DEBATmagasin 2010: Kirke & identitet

&

Kirke identitet Et debatmagasin

Marie Vejrup

Kan folkekirken håndtere sin egen rummelighed?

Jakob Kvist

Den tavse præst er enten bange eller uforskammet Henrik Jensen

Glemmer vi i vores tusmørke kristendommen, så ender vi med selv at blive glemt Clement Kjersgaard + Bodil Jørgensen + Jakob Holm + Mogens Lindhardt + Stig Hjarvard + Maja Lucas

Indhold 3 4 10 16 19 20 25 26 28 30 35 36 Leder

En ny rummelighed?

Marie Vejrup Nielsen

10

En verden af fortabte sønner Henrik Jensen Åbenheden opad Bodil Jørgensen

1 # Folkekirken 2020 Naser Khader

Moderne apologi foregår i medierne Jakob Holm 2 # Folkekirken 2020 Karen Schousboe Konfirmation Maja Lucas

Henrik Jensen: Men lige der – her – i det fremmede, slår timen for besindelse og omvendelse. En ny tid begynder. Den fortabte søn husker igen faderen og begiver sig på vej. Hjem

Hvorfor være medlem af folkekirken?

Clement Behrendt Kjersgaard Mediernes magi Stig Hjarvard

3 # Folkekirken 2020 Karen Klint

Den tavse præst er enten bange eller uforskammet Jakob Kvist

41 42

4 # Folkekirken 2020 Inge Lise Pedersen

48 51 54 56

Landemodetale Peter Henrik Skov-Jakobsen

Marie Vejrup: Medlemmerne i folkekirken nyder en udstrakt religionsfrihed.

Det er ikke en kirke, som markerer grænser i forhold til sine medlemmer i særlig høj grad

4

Et netværkscenter for forskning, udvikling og formidling Mogens Lindhardt

Landemodeprædiken Peter Henrik Skov-Jakobsen Præstetilgang og afgang

Stig Hjarvard: Medierne er blevet en helt central kilde for danskerne, når det gælder åndelige og religiøse spørgsmål

30

Invitation til debatdag

Kirke & identitet. Et debatmagasin. Årbog 2010 • Udgivet af Københavns Stift • Redaktion: Peter Birch, Elsebeth Grummesgaard Gjesing, Søren Johannsen, Sørine Gotfredsen (ansvarshavende), Christiane Gammeltoft-Hansen (ansvarshavende) • Foto: Maj-Britt Boa • Layout: D-grafisk, David Lund Nielsen • Tryk: Aka-Print, Århus • ISSN: 902-4190 • ISBN: 87-89096-09-6 • Københavns Stift, stiftsadministrationen, Nørregade 11, 1165 København K, Tlf. 33476500, E-mail: kmkbh@km.dk, www.kobenhavnsstift.dk

 Biskop Peter Henrik Skov-Jakobsens nye udvalg bag Stiftsårbogen: Peter Birch, Søren Johannsen, Sørine Gotfredsen,

Christiane Gammeltoft-Hansen, Elsebeth Grummesgaard Gjesing

2 | Kirke & identitet 2010/2011

Leder

Det har længe været en kendt sag, at danskerne generelt har svært ved at forklare, hvad folkekirken egentlig er. Både fordi konstruktionen er uigennemsigtig for de fleste, og fordi der ikke findes en klar øverste stemme, der udstikker linjerne. Vi har derfor i denne nylancerede udgave af Stiftsårbogen sat os for at gå på jagt efter folkekirkens identitet. Det gør vi, fordi vi er af den opfattelse, at folkekirken i disse år føler sig trængt på identiteten og ramt på selvværdet.

Det kan i længden sætte sig spor i et menneske og i et fællesskab at være del af en bevægelse, der af mange opfattes som stærkt svækket af sekularismen. For folkekirken synes den ydre påvirkning og beskrivelse at have skabt en ofte defensiv og nederlagspræget tænkning. Det også selvom hverdagen i sognet måske ikke opleves som trængt, men tværtimod vidner om et liv, der leves med tæt kontakt til mange forskellige mennesker og aldersgrupper.

Med dette debatmagasin ønsker vi at skabe selvindsigt, provokation og gerne masser af debat om folkekirkens identitet og præsters, ansattes og menighedsråds selvopfattelse. Folkekirken står og falder med folkets tilslutning, men den står og falder i høj grad også med den holdning, hvormed tingene angribes fra de indre linjer.

I det følgende vil læseren møde forskellige bud på kirkens indre tilstand og også de mange muligheder, der er for udvikling. Marie Vejrup Nielsen, Henrik Jensen, Stig Hjarvard og Mogens Lindhardt beskriver på hver deres måde kirkens position, hvad angår rummelighedens identitet, manglende lyst til at være autoritet samt synet på medlemstal. Kristelig Dagblads debat- og kronikredaktør Jakob Holm og forlagsredaktør Jakob Kvist kritiserer kirkens og præsternes forbehold overfor at kommunikere gennem medierne og DR’s Clement Behrendt Kjersgaard beskriver i bramfri vendinger kirkens problem med at identificere sig selv. Forfatteren Maja Lucas står for udgivelsens eneste rene fiktive indslag, mens skuespiller Bodil Jørgensen fortæller om sit personlige forhold til kirken. Og endelig har vi bedt en række markante personer give deres bud på, hvordan folkekirken ser ud om ti år. Alt sammen for at opfordre til diskussion og lyst til at se på kirken med både sund realisme, kampgejst og glæde over det kirken er og kan være.

For ikke at tabe denne vigtige diskussion og besindelse på gulvet inviterer vi som opfølgning af Stiftsårbogen til et debatmøde d. 26. januar (læs mere herom på side 56).

Vi håber, at mange i stiftet vil møde op til dette møde og give deres besyv med.

Vi ønsker alle masser af læselyst!

Med venlig hilsen Redaktionen

Et debatmagasin | 3

Marie Vejrup Nielsen ď ž 4 | Kirke & identitet 2010/2011

af Marie Vejrup Nielsen

mel

n n E d

m

u r y

ighe

Den traditionelle beskrivelse af folkekirken er, at den er rummelig. Men spørgsmålet er, om folkekirken kan håndtere den form for radikal rummelighed, som allerede synes at være en realitet i forhold til medlemmernes adfærd i disse år. Sikkert er det i hvert fald, at individualiseringen og pluralismen udfordrer folkekirken på identiteten.

olkekirken har siden sin begyndelse befundet sig på et på mange måder vanskeligt definerbart sted mellem statskirke og trossamfund. Den er på den ene side en statskirke, i den forstand, at den har stærke bånd til staten, men samtidigt er den også noget andet. Den er et selvstændigt trossamfund, der danner ramme om sine medlemmer. Balancen mellem disse to dimensioner, forenet under overskriften „folkekirke“ kalder igen og igen på debat om, hvad denne kirke egentlig er for en størrelse. I den offentlige debat er det ofte spørgsmålet Et debatmagasin | ‘ 5

Medlemmerne i folkekirken nyder en udstrakt religionsfrihed. Det er ikke en kirke, som markerer grænser i forhold til sine medlemmer i særlig høj grad

om forholdet mellem stat og kirke, der tages op, men denne artikel vil se nærmere på en anden dimension af folkekirkens situation i dag ud fra spørgsmålet om medlemmernes plads i folkekirkens selvforståelse. Dette emne knytter sig også til spørgsmålet om folkekirkens forhold til kulturen bredt forstået. Med ca. 4.5 millioner medlemmer, det vil sige godt 81 % af befolkningen, er spørgsmålet om forholdet mellem kirke og medlemmer samtidigt et spørgsmål om forholdet mellem kirke og kultur. Kirken møder samtidskulturen i sit møde med kirkens medlemmer, hvad enten det er til højmesse eller i forbindelse med populære ritualer som dåb og konfirmation.

Folkekirkens medlemmer Nu er det i sig selv vanskeligt at sige, hvem „kirken“ er, men denne artikel fokuserer på folkekirkens officielle repræsentanter. Og her er præsterne naturligvis en oplagt gruppe at se nærmere på. Hvordan ser præsterne på mødet mellem kirke og strømninger i samfundskulturen i dag, og hvordan afspejler det eventuelt en forståelse af de menige medlemmer? En af de undersøgelser, der er tilgængelig, findes i bogen „Karma, Koran og Kirke“, hvor præster er blevet spurgt om, hvad de ser som den største udfordring for kirken, og hvor de primære 6 | Kirke & identitet 2010/2011

udfordringer tegner sig som: sekularisering, medlemmernes blandingsreligiøsitet og islam. Overordnet set fordeler de forskellige udfordringer sig sådan, at det er sekularisering, der ses som den største udfordring (73 %), hvorimod blandingsreligiøsitet får højeste prioritet af 22 % og islam af 4 %. Disse to sidste tal ændrer sig dog i områder, hvor der er en større tilstedeværelse af folk med anden etnisk herkomst end dansk. Men det er stadigvæk sekularisering, der er topscorer. Spørgsmålet om sekularisering er naturligvis meget komplekst. Især i en dansk sammenhæng hvor teologien i høj grad har reflekteret på religionskritikken og taget sekulariseringen til sig som en positiv udvikling, der sætter religionen på den rette plads i samfundet, ifølge mange teologer. Som jeg læser præsternes besvarelse i undersøgelsen, synes den at gå i retning af en bred bekymring for tilknytningen mellem kirke og kultur, kirke og folk, det vil sige en undergravning af selve folkekirkeidentiteten.

Og er det i denne sammenhæng ikke netop muligt at se de tre udfordringer under ét? Nemlig som udtryk for to af de dominerende tendenser i det religiøse landskab i dag: individualisme og pluralisme. Og i sammenhæng med folkekirkens identitet handler dette særligt om individualisering som medlemmernes selvforståelse som frie individer og autoriteter i deres eget religiøse liv. Og om pluralisme som den øgede mangfoldighed af reli-

Man opfatter sit medlemskab som en del af det at være dansk, som forbundet med traditioner, der betyder noget for familien, og netop ikke som et bevidst, individuelt tilvalg ud fra en religiøs motivation

giøse tilbud, både i form af traditionelle religiøse traditioner og i form af mere flydende former for religiøsitet.

Den traditionelle beskrivelse af folkekirken som „rummelig“, som stadigvæk synes at være gyldig for mange i dag, spiller netop på dimensioner af både pluralisme og individualisme.

Den rummelige folkekirke er jo i sig selv født pluralistisk til en vis grad. For det første på det man kunne kalde det multilutherske niveau, hvor mange forskellige kirkelige retninger og fraktioner er blevet enige om at

Hvorfor er jeg medlem af Folkekirken?

Det korte svar er: fordi mine forældre meldte mig ind, da jeg blev døbt som spæd, fordi det nu engang var det man plejede at gøre. Min familie kan nærmest kategoriseres som minimal-fejringskristne og valget var ikke baseret i noget nært forhold til kirken hos mine forældre.

være uenige inden for den samme struktur og bekendelse. Og for det andet, i rummeligheden over for de „ikke-vakte“ i menigheden og konstruktionen af sogne­ menigheden som grundlaget for dette trossamfund.

En kombination af de meget engagerede og de mindre engagerede udgjorde således folkekirkens menighedsgrundlag fra begyndelsen.

Religionsfrihed i Folkekirken I dag står folkekirken i en ny situation, hvor de kirkelige retninger har en anderledes position og til dels spiller en mindre rolle, og hvor særligt rummeligheden over for medlemmernes adfærd synes at være den helt store udfordring. Og her spiller individualisme og pluralisme en vigtig rolle. Opfattelsen af at jeg er autoritet i mit eget liv, også i forhold til religiøs praksis, kombineret med et øget udvalg af muligheder både inden for og uden for traditionel religiøsitet, skaber en ny situation. Spørgsmålet er, hvordan folkekirken vil håndtere den form for radikal rummelighed, som allerede synes at være en realitet i forhold til medlemmernes adfærd.

Det, som i den nævnte undersøgelse kaldes blandingsreligiøsitet, kan i en folkekirkelig sammenhæng knyttes til et interessant fænomen: nemlig at medlemmerne i folkekirken nyder en udstrakt religionsfrihed.

Et debatmagasin | 7

Det er ikke en kirke, som markerer grænser i forhold til sine medlemmer i særlig høj grad. Steen Marqvard har undersøgt hvilken form for frihed, der gives forskellige grupper i folkekirken, og undersøgelsen peger netop på, at medlemmerne har den absolut største frihed af alle set i forhold til f.eks. præster og menighedsrådsmedlemmer. Samtidigt fremgår det, når danskernes religiøsitet undersøges generelt, at langt de fleste ikke føler sig bundet af noget fast trosindhold, men i høj grad kombinerer tanker fra forskellige sammenhænge i deres trosliv.

Folkekirkens praksis indikerer, at det kun i sjældne tilfælde er noget, som kirken gør noget ved. Man viser ikke folk bort ved døren, selvom de tror på reinkarnation, magiske amuletter, mediterer efter østlige religioners praksisformer, eller på anden vis har tanker og praksis fra andre religiøse traditioner. Den kirke, der i sit udgangspunkt tolererede manglende engagement, synes i dag således også at acceptere et nyt engagement, baseret i andre traditioner og eventuelt helt andre religioner. Og denne udvidelse af rummeligheden kan måske være en af forklaringerne bag det høje medlemstal i folkekirken.

Som medlem af folkekirken kan man tro – eller ikke tro – som man vil. Og dermed danner folkekirken på mange måder en bred ramme omkring tendenser som individualisering og pluralisme.

8 | Kirke & identitet 2010/2011

Kulturkirke eller trossamfund?

Men samtidigt stiller det en række spørgsmål til folkekirkens identitet, som ikke synes at være særlig tydelige for medlemmerne, siden de ikke melder sig ud, når de f.eks. bliver optaget af en bestemt religiøs praksis, der ligger uden for folkekirkens grundlag. Måske indikerer dette, at en del af dem ikke opfatter deres medlemskab af folkekirken, som et medlemskab af et forpligtende trossamfund? Hvordan de så opfatter folkekirken, kan man kun gisne om, men der er mange, der i de seneste år har beskrevet folkekirkens medlemmers form for kristendom som kulturkristendom. Hvilket igen betyder, at man opfatter sit medlemskab som en del af det at være dansk, som forbundet med traditioner der betyder noget for familien, og netop ikke som et bevidst, individuelt tilvalg ud fra en religiøs motivation. Hvis dette er rigtigt, betyder det, at medlemmernes adfærd peger væk fra folkekirken som et trossamfund, som man aktivt tilvælger.

Og i retning af folkekirken som en kulturel og national institution, som man ikke behøver melde sig ud af, selvom man bliver optaget af en anden religiøs praksis, eller ikke opfatter sig selv som religiøs overhovedet.

