Virkelighedens vilkår 1940—15 af Bjørn
Rasmussen
I løbet af besættelsestiden begyndte dansk film at nærme sig virkeligheden igen. De mange lystspil og folkekomedier afløstes af skuespil med en alvorlig tone i. Samtidens begivenheder afspejledes i filmene, om ikke direkte — dette skete ikke før okkupationen var omme — så indirekte i klang og stemning. Dertil kom, at en række nye folk blev knyttet til produktionen, folk med ideer, folk som var besat af et brændende ønske om at „højne“ dansk film. Forfatteren Leck Fi scher („Barnet*4, 1940, med Mogens Wieth og Lis Smed, og „G å med mig hjem**, 1941, med Bodil Ipsen og Jo hannes M eyer) kom således til at sætte sit fredelige præg på dansk film, både med hensyn til problem stillinger, personka rakteristikker og forBodil Ipsen tællestil. Kritikeren Ole Palsbo, hvis in struktørindsats først kom efter krigens op hør, begyndte i denne periode som manu skriptforfatter og instruktørassistent, dels på spillefilm som „Nat-Ekspressen“ , 1942 (med Alstrup), og dels inden for doku mentarfilmproduktionen (f. eks. „Kartofler**, 1944). Johan Jacobsen fik i en række farcelystspil (det bedste var vel „T a g det som en Mand**, 1941, med Ar hoff) lov til at udvikle og tæmme sit filmiske talent, så han med den seriøse episodefilm „O tte Akkorder**, 1944, og med modstandsfilmen „D en usynlige Hær“ , 1945 (Mogens Wieth, Bodil K jer, Ebbe R ode) kunne vise, at han var den blandt de unge instruktører, man kunne nære de største forhåbninger til. Carl Th. Dreyer vendte efter en længere spille filmpause tilbage med den fascinerende billedforfinede film om hekseforfølgel sernes psykologiske årsager „Vredens Dag“ , 1943, der blev højere vurderet i udlandet end hjemme, men som alene som stiliseret filmkunstværk står i en særposition inden for dansk film. Femåret bragte kun en stilfilm foruden den,
Svend Methlings Herman Bang-film „Sommerglæder**, 1940, på mange måder en af de mest indtagende danske film siden 1930. Det vakte opsigt, at Kjeld Abeli sammen med Svend Methling ud sendte den frankcapraske „sociale komedie“ „Tak fordi du kom, Nick“ , 1941, der var et forsøg på at skabe en raffine ret intim komediekunst på dansk. Inden for spillefilmene må dog nok som fem årets største begivenhed fremhæves det instruktør-makkerskab, der opstod mel lem Lau Lauritzen jun. og fru Bodil Ipsen, indledt i 1942 med Karl Schliiter-filmen „Afsporet1* (Ebbe Rode, Illona Wieselmann), et franskpræget gang sterdrama med psykologisk rolleudform ning, hvori milieuet kom til at leve som i kun få danske tonefilm til dato. Instruk tørparret fortsatte i 1945 med modstands filmen „D e røde Enge**, og fru Ipsens personinstruktion fik eminent betydning for dansk film overhovedet. Ved siden af spillefilmproduktionen må man dog fremhæve dokumentarfil mene, der i disse år voksede sig frem til en position, som fik afgørende betydning for danske films forhold til virkeligheden i tidsrummet 1940-48. Dansk Kulturfilm og Ministeriernes Filmudvalg produce rede under Thomas P. Hejles og Mogens Skot-Hansens inspirerende overledelse film, der udlejet af Statens Filmcentral vistes på biograferne til publikums uskrømtede glæde. Foregangsmændene var her instruktøren Theodor Christensen og teoretikeren Karl Roos, der dog også arbejdede praktisk; under deres auspi cier udviklede sig en hel skole af film folk (bl. a. ægteparret Henning-]ensen, HagenHasselbalch, Torben Anton Svend sen og Ole Palsbo). Æren for, at denne skole sidenhen skulle få indflydelse inden for spillefilmproduktionen, må desuden delvis lægges på de uddannelsesforhold, som Ingolf Boisen og Aksel Lerche med deres kortfilmselskab Minerva havde stil let til rådighed. Den danske eksperimentalfilm begyn der at røre på sig i disse år, og i 1942 kommer Jørgens Roos’ og Albert M ertP „Flugten**. Året efter er de samme in struktører færdige med „H j ertetyven “ . 1944 arbejder de på den uafsluttede spillefilm „Historien om en Mand**. 9