Page 1

r e i d r V æd i e r , væ r d i e r

væ r

nh av ns St if t et de batm ag as in fr a Kø be

Tilmeld dig

Debataften 9. februar 2012

se side 2

Københavns Stift ISBN 978-87-89096-13-1

9 788789 096131

Henrik Dahl + Geert Hallbäck + Merethe Stagetorn + Jens Blendstrup + Lars-Henrik Schmidt Svend Andersen + Arne Hardis + Mette Højbjerg + Erik Meier Carlsen + Naveed Baig Synne Garff + Michael Böss + Peter Callesen + mange flere


Indhold 2 3 4 10 14 17 18 20 24 28 32 37 39 42 44 50 55 58 62

Invitation til debatmøde Leder

4

Kristendommen og værdierne Svend Andersen 1 # Værdier og arbejdsliv Advokat Merethe Stagetorn At arbejde med værdier Henrik Dahl Sagt om værdier

Værdikampen – politisk set Arne Hardis og Mette Højbjerg Kristne værdier i en sekulær stat Michael Böss

Svend Andersen: Det turde være fremgået, at jeg finder det helt misvisende at tale om „kristne værdier“

2 # Værdier og arbejdsliv Tidl. admiral Torben Ørting Jørgensen

10

Kærlighed, fællesskab og tanken om tidernes ende Geert Hallbäck Et kærligt modspil Synne Garff Fædre Novelle af Jens Blendstrup 3 # Værdier og arbejdsliv Læge Lotte Hvas Med andre øjne Naveed Baig, Erik Meier Carlsen, Finn Schwarz Værdiernes triumf Lars-Henrik Schmidt

4 # Værdier og arbejdsliv Billedkunstner Peter Callesen Historien om et sammenfoldet håndklæde Peter Skov-Jakobsen Da enhver blev sin egen præst Bo Kristian Holm

Merethe Stagetorn: Jeg har en basal tro på, at Vorherre har skabt os ens. Det er måske det allervigtigste, i forhold til det erhverv jeg har

Jens Blendstrup: Når min næstældste bror blev interviewet i radioen af en pastor Basse, nedgjorde min far det brutalt bagefter. Der har for at sige det mildt været en ironisk omgang med troen i min slægt

36

Præstetilgang og -afgang

Værdier, værdier, værdier. Et debatmagasin. 2011/2012 • Udgivet af Københavns Stift • Redaktion: Peter Birch, Maj-Britt Boa, Elsebeth Grummesgaard Gjesing (ansvarshavende), Søren Johannsen, Sørine Gotfredsen (ansvarshavende), Christiane Gammeltoft-Hansen • Foto: Maj-Britt Boa • Forside og illustration: Rasmus Meisler/Spild af Tid ApS • Layout: D-grafisk, David Lund Nielsen • Tryk: Aka-Print, Aarhus • ISSN: 902-4190 ISBN: 978-87-89096-13-1 • Københavns Stift, stiftsadministrationen, Nørregade 11, 1165 København K, Tlf. 33476500, E-mail: kmkbh@km.dk, www.kobenhavnsstift.dk


Invitation til debataften Med debatmagasinet er det redaktionens ønske hvert år at inddrage så mange som muligt i samtale om emner, der er vigtige for folkekirken. Det mener vi i høj grad, at diskussionen om værdier er. Begrebet værdikamp har domineret samfundsdebatten i flere år, og det har på godt og ondt præget folks syn på kristendommen. Derfor ønsker vi at videreføre diskussionen i egne rækker og inviterer hermed til debataften:

Torsdag den 9. februar 2012 klokken 19.30 Helligåndshuset v. Helligåndskirken, Valkendorfsgade 23, 1 (ved Strøget, Kbh.) Debatten vil blive styret af journalist og litteraturredaktør Anna Libak Og i panelet sidder: Sociolog og debattør Henrik Dahl, Lektor kulturvidenskab Lillian Munk Rösing, Forfatter Jens Blendstrup og Sogne og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen Der serveres kaffe og vin, øl og vand kan købes. Tilmelding senest mandag den 5. februar sendes til: sgo@km.dk eller tlf. 33212076 Redaktionen ønsker alle en god aften og en spændende debat.

2 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012


Alt efter ståsted og overbevisning kan man se værdidebatten som enten et tegn på omtanke eller et tegn på krise. Det der betragtes som en selvfølge, kan man blive sløset med, fordi man ikke finder det nødvendigt at sætte ord på det. Og det man ikke sætter ord på, kan man komme på afstand af og dermed også føle sig mindre forpligtet på. En debat er i sit udgangspunkt en indbydelse til at overveje egne standpunkter og holdninger. En indbydelse til selvransagelse og eftertanke. Men en værdidebat handler også om at fastsætte værdierne, og her kan der vise sig et problem. For kan man gøre noget absolut gældende, der beror på ens eget valg? Gør man ikke værdierne relative, når man selv vælger dem, idet man jo kunne have valgt anderledes? For andet år i træk udkommer Københavns Stifts årbog i form af et debatmagasin, i år med titlen – Værdier, vær-

dier, værdier – og tager fat på både det vigtige og det problematiske i at diskutere værdier. Det sker blandt andet ved at forsøge at efterspore vore værdiers oprindelse. Hvor meget skylder vi kristendommen i vores værdifastsættelse? Og hvad sker der, hvis vi løsriver værdierne fra deres rødder? For eksempel fra den kristendom, der lærer os, at det gode er givet.

Leder

engang var det givet, hvad der var godt. Det er det ikke mere. I dag diskuterer vi i højre grad det gode og dermed også værdierne. Det moderne menneske tager ikke noget som en selvfølge og ser ikke umiddelbart nogen værdi i at overtage, hvad andre har tænkt. Det moderne menneske vil selv bestemme og selv vælge, hvad der skal være gældende i dets liv. Og hvis ikke vi allerede har en mening om, hvad der er værdifuldt, så anspores vi til at få det, når vi møder et andet syn på verden, end det vi selv har.

Magasinet angriber spørgsmålene både teologisk, filosofisk, etisk og socialanalytisk. Der bliver søgt tilbage til kilderne, Bibelen og traditionen, og der trækkes tråde ind i det konkret levede. Med magasinet ønsker vi at bidrage til en forståelse af den nuværende værdidebat gennem artikler, interviews med mennesker der i deres daglige arbejde forholder sig til værdibegrebet samt kommentarer fra personer fra andre trosretninger. Man kan opleve tilstedeværelsen af kristne værdier i Danmark på meget forskellig vis, og med magasinet ønsker at vi at inspirere til samtale og refleksion. Igen i år følger vi magasinet op med et debatmøde. Det finder sted torsdag den 9. februar 2012, og man kan læse mere om dette på modstående side. God læselyst Redaktionen

Fra venstre: Christiane Gammeltoft-Hansen, Peter Birch, Søren Johannsen, Sørine Gotfredsen, Maj-Britt Boa og Elsebeth Grummesgaard Gjesing Et debatmagasin | 3


Kristendommen værdierne Af Svend Andersen

Oprindeligt var værdi noget, man kun talte om i økonomien. En værdi var noget, man fastsatte, som man fastsætter en pris. I dag taler vi også om værdier i forbindelse med livsanskuelser, og det giver et problem. For kan man tale om det gode liv, som noget vi fastsætter og dermed som noget relativt, og kan man tale om „kristne værdier“, når kristendommen bygger på, at det er forud givet, hvad det gode er?

e senere års megen tale om værdier har fået mig til at mindes min for længst afdøde teologiske lærer, K.E. Løgstrup. En af hans tilbagevendende bemærkninger var, at hvis han havde magt som han havde agt, var der visse ord, han ville forbyde. Et af dem var ordet „værdi“. Hvad havde Løgstrup mod ordet – hvad er der i vejen med værdier? Spørgsmålet kan give os anledning til at se, hvor begrebet stammer fra. Meget kort fortalt bliver værdibegrebet efterhånden en erstatning for den traditionelle tanke om det gode. Det gode er grundbegrebet i den etik, vi finder hos det 4 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

gamle Grækenlands tænkere, især Platon og Aristoteles. Der er her tale om det gode menneskeliv, og en afgørende forudsætning er, at der findes en almengyldig og objektiv målestok for, hvad et godt menneskeliv er. Mennesket er først og fremmest et fornuftsvæsen, der er i stand til at styre sine følelser og drifter ved at udvikle en række dyder, hvoraf retfærdighed, mod, besindighed og visdom er de vigtigste. Har man udviklet dyderne, er man ikke bare et godt menneske – man lever også et godt liv. Kristendommen overtager denne klassiske forestilling om det gode liv, dog med nogle tilføjelser. For det første er det højeste gode nu Gud selv, og endemålet for


Man kan naturligvis ikke forbyde nogen at have en høj vurdering af ytringsfrihed. Men det er ikke særlig oplysende at kalde den en værdi.

Svend Andersen  Et debatmagasin | 5


Næstekærlighed betyder ifølge traditionel forståelse selvudslettelse, og derfor betragter Nietzsche den kristne moral som en slavemoral.

menneskelivet er at forenes med Gud i saligheden. For det andet bliver de fire nævnte klassiske dyder suppleret med tre „teologiske“: tro, håb og kærlighed. Men grundtanken forbliver den samme: det er forud givet, hvad det gode er. I kristendommen hedder det: mennesket er skabt til at leve et ganske bestemt liv.

god mening. En værdi er noget, nogen fastsætter, måske ved at efterspørge på et marked. Værdi ligger dermed tæt op ad „pris“. Og, som filosoffen Immanuel Kant siger: hvad der har en pris, kan erstattes med noget andet, der har den samme pris. En syg kultur

Den enkeltes lykke Denne grundtanke sættes der spørgsmålstegn ved med overgangen til den epoke, vi kalder moderne. Der sker kort sagt det, at det gode mister sin forud givne og objektive karakter for at blive individuel og subjektiv. Det gode liv bliver det liv, som hver enkelt finder godt og efterstræbelsesværdigt. Hvor lykken tidligere var defineret af det almene gode, bliver den nu den enkeltes lykke. Enhver er sin egen lykkes smed, også i den betydning, at enhver selv definerer lykken – for sig selv. Det er i den sammenhæng, værdibegrebet dukker op. Det vil sige: det havde været kendt længe, nemlig i økonomien. Og det er netop en del af det problematiske ved begrebet, at det er blevet overført til et helt andet område, end hvor det oprindelig hørte hjemme og gav 6 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

Men værdibegrebet overføres altså – for alvor i 1800-tallet – fra det økonomiske område til etikkens og livsanskuelsens. En af de første tænkere, der forstod betydningen af dette, var den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Han taler om en „omvurdering af alle værdier“. En værdi er jo netop et resultat af en vurdering, altså en menneskelig aktivitet. Og ifølge Nietzsche er det et grundtræk hos mennesket, at vi vurderer. Det gør vi dybest set ud fra en „vilje til magt“, det vil sige en trang til livsudfoldelse og hævdelse i forhold til andre. Den europæiske kultur har hidtil været domineret af „kristne værdier“, for eksempel i form af næstekærlighedens moral. Næstekærlighed betyder ifølge traditionel forståelse selvudslettelse, og derfor betragter Nietzsche den kristne moral som en slavemoral. Resultatet af kristendom-


Det turde være fremgået, at jeg finder det helt misvisende at tale om „kristne værdier“. Hvad man kan sige er, at kristendommen med sin tanke om hvert menneske som skabt i Guds billede har været en medvirkende årsag til, at den europæiske kultur har udviklet den tanke om menneskerettigheder, der ligger til grund for demokratiet

mens dominans er, at den europæiske kultur er blevet en syg kultur. Derfor er en omvurdering af værdierne nødvendig: nu skal det stærke menneske, der siger ja til sig selv og sin livsudfoldelse træde frem på scenen. Dette menneske giver Nietzsche den senere så skæbnesvangre betegnelse „overmennesket“. Fastsatte værdier Uanset om man deler Nietzsches tankegang i øvrigt, har han uden tvivl forstået værdibegrebet. Når vi i vore dage har været vidne til, at den ene erhvervsvirksomhed efter den anden – fulgt af utallige offentlige institutioner – har formuleret et „værdigrundlag“, er det jo netop et bevis på, at værdier er noget, mennesker fastsætter, og dermed noget relativt. LEGO koncernen orienterer sig for eksempel ud fra værdierne kreativitet, sjov, læring, fantasi og kvalitet. Disse størrelser er jo ikke i sig selv værdier. De er i virkeligheden ret forskellige: kreativitet og fantasi er personlige egenskaber, sjov og læring er aktiviteter, og kvalitet kan være en egenskab ved ting eller produkter. Hvad der gør disse meget forskellige størrelser til værdier, er at virksomheden LEGO har beslut-

tet at fremhæve dem som pejlemærker for sine ansattes indsats – og som „brand“ i sin markedsføring. At en virksomhed på den måde vælger sine værdier er vel i orden. Men kan et samfund eller en stat have værdier? Talen om værdier i denne sammenhæng har det tilfælles med virksomheders og institutioners værdier, at de påståede værdier er kollektive. De formodes at være den fælles ledetråd for en hel befolkning. Eller, som man plejer at sige, et helt „folk“. Til forskel fra LEGOværdierne er samfundsværdierne derimod ikke blevet fastsat ved en beslutning. Vi har ikke haft folkeafstemninger om værdier. Hvis der findes „danske værdier“, må de være vokset frem af vores historie. Det afgørende spørgsmål er imidlertid: Kan vi udpege et sæt værdier, som vi er fælles om i det danske samfund? Frisind, lighed og fællesskab Samfundsforskere kan forsøge på det ved at lave såkaldte værdiundersøgelser. For nogle år siden fandt Peter Gundelach således frem til tre værdier eller mentalitetstræk som særligt danske: frisind, lighed og fællesskab. At der her er tale om „danske værdier“ betyder, at mange af de Et debatmagasin | 7


Men værdi­ begrebet overføres altså – for alvor i 1800-tallet – fra det økonomiske område til etikkens og livsanskuelsens

8 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

adspurgte danskere har tilkendegivet en høj vurdering af de tre størrelser. I øvrigt kan vi igen se, at værdier kan være meget forskelligartede: frisind er en personlig egenskab, lighed kendetegner samfundsmedlemmers indbyrdes forhold, og fællesskab er nærmest en kollektiv indstilling. Det interessante ved Gundelachs undersøgelse er imidlertid, at disse tre positive værdier hver har en negativ bagside, nemlig henholdsvis ligegyldighed, middelmådighed og lukkethed. I den politiske debat – også i den sidste valgkamp – er der blevet peget på danske værdier. En af dem var ytringsfrihed. Man kan naturligvis ikke forbyde nogen at have en høj vurdering af ytringsfrihed. Men det er ikke særlig oplysende at kalde den en værdi. Der er netop tale om en frihed, hvilket er nogenlunde det samme som en rettighed. I Danmark er den formuleret i Grundlovens § 77: „Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene“. Ytringsfriheden hører til de grundlæggende rettigheder ved siden af religionsfriheden og forsamlingsfriheden. Som det ofte er fremhævet, er disse rettigheder ikke specielt danske, men udsprunget af et fælles euro-


Det er meget nærliggende at sige, at tanken om menneskeværd ligger til grund for formuleringen af menneskerettigheder.

pæisk tankegods fra den såkaldte oplysningstid. I nogle udgaver af Grundloven kaldes frihedsrettighederne for menneskerettigheder. Ved menneskerettigheder forstår vi som udtrykket siger rettigheder, som enhver borger har, ikke i kraft af at tilhøre et bestemt folk eller samfund, men i kraft af at være menneske. Hvis ytringsfrihed hører til menneskerettighederne, er den altså nærmest det modsatte af en værdi. Menneskeværd Immanuel Kant, der hører til oplysningsfilosofferne, stillede begrebet pris i modsætning til begrebet „Würde“, idet bæreren af denne egenskab ikke kan erstattes med noget andet. Hvert eneste menneske har „Würde“. Hvordan skal vi oversætte det til dansk? Vi kan under ingen omstændigheder bruge ordet „værdi“. Derimod kan to andre ord komme på tale, nemlig (menneskelig) værdighed og (menneske)værd. I begge tilfælde er meningen, at ethvert menneske har en sådan betydning, at det har krav på respekt. Det er meget nærliggende at sige, at tanken om menneskeværd ligger til grund for

formuleringen af menneskerettigheder. Hvad har kristendommen med alt dette at gøre? Det turde være fremgået, at jeg finder det helt misvisende at tale om „kristne værdier“. Hvad man kan sige er, at kristendommen med sin tanke om hvert menneske som skabt i Guds billede har været en medvirkende årsag til, at den europæiske kultur har udviklet den tanke om menneskerettigheder, der ligger til grund for demokratiet. Hvis kristendommen ikke kun er tradition, men også levende nutid, er den samtidig et budskab, som inspirerer enhver troende til at arbejde for et samfund, hvor alle mennesker anses for at have det samme værd. Svend Andersen f. 1948. Professor i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet. Har udgivet en lang række bøger, blandt andet Som dig selv og Sprog og skabelse. Er derudover en aktiv debattør inden for det etiske område og har tidligere været medlem af det Etiske Råd.

Et debatmagasin | 9


1 # Værdier & arbejdsliv

At tale den andens sag Interview ved Christiane Gammeltoft-Hansen

„Hvis de tiltalte siger, at de ikke har gjort det, som de er anklaget for, er det mit arbejde at forsøge at få dem frifundet“, siger advokat Merethe Stagetorn. Men bag den nøgterne tilgang ligger der den overbevisning, at alle mennesker er skabt lige.