Lige nu er folkekirkens svar på udfordringen i relation til medlemmerne primært en accept af den pluralisme og individualisering, som bringes med ind i kirken af

Som medlem af folkekirken kan man tro – eller ikke tro – som man vil. Og dermed danner folkekirken på mange måder en bred ramme omkring tendenser som individualisering og pluralisme

medlemmerne, mens der kæmpes drabelig kampe om nye ritualer og præsters politiske engagement. Og dette gælder også i relation til de udfordringer, præsterne i slutningen af det 20. århundrede udpegede, og som alle på en eller anden måde kan opsummeres under overskrifterne: individualisering og pluralisme. Danmark bliver i højere og højere grad et pluralistisk land. Vi er de senere år blevet meget mere opmærksomme på ikke alene de mange forskellige kristne grupper i Danmark, men også de mange andre religioner, og på fænomener der går på tværs af samfundet, såsom individualiseringen. Hvordan vil folkekirken tage disse udfordringer op?

Vil det blive som tidligere via de mange frie kirkelige organisationer samt lokale initiativer af forskellig art, eller vil der komme flere fælles overvejelser over identitet og grænser? Vil det betyde en folkekirke, som vil vogte mere over grænserne, f.eks. over for medlemmerne som vil og blive mere kritisk over for det, man ikke opfatter som kompatibelt med folkekirken? Eller en folkekirke, som vil fortsætte den nuværende model med udstrakt religionsfrihed til medlemmerne? Der er mange spørgsmål, som man kan stille omkring folkekirkens fremtid, og de berører alle sammen spørgsmålet, om folkekirkens identitet. Og dermed også spørgsmålet om hvorvidt den rummelige model vil blive bevaret i folkekirken, eller

om individualisering og pluralisme vil øge kravet om en mere markant identitet fra folkekirkens side. Og om vi således er på vej væk fra en bred, mere diffus ramme omkring et flertal af danskernes medlemskab, til et mindre, veldefineret trossamfund.

Litteratur: Karma, Koran og Kirke – religiøs mangfoldighed som folkekirkelig udfordring, redaktører: Berit Schelde Christensen, Viggo Mortensen, Lars Buch Viftrup. 2007, Univers.

Hvordan er folkekirken rummelig? Steen Marqvard Rasmussen, 2010, e-årbog Religion i Danmark 2010, http://teo.au.dk/csr/relaarbog10/ smr/

Marie Vejrup Nielsen Adjunkt ved Afdeling for Religionsvidenskab, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Her er hun tilknyttet Center for Samtidsreligion. Hun forsker og underviser inden for emnet: kristendommen i Danmark i dag.

Et debatmagasin | 9

I en verden afsønner fortabte af Henrik Jensen

Kirken skal insistere på at være autoritet fremfor at være endnu et offentligt kontor i velfærdsstaten. Kun sådan kan den tage imod menneskene af det gudløse samfund, når de vender tilbage en korte version af moderniteten – vores epoke – er individualisering og tab af vertikalitet, tab af autoritet.

Fra før at leve livet med blikket op og ned langs en lodret akse, lever vi nu med det langs en vandret. Det er ikke længere afgørende, hvad traditionen, autoriteten, pligten, historien eller forældrene siger, vigtigere er hvordan kammeraterne – andre, der er i samme situation som en selv – ser på verden og selvet. Det rammer kirken hårdt. Overskriften er „Guds død“, som det blev formuleret af billedstormeren og postlutheraneren Nietzsche. Men det var jo også ham, der postulerede „Evig genkomst“, og begge dele kan vel ikke være sandt?

Dieu se retire, var Léon Bloys formulering, med helt 10 | Kirke & identitet 2010/2011

andre konsekvenser: Gud trækker sig tilbage. Måske modsvares det af Vattimos såkaldt svage teologi: Jeg tror, at jeg tror. Jeg tænker, at jeg tror. Noget i mig tror, måske. Der er efter sigende teologer, der mener, at teologi først bliver rigtig spændende, når Gud trækker sig tilbage. Det samme kan siges om moralen. Lidt for spændende, måske.

Hvorom alting er, situationen sætter en streg under det dilemma, kirken står overfor i dag. Er vi i et mellemspil, eller er det snarere et slutspil? Giver tilværelsen mening, eller er det bare, som Shakespeare formulerede det, a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing?

Vi ved ikke, hvad der vil ske. Vi lever midt i en stor forandring. Vi kan enten tolke det 21. århundrede som

Henrik Jensen ď ž Et debatmagasin | 11

Giver det overhovedet mening at holde kirken intakt og kirkedøren på klem i det faderløse samfund? Ja, hvad ellers? I venten på genkomst og hjemkomst i en verden af fortabte sønner modernitetens sidste, eller som et katastrofalt, postmodernistisk interregnum. Men der er en lære at hente i fortiden. Der ligger ting, som det nye må indeholde, hvis det skal holde. En genopbygning af vestlig kultur må trække på de store kilder til autoritet i dens egen fortid.

Derved må der skabes en ny reformation. Man kan ikke flygte fra fortiden, dens spor er indgraveret i karakteren hos os i nutiden, indkapslet ved undfangelsen, arven fra forfædrene. Der er ingen mening i at forsøge at unddrage sig sin fortid – det er her meningen findes.

12 | Kirke & identitet 2010/2011

Hvis det er sådan – et mellemspil – tror vi så på sagen? Somme tider virker det ærlig talt som om, kirken er en afviklingsforretning. Hvor er gejsten?

Svært at komme ned på knæ Der er under alle omstændigheder megen søgen i denne tid. Folk søger en mening. De søger den ganske vist sjældent i kirken. Det forekommer (og her tillader jeg mig forbigående at parafrasere min bog Det faderløse

samfund) fornuftigst at antage, at når de ikke kommer i kirken, er det fordi kirken ikke møder deres behov.

Måske ved de heller ikke, hvad kirken har at „tilbyde“.

Mange, særligt blandt de yngre, aner ikke, hvad kirkelige højtider og ritualer går ud på. Ikke så mærkeligt, for deres forældre var unge i 1960’erne og 1970’erne, og anså det ikke for vigtigt at holde lige netop den gryde i kog.

Kirken blev mest set som en billet til et tog, der var kørt, mens skinnerne var ved at ruste væk. Salmerne blev ikke sunget, ordet ikke hørt.

Men de aner nok til at fornemme, at kirken „nok ikke lige er dem“. Præster og menighedsråd søger på forskellig vis at komme dem i møde ved at modernisere det hele en smule. De prøver at hamle op med de øvrige underholdningstilbud på markedet. Men det er ikke bare det akavede sprog eller de absurde ritualer, der forhindrer budskabet i at trænge igennem. Den slags særheder møder folk også i andre sammenhænge, uden at det betyder noget. Det kan endda være eksotisk. Nej, budskabet rammer ved siden af. Dette er individualiseringens tidsalder. Vi er ikke dem, vi var for 50 år siden,

og kortest formuleret handler det om, at det er svært, for ikke at sige nærmest umuligt, for et moderne menneske at komme ned på knæ og bede en højere instans om tilgivelse for sine synder. Det er ikke bare jævnt ydmygende – det er skudt forbi! Vi er ikke de syndere og skyldnere, der tales om i dagens tekster og bønner. Vi har ikke gjort noget, og da slet ikke noget forkert. Det er snarere os, det går ud over!

Lige sådan har vi det med det helt principielle i at skulle takke nogen for livet og det daglige brød, med andre ord for den materielle velstand, vi til daglig vælter os i. Vi tager den for givet, vi har ganske enkelt fortjent den ved at lade os føde. Det er en velerhvervet rettighed.

I denne tidslomme falder det os mere lige for at se os selv som ofre end som syndere. Ikke desto mindre lader det sig ikke benægte eller ændre, at i en bydende kristendoms optik er vi syndere over for Gud. Og eftersom en betingelsesløs erkendelse af skyld trods ethvert moderniseringsforsøg forbliver en forudsætning for at få del i kirkens „tilbud“ om tilgivelse og frelse, sluttes strømmen aldrig. Dialogen etableres ikke.

Et debatmagasin | 13

Glemmer vi i vores tusmørke kristendommen, så ender vi selv med at blive glemt Glemsel i tusmørkesamfundet Giver det overhovedet mening at holde kirken intakt og kirkedøren på klem i det faderløse samfund? Ja, hvad ellers? I venten på genkomst og hjemkomst i en verden af fortabte sønner. Lukas nedskrev netop lignelsen om den fortabte søn for fjerne tider og steder som vores, præget af traditionstab og tab af vertikalitet. Fjernt fra faderens hus kryber den fortabte sammen og vogter svinene. Han er fuldstændig fallit, har sat sin fædrene arv over styr, og står nu dér i det gudsfjerne og har mistet orienteringen.

GPS’en er helt død. Men lige der – her – i det fremmede, slår timen for besindelse og omvendelse. En ny tid begynder. Den fortabte søn husker igen faderen, og begiver sig på vej. Hjem.

14 | Kirke & identitet 2010/2011

Gudstusmørket rummer sit eget tungsind. Vejen væk fra faderen og ind i det fremmede har måske været nødvendig, for det er først i det fremmede, i det gudsfjerne, at den tabte tradition igen får karakter af hjemstavn.

Først i tusmørket lyser faderens skikkelse igen. Derved har den hjemvendende på sin omvej måske erfaret mere end den, der blev hjemme.

Der findes ikke nogen fremtid for Vesten, som vi kender det, uden Gud. Et folk, der er uden religiøse værdier og normer, går til grunde. Og det er uden tvivl den kristne religion, der ligger til grund for vestlig tænkning og de værdier, der er forbundet med den. Glemmer vi i vores tusmørke kristendommen, så ender vi selv med at blive glemt. Så bliver Vesten til et åbent land.

I tusmørkesamfundet kalder vi os kristne, men det er underforstået: ikke så kristne at det gør noget. Vi må lære at insistere. Kirken må tage sig selv alvorligt og holde dørene åbne. Der er et par generationer af fortabte, der trænger til at komme hjem.

Men – kan man for alvor tro på den idé, at folk, når alt det nyreligiøse og terapeutiske gejl engang er overstået, vil gå til en tjenestemandsansat gudstjener med sin gudslængsel? Ja. Hvis det, som de søger, ikke er endnu en tom bekræftelse af individualiteten, men en bekræftelse af vertikaliteten. For død er den netop ikke. Autoriteten kan ikke dø. Men man kan blive døv for den.

Kirken som terapeutisk tilbud Vertikalitet etableres fra oven og nedefter, og fra neden og opefter. For tiden kan den næppe findes i kirken.

Uden en velfungerende megafon af tradition og transcendens forbliver præsten formidler af egne sandheder. „Det mener du. Jeg mener noget andet!“ Problemet er i al sin korthed, at kirken kom for tæt på velfærdsstaten. Ikke til at skelne fra de andre kontorer.

Den blev en del af rettighedskulturen, frem for af pligtkulturen. Nu er vi i en fase, hvor det af hensyn til samfundets sammenhængskraft og hele værdiorienteringen igen ville være lidt rart med en religion – samtidig med at vi inderst inde godt ved, at en religion ikke følger af dette behov, men af tro. Religioner er aldrig blevet stiftet, fordi de var nødvendige for det ene eller det andet formål. Det er, når man havner i deres karismatiske sfære, at man ved, at man har brug for dem.

Men kirken agerer til stadighed, som om den mest ser sig legitimeret ud fra religionens samfundsmæssigt ønskværdige konsekvenser: Prøv med lidt religion, religion gør dig ydmyg, religion betoner de nydelige værdier, religion giver stabilitet, religion giver passende åndelig kompensation for en muligvis svindende forbrugslykke. Kirken bliver endnu et terapeutisk tilbud.

Helt flad og uden myndighed.

Kirken må rebe sejlene og ruste sig til storm. Den må holde op med at se sig selv og sin hygge-Gud som en del af velfærdsstatens sociale tilbudskatalog. Præsterne må holde op med at se sig selv som terapeutiske ekspedienter, de må være forkyndere og tro på autoriteten. Der må tros på sagen. Som det er, er der et næsten spøgelsesagtigt fravær af moral i „organisationen“ – moral forstået som sammenhængskraften i en hær eller på et fodboldhold. Den danske folkekirke er en besynderlig organisatorisk konstruktion. Der er ingen vertikalitet i den.

Den katolske kirke har til forskel nærmest vertikaliteten forærende i form af en veritabel trappestige, bakket op

af extra ecclesiam nulla salus. Den danske folkekirke kan ikke beslutte sig for noget som helst, den flyder som et koralrev i alle vindretninger.

Jeg sidder selv i et menighedsråd, hvor vi aldrig snakker om noget overordnet, men evigt og uendeligt om regnskaber, vedligeholdelse af bygninger, samarbejdsproblemer mellem faggrupper osv. Dybest set holder jeg af idéen om menighedsråd – en rest af det gamle folkestyre – men det er udmattende, at alt bevæger sig i cirkler, aldrig fremad.

Ud af defensiven Der må fokuseres på den enkelte: Det er dig, det kommer an på, dig der skal igennem døren. Sammenlign dig ikke med de andre: Tror de mere? Der hersker en misforstået mystisk forståelse af, hvad tro er: Tror jeg mon på jomfrufødsel og nadver og genopstandelse? Tro skal drejes mere i retning af trofast og tillidsfuld. I sin muligvis svage tro kan man starte med at gøre sin pligt, bevæge sig gennem ritualerne, først søvngængeragtigt, senere med mere følelse. Siden kommer resten af sig selv, som med børn. Ikke alle skal omvendes spektakulært som Saulus på vej til Damaskus eller som i en buddhistisk koan.

Kristendom kan blive for teologisk indviklet. Det er ikke nødvendigt med en særligt udpenslet teologi. Der er mest af alt brug for en traditionel instans at ordne sig ind under og takke. Og måske en ny katekismus? Og måske var det idiotisk at afskaffe det personlige skriftemål? Ikke „måske“ – det var en pietistisk misforståelse.

Måske, måske. Frem for alt: Kirken overlever ikke i skyggen. Den må ud af defensiven, ind i offensiven! For at snakke management-sprog: Kirken har et helt utroligt brand, og sikke nogle logoer! Men ingen ledelse. Fint nok, så længe der ikke er den store tvivl om opbakningen og retningen. Men et skib i oprørte vande uden kaptajn eller styrmand eller søkort? Hvem ville ikke springe overbord?

Henrik Jensen Født 1947. Historiker, anmelder, klummeskribent, kommentator og forfatter til bl.a. Ofrets århundrede, Det faderløse samfund, Når vi taler om 68 (med Georg Metz) og Det ordentlige menneske, medlem af menighedsrådet i Grundtvigskirken, Kbh.

