DEBATmagasin 2017: Skam

Pia Olsen Dyhr: Besindelse i en sårbar tid Miljøforsker: Skam kan gøre verden til et bedre sted Om Knausgårds sænkede blik Magasin

Kunstneren Gudrun Hasle: Skam går i arv

Folkekirken i København

D E B AT

2 0 17

Tema

2

Skammen er fremme i lyset

Det er ikke nyt, at vi skammer os. Det har vi altid gjort. Mennesket var således ikke lang tid på Jorden, før det begyndte at skamme sig ifølge den bibelske fortælling.

Men der er sket noget med skammen. Den fylder mere og viser sig i nye former og i nye sammenhænge.

Skammen er heller ikke så skjult længere, som den har været. Vi er begyndt at tale om den. Det gælder indenfor psykologien, teologien og filoso­fien.

Samtidig er vi også begyndt at bruge skammen som et bevidst middel både til at få andre i tale, og til at få andre til at tie stille.

Ind imellem har vi kunnet skamme os sammen.

Men det er ikke sket så tit. Tyskland er formentlig det eneste land i verden, der har rejst en skam­ støtte over sig selv. Ellers skammer vi os mest alene.

Skammer os over det, vi ikke kan, det vi burde, men ikke gør, eller det der overgår os. Vi skam­ mer os over vores krop, vores manglende succes, vores ensomhed. Og selv om skammen er vores

egen, så følger de andre alligevel med – i den til­ tagende nyhedsstrøm eller på de sociale medier, der som aldrig før bevirker, at vi er blevet vidner til hinandens liv. Det bliver skammen ikke min­ dre af, for det er netop i forhold til de andre, at vi skammer os.

Hvad er skam? Det handler dette DEBAT­ magasin om. Der er ikke noget enkelt svar på spørgsmålet, men netop også derfor tager vi debat­ten, for hvornår er skammen ødelæggende, og hvornår er den nødvendig? Og hvad siger vi til den, der skammer sig? Hvad siger eksempelvis kristendommen, når svaret ikke kan være til­ givelse – at blive tilgivet er ingen trøst for den, der skammer sig, det er bare med til at forstærke skammen. På de følgende sider kan du møde et par politikere, en amerikansk professor i miljø­ studier, en københavnsk sjælesørger, en ordblind kunstner, en forfatter med rødder i Iran og flere andre. Alle sætter de ord på skammen, hiver den ud af vores egne indre dialoger, så vi sammen kan forholde os til den.

Christiane Gammeltoft-Hansen & Lars Erik Frank Redaktører, DEBATmagasinet, Københavns Stift

Illustration: William Swainson. En kolibri sværmer om en clitoria ternata eller skamplante, som er pryd­planten af ærtefamiliens danske navn.

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

3

Indhold 8 – 15 Et menneskeligt vilkår baggrundsartikel:

Skam er en tilstand og en reguleringsmeka­ nisme. Den er med til at skabe os som mennesker, og den kan være med til at ødelægge os. Og kun ved at tale om den, kan dens negative konsekvenser imødegås.

16 – 21 Besindelse i en sårbar tid

interview:

Udskamning har været og er en del af dansk politik.

I SF har man under Pia Olsen Dyhrs ledelse forsøgt at gen­ tænke holdninger og finde et nyt sprog i håndteringen af tidens problemer.

22 – 23 At se mennesket i hele sin fylde

interview:

Venstrefløjspolitikeren er traditionelt blevet opfattet som det gode menneske. Hvor stammer den opfattelse fra og hvad har den betydet for den politiske samtale? Forfatter og forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller svarer på spørgsmålene.

26 – 33 at råbe om hjælp ud i intetheden

interview:

Som ung blev hun diagnosticeret som personligheds­ forstyrret, og hun har altid kæmpet med sin ordblindhed. Men billedkunstneren Gudrun Hasles personlige skam er også ble­ vet til en kunstnerisk drivkraft.

34 – 41 retten til at være i verden

interview: Skammen har udfordret en teologi, der er vant til at tænke i skyld og tilgivelse. Skammen afdækker nemlig flere nuancer i det at være menneske. Det kalder også på flere nuancer i teologien.

44 – 49 Skam kan gøre verden til et bedre sted

interview: Skam er ikke kun et negativt begreb, som vi skal bekæmpe. Skam er også en magtfaktor, der kan være et effektivt middel til at løse store, globale problemer, mener den amerikanske miljøforsker og forfatter Jennifer Jacquet.

50 – 55 Jeg ville ikke

være morderens søn

interview:

Gennem store dele af sit liv har forfatter og sociolog Aydin Soei fortiet, at hans far var psykisk syg. Først som voksen har han fået skrevet sig ud af den skam, han følte ved at være søn af en utilregnelig far.

56 – 57 Kærligheden er klenodiet, der skinner

klumme:

Vi kan ikke arbejde eller skamme os til en identitet som tilgivende eller medfølende. Vi får den i kærligheden, skriver biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen.

58 – 63 Knausgårds sænkede blik

essay: Med den betingelsesløse selvbiografi prøver Karl Ove Knausgård at skrive sig ud af sin grundlæggende skamfølelse ved at være den, han er. Teolog og valgmenighedspræst Hans Nørkjær ser nærmere på Knausgårds forfatterskab.

64– 65 LANGT inde i sjælen anbefalinger:

Skam finder vej helt ned i rillerne på nogle af pop­ historiens plader. Også i den amerikanske soul-musik, fortæller dj og musikkonsulent Frederick Lehmann, der udvælger nogle af genrens bedste skæringer om skam.

66 – 67 Kolofon

Redaktion, bidragydere og kontaktinformationer.

4

Foto: NRK

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

5

Skammens mærker Af Christine Rørdam Thaning

Jeg lå i bånd og fængsel, du førte mig herud, jeg stod i spot og trængsel, da tog du mig til brud; for mig at få ophøjet du bar min skam og brøst; hvad du så tungt har pløjet, er mig en evig høst.

6

Tyskland har som intet andet land set sin histories skam i øjnene.

Som hovedstad i Stortyskland og igen i det gen­ forenede Tyskland er Berlin det sted, hvor skam­ men får sit udtryk. Med mindesmærker for de mennesker og de grupper, der blev ofre for NaziTyskland, manifesterer skammen sig i bybilledet.

Bevæger man sig rundt i Berlin, vil man ikke kunne undgå Peter Eisenmanns markante mind­ esmærke for de seks millioner jøder, der blev myr­ det under 2. Verdenskrig. Det blev indviet i 2005 og står centralt ved siden af Brandenburger Tor i byens midte. Mindesmærket tager form som en kæmpe labyrint af 2711 betonklodser, og er byg­ get 100 meter fra indgangen til Hitlers sønder­ bombede førerbunker, et sted så skamfuldt, at det ikke kunne bebygges med andet end en parke­ ringsplads.

I 2008 fik de homoseksuelle et mindesmærke: En betonkubus med et vindue hvori man kan se en kortfilm med to mænd, der kysser. Det peger både på den forfølgelse, de homoseksuelle blev udsat for i Nazi-Tyskland og på den forfølgelse, der fortsatte helt indtil en lovændring i 1994. Og i den samme park kom der efter 20 års tovtrækkeri i 2012 det foreløbigt sidste mindesmærke over na­ zismens ofre, nemlig mindesmærket for den halve million sintier og romaer, der ligeledes blev myrdet.

Mindesmærket er et 12 meter bredt bassin, der skal symbolisere en sø af tårer. I midten er en trekant, der hver dag vil stige op med en frisk blomst.

Stenen er trekantet som det mærke, sintierne og romaerne bar i koncentrationslejrene.

Ingen andre nationer har rejst skamstøtter over sig selv midt i sin hovedstad, og de er ikke kun symbolske. Skammen har haft – og har stadig – afgørende betydning for udviklingen af Berlin, for det politiske liv og nationalfølelsen i efter­ krigs­tidens Tyskland. n

Hvorledes skal jeg møde Mel.: Melchior Teschner 1615 Paul Gerhardt 1653. Hans Adolph Brorson 1733.

Den Danske Salmebog nr. 86 © Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag

Skam på skærmen Den norske tv-serie SKAM var oprindeligt målrettet 16-årige norske piger, men har siden premieren i forsommeren 2016 vist sig at nå meget længere ud. Også langt ind i de voksnes rækker.

SKAM har en gruppe gymnasieelevers hverdagsliv i Oslo som omdrejningspunkt. Serien har op imod en million norske seere om ugen og er blevet en del af den offentlige debat. Ikke kun i Norge, hvor den konservative kulturminister Linda Helleland følger trofast med. Også herhjemme bliver serien, som 70.000 danskere hver uge streamer på tvstation­en NRK’s hjemmeside, diskuteret i medier som Information og Politiken.

Når SKAM appellerer til voksne seere, skyldes det blandt andet, at temaerne er universelle og ikke kun knytter sig til den såkaldte millennial gene­ra­ tion, mener Mads Laurids Pedersen. Han er selv

34 år og anmelder serien i magasinet Soundvenue: »Alle voksne har prøvet at være unge, og de fleste problemer, de unge i SKAM har, kæmpede teenagere for 10, 20 eller 30 år siden også med.

Der har ikke før været tv-serier, som har skildret unges almindelige liv så nuanceret og troværdigt.

SKAM er serien, som vi ville ønske, vi selv havde haft som unge, og den giver mulighed for at op­ leve teenagelivet igen. Og så giver den et ind­blik i de problematikker, som samtidens unge står med – fx perfektionisme, hævnporno og digital mob­ ning«.

Seriens hovedpersoner bærer ifølge Mads Lau­ rids Pedersen rundt på en form for skam fx over deres handlinger eller karaktertræk. Skam er et livsvilkår, som bliver behandlet opbyggeligt: »SKAM handler om, at man skal acceptere, at man ikke er perfekt, og at man skal stå ved sig selv.

I bund og grund er den et sympatisk og opbygge­ ligt opråb til de unge, uden at være en løftet pege­ finger. Det er nok også en del af succesen,« siger Mads Laurids Pedersen. n

Af Lars Erik Frank Foto: NRK

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

7

8

SKAM ER Et menne skeligt vilkår ___

Skam er en tilstand, en følelse og en reguleringsmekanisme. Den er med til at skabe os som mennesker, og den kan være med til at ødelægge os eller gøre, at vi går i gang med at ødelægge os selv. Og kun ved at tale om den, kan dens negative konsekvenser imødegås.

Af Kristoffer Granov Kollage: Sigrún Gudbrandsdóttir

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

9

P

å Nationalmuseet står en skamstøtte tilegnet Corfitz Ulfeldt. Den stod oprindeligt overfor hans tidligere bolig på Gråbrødretorv som en fysisk manifestation af, hvad samfundet synes om lands­ forrædere som ham. Bog­ staveligt talt hugget i granit gav fællesskabet her udtryk for, hvordan hans gerninger havde stillet ham: »Corfitz WF forræderen, Till Æwig Spott, Skam og Skiendsel«, lyder inskriptionen fra 1663.

Corfitz Ulfeldt var skyldig i at have skiftet national loyali­tet et par gange og sandsynligvis i at have efterstræbt den danske trone. Om han selv skam­ mede sig over de forhold, ved vi ikke, men det er tydeligt, at det omkringliggende samfund syntes, at han skulle skamme sig over sin skyld. Den sammen­blanding af begreberne er slet ikke usæd­ vanlig.

De fleste vil instinktivt kunne genkalde sig oplevelsen af at skamme sig, men hvad er det for nogle mentale mekanismer, der gør, at vi skam­ mer os, og hvilke funktioner har skammen? Bog­ staveligt talt fra Adam og Eva til i dag, lader det til, at bevidstheden om skam både har formet vores samfund og selve vores individuelle måde at være mennesker på. Skam danner par og virker i samspil med adskillige andre begreber. Blufærdig­ hed, ensomhed, selvforståelse, angst, magtesløs­ hed og især skyld.

Det var den amerikanske antro­polog Ruth Benedict, der introducerede en skelnen mellem et skamsamfund og et skyldsamfund. Et begrebspar der senere har dannet grund for meget moderne forskning i skam – både inden for psykologi, teo­ logi og filosofi. Hun var egentlig blevet hyret af det amerikanske militær til at skrive en slags profil

10

af den japanske nationalkarakter i 1944. Rappor­ ten skulle give amerikanske militære og politiske ledere indsigt og viden med det formål først at besejre japanerne og siden besætte landet og styre det. En af de ting som Benedict kom frem til med sin kulturantropologi­ske metode var, at hvor det i Vesten er skyld, der korrigerer vores adfærd, er det i den japanske kultur skammen, der har denne funktion. Hun fandt også, at man i en skamkultur ikke har bekendelser, fordi de ikke virker, som det (forhåbentlig) gør, når man bekender sine synder eller beder om tilgivelse.

I stedet for har man ceremonier for held. Skam­ men er således mere ind­advendt, noget man må bære som sin private byrde.

Skyld og skam er ikke det samme. Skyld er et klarere fænomen, der er knyttet til en konkret handling. Er man skyldig, kan man blive straffet, eller man kan sone eller sige undskyld for det, man har gjort. Man kan blive tilgivet. Skylden kan være juridisk som det, der ifølge straffeloven er forkert, eller den kan fremtræde som synd, når der er tale om overtrædelse af normer i et givent værdi­system – eksempelvis et religiøst. Skam der­ imod handler om, hvordan vi opfatter os selv.