Store Strandstræde ligger advokatfirmaet Stagetorn Wenzel Lund Poulsen. Advokatfirmaet har straffesager, som sit væsentligste arbejdsområde, og det er et travlt sted. En af dets ejere, Merethe Stagetorn, har således altid 60-70 verserende sager. Sager der spænder lige fra mord, tung økonomisk kriminalitet til blendede guldfisk. Da interviewet finder sted, er det den store rockersag, der optager hende. Hun er forsvarer for en af de tiltalte, og endnu engang har det kastet hende ud i en intellektuel øvelse, for sagen er usædvanlig ved det, at den primært bygger på én mands vidneudsagn. Men for en stund lader hun sagsakterne ligge. Det skal nemlig handle om værdier, og Merethe Stagetorn har forberedt sig, så uden mange indledende øvelser får hun talt sig ind på det for hende grundlæggende: menneskeværd og ligeværd. – Det sker engang imellem, at nogen spørger mig, 10 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

hvordan jeg kan forsvare et menneske, der har begået en forfærdelig forbrydelse. Men for mig er det helt enkelt: det er ikke handlingen jeg forsvarer, det er personen. Forfærdelige handlinger må man altid tage afstand fra. Men uanset hvor rædselsfuld handlingen er, og uanset om klienten har tilstået den eller ej, er klienten værd at forsvare og skal forsvares. – Jeg har en basal tro på, at Vorherre har skabt os ens. Det er måske det allervigtigste, i forhold til det erhverv jeg har, at jeg opfatter det lidt som et tilfælde, at jeg ikke har været sat i en situation, hvor jeg kunne have begået en forbrydelse. Der er ikke forskel på mennesker, men der er forskel på omstændigheder, og omstændighederne kan være af en sådan art, at vi handler i desperation. Eller omstændighederne kan gøre, at vi udvikler os på en måde, hvor vi kommer ind på en kriminel løbebane. Når jeg forbereder en sag, er det derfor også ofte af betyd-


Men uanset hvor rædselsfuld handlingen er, og uanset om klienten har tilstået den eller ej, er klienten værd at forsvare og skal forsvares.

ning at afdække tiltaltes baggrund og forhold. Ikke for at undskylde det skete, men for at forklare hvorfor det kom dertil. For Merethe Stagetorn er ligeværd udgangspunktet, men derudover fornemmer man også tydeligt, at erhvervet har haft sin pragmatiske indvirkning, når det gælder hendes værdisæt. Det vedstår hun gerne og fremhæver i den forbindelse lovoverholdelse som en for hende grundlæggende værdi. – Helt basalt er livet jo meget nemmere, hvis man overholder loven. Ud fra et bekvemmeligheds synspunkt giver det ingen mening at stjæle, bedrage og røve. Tænk hele tiden at skulle kigge sig over skulderen. Det er et usikkert liv at leve. En indskrænkelse af friheden, inden den reelt bliver taget fra en på grund af ens forbrydelse.

Merethe Stagetorn 

– Hvis vi alle sammen overholder de reguleringer og love der er, så havde vi jo også tid til alt muligt andet. Væsentlige ting, så som at sidde sammen, høre smuk musik, læse gode bøger, rejse. Det de fleste drømmer om. Lovoverholdelse er på den måde udgangspunktet for det gode liv. Og i Danmark har vi et godt regelsæt, der er med til skabe sammenhæng i samfundet. Et regelsæt der holder os fast på, hvad der er til fælles bedste. – Nogle af mine klienter mener, at det, de har gjort, er rimeligt. Det kan for eksempel gælde klienter, der har unddraget sig skat. Men man må se det i en større sammenhæng. Det har betydning for samfundet, om vi betaler det i skat, som vi skal. Det har betydning for vores skoler, hospitaler, veje og så videre. Et reguleret samfund kan opleves som en stopklods for den frie udfoldelse, og hver især har vi sikkert også oplevet forhold, hvor den offentlige regulering virkede hæmmende i den nære Et debatmagasin | 11


Tolerance hører til det uregulerede område og har at gøre med at kunne rumme og håndtere andre synspunkter end ens egne.

sammenhæng. Men i et større perspektiv kan det ikke desto mindre gavne og bidrage til fællesskabet. – Det kan forekomme meget lavpraktisk i forhold til at tale om værdier, men for mig er det en værdi i sig selv at overholde loven. Det ville de fleste af mine klienter også sige. De magter bare ikke altid at leve efter det, fordi deres netværk trækker dem i en anden retning, de har en stor gæld eller er psykisk ustabile. Tolerance, både som den kommer til udtryk i den politiske debat og i mellemmenneskelige sammenhænge, har optaget Merethe Stagetorn igennem årene. Hun var forsvarer for Glistrup, der blev dømt for gentagne gange at sige, at muhammeddanismen var en forbryderisk religion, ligesom hun også var forsvarer for Pia Kjærs­ gaard, der blev frifundet for at kalde de imamer, der rejste rundt i mellemøsten lige efter Muhammedkrisen, for landsforrædere. – Man må sondre mellem tolerance i forhold til ytringer og handlinger. Den mundtlige ytringsfrihed skal og bør 12 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

være større, end når det kommer til handlinger. – Tolerance hører til det uregulerede område og har at gøre med at kunne rumme og håndtere andre synspunkter end ens egne. Min profession træner mig på sin vis i tolerance, idet jeg altid skal kunne se en sag fra to sider. Jeg skal kunne se den fra min klients side, samtidig med at jeg skal kunne sætte mig ind i anklagemyndighedens vurdering og holdning, så jeg ved, hvad jeg er oppe imod. Danskere holder gerne af at karakterisere sig selv som et tolerant folkefærd. Er det en karakteristik, du kan nikke genkendende til? – Ud fra mine egne erfaringer må jeg sige nej. Jeg hører mange samtaler, der går efter devisen. „Så sagde jeg også, og så sagde hun, og skal jeg finde mig i det!“. Sådanne samtaler er ødelæggende for en egentlig dialog. Vi leger tit politibetjente overfor hinanden. Små irritationer får frit løb, og vi er hurtige til at klassificere hinanden efter vores opførsel, udseende og sociale status.


Det sker engang imellem, at nogen spørger mig, hvordan jeg kan forsvare et menneske, der har begået en forfærdelig forbrydelse. Men for mig er det helt enkelt: det er ikke handlingen, jeg forsvarer, det er personen – Tolerance er væsentligt, og vi må derfor reagere, når vi møder intolerance. Vi må tale intolerancen imod. Der står jo også: „Forlad os vor skyld, som vi forlader vores skyldnere“. Det forpligter os på at dæmpe vores vrede og møde hinanden med tilgivelse – også selv om der er noget, der irriterer og generer. Jeg ser tilgivelse som en vigtig side af tolerance, og i Fadervors bøn bliver vi holdt fast på, at som vi gerne vil tilgives, må vi også tilgive andre. Det viser så også de udfordringer, der er i tolerance, for det er svært at tilgive – virkelig at tilgive. Vi holder gerne lidt tilbage, tilgiver på overfladen. Men det er netop en af grundene til, at det er vigtigt, at vi formulerer et værdisæt, for det giver os noget at stræbe imod. Jeg plejer at sige det sådan, at jeg er nødt til hver dag at gøre det bedre end i går. Men det er godt nok svært! Findes der efter din mening nogen særlige værdier der kendetegner danskere? – Når jeg har rejst rundt i verden, har jeg ikke oplevet, at der er den store forskel på folkeslag. Det eneste jeg kan se, vi har til fælles som danskere, er at vi taler dansk. Der kan være fælles menneskelige værdier, men jeg har svært ved at se, at der skulle være nogle fælles nationale værdier. I mine øjne giver det derfor heller ikke meget mening at tale om særlige værdier, væremåder, holdninger – gode eller dårlige – som man kun kan forvente er til stede hos danskere. Og så alligevel: Jeg har lige været længere tid i det sydlige Afrika og Indien på grund af fondsarbejde, og der mødte jeg en utrolig spontan venlighed overfor fremmede. Sådan en venlighed tror jeg ikke fremmede møder i Danmark. Men det kan selvfølgelig være en fordom hos mig. Faktum er dog, at vi lever

i relativ velstand i Danmark, og velstand kan gøre en befolkning hovmodig og rethaverisk. Er de værdier, du har, nogle du har defineret for dig selv, eller nogle du har arvet? – Man udvikler vel altid det, man arver. Men grundlæggende er mine værdier, noget jeg har arvet. Arvet af mine morforældre, der var enkle og flittige landmennesker fra Store Heddinge. Af dem lærte jeg at arbejde. Fra jeg var lille, blev jeg sendt ud og luge roer med min morfar. Så gik den gamle og barnet og småsnakkede og lugede. Jeg betragter ikke mig selv som et særligt klogt menneske, men jeg er meget flittig, og det har jeg med mig hjemmefra. På mange måder er det også dem, der har været med til at forme min tro. Gud var en del af hverdagen på gården. Ikke sådan at der blev bedt bordbøn og sunget salmer i hjemmet, men mine morforældre havde en uanfægtet tro. Jeg har det på samme måde.

Merethe Stagetorn f. 1942. Beskikket forsvarer. Stifter af advokatfirmaet Stagetorn, Wenzel, Lund Poulsen. Hun har møderet for Højesteret og arbejder særligt med det strafferetlige område, hvorfor man ofte ser hende som en markant forsvarsadvokat i større sager. Hun er medlem af Strafferetsplejeudvalget. I 1998 udgav hun bogen Forsvarsadvokaten.

Et debatmagasin | 13


At arbejde med

værdier Af Henrik Dahl

Når hæderlige mennesker nøgternt observerer virkeligheden, ser de nogenlunde det samme, hvad enten de er teologer, sociologer eller noget helt syttende. Det, der har ændret sig de senere år, er derfor nok også snarere konfliktniveauet end værdierne.

e sidste knap tyve år har jeg arbejdet med værdier. Både i form af statistiske undersøgelser som dem, der er grundlaget for bogen Hvis din nabo var en bil (1997) og i form af etnografisk inspirerede undersøgelser om mange forskellige emner. Det vigtigste, jeg har lært gennem alle disse år, er, at værdier ikke ændrer sig videre hurtigt. Hvad enten det drejer sig om de værdier, der regulerer forholdet til andre eller dem, der regulerer forholdet til en selv, så lød folk ikke væsentligt anderledes midt i halvfemserne, end de lyder nu, femten år senere. Hvordan kan det være? Den opfattelse, jeg selv er nået frem til, er, at det skyldes, at mennesker kun gør deres værdier eksplicitte, når det er strengt nødvendigt. 14 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

Resten af tiden reguleres forholdet til en selv og omverdenen af sæd og skik, som man undertiden gengiver med det filosofisk ladede, tyske udtryk Sittlichkeit: De regler, flertallet i samfundet godtager, og som kan påkaldes normativt, når der skal holdes skål- og brandtaler, eller når man befinder sig i en konflikt med sig selv eller andre. Antallet af værdier er ikke relevant Hvad det indebærer, er, at det ikke giver mening at lede efter et bestemt antal værdier. Folk har det antal, de skal bruge, så at sige. Forestillede man sig, at et menneske aldrig kom ud i nogen konflikter, ville det på den ene side leve i overensstemmelse med sæd og skik, og på den


Det er veldokumenteret, at de fleste mennesker foretrækker at være sammen med andre, der har samme værdier, som de selv har.

Henrik Dahl 

Værdikommissionen I forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2010, nedsatte daværende kulturminister Per Stig Møller en værdikommission. Dens kommissorium var at kortlægge hvilke værdier, der er vigtige for danskernes liv. Herunder i særlig grad: 1. Familien med særlig vægt på børns opvækst og opdragelse. 2. De nære fællesskaber i lokalsamfundet. 3. Den moderne livsstils påvirkning af vores liv. 4. Den enkeltes frihed og det personlige ansvar. Kommissionen fik en kort levetid, idet den blev nedlagt i forbindelse med regeringsskiftet. En af kommissionens medlemmer var Henrik Dahl.

Et debatmagasin | 15


Det vigtigste, jeg har lært gennem alle disse år, er, at værdier ikke ændrer sig videre hurtigt

anden side aldrig have nødig at eksplicitere så meget som en enkelt værdi. Heraf kan man samtidig slutte, at når antallet af konflikter vokser, inddrages der flere værdier, som der skelnes finere imellem. Det, der har ændret sig de senere år, er nok konfliktniveauet snarere end værdierne.

Den anden ting, jeg har bemærket, er, at det kan være svært at tale om danskernes værdier i praksis. Det er veldokumenteret, at de fleste mennesker foretrækker at være sammen med andre, der har samme værdier, som de selv har. Det gælder både for bosættelse og i den almindelige, sociale omgang. Men registrerer man forskellene mellem grupper af danskere, dukker der store forskelle op, når det gælder for eksempel arbejdsetik eller mere generelt de normative forestillinger, man gør sig om det gode liv.

Værdikommissionens medlemmer var • Elisabeth Dons Christensen (Formand), Biskop over Ribe Stift • Farshad Kholghi Skuespiller, foredragsholder og samfundsdebattør • Henrik Dahl Sociolog, forfatter og samfundsdebattør • Iben Thranholm Teolog og journalist • Jens Gaardbo Journalist • Kristine Stricker Hestbech Sognepræst og foredragsholder • Lene Andersen Forlægger og forfatter • Per Schultz Jørgensen Børne- og familieforsker • Rune Lykkeberg, Journalist og redaktør • Søren Møller Landsformand for DGI

16 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

Solid, statistisk dokumentation For at få fast grund under fødderne, har jeg været fortaler for, at man laver en specialanalyse af den store værdiundersøgelse, den danske sociolog Peter Gundelach har gennemført siden 1981, og som han endeligt afrapporterede tidligere på året. At få solid, statistisk dokumentation for danskernes værdier, vil være vigtigt og kunne virke positivt ind på debatten, for som det er blevet sagt: når man studerer værdier, gælder det frem for alt om at være nøgtern.

Henrik Dahl f. 1960. Sociolog, livsstilsforsker, forfatter og samfundsdebattør. Er medstifter og -ejer af analysefirmaet Explora. Adjungeret professor, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Handelshøjskolen i København. Blev i februar 2011 udpeget af den daværende kulturminister Per Stig Møller som medlem af Værdikommisionen.


Sagt om værdier „Jeg ser gerne, at troen kommer på dagsordenen på en ny måde, så kirken også når de unge. Vi skal også have frem, hvor stor social funktion kirken har.“ Manu Sareen, kirkeminister, 2011

„Om folk ikke vil spise svinekød eller frikadeller er vel deres eget valg. Hvorfor skal jeg bekymre mig og føle mig truet af det? Misforstå mig ikke. Jeg elsker jul og dansk sommer ved Vestkysten. Men danske værdier er for mig i lige så høj grad at cykle ud af Vesterbrogade med en Shawarma i hånden.“ Anders Lindegaard, fodboldmålmand, Manchester United, 2011

„Jeg har en meget stærk forbindelse til nogle af de værdier, der ligger i kristendommen, og jeg føler mig forbundet med det kristne budskab om tilgivelse. Jeg er ikke en stor kirkegænger – slet ikke. Men i budskabet om Jesus ligger værdier, som har gjort mit fundament i livet stærkere.“

„Det er uanstændigt, ikke at inddrage asylansøgere i vores samfund, mens deres ansøgning om opholdstilladelse bliver behandlet. Det bidrager ikke til at bevare den danske kultur at holde dem udenfor, for den kultur eksisterer ikke. Vi har en multikultur.“ Lars Mikkelsen, skuespiller, om den borgerlige regerings asylpolitik, 2007

„Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.“ Anders Fogh Rasmussens nytårstale, 2002

Helle Thorning-Schmidt, statsminister, 2011

„Jeg håber selvfølgelig at få en karriere indenfor tv, og det er også derfor jeg har stillet op til Paradise Hotel, men jeg har ikke gjort det for at ‘se mig, se mig!’, jeg har bare gjort det for oplevelsens skyld, og så håber jeg selvfølgelig, der er nogen der kan få øjnene op for mig, så jeg kan blive skuespiller eller sådan noget.“ Amalie Szigethy, deltager i realityprogrammet „Paradise Hotel“ på TV3

„Man skal jo være direkte uheldig for at få serveret en dansk ret på en restaurant i Danmark. Vores kultur er kartofler, kærnemælk, selleri, gulerødder, svinekød, oksekød. Sild med rugbrød, franskbrød med ost om morgenen, og den bliver ødelagt af videnstab, færdigretter og travlhed.“ Camilla Plum, gastronom & forfatter, 2009

„Frihed for den enkelte, lige muligheder for alle, fællesskab, respekt og tolerance er vores værdier.“ Side 5 i regeringsgrundlaget for den nye regering

„Debatten kan have en undertone af, at tro og religion er noget gammeldags. Noget, der står i modsætning til demokrati og oplysning. (...) Jeg tror, at Grundtvig også i dag klart ville være imod, at man skulle skjule sin tro. Troen skal ikke skjules under en skæppe, men tages frem og sættes på en stage.“ Lars Løkke Rasmussens Vartov-tale, 2011

„Jeg håber, at Værdikommissionens arbejde vil føre til øget debat og vil gøre danskerne mere bevidste om de værdier, der udgør grundlaget for den måde, vi enkeltvis og sammen lever på. Hvis vi mennesker er bevidste om vores egen identitet og egne værdier, får vi overskud og mod til at møde andre værdier og holdninger åbent og fordomsfrit.“ Elisabeth Dons Christensen, biskop, formand for den nu nedlagte værdikommision


Værd kampen De nye stuerene Af Arne Hardis | Kommentator, anmelder og politisk journalist ved Weekendavisen

under valgkampen kom enhedslistens Per Clausen under en tv-debat med en erklæring, som er god at blive klog af, når man diskuterer værdipolitik: „Det hedder ikke dine penge, det hedder vores penge.“ En helt kommunistisk sentens, som afslører det lidt forvrøvlede i at reservere enkelte politikområder en særlig værdi, mens andre blot betragtes som politik. Der ligger dybe værdier bag, hvad enten man betragter folks indtægter som statens eller borgerens. Når skattespørgsmålet alligevel ikke i almindelighed kaldes værdipolitik, røber det en bred konsensus om, at der skal opkræves et vist beløb til fællesskabet; 40 eller 60 procent? Det sætter ikke for alvor skel. Det 20. århundredes værdikamp om kollektivets ret til at fortolde individet er vundet massivt af Socialdemokratiet og betragtes derfor ikke længere som værdikamp. Det er bare politik. Det stærke symbol Når udlændingespørgsmålet den seneste snes år næsten er blevet synonymt med værdikampen, skyldes det ikke kun dets dybe indvirken på samfundet helt ud i den fjerneste afkrog – økonomisk, kulturelt, religiøst. Det skyldes også dets karakter af sort/hvid, alt eller intet, åbne eller lukkede grænser. Indvandringspolitikken har så at sige haft sine Per Clausen’er. 24 års-reglen er blevet symbolet på denne værdikamp, fordi familiesammenføring siden 1983 har været den dør, den ukontrollerede indvandring er foregået gennem. Så stærkt er det symbol, at man uden videre kan bruge det til at afgøre det stillede dobbelte spørgsmål: Hvad skete der med værdikampen, hvem vandt den? Det korte svar: Værdikampen

18 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

blev til almindelig politik, og den danske befolkning vandt den. Husk 1980erne, husk starten af 1990erne. Hele den politiske elite afviste indigneret at forholde sig til udlændingeloven af 1983’s betydning for befolkningssammensætning, økonomi, kultur og så videre. Kun ét parti, Fremskridtspartiet, foreslog år efter år at sætte udlændingespørgsmålet til folkeafstemning. Naturligvis forgæves. Det var i bredeste forstand eliten mod folket, så sandt som to tredjedel af befolkningen helt tilbage fra 1980erne har ønsket opstramninger, mens Glistrup som udlændingedissident aldrig samlede over 10 procent ved folketingsvalg. Enkel konklusion I dag er det hele omvendt. Folketingsvalget den 15. september var en sejr for 24-årsreglen som adgangsbillet til det – man havde nær skrevet-stuerene selskab. I dag står hele det regeringsbærende Danmark med billetten i hånden: Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF og Konservative. 24-årsreglen er udhulet af EU-direktiver, men det afgørende her er reglens betydning som markør af ønsket om en stærkt styret familiesammenføring. Margrethe Vestager yder ganske vist kun tribut til magten, og Villy Søvndals politik er en taktisk ikke-politik, men konklusionen er enkel: 154 af 175 mandater udtrykker enighed med befolkningens flertal ved at tilslutte sig 24-årsreglen. Folketinget har erklæret sig enig med befolkningen i, at udlændingesagen ikke er værdipolitik, men politik. Kun Enhedslisten og Liberal Alliance står uden for det gode selskab med deres 21 mandater. Som Glistrup på en rigtig god dag.


