Albania

59 trækker med fire voksne. Den standsede, og endnu engang blev jeg inviteret indenfor. Jeg spurgte, hvor langt der var til Theth, og da én af dem svarede 4 km, følte jeg trætheden skyde op i mine ben og måtte tage imod deres venlige tilbud.

De sidste 4 km tog næsten en time. Vejen var helt umulig, og vi måtte endda krydse en lille flod. ”Det ser sort ud for den lille sorte, Ford,” tænkte jeg.

To af de fire, en mand og en kvinde, arbejdede for ”Redins Bank,” den fjerde største bank i Albanien. De kom fra Tirana og talte begge engelsk. Chaufføren var chauffør. En stille mand med et barskt ansigt som lignede noget, der havde været igennem lidt af hvert. Hans sikre kørsel vidnede også om en vis erfaring. Den fjerde var indehaver af et gæstehus ved navn, Villa Gjecaj. Han havde søgt et lån på 70 tusinde kroner til at gøre en tilbygning færdig og skulle i dag bevise overfor banken, at hans projekt kunne betale sig. Lånet skulle tilbagebetales indenfor ét år. Han stak mig et visitkort, og jeg spurgte, om han kunne leje mig et værelse med bad. Det kunne han sagtens, grinede han på albansk, mens den kvindelige bankrådgiver oversatte, og slog mig friskt på skulderen. De kørte mig til døren, og jeg fik logi for natten, netop som de første regndråber faldt. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg næsten ikke gå ned ad trapperne og måtte støtte mig til gelænderet. Mine lårmuskler var helt smadrede.