Velkommen til oplevelser

for hele familien langs naturstien Ringe-Korinth. Ruterne tager dig fra stien og tilbage igen, undervejs har du müske besøgt steder du ikke kendte.

På eventyr i lokalområdet I Danmark har mennesker været på spil siden afslutningen af sidste istid. Det er mere end 10.000 år, og derfor er der spor af vores aktivitet stort set alle steder. Mange spor er slettet, andre er svage og vi kan kun gætte på, hvad der er foregået. Andre steder er der fyldige beretninger om hændelserne. Uanset, hvor man bor i landet, er der masser at finde ud af, hvis man tager på opdagelse i landskabet. Søgninger på internettet kan tit give overraskende viden om lokalområdet. Naturstien mellem Ringe og Korinth kan fungere som en nøgle til egnen. Der er masser at undersøge fra selve den gamle jernbanetracé, og endnu mere, hvis du vover dig ud ad de småveje, der flere steder krydser naturstien. Vi kan ikke beskrive det hele i denne folder, men måske kan den give dig lyst til selv at tage på eventyr i området. God tur!

Luftmeldetårnet vest for Hågerup

1

Luftmeldekorpset var en del af Danmarks forsvar i perioden 1934 til 2004, med en pause i forbindelse med besættelsen i 1940 – 1945. Overalt i landet var der luftmeldeposter – blandt andet mere end 160 luftmeldetårne, hvorfra man kunne observere luftrummet. Observatørerne på posterne registrerede flytyper, antal og flyveretning og meldte observationerne ind til luftværnscentralerne, som så kunne skabe et samlet overblik. Naturligvis benyttede man sig også af observationer fra radarstationer, men luftmeldekorpsets mange luftmeldeposter var nærmest umulige at sætte ud af funktion. I 1989 brød Sovjetunionen sammen, og ”Den kolde krig” sluttede. Dermed var risikoen for et overraskende angreb på Vesteuropa forsvundet. I 2004 blev Luftmeldekorpset nedlagt, og de fleste luftmeldeposter fjernet. Luftmeldetårnet vest for Hågerup har fået lov at blive stående som et minde om ”Den kolde krig”. Luftmeldetårnet står på Højrupgaards jord, og ejeren har tilladt, at du klatrer op og nyder udsigten. Adgang til tårnet sker på eget ansvar.

Herringe Åsen

2

Nord for Espe lå der en gang en langstrakt bakke. Bakken bestod af grus, og den var dannet af en smeltevandsflod, der strømmede under den kilometer tykke indlandsis, som under sidste istid dækkede dele af Danmark. I tusinder af år lå bakken – Herringe Åsen - som en vold nord for det sted, hvor landsbyen Espe ligger. I 1882 blev jernbanen mellem Ringe og Faaborg indviet og der blev station i Espe. Udbygningen af jernbanerne havde høj prioritet, og der var brug for grus til jernbanedæmninger. Fra Espe blev der lavet et jernbanespor frem til Herringe Åsen, som blev til en stor grusgrav. I dag er åsen nord for Espe gravet helt væk. Der hvor bakken lå, har Naturstyrelsen plantet skov, og øst for skoven ligger Espe Folke- og Tumlepark, som er et godt mål for en tur i området. Hvis du gerne vil se en ås, så ligger Sallinge Åsen lige i nærheden. Det er den lange bakke, der starter ved Vantinge, krydser Odensevej ved Sallinge, bliver til Onsebakken, for til slut at ende mellem Brobyværk og Vester Hæsinge.

Engene mellem Korinth og Højrup

3

4

Naturstien følger det fladeste terræn. Det skyldes, at den oprindeligt var en jernbane, og de første lokomotiver havde ikke kræfter til at forcere stejle stigninger. Derfor går naturstien mellem Korinth og Højrup gennem engene ved Silke Å (3) og Odense Å (4). I dag ligger engene for det meste hen, men frem til omkring 1950 var de en vigtig del af landbruget: Om vinteren stod vandet ofte høj i åerne. Engene blev oversvømmet, og mudder med næringsstoffer blev aflejret på engene. Om foråret sank vandstanden, og hen i juni groede græsset frodigt på engene. Bønderne slog hø, og høet blev kørt hjem til gårdene som vinterfoder til kvæget. Efter høslættet fik kreaturerne lov at græsse på engene. Om vinteren var køerne på stald, og de levede blandt andet af høet fra engene. Køernes møg blev samlet sammen og spredt på markerne i det tidlige forår. På den måde blev næringsstoffer transporteret via åvandet til engene, herfra via græsset til køerne og via køernes møg til de dyrkede marker. Derfor ordsproget: ”Eng er agers moder”. Høslæt og græsning gjorde engene til gode levesteder for masser af planter, som igen var fødegrundlag for masser af smådyr, der var føde for større rovdyr. Efter 1950 blev der adgang til billig kunstgødning og engene mistede efterhånden deres værdi for landbruget. Mange enge fik lov at ligge hen og groede til med pilekrat. Andre enge blev drænet og dyrket i almindelig omdrift. Da engene forsvandt, mistede mange dyr og planter deres vigtigste levesteder. Det gælder blandt andet storken. I forbindelse med naturprojekterne ved Silke Å og Odense Å er der genskabt våde enge, og Kogræsserlauget ved Silke Å sørger for, at engene vest for Hågerup bliver afgræsset. Det giver nye muligheder for engenes planter og dyr. Hvor Silke Å løber under naturstien, er der en udsigtsplatform, hvorfra du tit kan se fx bekkasiner, rørhøge, ænder og gæs.