– politisk set Et forandret Danmark Af Mette Højbjerg | debatredaktør, anmelder og lederskribent ved dagbladet Politiken

„hvis man mere grundlæggende ønsker at dreje et samfund i en anden retning, er det værdidebatten, man skal tage fat på.“ Sådan lød det fra Anders Fogh Rasmussen i et interview godt et år inde i hans første regeringsperiode. Og han fortsatte: „At sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de der lovgivningsændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid.“ Dermed satte Fogh Rasmussen ord på den dagsorden, han havde haft, før han indtog statsministeriet i 2001. Der skulle flyttes holdninger fra venstre mod højre i samfundet. Der skulle gøres op med slapheden i udlændinge- og retspolitik, der skulle sættes ind mod „rundkredspædagogikken“, mod „de røde lejesvende“, mod „værdirelativismen“, mod skattestigninger og „smagsdommerne“. Disciplin og strengere straffe Men de følgende år lykkedes det ikke Fogh Rasmussen at rykke nævneværdigt ved almindelige danskeres holdninger med sin værdikamp. For oftest placerede han sig netop dér, hvor flertallet af danskerne ifølge meningsmålinger befandt sig i forvejen. Til gengæld ændrede han den politiske elites opfattelse af tingene – han rykkede ved konsensus i det politiske Danmark, der var ude af trit med befolkningen. Opgøret med folkeskoleverdenen og „rundkredspædagogikken“ er eksempelvis endt med, at også venstrefløjens politikere nu går ind for mere disciplin, højere faglighed og test af eleverne. Og opgøret med „blødsødenheden“ i retspolitikken i form af strengere straffe til kriminelle og udvisning af dømte indvandrere er blevet en så almindelig del af venstrefløjens politik, at den

nye socialdemokratiske justitsminister ikke ser noget problem i for bestandig at udvise en kriminel, statsløs palæstinenser med hustru og otte børn, der alle er danske statsborgere. Dernæst ændrede Fogh Rasmussen udlændinge- og indvandringspolitikken så succesfuldt i overensstemmelse med vælgerne, at S og SF af angst for dem har godtaget stort set hele pakken af forandringer, der er sket på området de seneste ti år. Debatten om indvandrerne blev så skinger, at selv SF’s formand hoppede på og højlydt bad folkene fra Hizb-ut-Tharir om at „skride ad helvede til“. Fra borger til forbruger På ét punkt lykkedes det dog imidlertid Anders Fogh Rasmussen at forandre danskerne. En af de mest oversete, men samtidig mest gennemgribende værdier, hans kamp har efterladt sig, er nemlig forbrugerismen. Et af hans ønsker i 2001 var at ændre danskernes indstilling til velfærdssamfundet og gøre op med statens monopol på det meste. Han ville med frit valg-tankegangen gøre danskerne fri til at gå et andet sted hen, hvis de var utilfredse med den offentlige service. Og pengene skulle følge med. Tankegangen blev indført i forhold til blandt andet hjemmehjælp, skoler og hospitaler. Han ændrede dermed danskerne fra at være borgere til at være forbrugere, og han gjorde det så grundigt, at danskerne i dag – med Foghs egne ord – „ser på ydelser fra det offentlige, som de ser på ydelser fra en privat virksomhed.“ Men med valgfriheden fulgte også en krævementalitet i store dele af befolkningen – og det er nok den dyreste arv, vi står tilbage med. Set i det lys endte Anders Fogh Rasmussen med at få ret i sin antagelse af, at „det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid“. Et debatmagasin | 19


K ristne værdier t a t s r æ l u k e i en s

Ifølge det kristne menneskesyn er den enkeltes værdighed og ukrænkelighed ikke noget, der afhænger af hans eller hendes egne evner og moralske værdi, men er en status, som det tilkendes på forhånd af Gud. 20 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

Michael Böss


Der kan gå afgørende ting tabt, hvis den sekulære stat mister forbindelsen til det kristne menneskesyn. Dette at vi på forhånd af Gud er tilkendt en værdi bør ligge til grund for samfundets indretning og synet på rettigheder og pligter Af Michael Böss

et diskuteres i disse år blandt politikere, historikere og samfundsforskere, om vi som danskere eller europæere har fælles værdier, og om vores samfunds værdi­ grundlag skyldes Europas kristne tradition. Inden for EU er man veget tilbage fra at nævne kristendommens særlige betydning. Samtidig betvivler mange intellektuelle – blandt andet i Danmark – at kristendommen har haft betydning for nogle af de værdier, som vi anser for at være fundamentale for vores demokrati, heriblandt menneskerettighederne. En af dem, der benægter dette, er litteraturprofessoren og debattøren Fredrik Stjernfelt. Stjernfelt mener generelt, at værdier som demokrati, tanke- og ytringsfrihed, individuel frihed, seksuel og racemæssig lighed alle er produkter af oplysningen. Han mener derfor heller ikke, at forestillingen om menneskerettigheder kan føres tilbage til den kristne tradition. Det har han for så vidt ret i, eftersom det var i oplysningsårhundredet, at disse ideer første gang blev formuleret i Europas moderne historie, nemlig i forbindelse med revolutionerne i Amerika og Frankrig. Men hans påstand bygger alligevel på en bevidst negligering af den kristne tradition, uden hvilken oplysningens menneskeretsbegreb bliver meningsløst. Fordi den rummer tanken om den enkeltes forpligtelser over for sin næste og forestillingen om menneskets gudskabte værdighed, som stadig er en kerne i kristen skabelsestro. Jeg vil her forsøge at argumentere for, at der kan gå noget afgørende tabt i synet på menneskets rettigheder, hvis vi ser bort fra den særlige kristne opfattelse. For det første fordi det enkelte menneskes rettigheder ikke kan forstås uafhængigt af dets pligter over for sine medmennesker. Og for det andet fordi det enkelte menneskets værdi ikke beror på dets egne fortjenester. Jeg vil forklare disse to punkter hver for sig. De moralske love Lad mig begynde med pligterne. En af de kristne teologer, som var med til at lægge grunden til oplysningens menneskeretstænkning – reformatoren Jean Calvin (1509-64) – understregede, at rettigheder og pligter

hører sammen. Calvin videreudviklede den middelalderlige, thomistiske forestilling om menneskets medfødte evne til at skelne godt fra ondt og formulerede en regulær rettigheds- og pligtfilosofi. I tråd med kristen tradition opfattede Calvin mennesket som både gudskabt og dermed værdifuldt og værdigt – og som syndigt, hvorved dets værdighed står og falder med Guds ufortjente nåde. Men selv om synden har forvrænget menneskets gudskabte natur, er det alligevel i stand til at forstå, hvordan det rettelig burde leve ifølge Calvin. I kraft af sin bevidsthed kan det erkende de moralske love, som Gud har givet skabningen fra første færd, og som kommer til udtryk i De Ti Bud. Buddene fortæller ikke blot, hvad den enkelte må og ikke må; de skaber også forventninger om, hvad den enkelte kan forvente sig af sine medmennesker. Når disse forventninger ikke bliver opfyldt, føler et menneske sig „uretfærdigt“ behandlet og kan gøre krav på, at myndighederne sikrer denne „rettighed“, mente Calvin. Rettighederne kan således betragtes som menneskers naturlige „forventninger“ om, at de bliver behandlet af deres medmennesker i overensstemmelse med de universelle moralske love, Gud har givet dem. Men det indebærer, at den enkelte ikke blot er rettighedsbærer, men også pligtbærer. Rettigheder og pligter hænger sammen og sikrer derved det menneskelige fællesskab. Calvins forståelse af rettighedsbegrebet og samfundet kom til at stå i modsætning til den tankegang, som englænderen Thomas Hobbes (1588-1679) senere stod for. Hobbes begrunder udelukkende individets rettigheder med dets egeninteresse og anser dets rettigheder for at eksistere uafhængigt af samfundet. For ham er rettigheder „krav“ og ikke „forventninger“. Derfor mener han, at et samfund kun kan eksistere, hvis individerne bliver enige om en „samfundspagt“, hvor den enkeltes interesser og rettigheder begrænses til fælles gavn. Hobbes’ rettighedsbegreb fik med tiden stor betydning for den moderne liberalisme og fokuseringen på individets rettigheder på bekostning af dets pligter. Senere møder vi hos den store oplysningstænker John Locke (1632-1704) nogle tanker om individets rettigheder og pligter, som med en vis ret kan kaldes for sekulariseret calvinisme. Med tiden – i takt med liberalismens udbredelse fra Et debatmagasin | 21


Den dag, vores samfund mister sansen for kompleksiteten og radikaliteten i dette kristne menneskesyn, risikerer det derfor at blive inhumant.

midten af 1800-tallet og fremefter – var det Hobbes, der „sejrede“, idet pligtaspektet gled i baggrunden til fordel for den rettighedskultur, som præger vores samfund i dag. Til skade for både den sociale sammenhængskraft og nutidens menneskesyn. Udhuling af menneskesynet I artiklen „Menneskerettigheder i Europa: Fra eufori til besindelse?“ diskuterede menneskeretsjuristen Jens Elo Rytter for nogle år siden, hvad en „alt for ekspansiv menneskeretstænkning“ kan give anledning til på længere sigt. I artiklen medgiver han – med rette – at menneskerettigheder i lighed med borgerrettigheder er nødvendige forudsætninger for demokratiet. De er så at sige den juridiske side ved det. Men han advarer imod det, han kalder for „retsliggørelsen af demokratiet“, altså den situation at flere og flere samfundsreformer sker gennem domstolene. Menneskerettighedsbegrebet kan for eksempel bruges på en sådan måde, at det begynder at true folkestyret, hvis kompetence og råderum bliver udhulet af nationale og internationale domstole. Jeg vil gøre opmærksom på en anden form for risiko ved en overdreven rettighedstænkning. Og her kommer vi til det andet punkt. Jeg tænker på en udhuling af det 22 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

menneskesyn, vi har fået i arv fra Europas kristne tradition. Bag Calvins indskærpelse af den enkeltes pligter over for næsten, lå der jo en erkendelse af, at mennesket ikke blot er værdigt som Guds skabning, men også skrøbeligt, syndigt og ulydigt. At det både kan ophøje og fornedre sig. Menneskerettighedstanken opstod i oplysningen på et tidspunkt, hvor man var mere optaget af at fremhæve individets evner og myndighed end at erkende dets svagheder. Denne tendens møder vi også i nutiden, ikke mindst blandt intellektuelle, som vil have os til at genopdage oplysningen og glemme, hvad der gik forud. Vi har derfor brug for at huske på den historiske grund til, at tanken om menneskets rettigheder blev taget op blev taget op igen efter Anden Verdenskrig. Det drejer sig om erfaringerne med et nazistisk regime, som i folkets navn havde forfulgt og tilintetgjort individer, mindretal og hele folk, frataget borgere deres rettigheder i rettens navn og udøvet totalitær, brutal og vilkårlig magt. Ikke mindst på baggrund af dette bør vi se menneskerettighederne som udtryk for en forpligtende værdi i alle medmenneskelige og samfundsmæssige forhold, idet vi erkender, at det andet menneskes værdi og sårbarhed kræver af os, at vi beskytter det mod forfølgelse og rå magt. Men denne forpligtelse kan vi kun holdes fast på, hvis vi værdsætter vores gæld til det men-


Vi har derfor brug for at huske på den historiske grund til, at tanken om menneskets iboende rettigheder blev taget op igen efter Anden Verdenskrig neskesyn, vi som danskere og europæere – uanset vores herkomst – skylder den kristne kulturarv. Udfoldet i en tradition, som ser det enkelte menneske i sin værdighed såvel som i sin syndighed og sårbarhed. Så selv om et moderne samfund bør bygge på et sekulært og universelt, ja, tilmed „humanistisk“ værdigrundlag, kan en grundværdi som forestillingen om det enkelte menneskes værdighed blive udhulet, hvis båndene til dets historiske oprindelse kappes i den offentlige bevidsthed. Det kristne menneskesyn udfordrer nemlig humanismens og oplysningens forestilling om det selvberoende og myndige menneske ved også at pege på det afhængige, svage og syndige menneske.

fundet. Eller af den, som fornedrer sig selv gennem en bestemt livsførelse eller kriminalitet. Den kristne forestilling om menneskets givne værdighed, der består uafhængigt af dets eventuelle fysiske, psykiske eller moralske skrøbelighed, er en værdi, der ligger til grund for den måde, vi har opbygget vores samfund på. Lige fra sundhedsvæsenet, til undervisningssystemet, retsvæsenet, kriminalforsorgen og velfærdssystemet. Den dag, vores samfund mister sansen for kompleksiteten og radikaliteten i dette kristne menneskesyn, risikerer det derfor at blive inhumant. Hvis man derfor, fra politisk side, ønsker at det danske samfund skal bygge på humane værdier, må de derfor nødvendigvis også være „kristne“.

Den givne værdighed Ifølge det kristne menneskesyn er den enkeltes værdighed og ukrænkelighed ikke noget, der afhænger af hans eller hendes egne evner og moralske værdi, men er en status, som det tilkendes på forhånd af Gud. Altså en værdi, individet er født med og derfor besidder, før det bliver sig selv bevidst. Ja, som det har, også selv om det ikke er sig bevidst. Denne værdi består alene i at være til „for Gud“, og den kan ikke mistes af den, der måske ikke har fysisk eller psykisk evne til at bidrage til sam-

Michael Böss f. 1952. Lektor i historie og samfundsforhold ved Aarhus Universitet. Seneste store udgivelse er debatbogen Republikken Danmark. Böss er fast kommentator ved Berlingske, hvor han blandt andet beskæftiger sig med synet på demokrati og nationalstat. Er desuden ekspert i canadiske samfundsforhold.

Et debatmagasin | 23


2 # Værdier & arbejdsliv

Krig bliver aldrig moralsk rigtig Interview ved Sørine Gotfredsen

Som udsendt til Irak har tidligere admiral Torben Ørting Jørgensen oplevet parløbet mellem krig og kristne værdier. Ifølge ham kan krig ikke moralsk set legitimeres, men den kan føres på anstændige vilkår, og den rummer sine egne love forbundet med det næstekærlige

t meget basalt spørgsmål angående de kristne værdier er, om troen på Gud kan forenes med dette at drage i krig. Som bekendt inkluderer krigsførsel brutalitet og drab på mennesker, og modsætningen mellem krig og kristendommens centrale budskab om kærlighed og tilgivelse synes så massiv, at man dårligt kan beskæftige sig med begrebet krig uden at forholde sig til det. Den overvejelse har Torben Ørting Jørgensen bestemt gjort sig. I 2006 var han i seks måneder udsendt til Bagdad, hvor han var tilknyttet de amerikanske tropper, og som et menneske, der ser sig selv som forankret i kristen bevidsthed, har tankerne om forholdet mellem krig og kristendom givet sig selv.

et paradoks forbundet med at gå i krig. Der er tale om et spændingsfelt, men jeg oplever det ikke som en konflikt, for kravet om anstændighed, næstekærlighed og evnen til at vise medfølelse – også overfor fjenden – er stadig en del af værdisættet. Det ligger også dybt i krigens love, og i en militær profession, hvor man er bevidst om, hvilken skade man kan påføre andre, får man i virkeligheden en større forståelse for det end dem, der sidder fremmedgjort derhjemme og hidser sig op over, hvad de ser i fjernsynet.

Findes der en overensstemmelse mellem krig og et kristent livssyn?

– Man forlader sig på, at man har en Vorherre, der formår at tilgive, og man håber på at gøre sig fortjent til at blive det, når det kommer dertil. Jeg har ikke oplevet det som et eksistentielt problem. Når jeg er sendt ud på

– Tager man De 10 bud for pålydende, er der naturligvis 24 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

Men man kan jo blive tvunget til at slå ihjel. Hvordan kan det passe med det kristne værdisæt?