Ifølge den fremtrædende norske psykiater og forfatter Finn Skårderud, er »den dybe skamfølelse smerten ved at se sig selv som en, der ikke fortjen­ er at blive elsket«. Skammen er altså knyttet til vores selvbillede, til en følelse af forkerthed. Lige­ som Ruth Benedict gjorde det, skelner filosoffen Dan Zahavi også mellem skyld og skam: »Skyld er knyttet til bestemte handlinger, som man har gjort eller undladt at gøre. Det som skyldfølelsen så kan motivere er en form for soning i forhold til det, man har begået. Det er også derfor, det hedder undskyld. Følelsen af skyld er som regel ledsaget af et ønske om at udbedre den skade, man har

»Når de andre elever lydigt griner af Blommes ondskab, deltager de i hans udskamning, fordi de ved, at det kan påvirke dem selv negativt ikke at følge trop.« påført den anden, for at gøre det godt igen«, fortæller han til Debatmagasinet, da vi møder ham på hans kontor på KUA, hvor han er pro­ fessor.

Han er dog ikke parat til at bakke op om Bene­ dicts tese om en skamkultur og en skyldkultur og synes også, at hendes kulturantropologiske til­ gang med at beskrive en nationalkarakter kan virke lidt gammeldags. »Skam er en social følelse.

Det er også en selvbevidst følelse. Faktisk er det en bestemt form for social selvbevidsthed – en bestemt måde at være bevidst om sig selv på, der har at gøre med vores relationer til andre«, forklarer Dan Zahavi.

Sjælens følelser Lars J. Sørensen er chefpsykolog og psykoterapeut.

Han har skrevet flere bøger om skam og ser lige­ som Dan Zahavi skammen som et fundamentalt menneskeligt vilkår. Skam er en indlejret del af det at være menneske, fastslår han således, da han tager imod DEBATmagasin i sit hjem ved det nu lukkede psykia­trihospital i Nykøbing Sjælland med udsigt over Issefjorden.

Ifølge Lars J. Sørensen er det ikke nødvendig­vis meningsfuldt at komme med en skarp definition af, hvad skam er. »Det vil ikke give mening, fordi skam netop er så tæt på det, vi er som menne­sker«.

»Det er efterhånden gået op for mig, at det ikke kan lade sige gøre at beskrive rationelt. Hvis jeg gerne vil give et indtryk af, hvad skam betyder, så skal jeg ikke gå logisk definitorisk til værks. Når jeg fx siger ‘sjælens følelser’, så gør jeg opmærksom på, at det at være menneske, det at have følelser og det at have skam, er meget mere omfattende, end de fleste gør sig klart«.

Alligevel forsøger han sig med et billede. »Skam er stemmegaflen, som mærker, hvad der foregår«.

Denne sjælelige akustik kan være knyttet til det, Lars J. Sørensen beskriver som ‘forkerthed’. »Forkertheden er en stemmegaffel, der ikke kan komme i svingninger, fordi der er skæve toner.

Det at blive mødt som forkert kan sætte sig som en forkerthed i nervesystemet og medføre at du bliver ensom, eller at du kommer til at hade dig selv«. »Skam er der, fordi vi er de sociale dyr, vi er.

Skam er indre tilstande, som hvis de ikke bliver mødt menneskeligt, så bliver de ved med at være der, og det er det, der gør mennesker syge«.

Skammen kan i det hele taget defineres som rela­ tionel. Den fungerer altid sammen med noget andet.

Dan Zahavi har særligt forsket i fænomenologi og bevidsthedsfilosofi. I den forbindelse har han beskæftiget sig indgående med skam og vores ¨

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

11

12

»Vores bevidsthed har ændret sig. Vi er i stand til i vores bevidsthed at håndtere mange flere nuancer, end vi har været i stand til tidligere. Det giver sig udtryk i, at skam som skjult følelse nu pludselig ikke er så skjult en følelse længere, men er noget vi, i visse sammenhænge, kan begynde at italesætte.« forståel­se af os selv i forhold til andre. Zahavi beskri­ver skammen som et øjeblik, hvor vi bliver akut bevidste om os selv. Et frosset nu, kalder han det. »Skam melder sig i det akutte øjeblik, hvor man bliver fanget i de andres fordømmende blik­ke.

Det er som om, tiden står stille og man ikke har nogen ressourcer eller muligheder, der på nogen måde kan restituere en. Man er ligesom reduceret til det, som er synligt for de andre i den her situa­ tion. Nuet er frosset i den forstand, at man er fanget i projektørlyset, men også i den forstand, at man ikke har overskuddet til at sige nå ja, ok, det er uheldigt, men lad mig komme videre«.

Den smækfede Crassus »O, du smækfede Crassus!« Sådan indleder lektor Blomme sit perfide angreb på eleven Thygesen i Hans Scherfigs Det forsømte forår. Udover at være et af dansk litteraturs fremmeste eksempler på en tyrannisk lærerskikkelse, er det også et illustrativt eksempel på udskamning – det at påføre et andet menneske skam. Lektor Blomme fortsætter: »Hvis du kan overvinde din medfødte dorskhed, så luk dit kæmpegab op og begynd at oversætte lektien«.

Latinlærerens ikke særligt sympatiske opførsel har en socialiserende funktion. Når de andre elever lydigt griner af Blommes ondskab, deltager de i hans udskamning, fordi de ved, at det kan på­ virke dem selv negativt ikke at følge trop. Det er Lars J. Sørensen, der i sin bog Skam – medfødt og tillært, trækker lektor Blommes totalitære klas­ seværelse frem som eksempel.

I Johannesevangeliet møder man kvinden

grebe­t i ægteskabsbrud. Det er der, hvor Jesus be­ faler, at den uden synd skal kaste den første sten. I den bibelske fortælling er der selvsagt ingen, der føler sig tilpas rene til at skulle kaste den første sten, og de kan således heller ikke fordømme kvinden. Sådan ændres fællesskabets blik på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Jesus agerer en omvendt lektor Blomme, og øjnene fæl­ lesskabet ser med bliver forandret.

I etymologisk forstand er der tråde til både indo­europæisk og germansk i betydningen »af­ kortning« og »forringelse«. Ifølge Lars J. Sørensen passer det godt til tilfælde, hvor man »forkor­ter« eller beskærer en anden persons udfoldel­se eller væren i form af krænkelse eller ydmygelse. »Skam vedrører det at vise sig, og skam vedrører, at man forsøger at være mere eller at række længere, end man selv eller omgivelserne opfatter som værende passende«. Skam er ifølge chefpsykologen »skæb­ ne­­tung«. Selvom blufærdighed, pinlighed og genert­hed også er skamfulde følelser, har de slet ikke den emotionelle tyngde, som skamfølelsen har. »Når skam er værst«, forklarer han, »er den blevet til lede ved sig selv, selvhad og akut eller langsomt selvmord, som ved mange former for misbrug«, skriver han i sin bog.

Skammen har også lagt navn til en plante: Clitoria ternata eller skamplante, som er den danske be­ tegnelse for planten af ærtefamilien. Den tyske botaniker Johann Philipp Breyne gav i 1747 planten dens latinske navn, fordi dens blomst i hans øjne kunne ligne det kvindelige kønsorgan klitoris. Clitoria ternata er i dag også internationalt kendt som butterfly pea og kan anvendes til the samt i madretter og naturmedicin.

selvoptaget eller narcissist?

En af samtidens kronikører af menneskelivet i velfærdsstaten, norske Karl Ove Knausgård, har skam som et tilbagevendende tema. I bind 6 af ro­ manmastodonten Min kamp be­skriver han skam som en »reguleringsmekanisme«, der holder det individuelle på plads i forhold til det sociale. ¨

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

13

»Det kan være chokerende at opdage, hvor meget den indre dialog fylder og i hvor høj grad, at det er skam, der styrer den.« Også Lars J. Sørensen anerkender skammen som adfærdsregulerende, men han mener også, at det at skamme sig er en kompleks og altid tilstede­ værende del af at være til. »Vi kan se i trafikken, at det er godt at have regler, men det at være sammen som mennesker er lidt mere kompliceret end at bevæge sig rundt i trafikken«, forklarer han. »De fleste bliver chokerede, når de opdager, at de hele tiden har en ind­re dialog kørende, samtidig med at de agerer, samtidig med at de snakker, samtidig med at de be­væger sig rundt i verden. De har en indre dialog, hvor de hele tiden er i gang med at vurdere, om de skal gøre det ene eller det andet.

Det kan være chokerende at opdage, hvor meget den indre dialog fylder og i hvor høj grad, at det er skam, der styrer den. Det er ikke skyld, men netop skam, hvor man spørger sig selv ‘kan jeg være sådan?’« Knausgård skilter med sin sensitivitet. Han fortæller om sin gråd, sin ømhed i forhold til sine børn, sin voldsomme usikkerhed, sin følelse af at være forkert og altså sin skamfuldhed. Denne åbenlyst skrøbelige og følsomme mand er ikke et særsyn i samtidslitteraturen. Og måske kan det være et sundhedstegn. Chefpsykologen Lars J. Sø­ rensen mener i hvert fald, at denne form for åbenhed er et fremskridt: »Vores bevidsthed har ændret sig. Vi er i stand til i vores bevidsthed at håndtere mange flere nuancer, end vi har været i stand til tidligere. Det giver sig udtryk i, at skam som skjult følelse nu pludselig ikke er så skjult en følelse længere, men er noget vi, i visse sammenhænge, kan begynde at itale­ sætte«.

Men selvom Karl Ove Knausgård kan hyldes for sin maskuline sensibilitet, er der nok ikke mange, der vil bestride, at han også er ret selv­

14

optaget. De omkring 3500 sider om ham selv står som et lysende eksempel. Så hvornår bliver denne form for sund selvoptagethed og gransk­ning af sit eget følelsesliv til en usund patologisk narcis­ sisme? Ifølge den amerikanske psykologiprofes­ sor og forfatter til flere bøger om skam, Michael Lewis, har der de seneste år været en mærkbar stigning i psykiske sygdomme relateret til narcis­ sisme. »Sund narcissisme er, når man tør give sig selv en værdi uden, at den bliver selvforherligende«, siger Lars J. Sørensen og antyder, at måden man bedst forholder sig til skam, handler om at stå ved sig selv og hvem man er. Skammen forsvinder nemlig aldrig, men netop ved at tale om den og ved at granske den, kan den blive lettere at leve med. Og det kan i sidste ende gøre livet rigere ved at give det flere nuancer, som Sørensen udtrykker det. »Jo flere nuancer, jo mindre patologi. Neuro­ tikeren bliver syg af at holde døren til en større virkelighed lukket, psykotikeren bliver syg af den overvældende energi fra en vidt åben dør til en større virkelighed«.

Fællesskabets blik Når både teologer, psykologer og filosoffer i dag er optaget af skam, kunne det hænge sammen med et moderne liv, hvor en individualisering af tilværelsen gør, at familie, tradition og ritualer spiller en mindre roller end tidligere. I en tid hvor forestillingen om det stærke selvstændige men­ neske, der skaber sit eget liv, er dominerende, kan det være skamfuldt ikke at kunne leve op til et sådan helteagtigt billede på det succesfulde liv.

Der er noget, der tyder på, at det er blevet mere komplekst at være til. Hvis man konstant

skal skabe sit eget liv og et billede af sig selv, der også skal tilfredsstille fællesskabets blik, er der uendelige muligheder for at skamme sig, når eller hvis det ikke lykkes. Synes man selv, at man er for tyk? Er man ikke succesfuld nok på jobbet?

Får man ikke nok likes på Facebook, eller kan man ikke tage et ligeså flot billede af sin sunde morgenmad og lægge det på Instagram som sin perfekte nabo? Måske skammer man sig over ikke at være et omstillingsparat, robust og kompetent handlende menneske, som man føler samfundet forventer af en. »Tidens radikale individualisering rummer en større risiko for at falde udenfor, og derfor bliver det afgørende hele tiden at spejle sig selv i de andres blik og vise, man er med«, har teolo­g og tidligere rektor for Pastoralseminariet Mogens Lindhardt ved en tidligere lejlighed forklaret til Kristeligt Dagblad. Lindhardt, der også optræder i nærværende magasin, har beskæftiget sig indgående med skam som et eksistent­ielt grundvilkår. Individualiseringen bliver i nogle tilfælde ubønhørlig, forklarer han.

Her kan en åbenhed om skammen som angst for at være den man er i forhold til fællesskabet måske forløse skammen. Chefpsykolog Lars J. Sø­ rensen mener, at man må tale om sin skam for at lindre dens negative virkninger. De fleste har prøvet, hvordan det hjælper på en nagende følelse at dele den med en fortrolig. Og når alverdens storbyers Gay Pride-parader går gennem gadern­e, ser man et fællesskab, der er stolte over at være lige præcis dem, de er. n

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

15

16

Be sindelse i en sårbar tid ___

Engang var der i dansk politik bred enighed om, at Dansk Folkeparti var forbundet med noget skamfuldt. I SF har man under Pia Olsen Dyhrs ledelse forsøgt at gentænke nogle holdninger og finde et nyt sprog i håndteringen af tidens problemer.