Espe Tingskov

5

Espe Tingskov hedder sådan, fordi den en periode i middelalderen fungerede som tingsted for Sallinge Herred. Tingstedet var det sted, hvor man samledes i forbindelse med retssager. På tingstedet i skoven lå Tyvstenen til den anklagede og rundt om den lå andre sten, der fungerede som underlag for de planker – eller stokke – som de 8 retsvidner – eller stokkemænd - sad på. På den tid kunne der idømmes dødsstraf. Hvis det skete, blev den dømte ført til henrettelse på Galgebakken nord for Espe.

Galgebakken nord for Espe

6

Galgebakken har sit navn fordi her var rettersted i middelalderen. Her fik forbrydere skåret ører eller næser af, og her blev de dødsdømte henrettet. Mordere blev halshugget, parteret og hængt op. Tyve nøjedes man med at hænge. Ligene blev begravet på galgebakken, for det var en del af straffen, at de henrettede ikke måtte begraves i indviet jord på kirkegården. Den sidste hængning skete omkring 1660, hvor Hans Lavritsen blev hængt for tyveri af fire heste fra Gelskov. Det viste sig, at Hans Lavritsen var uskyldig: Ridefogeden på Rantzausholm (Det nuværende Brahetrolleborg) havde forfalsket en inventarliste, og det kom til at koste Lavritsen livet. Da fejlen blev opdaget, gravede man Hans Lavritsens skelet op, så han kunne få en anstændig begravelse på Hillerslev kirkegård. Den 86 meter høje Galgebakke er blevet brugt til flere ting. Blandt andet blev her bygget en optisk telegrafstation under Englandskrigene i 1801 - 1814. Det har antageligt været en del af landtelegrafen, der forbandt Gottorp ved Slesvig med Als, Fyn, Sjælland og København. Der var tale om en kæde af telegrafstationer, hvor bemandingen aflæste nabostationens melding med kikkert, hvorefter de sendte meldingen videre til næste telegraf i rækken. En avanceret udgave af fortidens bål på bavnehøjene. I klart vejr, og med vågne telegrafister, kunne en melding fra Slesvig nå København på en halv time. Omkring 1850 afløser de elektriske telegrafer de optiske telegrafer.

Sjove stednavne

7

8

9

På egnen syd for naturstien findes flere stednavne, der kan kræve en forklaring. Mange af stednavnene skyldes digteren Jens Baggesen og Sybille Reventlow. Sybille var gift med Johan Ludvig Reventlow, som ejede Brahetrolleborg. Efter udskiftningen af godset i 1785 – 1787 var der behov for at navngive de nye bebyggelser. Sybille Reventlow og Jens Baggesen var inspirerede af oplysningstidens tanker, så huse og gårde fik navne som: Aksglæde, Blidhegn, Flidsager, Plougheld og tilsvarende. Navne der skulle understøtte idealet om et jævnt og virksomt liv. Johan Ludvig Reventlow arbejdede for, at hans bønder skulle være oplyste, og han etablerede skoler og seminarium. Det er hans fortjeneste, at der på egnen findes navne som Korinth (8) og Uddevalla. Reventlow mente, at det ville være gavnligt, at bønderne vidste, at der var en verden udenfor deres kendte sogn. Pennsylvanien (9) er en samling huse og gårde mellem Espe og godset Fjællebro. Navnet har intet med den amerikanske stat at gøre: I tiden 1739 – 1770 hed godsejeren på Fjællebro Frederik Ludvig Christian von Pentz. Von Pentz ejede skovene på egnen. På latin hedder skov ”silva”. Pentzs skov blev til ”Pentz silva” og så var der ikke langt til ”Pennsylvanien”.

Kirkestien mellem Højrup og Øster Hæsinge

10

Et sogn er en bestemt kirkes opland. De fleste sogne opstod, da man omkring år 1000 skiftede fra den hidtidige asatro til den nye kristendom og begyndte at bygge kirker i landsbyerne. Nogle af sognene er muligvis ældre, og har hørt til en bestemt asahelligdom. Inddelingen i sogne er blandt de ældste administrative skel i Danmark. Beboerne i et sogn opsøgte sognets kirke på søn- og helligdage. Indbyggerne i Højrup hører til Øster Hæsinge Sogn, så de måtte trave til Øster Hæsinge Kirke for at høre Guds ord. I sydkanten af Højrup kan du fortsat finde den gamle kirkesti. Stien går mod sydvest, krydser naturstien, går over Odense Å til Åbylund, og videre til Øster Hæsinge. Følger du kirkestien går du præcis, hvor Højrups beboere har travet gennem flere hundrede år.

Kirken blev sparet væk

11

Sydøst for Arreskov Sø lå landsbyen Fleninge. I Fleninge lå en kirke og til Fleninge Sogn hørte landsbyerne Gærup, Nybygdgårde, Fagsted, Nybo og Grønderup. I 1555 gav kong Kristian III sin tilladelse til at landsbykirken blev revet ned. Der var jo også en kirke på Holme Kloster (Brahetrolleborg), og så kunne man godt spare Fleninge Kirke væk. Sten, tømmer, klokker og andet materiel fra Fleninge Kirke blev anvendt på Holme Kloster. I dag er der intet spor af Fleninge Kirke, men lokale arkæologer fandt i 2011-2012 blandt andet rester af grave, stumper af munkesten med mørtel, tagsten, mønter og en lille messeklokke. Fundene viste, at Fleninge Kirke har ligget lige sydøst for vej-Y’et, hvor Fleningevej og Øvej mødes. Fundene tyder også på, at kirken har været en romansk kirke fra 1200-tallet, så den fik lov at fungere i ca. 300 år før nedrivningen.