Det jeg ikke kan snuppe er dem, der bliver mere soldater end soldaterne selv. Soldat Svejk i præstekjole dur ikke, og man overskred en grænse, da man besluttede, at orlovspræster skal bære våben.

en opgave, gør jeg ikke alle de moralske overvejelser, for dem må man have gjort op med sig selv, før man vælger professionen. De største sår på sjælen opstår faktisk i forbindelse med situationer, hvor man pålægger folk beordret passivitet, fordi man har et mandat, hvor man skal være neutral. Hvis man som soldat har været vidne til overgreb og har militær styrke til at gøre noget, men er blevet pålagt passivitet, kan der opstå store samvittighedskvaler, og hele ens værdisæt kan nærmest blive maltrakteret. Påvirker det ens syn på det gode at være i krig? – Man bliver afklaret med, at man ikke kan tage anstændigheden for givet. Du skal ikke ændre meget på menneskers betingelser, før svinehunden stikker hovedet frem, og det knytter sig bestemt ikke kun til militære operationer. For eksempel oplevede vi det jo herhjemme,

Torben Ørting Jørgensen 

da der for nogle år siden var udsigt til generalstrejke, og folk stjal gær fra hinandens indkøbsvogne. Vores højt besungne civilisation hviler på et spinkelt grundlag, og når jeg har oplevet grusomheder i Irak, må jeg da konstatere, at jeg tvivler på, at vi per definition vil det bedste. Jeg tror, at der ligger et element af grusomhed i os alle sammen, og selv om man ikke som udgangspunkt vil det, kan man alligevel finde det frem. Har man som udsendt en følelse af, at man ligefrem kæmper for det gode? – Jeg er altid mistroisk, når man begynder at blande moral og krigsførsel sammen. Det er legitimt at slås for nationale interesser, men at smykke krig med moralske overvejelser er problematisk, og når vi på en halv formiddag uden debat traf beslutningen om at gå ind i Libyen, mærker jeg tvivl om, hvorvidt vore politiske ledere har Et debatmagasin | 25


forstået, hvad det handler om. Og hvor deres empatiske indsigt er. Man kan føre krig på anstændige vilkår, og når jeg ikke tror på pacifismen, skyldes det, at den hviler i præmisser, som jeg ikke kan finde empiri for. Historien fortæller, at konflikter er universelle, og man kan ikke altid vende den anden kind til. Men krig bliver aldrig moralsk rigtig, for med krig forlader man det smukke og rigtige og udfører et stykke beskidt håndværk.

når orlovspræster skriver klummer om vores helte, bryder jeg mig meget lidt om. Man skal være varsom med heltebegrebet, for man er ikke en helt, fordi man er så uheldig at træde på en mine. Hvis man glorificerer det valg det er at gå ind i missionen, fremmedgøres beslutningstagerne fra den helt fundamentale kendsgerning, at det er dem, der har det ultimative ansvar for, at man sender folk i krig.

Men var det for eksempel ikke moralsk rigtigt at bekæmpe Hitler og nazismen?

Hvordan opfatter du i øvrigt feltpræstens betydning?

– Fuldstændig rigtigt, men denne moralske legitimitet fortolkede man så håndfast, at man for eksempel ikke gjorde noget for at støtte de kræfter, der ville vælte Hitler. Man valgte den totale krig, hvilket er tankevækkende, og for ham, der stod på kysten i Normandiet, handlede det næppe om moralske overvejelser. Han skulle bare overleve. Der kan hurtigt opstå en glorificering af krig, og den retorik, der for eksempel af og til optræder, 26 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

– Han har en meget vigtig funktion som et stykke normalitet, der bliver bragt med. Han er én, man kan tale med om ting, man ikke kan tale med andre om, og den gode orlovspræst kan også hjælpe folk til kulturel forståelse og indsigt i regionen, man er i. Det jeg ikke kan snuppe er dem, der bliver mere soldater end soldaterne selv. Soldat Svejk i præstekjole dur ikke, og man overskred en grænse, da man besluttede, at orlovspræster skal bære våben.


Hvis man som soldat har været vidne til overgreb og har militær styrke til at gøre noget, men er blevet pålagt passivitet, kan der opstå store samvittighedskvaler, og hele ens værdisæt kan nærmest blive maltrakteret

Orlovspræsten repræsenterer for nogen en sammenhæng mellem kristendom og nationalitet. Ser du selv en sådan sammenhæng? – Nej, det gør jeg ikke. Jeg er bevidst om, at kristendommen er forankret i Grundloven, men jeg overvejer faktisk, om vi skulle afkoble tingene og skille stat og kirke. De to ting hører ikke sammen. Her i Danmark, hvor vi er et stammefolk under pres, er det mit indtryk, at vi dækker os under religion, og det er med til at skabe blokeringer. Man kan nemt mobilisere følelser omkring dette at være en stamme, og jeg mener, at vi skal udfordres mere på selvforståelsen. Jeg er meget betaget af USA, hvor man som indvandrerland har besluttet, at hvis man forpligter sig på samfundet og forfatningen, betyder den religiøse observans meget mindre.

Har din egen tro ændret sig gennem erfaringen med krig? – Nej, men man mærker da en vis fatalisme. For man ved aldrig, hvornår ens lod er trukket ud. Har det fået dig til at tvivle på, om almagten er til? – Nej, det har det ikke.

Torben Ørting Jørgensen f. 1959. Uddannet i det danske forsvar og blev i 2006 udstationeret til Bagdad som admiral. I 2008 ragede Torben Ørting Jørgensen uklar med NATOS ledelse, idet han i for høj grad gav sine meninger til kende. I dag arbejder han hos Mærsk som leder af afdelingen for specialkonstruerede skibe. Har tidligere været medlem af Menighedsrådet i Holmens Kirke.

Et debatmagasin | 27


Kærlighed, fællesskab

og tanken om tidernes ende Af Geert Hallbäck

Der er specielt tre værdier, man kan trække ud af Det Nye Testamente som særligt kristne. Troen på den ene Gud, det grænseoverskridende næstekærlighedsbud og tanken om at meningen med eksistensen ikke blot hører jordelivet til, men også kommer til os fra et andet sted egrebet kristne værdier er blevet en del af den værdikamp, der i de sidste 10 år har suppleret den almindelige politiske magtkamp. Både nationalkonservative og forsvarere af velfærdsstaten kan appellere til de kristne værdier som grundlæggende for det danske samfund. Hvad de kristne værdier er, henstår dog ofte i det uvisse. I det følgende vil jeg vende blikket mod Det Nye Testamente, det vil sige mod selve kristendommens oprindelse, og se på, hvad man dér kunne kalde de grundlæggende værdier. Ved „værdi“ vil jeg her forstå en forestilling eller et forestillingskompleks, der har adfærdsmæssige konsekvenser på en sådan måde, at de mennesker, der tilslutter sig værdien, opfører sig anderledes end andre. Der er mange af den slags værdier i Det Nye Testamente, men i denne begrænsede artikel vil jeg nøjes med at fremhæve tre helt fundamentale kristne værdier: Monoteismen, det grænseoverskridende og forestillingen om de sidste tider. De kristne ateister Det religiøse klima i antikken var tolerant. Mange forskellige religioner levede side om side og konkurrerede 28 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

på det religiøse marked – ligesom i dag. Der var intet til hinder for, at man kunne dyrke mere end en gud, og den religiøse mangfoldighed blev oplevet som naturlig. Kristendommen var oprindelig en retning inden for jødedommen, og fra moderreligionen havde den arvet monoteismen, det vil sige troen på, at der kun var én Gud. Det forhindrede jøderne i at deltage i dyrkelsen af andre guder. Det blev accepteret; det var en særhed ved den jødiske ethnos, altså den jødiske befolkningsgruppe, hvad enten de levede i Judæa eller rundt omkring i „udlændigheden“. Men de kristne var ikke kun jøder, og dermed blev monoteismen et problem. Når de kristne kun anerkendte én Gud, blev det opfattet som intolerant, ja som „ateisme“, fordi de ikke kunne deltage i dyrkelsen af de guder, som opretholdt samfundet. Måske havde kritikerne af de kristne ret. I hvert fald har den kristne historie været plaget af konflikter og religionskrige, undertrykkelse af anderledes troende og en ideologisk kontrol, som vi skal til Iran i dag for at finde magen til. Monoteismen rummer i sig en tendens til absolutisme: Der er kun én sandhed mulig. Når Europa efterhånden fik lært værdien ved religiøs tolerance, var det på trods af mono-


Når de kristne kun anerkendte én Gud, blev det opfattet som intolerant, ja som „ateisme“, fordi de ikke kunne deltage i dyrkelsen af de guder, som opretholdt samfundet.

Geert Hallbäck  Et debatmagasin | 29


Mennesker har altid hjulpet andre mennesker i nød; det er simpelthen forkert at kalde det en kristen opfindelse.

teismen. Eller man kan måske sige, at monoteismens dårligdomme lærte europæerne, at troen på én Gud bør opfattes sådan, at den rummer mange forskellige fortolkningsmuligheder. Således forstået kan den hindre, at én religiøs retning tager monopol på sandheden. Men det har været en dyrekøbt erfaring at nå så vidt. Den grænseoverskridende kærlighed Monoteismen var selvfølgelig ikke kun af det onde. Den var også forudsætningen for den kristne universalisme eller „det grænseoverskridende“, som jeg vil kalde det. Den jødiske tro er forbeholdt jøder; den er etnisk begrænset. Kristendommen opgav det etniske og åbnede sig for alle. Den opgav skellet mellem rent og urent og blev et fællesskab af forskellige. Det viser sig på alle ledder og kanter. I modsætning til jødedom og islam er de kristne hellige skrifter ikke knyttet til ét sprog, men bliver hele tiden oversat. I evangelierne er Jesus altid på farten; han har ingen sted at bo, tværtimod trækker han sine tilhængere med ud på vejen, væk fra stederne, væk fra bindingerne, væk fra grænserne, hvad enten det er grænsen mellem jøder og hedninger, mellem retfærdige og syndere eller mellem rige og fattige. Menigheden er 30 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

et fællesskab af forskellige, som kræver, at alle tager hensyn til alle. Konflikter kan ikke undgås; menigheden er endnu ikke Guds rige. Men den fælles erfaring, at livet blev nyt, da man kom til tro på Kristus, vejer tungere end alle de tidligere forskelle. Det grænseoverskridende viser sig mest fornemt i den værdi, man nok især forbinder med kristendommen: næstekærligheden. Mennesker har altid hjulpet andre mennesker i nød; det er simpelthen forkert at kalde det en kristen opfindelse. Men spørgsmålet har været, hvilke andre mennesker man skulle hjælpe – familie og venner? – naboerne i landsbyen? – alle andre jøder, grækere, romere ... danskere? Nej, siger kristendommen, man skal hjælpe enhver, der har brug for hjælp. Der er netop ingen grænse! Tidsfristen er overskredet Monoteismen og det grænseoverskridende kan vi nok nikke genkendende til; det er værre med den sidste af de tre forestillinger. De kristne i Det Nye Testamente forventede, at de levede ved tidernes ende, at Kristus snart ville vende tilbage for at holde dom, og at jorden ville


Kristendommen opgav det etniske og åbnede sig for alle. Den opgav skellet mellem rent og urent og blev et fællesskab af forskellige

gå under og/eller blive forvandlet til noget helt nyt. Den nytestamentlige kristendom var ikke for mennesker, der følte sig godt tilpas i denne verden, men for dem, der længtes mod noget andet, drømte om en ny verden og var parate til at lade hele den bestående verden eksplodere. I hvert fald i fantasien. Det er en grundlæggende erfaring i Det Nye Testamente, at livet i denne verden er en lidelse. Den side af kristendommen er vi ikke så meget for i dag. Hvis vi tænker os verdens undergang i dag, er det snarere som en naturlig katastrofe. Tanken om dom er direkte stødende; vores Gud er ikke en, der dømmer, men en, der tilgiver. I det hele taget er det vel religionens rolle at indgyde os livsmod og trøst i modgang. Dommedagsprædikener er enten til grin eller til forargelse. Her er vi i sandhed langt fra Det Nye Testamentes verden. Det er ikke nogen overdrivelse, at hele det nytestamentlige verdensbillede er holdt sammen af tanken om verdens afslutning og den endelige dom. Kan man virkelig bare vælge det fra? Ja, i en vis forstand er vi nødt til at vælge det fra, for det indtraf jo ikke. I dag er tidsfristen for Kristi gen-

komst for længst overskrevet. Vi kan ikke opretholde tanken om tidernes ende som en realistisk fremtidsforventning. Men inden vi giver helt slip på dommedag og gør k­ ristendommen til en samfundsopretholdende ­institution, skal vi måske lige tænke os om. For forestillingen om tidernes ende betyder, at kristendommen henter sin mening fra et andet sted end denne verden. Når kristendommen kan sige noget vigtigt om verden og om livet i verden, er det, fordi den henter det et andet sted. Hvordan det går til, må vi overlade til troens afgørelse. At det går til, bør vi fastholde som en afgørende kristen værdi.

Geert Hallbäck f. 1948. Lektor i teologi ved Københavns Universitet. Har gennem mange år forsket i Det Ny Testamente og blandt andet arbejdet med kritisk vurdering af den nye Jesus og Paulus forskning. Han har skrevet kommentarer til Markusevangeliet, Apostlenes Gerninger, Judasbrevet og Johannes Åbenbaring. Geert Hallbäck er medredaktør af Gads Bibelleksikon.

Et debatmagasin | 31


Et kærligt modspil Af Synne Garff

Bibelen rummer et ocean af geniale fortællinger og er en kilde til eksistentielle og humanistiske værdier. Derfor bør den have en fremskudt plads i ethvert barns forestillingsverden

ibelen er en del af vores vesteuropæiske kulturarv på linje med Shakespeares værker, Newtons love og Charles Darwins teorier om arternes oprindelse. Derfor skal Bibelen have en fremtrædende plads i vores uddannelsessystem.“ Disse ord er ikke mine, men professor Niall Fergusons fra Harvard University. Ordene faldt, da engelske celebrities var samlet for at fejre 400-året for King James Bible. Professoren er værd at lytte til. Han er nemlig erklæret ateist. Og når selv ateister medgiver, at Bibelen er vigtig at kende, så må al snak om at fjerne kristendomsundervisning fra skoleskemaet, ja fra ethvert skema, da forstumme. At Bibelen har sjælden dybde og bredde, kan man også læse hos den verdensberømte, canadiske litteraturkritiker, Northrop Frye, der taler om Biblen som „den store kode“. Frye mener, at Bibelen har leveret stof til størstedelen af vestlig litteratur og kunst. Og altså også til kunstnere, der ikke opfatter sig selv som troende. For mig er Bibelen uløseligt forbundet med kristendommen, som kan få os til at deponere småligheden, være storsindede og få os til bedre at udholde egne fejl 32 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

og mangler. Det har ofte slået mig, hvor vedkommende de bibelske fortællinger faktisk er. De er fyldt til bristepunktet med de temaer, som jeg en eftermiddag over en kop kaffe i køkkenet kan diskutere med en af mine fire drenge. Mange unge mennesker nu om stunder tror fejlagtigt, at unge mennesker for 2000 år siden var helt anderledes, men det var de ikke, for de havde også sorger, længsler og stærke lidenskaber. Og dengang fandtes der også skilsmisser og dødsfald, ondskab og jalousi, men heldigvis også mennesker, som forelskede sig hovedkuls i hinanden. Bibelen rummer et væld af visdomsord, der kan inspirere og vejlede i både gode og svære stunder. Bibelen handler om tro, håb og kærlighed og om det liv, vi lever med og mod hinanden. Den rummer hele det psykologiske spektrum, og hver en følelse er repræsenteret. Bibelen og kristendommen Bibelen er en uudtømmelig kilde til inspiration, til opbyggelse og indgår som en naturlig del af vores sprog: „Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med“,


Geert Hallbäck 

„Hovmod står for fald“, „Løbe fra Herodes til Pilatus“, „Tro kan flytte bjerge.“ Og sådan kunne man blive ved. Bibelen rummer en række etiske pejlemærker og handler om Guds uendelige kærlighed. Om at det gode ikke udgår fra mig, men fra noget, der er større end mig, hvis jeg ellers tør hengive mig til det. Kristendommen rummer værdifulde traditioner og krydser ind over vores fortravlede hverdagsliv med dåb, konfirmation og bryllup. Og selv om begravelser kan være næsten ubærlige, så kan kirken danne en stilfuld ramme med ældgamle ritualer og finde netop de ord, som svigter os, når vi mærker kulden fra dødens istaphånd. For ikke at tale om festlige højdepunkter som advent, jul, påske, Bededag, Kristi Himmelfart og pinse. Eller gudstjenester og salmesang. I min familie griber vi ved festlige lejligheder salmebøgerne og synger af karsken bælg. Børnene tager vi med i kirke (fra tid til anden), og de kender Fadervor, som vi beder sammen med dem, når lejlighed byder sig. De bibelske tekster er uforandret siden de blev samlet i 300-400-tallet. Der er intet nyt under solen. Men Bibelen skal igen og igen formidles ind i nye sammenhænge,

på nye måder og med et nyt sprog. Bibelens ord skal brydes som lyset i en prisme og ramme ind i tidsånden – til både store og små. De små må guides med udvalgte genfortællinger, indtil de selv er klar til at læse hele Bibelen i den ene eller anden oversættelse. Unge mennesker er hverken klogere eller dummere, end de altid har været. Men jeg fornærmer vist ikke nogen ved at konstatere, at de nu om stunder er relativt forudsætningsløse, når det gælder kristendommen. I forhold til for 30-40 år siden, hvor man lærte salmevers udenad og kendte Bibelens største fortællinger. Nu drømmer jeg mig ikke tilbage til gamle tider, men ligesom jeg selv har måttet indhente det forsømte, fordi folkeskolen og mine forældre ikke ville indoktrinere dengang i 70’erne, så kender mange unge mennesker altså ikke Bibelen i dag. Og de aner ikke, at vores samfund er dybt forankret i den gamle bog. Mig mig og ... mig Skal de unge ikke vide, at en stor del af vores sociallovgivning bygger på den storslåede lignelse om den Et debatmagasin | 33


barmhjertige samaritaner? Skal de ikke vide, at kristendommen peger væk fra en selv, over mod næsten og de andre? Jesus omgikkes banditter, bøller og prostituerede, alle dem som ingen ville have med at gøre, fordi der ikke var meget starquality over dem. Det er meget sundt at blive mindet om i en tid, der mere end nogensinde dyrker individualismen og egoet og materielle værdier. I dag realiserer man sig selv ved at være PÅ. Det handler om mig, mig, mig. Unge mennesker er villige til at gå uhyggeligt langt for at blive rige og berømte. Overfladesyndromet har godt af et kærligt modspil. Vi er alle sammen lige meget værd – uanset hvor meget rampelys, vi får. Skal de unge ikke vide, at de gode og onde kræfter kæmper mod hinanden i et hvert menneskeliv? „Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg“ – for nu at citere Paulus. Jeg hører tit voksne mennesker ærgre sig over, at de ikke forstår kristendommens sprog. De føler sig fremmedgjorte og bliver forlegne, når de træder ind i kirkerummet. De kender ikke gudstjenestens liturgi, de forstår ikke koderne, for de kender ikke historierne fra 34 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

Det Gamle og Ny Testamente. Jo tidligere man lærer Bibelsproget, jo bedre er det altså. Spørgsmålet er, hvordan man formidler til unge mennesker i dag. For unge mennesker er utålmodige. Deres forventninger til tempo og dramatik er højere end tidligere. Tager man en Jan- eller Kim-bog, som jeg selv læste som barn, trommer mine drenge utålmodigt med fingrene i bordet eller på dynen efter et par minutter. Det handler om at formidle uden at fortynde og om at popularisere uden at ende i populisme. Med mine formidlingsprojekter har jeg helt konkret taget udgangspunkt i Bibeloversættelsen fra 1992 og Den ny Aftale. Jeg oversætter altså på en måde en oversættelse. Jeg moderniserer sproget og forkorter sætninger. Hvad er mit udvælgelseskriterium? Highlights. Og så er jeg opmærksom på ikke at havne i putte-nutte-kristendom. Jeg ønsker ikke, at Jesus fremstår som en fromhed svøbt i klistret sukkerlage. Desuden skal sproget være simpelt – ellers forstår børnene ganske enkelt ikke pointen. Sproget må lades med energi uden at det kammer over i kådhed og pop.