Af Sørine Gotfredsen Foto: Petra Kleis

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

17

D

et skulle vise sig at blive en slags milepæl i dansk politik, da da­værende statsmini­ster Poul Nyrup Rasmussen i 1999 fra Folke­tingets talerstol for­ mulerede nogle ganske bestemte ord. Henvendt til politikerne fra Dansk Folkeparti fastslog den socialdemokratiske leder, at lige meget hvor hårdt de anstrengte sig, ville de i hans øjne aldrig blive stuerene. Hermed indtrådte en anderledes synlig moralsk dimension i samtalen i dansk politik, og siden er der utallige gange blevet refereret til Poul Nyrup Rasmussens udtalelse i folketingssalen.

Det har at gøre med, at vi befinder os i en tid, hvor der er mange store værdispørgsmål på spil, og der­med er begrebet skam og dette at skamme sig over sine ord og holdninger blevet mere nær­ værende. Pia Olsen Dyhr har været en del af venstre­fløjen igennem hele den intense periode præget af kulturmøde og diskussion om islam, og som formand for SF siden februar 2014 har hun forsøgt at gøre op med en del af den mentalitet, der traditionelt på venstrefløjen har skabt enighed om, hvem der bør skamme sig. »På centrum venstre-fløjen var der et stærkt sammenhold i synet på, at Dansk Folkeparti ikke var stuerent, og at vi andre havde løsningerne på de sociale problemer,« siger Pia Olsen Dyhr. »Vi forstod ikke, at mange af de ting, Dansk Folke­ parti sagde, sådan set var rigtige nok, og at vi bare ikke var enige i partiets forslag til løsninger. Så i stedet for at anerkende problemerne med paral­ lelsamfund i Danmark sørgede man for ikke at tale om det. Man håbede, at Dansk Folkeparti

18

ikke skulle komme til at betyde noget i dansk politik, og man ville ikke være som dem fra det parti. Jeg kunne selv mærke det instinktivt, da jeg for nogen tid siden i et tv-program hos Clement Kjersgaard fik at vide, at det her har Pia Kjærs­ gaard sagt, og det her har du sagt, og jeg tænkte – nej, det er jo helt skørt, for vi har i nogle tilfælde sagt det samme. Men det betyder ikke, at vi nød­ vendig­vis er enige om, hvad der skal gøres.

Venstre­fløjen ville ikke tages som gidsel af Dansk Folkeparti, og derfor lagde man låg på noget, der burde have været debatteret kraftigt, og jeg synes faktisk, at vi på venstrefløjen har været enormt hykleriske. Vi havde meget travlt med at forsvare religionskritikken, da Jens Jørgen Thorsen i 1984 udstillede en erigeret Jesus på Birkerød Station, og det mente man, at de kristne måtte acceptere.

Men når det gælder islam, har vi ikke praktiseret samme religionskritik i de seneste årtier, og reli­ gionskritik hører ellers til på venstrefløjen. Jeg fik selv en brat opvågnen med overgrebene nytårsnat i Køln, hvor jeg indså, at jeg blev nødt til at tænke det hele igennem én gang til. Vi står i en værdi­ ladet kamp, som vi ikke bare kan overlade til højrefløjen, og jeg brugte hele januar måned på at læse om oplysningstiden for at finde et venstre­ orienteret sprog for alt det, der foregår«.

AT RAMME balancEn I tiden, der er gået siden tanken om det stue­rene blev en del af dansk politik, har flere ligesom Pia Olsen Dyhr forsøgt at finde et sprog, der rammer en balance, hvor man kan forholde sig til virkelig­ heden og samtidig holde fast i det menne­ske­syn, man gerne vil repræsentere. I dag hører man af og til politikere anfægte hinandens menneskesyn,

»Jeg synes ikke, at nogen kan have paten­t på at have et godt menneskesyn.« eftersom den moralske bedømmelse af den anden er kommet til at fylde mere. Og det er ret uund­ gåeligt, at man i en sådan periode også kommer til at overveje sit eget menneskesyn. »Jeg er kristen, og derfor synes jeg, at jeg har et inkluderende menneskesyn, hvor der skal være plads til forskellige mennesketyper«, siger Pia Olsen Dyhr. »Jeg er demokrat og tror på ytrings­ frihed og ligestilling og det frisind, der er forbun­ det med den grundtvigske arv. For nogen giver det mening at omtale den andens menneskesyn, fordi man gerne vil stå med rene hænder og vise, at man selv er den rene vare. Jeg bruger aldrig selv ordet ‘menneskesyn’ mod nogen i en debat, og ingen bruger det mod mig, for når man befinder sig på venstrefløjen, bliver man ikke angrebet på den måde«.

Hvorfor dog ikke? Er I bare alle sammen per definitio­n stuerene? »Grundlæggende findes der en forestilling om, at venstrefløjspolitikere vil alle det godt. Vi vil ikke nogen ondt, og derfor er det svært at sige til os, at vi er dårlige mennesker. Jeg tror, at mange mener, at det er her, det bedste menneskesyn findes, fordi vi er bekymrede for flygtninge og de ældre og vores børn og ikke kun er optaget af betalingsbalancen og arbejdsudbuddet i 2025«.

Mener du, at det er rigtigt? At venstrefløjen gene­rel­t rummer mere godhed? »Nej, jeg tror, at der er lige meget godhed og

ondskab begge steder. Det handler om at priori­ tere, og jeg tror også, at højrefløjspolitikere vil sige, at de vil mennesker det godt, men dertil vil jeg jo sige, ja, I vil nogle mennesker det godt. Når man laver et barsk kontanthjælpsloft, kan jeg ikke lade være med at sige – nå, der findes åben­ bart a og b-mennesker«.

Men at gøre det gode og rigtige kan jo både dreje sig om en barmhjertig indstilling her og nu og om en prioritering, der på længere sigt skal skabe et godt og stærkt samfund. En del borgerlige politikere vil nok sige, at deres tænkning beror på et ansvarligt og realistisk menneskesyn. »Ja, og jeg har også været med til at beslutte ting, der skulle balancere på den lange bane. Jeg skal til gengæld bare argumentere langt hårdere end en højrefløjspolitiker, når jeg er med til at lave en nedskæring. I mine snart 30 år i SF har vi haft mange debatter om vores menneskesyn, og dem, der hele tiden bruger udtrykket, er ofte dem, der vil vise, at de er lidt bedre mennesker end andre. Jeg synes ikke, at nogen kan have paten­t på at have et godt menneskesyn. Det kan godt være, at ens handlinger har en ond effekt, men de fleste ønsker vel, at gøre det gode. Jeg tror, at skammen ved at sige, at man stemmer på Dansk Folkeparti, er blevet mindre, og jeg synes, at det er vigtigt, at man kan diskutere politik uden at kalde hinanden ting og sager. Det vigtigste er, at man kan stole på hin­anden. Jeg er for eksempel rygende uenig med

¨

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

19

»Jeg tror også, at højrefløjspolitikere vil sige, at de vil mennesker det godt, men dertil vil jeg jo sige, ja, I vil nogle mennesker det godt. « Claus Hjort Frederiksen, men jeg ved, at jeg kan stole på ham, for han er grundlæggende et ordent­ ligt menneske«.

En af konsekvenserne af den værdiladede peri­ ode, vi har været igennem og stadig står midt i, er, at Dansk Folkeparti i dag er det største parti i Folketingets blå blok. Oven i købet omtales det nu som en mulighed, at partiet en dag kan danne regering med Socialdemokratiet, hvis leder i sin tid satte Dansk Folkeparti i skammekrogen. Meget har forandret sig, og det er ikke længere så ind­ lysende, hvad det stuerene standpunkt egentlig er. »Jeg gentænker selv mange ting«, siger Pia Olsen Dyhr. »For eksempel da vi diskuterede, om vi kan have særlige forhold for muslimske piger i svømmehallen. Min umiddelbare reaktion var, at de selvfølgelig må bade alene, hvorfor skal man blande sig i det? Men sagen er jo, at det drejer sig om små piger, og det er vanvittigt, at de skal tvin­ges ind i en seksualisering på den måde. Hele tiden skal jeg overveje, hvad alt det her egentlig handler om i stedet for bare at mene, at vi bør være åbensindede. For ved at være enormt åben­ sindede kan man være med til at bane vej for, at nogle børn vokser op i parallelsamfund. Jeg tænker hele tiden det hele igennem, og jeg har endda givet Holger K. en undskyldning. Han var allerede i 2002 ude at sige, at der var problemer med kvindernes status i muslimske miljøer, og jeg

var én af dem, der dengang slog rigtig hårdt til ham, fordi jeg mente, at de skulle have deres religi­on i fred. Heldigvis kan man som politiker hele tiden blive klogere.«

nye grænser Grænsen for det politisk skamfulde har rykket sig i løbet af de sidste tyve år, og Pia Olsen Dyhr har indtaget en markant rolle i forsøget på at forene sit venstreorienterede livssyn med en er­kendelse af tidens problemer. Det er blevet bemærket, at SF er i bevægelse, og man forestiller sig, at der har foregået interne kampe. At formanden måske af sine egne har fået at vide, at hun har noget at skamme sig over. »Diskussionen om religionskritik, social kon­ trol og retten til at gå klædt, som man vil, har stærk klangbund i SF, og jeg oplever ikke mod­ stand«, siger Pia Olsen Dyhr. »Vi har været igen­ nem en lang proces i det sidste års tid, og der har måske været én eller to kritiske stemmer, men jeg har været meget bevidst om at forbinde alt dette med vores egne værdier og vores egen historie.

Hver gang jeg bryder med et venstreorienteret tabu, tænker jeg over, hvordan jeg skal forberede mig og tale om alle mellemregningerne.« Men har du oplevet, at en partifælle har sagt – du skulle skamme dig? »Nej… Men det har været tæt på…« n

Pia Olsen Dyhr (født 1971) er formand for SF og partiets politiske ordfører i Folketinget. Hun er uddannet cand. scient. pol. og har tidligere arbejdet som politisk koordinator for CARE Danmark og Danmarks Naturfredningsforening. Første gang valgt til Folketinget i 2007 og blev udnævnt som handels­minister i Helle Thorning Schmidts første regering i 2011. Ved en senere regeringsrokade overtog Pia Olsen Dyhr posten som transportminister, indtil SF trådte ud af regeringen i 2014.

20

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

21

At se mennesket i HELE sin fylde Af Sørine Gotfredsen Foto: Polfoto

Forestillingen om den moralsk overlegne venstrefløj, som omtales af Pia Olsen Dyhr på de foregående sider, skal have nogle ord med på vejen. Hvor stammer den fra, og hvad rummer den, og hvordan er den med til at præge begrebet humanisme i en tid, hvor så stor en del af samtalen handler om rummelighed og respekt for andre?

Med erfaring fra adskillige årtier i politik og både dansk og international samfundsdebat har Per Stig Møller som konservativ tænker og tidligere minister et ganske særligt indblik i udviklingen.

Og dermed også en forklaring på, hvorfor ven­ strefløjspolitikeren traditionelt er blevet opfattet som det gode menneske. »Jeg kan spore opfattelsen tilbage til Oplys­ ningstiden i 1700-tallet. Liberalisme, socialisme og konservatisme bryder frem her, og socialisten og liberalisten tror på det gode i mennesket. So­ cialisten mener, at det almindelige menneske skal have magten, det skal bare lige opdrages først, og dette opfattes af mange som et smukt menneske­ syn. Liberalisten siger, at det gode menneske springer ud i det øjeblik, staten er væk, og trykket bliver taget af den enkelte. Vi er altså gode, hvis bare vi får lov til at være det. Konservatismen, der­imod, tror på, at mennesket har både gode og onde træk som egoisme og selviskhed i sig, og derfor skal staten aldrig væk, for mennesket er ikke udelt godt. På grund af den tænkning bliver den konservative nemt set som én, der ikke har

22

samme gode menneskesyn, men jeg mener jo, at det handler om at se mennesket i sin hele fylde«.

Hvad har værdidebatten i de senere år gjort ved de her klassiske positioner? »Først skal det siges, at vi har haft en lang peri­ ode, hvor hele det europæiske værdisæt har været underkendt i forhold til tredje verdens-værdier.

Der foregik en forkastelse af de vestlige værdier, som efter manges mening havde ført til kolonia­ lisme og verdenskrigene, og derpå fulgte en værdi­ relativisme, hvor de vestlige liberale værdier blev nedprioriteret, og den tredje verdens samt socia­ lismens blev opprioriteret. De individuelle men­ neskerettigheder blev underkendt til fordel for de kollektivistiske. I 1970’erne havde vi marxismen og den økonomiske tænkning, og i nyere tid er der opstået et slags højere menneskesyn, hvor man vil respektere mennesket i sig selv. Næsten uanset hvordan det opfører sig, og hvad det står for. Men jeg tror, at der sker en ændring, og jeg synes, at det er klogt og modigt af Pia Olsen Dyhr, hvad hun gør, for hun lægger front mod hele venstrefløjen. Det er en fuldstændig rigtig besindelse, hun er i gang med, og hun bevæger sig jo faktisk i retning af det borgerlige – og vel at mærke ikke det liberale – værdisystem og men­ neskesyn, hvor man må besinde sig på, at ikke alt er lige godt. Vi kan ikke acceptere enkebrænding­ er i Indien eller stening af kvinder i Iran, og vi har lov til at sige, at der er værdier, vi ikke bryder os om«.