Et debatmagasin | 15

opad

Åbenheden

I nterview: Peter Birch

Skuespilleren Bodil Jørgensen bor på Nørrebro og går ofte ind ad den åbne kirkedør. Her finder hun et rum, der giver hende mening i tilværelsen.

yset vælder ind ad det store vindue i Bodil Jørgensens garderobe i Skuespilhuset på havnefronten. Uden for ligger havnens vand og spejler septembers sol. På en bøjle i det lille rum hænger det kostume, som hun har på, når hun om aftenen går på scenen som Nille i Holbergs Jeppe på Bjerget. Rummet dufter tungt af teatersminke og en højtaler i et hjørne af rummet transmitterer lyd fra prøverne et andet sted i Skuespilhuset. Bodil Jørgensen skruer ned for lyden og sætter sig til rette. Med sin karakteristiske stemme, som har en sitrende intensitet, fortæller hun om sit forhold til folkekirken og kristendommen.

– Når jeg går ind i en kirke, får jeg lyst til at trække vejret dybt. Helt ind i hjertet. Der sker noget helt fysisk.

Jeg bliver grebet af rummet på en måde, som jeg også 16 | Kirke & identitet 2010/2011

en gang imellem kan opleve det i naturen. Men den fred og fylde, jeg finder i kirkerummet, finder jeg ikke andre steder. Heller ikke i teateret, siger Bodil Jørgensen, der er en af sin generations mest benyttede og respekterede skuespillere. Masser af roller på film og på teateret er det blevet til for den nu 49-årige skuespiller.

– Teateret skulle gerne nå de højder, jeg føler, når jeg er i kirken. Men det er ikke ret tit, det sker.

Først i 1990’erne fik hun sit gennembrud på teateret, men hun slog for alvor igennem med sin rolle i Lars von Triers film Idioterne fra 1998. Den præstation blev belønnet med både en Robert og en Bodil. Hun har kristendom og kirke med sig fra sin egen barndom og opvækst. Men samtidig oplever hun, at kirken og troen får større og større betydning efterhånden, som livet skrider frem.

Når jeg går ind i en kirke, får jeg lyst til at trække vejret dybt. Helt ind i hjertet. Der sker noget helt fysisk. Jeg bliver grebet af rummet på en måde, som jeg også en gang imellem kan opleve i naturen.

Bodil Jørgensen 

– Min moster døde for nylig og jeg gik med det samme ind i min lokale kirke, Stefanskirken. Døren er altid åben, og der sad jeg så. Kirken rummer alt det, jeg tror på. Hun bruger ofte kirkerummet til stille refleksion. Af og til går hun også i kirken om søndagen. Både hjemme på Nørrebro og i Nordsjælland, når tiden tilbringes i familiens sommerhus.

– Salmerne og ordet gør et stort indtryk på mig hver gang. Jeg bliver draget af Bibelens ord, siger hun og beskriver, hvordan ord fra morgenandagten i radioen kan få hende til at standse op. Hun fortæller, at hun har mindre og mindre behov for store armbevægelser i kirken.

– Det passer mig fint, at menigheden sidder dér, og præsten står dér og lyser velsignelsen. Det er ikke et seminar eller plenum. Kirken skal efter min mening ikke

kaste sig ud i en konkurrence med underholdningsindustrien. I den konkurrence har kirken ikke en chance.

– Min store trøst er Det Nye Testamente – budskabet om Kristi liv på jorden. Det bliver man ikke færdig med, siger hun og holder en pause, før hun fortsætter med en linje fra Jakob Knudsens morgensalme: – „Lysvæld bag ved lysvæld“; jeg bliver rørt, hver gang jeg hører det. Jeg har flere veninder, der går andre veje i deres religiøse søgen. Men jeg finder højderne i kirken, lyder det stilfærdigt.

– Jeg synes jo, at teateret skulle lave flere religiøse dramaer. Jeg har netop genlæst Onde ånder af Dostojevskij sammen med min mand. Den gør mig stærkere i troen på, at mennesket ikke kan klare alt – hverken politisk, økonomisk eller på anden måde.

Et debatmagasin | 17

Kirken skal efter min mening ikke kaste sig ud i en konkurrence med underholdningsindustrien.

I den konkurrence har kirken ikke en chance Åbne arme Bodil Jørgensen beskriver selv sit barndomshjem som et troende hjem. Hendes mormor var organist, og hendes søster er nu organist. Det har altid været en del af hendes verden, at der blev sunget salmer og bedt fadervor.

Det har hun givet videre til sine egne børn.

– Vi beder fadervor hver aften, og jeg synger for børnene. De er Guds børn, det ved jeg. Men de skal også have det med sig. Derfor var det helt naturligt for os, at børnene skulle døbes. Hun fremhæver korstegning for ansigt og bryst som noget utrolig trygt og godt.

– Det er en stor gestus. Lad de små børn komme til mig, siger Jesus og breder sine arme ud. Vi kan ikke komme uden om de åbne arme. Det er for alle. Jeg vil gerne give mine børn øjne, der kan se dét. Jeg tror, det smitter af på ens gang i verden. Ved at lade dem døbe giver jeg dem en mulighed for at se det, forstå dybden i det. Men de skal selvfølgelig selv tage stilling og finde ud af, hvad det betyder for dem, siger hun og tilføjer, at allerede nu mærker hun, at hendes børn har kunnet hente trøst og mening i det, de har fået med sig.

– Når Østen, der er 9, ikke kan sove om aftenen, beder han fadervor – så kan han sove!

Børnene har haft døden tæt inde på livet. Bodil Jørgensens eksmand, teaterinstruktøren Henrik Sartou, der er far til den ældste af hendes tre børn, døde for fem år siden.

– Vi bad til Gud, da Henrik blev syg. Han døde alligevel. Men vi tror, at Johannes’ far nu bor i himlen.

For et par år siden blev familiens yngste, Rigmor, døbt.

– Det var en stor dag. Familien var samlet, og i kirken var der mange af de mennesker, man møder på gaden på Nørrebro hver dag. Det var en stor oplevelse at gå til 18 | Kirke & identitet 2010/2011

nadver med familien og alle de andre. En sammensunken grønlænder. En gammel dame fra kvarteret. Kræftpatienten. Det var ubeskriveligt meningsfuldt.

I rollen som Nille er der pauser i løbet af forestillingen, hvor Bodil Jørgensen er i sin garderobe. Pauserne bliver lige nu fyldt med læsning af Selma Lagerlöfs Kristuslegender. De har en passende længde, og de taler stærkt til hende. Hun finder bogen frem og bladrer hurtigt frem til formuleringer, der har fyldt hende med glæde.

– I den legende, hun kalder Flammen, skriver hun om det lys fra Betlehem, der ikke kan måles eller opregnes. Vi plages meget af de begrænsninger, vi føler som moderne mennesker. Men her tales der om noget andet.

Om åbenhed opad. Der er så meget, der ikke længere er mystisk eller er bærer af hemmeligheder. Alt er blevet så fikseret i det moderne samfund. Men vi har stadig korsets gåde. Det er det, jeg møder i kirken. At der er ting på vej under og over os, som er bærere af noget større.

– Jeg føler mig afmægtig ved en grav eller en kiste og kan mærke tvivlen og smerten nage. Men i kirken kan jeg netop rase med det. Det er et vigtigt rum at være i med alle de ting, siger Bodil Jørgensen.

Bodil Jørgensen Født 1961. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1990. Har deltaget i en lang række film, heriblandt Idioterne (1998), Klinkevals (2000), Anklaget (2005) og Hævnen (2010). Har også medvirket i adskillige tv-serier samt været tilknyttet Det Kongelige Teater siden 1996.

1 # Folkekirken

Af Naser Khader MF, Det Konservative Folkeparti

Denne sammenhæng er paradoksalt nok med til at holde det politiske ude af kirken.

Der må ikke forkyndes politisk. Og sådan skal det også være i fremtiden.

Jeg forestiller mig også en folkekirke, der er bedre til at involvere samtlige af sine medlemmer – bl.a. gennem demokratiske valg af biskopper.

Herved aktiverer kirken sine medlemmer og giver dem en individuel stemme i deres tro. Men kirken skal ikke blot være en demokratisk instans, den skal også ud og være mere aktivt missionerende. Den skal gå foran med de værdier, som demokratiet kommer til kort med. Værdier som medfølelse og næstekærlighed er jo ikke en naturlig følge af et demokratisk samfund, tværtimod er de religiøst, kulturelt funderede.

Fremtidens folkekirkepræster skal i højere grad end i dag kunne tale til det hele menneske og ikke kun til Guds barn. For således vil folkekirken være bedre rustet til at imødekomme de udefrakommende udfordringer, den står overfor, også dem fra andre religioner. Hvis folkekirken

Illustration: Morten Voigt

Selv om jeg er født muslim og opdraget muslim, så har jeg de senere år fået mere og mere sympati for den lutherske tro. Min sympati for kristendommen handler meget om sympati for princippet om, at den kristne tro er personlig og afhængig af individets frivillige samtykke til troen. I kontrast til dette bliver alle islamfødt muslimer for altid! At forlade islam kan visse steder koste livet. Efterhånden kan jeg bedre identificere mig med Jesus end med Muhammed! Og især tanken om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er. Også tilgivelse og forsoning appellerer til mig. Ikke at disse begreber ikke eksisterer indenfor islam, men de er ikke lige så fremtrædende. Det, der desværre er meget fremtrædende i islam, er den straffende og revsende Gud, og øje og for øje og tand for tand. Blandt andet derfor er jeg begyndt at tvivle på min barndomstro. Og er i dag søgende og en ærlig tvivler.

Selv om jeg principielt er tilhænger af en adskillelse af stat og kirke og så lidt religion i det offentlige rum som muligt, så har jeg ikke problemer med, at den danske folkekirke indtager en mere aktiv rolle i det danske samfund.

Jeg tror, at folkekirken også om 10 år vil være i sammenhæng med staten. Og denne sammenhæng bliver ikke ændret i vores levetid, især ikke med de svenske erfaringer in mente.

kan vise, at det netop er en eksistentiel mening med livet, den tilbyder samfundet, vil den også gå en stabil fremtid i møde.

I forlængelse af dette ser jeg det også som en naturlig del af folkekirkens virke, at den enkelte kirke er solidt funderet i lokalsamfundet. At den fungerer som et forbillede for de værdier, den har at tilbyde nærområdet. Det kan være alle former for sociale arrangementer, der er med til at opbygge sammenholdet og omsorgen for hverandre. I vores samfund er der flere og flere, der bliver distancerede fra hinanden. For at komme denne distancering til livs mødes man i sportsklubber, foreninger eller finder fællesskab på internettet. Folkekirken kan i den forbindelse tilbyde det enkelte lokalsamfund et helt unikt fællesskab og skabe et socialt tilhørsforhold medlemmerne imellem.

Et debatmagasin | 19

Moderne a pologi foregår i medierne

Hvis ikke folkekirken og dens præster får skabt et konstruktivt forhold til medierne, kan moderne apologi dårligt lade sig gøre.

Der skal gøres op med „sognekongen“, „strudsepræsten“ og „den flove præst“

Af Jakob Holm

pologi er et velkendt begreb for alle med en smule kendskab til den kristne kirkes historie. Helt fra den spæde kirkes fødsel har behovet for at forsvare kirkens tro og eksistens været selvindlysende klart, hvis det kristne evangelium skulle kunne stå distancen og ligefrem udbredes og vokse i en skeptisk og ofte fjendtligt indstillet omverden.

Her i begyndelsen af det 21. århundrede kan det konstateres, at kirkens behov for apologi er vokset yderligere efter det kirkeligt set brutale 20. århundrede. Et århundrede, hvor både kristendom og kirke er blevet sat under voldsomt pres fra den fremadstormende sekularisering af samfundet. En sekularisering, der i sit kølvand logisk nok har bragt ateisme, social darwinistisk etik og ligegyldighed over for den kristne tradition med sig på en sådan skala, at kirkens fremtidige forankring i det danske samfund ikke længere kan tages for givet.

I middelalderen var det kirken, der definerede det offentlige rum og forsynede os med den forestillingsverden, vi alle gik rundt med. Den rolle har medierne overtaget i den moderne, mediestyrede kultur, hvor den daglige kontakt med Guds ånd så at sige er blevet afløst af den daglige kontakt med tidsånden.

20 | Kirke & identitet 2010/2011

Medierne sætter i dag den daglige, offentlige dagsorden på godt og ondt, og det kan man begræde eller glæde sig over alt efter observans, men mediernes dagsorden er uomgængelig. Denne dagsorden er ikke per automatik venlig over for folkekirken eller kristendommen, og slibrige præste- eller kirkeskandaler er særdeles godt tabloidstof, der adskillige gange har fundet vej til formiddagsavisernes forsider.

Mistro og angst for medierne præger derfor (af gode grunde) mange af folkekirkens præsters forhold til pressen. Man skal selvfølgelig passe på med generaliseringer af landets præstestand, og der er mange prisværdige undtagelser, men tre udbredte og uheldige typer af præstelig respons til den moderne og i høj grad mediestyrede verden kan man godt opridse.

Et lukket system Den første type kan man kalde „sognekongen“. Denne type præst er en uddøende race i folkekirken i dag og afspejler nok den generelle udvikling væk fra den tidligere så udbredte sognebevidsthed, som prægede en stor del af befolkningen langt op i det 20. århundrede.

Sognekongepræsten har typisk ansvaret for et lokalt

Det segment af befolkningen, der klager mest over for eksempel afviste læserbreve, er tankevækkende nok landets præster!

Jakob Holm  Et debatmagasin | 21

sogneblad, som han eller hun alene redigerer og ofte også fylder med artikler fra egen hånd. Når de vil ytre sig i større og landsdækkende medier, møder mange af disse præster for første gang kritisk respons på deres artikler og krav om forkortelser af deres „guldkorn“. En del præster reagerer desværre temmelig voldsomt på denne „censur“, som de stiller sig helt uforstående og vrede overfor. Det segment af befolkningen, der klager mest over for eksempel afviste læserbreve, er tankevækkende nok landets præster! Denne surmuler-holdning afslører klart en ret ringe for ikke at sige ikke eksisterende forståelse af de moderne mediers rolle og deres arbejdsbetingelser og behov for vinkling, præcisering og forståelighed.

En anden type præsterespons til pressen kan man kalde „strudsepræsten“. Strudsepræsten lever i bedste velgående i den danske folkekirke. Som oftest vil denne type præst ikke „lade medierne diktere den gældende dagsorden“, og mener derfor med fordel bare at kunne ignorere pressen og dens henvendelser. At tro at man kan ignorere medierne, svarer til som strudsen at stikke hovedet i sandet for på den måde at undgå virkeligheden. Men den mediestyrede virkelighed er der desværre stadig, når man trækker hovedet op igen. Hvis man fastholder afvisningen af medierne, får tingene hurtigt et præg af ikke at kunne tåle at blive set i dagslys. Det hele bliver indadvendt, og præst og kirke kommer ofte til at fremstå som noget sekterisk og fordækt. Som noget 22 | Kirke & identitet 2010/2011

forskanset, der kun trives i et lukket system, hvor andre ret snart ville få åndedrætsbesvær.