Jeg er opmærksom på ikke at havne i putte-nutte-kristendom. Jeg ønsker ikke, at Jesus fremstår som en fromhed svøbt i klistret sukkerlage Til De mindstes Bibel valgte jeg en vekselvirkning mellem en humoristisk og dramatisk tone, som tegnerne Cato Thao-Jensen og Lillian Brygger ramte så eminent. Hver historie var en afgrænset udfordring. Jeg læste prædikener og lærebøger om hver fortælling, sugede til mig af indtryk og satte mig så til tastaturet. Mine to yngste drenge var lige i målgruppen. Så igennem et par år fik de fortalt bibelhistorier, som vist kun få børn har fået fortalt historier (de stoppede mig, hvis teksten var knudret eller kedelig). Og så fandt tegnerne og jeg på at stille spørgsmål undervejs, som kunne få forældrene til at reflektere over livets store og svære spørgsmål sammen med børnene. Historien om Kain og Abel er for eksempel oplagt til at diskutere jalousi mellem søskende. Jeg er ofte blevet spurgt, om den historie ikke var lige voldsom nok til de unge mennesker. Men svaret er nej. Mine egne drenge blev rigtignok noget rystede over, at Kain virkelig var så ond over for sin egen bror. Men de elskede historien. Børn ved nemlig godt, at tilværelsen kan være grusom. Det skal man ikke skjule eller pakke væk. Tværtimod. Så længe historien fortælles med en voksen som oplæser og guide. Det radikale budskab Mit seneste formidlingsprojekt er også for børn, men for de lidt større af slagsen. Himmelhelten er lige dele bibelfortælling og roman, lige dele kulturhistorie og krimi, lige dele kærlighedsgyser og opstandelsesthriller. Kort sagt lige dele underholdning og oplysning. Formidlingsprojektet med Himmelhelten er langt mere kompliceret end De mindstes Bibel. Fokus er lagt på Det Ny Testamente med enkelte afstikkere til historier fra Det Gamle Testamente. Himmelhelten handler om den 14-årige Sara, der efter en familietragedie rejser rundt i Galilæa og Judæa med Jesus og hans disciple. I Himmelhelten bliver læseren fortrolig med besættelsesmagten, oprørsgrupper,

jøder og kristnes forhold, kort sagt med de historiske, politiske og sociale forudsætninger for kristendommens opståen. Fortællingen går så tæt på kendsgerningerne og bibelstoffet som muligt. Kan man overhovedet formidle det radikale budskab, som kristendommen også rummer? Hvad stiller man op, når Jesus i Bjergprædikenen siger: „Du skal elske din fjende“. Det er så provokerende, at jeg valgte at bruge det som tema i en del af Himmelhelten. Hævn er en stærk drivkraft, men ondskab skal mødes med kærlighed. Som en af de overlevende fra terrorangrebet på Utøya sagde: „Hvis én mand kan vise så meget had. Tænk hvor meget kærlighed vi sammen kan vise.“ Bibelen er lige så aktuel, som den til alle tider har været og bør indgå i ethvert barns forestillingsverden. Formidlet via uddannelsessystemet, minikonfirmandforberedelse og forældre – uanset om man er ateist, muslim eller noget tredje. For som den ateistiske professor fra Harvard sagde, så hører Bibelen til vores kulturarv. Det springende punkt er selvfølgelig, hvordan Bibelens historier skal tolkes, og om man vil inddrage kirkens ritualer i sit liv. Men det kan vi jo så diskutere. Og her skal der være plads til uenighed. Kristendomsformidling må aldrig blive et omklamrende favntag. Men Bibelen og kristendommen kan bidrage til at styrke de eksistentielle og humanistiske værdier. Og så længe der er mennesker til på Guds grønne jord, vil en sådan styrkelse være en daglig udfordring. Synne Garff f. 1967. Forfatter og modtager af Bibelselskabets pris 2011. Hun har bl.a. skrevet De mindstes Bibel, samtalebogen Bibelen har ordet med Møllehave, Den store Påskerejse samt spændingsromanen Himmelhelten. Synne Garff er netop blevet ansat som projektchef hos Bibelselskabet.

Et debatmagasin | 35


36 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012


nov elle

Fæ dr e Af Jens Blendstrup

åh gud tænkte jeg da jeg åbnede min computer til morgen. Hvordan fanden skal jeg vinkle den her. Som forfatter tænker jeg ikke meget på det kristne budskab til dagligt. Jeg er ikke specielt religiøs. Men heller ikke specielt ikke religiøs. Jeg er kulturkristen. Og når det kommer til stykket ER jeg også kristen. Jeg er i hvert fald ifølge min familie, den mest troende af husstanden. Og det er sandt. Jeg tror på gud. Jeg tror på at der er en himmel. Jeg tror bestemt der var en Jesus, som vandrede rundt og lærte menneskene at elske og ikke slå ihjel. Jeg tror på der er engle og jeg tror også på der er en mening med det liv vi lever. Det er kort sagt vigtigt at være her ordentligt. Jeg synes der er bibelske udtryk der er så smukke og så fantastiske at de selvfølgelig er foregået alle sammen. Jeg kan faktisk slet ikke se hvorfor der er nogen grund til at nægte at der er mere mellem himmel og jord end vi ser. Livet bliver da kun større af at verden er mystisk og stor og søgende og sær og vild. Biblen er

et skatkammer af sprog og måder at være til på og råd om livet og ikke mindst det at tage afsked herfra på en ordentlig måde, uden angst. Men jeg kan ikke li den kristendom der udelukker andre trosretninger. Jeg kan ikke li tro der stivner, og bliver fortolket af kedelige mennesker. Og dermed gjort mindre end den er. Og jeg ville ønske man kunne få lov at skrive videre på biblen, så den ikke blev den her lovbog. Tro er for mig en åbning. Et fartøj for livslyst og livsglæde blandet med omtanke for andre mennesker. Jeg kan heller ikke li at blive standset på gaden og blive påduttet særlige kristne pandebånd eller tungetale. Nu sætter jeg det på spidsen det ved jeg godt. Måske skyldes det min egen barndom. Der blev der troet massivt, en gang om året – nytårsaften. På den sidste dag skruede min far fjernsynet op på max styrke og hørte midnatsmesse fra Peterskirken i Rom. For min far var det noget med at være meget fuld for at kunne modtage den religiøse følelse af samhørighed med Et debatmagasin | 37


Når min næstældste bror blev interviewet i radioen af en pastor Basse, nedgjorde min far det brutalt bagefter. Der har for at sige det mildt været en ironisk omgang med troen i min slægt menneskeheden og det vi ikke kan forklare rationelt. Men det var umuligt for ham at tro nogen andre dage. Når min næstældste bror blev interviewet i radioen af en pastor Basse, nedgjorde min far det brutalt bagefter. Der har for at sige det mildt været en ironisk omgang med troen i min slægt. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle et lille stik af smerte når jeg så min far sidde der og græde over den smukke sang fra den store kirke i det fjerne Rom. Det undrede mig at troen – eller var det ritualerne – kunne få min far til at give efter og blive mild og skrøbelig som følge af en midnatsmesse. Senere gik det op for mig at han som kostskoleelev på Herlufsholms kostskole havde sunget i drengekor og i øvrigt kunne han biblen på fingerspidserne hvad han ikke undlod at give videre, han elskede at citere Kingos salmer i tide og helst i utide, når vi havde slået os og der ikke var noget plaster. På den måde gik det op for mig som voksen at jeg selv kunne meget af biblen uden at jeg havde fulgt specielt meget med i folkeskolens undervisning i den. Min egen fars patriarkalske opdragelse af os havde brugt biblen til det han ikke selv kunne forklare bedre. Drenge hør her – jeg kan ikke forklare jer hvad det vil sige at dø! Men da Jesus hang på korset tog han noget fra os, etc ... Det sad på en eller anden måde indbygget i mit karosseri, i hvert fald skete der noget meget mærkeligt da jeg skulle skrive min erindringsroman om min far kort efter hans død af kræft i 2001. Jeg havde prøvet på alle måder, men det var først da jeg fandt på at skifte min fars navn ud med den store FARS – altså guds navn, at bogen blev troværdig. Bogen kom til at hedde Gud taler ud. Jeg vil ikke foregøgle at jeg tænkte specielt religiøst, under skabelsen, jeg var gået ned med en depression og kunne derfor kun skrive 2 tekster om dagen og græd naturligvis som pisket imens, men efterhånden som bogen skred frem, forsvandt gråden og blev afløst af noget andet, en håndterlig smerte, som gjorde jeg kunne skrive om den gamle uden det blev for kvalmt og ja for privat. Ved at kalde min far for gud fik jeg ham på en eller anden måde både tættere på, og længere væk, jeg blev i stand til at skildre den lille gud, i den lille forstad til Århus. Min far talte naturligvis ikke i lignelser sådan 38 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

som der tales i biblen, men han havde en rem af huden, og bagefter, den blev skrevet på en lille måned, har det rystet mig hvor meget der er fra biblen, i den lille bog. Og måske er vi her ved kernen af mit lille bidrag til dette magasin. Biblen er en enormt fin rampe til erkendelser og til vilde syner! Se på malere som Jeronimus Bosch, eller alle de gamle kirkemalerier nede på Møn. Det er den tro jeg hylder. Ikke den kedeligt efterplaprende. Og slet ikke den hvidkalkede. Men den der gør os i stand til at lave noget grænseoverskridende. Måske også til at lave noget mere modigt end vi ellers ville gøre. Simpelthen fordi vi ved at der er nogen der har gået den vej før os. Forfattere bliver i sjældne tilfælde beåndede. Altså inspirationen finder en vej man ikke troede man havde i sig. Jeg havde ikke noget ønske om at misbruge biblen til at fortælle om min fars fordrukne liv og smertefulde exit, men jeg følte jeg kunne bruge de gamle historier til at fortælle om en mindre nutidig, og dermed fortælle en historie rent, og enkelt, fordi jeg lånte fra noget vi alle sammen er opdraget med. På den måde blev jeg klar over at biblen og troen er et utrolig spændende sort stof til at vende livets svære begivenheder, uden alt for meget staffage, og i mit tilfælde, uden alt for meget ironi. Jeg har siden været meget optaget af at nærme mig det religiøse. Ikke sådan at forstå, at jeg er klar til at gå i kloster. Dertil er jeg nok for meget i tvivl. Men det er en fantastisk dåseåbner til eksistensens svære begivenheder, ligesom religionen kan åbne sjælen når den er i krampe. Tro kan flytte bjerge, og vanskelige fædre. Jens Blendstrup f. 1968. Forfatter og dramatiker. Uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og historie fra Odense Universitet. Kendt fra Øverste Kirurgiske, hvor han er redaktør på tidsskrift og forlag. Har blandet andet udgivet: Gud taler ud (roman fra 2004), Pludselig flæben (Noveller fra 2007) og senest romanen Bombaygryde i 2010. Optræder desuden som forsanger i Frodegruppen 40, hvor lyrik og musik blandes.


Interview ved Elsebeth Grummesgaard Gjesing

Egoismen er en hastigt voksende, negativ værdi i samfundet, mener læge Lotte Hvas, som oplever udtrykket „danske værdier“ som noget lidt vammelt. Hun oplevede for første gang kristendommen i sin rene form i en støvet afkrog af Indien, og så føler hun sig bedst tilpas i kirken, når den er tom

otte Hvas er praktiserende læge, forsker og medlem af Det Etiske Råd og på den måde hele tiden omgivet af etiske og værdimæssige spørgsmål. Paradoksalt nok kræver det en del overtalelse at få hende til at medvirke i et interview om netop værdier. Det skyldes en velbegrundet betænkelighed ved at blive puttet i en bestemt kasse. På spørgsmålet om, hvorvidt der findes værdier, der særligt kendetegner os som danskere, afviser Lotte Hvas begrebets gyldighed. – Jeg plejer ikke at tale om specielt danske værdier, og hvis de skal have en speciel nationalitet, taler jeg hellere om skandinaviske eller nordiske værdier. Det, jeg sætter stor pris på her i Norden, er den sociale lighed. Tilliden til hinanden, når vi går på gaden og snakker med hinanden. Når vi betaler skat, tror vi trods alt, det kommer alle til gode. Overordnet set har vi trygge samfund og

3 # Værdier & arbejdsliv

Gud er ikke medlem af Det Etiske Råd

behøver ikke være bange eller hegne os ind bag pigtråd. – Tidligere i mit liv boede jeg mange år i både Norge og Sverige, og har altid været stolt af, hvordan skandinaver blev set på med udlandets øjne. Efterhånden er jeg dog ikke sikker på, jeg er så stolt af de såkaldt danske værdier mere. Danske værdier er blevet sådan et lidt vammelt udtryk, som for mig leder tankerne hen på kolonihavehuse, grænsekontrol og den slags. Hvor danskere generelt har været kendetegnet ved at tage ansvar for andre, er der sket et skred på den måde, at man nu primært tager ansvar for sig selv. Hvilke værdier navigerer du efter i dit arbejde som læge, og som medlem af Det Etiske Råd? – Det er ikke helt de samme værdier. Drivkraften som Et debatmagasin | 39


Når vi er blevet udstyret med det her liv på godt og ondt, så synes jeg også, man skal passe på det. Passe på sin egen krop, sin familie og de evner, man har fået, ligesom vi skal tage ansvar for naturen.

Lotte Hvas

læge er grundlæggende at være til stede der, hvor der er nogen, der har brug for mig, hos mennesker i en sårbar situation.

jeg også, man skal passe på det. Passe på sin egen krop, sin familie og de evner, man har fået, ligesom vi skal tage ansvar for naturen.

– I arbejdet i Det Etiske Råd er der også et større perspektiv. Jeg har meget stor respekt og ydmyghed for livet som sådan. Men når vi sidder i Det Etiske Råd, har vi et klart ønske om, at Gud ikke skal blandes ind i diskussionen. Religion har ikke nogen plads i det rum. Mit eget tilhørsforhold går mere på det, der hedder pan-religiøsitet, altså at der er noget, der er større, noget der er fantastisk, og som skal behandles med respekt og ydmyghed.

Du taler her om livets større sammenhæng, er der slet ikke plads til Gud og kristendommen?

