S
koledagen er slut. En hånd fuld børn fra den tyske skole hænger ud lidt endnu med en fodbold i Sankt. Petri kirke have, da Johanna og Solveig kommer hvirvlende frem i skæret af den skarpe efterårs sol. De er begge 11 år gamle og går i 5. klasse på den tyske skole i det indre København. Og så er de modige nok til at stille op til interview om mod. »Du var bare så nervøs, inden vi kom herhen – du hoppede rundt på stedet!« kommenterer Jo hanna med et glimt i øjet til Solveig, som dog selv mener, at hun »kun var spændt« og bare glædede sig total meget. En perlende latter, et kærligt lille drilleri og en frimodig ordveksling følger, og det er tydeligt, at pigerne kender hinanden godt og er rigtig gode til at ”unterstütze” hinanden. »Hvad hedder det på dansk?« spørger Johan na. Men samtalen er hurtigt videre, og snart er vi mere optagede af at vurdere på en skala fra 1 til 10: Hvor modig er du? »Jeg er klart en 10’er,« kommer det prompte fra Solveig, og Johanna er enig: »Jeg synes også, du er modig!« Solveig roser tilbage: »Jamen det er du altså også. Du er helt sikkert også en 10’er!« En 9’er er også kortvarigt inde i billedet, for det kommer jo an på, hvad det handler om: edder kopper eller tysktest. Men altså, vi lander på 10 for begges vedkommende, og Solveig spænder en dramatisk fortælling ud om en vandretur i Norge.
»Hvis man skal springe ud fra 5-meteren, ikk’? Så er første gang jo altid den værste.« Udfordret i vildmarken »Det var dengang, jeg var 10 år. Mig og min storesøster gik forrest, og det regnede så meget, at vejene nærmest var kilder. Vi var bundet fast til hinanden, fordi vi skulle gå, hvor der ikke rigtig var lavet nogen sti. Vi frøs og var trætte, men al ligevel var vi hele tiden bare i godt humør,« siger Solveig. Så I gav ikke op på noget tidspunkt? »Nej, altså min storesøster sagde, jeg ikke måtte stoppe. Vores sko var totalt fyldt op med vand, så vi blev bare ved med sådan at trampe og så for eksempel synge. Og så fyrede vi op i pejsen, da vi kom frem til hytten for natten. Da synes jeg selv, jeg havde været megamodig!« Kunne du godt selv holde modet oppe undervejs? »Altså vi var ikke sure på hinanden, og hvis man sad fast i mudderet, så trak vi bare hinanden op - og så kan man jo lige lave en vits også, ikk’?!« Solveigs hverdag er fuld af musik. Hun spiller fagot og i blæserensemble. Og percussion. Men mest tid bruger hun nok på at synge med i DR BørneKoret, og det med at synge er klart noget, der skaber glæde og selvtillid – og kræver mod.
»For bare et års tid siden ville jeg for eksempel ikke have turdet spørge en fremmed om vej. Da var jeg meget mere ”schüchtern” … Hvordan siger man på dansk?« Vi bliver enige om ”sky” eller ”genert”, og Jo hanna fortsætter: »Men nu, når jeg er sammen med mine venner, så er det bare helt anderledes. Så pjatter vi bare rundt og alt muligt!« Så, hvad er der sket siden da? Er du bare vokset fra det, eller er det også noget med selvtillid? Her dasker Johanna kærligt Solveig på skul deren, og mere forklaring behøves ikke for at for stå, hvad venskaber gør for ens mod. Kan man ligefrem lære at blive modig? Nu tager Solveig over, og talelysten er virkelig stor hos begge piger, som vist kan mærke, at de har fat i noget centralt nu. »Altså, det er ligesom hvis man skal springe ud fra 5-meteren, ikk’? Så er første gang jo altid den værste, men hvis man har prøvet det mange gange, så ved man ligesom, at der ikke sker noget. Så har man nærmest modet i sig jo.«
Den modigste du kender »Og hvis du nu spørger mig om, hvem jeg synes, er den modigste person, jeg kender, så er det helt klart min lillebror,« fortsætter Solveig, og nu bliv er der trængsel om mikrofonen: »Din lillebror, han er bare så cool. Jeg synes også, han er total modig,«, skræpper Johanna ivrigt og kaster med hovedet i retning af nogle børn i den anden ende af kirkehaven. »Det er ham med bolden og det lange hår,« supplerer Solveig, og en lille fyr med hurtigt an trit falder straks i øjnene. Håret flagrer modigt til alle sider, mens kroppen snurrer rundt i prop trækkerdriblinger. Han er den mindste på ”banen”, men det er ham, man ser først. Der er selvtillid i det hår. »Der er mange, der tror, han er en pige, fordi han har så langt hår. Og så siger de sådan til ham – altså på tysk – hvad hedder det … ”Enkelin” (red.: hunkønsform af ”barnebarn”). Men det er han bare ligeglad med. Han tør også at tage flet ning i håret og have den i skolen. Han viser bare, at han tør være sig selv …« konstaterer Johanna og rammer dermed lige ind i kernen af, hvad mod kan være for en størrelse. n
Med venners hjælp Johanna spiller klaver og går til springgymnastik. Hun fortæller, at hun i dag elsker at stå forrest i køen til gymnastik, hvor mange ikke tør være den første til at lave et eller andet spring. Men sådan har det ikke altid været:
Johanna Aare Berger og Solveig Haastrup Wiese er begge 11 år gamle og går i 5. klasse på den dansk-tyske Sankt Petri Schule ved siden af kirken af samme navn i hjertet af København. Solveigs hverdag er fuld af musik. Hun spiller percussion, fagot og er med i et blæserensemble. Hun synger også i DR BørneKoret. Også Johanna dyrker musikken og spiller klaver. Desuden bruger hun sin fritid på springgymnastik.
52
D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 9
53