Vil denne nye besindelse for alvor rykke ved posi­ tionerne, så vi får en anderledes politisk samtale?

Også i forhold til hvad der ses som skamfuldt? »Ja, jeg tror, at der vil opstå en mere bred midte, som bekender sig til de værdier, som vi ikke vil

miste. Og vi vil se en voksende erkendelse af, at et land ikke bare er et stykke jord, man kan slå sig ned på og ændre, som man vil, for der boede no­ gen i forvejen«.

Og hvad sker der så med begrebet humanisme? »Man kan ikke i dag arbejde imod humanis­me, men man kan prøve at fortolke den. I 1970’erne skulle man være antihumanist og imod det borgerlige, og humanismen var helt nede og suge grundvand, men det fik vi vendt. Humanismen sejrede, men den kan til gengæld blive et så udfly­ dende begreb, at alt kan dækkes ind under den, og det er dét, der sker for øjeblikket. Humanisme er at ville respektere det andet menneske og at tage sig af de svage i samfundet, og det er jo også et kristent grundsyn, og alt dette tolker nogen som om, at det først og fremmest hænger sam­ men med det venstreorienterede menneskesyn.

Men man kan jo godt være både konservativ og liberal humanist, for begrebet rummer en bred erkendelse af, at man har en forpligtelse. Man er bare ikke nødvendigvis enige om hvordan, den forpligtelse skal realiseres«.

Førte Poul Nyrup Rasmussens udtalelse noget godt med sig?

Den kan have ført til en vis selvbesindelse i Dansk Folkeparti, hvor man sandelig nok ville bevise, at man var stuerene. Partiets medlemmer vendte sig mod det, Poul Nyrup sagde, for det var jo en frygtelig udtalelse, men det har nok ført til en vis besindelse, og nu står Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne til at danne regering sammen.

Pia Olsen har helt ret i, at der foregik et stort hykleri, når man på venstrefløjen var så enige om dengang blot at fordømme Dansk Folkeparti. Lyt blot til Mette Frederiksen i dag, der siger, at borgmestrene på vestegnen havde ret. Dengang blev de så sandelig kanøflet, og betragtet som ikke stuerene. Men borgmestrene påpegede jo bare ansvaret for den danske kultur, og at man ikke kunne klare ubegrænset indvandring. Det var ikke stuerent at sige dengang, men det er det blevet nu«. n

Per Stig Møller (født 1942) er dr. phil. og for­ fatter. Tidligere konserva­ tivt folketingsmedlem 1984-2015. Varetog i perioden flere minister­ hverv i skiftende borger­ lige regeringer – blandt andet som udenrigs­ minister og kirke- og kul­ turminister. Som forfatter har han senest udgivet erindringsbogen Dage og kampe i 2016.

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

23

24

Den tunge gang Om det var skam, der tyngede landstræner Ulrik Wilbek og herrehåndboldlandsholdet, da de gik fra banen i Palau Sant Jordi i Barcelona den 27. januar 2013, ved vi ikke. Men Danmark var lige blevet klapset af i VM-finalen med hele 19-37 mod Spanien – det største nederlag for dansk herrehåndbold i en VM-slutrunde. Nogensinde.

Skam skulle Wilbek og hans tropper nu nok få at føle. Ved ankomsten i Kastrup dagen efter vendte de hjem til en forside på Ekstra Bladet, der ikke lagde fingre i mellem: »SKAM JER!« blev der råbt med et krav om at gøre alting godt igen ved Europa­mesterskaberne året efter. Her tabte Danmar­k dog endnu en finale. Og i de efter­ følgende internationale turneringer kom lands­ holdet ikke engang til at spille om medaljer.

Ekstra Bladets påførte skamplet i 2013 forsvandt først i sommeren 2016. Her kunne landsholdet hoppe og danse fra banen med guld­medaljer om halsen efter at have vundet final­en mod Frankrig ved de Olympiske Lege i Rio. Det var dansk herrehåndbolds første OL-guld nogen­ sinde. n

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

25

» Jeg kan godt lide tanken om at Som ung blev hun diagnosticeret som personlighedsforstyrret, og hun har altid kæmpet med sin ordblindhed. Men billed­kunstneren Gudrun Hasles personlige skam er også blevet til en kunstnerisk drivkraft og kommer til udtryk i værker, der berører den moderne og velkendte skam over aldrig helt at slå til.

Tekst og foto af Maj-Britt Boa 26

råbe om hjælp ud i intet heden « ___

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

27

J

eg er på vej mod Nørrebro for at møde billedkunstne­ ren Gudrun Hasle. Hun har gennem flere år marke­ ret sig på den danske kunstscene og er måske mest kendt for sine bro­ derede billeder med korte fortællinger, der er meget personlige – også i retskrivningen.

Og så kredser hun på mange måder om skam i sine værker.

Som 14-årig blev Gudrun Hasle indlagt og fik diagnosen personlighedsforstyrrelser. Hun er ord­blind og skar i sig selv, før det hed cutter.

Gudrun Hasle siger selv, at hun havde en indre smerte og skammede sig over ikke at kunne finde fodfæste i tilværelsen.

I lejligheden på 3. sal i Griffenfeldtsgade er det hendes mand, der tager imod mig. Gudrun sidder i sofaen og ammer med benene trukket op under sig. Hun er stadig i løbetøj, som hun blufærdigt undskylder flere gange under samtalen. Stue og køkken går ud i et på tværs af lejligheden. Der er masser af kunst på væggene, både Gudruns egne og andres værker. Hun har en buste af sin morfar Thorkild Hansen stående i den store bogreol, der fylder den ene langside i stuen. Det er et rart sted fuld af ånd.

Jeg får en kop friskbrygget kaffe. Vi snakker lidt sammen, mens jeg forklarer lidt om min egen usikkerhed som utrænet interviewer. Men på et tidspunkt føler jeg, at der er fortrolighed nok til at spørge: En samtale om skam er både en samtale om dine

28

værker og om dit personlige forhold til skam. Hvor kiler man sig ned i den forskel, hvor starter vi?

«Egentlig kan jeg godt lide, at det offentlige og det private er fedtet sammen i mine værker. Det er derfor, jeg insisterer på, at det både skal være dybt personligt følt og noget, alle kan relatere til.

Det handler om den der moderne skam over aldri­g at slå til. Derfor har jeg også en tatovering på armen, hvor der står ’I have to be perfect’. Den minder mig om, at jeg skal slappe lidt af, for den der stræben er utrolig hård.«

Skam over at skamme sig Jeg ser på Gudrun, mens hun taler. Hun er køn på en feminin måde med langt lyst hår samlet i en hestehale. Hun ligner en, der passer godt på sin krop, sådan lidt kontrolleret. Men der er noget inde bag det kontrollerede, en humor og en selv­ refleksion, der også punkterer det billede.

Gudrun er meget præcis i sit ordvalg, der er sjældent et øh eller en gentagelse. Hun fortsætter: «Det ironiske ved skam er, at man er med til at give sig selv skam over at skamme sig. Det er de superåndssvage cirkler, vi går i. Skam er både posi­tivt og negativt i forhold til at udvikle os som mennesker, og det er vigtigt at finde balancen mellem at ville gøre ting bedre og at skamme sig ukonstruktivt.« Hvornår fandt du ud af, at du kan bruge din pro­ blematiske baggrund og skammen til noget?

«Første gang, det gik op for mig, hvad jeg kunne bruge ordblindheden til, står stadig stærkt for mig. Mens jeg studerede på Det Fynske Kunst­

»Det der med skyld og skam kunne jeg se var arveligt hele vejen fra min mormor.« akademi, sad jeg en aften og havde malet færdigt og ville sætte nogle tekster på billederne. Indtil da havde jeg altid fået nogen til at skrive dem rigtigt for mig, for det var frygteligt pinligt at in­ drømme, at jeg var ordblind. Men den aften valg­ te jeg at skrive selv, og så var planen at sige, at det bare var en skitse, hvor man skulle se bort fra stavefejlene.

Ved næste dags gennemgang af mit værk så jeg, at mine medstuderende og lærere stod og bevægede læberne og prøvede at forstå det. Jeg skulle til at forklare, hvad der stod, men lige der tænkte jeg: “Nej jeg ser, hvad der sker«. Så jeg sagde, at stavefejlene var med vilje, og at jeg var ordblind.

Ikke lang tid efter havde jeg nogle broderier med på Charlottenborgs Forårsudstilling. Der er 5000 besøgende på sådan en fernisering, og foran mine fire små værker stod en kødrand af menne­ sker, fordi det tog så lang tid at læse. Med de benspænd gjorde jeg folk usikre og nedsatte tem­ poet.

Jeg fandt ud af, at det kunne sige noget om samfundets rummelighed, om min egen usikker­ hed og om magtbalancen mellem mig og beskue­ ren.«

Et sårbart, men magtfuldt sprog Du har din helt egen sprogniche, fordi du er ord­ blind. Når beskueren skal stave sig usikkert igen­ nem dine tekster, vender du vel sårbarheden og magten på hovedet?

«Ja, det er ret fantastisk, at man ved at lave no­

get med indbyggede fejl gør publikum usikker, og dermed skaber en naturlig spejling mellem en selv og publikum. På Frederiksberg Bibliotek lave­de jeg en udstilling, hvor jeg satte små poe­ tiske hverdagstekster op i samme format som in­ dekseringssystemet. Publikum blev usikre på, om de skulle gå op og sige, at det faktisk var stavet forkert.« Du må tidligt have haft et metablik på dig selv, siden du kan arbejde med din egen usikkerhed som et kunstnerisk greb, eller? »Det er jo ironisk, at jeg allerede på ungdom­ spsykiatrisk afdeling har fortalt min historie igen Gudrun Hasle er og igen. Man er til gruppeterapi og terapi hos sin kunstneren bag egen psykiater og har derfor fået metablikket, forsidebilledet på fordi det er indarbejdet i hele den psykologiske dette magasin. Hendes proces, hvor man forsøger at opbygge mennesker broderede værk er med diagnosen personlighedsforstyrrelse. Som lavet særligt til denne menneske er metablikket rimeligt anstrengende, 2017-udgave af men som kunstner kan det være en fordel.« DEBATmagasinet I stedet for at skrive »Jeg skider på alle reglerne« med temaet skam. har du har du skrevet ti regler op om, hvordan du skal være for at blive perfekt. Gør du det for at und­ sige dig reglerne, eller fordi de rent faktisk er en del af din virkelighed?

Det sjove er, at jeg sagtens kan se, det er mod­ sætningsfuldt, at jeg følger de regler. Men jeg har enormt svært ved at ændre på det, og vil jeg over­ hovedet ændre på det, når det kommer til stykket?

Det dilemma kan være skamfuldt.« Og vi bliver ramt, fordi vi kommer med ind i dine mellemregninger i det uafklarede felt, som jo peger på vores alle sammens forfængelighed og skam? »Jeg kunne jo godt sige, at jeg lægger det hele ¨

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

29

fra mig, sælger min lejlighed og lever det enkle liv på landet, men det har jeg jo ikke lyst til, så jeg er fanget i det. Reglerne gælder, og de gælder ikke Jeg kæmper i mod dem, og jeg kan ikke lade være at følge dem. Jeg vil gerne følge dem, samti­ dig med at jeg også hader dem.«

Skam går i arv Er skam arveligt? »Ja. Jeg står på skuldrene af min families stærke kvinder, der har kæmpet vores kamp for ligeberettigelse. Blandt andet derfor har jeg taget det traditionelt kvindelige og hjemlige op i min kunst – nemlig syslerne. De peger på en ud­ vikling, der er sket, fra at kvinderne »bare« syslede, som det hed førhen, når de broderede, til nu, hvor jeg møder anerkendelse for at arbejde med broderi.

På et tidspunkt sad jeg ude i min mormors hus, og hun fortæller mig om et mareridt, hun har haft. I drømmen er hun en ung pige og taget op til sin mor for at vise hende et broderi - og så er det trukket skævt! Hvis man broderer og stram­ mer garnet for meget, så trækker hele broderiet skævt og bliver ubrugeligt. Og hvis det er for løst, ser det sjusket ud, og man skal sprætte det hele op igen. Det der med skyld og skam kunne jeg se var arveligt hele vejen fra min mormor, der følte sky­ ld over for sin mor, og min egen mor i forhold til min mormor.