– Både menneskelivet, men også naturen, dyrene og hele den økologiske sammenhæng, og alt det er selvfølgelig med, når jeg i rådet er med til at tage stilling til, hvor meget man må rode i folks gener og i naturen. Når vi er blevet udstyret med det her liv på godt og ondt, så synes 40 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

– Jo, det er religiøse tanker, og igennem livet har jeg da tænkt meget over, hvor de hører hjemme. Til tider har jeg følt mig fjernt fra kristendommen, som fokuserer meget på mennesker, og meget lidt på naturen. Desværre mødte jeg som barn kristendommen gennem Indre Mission, hvor det handlede meget om skyld og skam, og det har jeg helt måttet tage afstand fra. Ikke mindst det, jeg mødte omkring at være kvinde og være uren for eksempel efter en fødsel, som jo er noget af det smukkeste i verden. Jeg mener jo, man skal glædes over, at man er skabt, som man er. Jeg er ofte forvirret, når folk, som jeg


Danske værdier er blevet sådan et lidt vammelt udtryk, som for mig leder tankerne hen på kolonihavehuse, grænsekontrol og den slags er meget uenig med, begrunder deres holdninger ud fra kristne værdier. Jeg kan heller ikke forstå tanken om at gå i krig for kristendommen. De to ting er ikke forenelige for mig. – Alligevel er jeg endt op med at sige, at det er denne her kultur, jeg er født ind i, så jeg er medlem af folkekirken og kan lide at gå ind i en kirke, specielt når den er tom og jeg kan finde ro og stilhed. Har der været situationer, hvor du konkret har kunnet mærke de kristne værdier, du er rundet af? – På et tidspunkt rejste jeg til Indien og var på et kristent hospital, hvor omgivelserne ledte tankerne hen på de fattige, støvede gader, hvor Jesus gik rundt engang. De kristne læger behandlede især de allerfattigste, der normalt ikke kan få hjælp, fordi de er kasteløse. Det var rystende, at høre folk sige om dem at „de får det bedre i det næste liv“, „det er skæbnen“ eller et eller andet. Ved at være læge for de allersvageste i et land, hvor kristne værdier ikke havde nogen magt overhovedet, oplevede jeg for første gang kristendommen og særligt næstekærligheden i sin helt rene form. Hvad ser du som den største, værdimæssige udfordring for dit fag i dag? – Truslen for sundhedsvæsenet er den manglende solidaritet. Vi er så forhippede på, at det er os selv først, og egoismen kommer blandt andet til udtryk i form af private sundhedsforsikringer. De forsikringer kan vitterligt trække hele tæppet væk under sundhedsvæsenet i dag. Der er en tendens til at tænke „nu har jeg opfyldt min del af kontrakten, så er jeg ligeglad med alle andre, og hvis det ikke bliver, som jeg vil have det, så kan jeg bare klage“. Man er selvbestemmende, og det er godt til en vis

grad, men man er altså også nødt til at tage beslutninger, som kommer fællesskabet til gode. – Jeg er meget stolt af vores danske sundhedslov. At alle har ret til let og lige adgang til sundhedsvæsenet, det er så flot, og det er de værdier, jeg gerne vil arbejde ud fra. Hvordan oplever du som praktiserende læge den stigende individualisering? – Det voldsomme fokus på én selv og på sin egen krop, er en forandring, der er sket igennem de 20 år, jeg har arbejdet som læge. Hele navlepilleriet og „uha, har jeg nu spist for meget ost?“, er kommet til i den periode. Man går til fitness, spiser det rigtige antal kulhydrater og hverken ryger eller drikker for meget, fordi man bærer ansvaret for sig selv. Men vi er altså ikke zombier, der bevæger os isolerede rundt i verden, vi er først og fremmest noget i kraft af de sociale sammenhænge, vi indgår i, og det er der en tendens til at miste af syne. – Hvis man i dag får en alvorlig sygdom, skælder man ud på sig selv og sin dårlige livsstil, eller på lægen. Men døden er ikke en lægefejl. Før i tiden kunne man stille sig op på et bjerg og skælde ud på Gud, det var en god ventil at have. Nu skriver man i stedet en klage i tre eksemplarer. Lotte Hvas f. 1954. Dr.med., praktiserende læge med delepraksis i Præstø. Medlem af Det Etiske Råd siden 2008. Tilknyttet forskningsenheden for Almen praksis, Københavns Universitet. Særlige interesseområder: Forebyggelsens etik, medikalisering, screening, risikotænkning, medicin til raske, fosterdiagnostik.

Et debatmagasin | 41


Med andre øjne Hvordan oplever mennesker fra andre trosretninger de kristne værdier i det danske samfund – og er de til at få øje på?

Naveed Baig Imam og koordinator på Rigshospitalet

1. Er de kristne værdier til stede i Danmark?

De kristne værdiers tilstedeværelse i Danmark er en blandet ting. Værdier er usynlige, men kommer til udtryk på en fysisk måde. Barmhjertighed kommer til udtryk eksempelvis via nødhjælp, hjælp til de hjemløse og svagt stillede. Generelt er værdierne diffust tilstede i Danmark, men der er ikke mulighed for at praktisere dem i samfundet. Man er en „outsider“, hvis man er praktiserende kristen i Danmark. For eksempel er det ok at høre højt hip hop musik i s-togene, men hvordan vil man blive set på, hvis man læste Biblen højt i toget? Identiteterne er i opløsning, fordi der ikke længere er noget, der hedder rigtig og forkert.

2. Føler du dig, fordi du bekender dig til noget andet,

modsagt af de kristne værdier? De kristne værdier findes ikke i en grad, så man føler sig modsagt, for kerne-værdierne er de samme i alle religioner. Alle ønsker tryghed, omsorg, kærlighed og retfærdighed for sig selv og sine nærmeste. Dog kan nogle ekstreme grupper i Danmark (både politiske og religiøse) tage patent på enkelte værdier i en grad, så anderledes troende begynder at føle sig utrygge og udsatte. På den måde kan der opstå dårlig reklame for kristne værdier i Danmark, for hvis man ser de samme islamkritiske præster og andre fyre løs i Jyllands-Posten uge efter uge i deres forsvar af kristne værdier, kan disse værdier ændre sig til det negative. Så bliver de kristne værdier vendt mod andre, og så er der kun det „kristne“ tilbage uden „værdier“. 42 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

3. Kan du bruge de kristne værdier uden at være kristen

selv? Man kan godt bruge kristne værdier, fordi der dybest set ikke er noget, der hedder sådan. Værdierne er universelle, og ingen religion har patent på dem, selvom nogle religioner har en tættere forbindelse til enkelte værdier end andre. Næstekærligheden er tæt knyttet til kristendommen og retfærdigheden til islam, men det betyder ikke, at man udelukker de andre værdier. Det er et spørgsmål om prioritet, og værdierne er tit afhængige af sociale og økonomiske vilkår.

4.

Er det værdifuldt, at et samfund bærer synlige præg af religion? Ja, religion er vigtigt, fordi det ikke er menneskeskabt. Alt menneskeskabt er relativt og foranderligt. Kun Gud er absolut og uforanderlig. Åbenbaring er essensen af religion, som har et højere formål med menneskeheden og samfundet, og traditioner bærer åbenbaringerne videre. Kristendommen er majoritetsreligionen i Danmark, men det vil den kun fortsat være, hvis den kan rumme og forstå de andre religioner. Ellers vil man flygte fra den. Religiøs manifestation skal accepteres på lige fod med andre former for menneskelig manifestation, for man kan ikke adskille menneskets fysiske dimensioner fra de psykiske, sociale og åndelige dimensioner. Når


den ene dimension undertrykkes, lider de andre. Det vil være at indskrænke friheden, hvis man vil kontrollere menneskers måde at identificere sig på. De fleste mennesker ønsker fred og sameksistens, og hvis de religiøse ikke kan finde frem til det, vil religionerne blive udslettet. Religionernes fremtid kan siges med dette Kierkegaard citat: „Kun i bevægelse er sundheden og frelsen at finde.“ Bevægelse forudsætter mod, handlekraft og styrke, og dette skal religionerne tage til sig. Der er brug for en religionspolitik i Danmark. Erik Meier Carlsen Praktiserende buddhist, journalist og forfatter

stærke forbindelse mellem kristendom og demokrati. De kristne værdier er markant til stede i vores velfærdssamfund, der bygger så meget på respekt for medmennesket.

5. Er det værdifuldt, at et samfund bærer synlige præg af religion? Ja, religion er en umistelig del af menneskehedens historie. Når et samfund oplever en sekulariseringsbølge som i Danmark, kan der opstå en udpræget religiøs analfabetisme. Mange har været henvist til nogle temmelig absurde forestillinger og mangler forståelse for eksistentielle dybder. Jeg tror, at sekulariseringen har været en midlertidig forestilling, og at religionen vender tilbage i stadig større udstrækning. Men jeg har svært ved at forestille mig, hvordan den i fremtiden vil tage sig ud. Finn Schwarz

1.

Er de kristne værdier til stede i Danmark? De kristne værdier er bestemt synlige i Danmark i dag. Efter min opfattelse er selve demokratiet i vid udstrækning et produkt af kristendommen. Ikke mindst på grund af de forskellige vækkelsesbevægelser, der var med til i den enkelte at iværksætte en ny form for inderliggørelse af den samfundsmoral, der er afgørende for demokratiet.

2.

Føler du dig, fordi du bekender dig til noget andet, modsagt af de kristne værdier? Det er svært at tale om kristendommens inderste væsen, men jeg føler mig ikke modsagt. Det kan jeg imidlertid gøre af visse former for kristen forkyndelse. Blandt nogle kristne prædikanter og debattører møder jeg holdninger, der kan betegnes som en slags new age-præget betoning af „frit valg på alle hylder“, love and light – en meget narcissistisk holdning. En dyrkelse af tryghed og en forestilling om det religiøse, der mangler eksistentiel forpligtelse.

3. Har opfattelsen af de kristne værdier ændret sig i

samfundet? Ja, der er bestemt sket en ændring. Jeg er vokset op med en stærk sekulariserinsgbølge, hvor man næsten blev til grin, hvis man talte indforstået om kristendom. Den situation har tydeligt ændret sig i de seneste årtier. Det er blevet langt mere accepteret at tale om kristendommen, og det synes jeg godt om.

4. Kan du bruge de kristne værdier uden at være kristen selv? Ja, det kan jeg. Ikke mindst på grund af den indlysende

Procesadvokat og formand for Det Mosaiske Trossamfund

1. Hvordan vil du beskrive tilstedeværelsen af kristne

værdier i Danmark? De er der – og findes som en slags „baggrundsstråling“, selvom værdierne sjældent erkendes.

2. Findes de i en grad, så man føler sig modsagt, hvis man bekender sig til en anden religion? Nej, men det er nogle gange en kamp at overbevise om, at det er en kristen værdi, der anføres og ikke bare noget naturgivent. 3. Har opfattelsen af de kristne værdier efter din mening ændret sig i løbet af de seneste år i det danske samfund? Ja, jeg tror, at værdierne er blevet mere usynlige. 4. Kan du bruge de kristne værdier til noget uden at

være kristen selv? Mange (de fleste) af de kristne værdier er jo gammeltestamentlige, selvom de iscenesættes som „nye“ – så det har jeg ikke noget problem med.

5. Ser du en værdi i, at et samfund synligt bærer præg af tilstedeværelsen af religion? Ja, jeg tror, at en større erkendelse af egne rødder – herunder religiøse rødder – gør det meget enklere at forholde sig til, at andre kan have andre rødder og dermed en anden opfattelse.

Et debatmagasin | 43


Lars Henrik Schmidt

44 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012


Værdiernes

triumf Af Lars-Henrik Schmidt

Ved det seneste århundredeskifte skete der noget mærkeligt. Det skulle være den helt store nye begyndelse, men der bredte sig en erkendelse af, at det moderne menneske forekom værdiløst. Det nye århundredes eufori varede kun en nat, idet globaliseringen viste sig at være et teknisk anliggende, der gjorde det enkelte menneske til et vedhæng, der må spørge om, det hører til. Chokket var kortvarigt, men det bredte sig til en livslang læreproces. En værdikrise.

Et debatmagasin | 45


Hvis du anfægter mine værdier, er det mig, du angriber. Hvis du ikke anerkender mine værdier som netop mine værdier, hvis du „afliver“ mine værdier, slår du mig ihjel.

Giv os en kanon! I løbet af det forrige århundredes slutning var alskens kulturanalytikere blevet afkrævet svar på spørgsmål fra politisk hold: Hvilke værdier inkarnerer vores sammenhængskraft? Det var underforstået, at det ville være uacceptabelt at referere sammenhængen til giftemålet mellem fædreland og modersmål, sådan som romantikerne et århundrede før kunne slippe af sted med. Det var også utilfredsstillende at henvise sammenhængskraften til en teknologisk eller forvaltningsteknisk samtvang. Bekymringen var den samme overalt i verden: Hvis vi ikke har noget bolværk mod globaliseringen, hvis vi ingen problemer har med at integrere, skyldes det så eventuelt – Gud forbyde det – at vi ingen særlig kultur har, at vi ikke kan pege på værdier, der er specielt egne? Nedsæt en kommission! Kortlæg værdierne! Giv os en kanon! Det er der overhovedet ingen ben i. Problemet er imidlertid, at man stiller et forkert spørgsmål. Socialanalytisk set handler værdiernes krise ikke om hvor mange og hvilke værdier, man holder. Derimod må man fatte, hvad det vil sige at gøre værdier gældende og fatte, hvorfor diskussionen af værdierne forstummer. Man strides om værdierne, fordi de er bundet til praktiske sondringer. Det hedder præferencer, og derfor kan man 46 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

egentlig ikke være værdi-løs, for det er uomgængeligt at demonstrere sine præferencer i sin smagsudøvelse. Altså i den praktiske gøren og laden. I mere filosofisk forstand består det vanskelige i at fatte, at væren i sig selv er en værdi. Hvis du afliver mine værdier, slår du mig ihjel Reaktionen mod globaliseringen blev et forsøg på desperat at forsikre sig i værdier og give dem højlydt tilkende, som noget man har, noget man er i besiddelse af. Den inkonsekvente kultur blev erstattet med en konsekvent ideologi, men derigennem fortegnede man forholdet mellem værdier og holdninger, og herigennem forholdet mellem etik og moral. Umiddelbart vil man være tvunget til at forsvare sine holdninger, og vi accepterer, at det er det, der deler os. En stovt mand står ved sine holdninger, vil forsvare dem og missionere for dem og omvende modparten i tiltro til at de er præferable. Ja, netop mere værd end andre. Holdninger strides man om; det gør man ikke om værdier, for man er sine værdier, man „er“ i værdisætningen. Derfor er de der bare. Hvis du anfægter mine værdier, er det mig, du angriber. Hvis du ikke


Nedsæt en kommission! Kortlæg værdierne! Giv os en kanon! Det er der overhovedet ingen ben i. Vi har aldrig haft så mange værdier, som efter at vi har fået så få holdninger.

anerkender mine værdier som netop mine værdier, hvis du „afliver“ mine værdier, slår du mig ihjel. Af denne grund er værdikamp en eufemisme, for man har ikke behov for at forsvare sine værdier, da man har krav på, at de respekteres. Man kan ikke lægge dem af sig, som man kan med sine holdninger. Værdisættelsen bliver demonstrativ, og det er baggrunden for, at etikken er blevet æstetik: Værdierne stilles til skue – ikke kun i gøren og laden men som symboler, der umiddelbart kan aflæses i det sociale træf. Jeg behøver ikke spørge til den andens holdninger, for symboliseringer taler deres eget sprog. I transmissionen af værdier er konsekvensen og klarheden ikke idealer, som det er i kommunikation af holdninger. Konklusionen må være, at aldrig har vi haft så mange værdier, som efter at vi har fået så få holdninger. Frihedens arne Når det hævdes, at vi lever i en overvejende kristent organiseret kultur, har det sin historiske og sociologiske rigtighed. Men det betyder imidlertid ikke, at man identificerer sig med rækken af såkaldte kristne værdier, eller at kristne holdninger er konfessionelle. Kristendommen er ikke udmærket ved en dydslære, ja, den reformerte

kristendom har end ikke en bekvem syndslære. „Den levende lov“ er vanskelig at gøre til en morallov. „Tro, håb og kærlighed“ er ikke i sig selv dydens rettesnor men fordrer vejledning. To forhold må dog fremhæves som grundlæggende for en kristen kulturpraksis. Det gælder kærlighedsbudets udformning og ideen om tilgivelsen. De er ikke bundet til Loven men til selvforholdet, og derfor overlever de historiens tand, og med samtidens tendens til at prioritere selvforholdet på Gudsforholdets bekostning er de endog fremtidsforsikrede som frihedens arne. De er uendelige. Den gyldne regels ækvivalensprincip er derimod ikke særlig kristent; det peger dog på en handlingssfære med lighed. Frihed, lighed og broderskab Sekulariseringen kan illustreres ved at slå ned på to kategorier, som tilsyneladende betegner det samme, men åbenbart også viser en forskel. Det handler om fænomenet „frihed“, som teologisk set er forholdet mellem menneskenes frie vilje og Guds nåde, men bliver til menneskenes forsøg på at ophøje deres eget værk i skyggen af skaberværket. Vi bruger „frihed“ til at betegne såvel „liberty“ som „freedom“. „Liberty“ tænker man i Et debatmagasin | 47


Bag frihed, lighed og broderskab står stat, marked og civilsamfund. Det moderne velfærdssamfund bygger på disse tre størrelser, og deres praksis må siges at høre til vores grundlæggende værdier.

forhold til loven – den levende lov i sociale institutioner. „Civil liberties“ er individet garanteret ved lov; det er retten til at tænke, tale og handle, som man ønsker uden at blive forhindret, så længe det ikke strider mod den offentlige velfærds interesser. „Freedom“ derimod er et selvforhold, for det handler om følelsen af at være fri og uafhængig, hvilket gælder både inden for politisk og civil frihed. Individet kan handle frit, ligesom det er fritaget for visse forpligtelser. Det moderne begreb om frihed bliver således til i en konstellation med forestillingen om lighed, og det vil ikke kun sige i forhold til republikanske dyder, men i forholdet til demokratiet og den moderne suverænitetsanskuelse. Fra Aristoteles til Tocqueville har demokratiet handlet om balancen mellem frihed og lighed. Revolutionerne stiller spørgsmålet anderledes ved i praksis at opdage et nyt kontinent: Frihed, Lighed – og Broderskab! Gennem revolutionshistorien står det efterhånden klart, at konflikten i den moderne verden ikke kan gøres op i balancen mellem staten (hvilende på suverænitetens lov: Frihed) og markedet (hvilende på økonomiens ækvivalens: Lighed), men at man måtte tilkende civilsamfundet 48 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

(hvilende på (ikke kun naturgroede) interessefællesskaber: Broderskabet) en rolle. Bag frihed, lighed og broderskab står stat, marked og civilsamfund. Det moderne velfærdssamfund bygger på disse tre størrelser, og deres praksis må siges at høre til vores grundlæggende værdier. Personskabet I det fremvoksende velfærdssamfund bliver referencen til staten (frihedsgaranten) imidlertid i mindre grad end tidligere formidlet over markedet (lighedens realisation) og civilsamfundet (aftalernes broderskab). Staten refererer i stedet direkte til individet. Den bedriver ikke længere befolkningsomsorg, men bekymrer sig om de enkelte og styrer deres adfærd gennem deres selvomsorg. Der er føjet noget nyt til værditavlens helhed: Personskabet er kommet til. Her står vi med den moderne værditavle. Værdsættelserne strides, men er tildækket i holdningernes organisation som ideologi. Deres våbenstilstand ophæves til ideal. De klassiske ideologier kunne „give ansvar“ (liberalisme) og „tage ansvar“ (socialisme) og fordele