Den tredje type præsterespons til medierne, der her skal nævnes, repræsenteres af dem, man kan kalde de „flove“ præster. Dem er der rigtig mange af i folkekirken. Den flove præst er et ægte barn af det 20. århundrede, der er vokset op med kirkens udfordringer fra naturvidenskaben og sekularisme på den ene side, og udfordringerne fra den voksende multireligiøse og den multikulturelle virkelighed på den anden.

Som nævnt i indledningen har det 20. århundredes udfordringer i den grad presset kirken og kristendommen i defensiven, og behovet for apologi og forsvar af kirken er større end nogensinde tidligere. Men den moderne flove folkekirkepræst er ikke kristen apologet i klassisk forstand. Det er som om, han eller hun snarere er lidt pinligt berørt over hele det store folkekirkelige cirkus og det der med religiøs tro her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Den flove præsts selvværd kan ofte ligge på et meget lille sted, og nogen stolthed på kirkens eller kristendommens vegne skal man lede længe efter. Efter et måske oprindeligt prisværdigt forsøg på i redelighedens navn at ville forsvare kristendommen mod en tiltagende skeptisk og videnskabeligt fokuseret verden, er forsvaret for mange af de flove præsters vedkommende nærmest endt i en ubetinget overgivelse.

At tro, at man kan ignorere medierne, svarer til som strudsen at stikke hovedet i sandet for på den måde at undgå virkeligheden. Men den mediestyrede virkelighed er der desværre stadig, når man trækker hovedet op igen De lækre gevandter I vores egen luthersk protestantiske kultur kan man som eksempel på inspiration for de flove præster nævne den indflydelsesrige tyske teolog Rudolf Bultmann. I det 20. århundrede ønskede han netop i redelighedens navn at „afmytologisere“ kristendommen for at komme dens videnskabelige kritikere i møde. Men afmytologiseringsprojektet lykkedes aldrig rigtigt for Bultmann. For det at ville skrælle de mytologiske lag af kristendommen viste sig nemlig hurtigt at være som at skrælle et løg: man kan fjerne lag på lag af løget, men pludselig står man med meget lidt eller ingenting i hånden! Et forsvar for kristendommen helt på videnskabens præmisser er således ikke en farbar vej frem.

Men de flove præster kæmper videre i kirken uden Bultmanns projekt, og for de akademisk velfunderede danske teologer er der da også mange andre muligheder for at kompensere for det, der i mange tilfælde umiskendeligt ligner manglende tro. Prædikener kan jo for eksempel gøres indbydende og æstetisk tilfredsstillende, hvis man iklæder dem tilstrækkeligt lækre poetiske og historiske gevandter.

En af grundene til, at så mange flove præster kan trives i folkekirken, er givetvis måden præster ansættes på i folkekirken. Vi omtaler gerne kirken som folkekirken, men når det kommer til ansættelse, er folkekirken jo ret beset en statskirke og præsterne statslige embedsmænd med gode pensionsordninger. Det er selvfølgelig i udgangspunktet godt for præsterne med gode og trygge arbejdsvilkår, men hvad gør embedsmandsbevidstheden egentligt ved den enkelte præsts selvforståelse, kaldet og troen? Mange udenlandske teologer undrer sig over manglen på den slags anfægtelse i folkekirken. Og nogle danske præster ærgrer sig over, at mange af deres kollegaer tilsyneladende er mere optaget af snak om ferie og fridage end snak om teologi.

De tre typer præster, der ovenfor er skitseret, er på ingen måde fyldestgørende for den alsidighed, der gør sig gældende for den danske præstestand. Men de er alle tre eksempler på nogle meget udbredte forestillinger og indstillinger til pressen blandt præster i folkekirken.

Ingen af de tre tilgange til pressen er særligt frugtbare for folkekirken, der klart burde gøre mere ud af at formulere en egentlig pressestrategi eller som et minimum forberede de kommende præster langt mere på den mediestyrede virkelighed, de skal virke i. I den forbindelse bør man erindre sig den tidligere biskop Jan Lindhardt, der som den mest mediebevidste biskop faktisk fik salget af fisk til at stige med 20 procent i hele landet efter i medierne at have kædet kristendom, pinse og fiskespisning sammen Pressen er kritisk indstillet, men ikke nødvendigvis fjendtlig over for kirken og præsterne, og de moderne medier burde i langt højere grad tænkes ind i og bruges i evangeliets tjeneste. Mistro, skepticisme og afvisning af pressen kan være helt forståelig i det enkelte tilfælde, men som grundindstilling til medierne og deres rolle i det 21. århundrede er det en tabersag. Og den kan udgøre endnu et søm i folkekirkens ligkiste, hvis ikke udviklingen vendes og den konstruktive apologi styrkes i fremtiden.

Jakob Holm Født 1964. Teolog og debat- og kronikredaktør på Kristeligt Dagblad

Et debatmagasin | 23

S+a+is+ik Københavns Stift

1. Dåb og konfirmation i 2009: Antal døbte: 5409 Antal konfirmationer: 2631

2. Goddag og farvel i 2009: Indmeldelser: 954 Udmeldelser: 3213

4. Børnekor anno 2010: 3. Ægteskab og bortgang i 2009: Vielser og Velsignelser: 1247 Bisættelser og begravelser: 5367

Der findes i Københavns Stift 21 børneog ungdomskor, der er medlem af organisationen Folkekirkens Ungdomskor.

Herudover findes et ikke opgjort antal, der ikke er medlem

5. Succes med pastagudstjeneste:

6. Mennesker i kirken:

I Sankt Thomas Kirke på Frederiksberg afholdes mellem 6 og 8 pastagudstjenester om året. I gennemsnit deltager 150 kirkegængere hver gang

Da sognepræst i Sankt Jakobs Kirke, Mariann Schilder-Knudsen, for nogle år siden optalte antal mennesker i kirken på en måned blev resultatet 2003 personer. Ud af dem kunne 375 registreres som altergæster. En anledning til at overveje fornuften i at opdele folkekirkens brugere mellem altergæster og andre

24 | Kirke & identitet 2010/2011

2 # Folkekirken

Af Karen Schousboe Leder af Folkekirkens Infocenter i København

Et mål hvede for en denar og tre mål byg for en denar ...

(Johannes’ Åbenbaring 6,6).

Folkekirken var imidlertid langt om længe begyndt at ryste støvet af sig, da kirkerne helhjertet havde engageret sig i at lave deres egne mødregrupper.

Til det formål blev der på provstiniveau lidt efter lidt ansat kristne sundhedsplejersker – først i København og senere over hele landet.

Siden var det blevet almindeligt, at forældrene havde sat sig sammen og var begyndt at bygge deres egne børnehaver og siden friskoler. Alle sammen med et stærkt kristent og forkyndende islæt. Væk var angsten for at sætte børnene i skoler, hvor der blev bedt fadervor og sunget salmer.

Illustration: Morten Voigt

Det havde været nogle mærkelige og triste år. Det havde jo holdt hårdt.

Først skulle „det grå guld“ slippe forestillingen om, at kirken primært var til for at fejre gudstjeneste for de ældre og på traditionel vis med tre kirkegængere, syv korsangere samt fuld bemanding af kirketjenere, kordegne og organister. Det var dengang, man endnu i fuld offentlighed kunne høre menighedsråd tale om „dåbsramte“ gudstjenester.

Nok var der stadig folkeskoler, men de var efterhånden helt udmarvede, fordi politikerne havde investeret i helt unødvendige hospitalsbyggerier og plejehjem.

Skolerne derimod var bare fortsat med at blive udsultet.

Efterhånden som krisen igen havde bredt sig og fødevarepriserne bare steg og steg, var desuden „kirkehave“ bevægelsen kommet til. Selv i de større byer var det lykkedes at finde lommer, hvor der kunne dyrkes kål, kartofler, bønner og hyben. Vigtigst

af alt var dog bevægelsen, der blev sat i værk, da „Menighedernes Daginstitutioner“ havde forlangt, at institutionerne skulle gennemsyres – ikke kun af et kristent livssyn – men også af kristen forkyndelse. Det samtidig med at de var det eneste sted, hvor børnene var sikret et ordentligt varmt måltid mindst en gang om dagen!

Mission havde de råbt fra byens tage.

Ja, hvad ellers ... jeg stod og smilede, mens den blege sol langsomt steg op over kirketårnene.

Et debatmagasin | 25

nov elle

n o i t a m r i f n Ko af M aja Lucas

26 | Kirke & identitet 2010/2011

te jeg sket, som ung vids hu og n. ge rsamlin d var jeg ik ke var en vårhare i fo ik ke noget, i sandhe ns io at lle vi rm g je nfi ko og , l rs ti te r havde Da jeg gik Hun gik ik ke til al en, min storesøste od er m ov tiv g ga je is ne g hv je ort det, definition på forberedelse, var heller ik ke have gj som altid ret. Min vde ha g r Je . ha g en je m g; m rli do overskue for kristen skulle have været æ rn: en der ik ke kan ba et ke ik g je ada dt n, un , med ville jeg have ellers selv valg t de ik ke gjort det siden noget. Som sagt, nu på g g je je k en gi M en n. ud ne es io ler om var døbt. D gelse af konfirmat de ugentlige samta dt de ny ev bl er r st de sø og in de jeg rdi m efterskole på Fyn, men dengang gjor lle konfirmeres, fo , vi re er , rh vn Vo ha en øb rK rdi jeg dent røvirrikonfirmeret et år fø var blevet det, og fo ik ke og var sikker t gå de te åt m g de je ån så kyllt af som jeg kom fra, g vil gerne her unds ng som nu var tilta je ga e, r nd re de te k, flo er en med lvom jeg nu gjorde en til præst sammen ligheden i troen. Se er for præsten, han ov de n de a n fr de g, af je d et sciner ved at tilbyde var et år yngre en agnostiker, er jeg fa kærlighedsgerning en sig st e næ rn er ne sig io et lig D re e. n, dårligt lokale skol eksistentielle søge sin tid, som jeg tog ig til m og , dt go te b ag rlø tr fo jeg be t ik ke ham, selv, at det ik ke udviser, og nu ville imod. Endda var de ndereu en en st æ ig pr m ed en m st r æ le pr ug ten af sit sidst gav de åndelige samta fik lov til at høste fr r de ke ik t isk de kt r fa va g g je ket, an visning, selvom r da det kom til styk m luksus. Men deng fo so e, jd be ar e nn ku te åske . Jeg udtr yk enhavn blev drillet, men m et nødvendigt onde e jeg tilbage til Køb jst e re en al gå af r ig m lse se tte fa med te op han ik ke bære at nfirmeret sammen de mest klichéfyld ko ev bl eog kl va l . ve en ge lli er for præst merater, rundt i pauserne. A kristendommen ov e gamle klassekam , in om m n ge in sn vi de be in kv ærket de jeg ik ke i over en var reaktionær, jeg i parentes bem D m so r m va de t de og , eres e mig igen ole for at at jeg ville konfirm fjendsk. Han spurgt kommet på eftersk r i va rd fo en e m nn d, yl ku sk g je piik ke for festens igen, hvor i Biblen samling forbryders og en å, dg un t. de et ev r bl ede jeg bare med dem min storesøster va se det, men tit ryst r. I sammenligning r re fte ge ba n er hv hu i en rd ide dste Ik ke mindst fo sen på Fyn nogle bl as på hovedet; DET vi kl r 7.r fo r va va an s m en , es ed over Bibl må vide, udtalte, at hun synt da. Især var jeg vr n m, selvom Vorherre de la i o tr g je sin e om er lv rm se lse, m. En af piung til at konfi seksualitetsopfatte hvad der blev af de mig til at x, fik se e om rk sd dy vi at es et nd es forældre alder; he aldrig havde prøv rne hed Lolita; hend r ge va un H en l.

M pe . m se se ys ek t meget litfølge hendes ek ik ke engang at tung må enten have være m spæd, m so do bt en dø ist et kr ev bl at t, ke satte. Hun var heller ik oprørende var de rære eller det mod te sin r fø ge da s et en sk rt ne iller, en men blev det fjo ik let og gik med br men skulle holde m dv ru g, de je un ev bl e m lle m sa er nede. I dag vi rtset fra mig konfirmation. Det - naturlige drift n mest kiksede bo bs de då e dr er an å ke „s , ik r us arte.

Paul heldig vis var de nok virkede helt ap jeg have henvist til r de , lv ke se as tr at re k rø no et and ik ke at en i den lille børn, det var akav det bedst for en m t e boede alle samm de D ve ho je ibø m fe og r gå en an r var op til døbefont efterskolen lå i, de en kvinde“, og hvad y, sb in nd m la nå e a nn fr ku siske citat bliotek og bagover, så præsten nismen, er det klas grill, en brugs, et bi en un K . de nd le hå al i de vå om som „S pande med sin lig t nok en biograf, selvsamme vel nok: er nd ru dt fo go d rsa de n in hu e hæderlige igheder skal kv min mor var med, og til spillede nogl ørk, helliges men af m r va u en N . rk e“ ki , rn ne de givet he nede i rækker var en dejlig by, om ne tie stille i menig et D . m el fil ck re Sp de n vo l, det gjor , men den lå vejret havde spillet kender jeg min Bibe marker og solsk in tæt af r va g. et an D . ng ds de pu ke et ndet. k ik sens bygning jeg paradoksalt no elig lang t ude på la rd æ t rf al fo s od tr st r læ t de , g langsom på messefald, og de Som voksen har je or m in m e; ig ld æ var der, var aff

Et debatmagasin | 27

k lu m m e

Hvorfor være medlem af folkekirken?

Hvorfor være medlem af folkekirken? Hvorfor ikke? Kan man spørge og måske er der ikke så få af medlemmerne, der gør det.

Her er der 2 dårlige grunde: 1. Man kan betragte folkekirken som et forsikringsselskab: her får man sin sjæl forsikret, tegner en option på fast ejendom i himmerige og planlægger for det evige liv, ifald det findes. Hvis alternativet er en evighed i limbo eller helvede, må forsikringspræmien vel siges at være særdeles overkommelig.

2. Man kan betragte folkekirken som en del af danskheden, kort og godt: hvis man alligevel er i teatret og skal se forestillingen, kan man lige så godt sidde tæt på scenen som langt fra den.

Og de gode? De er straks vanskeligere at formulere, fordi de kommer til at lyde aldeles overskruede i en dansk kontekst.