Hvad er dit forhold til publikum? »Beskueren betyder meget. Publikum er jo den mur, jeg spiller bold op ad. Som ung pend­ lede jeg til kunstakademiet i Odense, og jeg havde altid lyst til at lave skilte i toget med teks­ten

’Help’, og hænge dem op i vinduet, når et andet tog passerede forbi. Fordi man kan føle sig fanget i systemet eller samfundet. Jeg forestillede mig, hvordan folk ville reagere på sådan en meddele­ lse. Ville det sætte tanker eller følelser i gang hos dem?« Gudrun og jeg kommer til at tale om den kun­ stneriske proces, om hvordan ideer til nye værker opstår. Og hvordan tankerne påvirkes af bev­ ægelse. Og vi diskuterer, om man overhovedet kan tænke, når man for eksempel løber. Her fortæller Gudrun levende om sine regelmæssige løbeture: »Når jeg løber min runde på Assistens Kirke­ gård, tænker jeg ofte på titler til mine værker.

Nogle gange kan jeg bygge en hel udstilling op på en sætning, der er kommet til mig på en løbetur.

På en udstilling på Horsens Kunstmuseum for nylig ville jeg prøve at råbe højt og syede en tekst på et kæmpe lærred, som hang oppe under loftet i et stort rum. Teksten var på en måde ironisk: ‘I DONT NO HAW TO SCRIM FOR HARLP WEN IM OK.’ « Jeg tror, vi er mange, der går rundt med en indre smerte uden at kunne sætte ord på, hvad den egent­ lig er. Når jeg kigger på mit eget liv, har jeg en sød mand og to søde børn, vi har mad på bordet hver dag, jeg ser ok godt ud, og så alligevel: Hvorfor har man den der indre smerte? Det er jo tæt forbundet med skam. Gudrun ser tankefuldt ud af vinduet.

Der er opstået en naturlig pause i vores samtale. Jeg kan mærke, at vi er ved at være færdige for i dag, da Gudrun vender sig og afrunder den med sætningen: «Jeg kan godt lide tanken om at råbe om hjælp ud i intetheden.«

Gudrun Hasle (født 1979) er billedkunstner og uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og på Det Fynske Kunstakademi. Hun har medvirket på en lang række solo- og gruppeudstillinger på udstillingssteder i både Danmark og udlan­det, herunder Nikolaj Kunsthal i København, Horsens Kunstmuseum, Statens Museum for Kunst og Malmø Konsthal. Gudrun Hasle er tilknyttet Galleri Tom Christoffersen i København.

30

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

31

32

»Det ironiske ved skam er, at man er med til at give sig selv skam over at skamme sig.«

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

33

Retten til at vĂŚre til

34

Skammen har udfordret en teologi, der er vant til at tænke i skyld og tilgivelse. Skammen afdækker nemlig flere nuancer i det at være menneske. Det kalder på flere nuancer i teo­logien, og måske også på en genopdagelse af hvad tilgivelse i virkeligheden er.

Af Christiane Gammeltoft-Hansen Foto: Polfoto

I verden

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

35

I

mange år optrådte skam som et småord i den åndelige tradi­ tion. Et ord man ikke tillagde nogen særlig betydning. Op­ mærksomheden samlede sig i stedet om skyld. Men der er ting, der ikke bliver afdækket, og ting, der ikke bliver svaret på, når vi kun spørger efter skyld. Ind imellem skammer vi os nemlig, uden at vi selv har gjort noget galt. Og indimellem bliver vi også klogere. Som når det lykkes udskammede grupper at over­bevise det omkringliggende sam­ fund om, at de hører lige så meget med som alle andre. Borgerrettighedsbevægelserne i USA er således nogle af dem, der har kæmpet for at gøre det omkringliggende samfund klogere.

Debatmagasinet har talt med to teologer, der begge har beskæftiget sig med skam. Den ene som sjælesørger, den anden som forfatter til ar­ tikler, der udfolder, hvad der sker med det lu­ therske kernebegreb om syndernes forladelse, når det ses i lyset af skam.

Forfatteren er Mogens Lindhardt, der er teolo­ gisk rådgiver i Københavns Stift og tidligere rektor for Pastoralseminariet i København. Ifølge ham er der sket et paradigmeskift. »Indtil 1960’erne blev alt italesat som skyld.

Ordet skyld var dominerende i moderniteten fra ca. 1780’erne til 1960’erne. I den periode har man et ideal om det frie, handlekraftige menneske, der ved sin fornuft og sine evners brug sådan nogen­ lunde er i stand til at kontrollere sin natur, sine omgivelser, forholdet til samfundet og forholdet til Gud. Skam er forbundet med svaghed, afhæn­

gighed og det at være underlagt andres dom, hvilket alt sammen er svært foreneligt med tanke­n om det autonome menneske. Skyld der­ imod – den kunne der ligefrem knytte sig noget ærefuldt til. For den, der er skyldig, kan handle og tage ansvar.« Men noget er sket siden. Vi er begyndt at tage skammen alvorligt og derfor også at analysere den.

Mogens Lindhardt peger på to årsager til det.

Den ene er et ændret syn på offeret.

At føje spot til skade »Jeg tror, det er Holocaust, der for alvor sætter det i gang. Efter Holocaust får vi et andet syn på offeret. Den tanke, at offeret selv bærer hele eller dele af skylden, falder med Holocaust. Ofrene for Holocaust er ikke krigsfanger, der har udgjort den ene side i en krig. De er ikke modstandere, der er blevet besejret. De er mennesker, der er blevet dehumaniserede. Da billederne fra koncen­ trationslejrene når omverdenen, er det ubærligt at se på. Det bliver til en fælles skam over, at det kunne lade sig gøre. Og en bevidsthed om at i forhold til ofrene kan svaret aldrig blive tilgivelse.

Det ville bare føje spot til skade.

Borgerrettighedsbevægelserne i USA har også betydet en ændring i synet på offeret. De sorte i USA blev regnet for mennesker, men på et de­ graderet niveau. Det var en form for kronisk udskam­ning, som borgerrettighedsbevægelserne kæmpede for at gøre op med. De udskammede krævede anerkendelse og ligeret. Heller ikke de var ofre, der skulle tilgives. De skulle oprejses og have deres værdighed tilbage. Det ændrede syn på ¨

Som søn af professor dr.theol. P. G. Lindhardt og bror til Roskilde Stifts tidligere biskop Jan Lindhardt, er Mogens Lindhardt (født 1946) ud af en præsteslægt. Mogens Lindhardt er tidligere rektor ved Pastoralseminariet i København og nu ansat i Køben­ havns Stift med henblik på faglige udviklingsopgaver. I 2015 udkom hans seneste bog, Trinitatis. En homiletisk rejseberetning.

36

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

37

»De sorte i USA blev regnet for mennesker, men på et degraderet niveau. Det var en form for kronisk udskamning, som borger­rettighedsbevægelserne kæmpede for at gøre op med.« offeret har betydet, at skammen er flyttet fra of­ feret over på undertrykkerne, og dem der stil­ tiende lader stå til. Og for teologien har det be­ tydet, at den er blevet mødt med et krav om at tage udgangspunkt i offerets situation«.

Angsten for at blive forkastet Den anden årsag til, at vi er blevet mere opmærk­ somme på skammen, er ifølge Mogens Lindhardt, at det sociale er kommet til at fylde mere og be­ tyde mere. »Skam er socialt båret, og i en kultur, hvor vi er blevet socialt sensitive, bliver vi så også mere optaget af skammen. Grundangsten i skam er frygten for at blive forkastet. Hvis du ud­ skammes, er det selve retten til at være til i ver­ den, der anfægtes. Vi oplever det hele tiden i det små. To kan sidde og tale sammen til et selskab.

Så siger den ene noget, den anden ikke kan lide, hvorefter den anden bare begynder at tale med bordherren eller borddamen til den anden side.

På en enkel og effektiv måde får man på den måde udsondret et menneske, sat det ud på et sidespor«.

På spørgsmålet om, hvorfor det sociale er kom­ met til at betyde mere, svarer Mogens Lindhardt. »Det, tror jeg har at gøre med modernitetens forfald. Du kan ikke længere koble dig på de store grupperinger og sige: Jeg er socialist eller kom­ munist. De store ideologier, der definerede og overtog noget af ens identitet, er væk. Og vores relationer er ikke længere givet. De er blevet mere tilfældige. Det er ikke sikkert, vi ser de samme mennesker hver dag, hver uge, hvert år. Hvis vi skal fastholde vores sociale sammenhænge, kræver det mere af os end før. Og så er vi blevet en visuel kultur. De visuelle medier betyder, at vi hele tiden får noget at spejle os i. Vi ser hele tiden os selv i forhold til noget andet, samtidig med at vi også gerne selv vil blive set«.

38

Når skammen er social, må den også udbedres socialt. Her peger Mogens Lindhardt på, at sand­ hed altid har været en vej ud af skammen. »Det at fortælle, ikke fortie, kan genoprejse den skamfulde. Men det kræver overvindelse, for når du fortæller om din skam, bringer du den frem i lyset. Derved risikerer du, at du bliver ud­ skammet igen«.

Mogens Lindhardt fremhæver det beskyttede rum som et sted, hvor skammen kan fortælles uden angst for andres dømmende blik. Som eksem­pel på et sådant beskyttet rum nævner han sjælesorgssamtalen.

Omsorg for sjælen Mikkel Wold har været præst ved Marmorkirken i 22 år og har op til ti sjælesorgssamtaler om ugen.

Derudover er han også ansat som lektor ved Folke­ kirkens Uddannelses- og Videnscenter i faget sjælesorg. Med andre ord en mand med stor er­ faring med samtalen i det beskyttede rum. Når han skal beskrive, hvad sjælesorg er, siger han: »Det er omsorg for sjælen. Sjælesørgeren skal være lyttende, men ikke kun det. Det nytter ikke noget, at man bare sætter sig i møget sammen med den anden, man må også hjælpe vedkom­ mende ud af det. Det sidste er den forkyndende del i sjælesorgen. Den skal være med i bevidst­ heden hos sjælesørgeren, så må situationen afgøre hvordan, og om det kommer direkte til udtryk«.

Skammen er mangfoldig. Det er, hvad de mange sjælesorgssamtaler har lært Mikkel Wold.

Og så begynder han ellers et lidt overraskende sted. Han begynder med at tale om skammen som en nødvendighed. »Vi får for ofte gjort skammen til en følelse, der hæmmer mennesket, og som vi derfor skal hjælpe mennesket til at komme af med. Vi glem­ mer, at skammen i visse tilfælde også er en socialt regulerende mekanisme. Hvis der er nogle, der siger

til dig: ‘Du skulle skamme dig’, kan det være en lammende sætning, men den kan også betyde, at du skulle tage og finde tilbage til en adfærd, hvor du tager hensyn til andre. Skammen skal ikke ud­ bredes som en identitetsmarkør, men den kan være et udtryk for en nødvendig reaktion på mine negat­ive sider. Det betyder ikke, at jeg behøver at sætte mig over i en krog og føle mig som nul og niks. Jeg kan godt skamme mig over forhold i mit liv og samtidig være et levende, vitalt og sundt menneske. Hvis jeg ikke kan skamme mig, er det derimod tegn på, at der er noget galt«.

Det forstørrede ego Ind imellem møder Mikkel Wold mennesker, hvor skammen er kommet til at fylde for meget.

For dem har skammen ikke fungeret som en re­ gulerende mekanisme. Den har i stedet sat sig i en grundlæggende skamfølelse over deres eksistens.

Men det er ikke så ofte Mikkel Wold møder dem.

Til gengæld møder han mange med et forstørret ego. »De har opdaget, at de er unikke, men har glemt, at det er de andre også. Hvis de to ting ikke følges ad, bliver man socialt inkompetent. I dag siger vi hele tiden ‘mennesket i centrum’. Jeg vil hellere sige ‘sagen i centrum’. For hvis jeg er i cen­ trum, hvem er så i periferien? Er det så de andre?

Skammen kan her være den reaktion, jeg får, når jeg opdager, at ikke bare jeg men også de andre er unikke. Så skammer jeg mig, for jeg opdager en side af mig selv, hvor jeg har glemt noget, som jeg skulle have husket. På samme måde kan skammen minde mig om den etiske dimension. Hvis vi kun er optaget af at lytte til os selv og kun spørger vores egen mavefornemmelse til råds, går det galt. Mave­ fornemmelse og overbevisning er to forskellige ting. Det er ikke godt at handle imod sin overbe­ visning, mens det nogle gange kan være nødven­ digt at handle imod sin mavefornemmelse«.

»Den selvforherligende vil ikke acceptere skyggesiderne i sit sind. Derfor bliver den gode del af skammen for den selvherligende noget, der skal bekæmpes for at opretholde billedet af, at man er i stand til at leve det perfekte liv. Sjæle­ sorgssamtalen kan da blive et rum, hvor man gennem tilgivelsen bliver befriet for det sisyfos­ arbejde, det er at prøve at være perfekt. Hvor man opdager synden, men også retfærdiggørelsen.

Hvis du slipper det perfekte, bliver skammen ikke på samme måde noget, du behøver at være så bange for. I det øjeblik du slipper forestillingen om at være perfekt, er skammen ikke længere nogen katastrofe. Det er den for mange mennesker i dag, tænker jeg. Den bliver en dom«.

Du kan godt, Du vil bare ikke Mikkel Wold beskriver den gode skam som en skam, der er begrænset og har en afslutning. Den gode skam er også en skam, hvor man bedømmer om dens udsagn passer til en. Hvis den passer, så har man en opgave med at regulere sin adfærd.