Projekt selvværd! Elsk din næste som dig selv – og tilgiv for din egen skyld. Et neo-filantropisk slogan må udmøntes: Hvad kan jeg gøre bedre for dig for at gøre det godt for mig?

frihed og lighed ved at tale om „at give mulighed for at tage ansvar“ (socialliberalisme). Vi står nu på tærsklen til en ny æra, hvor det handler om „at tage ansvar for at give mulighed“ (liberalsocialisme). Personskabets æra er ansvarliggørelsen af den enkelte synder, der er sig selv skyldig. Projekt selvværd Efter at vi er holdt op med at tale om skyld og synd, er vi blevet ansvarlige subjekter, og vi er selv skyld i det, for det er netop det, vi frivilligt har valgt: Vores eget velvære frem for samfundets velfærd. Socialisationen er vel det område, hvor vores praktiske værdier tydeligst sætter sig igennem og lader sig aflæse. Ansvarliggørelsen til selvdannelse (omsorg, ledelse, styring) er slagmarken for samtidens værdikonflikt, og det kan da også aflæses i socialisationens „grundlov“ i dansk regi, nemlig i skoleloven og i serviceloven. De kortfattede formålsparagraffer vidner om krisebevidsthed: Jo mere der nedskrives, jo tydeligere vil det konfliktfyldte i landskabet træde frem. Formålet tilsiger, at skolen bygger på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det kræver ingen tekstanalyse at se allusionen til de kristne dyder „tro, håb og kærlig-

hed“, som blev moderniseret til de republikanske dyder „frihed, lighed og broderskab“. „Men størst er dog ...“ ja, hvad? Det relevante spørgsmål er, hvor vi lokaliserer det fjerde domæne: Hvor befinder personskabet sig? Der hersker næppe tvivl: Skoleloven er overordnet gennemsyret af hensynet til den enkelte elevs alsidige udvikling. Socialisationens opdrag er ganske enkelt blevet personskabet; og i praksis har det et navn: Projekt selvværd! Elsk din næste som dig selv – og tilgiv for din egen skyld. Et neo-filantropisk slogan må udmøntes: ­ „Hvad kan jeg gøre bedre for dig for at gøre det godt for mig?“

Lars-Henrik Schmidt f. 1953. Professor i filosof ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og forskningsdirektør for Forskningscenter GNOSIS ved Aarhus Universitet. Han har socialanalytikken som sit forskningsområde og er en aktiv deltager i samfundsdebatten, senest bl.a. med bøgerne Om respekten og Om vreden. Har tidligere været medlem af af Det Etiske Råd.

Et debatmagasin | 49


4 # Værdier & arbejdsliv

Det grundlæggende spørgsmål „findes Han“ er værd at dvæle lidt ved Interview ved Maj-Britt Boa

Peter Callesen er billedkunstner og mest kendt for sine fantastiske papirværker, fra klip i det enkle A4 ark til meterhøje papirinstallationer. Han er kristen og bruger til tider kristendommen tematisk i sin kunst „når der er et personligt mellemværende med temaet eller historien“

eg er på vej gennem København mod billedkunstneren Peter Callesens atelier på Amager. Mens jeg cykler, gennemgår jeg det interview jeg skal lave med Peter om kristne værdier og de eventuelle spor det sætter i arbejdet. Jeg ved godt det med Peter og det kristne, men det er hans værker, der giver mig lyst til at spørge. Trænge dybere ind i den besjælethed der er i hans ting, og i de historier der bliver fortalt lige så enkelt, selvfølgeligt og stort som de bibelske fortællinger. Han bruger af det samme univers: genkendelige figurer der kan ses og tolkes på mange niveauer med strejf af både humor og fortabelse, lidt som jeg finder det hos ham selv, skal det vise sig.   Vi sætter os over for hinanden, lidt generte. Det er grænseoverskridende at tale om Gud, lige når man har mødt 50 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

hinanden. Men Peter hører ikke til de kunstnere, der dækker sig bag sarkasme eller tung kunstteori. Mens jeg ser op i loftet på en svævende papirengel, blandt meget andet papir på ateliet, siger Peter: – Jeg startede med at læse arkitektur, billedkunsten var ikke det mest nærliggende valg, fordi jeg voksede op i Vestjylland. Jeg tror, jeg brugte arkitektstudiet som undskyldning for at kunne arbejde med noget, der smagte af kunst og billeder, billeder som jeg var fyldt af allerede fra starten. Hvordan er du vokset op? – Jeg er vokset op i et kristent hjem med søndagsskole og FDF. Jeg har lært meget af at være FDFer. Det handler om ansvarlighed og fællesskab, man tager på lejr sammen og tager sig af hinanden. Det har været betydnings-


Det sker, når jeg ikke har det så godt, at jeg tegner nogle billeder, hvor jeg helt bogstaveligt maler fanden på væggen.

fuldt for mig, en livsglad og livsbekræftende kristendom. Kan du knytte et par ord til det at være kristen for dig personligt?   – Kristendommen er både et valg og en hengivenhed, som man står alene med. Der er ikke et moralkodex eller nogle bestemte regler som kristen, kun det at man skal elske sin næste som sig selv og Gud. Det er så åbent og bredt, at man selv bliver nødt til at forholde sig til det, fortolke det og forsøge at efterleve det.    Hvilken rolle har kristendommen i dine værker?   – Jeg har aldrig haft et ønske om at misionere med min kunst, men når der ind i mellem opstår kristne motiver og tematikker, så er det fordi, det er noget, jeg er optaget af, det er en del af min baggrund, mit liv, mit sprog og

Peter Callesen 

min måde at tænke på. Der hvor jeg har et personligt mellemværende med et teologisk spørgsmål eller med en bibelsk historien er der, hvor jeg tager fat, og det er der det bliver interessant for mig og forhåbentlig også kunstnerisk. Du nævner på et tidspunkt, at det at være kristen også er en del af noget større; at være lemmer på en krop og grene på et træ, det arbejder du med i dit værk: „Gennemsigtig Gud.“   – Ja, en måde at tolke dette værk på, er at det handler om fællesskab, at vi har brug for hinanden i en større sammenhæng, og at vi alle er en del af noget større. Men jeg synes ikke, det er et entydigt værk. For mig handlede værket også om at stille spørgsmålstegn ved hvem og hvad Gud er: Hvis der ikke fandtes mennesker, fandtes der så en Gud? Det synes jeg er et interessant spørgsmål. Et debatmagasin | 51


Det rummer også det paradoks, at det er Jesus, der på en måde også er Gud, der råber til Gud hvilket jeg også synes er en spændende problematik.

Det er selvfølgelig et absurd og umuligt spørgsmål at stille. Det er ligesom at forestille sig verden uden en selv. Tvivlen er implicit i det spørgsmål, men tvivlen behøver ikke at være meningsløs. Det har jeg blandt andet arbejdet med i værket, hvor Jesus hænger på korset og råber; „Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig“, dér er der en søgen efter mening, det er et råb til Gud. Det rummer det paradoks, at det er Jesus, der på en måde også er Gud, der råber til Gud, hvilket jeg også synes er en spændende problematik. Men der er også det positive i råbet, at det viser den meget menneskelige side af Jesus; at selv han kan komme så langt ud, at han føler sig forladt af Gud. Denne forladthedsfølelse og afmagt er noget, jeg som menneske kan identificerer mig med, og som gør ham endnu mere troværdig i mine øjne. Måske handler det også om, at jeg indimellem oplever livet skrøbeligt, både fordi vi kan dø, og fordi der nogen gange ikke skal så meget til at vælte mig af pinden. 52 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

Og det er dér, det er en trøst at kunne tro på en Gud, det er også mest der, jeg oplever, at Gud kan bruges til noget. Det er oftest der, jeg ber, når jeg virkelig er på skideren og ikke kan finde vej. Måske kan det sammenlignes lidt med den måde, jeg privat bruger kunsten. Det sker, når jeg ikke har det så godt, at jeg tegner nogle billeder, hvor jeg helt bogstaveligt maler fanden på væggen. Det kan godt opleves nærmest terapeutisk. Når man maler fanden på væggen, kan man se ham i øjnene, så er han ikke længere inde i, men uden for en.   Kan man skabe kunst på ren lykke?   – Det store spørgsmål er selvfølgelig, om vi kan være lykkelige uden også at have oplevet ulykke. Jeg oplever ofte der er en slange i paradiset, og jeg tror det er spændingen der er med til at skabe interessant kunst. Jeg bruger det mørke, men omvendt bliver jeg rent fak-


Det er den totale menneskeliggørelse af Jesus, at selv han kan komme så langt ud, at han føler sig forladt. Det er noget, jeg som menneske kan identificere mig med tisk glad af at lave kunst, det er en stor tilfredsstillelse at kunne materialisere en ide, at give den form. Hvad betyder materialet for værket? – I mit tilfælde er det papiret, som jeg bruger til nogle små og sarte konstruktioner, der knapt kan holde deres egen vægt. Et A4 ark er et hverdagsobjekt, som jeg så transformerer til noget andet. Jeg er interesseret i den der skrøbelighed, så der kun skal et nys til, at det bliver til ingenting, det giver en øget intensitet. Skrøbelighed er også en del af indtrykket i Callesens endnu eneste alter intallation, men helheden synes samtidig at videregive en særlig styrke og ro. Den kan ses i Vor Frue Kirke og bruges i forbindelse med natkirken.   Er det anderledes at lave kunst til en kirke? – Skal jeg skabe kunst til en kirke, forholder jeg mig til det specifikke rum og dets rituelle funktion. Jeg har en anderledes ydmyghed over for den funktion, der ligger i kirkekunst. Det kan være for let og ufølsomt blot at tage sin normale kunstneriske praksis og overføre den til kirkerummet. Nogle dage efter mødet med Peter kører jeg igen gennem byen på cykel, jeg har to ærinder, en fernisering på et nyåbnet galleri, og videre ind i Vor frue Kirkes Natkirke for at se Peters altertavle. I skrivende stund slår det mig, hvor meget og hvor lidt kunst og kristendom kan have at gøre med hinanden. På ferniseringen er der mange mennesker, det er et spørgsmål om at blive set snarere end selv at se. Samtalerne handler om salg og succes, alle siger det går godt, for det er usikkert at investere i en kunstner, der tvivler. Jeg fortsætter til Vor Frue Kirke. Her er der stilhed på den åbne måde, den måde hvor alle lyde høres intenst

også ens eget åndedræt og hjerte der banker. Lidt gemt finder jeg Callesens altertavle, den er mindre, end jeg har forestillet mig, men ogå stærkere. En lav skammel står yderst i det alkovelignende lille rum. I en kurv ligger små stykker spejlglas og en pen til at ridse sine ord med. Stearinlys oplyser et ikon, der står på gulvet vendt ind mod alle de spejle, der allerede er brugt til at skrive på, og som tilsammen danner altertavlen. De spejler i fragmenter ikonets ansigt af Jesus, der blander sig med menneskers bønner, navne på særlige personer i de skrivenes liv, og ønsker om både fred og kærlighed. Udgangspunktet er Paulus ord: „Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende alt, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.“ Altertavlen denne aften indrammer på en måde hele mødet med kunstneren Peter Callesen. Det er netop stykker af noget, der bliver ved med at være en antydning, og som vi derfor også selv får lov til at sanse, tolke og tro midt i den særlige oplevelse det er at træde ind i Callesens univers, både det kristne, det kunstneriske og det personlige.   Peter Callesen f. 1967. Er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus og Goldsmith College i London. Bor og arbejder i København, har haft soloudstillinger hos blandt andre Perry Rubenstein Gallery, New York, Emily Tsingou Gallery i London og herhjemme bl.a. i Kunsthallen Nikolaj og på Museet for Religiøs Kunst, Lemvig. Har desuden udstillet ved forskellige kunstinstitutioner i ind- og udland, deriblandt Venedig Biennalen og Shanghai Biennalen. Se også www.petercallesen.com

Et debatmagasin | 53


Historien om et sammenfoldet håndklæde Læs Københavns biskop Peter Skov-Jakobsens tale ved landemodedagen i Københavns Stift, den 8. oktober 2011, hvor temaet var „Nadver“ vi kan sagtens! Folkekirken er hele tiden udsat for stor bevågenhed! Der går ikke en uge, uden at vi har ladet høre fra os. Vi kan sagtens! Vi er udsat for mennesker, der er nysgerrige. Vi bliver mødt med høje forventninger. Hvis det er en kirke, har mennesker også en forventning om, at her er der nogle, der vil tale om åndelige ting. Hvis det er en kirke, kan vi betragte tilværelsen i et længere perspektiv, end bankrådgiveren gør. Hvis det er en kirke, kan vi tale om livskvalitet på en anden måde, end fitness-manageren gør. Hvis det er en kirke, er der mulighed for at tale om livet, om hele livet, og intet menneske behøver at dukke hovedet! Her kan jeg fortælle min historie, som den er! Her er der ikke brug for at spille op – ej heller at spille ned! På et eller andet tidspunkt slår det de fleste præster, at det slet ikke er en selvfølgelighed, at mennesker er fortrolige. Ikke så snart har man sat sig, førend fortællingerne 54 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

om livet ruller, og der bliver talt det, som Frederiksbergs provst Peter Holm forleden kaldte for „sandhedssprog“ i en kronik. Det sprog tænker ikke på at barrikadere sig – det er et åbent, søgende, vidende, længselsfuldt sprog, som vil udtrykke tilhørsforhold, mening, sandhed. En kirke skal være sådan et sted, hvor høje forventninger, dyb længsel, fortvivlelse, modsigelse, jubel og larmende glæde kan mødes. En kirke skal være sådan et sted, hvor diskussion – vild diskussion – kan opstå, men selvfølgelig ud fra den forudsætning, at vi vil hinanden. Vi vil holde fast i hinanden. Uenighed må aldrig føre til uvenskab. Jeg nævner det, fordi det kan være svært, når man samtidig lever i en kultur, hvor ordene fordømmelse og forbandelse også er kendt! „Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende“. Dér sluttede vi sidste år, da vi talte om dåb. Det har fra den tidligste menighed været oplevelsen, at Kristus-begivenheden er udstrakt. Den begyndte med Jesus og alt det, vi kan læse og


Nadveren er også en påvirkning. Det er et tegn på et fortættet nærvær. I vores evangelisk-lutherske tradition har vi en særlig fornemmelse for, at nadveren er det, der skiller mig fra det onde, det frygtelige, det ufravigelige og gør mig fri – aldeles fri!

høre os til om ham. Når vi bliver ved med at interessere os for denne fortælling, er det naturligvis fordi, vi kan genkende vores liv i de fortællinger. Den ene gang efter den anden undres vi – undres dybt over, hvordan så gamle fortællinger stadig kan få historien til at danse for vores øjne. Det har altid hørt med til Kristus-begivenheden, at de troende hævdede, at Gud er nærværende. Han har forladt sin trygge himmel for at blive nærværende i den skrøbelige verden, hvor ord kan slå – men ordene kan også gribe tilbage og skabe en sammenhæng med troens oprindelse. Vi taler om Ordet, fordi det er vores erfaring, at der findes et stort Ord, som lyser op i mørket og slår tvivl og vrede på flugt. Der findes et Ord, der giver mig synet tilbage, når jeg er blevet sort i øjnene – et Ord der skaber klang, når mine tanker er dumpe.

Hvad er et landemode? Landemode, (2. led af glda. mote 'møde, stæv­ ne'), i folkekirken et stiftsmøde, ledet af biskop og stiftsamtmand, hvori stiftets provster delta­ ger. Regelmæssige landemoder forordnedes i 1618. På landemodet, der indledes med guds­ tjeneste, kreeres stiftets nye provster, og stiftets økonomiske og andre anliggender forhandles. Forhandlingerne nedfældes i en landemodeakt. Indtil 1992 var landemodet tillige ankeinstans for provsteretterne i gejstlige sager. Kilde: denstoredanske.dk I dag har landemodet udviklet sig til også at være en årlig tema- og netværksdag for et stifts præster og menighedsrådsmedlemmer.