Hør blot: 1. Man er en del af Guds fællesskab og kan ikke ønske andet højere end at være ét med Helligånden og sine trosfæller.

28 | Kirke & identitet 2010/2011

Af Clement Behrendt Kjersgaard

2. Man ønsker, at kristendommen skal være en stærk aktør i samfundet og i verden: det er ikke kirken, der skal underholde de frelste, men de frelste, der skal understøtte kirkens mission.

De to „gode“ svar lyder – på dansk i 2010 – som svaret på spørgsmålet: „Hvorfor være medlem af Pinsekirken?“.

Og her er problemet: Ingen af de 4 angivne svar er et, folkekirken bryder sig om. Den vil ikke være et forsikringsselskab. Den vil ikke være en underetage i Danskhedens parkeringshus. Den vil ikke være en fanklub for Jesus. Og den vil ikke være en militant NGO på globalt politisk felttog.

Derfor står folkekirken, hvor den står: med faldende medlemstal og svindende betydning. Om 20 år vil folkekirken være et jysk fænomen, uden nogen plads i den almindelige offentlighed og i Danmarks to storbyområder (København og Århus/Trekantområdet).

For 30 år siden var folkekirken i krise, fordi færre og færre købte missionen. Idag er folkekirken i krise, fordi færre og færre kender missionen.

For 50 år siden skulle du forklare dine naboer, hvorfor du ikke var i kirke i søndags. Idag skal du forklare dig, hvis du var det

Siden Grundtvig – og takket være ham – er den danske folkekirke blevet gradvist fusioneret med den danske stat/det danske demokrati/det danske folk i en så indkogt suppe, at ingen kan finde grænsedragningerne mellem religion, kultur og nation. Dette lighedstegn mellem „kristne“ og „danske“ værdier har haft to konsekvenser.

For folkekirken den umiddelbart glædelige at man har kunnet kalde „Danmark“ „kristent“. Men samtidig den indlysende problematiske at folkekirken (på linje med utallige andre samfundsinstitutioner) har forsømt at udvikle sit eget værdigrundlag og sin egen selvforståelse.

150 år efter fusionen mellem „folk“ og „kirke“ er det entydigt „folket“, der har vundet mere og mere land fra „kirken“, der i 2010 bedst kan betragtes som landets største leverandør af selskabslokaler.

Hvis folkekirken ønsker en anden udvikling, er det første skridt lige så indlysende, som de følgende skridt er utydelige.

Processen må starte med indrømmelsen af, at folkekirken allerede er en minoritetskirke: For 50 år siden skulle du forklare dine naboer, hvorfor

du ikke var i kirke i søndags. Idag skal du forklare dig, hvis du var det.

Flertallet af danskerne er så fremmede for kirken, at den ikke taler til dem og ihvertfald ikke taler på deres vegne.

Samfundsudviklingen er indlysende folkekirken imod (og iøvrigt til fordel for andre kirkesamfund og trosformer). Udfasningen vil de næste årtier med al sandsynlighed foregå i et accellereret tempo. Hvis ikke folkekirken vil acceptere den udvikling, må initiativet komme fra den selv. Evigheden er på folkekirkens side, men det er tiden ikke.

Clement Behrendt Kjersgaard MA i Filosofi, Politik og Økonomi fra University of Oxford og student fra UWC i Hong Kong. Siden 2002 udgiver af RÆSON (www.raeson.dk) og siden 2004 studievært og redaktør for DR. Tillige foredragsholder, bl.a. om tro, religion og kirke – se: www.kjersgaard.com

Et debatmagasin | 29

Mediernes Af Stig Hjarvard

Medierne er blevet en helt central kilde for danskerne, når det gælder åndelige og religiøse spørgsmål. Men den religion, som danskerne møder og interesserer sig for i medierne, har ikke meget med den danske folkekirke at gøre.

Nyheder om religion og kirke er styret af journalistikkens behov for gode historier, og film, tv-serier og computerspil om magi og åndelige kræfter er langt mere populære end kristne budskaber.

30 | Kirke & identitet 2010/2011

år man spørger danskerne, hvordan de beskæftiger sig med åndelige emner, spiller medierne en betydelig rolle. Diskussion med familie og nære venner er det mest hyppige svar, man får, men dernæst følger medier som tv, faglitteratur og internet. Hvis man beder dem nævne nogle historier om det godes kamp mod det onde, som i særlig grad har gjort indtryk på dem, er det ikke mindst de fiktive medier og genrer, som danskerne nævner: spillefilm, tv-serier, romaner m.fl. Kirkegang og religiøse skrifter som Bibelen spiller en rolle for omkring 4-7 % af befolkningen, men for danskerne som helhed udgør medierne en langt større kilde til oplevelser og information om åndelige og religiøse emner i bredeste forstand.

Det er i den sammenhæng værd at understrege, at religion i medierne er noget ganske andet end den religion, som folkekirken (eller andre trossamfund) forkynder. De bibelske fortællinger spiller en marginal rolle i mediernes udbud, men til gengæld producerer medierne sine egne historier med religiøse eller halvreligiøse undertoner. Ikke mindst blandt unge mennesker har fantasy-genren i de senere år givet anledning til stor interesse for magi, overnaturlige verdener og eksistentielle temaer. Stephenie Meyers Twilight-serie om vampyrer har både som bøger og film spundet guld på de helt unge teenagepigers hede drømme om troskab og ægte kærlighed, mens især drenge og unge mænd har opnået stor

magi

De bibelske fortÌllinger spiller en marginal rolle i mediernes udbud, men til gengÌld producerer medierne sine egne historier med religiøse eller halvreligiøse undertoner.

Stig hJarvard Et debatmagasin | 31

Medierne indtager rollen som de primære fortællere om religion i det moderne samfund

fortrolighed med mytologiske verdener i computerspil som World of Warcraft. Og for nogle få år siden havde også de voksne mulighed for at dyrke den mytologiske åre, da filmtrilogien Ringenes Herre gav Tolkiens eventyr en revival. Hvor Bibelens fortællinger kunne udgøre en kollektiv forestillingsverden for ældre generationer, er det i dag sådanne mediefiktioner, som udgør en fælles referenceramme for mange mennesker.

Sådanne fortællinger har sjældent nogen intention om at forkynde nogen særlig form for religion, men de udgør ikke desto mindre en slags moderne myter med moralske budskaber i magisk klædedragt. Medierne stjæler typisk med arme og ben fra eksisterende religioner som kristendom eller islam og blander dem med andre former for mystik og individuel spiritualitet for derigennem at kunne fortælle sine egne historier. En konsekvens af dette er bl.a., at moderne menneskers viden om f.eks. Det Gamle Testamentes dommedagsvisioner stammer fra amerikansk tv-fiktion, og mange danske børn vil primært have viden om nordisk mytologi gennem tv-julekalenderen Jul i Valhal. For mange mennesker over hele kloden er kendskabet til Det Nye Testamente i de senere år blevet præget af Dan Browns romaner. Det er i den sammenhæng sigende, at 50,4 % af de danskere, der har læst eller set Da Vinci Mysteriet finder, at Dan Browns kritik af den kristne kirke er korrekt eller delvis korrekt; 31,5 % mener, hans kritik er forkert eller delvis forkert.

Nyhedsmedierne har ikke mindst i det seneste årti haft øget fokus på de organiserede religioner som kristendom og islam, men også i den journalistiske dækning finder vi, at det ikke er de enkelte trossamfunds 32 | Kirke & identitet 2010/2011

egen forkyndelse, der står i centrum. I stedet er nyheder om religion styret af journalistikkens nyhedskriterier, hvorfor det ikke mindst er katolske præsters pædofili, islamiske kvinders hovedbeklædning og protestantiske præsters holdning til homoseksuelle og kvinder, der tager overskrifterne. Folkekirken og andre trossamfund har med andre ord mistet kontrollen over, hvordan religiøse emner og fortællinger repræsenteres i det offentlige rum. I stedet indtager medierne rollen som de primære fortællere om religion i det moderne samfund.

Kirkens egne medier Der findes naturligvis fortsat nogle medier og programmer, hvor folkekirken og dens repræsentanter kan komme til orde uden filter. Det gælder eksempelvis andagter og gudstjenester i radio og tv, og disse programmer spiller helt givet en væsentlig rolle for kontakten mellem folkekirken og aktive trosfæller. Dilemmaet er imidlertid, set med folkekirkens øjne, at lyttere og seere til sådanne transmissioner af kirkelige aktiviteter i højere grad består af personer, der i forvejen kommer i kirken.

DR Kirken havde i forårshalvåret 2010 et gennemsnitligt seertal på 1,1 %, dvs. ca. 61.000 personer. Heraf er 75 % over 50 år, og DR Kirkens seere går næsten 5 gange så hyppigt i kirke som befolkningen som helhed. Til sammenligning har en gennemsnitlig nyhedsudsendelse på TV 2 kl. 19 knap 800.000 seere.

Radio- og tv-transmission af kirkelige aktiviteter bringer ikke mange nye tilhængere til folkekirken, og det er derfor også karakteristisk, at et betydeligt flertal af danskerne (70,9 %) enten er helt uenig eller delvist uenig

For mange mennesker over hele kloden er kendskabet til Det Nye Testamente i de senere år blevet præget af Dan Browns romaner. Det er i den sammenhæng sigende, at 50,4 % af de danskere, der har læst eller set Da Vinci Mysteriet, finder, at Dan Browns kritik af den kristne kirke er korrekt eller delvist korrekt

i udsagnet om, at „der bør være flere gudstjenester og andagter i radio og tv“. Kun 5,7 % erklærer sig helt enig i dette udsagn, dvs. de samme ca. 4-7 % der ser ud til at udgøre en kerne af trosfæller for folkekirken med hyppig kirkegang og læsning i Bibelen.

Med internettet har folkekirken og andre trossamfund fået en ny mulighed for at kommunikere med både menighed og omverden og dermed i højere grad selv at sætte dagsordenen for, hvad der er interessant at fortælle. Både gamle og nye religioner har tydeligvis set de nye mediers potentiale, hvis man skal dømme efter de ressourcer, der mange steder er sat af til dette. Den eksisterende forskning peger dog på, at der er klare grænser for, hvor mange nye tilhængere det er muligt at komme i kontakt med via de nye medier. Igen finder vi, at det fortrinsvis er de personer, der i forvejen har en tilknytning til kirken, som også anvender de nye medier, som kirken tager i anvendelse. Til gengæld kan de nye medier være med til at ændre kirken selv. Med de nye mediers krav om at brugerne selv skal komme til orde, åbnes der for en mere individualiseret og forbrugerorienteret holdning

til religion, end vi har set med de gamle massemediers transmission af kirkens eget budskab. Autoriteten til at udlægge kristendommen kan herved vandre fra præst til menighed.

Trods den beherskede interesse for kirkens egne medier, er det ikke sådan, at danskerne slet ikke vil høre på repræsentanter for folkekirken i medierne som helhed.

54 % af danskerne er helt uenige eller delvist uenige i, at „præster og biskopper fylder for meget i den offentlige debat“, mens 33,1 % er helt enige eller delvist enige. Til gengæld synes et ganske overvældende flertal af danskerne slet ikke, at „præster og biskopper har større ret end andre personer til at udtale sig i medierne om kultur, moral og etik“. Kun 3,9 % af danskerne er helt enige i dette udsagn, mens 61,8 % er helt uenige.

Mere religion i medierne – mindre tro i kirken?

Samspillet mellem medier og religion frembyder et paradoks. På den ene side er religion kommet til at fylde Et debatmagasin | 33

meget mere i det offentlige rum gennem de sidste 10-15 år, og det er ikke mindst i mediernes offentlighed, at religion spiller en rolle. På den anden side er der ikke meget, der tyder på, at denne stærkt øgede opmærksomhed omsætter sig i en øget kristen tro eller tilslutning til folkekirken. Tværtimod peger de sædvanlige indikatorer for danskernes religiøse orientering (f.eks. medlemskab af folkekirken, tro, kirkegang, dåb, kirkelig vielse osv.) på en svag men fortsat sekularisering. Medieopmærksomhed er med andre ord ikke blevet vekslet til øget tro eller flere medlemmer.

Noget af forklaringen på dette paradoks skal findes i, at islam har fået særlig stor opmærksomhed i de senere år som følge af indvandring, international krig mod terror og national blokpolitik. En del af den offentlige diskussion af religion er således fortrinsvis motiveret af indenrigs- og udenrigspolitik og giver derfor snarere anledning til politisk kontrovers snarere end religiøs forandring. Men selv hvis man fraregner islams store rolle i den offentlige debat, er det alligevel påfaldende, i hvor høj grad folkekirken er frakoblet de religiøse temaer og diskussioner, som mennesker får kontakt med gennem medierne.

Som helhed peger udviklingen på, at religionen har gennemgået en medialisering. Herved forstås, at medi-

Måder at beskæftige sig med åndelige spørgsmål på

Procent

erne i en vis udstrækning har overtaget den rolle, som kirken har haft som producent og formidler af religiøse forestillinger i bredeste forstand. Medierne giver ikke kun information, men leverer i bredeste forstand livshjælp og moralsk orientering til moderne mennesker.

Medierne har typisk ingen intention om at forkynde nogen bestemt religion, men formidler både kirkekritiske nyheder og fortællinger, der leger med det spirituelle og magiske. I det omfang medierne stimulerer en interesse for religion, er det mere i pagt med en moderne livsindstilling: mediernes religion handler mere om interesse end tro, mere om leg og fantasi end alvorstung moral og mere om individets eksistentielle valg end kollektivets fælles behov.

Stig Hjarvard Professor, ph.d., ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Han har foretaget en større analyse af samspillet mellem medier og religion, og de her nævnte resultater, kan man bl.a. læse mere om i bogen En verden af medier, Samfundslitteratur, 2008. Han har været initiativtager til og leder af Det Nordiske Forskningsnetværk om Medialisering af Religion og Kultur.

Kilder til historier om det godes kamp mod det onde

Procent

24,3

Film

41,1

Se tv-programmer

22,6

Tv-program

25,2

Læse faglitteratur (f.eks. filosofi, psykologi)

10,5

Roman

22,0

8,9

Avis

14,4

Gå i kirke

6,7

Computerspil

11,4

Læse romaner

5,8

Internet

Gå til møder/foredrag

5,2

Magasin/ugeblad

6,0

Se film i biografen

4,3

Radioprogram

6,0

Høre om det i radioen

4,2

Religiøse skrifter

5,5

Læse i Bibelen (eller andet helligt skrift)

3,9

Andet

3,0

Kan ikke komme i tanke om en/ved ikke

Diskutere med familie og nære venner

Besøge websites/diskutere på internettet

Andet Jeg har ikke beskæftiget mig med sådanne emner

3,6 41,4

50,4

Tabel 1. Beskæftigelse med åndelige spørgsmål. De adspurgte har kunnet afkrydse op til tre forskellige svar på spørgsmålet: „Mennesker kan interessere sig for åndelige spørgsmål, herunder tro og overtro, etik, magiske oplevelser, liv og død m.m. Hvis du interesserer dig for sådanne spørgsmål, hvordan har du så i de sidste par måneder beskæftiget dig med dem?“. Som følge af flere svarmuligheder overstiger summen af svarene 100 procent. Spørgsmålet var en del af analysebureauet Zaperas kvartalssurvey, 1. kvartal 2009. N=1010.