Hvis ikke, har dem, der udskammer en, en op­ gave med at regulere deres adfærd. Modsat er den ødelæggende skam en skam, der bliver altomfat­ tende. Dér hvor Mikkkel Wold især møder den ødelæggende skam er hos unge, der føler, at de ikke kan magte deres liv. »Jeg har mange samtaler med unge, der føler, at de ikke slår til. De knækker under det, som nog­le kalder hyperansvaret. Også de kan have et oppustet jeg, der ikke levner plads til, at de kan fejle, eller at noget bare er på det jævne. Hvis de får et to-tal i karakter, så hører de det som en karakter over deres person. I stedet for at forstå karakteren som en bedømmelse af en opgave eller en præsta­ tion ved et eksamensbord, tænker de, at de er et to-tal. For disse unge bliver skammen absolut.

Den begrænser sig ikke til dér, hvor de kom til kort. Det bliver til et udsagn om dem og deres liv. ¨

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

39

»Jeg kan godt skamme mig over forhold i mit liv og samtidig være et levende, vitalt og sundt menneske.« Den ødelæggende side af skammen møder jeg også hos mennesker, der er afhængige af hjælp fra det offentlige. I dag bliver dem, der godt vil, men ikke kan, behandlet som mennesker, der godt kan, men ikke vil. Der sker en udskamning. Når du behandler folk på den måde, ender de med at blive én stor undskyldning for sig selv. Nogle bliver drevet på selvmordets rand på den konto.

Vi har en uhørt og dum brutalitet over for de svage for tiden«.

Det evangeliske svar Spørgsmålet der bliver tilbage er da: Hvad svarer kirken og teologien til det? I forhold til det for­ størrede ego svarer Mikkel Wold, at han blandt andet fortæller om, hvad det at eksistere betyder. »At eksistere betyder at træde ud over – træde ud over sig selv og hen imod noget andet. Det indebærer at kunne være selvforglemmende. Helt grundlæggende handler sjælesorgen også om, at man frit kan se hele sit jeg i øjnene, og at det sker i et rum, hvor man er under tilgivelsen. Vi har nog­le gange en tendens til at betragte det nega­ tive som udtryk for det ‘sande’ jeg. Men det er et reduceret menneskesyn. I sjælesorgen dæmmes det negative ind, så det ikke bliver en beskrivelse af hele ens person, men sider ved ens person«.

I forhold til skammens offentlige dimension er der dog en særlig udfordring. Hvis skammen skal udbedres socialt, er det ikke nok, at det kun foregår mellem to mennesker i en samtale. Der er en offentlighed, der skal i tale. Mikkel Wold peger her på, at sjælesorgen også har en forplig­

40

telse som samfundsrevser. Han uddyber det ved at referere til den gamle kirkefader Basilios den Store, der sagde, at det ikke er nok, at hjælpe dem, der er ofre for fattigdom, man må også bekæmpe fattigdommen.

Også Mogens Lindhardt erkender, at skam­ men som en social og offentlig størrelse, stiller kirken i en særlig situation. »Hvad nytter det, at jeg giver dig syndernes forladelse, hvis der ikke er andre, der tror på det.

Det er nemt og gratis at forkynde syndernes for­ ladelse ud over en flok individer. Men jeg tror, vi er langt fra de evangeliske tekster, når vi gør det til en privatsag mellem Gud og den enkelte. I fortællingen om kvinden hos farisæeren i Lukas­ evangeliet, er der en forståelse af syndernes for­ ladelse, hvor al kritisk omtale af kvinden nu må forstumme. Det omverdenen har på hende, det kan ikke længere bruges imod hende. Det er en kollektiv forståelse af, hvad syndernes forladelse er. Det er ikke så meget kvinden, men os der slås for munden og samtidig forpligtes til, at hun kan blive genindsat i sit liv«. »Vi tror, tilgivelse har noget med et aner­kend­ ende ord at gøre – a la ‘du er god nok’. I evangeliet er tilgivelsen ikke kun noget, der vedrører den enkelte. Den er kollektiv. Og så er der handling forbundet med den. Det evangeliske svar til den, der skammer sig eller er blevet offer for udskam­ ning, er: Stå op, rejs dig, kom ud, følg med. Det er en markering af, at man ikke er udsondret, men at man hører til, er en del af fællesskabet. Det er en form for renselse, hvor man bliver genindsat i sit liv og sat til at gøre det, der skal gøres«. n

Mikkel Wold (født 1958) er sognepræst ved Frederiks Kirke, kaldet Marmorkirken, i København og lektor i sjælesorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Han er bidragyder til flere bøger inden for emnerne teologi, psykologi og samfund. I 2015 redigerede og bidrog han til bogen Tag etikken tilbage, om markedstænkningen og dens konsekvenser.

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

41

Skam i sproget Af Christine Rørdam Thaning

42

Ordet skam er en del af det danske sprog og op­ træder både i talemåder, faste vendinger og som del af sammensatte ord. Det er et gammelt fælles germansk ord, som oprindeligt kan føres tilbage til betydningen at tildække/tilhylle. Det kan derfo­r formentlig føres helt tilbage til synde­faldsmyten, hvor Adam og Eva tildækker sig med figen­blade, fordi de skammer sig over, at de er nøgne. Skam bliver altså forbundet med det seksuel­le og er derudover også blevet brugt som en ed og til at understrege et udsagn.

En sidste betydning af ordet kan være som synonym for ærgerligt.

Her er forklaringen, at der er sket en forskydning fra be­tydningen vanære til ærgerlig. n

Det gider jeg skam ikke.

Det mener jeg skam Synd og skam At være skamløs Ingen skam i livet skamME ud Bide hovedet af al skam skamMEkrog For skams skyld Med skam at melde Det var en skam skamrose At gøre nogen/ noget til skamme skamben skamlæber SKAM: Det forhold, at en person (ved andres ell. sin egen adfærd) bringes i ell. er i en saadan tilstand ell. er (viser sig at være) af en saadan (især: moralsk) beskaffenhed, at and­re ell. vedk. selv finder det utilbørligt, upassende, vanærende, latterligt olgn. (efter alm. forestilling om passende adfærd, alm. krav m.h.t. borgerlig (social, moralsk) hæderlighed olgn.) Fra Ordbog over det danske Sprog

Foto: Anne Mie Dreves

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

43

Skam kan Fra gøre auto verden nom til et bedre sted 44

Skam er ikke kun et negativt begreb, som vi hovedløst skal bekæmpe. Skammen er en magtfaktor, der kan være det mest effektive middel til at løse de store, globale problemer, mener den amerikanske forsker og forfatter Jennifer Jacquet.

Af Birgitte Borup Foto: Annie Frome

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

45

S

om med så meget andet i tilværelsen begyndte det med en kærlighedshisto­ rie. Jennifer Jacquet for­ elskede sig tidligt i livet hovedkulds i naturen og dyrkede den på alle tæn­ kelige måder. Som helt ung dykkede hun med haje­r, senere tog hun som forskeraspirant ophold blandt Floridas særegne søkøer, og da hun skulle i gang med sin Ph.d., havde hun forlængst overgi­ vet sig. Kloden og dens overlevelse var blevet det projekt, hun ville bruge sit professionelle liv på.

Senere dukkede skammen op. Ikke som et begre­b, Jennifer Jacquet i sit privatliv ofrede megen opmærksomhed, men som en idé og et redskab til at løse det, hun ser som vores tids ultima­tive svøbe: Menneskets udnyttelse og øde­læggelse af plane­ tens ressourcer. »Jeg ser miljøet og klimaet som vor tids store slagmark, som det vigtigste overhovedet«, kon­ staterer hun, da vi sidder over for hinanden på hendes kontor på Manhattan.

Her, på New York University, har forskeren grebet den skamfølelse, vi er opdraget til at op­ fatte som negativ og ødelæggende for vores person­lige selvværd, og vredet den rundt til et posi­tivt begreb. I bogen Is Shame Necessary? på­ viser hun, hvordan skam har potentiale til at ænd­re verden, når den bruges til at lægge pres på politi­ kere og store virksomheder, der opfører sig uetisk.

I modsætni­ng til den følelsesmæssige følgesvend, »skyl­d«, kan skammen nemlig blæses op til et kollektivt magtredskab. »Der er en tendens til, at vi henfalder til skyld, når vores globale problemer er til debat – vi på­ lægger som verdenssamfund den enkelte forbrug­er

46

ansvaret for at ændre adfærd. Et helt banalt eksem­pel er opfordringen til kun at købe krog­ fanget tun for at redde de delfiner, der ryger med i tunfangernes net og dør. Vi lægger skylden og ansvaret over på kunden i supermarkedet i stedet for at forlange en overordnet politisk eller etisk indgriben, der løser problemet. Det er ineffektivt.

Skam er her langt mere effektivt, når verden skal ændres«, siger Jennifer Jacquet.

Digital udskamning Efterhånden som de sociale mediers magt er vokset, har den helt almindelige verdensborger fået en ytringsplatform. Den platform kan der siges meget skidt om. Men ifølge Jennifer Jacquet tjener den også et godt formål. I den digitale tids­ alder er der opstået nye muligheder for at lægge pres på virksomheder og politikere. I al sin ver­ bale nådesløshed er digital udskamning ofte en hurtig vej til forandring og kan endda være for­ løberen for lovændringer, som af profitmæssige årsager ikke kommer af sig selv. »Jeg taler ikke om den personlige skam, som en virksomhedsleder eller politiker måtte føle.

Den er ikke ret anvendelig. Jeg taler om den stort skalerede skam, som retter sig mod virksomhedens renommé, og den udskamning som forbrugerne samlet kan rette mod de institutioner, der på den ene eller anden måde har en problematisk etik.

Skammen – eller rettere frygten for at blive ud­ skammet på den store skala – er noget af det, alle multinationale virksomheder har allermest respekt for, og som faktisk rykker noget«, konstaterer hun.

Seaworld og skammen Et af de nyere og mest markante eksempler på skammens effekt er Seaworlds enorme problemer efter dokumentaren Blackfish. Filmen, der egent­ lig var en lavbudgetfilm, som ingen havde tiltænkt et stort publikumspotentiale, er en gennem­gri­ bende kritik af den verdensberømte amerikanske forlystelsespark og dokumenterer, hvordan spæk­ huggere mistrives i fangenskab. Dokumentaren beskriver, hvordan de store havpattedyr tilbringer årtier i Seaworlds små bassiner, og hvordan en af dem, Tilikum, dræber tre mennesker i sin frustra­ tion, heriblandt en af sine trænere.

Da filmen først fik fat i masserne, især via streamingtjenesten Netflix og de sociale medier, gik det stærkt. Seaworlds aktier faldt voldsomt, besøgstallet gik ned, kendisser involverede sig i protesten, og den ene demonstration afløste den anden. Efter flere mislykkede forsøg på at dæmpe gemytterne gav Seaworld efter for presset og meddelte, at den nuværende generation af spækhuggere i fangenskab bliver den sidste. »Seaworlds forløb er et klassisk eksempel på, hvor effektiv skam er som virkemiddel, når nogle bestemte kriterier er opfyldt. Her er en klar skurk og ditto målsætning, nemlig at få dem til at stoppe med at have spækhuggere i fangenskab. Og vreden retter sig meget klart mod virksomheden og etik­ ken – ikke mod et individ. En kollek­tiv vrede bringer skam over firmaet, der så ændrer adfærd«, forklarer Jennifer Jacquet.

Kunne man ikke forestille sig andre virkemidler, der havde fået Seaworld til at ændre adfærd. For eksempel skyld? »Nej, skyld ville i dette tilfælde have været in­ effektivt. Den ville have fået Seaworld til at spørge sig selv: Er det, vi gør, egentlig ok? Eller den

kunne have resulteret i, at der var nogle forbru­ gere, der ikke havde købt billet, men det havde ikke forårsaget et nævneværdigt pres. Det havde ikke rykket noget. Jeg ser skyld som et redskab til selvregulering. Skammen rækker ud over individet og har en langt stærkere kraft, især når den folke­ lige vrede er tilpas stor. Specielt i en tid hvor det kun kræver et hashtag at deltage i en kollektiv bevægelse«, siger hun.

Jennifer Jacquet mener, at skammen i en digi­ tal tidsalder med komplekse klimaproblemer er en faktor, som virksomhederne i stigende grad frygter. »Jeg gætter på, at de firmaer, der fremstiller fossile brændstoffer, fx Chevron og Exxon, frygter, at de vil havne i den offentlige gabestok, efter­ hånden som forbrugerne forbitres over de mang­ lende løsninger på klimaforand­ringerne. Og den vrede drives igen af politikernes manglende evne til at blive enige om nogle kon­krete værktøjer på klimatopmøderne. Frygten for udskamning kan i sidste ende være det, der får løsninger på bordet. I en tid hvor der er så stort behov for global hand­ ling, er skammen måske den mest effektive motiva­tionsfaktor overhovedet«, vurderer hun.

Verbal gylletank Skammens indtog i den offentlige debat er dog ikke uproblematisk. De sociale medier flyder over med hadske kommentarer, og både enkeltpersoner og virksomheder udsættes jævnligt for ordsalver, der minder mest om grov mobning. Når udskam­ ningens tungekor smælder i takt på de digitale platforme, er det langt fra altid, at det foregår med et værdigt globalt formål i sigte – ofte er det bare retningsløst had, der flyder fra tasterne. ¨

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

47

»Jeg ser skyld som et redskab til selvregulering.