Vi taler om Hans nærvær i verden. Altså ham, der fulgte dem til Emmaus. Ham, vi ikke altid kan genkende; men Et debatmagasin | 55


Troen og håbet kan være skrøbelige ... derfor er jeg glad for at tro i en kirkelig tradition, hvor skrøbeligheden er med som en ven og tilbyder faste tegn, som jeg kan tage til mig og blive forandret af og styrket ved som alligevel ikke står af på os. Vi har altid indrømmet i kirken, at en påmindelse eller to ikke var af vejen! Vi har aldrig ladet, som om vi bare kunne alting selv! Vi har altid holdt os til, at der var steder, hvor vi særligt troede, at Gud kom mennesket i møde og overtog hele handlingen – altså steder, hvor vi bliver medinddraget i gudsfortællingen! Sådan er det med dåben; men sådan er det også med nadveren! Vi har en form, et ritual, en skik, og her tror vi, at Kristus tilbyder sit nærvær. Men hvad er det der sker, når vi samles om nadveren? Hvad er det, vi ikke kan undvære? Tillad mig at komme skævt ind på det! Nu er samlingen anderledes sat op; men i et par år kunne man på det jødiske museum i Berlin se Paul Kuttners håndklæde. Det lå sirligt sammenfoldet i en montre. Det lignede et håndklæde der var friskt, just foldet sammen, rent og klar til brug. Historien bagved håndklædet er både en historie om en tragedie af så frygtelige dimensioner, at intet menneske nogensinde kan rumme den. Det er også en historie om, at livet opstår og overlever. En dag i oktober 1938 havde Margareta Kuttner fulgt sin 16-årige søn Paul til stationen og sat ham på børnetoget til England. Det var en af de sidste børnetransporter, der fik lov til at ske. Da de var ved at forlade huset, var Margareta kommet i tanker om, at Paul ikke havde fået et håndklæde med, og hastigt havde hun grebet et og lagt det ned i hans 56 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

kuffert, for, som hun sagde: „Du skal ikke komme til at mangle et håndklæde“. Paul så aldrig sin mor mere. De myrdede hende i Auschwitz i 1942. Men håndklædet. Det lå som Margareta Kuttner havde foldet det sammen. Den store dreng, den unge mand, den voksne mand og den aldrende havde beholdt det hele sit liv. Han så vel stadig sin mors sirlighed. Han så hendes ufravigelige kærlighed, som altid omsættes i hverdagsting. Han kunne vel se hendes hænder og ansigt. Han så hendes hænder glide henover stoffet – hørte hendes stemme, når han så det håndklæde. Hele hendes væsen var som vævet ind i håndklædet. Gad vidst, hvor ofte han i løbet af livet forsigtigt lagde kinden mod håndklædet og mærkede hendes nærvær? Og så var det, som om de aldrig havde fået hende! De havde myrdet hende, de havde ydmyget hende; men de fik hende aldrig! Da jeg så håndklædet, tænkte jeg: sådan et håndklæde har vi også: nadveren! Nadveren er vores fortættede fortælling om Gud, om Jesus, der fuldstændig giver sig selv, opgiver sig selv. Jeg tror aldrig, jeg bliver færdig med at tænke over dette hellige tegn. Det er et tegn, som kommer ind i den hellige almindelighed. Jesus havde grebet brødet – den mest almindelige føde – og kaldt det sit legeme. Han havde grebet vinen – og identificeret det med sit blod. Fra da af havde det allerhelligste taget ophold i det


mest almindelige, og åbenbaringen lå nu lige for. Gud havde virkelig forladt sine hellige haller for at blive nærværende i hverdagen? Tænk sig at tro på en Gud, som i ordets egentligste forstand bliver til føde og drikke – som i ordets egentligste forstand bliver mad og overlevelse. Nadveren er den guddommelige føde, som giver liv til troens liv. Ja, tro er at have en fast tillid til det, man ikke kan se og en dyb overbevisning om det håb, som hele tiden kommer til orde og får billeder i sprog, tænkning, musik og håndværk. Men tro er også at tage næring af noget, der gør mig mere menneskelig. Nadveren er også en påvirkning. Det er et tegn på et fortættet nærvær. I vores evangelisk-lutherske tradition har vi en særlig fornemmelse for, at nadveren er det, der skiller mig fra det onde, det frygtelige, det ufravigelige og gør mig fri – aldeles fri! Nadveren binder mennesket til Gud og til Guds befrielse af verden. Det er måltidet, der knytter os sammen,

gør os til et med hinanden (derfor er det også særligt smerteligt, at vi ikke deler alterbord med alle kirkesamfund). Troen og håbet kan være skrøbelige – de kan være svære at bære for det menneske som synes, at alting skal holdes oppe af menneskets egen stemning. Derfor er jeg glad for at tro i en kirkelig tradition, hvor skrøbeligheden er med som en ven og tilbyder faste tegn, som jeg kan tage til mig og blive forandret af og styrket ved!

PETER SKOV-JAKOBSEN f. 1959. Københavns biskop fra 30. august, 2009. Uddannet cand.theol fra Københavns Universitet 1993. Peter Skov-Jakobsen var sogne- og orlogspræst ved Holmens Kirke fra 1998

Et debatmagasin | 57


Luther 2017 – 500 året for reformationen

58 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012


Luther 2017 – 500 året for reformationen

I år 2017 fejres 500-året for reformationens fødsel i 1517, hvor Martin Luther grundlagde opgøret med den katolske kirke. Vi tæller ned til begivenheden og indleder her med kirkehistoriker Bo Kristian Holms udlægning af Luthers berømte Den Lille Katekismus

Da enhver blev sin egen præst Af Bo Kristian Holm

Katekismer har man altid kendt. Alligevel er Luthers lille katekismus noget helt specielt. Den opnåede en enorm udbredelse, og mens den nok blev brugt af konger til disciplinering af undersåtterne, gav den først og fremmest lægfolk en myndighed, de ikke før havde haft. de ældste danskere kan fra deres skole eller konfirmationsundervisning stadig huske brudstykker fra Luthers Lille Katekismus. Engang skulle alle nemlig lære den udenad, men siden er udenadslære gået af mode. For pædagogikken i Luthers Lille Katekismus er det imidlertid afgørende, at ordlyden bliver lært, så enhver kan den. Kun sådan virker den efter hensigten. Man ved nemlig kun det, man kan huske, som en nutidig kritiker af 70’er-pædagogikken har formuleret det. Det er lige præcis den pointe, der bærer Luthers Lille Katekismus. Forståelsen kan altid komme bagefter. Det vigtigste er, at der er noget at forstå ud fra. Som børn bruger spro-

get rigtigt gennem tillærte replikker, før det selv sætter ord sammen, lærer Luther den kristne kristendommen gennem korte formuleringer, som man senere kan blive klogere på. Den Lille Katekismus er således på mange måder en pædagogisk genistreg, og efter næsten 500 år kan man uden det store besvær stadig læse den. I begyndelsen var den dog ikke først og fremmest beregnet på læsning. Det var for Luther enhver husfaders pligt at lære sine tjenestefolk, som sjældent selv kunne læse, katekismen udenad. Formuleringerne er derfor vejet på en guldvægt. Også folk uden uddannelse skulle i katekismen finde kristendommens indhold formuleret i forståelige vendinger. Katekismen skal indeholde hele kristendommen, og mere er ikke nødvendigt at vide og tro for at kunne kalde sig kristen. Katekismerne og det almene præstedømme Der er flere grunde til, at Luther kaster sig over katekismusskriveriet. Siden bruddet med paven i Rom har han arbejdet med let forståelige sammenfatninger af kristenEt debatmagasin | 59


Luther 2017 – 500 året for reformationen

Martin Luther (1483-1546) Blev født i den tyske by Eisleben og skulle oprindeligt have været jurist. Men i et voldsomt uvejr lovede den unge Martin at tjene Gud og blev munk i augustinerordenen. Han blev præsteviet i 1507 og teologisk doktor i 1512. Omkring 1516 nåede Luther frem til sin teologiske grundtanke om, at den retfærdige skal leve af troen på en nådefuld Gud. I 1517 indledte han reformationen ved at hænge sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Blandt andet protesterede Luther her mod den katolske kirkes afladsordning og pavens enorme magt. Herpå fulgte meget dramatiske år og en periode for Luther som erklæret fredløs. Til sin død fungerede han som professor ved universitet i Wittenberg, og blandt hans væsentlige skrifter er: Den Store Katekismus, Den lille Katekismus, Om et kristent menneskes frihed og Om Kirkens babylonske fangenskab. Luther opgav i 1525 cølibatet og giftede sig med nonnen Katharina von Bora.

dommen, hvilket kan ses som en direkte konsekvens af Luthers forståelse af det almene præstedømme. Luther gør op med den romersk-katolske skelnen mellem lægfolk og gejstlige. Der er ingen principiel standsforskel, og præster er ikke tættere på Gud end andre. Er man døbt, er man i princippet lige så meget præst, som den, der er ordineret. Den forskel, der alligevel er, skyldes kun, at samfundet har brug for forskellige funktioner for at kunne fungere. Og et samfund fungerer bedst, hvis præsten prædiker og skomageren laver sko på en måde, så det kommer alle til gavn. Det er nu ikke længere paven, der afgør om præsten prædiker evangeliet rigtigt, for det skal i stedet principielt kunne afgøres af hver enkelt kirkegænger, når han eller hun sammenligner præstens prædiken med evangeliet i Bibelen. Og når kirkegængeren ikke er i kirke, skal han eller hun selv kunne gengive kristendommens hovedindhold for sig selv og andre. Den enkelte skal i virkeligheden kunne være præst for sig selv i de situationer, hvor der ingen præst er. 60 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

Den funktion kan man kun udfylde, hvis man kender kristendommens indhold og sammenhæng. „Man kan kun undervise i det, man ved“, siger Luther, og hermed har den enkelte fået en både en opgave og en myndighed, som han eller hun ikke havde før. Formuleringerne i katekismen skal kunne huskes, og sammenhængen mellem indholdet og den enkeltes liv skal være tydeligt. Ellers kan den ikke fungere som trøst til den enkelte, når angst eller desperation truer. Men viden i sig selv er ikke nok. Man må gennem kristendommens indhold høre Gud tale til sig. Hvornår han gør det, kan man ikke vide. Det forbliver ifølge Luther en livslang opgave virkeligt at lære, hvad evangeliet er. Evangeliet må høres igen og igen, og netop derfor er det så vigtigt at kunne kristendommens hovedindhold udenad. De ord, man kan udenad, kan pludselig give ny betydning. Katekismen skal fungere som et lys, som man kan se sig selv og sit liv i, og den skal kunne give et sprog at begribe det med. Hovedtræk i Luthers lille katekismus Katekismens lys eller sprog består ikke af teologiske fagudtryk og reformatoriske slagord. Dem er der ingen af. Det består i stedet af enkle formuleringer, bundet til en enkelt struktur. I forbindelse med De Ti Bud, trosbekendelsen og Fadervor bringes der først en kort tekst herfra, derefter kommer et kort spørgsmål efterfulgt af et kort svar og til slut en lille uddybende forklaring. I forklaringen til dåb, skriftemål og nadver finder vi kun de tre sidste led. I sidste del af Den lille Katekismus finder vi også de såkaldte hustavler, som med bibelcitater giver anvisninger på, hvordan hver enkelt skal leve på sin plads i samfundet. Denne del var sandsynligvis medvirkende til, at fyrster og konger synes, at Den lille Katekismus var fremragende til opdragelse af undersåtter. Tre træk er karakteristiske for Den lille Katekismus: For det første udlægges alle bud ud fra det første: Du må ikke have andre guder end mig. Det bud betyder, at mennesket over alle ting skal frygte og elske Gud og stole på ham. Dermed bliver alle bud til påbud om at frygte og elske Gud, for kun i selskab med den rigtige Gud kan man åbne sig mod verden. Sammenligner man med Luthers store Katekismus kan man få uddybet Gudsforståelsen. En gud kan for Luther være mange ting, for en gud er det eller den, man har ubetinget tillid til. Penge er


Luther 2017 – 500 året for reformationen

for eksempel for Luther en gud for mange, og har man tillid til det forkerte, ødelægger det ifølge Luther den enkeltes forhold ikke bare til Gud, men også til sig selv og verden. For det andet omformer Luther alle de negative forbud i De Ti Bud til positive påbud om altid at tage vare på næstens liv og ejendom. Forbuddet mod at lyve vendes til et påbud om altid at optage alt i den bedste mening. Og for det tredje er hele katekismen præget af direkte tiltale. I det hele taget er det forholdet mellem den enkelte og Gud, der står i centrum hele vejen igennem. Det er den enkelte, der tales til og den enkelte, der skal lære de svar, der altid omhandler et „jeg“, der skal tage vare på et fællesskab. „omsorgsteologi“ Man kunne derfor godt tale om, at Luthers lille Katekismus er et meget tydeligt eksempel på hvad man kunne kalde Luthers omsorgsteologi. Den handler om den omsorg, som den enkelte skal vise over for næsten, og som kun kan ske, fordi Gud først har vist omsorg for den enkelte. Uden Gud er mennesket for Luther ensom i sin egen verden. Dette fokus på den enkelte hos Luthers gør næsten katekismen moderne. Læser man udlægningen af første trosartikel, så spiller den bibelske skabelsesberetning faktisk ikke nogen rolle. Det drejer sig først og fremmest om at tro på den Gud, der fortsat skaber. På den måde foregriber Luther den modernitet, der ikke kan stille noget op med en bogstavelig udlægning af skabelsesberetningerne. Ganske vist tager Luther selv skabelsesberetningerne bogstaveligt. Det er bare ikke den faktiske tilblivelse, der er teologisk vigtig, men

derimod den enkeltes afhængighed af den Gud, der giver og skaber alt uforskyldt og ufortjent. Luther fokuserer derfor på Guds aktuelle skabelse af mad og tøj og sko og ikke verdens begyndelse. Det vigtige er, at mennesket har fået alt givet uden at have fortjent det. Derfor er meningen med „Giv os i dag vort daglige brød“ i Fadervor heller ikke, at Gud kun giver mad, når mennesker beder, men at man skal lære at tage imod det, der gives, med tak. Meget få katekismer har været så kortfattede som Luthers. Det er som om, at jo flere ord, der puttes på, jo mere repræsenterer den en bestemt teologisk og kirkelig retning. Jo længere sætningerne bliver, jo mere intellektuelt krævende synes kristendommen at blive. Luthers pointe med Den lille Katekismus er, at man nok kan nå en dybere forståelse af kristendommen, men ikke én, der er tættere på sandheden. Vil man i dag lade sig inspirere af Luther, gælder det om at formulere sig i et virkelighedsnært og enkelt sprog, der viser den konkrete verden som en del af Guds virkelighed, og at gøre det i et smukt og billedskabende sprog, der af den grund er let at huske. Så man har muligheden for at blive klogere på det.

Bo Kristian Holm f. 1970. Lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet. Forsker i Luthers og luthersk teologi, både på reformationstiden og i nutiden. Har blogget om begivenheder og tendenser i samfundet ud fra den overbevisning at teologien kan se facetter ved virkeligheden, som andre har en tendens til at overse. Er derudover vice-præsident for Luther-Akademiet i Ratzeburg i Tyskland.

Københavns Stift vil i 2017 udgive en Københavnerkatekismus til fejring af reformationens 500-års jubilæum. Derfor vil dette magasin hvert år frem til begivenheden bringe en artikel til belysning af reformationens mange teologiske, kirkelige og kulturelle aspekter. Og samtidig vil vi også forsøge at komme med bud på, hvordan en kristen katekismus kan skrives i dag.

Et debatmagasin | 61


Præster Tilgang afgang 1/10-2010-30/9-2011 Ordinationer • • • • • •

9/12-2010 Stine Ravnborg Dehn 7/1-2011 Matilde Nordahl Svendsen 25/1-2011 Flemming Kronborg Bak Poulsen, Gitte Tine Turin 15/5-2011 Christian Vibe Lynge Callesen, Malene Graeser 4/9-2011 Jens Borg Spliid 27/9-2011 Agnete Christiane Glejbjerg Holm, Christian Monrad

Førstegangs-ansatte og forflyttede fra embeder i andre stifter • • • • • • • 62 | Værdier, Værdier, værdier 2011/2012

15/10-2010 Lars Ottosen, Sankt Jakobs kirke 1/12-2010 Jens Lind Bønding, Sundby kirke med forpligtelse til flygtninge og indvandrere på Amager 1/12-2010, Stine Ravnborg Dehn, Timotheus kirke 1/1-2011 Michael Wagner Brautsch, Frederiksberg Søndre pastorat 1/1-2011 Pia Mi Ran Poulsen, Vanløse kirke 1/1-2011 Matilde Nordahl Svendsen, Sankt Nicolai kirke, Rønne 15/1-2011 Anita Rohwer, Vesterbro bykirke, særligt Absalon kirke


• 1/2-2011 Gitte Tine Turin, Store Magleby kirke med forpligtelse til Dragør Kirke • 15/2-2011 Flemming Kronborg Bak Poulsen, Skelgårds kirke med forpligtelse til bistand til provsten for Amagerland provsti samt til unge og børnefamilier • 1/3-2011 Martin Drengsgaard, Bethlehemskirken • 1/4-2011 Helle Christiansen, Blågårdens pastorat med særlig forpligtelse til Kirkens Korshær • 1/4-2011 Peter Skov Friis, Flintholm kirke • 1/9-2011 Thomas Hansen Beck, Hærprovst samt sognepræst ved Kastelskirken • 1/9 2011 Jens Borg Spliid, Nexø-Poulsker pastorat Embedsskift inden for stiftet • • •

1/10-2010 Birthe Marie Schiøler, Vanløse kirke (overtager kbf) 1/12-2010 Susanne Ivalo Mønsted, tillige Sundby kirke 1/6-2011 Susanne Ivalo Mønsted, tillige forpligtelse til bistand til provsten

Forflyttelser til embeder i andre stifter • •

1/10-2010 Peter Heini Glistrup, Bevtoft pastorat, Haderslev Stift 1/10-2010 Trine Savannah Parbo, Tinglev pastorat, Haderslev Stift • 1/9-2011 Detlef von Holst, Helsingør Domkirke, Helsingør Stift

Afskedigelser • 31/10-2010 Anne Lise Fuglheim, Sankt Nicolai kirke og Rønne sygehus • 30/11-2010 Hans Lindegaard Karkov, Sankt Thomas kirke • 31/12-2010 Bjarne Lenau Henriksen, Blågårdens kirke og Korshæren • 31/1-2011 Flemming Anker, Vestermarie og Nylars kirker • 31/7-2011 Erik Bastian Bock, Blågårdens pastorat • 31/7-2011 Poul Sørensen, Simeon-Sankt Johannes pastorat • 31/8-2011 Ole Brehm Jensen, Kastels kirke og feltprovst • 31/8-2011 Finn Gørtz Kappelgaard, Nexø-Povlsker pastorat • 31/8-2011 Jenny Duvier Liisberg, Vesterbro Bykirke • 30/9-2011 Ruth van Gilse, Vestermarie-Nylarsker pastorat Døde • • • • • • • •

22/12-2010 Jørgen Bernsted, Sankt Jakobs kirke 8/2-2011 Flemming Helleskov, Taksigelseskirken 1/5-2011 Helge Lundblad, Frederiksberg kirke 22/5-2011 Palle Henning Casper Bartholin, Hans Egedes kirke 13/7-2011 Johannes Eilert Nesgaard, Godthåbs kirke 24/7-2011 Bjarne Fabritius Petersen, Hans Tausens kirke 14/9-2011 Otto Jørgen Jørgensen, Vigerslev kirke 25/9-2011 Verner Kragskov, Simeons kirke

Et debatmagasin | 63


Værdier  

Københavns Stifts debatmagasin 2011/2012

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you