34 | Kirke & identitet 2010/2011

6,7

Tabel 2. Kilder til historier om det godes kamp mod det onde. De adspurgte har kunnet afkrydse op til tre forskellige svar på spørgsmålet: „Medierne er fulde af historier om det godes kamp mod det onde. Det kan være spillefilm (f.eks. „Stjernekrigen“), romaner (f.eks. „Harry Potter“), religiøse skrifter (f.eks. Bibelen), faktaprogrammer i tv (f.eks. TvAvisen) m.m. I det følgende bedes du angive 1-3 medier, hvor du har oplevet en historie om det godes kamp mod det onde, som i særlig grad har gjort indtryk på dig. Du kan eventuelt angive titel på den pågældende historie, hvis du husker den“. Som følge af flere svarmuligheder overstiger summen af svarene 100 procent. Gennemført af analysebureauet Zapera i april 2005. N= 1005.

3 # Folkekirken

Af Karen Klint MF, Socialdemokraterne

Er kirken en folkekirke om 10 år? Det regner jeg med, men ikke hvis vi ser passivt på. Det kræver mod og handling. Ti år er ingen tid i folkekirkens historie. Men fordi tilstedeværelse af andre trossamfund og ateisme spiller ind på opbakningen til folkekirken, vil de næste ti år betyde meget.

der blev skrevet, at regeringen af hensyn til opbakningen til kirken ville omlægge statens økonomiske støtte til folkekirken.

Jeg tror ikke, det ret meget længere er holdbart for folkekirken, at den ledes af en statslig repræsentant, når vi nu ikke har en statskirke.

Folkekirkens ordning trænger til en grundlæggende gennemgang, og en ny ledelsesform bør findes. Det tror jeg vil ske inden for de næste ti år.

Regeringen havde ret i regeringsgrundlaget fra november 2007, hvor

Det har der så været en ufolkelig bloktilskudsdebat om. Derfor var der ikke opbakning til forandring.

Det tror jeg, var lige så dumt som at skyde sig selv i foden.

Gejstlige og læge og andre kloge bør sætte sig sammen, se fremtiden i møde og sammen turde formulere krav til en ny kirkeordning.

Vi bør anerkende, at mange andre borgere finder det mærkeligt, at

Illustration: Morten Voigt

Befolkningens medlemskab er en vigtig forudsætning for, at kirken kan beholde sin status som folkekirke. Derfor betyder det noget, at næste generation lader sine børn døbe, og at udøbte voksne indbydes til dåb og medlemskab.

Uden medlemmer ingen penge at holde kirke for! Uden medlemmer, ingen mennesker at holde kirke for.

Uden en folkekirke vil fællesskabet i det danske samfund i væsentlig grad skifte karakter. Så enkelt er det.

stats­penge går til løn til vores forkyndere og ikke til betaling for de ydelser og værdier, staten får og har i kraft af kirken. Gør vi ikke det, er det vores egen skyld, at andre lægger kirkens virke for had.

Lad os selv betale løn til vores præster, provster og biskopper. Og lad staten betale for de opgaver, kirken løser for samfundet, og for de bygninger mm., Nationalmuseet ønsker at klassificere som fælles dansk kulturarv. Og lad kirken få sin egen forfatning og ledelse.

Et debatmagasin | 35

Jakob Kvist ď ž 36 | Kirke & identitet 2010/2011

Den tavse præst er enten

bange eller uforskammet Interview: Sørine Gotfredsen

Præster har pligt til at indvie omgivelserne i, hvad de mener og tror på, mener journalist og forlagsredaktør Jakob Kvist. Ifølge ham er det bestemt muligt at deltage i mediernes samtale uden at give køb på kirkens identitet.

Også hvis præsten tvivler på sin tro Et debatmagasin | 37

Man er ikke del af et taberprojekt, medmindre man selv tror, at man er det.

et er muligvis ikke en tanke, der tidligere har optaget kirkefolket så meget, men den bliver mere og mere påtrængende. Det drejer sig om spørgsmålet om, hvordan folkekirken fremtræder i medierne, der jo som bekendt i meget høj grad er med til at præge vores opfattelse af det omgivende. Og dermed også danskernes opfattelse af folkekirken. Jakob Kvist, der er uddannet journalist og i dag er kreativ direktør for forlaget ArtPeople, har adskillige bud. Både på hvordan kirken fremstår blandt menigmand og på, hvad præster og andre i kirken kan gøre for at hjælpe sig selv. Jakob Kvist er vokset op i en traditionsrig præstefamilie og kender både til medieverdenen, præsterne og folkekirken.

Og han er en mand, der spænder vidt. Han har været sportsjournalist på det hedengangne Det Fri Aktuelt, han har skrevet en yderst anerkendt biografi om Michael Laudrup, og han har siden sit skifte til forlagsbranchen været involveret i udgivelser med både Jan Lindhardt og Johannes Møllehave. Og på spørgsmålet om, hvordan 38 | Kirke & identitet 2010/2011

præsterne og folkekirken gør sig i medierne, lyder det til indledning: – Jeg kan grundlæggende godt forstå, at der er en vis skepsis i synet på den store kommunikation, for i sin substans er trosforhold et blufærdigt anliggende, men medierne er nu engang dér, hvor det moderne samfund kommunikerer. Man skal turde samtalen, og det synes jeg, at man er for dårlig til. Jeg bryder mig slet ikke om den aktivistiske fløj, der vil gøre hvad som helst for at komme i medierne, og kirken skal ikke angle efter synlighed. Men en stor pointe er jo, at alle gode synspunkter kan forsvares og repræsenteres i medierne. Det er rigtigt, at det ofte skal siges kort, men det er altså ikke så svært. Det handler om at lære sig lidt kommunikation, som man gør i alle andre dele af samfundet. En præst kan jo godt tale om kristendom med et fem-års barn, og der bliver han også nødt til at gå på kompromis med sin eksegese. Jeg siger ikke, at alle præster absolut skal lære det, men dem, der er frustrerede over, at kirken ofte omtales på så gøgleragtig manér, må gøre det. Man skal

Der er risiko forbundet med enhver kommunikation, men risikoen ved at lade være er langt større

væk fra den der tro på, at kvalitet og mediekommunikation er som vand og olie, for hvis det overhovedet giver mening at tale om den åbne brede folkekirke, så må man tale til folk, dér, hvor de er.

Men hvordan skal man gribe det an i kirken?

– Man kan købe et abonnement hos nogle dygtige rådgivere, som man kan ringe til, når man skal udtale sig til medierne. Menighedsrådene har penge nok, så det er bare med at komme i gang i stedet for enten at jamre eller blot gøre ingenting og overlade festen til Poul Joachim Stender og typer som ham. Hvis TV 2 laver et indslag om, at kirkerne er tomme, skal en ordentlig præst kunne svare på det på ti sekunder. Der er risiko forbundet med enhver kommunikation, men risikoen ved at lade være er langt større.

Her vil en del nok indvende, at kirken trods alt har en så særlig historie og position, at man skal være varsom med at træde ind i den til tider meget flygtige samtale i samtiden. Og i stedet bevare sin lidt tilbagetrukne identitet.

– Ja, det er en lang og ærværdig tradition med den fjerne tidehvervske kirke, der ikke gør reklame for sig selv. Jeg har stor sympati for blufærdigheden og diskretionen, men man må ikke gemme sig, når vox populi banker på i form af en journalist. Man skal svare, når man bliver spurgt om det, man laver og gør, og man skal forklare hvorfor. Det har også præster pligt til, og hvis man ikke gør det, bliver man opfattet som enten bange eller

uforskammet. Vi skal også huske, at efter os kommer en generation, der ikke har hørt om kirken i skolen. Hvis de ser sig omkring, er det ikke en stolt og strunk kirke, de møder. De vil få indtrykket af nogen, der putter sig – samt måske en vis desperation ved synet af dem, der vil gøre hvad som helst for at redde deres job. De desperate præster skaber et skær af noget lidt latterligt.

Har du tænkt på, at nogle præster måske tvivler så meget på deres egen tro, at de ikke har lyst til at stå og tale om den i offentligheden?

– Det er jo en helt basal ting i det her. Vi føler vel alle, at vi ikke tror nok, men så må man jo kommunikere, at man ikke kan være skråsikker. Man må stå ved sin tvivl og ikke underlægge sig det Gallup-tyranni, hvor man skal svare ja eller nej til alting. Der er jo ikke noget nyt i diskussionen om, hvorvidt præster tror eller ej. Den havde vi også i 50’erne med P.G. Lindhardt og spørgsmålet om det evige liv og om igen med Grosbøll. Det er jo den teologiske dobbelthed, hvor præsten på den ene side skal være fast i kødet, når han skal begrave en familie, der er blevet udslettet. Der skal evangeliet lyde, som præsten kan pakke sig ind i, og her skal han ikke stå og sige øh ... bøh ... Men på den anden side kan tvivlen jo godt samtidig være der.

Tror du, at folk kan rumme den dobbelthed i synet på kirken og præsterne?

– Jeg synes ikke, at man skal tænke så meget over, hvad Et debatmagasin | 39

Hvorfor jeg er medlem af folkekirken „Jeg holder meget af kirken, fordi den udgør et fantastisk fællesskab både med samtidige danskere og med fortiden. Den er det store favnende rum, hvor tingene mødes på tværs af sociale, regionale og etniske grænser. Man kan føle, at man sidder i kirken med sin fortid. Folkekirken er en dejlig ordning, fordi den er diskret og uprætentiøs og ikke gør sig til, men bare er der som en mulighed for os alle sammen.“

folk kan rumme. Man skal tænke over, hvad man gerne vil sige, og hvilken platform man har at sige det fra. Og hvis man kun har 30 sekunder, så finder man tre sætninger, der føles rigtige. Folk kan jo godt forstå medierne og ved godt, at det kun handler om en lille appetitbakke, hvor man skal søge den dybere mening et andet sted.

Hvis man vil vide mere, må man gå i kirke, og man må som præst finde modet til at stille sig op og sige, at tro er en skrøbelig ting. Man skal åbent erkende, at der findes tvivl, og her vil jeg gerne lige rejse en statue for Johannes Møllehave. Han har forkyndt højt og lavt og aldrig givet køb, og han har udvist modet til at stå ved den, han er og tale om det. Mere af det.

Som nævnt kommer Jakob Kvist af en præstefamilie, og to af hans brødre – Jens Kvist og Morten Kvist – er præster i dag. Af samme grund er det ikke fremmed tale for Jakob Kvist, når han får beskrevet den i kirkekredse visse steder store bekymring for folkekirkens fremtid og frygten for, at kirken gradvist vil få mindre og mindre betydning for danskerne. Ja, så meget kan bekymringen fylde, at der rundt omkring kan udvikle sig en kultur, hvor der hersker for lidt selvværd og stolthed. Og hvor det i længden sætter sig spor i de ansatte af være del af en sag, der for det første jævnligt møder stor skepsis, og for det andet af mange anses for noget, der sikkert med tiden vil dø ud. Ikke religion som sådan, men folkekirken som vi kender den i dag. Spørgsmålet er, hvad det gør ved mennesker at være del af noget, der både set indefra og udefra kan blive opfattet som en tabersag.

– Man er ikke del af et taberprojekt, medmindre man selv tror, at man er det. Der er masser af religiøsitet og angst og bæven, der skal køres i garage derude, og summen af det er vel noget nær konstant. Der er søgen og åbenhed, og man skal i bund og grund tro på, at når kirken har holdt i 2000 år, er der ingen grund til at tro, at den bliver afviklet lige nu. Konjunkturerne skifter i 40 | Kirke & identitet 2010/2011

alle brancher. Jeg lever selv i en branche, der får at vide hvert 10. år, at nu er det slut. Lige nu er det aviserne, der erklæres døde, og snart er det tv-stationerne. Når man efterhånden er blevet halvgammel, slår det én hele tiden, hvordan det, man troede var uimodsigeligt stærkt, pludselig ligger ned. Og omvendt. Folkekirken er ikke mere skrøbelig end så meget andet. Den har et solidt og folkeligt fundament, og på et eller andet tidspunkt får folk brug for den, hvis det, der foregår i den, er ordentligt. Efter min mening er kirken truet mere indefra end udefra. Truslen består i, at præsterne ikke tør prædike evangeliet, og hvis hele projektet bliver et spørgsmål om at redde projektet for enhver pris med stiv pik som billede på opstandelse, så når vi et punkt, hvor det hele kan være lige meget.

Hvad skal danskerne i dine øjne forbinde kirken med?

– Kontinuitet og tidløshed, der kommunikeres som en styrke, der skal værnes om, og ikke som en svaghed.

Danskerne skal tænke på kirken som det andet fællesskab, der er helt sig selv, og som står udenfor de mange kræfter, resten af samfundet er styret af. Men hvis man ikke tager sig sammen og står ved det, man er – også i medierne – så kan kirken i længden blive splittet op i uforenelige størrelser. Og så vil folk ikke længere blive ved med at have den her samlende fornemmelse.

Jakob Kvist Født 1964. Uddannet journalist og i dag kreativ direktør på forlaget Art People.

Har skrevet flere bøger, heriblandt Ambassadøren en biografi om Michael Laudrup, Møllehave – et liv har fem akter samt Barndomsvenner, en samtalebog med Ulf Pilgaard og Ole Michelsen.

4 # Folkekirken

Af Inge Lise Pedersen Formand for Landsforeningen af Menighedsråd

En levende og mangfoldig kirke

Illustration: Morten Voigt

Folkekirken i 2020 er stadig flertallets kirke, men flertallet er spinkelt, og økonomien er stram. Trods det bruges der flere resurser end nu på indføring i kristendom både for børn og voksne, og hverken mission eller diakoni er fremmedord. Man er nemlig bevidst om, at kristendom skal forkyndes og formidles på mange forskellige måder.

For at kunne gøre det er strukturen ændret, så der er færre sogne, og provstierne har overtaget meget af det administrative, bl.a. personaleadministrationen. Det giver menighedsrådene overskud til i højere grad at være med- og modspillere for præsterne og de øvrige ansatte, også i det kirkelige arbejde, sådan som menighedsrådsloven lægger op til.