Skammen rækker ud over individet og har en langt stærkere kraft.« Jennifer Jacquet anerkender da også, at ud­ skamningens bagside er en gylletank af perfi­di­ teter. »Jeg siger ikke, at skam altid er et acceptabelt værktøj. For eksempel har jeg set det brugt i en organiseret kampagne, der ville hænge bestyrelser og ekspertpaneler ud, hvor der ikke var kvinde­ lige medlemmer. Men de tog ikke hensyn til, at et panel måske kun bestod af to medlemmer, og at kritikken i nogle tilfælde var grundløs«, siger hun.

Jennifer Jacquet har i sin bog ligefrem anført »Syv regler for effektiv udskamning«. En af reglerne er netop, at der skal være tilpas stor for­ skel på den måde, den udskammede opfører sig på, og det, kritikerne vil opnå. Problemet skal altså have en vis størrelse for at kunne retfærdig­ gøre det potentielt ødelæggende redskab, som skam er.

Løven Cecil Dog er der ifølge Jennifer Jacquet eksempler på, at massiv udskamning af en enkeltperson har ændre­t verden til det bedre. Da en amerikansk tandlæge skød den gamle hanløve Cecil i Zim­ babwe, gik verden amok i en rus af vrede. Tand­ lægen modtog alt fra offentlige tilsvininger til privat­e dødstrusler. Men efter det, der umiddel­ bart lignede en voldsom shitstorm mod en enkelt­ person, som man altid kan diskutere retfærdig­

heden af, kom der handling på en større skala.

Top­politikere begyndte offentligt at diskutere det rimelige i, at rige storvildtjægere drog til Afrika for at gøre indhug i savannens dyrebestand for morskabens skyld, og flyselskabet Delta forbød efter en underskriftindsamling storvildtjægere at få deres trofæer ombord på flyene. Ifølge Jennifer Jacquet et bevis på at skammen kan være dyr for individet, men værdifuld for fællesskabet. »Ofte er det skammen, der hjælper en ny lov­giv­n­ing på vej, og sådan har det været i gene­rationer. Hvordan var kampen for borger­ rettig­heder i USA i 60’erne gået, hvis skammen ikke havde presset politikerne til at finde løsning­ er? Nu står vi så midt i globaliseringens konse­ kvenser og skal finde en ny model, hvor skam kan gøre gavn. Udfordringen er at finde modeller, som er fair i en digital tidsalder. Det vigtigste er i min optik, at vi flytter fokus fra individet over på dem, der tjener pengene. Det er det, jeg håber at kunne bidrage til«, slutter hun.

En glødende idealist har talt. Jennifer Jacquet skal videre med skriverierne om skam, som hun stadig beskæftiger sig med i artikler og sin forsk­ning.

Hun hiver et eksemplar af sin bog Is Shame Necessary? ned fra hylden og signerer den. »Aim well. Use with caution«, skriver hun.

Sigt rigtigt. Brug med forsigtighed. I erkendelse af at skam måske nok er et effektivt våben – men ufarligt er det ikke. n

JENNIFER JACQUET (født 1980) bor i New York City. Hun er Ph.d. og assistant professor på New York University, Department of Environmental Studies. I 2015 udgav hun bogen Is Shame Necessary?, der beskriver, hvordan skam kan bruges til at hjælpe løsninger på globale problemer på vej. Læs mere om hendes arbejde på www.jenniferjacquet.com

48

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

49

Gennem store dele af sit liv har forfatter og sociolog Aydin Soei fortiet, at hans far var psykisk syg, voldelig og dybt alkoholiseret. Skammen og fortielsen fyldte i barndoms­ hjemmet i Avedøre Stationsby og flyttede med, da Aydins mor indkvarterede sig selv og børnene på krisecenter for at slippe væk fra den stadig mere utilregnelige far. Faderen endte med at begå drab og blev udvist af Danmark.

Af Jesper Svendsen Foto: Sille Arendt

50

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

51

D

e første år i Danmark var lyse og præget af optimis­ me i Aydin Soeis familie, men mødet med det danske arbejdsmarked blev brutalt. Familien var fra Iran, hvor Aydins far havde været selvlært instrumentbygger, men i Danmark blev han mødt af krav om dokumen­ tation for sine kvalifikationer i form af eksamens­ beviser. Det havde faderen ikke. I stedet med­ bragte han de fineste instrumenter, han havde bygget, på jobformidlingen. »På jobcenteret fik han besked om, at han ville blive kontaktet, hvis der skulle vise sig et job, men han hørte aldrig noget. Det blev et stort nederlag for ham. Han skabte en fortælling om, at det danske samfund var racistisk og kun ville hjælpe kvinder, og så trissede han ellers rundt på kontant­ hjælp. Sideløbende begyndte han at drikke,« fortæller Aydin Soei.

Som forældre er flest I skolen blev Aydin Soei mere og mere indesluttet og vred. Han kom konstant op at slås med de andre børn, og til sidst var han lige ved at blive smidt ud af skolen: »Børn dækker jo over deres forældre, og der skal rigtig meget til, før du som barn opdager, at din far ikke er som fædre er flest. Der var en epi­ sode, hvor jeg legede med en kammerat, og vi sammen byggede en slags katapult af et bræt og nogle sten. Ved et uheld blev jeg ramt af en af de her sten og fik en blodtud. Da min far så det, troe­

52

de han, at det var min ven, der havde slået mig.

Han jagtede ham rundt, fangede ham, og befale­ de mig at slå min ven i ansigtet med knyttet næve, mens min far holdt ham fast«.

Aydin var klar over, at en forælder til et af de andre børn i området havde overværet episoden og gav besked om det til hans lærere i skolen, men der kom ingen reaktion: »Jeg tror, de har tolket det som en anderledes og mellemøstlig måde at opdrage på. Der var en berøringsangst omkring opdragelse, og der var ikke nogen, der tænkte, at min far måske kunne være syg.«

Den hemmelige far For at komme væk fra sin voldelige ægtemand flyt­tede Aydin Soeis mor med sine to børn til et krisecenter i Hellerup. De nye klassekammerater boede i patriciervillaer langs strandvejen, og der var på alle måder langt til Avedøre Stationsby.

Aydin Soei holdt hurtigt op med at deltage i børnefødselsdage, da han ikke kunne hamle op med de flotte og dyre gaver, der var normen blandt klassekammeraterne. Efter opholdet på krisecenteret flyttede familien til Gladsaxe, hvor faderen igen troppede op. I en blanding af frygt og resignation lod Aydins mor den voldelige ægtemand flytte ind. Det satte Aydin i et dilem­ ma: »Jeg havde fortalt mine klassekammerater, at jeg boede sammen med min enlige mor, og da min far igen flyttede ind, lod jeg dem blive i den tro. Det var så skamfuldt for mig, at jeg lod som om, han ikke var der, selvom han boede i huset ¨

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

53

Jens og jeg blev venner den allerførste dag i min nye skole i Gladsaxe. Han boede sammen med sin mor og storesøster på en villavej, der fører til Kagsåkollegiet, hvor jeg var flyttet ind sammen med min mor og bror. Få måneder senere boede min far pludselig også i vores kollegielejlighed. Men Jens nåede kun at møde ham én gang. Det skete, da vi havde gået i klasse sammen i et år. Indtil da troede han, at jeg boede alene med min mor ligesom ham selv. »Han er da sjov, din far«, grinede Jens efterfølgende til mig, da vi havde forladt lejligheden sammen. »Hvad mener du?« Jens’ smil forsvandt ved min reaktion. »Ikke noget, bare at han er sjov. Det der han lavede med de der kuglepenne, det var da sjovt.« Jeg inviterede sjældent klassekammerater med hjem og slet ikke, hvis jeg vidste, at der var en chance for, at min far var hjemme. Måske derfor blev min far nærmest overstadig ved mødet med Jens, som han forsøgte at imponere med et trick, jeg ikke havde set før. Min far fandt tre kuglepenne, som han skilte ad.

Fjederen i kuglepennene pillede han ud, byttede rundt på nogle af plastikdelene og satte så det hele sammen, så skriveredskabet blev omdannet til et aflangt plastikrør, der kunne bruges til at skyde med papirkugler. Han rev papirstykker af, som han krøllede sammen og fugtede i munden, som han så kata­ pulterede af sted. Jens kiggede smilende på, mens jeg undrede mig over min fars høje humør. Vi fik udleveret en omdannet kuglepen, hvorefter min far opfordrede os til at tage opstilling bag sofaer og borde, hvorfra vi kunne beskyde hinanden med papirkugler. Han var lidt for overivrig, nærmest manisk i sit ansigtsudtryk. Legen stoppede, da jeg rejste mig og sagde, at vi var nødt til at smutte. Min far stod i stuen med et mærkeligt smil og med tre nu ubrugelige kuglepenne i hånden, da vi forlod lejligheden.

Uddrag fra Aydin Soei Forsoning – fortælling om en familie. Udgivet på Tiderne Skifter, 2016

54

»Jeg fører et mentalt regnskab over, hvor meget min far har kostet det danske samfund. Og jeg tænker ofte, om jeg mon formår at betale alt det tilbage i skat, inden jeg selv ligger på mit dødsleje.« ­ sammen med os. Det betød selvfølgelig, at jeg blev endnu mere indelukket og meget bevidst om ikke at invitere klassekammerater med hjem«.

En enkelt gang inviterede Aydin dog en ven fra kvarteret med hjem. Faderen troede kamme­ raten var en spion og udviste i det hele taget alle tegn på paranoid adfærd. Ingen omkring ham vidste, hvor syg han i virkeligheden var. Og en dag skete det, der ikke måtte ske: Aydins far slog en anden mand ihjel. Aydin reagerede spontant ved at løbe ned på det lokale kommunebibliotek for at se, om aviserne omtalte faderens forbrydel­ se. Aydin frygtede, at faderens ansigt prydede forsiden af formiddagsaviserne. Det gjorde det.

Aydin kunne dog til sin store lettelse konstatere, at familien ikke blev nævnt ved navn, og at fade­ rens ansigt var sløret. Han kunne derfor fortsat skjule sin fars identitet over for kammeraterne.

Faderen fik en dom for drab og blev derefter udvist af Danmark. Da han var tilbage i Iran, kunne hans søskende straks se, at han ikke læn­ gere var den mand, de i sin tid havde sagt farvel til, og de kørte ham rundt til forskellige læger for at få ham udredt. Det viste sig, at han var para­ noid skizofren i ekstrem svær grad.

Jeg bliver ikke som min far Aydin Soei levede med hemmeligheden i mange år, og det er først i dag, hvor han har skrevet en bog om familiens historie, at kammeraterne fra barndommen har fundet ud af, hvordan det hele hang sammen. »Jeg ville ikke være morderens søn. Det skulle ikke være min identitet. Og det skulle ikke være

noget, jeg kunne bruge som en dårlig undskyld­ ning senere i mit liv.« Og så var der skammen, selvfølgelig.

I dag mener Aydin selv, at han er sluppet af med skammen: »Jeg har rent rationelt indset, at jeg ikke er min far og ikke bliver som min far. Han var psykisk syg, arbejdsløs og flyttede fra et land til et andet, hvor han oplevede et enormt statustab og en stor følelse af uretfærdighed. De betingelser er slet ikke til stede i mit liv. Jeg tænker dog af og til, at det stadig kan nå at gå galt for mig. Tænk nu hvis det vender, og jeg bliver en elendig far. Det er nok en påmindelse til mig om at forsøge at gøre det så godt, som jeg kan.« Selvom skammen ikke længere er present, fører Aydin Soei et ganske særligt regnskab med sig selv: »Jeg fører et mentalt regnskab over, hvor meget min far har kostet det danske samfund. Og jeg tænker ofte, om jeg mon formår at betale alt det tilbage i skat, inden jeg selv ligger på mit dødsleje.

Vil regnskabet være gået i nul? Jeg har valgt at arbej­de med udsatte børn og unge, og det er nok min måde at forsøge at få det udlignet det på.« n

Aydin Soei er forfatter, journalist og sociolog med baggrund i Iran, Avedøre Stationsby og Gladsaxe. Han har skrevet flere bøger, senest det selvbiografiske værk Forsoning – fortælling om en familie, der udkom i foråret 2016.

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

55

56

Kærligheden er klenodiet, der skinner og gør menneskelig »Skammer du dig ikke?«, kunne man godt få at vide som barn. Det gjorde jeg nu sjældent, men når jeg hørte ordene smælde, tænkte jeg altid, at så havde jeg vist noget foran mig, som jeg hellere måtte begynde på.

Ordene blev aldrig bare sådan kastet efter én. Jeg husker ikke at være blevet sat i gang med at skamme mig uden god grun­d. Jeg havde ikke set perspektiverne i den lille løgn, i det ubetydelige rapseri eller den lille stinkende bagtalelse, men pludselig blev det malet helt tydeligt op, at for enden af vejen kunne der ligge op­ dragelsesanstalter, tugthuse og værst af alt: dumhed. Det dumme menneske kan hverken nås med argument eller følelse, for vedkommende kan ikke åbne sig for sandhed og medfølelse og insisterer på at være dum. Jeg mærkede tydeligt, at dér skulle man ikke hen. Så hellere skamme sig.

