige filminteresse". Umiddelbart kan synspunktet forekomme hasarderet. Her er altså en mand, der åbent erkender, at hvad der interesserer ham i film ikke er det egentligt filmiske, „fotograferings kunsten", men derimod det mest teaterbeslægtede af filmens elementer, skuespilkunsten. Men de tyve års virksomhed viser med al tyde lighed, at synspunktet havde vægt for ham. Schybergs kritiske genius bestod ligeligt af viden, teoretisk og praktisk erfaring og intui tion. Dette sidste, evnen til at fornemme om en film var god eller ej, har nok været det, der i højeste grad har styret hans kurs så sikkert. Ganske vist var tiden med ham i hans første erfaringsløse år. Tredivernes film var i høj grad „skuespillerfilm". Tonefilmen gav „dia logfilmen" en blomstring og dermed skuespil leren en ny fremtrædende placering i helheds billedet. Men den gode film var ikke skuespil alene,
149