De lokale kirker er mere forskellige, end de er i dag, men tilsammen har de både brede og brogede tilbud, og der er et godt samspil mellem frivillige og ansatte med teologiske, pædagogiske og kunstneriske kvalifikationer. Og der er altid mulighed for en personlig samtale med præsten eller en anden, for den personlige kontakt vægtes højt.

Nogle gudstjenester er en slags indføring og indøvelse i kristendom,

som udtryk for at en menighed er et praksisfællesskab snarere end et meningsfællesskab. Vi er fælles om at gøre noget, nemlig samles til gudstjeneste og samvær. Nogle gudstjenester er for børnefamilier, andre er meditative, der er gudstjenester med megen musik, og nogle hvor deltagerne sammen med præsten drøfter temaet over en bid brød bagefter.

Søndagsgudstjenesten byder på både teologisk og æstetisk kvalitet.

Udtrykket kan være forskelligt, men

der er altid en menighed, der kerer sig både om hinanden og omverdenen, og som er åben over for nye, der dukker op. De skal mærke, at her er vi glade for at gå i kirke, fordi vi har erfaret, at vi bliver glade af at gå i kirke, og den glæde vil vi gerne dele med andre.

Er det for højtflyvende ideer?

Jamen, hvis vi mener, vi bare kan fremskrive nutiden, så er der slet ikke nogen folkekirke i København om 10 år.

Et debatmagasin | 41

Et netværkscenter for forskning, udvikling & formidling Af Mogens Lindhardt

Folkekirken er en organisation, der dagligt forholder sig til og iagttages af sin omverden. Den er blevet et „vi“, der forholder sig til „dem“, uanset om „dem“ er aktive kirkegængere, passive medlemmer, udøbte eller medier. Det øger behovet for en større viden om både „dem“ og „os“, så de gensidige beskrivelser kan bygge på andet end generaliseringer, fornemmelser, enkelttilfælde og anekdoter. Men hvordan samle og formidle en sådan viden? Det er et netværkscenter måske svaret på

Mogens Lindhardt ď ž

Folkekirken er blevet et „vi“, der forholder sig til „dem“ – uanset om „de“ er aktive kirkegængere, passive medlemmer, udøbte ateister, medier og andre trossamfund. Og de forholder sig til folkekirken, og spørger til den.

er laves meget forskning, udvikling og formidling, men det er spredt og ukoordineret. Kan et videnscenter hjælpe på det? Altså et kvalificeret netværk som udvikler viden og samler noget af det, der udgår fra de teologiske fakulteter, kirkens egne institutioner, organisationerne (Landsforeningen for Menighedsråd er længst fremme her), private organisationer som f.eks.

CUR (Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik) og fra præstegårde. Men også fra de psykologer, antropologer, organisationsteoretikere og andre, der fra hvert deres sted lejlighedsvis ser på både kirke og tro.

Den opgave kunne man godt forpligte nogen på – at samle og formidle så andre kunne skaffe sig viden fra et bestemt sted. Skal de forpligtede også styre forskning, i det mindste den del af forskningen som sker for kirkens egne midler, altså under kirkelige udviklingsfonde og uddannelsesinstitutioner? Ja, det ville være nyttigt. Et center med forpligtelse til at skabe netværk og samle 44 | Kirke & identitet 2010/2011

viden kunne understøtte og formidle meget af det, der er i gang rundt omkring, og selv sætte forskning i gang.

Hvilken slags forskning? Skal den kun undersøge eller også udvikle ny praksis? Jeg har svært ved at se meningen, hvis et center ikke skal være udviklingsorienteret. Det er sociologisk dataindsamling jo også. Den holder os orienteret om, hvordan landskabet omkring os ser ud, og det er godt. Men nogen skal også følge op på beskrivelsen, samle sammen, og selv igangsætte tiltag, som kan afdække, hvordan man kan bevæge sig i det landskab – og formidle erfaringer til andre. Sagt med et enkelt eksempel: Vi har med Teologisk Pædagogisk Center som dansk deltager i et europæisk projekt fået omfattende viden om, hvad unge får ud af konfirmandundervisning. Vi skal vel også følge op på de tiltag, den nye viden giver anledning til og se, om de gør en forskel.

Universiteterne kan med fuld ret have beskrivelse og fortolkning som deres forskningsformål. Et kirkeligt finansieret center må gerne gå lidt videre. Altså: udviklingsorienteret forskning. Ellers bliver det kun en

Er det f.eks. rigtigt, at mange ikke forstår, hvad kirken siger? Tænk, hvis de har forstået det, men ikke synes det er umagen værd.

Faktisk ved vi meget lidt om, hvad folk tænker, ved det, vi gør

ressourcesvag konkurrent til etablerede institutioner.

Frygten i folkekirken vil sikkert gå på, om nogen så sætter sig på udviklingen og tegner den – på andres bekostning. Det burde ikke være et problem, hvis man tænker netværksbaseret, sætter klare rammer for hvilke dele af netværkets forskning, der skal styres og underlægger centret demokratisk, repræsentativ kontrol. Så sikrer man dels, at udviklingen bliver mangfoldig, dels at den hverken tegnes eller styres af de magtfulde få.

Hvad er standarderne for forskning? Folkekirkens

Hvorfor jeg er medlem af folkekirken?

Jeg ville nok føle mig slemt usolidarisk, hvis jeg meldte mig ind i en anden kirke – men er glad for at det er muligt, og for at medlemskab ikke er en bekendelsessag!

Institut for Præsteuddannelse har lige udgivet noget om, hvordan betænkninger modtages i provstierne. Vi har brugt anerkendte kvantitative og kvalitative metoder, men er det forskning? Vi kaldte det en rapport. Og hvad med det, som præster laver i deres studieorlovs? Undertiden skaber de værdifuld viden, som ikke bør ligge hen eller kun komme få til gode. Et forskningscenter skal både kunne levere kvalificeret forskning f.eks. på post. doc. -niveau, og være åbent for at viden opstår på mange niveauer. Det skal kunne skelne. Og evt. vejlede dem, der gerne vil udvikle sig mere.

Men hvorfor skal vi have et netværkscenter med den opgave? Svaret ligger lige for: Folkekirken er en organisation, der iagttages af sin omverden og forholder sig til den. Den er blevet et „vi“, der forholder sig til „dem“ – uanset om „de“ er aktive kirkegængere, passive medlemmer, udøbte, ateister, medier, og andre trossamfund. Og de forholder sig til folkekirken og spørger til den. At det er sådan, afsløres dagligt: f.eks. i den løbende snak om Et debatmagasin | 45

traditionstab, modernitet, ændrede livsvaner og -mønstre. Og i alle mulige ønsker om at sætte noget i gang for at nå nogen. Vurdering af sig selv og omverdenen er blevet dagligkost. Derfor må vurderingerne også understøttes af mere viden om både „dem“ og „os“. Ellers har vi kun egne tolkninger, generaliseringer, fornemmelser, enkelttilfælde og anekdoter at gå ud fra. Navnlig fortolkninger og generaliseringer er der nok af. Men holder de? Ofte tjener de til at forklare og forsvare egen praksis, og ønskes derfor ikke undersøgt. Er det f.eks. rigtigt, at mange ikke forstår, hvad kirken siger? Tænk, hvis de har forstået det, men ikke synes det er umagen værd. Faktisk ved vi meget lidt om, hvad folk tænker ved det, vi gør.

Per Salomonsen og Cecilie Rubow er nogle af de få, der på hver deres måde har prøvet at stikke lidt dybere.

Der er rigeligt at undersøge. Jeg ville f.eks. gerne vide noget om: Religionspædagogik. Hvad lærer folk af undervisning og lettilgængeligt materiale? Lærer de noget andet af at være med i noget, i samtalegrupper, gudstjenesteforbe46 | Kirke & identitet 2010/2011

redelse og udvikling, diakonalt arbejde? Mange af os er jo faktisk kommet tættere på kristendom ved at arbejde med noget. Hvad er udbyttet af de to måder at lære på?

Og hvad er succeskriteriet for læring? At man gør noget?

Kan fortælle noget? Hvad fortæller de i så fald? Hvis man mangler materiale til undersøgelsen, kan man jo medinddrage kirker, som lader folk lære ved at deltage dem aktivt, i stedet for ved regulær undervisning. F.eks. den Katolske kirke i Danmark.

Sognetilknytning. Hvad betyder det, at de fleste danskere kommer oftere i andre kirker end i deres sognekirker?

Betyder det noget for deres forventninger til sognet? Ser de ting ude, som de er misundelige over, undrer sig over?

Og hvordan samler sognet noget af den viden ind og forstår sin egen opgave i forhold til den?

Innovationer. I sognene skabes mange nye formidlingsformer og arbejdsformer. Men det sker lokalt, der er sjældent nogen systematisk vidensindsamling og derfor heller ikke formidling på tværs. Det er sårbart: Hvis et

Hvad hører de, når vi taler? Skal vi tale enklere og uden manuskript? Eller er det vi siger for banalt, for lidt, ikke fremmed og anderledes nok? Vi har teorier, men vi har ikke spurgt dem.

råd eller en præst udskiftes, forsvinder nyttige erfaringer. Det er ikke nødvendigt.

Sorg. Præster må – tror jeg – have en stor viden fra samtaler om, hvordan folk tackler sorg, også i forbindelse med tragiske dødsfald. De må vide noget om folkelige ressourcer til at klare kriser: Hvad bygger den styrke på, svarer den til den dominerende krise- og sorgterapeutiske indsigt, eller går folk andre veje? Måske har kirken her et korrektiv til mainstream-tænkning.

Integration. Bidrager de mange nye indvandrerkirker til integration? I så fald hvordan? Måske som lommer for hjemlighed, der indirekte justerer tilpasning? Svarer det til muslimske menigheder? Eller til danske menigheder i udlandet?

Forkyndelse. Hvad hører de, når vi taler? Skal vi tale enklere og uden manuskript og kun syv minutter? Eller er det vi siger for banalt, for lidt, ikke fremmed og anderledes nok? Vil de have noget andet? Trosuddybning

frem for statusbekræftelse, trosvejledning frem for trøst?

Er de mismodige, når de kommer i kirke, eller bliver de det undervejs? Vi har teorier, men vi har ikke spurgt dem.

Teologi. Har vi egentlig selv hold på, hvad vi mener med gentagen tale om kærlighed, tilgivelse, evighed, syndsforladelse, forsoning? Hvad siger vi, hvad mener vi med det, vi siger?

Det var da værd at undersøge ... og det er kun begyndelsen!

Mogens Lindhardt Cand. theol. og MPA. Rektor for Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse, København og hjælpepræst ved Vor Frelsers Kirke i København. Han underviser i kirkekundskab og homiletik og har som interessefelter: homiletik, organisations- og ledelesudvikling og skam som det 21. århundredes grundkategori.

Et debatmagasin | 47

Af Peter Henrik Skov-Jakobsen

Der er brug for en kirke på vandring og i opbrud!

Brug for nogle, der tør gå med tro, håb og kærlighed ind i fremtiden.

Vi er en kirke i opbrud – vi er en kirke, der er på vandring. Vi vandrer i det andet årti af det 21. århundrede!

Der er så mange meldinger om os hele tiden! Der går ikke en uge, hvor kirken ikke er i medierne! Det er fantastisk at mærke den bevågenhed. Det er også somme tider mærkeligt.

Jeg ved godt, at der er mange meninger om, hvordan folkekirken skal stille sig til partnerskabet; men er det ærligt talt ikke mærkeligt (og godt), at et samfund, som kalder sig sekulært, er så optaget af, om partnerskabet kan indstiftes i kirken? Kirken er åbenbart vigtig – også vigtig for dem, som den ikke siger noget!

Vi er i opbrud! Vi vandrer væk fra noget. Vi er på vej!

Det ligger i hele vores historie, at vi er på vej!

Jeg ville ønske, at vi kunne få den fornemmelse, som jøder og arabere har, når en historie fortælles. Det er ikke noget, der foregår i fortiden – det er en fortælling, som jeg, som vi, er en del af.

Det er en ilddåb at færdes i verden med håb! Selvfølgelig er der nogle, der er ligeglade! Selvfølgelig bliver vi modsagt! Selvfølgelig er der nogen, der ikke vil med!

I tolv år stod jeg ved verdens skøreste døbefont – ved det mest provokerende kunstværk – ved en farvepragt!

Den døbefont stod nærmest og trippede fra side til side. Den var ikke til at holde nede. Den lignede et kroget træ, som skød i alle retninger op ad gulvet. Den var der med alle farver – med hele paletten. Den fortalte om liv og evighed med hele alfabetet.

Den stod og var fremmed! Den lignede noget fra et fjernt østligt land. Med galionsfigurer stirrede den på én.

Med sorte fødder vandrede den i alle retninger.

Og den fortalte om, at dåben altid spræller, altid er levende, altid sætter spørgsmålstegn ved mit liv, altid udfordrer, altid bevæger.

Et debatmagasin | 49

Vi skal midt i alle ordene, midt i gøglet, midt i intriger og overtalelseskunst turde stå inde for noget

Døbefonten er såmænd ikke så fremmed. I 1646 blev den gjort af Holmens smed, Hans Ulriksen Svitzer. Han var blevet så glad over, at hans datter var blevet godt gift.

Glæden var dobbelt stor, for efter sigende var hun så styg, at ingen havde turdet håbe, at det ville ske!

Den døbefont er blevet hjemlig for mig. Men det er altså en hjemlighed, som også indeholder det fremmede, det provokerende, det anderledes. Der bliver hele tiden dasket til min tro, og troen driller mig kært og somme tider voldsomt.

Vi er en kirke med mange farver. Nogle folkekirkemedlemmer bruger kirken meget, fordyber sig i troens traditioner, elsker salmebogen, kan ikke få nok af den klassiske musik. Andre ved ikke rigtigt! De kan ikke skelne mellem det, der er vores tradition og det, der hører andre kirkelige traditioner til. Nogle af os bliver ophidsede og synes ikke, at det hører hjemme i vores evangelisk-lutherske tradition her i det nøgterne Nord!

Lad os nu se farverne! Lad os lytte til hinanden! Lad os udforske og udfordre hinanden! Vi er i opbrud og vores held er, at meget følger med! Én ting er vigtig! Troværdigheden! Kirken er ikke en købmandsforretning! Det gælder ikke bare om at få mange kunder i butikken. Vi skal ikke løbe efter enhver grædende luftånd!

Vi skal midt i alle ordene, midt i gøglet, midt i intriger og overtalelseskunst turde stå inde for noget.

Selvfølgelig er det en intellektuel udfordring, at nogle 50 | Kirke & identitet 2010/2011

tror på opstandelsen! At hævde at død, løgn, modbydelighed er modsagt og aldrig vil vinde, må anses for at være naivt i en verden, hvor vi ofte betjener os af frygt og død for at få hinanden ned med nakken!

Stædigt at holde fast i håbet – stædigt at ville tage sig af jorden, af skabelsen, af den klode, som vi ofte blot bruger løs af – det mener nogle er overdrevent og hinsides troen!

I kirken fæstner vi øjnene på Jesus. Mon ikke vi først og fremmest føler, at han protesterer mod os?!

Mon ikke vi føler, at han modsiger vores kløgt; men med noget som vi mærker, er liv?!

Vi kan ikke undvære hans perspektiv. Vi mærker, at han får os til at se og føle. Han giver os et hjerte af kød, og en sten falder til jorden! Han får os til at slå en latter op, når selvhøjtideligheden er ved at kværke os!

Der er brug for en kirke på vandring og i opbrud!

Brug for nogle, der tør gå med tro, håb og kærlighed ind i fremtiden. Brug for nogle, der tør tage sig af fremmede, udstødte, foragtede! Der er brug for alle kræfter, for traditionelle, for nyskabende, for det grænsesprængende, det provokerende, for stor og lille tro. Der er brug for det lejlighedsvise engagement og for det trofaste og alt det ind imellem!

Der er brug for, at vi tør bruge vores forstand, vores følelse, vores håndelag og tage fat!

Prædiken til Landemodegudstjeneste Af Peter Henrik Skov-Jakobsen

Dato: 9. oktober 2010 • Tekst: Lukas 24,36-49 • Salmer: 12 - 249 - 291 - 588

„Fred være med jer“, havde han sagt til dem.

Han brød ind i deres rum! Ind i deres hverdag! Han kom med det hellige og lagde det for deres fødder, lagde det ned i deres arme, gav det i hænderne på dem. „Fred være med jer“ havde han sagt – og det skulle man da ikke tro, at noget menneske kunne blive bange over.

Men Lukas husker, at de blev bange – ja ligefrem forfærdede, og de troede, at nu spøgte det!

Den opstandelse! Det har aldrig været nemt med den!

Det er nemt nok at tage i sin mund! Det er nemt nok at forlange, at andre skal tro på den! Det er nemt nok at have et par klichéer om den!

Men det er rystende i sin virkelighed, i sine dimensioner og perspektiver.

I opstandelsen tror jeg, at Vorherre har os til bedste.

Han protesterer mod vores iskolde ord. Han puster liv i vores døde gerninger. Han vækker vores tanke for de utænkelige og de urørlige.

Opstandelse er guddommelig humor, og her bliver det hverdagsagtige helligt, og det hellige går helt ned i det profane.

Lukas er en ærlig mand. Jo mere jeg læser i Bibelen, jo mere optaget bliver jeg af den bog og undrer mig over alle facetterne, undrer mig over ærligheden, undrer mig over, at her er det selvfølgelig først og fremmest tro, der Et debatmagasin | 51

Der går nemlig opstandelse i et samfund, hvor man koncentrerer sig om at bidrage til fællesskabets lykke.

Der går opstandelse i et samfund, når man vender ryggen til spekulationers, beregningers og intrigers kunst!

prædikes; men af mennesker som tør tvivle og være forfærdede, for de tør næsten ikke tro, hvad de ser og hører.

Tænk jer! Der stod de og var skrækslagne. De havde lige set alt, hvad de troede på, blive spottet, myrdet, hævet op på en pæl. De havde undveget, de havde forrådt, de havde dukket sig, de havde tvivlet – og så står han der lige pludselig og siger „Fred være med jer“. „Bevar mig vel“ er det, som om de siger – og så henvender han sig til dem med en bemærkning om, at de da bare kan tage fat i ham, hvis de vil og røre! Oven i det kommer så det næsten flabede: „Har I noget at spise?“.

Nu turde det være indlysende for enhver hvem det er, vi står over for!

Nu turde det være gået op for alle, at her er der tale om noget ganske særligt. Det turde også være klart, at det særlige ikke sker uden for tid og rum, men netop i tiden og rummet.

Gud er alligevel ikke så venlig, at han bare åbenbarer sig i hemmelighed, i det gedulgte.

Opstandelse er sandelig noget, der hører det offentlige rum til.

Det hellige trænger ind i det almindelige, lader sig 52 | Kirke & identitet 2010/2011

erkende i det daglige!

Det hellige er noget, vi kan tale om, diskutere, og blive uenige om!

Men tør vi det!? Tør vi bevæge os ud i det, vi kunne kalde den fælles kamp efter mening, efter tro, efter horisont, eller er vi bare overladt til at vække opmærksomhed?

Er det eneste, vi kan svare på som samfund, happenings?

Kan vi bevæges af andet end pudsigheder?

Er der kun den tilfældige beretning, den skandaliserende historie, den svirpende nyhed tilbage?

Er vi overladt til det hurtige sprog, den fiffige bemærkning?

Eller er der stadigvæk en drøm og et håb?

Kan der stadigvæk gå opstandelse i det for os?

Kan vi blive overraskede?

Tør vi fabulere?

Tør vi troens fantasi, eller er vi overladt til stunt, ulidelig lethed og sproglig, kunstnerisk og poetisk hurtighed?

Jeg tror, ethvert samfund har brug for en kirke, der tør tro, at Gud har forandret alting

Jeg tror på, at der kan gå opstandelse i livet for os!

Jo, i løbet af en uge bliver man kastet rundt af mange smarte ord, hurtige vendinger, løgn og reklamer. I løbet af en uge bliver der bejlet til min fordom, til min forfængelighed, til min egoisme!

de omstændigheder, som nu engang er den reelle verden.

Men hvad ville der dog ikke ske med os som mennesker, hvis vi overlod os til de såkaldte nødvendigheder?

Hvad ville der ske, om troens fantasi blev gjort tavs eller bare druknede i en ligegyldig happening?

Derfor er kirken et fristed! Her er endelig et helligt rum!

Her er der et sted, hvor mennesker kan være som de er!

Her er det sted, som gør mig fri af min smålighed og min slappe tanke!

Her er et sted, som vender mig mod de fælles anliggender og forfængeligheden, de personlige ambitioner, rivaliseringen og ærgerrigheden.

Vaclav Havel gjorde i 1990 sit folk opmærksom på, hvad den første præsident for Tjekkoslovakiet, Masaryk, havde sagt, nemlig „Jesus – ikke Cæsar!“.

Dermed pegede han på, at det var Ånden, Sandheden og Tanken, et samfund bygger på. Dermed pegede han på, at der skal stråle kærlighed og længsel efter forståelse i samfundet.

Der går nemlig opstandelse i et samfund, hvor man koncentrerer sig om at bidrage til fællesskabets lykke.

Der går opstandelse i et samfund, når man vender ryggen til spekulationers, beregningers og intrigers kunst!

Der går opstandelse i os, når vi pludselig tør indrømme, at vi til tider ødelægger vores eget liv (og også andres), men at vi ikke er bundet til det ødelagte liv. Vi er ikke bundet til de gange, vi bare har vrænget ad sandheden og retfærdigheden.

Jesus – Guds ansigt på jorden! Han bevægede dem! Han er ikke til at holde inde i et system eller i en kasse! Han er nemlig opstanden! „Jamen du er da Kristus – den levende Guds søn“, havde Peter sagt i sin tid! Han kunne ligeså godt have sagt: „Når du taler, mærker jeg, at Gud er nær, jeg mærker, at der findes en medfølelse i verden, som er evig.

Når du taler, tør jeg være menneske. Når du taler, falder fjendebilleder og jeg kan se, at Romaen ligner mig, at Rumæneren ikke er mig fremmed, at piraten vi sejlede efter, er en stakkel, at fjenden er et menneske; ja og jeg tør godt tilstå, at jeg ser himlen i min elskedes øjne, at jeg hører sandheden og friheden, når barnet klukler, og når teenageren fniser og fjaser og fumler herligt med livet. Ja, jeg mærker, at intet er dig uvedkommende, og at alting bare venter på, at vi tør lade os bevæge og forvandle af din befriende sandhed!“ Som jeg læste for jer til at begynde med, konstaterer Lukas, at det er i Jesu navn, verden skal forvandles, og han slutter med at konstatere, at de skal begynde i Jerusalem og bevidne alt! Det gjorde de! Og jeg har lyst til at tilføje, at de også kom til København. Vejen var lang og besværlig. Den gik over Athen, Rom, Hamborg og Bremen og vistnok også om ad de britiske øer. Den største udenlandske påvirkning af vores kultur begyndte, og noget fremmed blev hjemligt og hjerteligt. Vi er stadig på vej! Vi er kun nået til det 21.årh. Kirkehistorien er lang, og måtte troen på opstandelsen altid følge os, så vi kan blive hinandens medmennesker, gudfrygtige, og leve med respekt for det medmenneske, der tror noget andet eller slet ingen ting!

Jeg tror, ethvert samfund har brug for en kirke, der tør tro, at Gud har forandret alting.

Der er brug for de troende, som tør fortælle, at selvfølgelig må vi indrette os viist, selvfølgelig må vi være ansvarlige, selvfølgelig skal der tages økonomiske, politiske, sociale beslutninger, og mange af dem er bundet til

Et debatmagasin | 53

Præster Tilgang afgang 1/10 2009-30/9 2010 Oprettede embeder Lokalfinansieret sognepræst ved Bellahøj, Utterslev og Brønshøj Lokalfinansieret sognepræst ved Sydhavn sogn Ordinationer – ordinander Der har i det forløbne år været afholdt 8 ordinationer med i alt 10 ordinander.

Ledige embeder/ansøgertal I landemodeåret har der i Københavns Stift været opslået i alt 15 præstestillinger med i alt 439 ansøgninger – et gennemsnit på godt 29 ansøgere pr. opslag.

• Rønne, sognepræst (genopslag) (12) • Olsker, sognepræst kbf (genopslag) (15) • Bellahøj, Utterslev og Brønshøj, lokalfinansieret overenskomstansat sognepræst (32) • Klemensker og Rø pastorat, sognepræst kbf (5) • Christians kirke, 50 % overenskomstansat sognepræst (19) • Klemensker og Rø pastorat, sognepræst kbf (genopslag) (10) • Holmens, sognepræst (43) • Maria, sognepræst og korshærspræst ved Mariatjenesten (25) • Frederiksberg, konst. overenskomstansat sognepræst (forældreorlov) (46) • Sions kirke, sognepræst (41) • Sankt Jakobs kirke, sognepræst (74) • Brønshøj kirke, sognepræst (63) • Timotheus kirke, lokalfinansieret sognepræst 25 % (10) • Sankt Nicolai kirke, Rønne, sogne- og sygehuspræst (8) • Husum kirke, sognepræst (barselsvikariat) (36) 54 | Kirke & identitet 2010/2011

Kirkejubilæer Christians kirke, 29. november 2009, 250 år Husumvold kirke, 21. marts 2010, 50 år Højdevang kirke, 14. april 2010, 75 år Dragør kirke, 24. april 2010, 125 år Kingos kirke, 16. maj 2010, 100 år Hyltebjerg kirke, 23. maj 2010, 50 år Enghave kirke, 12. september 2010, 50 år Flintholm kirke, 26. september 2010, 50 år Ordinationer •

•

•

•

•

•

•

•

3/1 Anne Katrine Blinkenberg Pedersen, Áki Kristoffer Nielsen 11/1 Rikke Vedel Hansen 13/2 Iben Vinther Nordestgaard 23/4 Helga Tidemann Jensen, Birgitte Jeppesen 1/5 Mikela Risum 16/5 Jørgen Lind Rydkjær Bratkov 11/7 Hanne Charlotte Lavér Hansen 13/7 Hannah Svinth-Værge

Førstegangs-ansatte og forflyttede fra embeder i andre stifter •

•

•

•

•

•

•

15/10 Mia Rahr Jacobsen, Vor Frue pastorat, Trinitatis kirke (gadepræst) 1/12 Marlene Lindsten, Vor Frelser kirke 1/1 Rikke Vedel Hansen, Bellahøj, Utterslev og Brønshøj kirker 1/1 Áki Kristoffer Nielsen, Ols kirke 1/1 Anne Katrine Blinkenberg Pedersen, Sankt Nicolai kirke, Rønne 1/5 Birgitte Jeppesen, Mariakirken 1/5 Anna Mejlhede, Holmens Kirke

•

•

•

•

15/5 Jørgen Lind Rydkjær Bratkov, Klemensker og Rø kirker 1/7 Mette Kathrine Grosbøll Brok, Sions kirke, 3 års orlovsansættelse 15/7 Hanne Charlotte Lavér Hansen 1/10 Mia Miriam Lund Rao, Brønshøj kirke

Embedsskift inden for stiftet 1/2, Susanne Ivalo Mønsted, Christians kirke Afskedigelser •

•

•

•

•

•

•

•

•

31/10 Johan Aage Petersen, Maria kirke 31/1 Peter Marius Sode Jensen, Klemensker og Rø kirker 28/2 Jørgen Worsaae Rasmussen, Københavns fængsler 31/3 Vilhelm Værge, flyverprovst 31/5 Solveig Lentz, Dragør og Store Magleby kirker 30/6 Bent Flemming Nielsen, Trinitatis kirke (ulønnet hjælpepræst) 31/7 Niels Henning Brønnum, Brønshøj kirke 31/8 Erik Boye Olsen, Klemensker og Rø samt Christiansø kirker 30/90 Elsebeth Diderichsen, Vanløse

Døde •

•

•

•

20. oktober Hans Christian Lorentzen, Skt. Nicolai kirke, Rønne 23. oktober Carl Frederik Stub Trock, Mariendals kirke 11. marts Kaj Plum Lykkesfeldt, Trinitatis kirke 2. april Poul-Erik Fabricius, Den Danske Sømandskirke i London Et debatmagasin | 55

Invitation til debatmøde Stiftsårbogen har i år undergået en forvandling til debatmagasin.

Menighedsråd, præster og personale i stiftet inviteres derfor til debatmøde i forlængelse af udgivelsen: Onsdag den 26. januar 2011, kl. 14.00-17.00 Stanley’s Gaard, St. Søndervoldstræde 2, 1419 København K Kritiker og forfatter Henrik Wivel samler trådene og leder debatten.

Panelet består af: Peter Henrik Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift Jakob Kvist, kreativ direktør i ArtPeople Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd Der serveres kaffe og kage i pausen.

Med ønsket om en god debat!

Stiftsårbogredaktionen Tilmelding: Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig til kobenhavn@folkekirken.dk Sidste frist for tilmelding er mandag den 9. januar 2011

56 | Kirke & identitet 2010/2011

Københavns Stift ISBN 978-87-89096-09-4

9 788789 096094