Jeg husker kun én udefrakommende ting, som jeg godt kunne skamme mig over uden at kunne gøre noget ved det.

De andre kunne sommetider tale om, at den eller den var så skingrende skør, at han skulle på Middelfart. Statshospital,

dårekiste, psykiatrisk afdeling. Det er lige meget! Vi besøgte vores mor dér til tider.

Det kunne man godt skamme sig lidt over under skolegårdssnakken, men når de fik at vide, at man godt vidste, hvad Middelfart var, så blev vi nu altid mødt med forståelse.

Jeg har aldrig skullet skamme mig uden, at det fik en ende. Når man fik at vide, at man skulle skamme sig, vidste man, at der var et tidspunkt, hvor man blev taget til nåde igen. Skam rakte aldrig ind i den næste dag. Når man blev over­ mandet af skolegårdssnakken, vidste man også, at så snart de vidste, at det gjorde ondt, fik det en ende, og man blev aldrig forstødt.

Ind i fællesskabet For tiden læser jeg om, at vi er blevet et præstationssamfund. Vi er dem, der er bange for ikke at være hurtige, dygtige, kloge, smarte nok. Der har lagt sig en følelse af utilstrækkelighed henover os.

Vi er blevet bange for de andres hån. Den manglende digitale dannelse, hvor vi en­ dog udstiller hinanden nøgne og ikke holder det fortrolige for os selv, sender en skam ind i sjælen, der får os til at tro, at vi er udleveret til utilstrækkelighed og hån for altid. Vi tror ikke på, at nogen vil se os igen, at vi kan komme på benene igen. Vi er blevet alene i vores eget liv. Der er ikke noget fællesskab, der nogensinde vil vide

Af Peter Skov-Jakobsen Foto: Sille Arendt

af os mere. Individualisme og sekularitet har efterladt en tung følelse af forkastelse og fortabelse.

Vi er vel ikke bare statens, virksom­ hedens, økonomiens, vækstens soldater!?

Det ville være passende i det kommende år at tale vederhæftigt om, at mennesket egentlig aldrig var ment som en skabelse i eget billede. Jeg er her ikke bare for mig selv. Jeg er ikke bare mit eget spejlbillede.

Gud kalder mig menneske, og jeg bliver det, hvis jeg tør tro det. Hvis jeg tør tro, at der er et klenodie i tilværelsen, som lig­ ger på bunden af hver en sjæl, og som vi dermed er fælles om, bliver jeg del af et fællesskab og bliver forbundet med de andre. Jesus fra Nazareth er Guds ansigt i verden. Det særlige ved ham er, at han bryder igennem og får os til at danne rela­tioner. Den nødlidende giver os en ny identitet som medfølende. Den irriteren­de moralist giver os en identitet som tilgiven­ de. Magten giver os den fælles identitet som magtesløse, og vi erfarer, at håbet får os til at skimte gudsriget.

Dybest set erfarer vi, at vi hverken kan skamme os til, gentage os til, arbejde os til den identitet; men det betyder ikke noget, for i kærligheden fik vi den iden­ titet. Kærligheden er klenodiet, der skin­ ner og gør menneskelig.

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

57

Knaus gårds sænkede blik

___

Af Hans Nørkjær Foto: Polfoto

58

Med den betingelsesløse selvbiografi prøver Karl Ove Knausgård at skrive sig ud af sin grundlæggende skamfølelse ved at være den, han er. Han prøver at løfte sit blik. Teolog og valgmenigheds­ præst Hans Nørkjær ser her nærmere på Knausgårds forfatterskab.

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

59

være i krise er å være i centrum. Sådan skriv­ er den norske forfatter Karl Ove Knausgård et sted i det afslut­ tende bind af sit selvbiografiske ro­ manværk Min kamp.

Men i centrum af hvad? I centrum af sit eget liv. Dér, hvor man ikke kan undslippe, men hvor valget skal træffes, og kampen skal kæmpes. Normalt opfatter vi det at være i centrum som en styrke, et af de højeste mål, man kan opnå i sociale sammenhænge. Hvis man formår at være alle tings midtpunkt, tryllebinde en forsamling og forstår at være det underholdende epicenter for en samtale, så lykkes man i livet. Karl Ove Knausgård vil ikke være i centrum. For at være i centrum betyder, at man er styret af de andres blik, og at man er sådan en, an­ dre folk regner med at få noget ud af. Knausgård føler, at han er fanget og lammet af den magt, de andre har over ham. De suger ham tør, som vampyrer, så han går omkring bleg, uden blod, som en genganger. »Hele mitt voksne liv har jeg holdt avstand til andre mennesker, det har vært min måte å klare meg på, selvfølgelig fordi jeg kommer så uhørt nær andre mennesker i tankene og med følelsene.« Knausgård føler sig som en fremmed i verden; den er ikke gæstfri. Han er fremmedgjort i den.

For han synes, at alle andres blikke hænger på ham. Han kan ikke hvile i sit eget selvbillede, men halser konstant efter andres uudtalte for­ ventninger. Og det kan han ikke finde ud af. Så han fremstår indelukket. Det er en af grundene

60

til, at han skriver sit selvudleverende bekendelses­ værk. Han vil fastholde et billede af sig selv, der ikke er de andres. Og da han ikke kan finde ud af at være ærlig i offentligheden – blandt andre mennesker – så må han være det bag computer­ skærmen. Dér kan følelserne få frit løb. Som han siger om benspændet for værket: »Jeg hadde hatt som filosofi å følge hjertet.

Ikke tankene, ikke fornuften, ikke pengene, men hjertet.« Rædslen for faderen Da Knausgård første gang sætter fingerspidserne til tastaturet og begynder på Min kamp, sidder han og spejler sig i en mørk vinduesrude. Kun halvdelen af ansigtet er oplyst. Her begynder selvudleveringen, selvportrættet, bekendelsen.

Gennem hele sit liv har han slået blikket ned, når verden har mødt ham. Han skammer sig over, hvem han er, og han føler sig som en evig skyld­ ner. Nu vil han forsøge at løfte blikket – og stå ved, hvem han er. Og hvad han føler. »Der er to ting, der har bestemt mit liv: min far og det ikke at være hjemme noget sted.« Sådan bemærkes det nøgternt af Knausgård i vær­ ket. Hans sind flak­ker om på to ben: faderens al­ magt og den sjælelige landflygtighed. I Knaus­ gårds skildringer af sin barndom er faderen altid til stede – også når han ikke er der fysisk. Han er en uomgængelig magtfaktor, barndommens su­ veræn. Frygten for ham sidder som et aldrig vi­ gende ubehag: »Den redselen slapp aldri taket, den satt i hver eneste dag gjennom hele barndom­ men.« Knausgårds far er overvågende, kontrollerende og ubarmhjertig. Nogle af beskrivelserne får ¨

Illustration: Gustave Doré

»Kain elsker sin bror – lige til det sidste. Og det er hemmeligheden, sådan som Knausgård fortæller historien: At Kain slog Abel ihjel af medlidenhed.«

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

61

tankerne til at glide hen på en streng gammel­ testamentlig guddom, der lemfældigt tugter sine børn og forlanger absolut lydighed. Hans hand­ linger var »gåtefulle, men suverene,« som Knaus­ gård skriver et sted. For Gud Fader opfanger i Knausgårds verden alle overtrædelser – selv de mindste lovbrud opdages og straffes. Og i denne strengt indhegnede Paradisets have trasker lille Karl Ove ængsteligt rundt. Han vænner sig fra barndommen til at slå blikket ned og gå med sænket hoved, fordi han af sin far ikke bliver mødt som menneske. Ligesom Kain ikke mødte nåde for Herrens blik, da han ofrede sit korn, sådan falder Karl Oves opførsel ikke i faderens smag.

Ligesom Kain trasker Knausgård derfor hvileløst rundt på jorden uden anelse om, hvordan han skal gøre sin hersker, Gud Fader, tilfreds.

Kain elsker sin bror Kain bliver senere en af hovedskikkelserne i den bibelske roman En tid for alt fra 2004, som Knausgård skriver efter nogle år med store livs­ kriser og omvæltninger. Myten om Kain og Abel gives i romanen nye og udvidede digterklæder,

62

og læseren tvinges ind i et forsøg på at forstå Kain-skikkel­sens mytiske udåd: Kain møder ikke forståelse fra sin omverden. Han er den socialt kej­tede, den ‘mørke’ og indesluttede, modsat den lyse og be­levne Abel. »Kain bare tenkte, Abel sa det han tenkte«. Men Kains dystre udstråling kommer ikke fra ham selv. Den skyldes, at han betragter sig selv med de andres mistænksomme blik – ligesom føreren af digterpennen, Karl Ove. Hvis man tror, de andre hele tiden tænker ‘død­ bider’, så bliver man til sidst en dødbider. Det, folk ikke forstår, er, at Kain elsker sin bror – lige til det sidste. Og det er hemmeligheden, sådan som Knausgård fortæller historien: At Kain slog Abel ihjel af medlidenhed; fordi Abel havde vovet sig for tæt på den lukkede Edens have og derfor havde pådraget sig en frygtelig sindslidelse. For intet menneske kan tåle at opholde sig for nær det guddommelige og hellige. Verden misforstod Kain, og derfor misforstod traditionen ham også.

Alle de fine nuancer i forholdet mellem brødrene blev slebet væk af eftertidens fortolkere. Kun det grove stod tilbage: Abel var den lyse, Kain den mørke. Kain var brodermorderen, der blev dømt til at flakke om. Fremmedgjort og med straffen

»Gennem hele sit liv har han slået blikket ned, når verden har mødt ham. Han skammer sig over, hvem han er, og han føler sig som en evig skyldner.« sat som et mærke i panden. Kain blev misforstået.

Knausgård ligeså. Sådan synes spejlingen at være.

Ligesom Kain formår Knausgård ikke at trænge igennem til omverden på en autentisk måde, og derfor må han benytte sig af et andet medium for at vise ærlighed og autenticitet: Han vælger bekendelsen, den selvbiografiske roman. Knaus­ gård løfter blikket og spejler sit ansigt. Han ref­ lekterer og forsøger at nå til det allerdybeste og mest ægte om sig selv. Noget af det, han er sig pinligt bevidst, er, at han har en konstant skyld­ følelse: »Jeg følte skyld overfor alle mennesker, og da mener jeg alle. I større eller mindre grad, det var alltid noe der som jeg ikke oppfylte, som jeg ikke gjorde bra nok eller en grense som jeg hadde overskredet, om ikke annet så i tankene.« I ungdommen forsøger han at flygte fra mør­ ket i sig selv. Og han finder et middel: alkoholen, der rummer en frisættelse for ham. Men samtidig med at åbne for den lykkelige modstandsløshed åbner alkoholen også en Pandoras æske af mørke i ham. Han kan nemlig ikke styre sine drukture, og ofte forleder de ham helt ned i destruktionens mørke.

Skammen brænder Et af de voldsomste udtryk for lysten til at øde­ læg­ge er de gange, hvor han skamferer sit eget ansigt. Det sker to gange, begge i forbindelse med hans store forelskelser. Den ene er, da han hoved­ kulds forelsker sig i Linda, som han senere skulle blive gift med. Første gang, de møder hinanden, er hun ikke interesseret i ham og afviser ham, hvorefter Karl Ove går ud på toilettet og skærer sit ansigt op med et glasskår: »Jeg grep glasset som stod på vaskeservanten og kylte det alt jeg kunne inn mot veggen. Jeg ventet litt for å høre om noen reagerte. Så tok jeg

den største splinten jeg fant og begynte å skjære meg opp i ansiktet. Jeg gjorde det metodisk, forsøk­te å gjøre kuttene så dype som mulig, og dekket hele ansiktet.« Det grænseløse mindreværd, der ligger dybt i ham, aktiveres, når han føler sig afvist af de men­ nesker, han holder allermest af og derfor udleve­ rer sig til. Og når han er fuld, er der ingen græns­ er for, hvad han kan finde på. Den smerte han føler, giver han et fysisk udtryk. Sådan er det ofte, når smerten er psykisk. Hvis det gør for ondt på os indvendigt, finder vi en måde, hvorpå vi kan gøre smerten konkret og håndgribelig. Først bagefter mærker Knausgård konsekvenserne af sine handlinger. Han rammes af en afgrundsdyb og uafværgelig skam: »Skammen brant i meg, brant og brant og det var ingen vei ut av den, jeg måtte være i det, holde ut, holde ut, og så, en dag, ville det være over.« Krise betyder oprindeligt ’skelnen’ eller ’af­ gørelse’. At være i en krise er at blive stillet over for valget: Vil du leve, eller vil du dø? Kæmper du, eller giver du op? Knausgård ved godt, at dette er det evige alternativ i tilværelsen, og som vi akut konfronteres med, når virkeligheden bryder sammen omkring os. Hele hans forfatterskab er et forsøg på at fæstne blikket på det, der giver livet mening, og som kan gøre hans liv til mere end en aldrig ophørende ‘walk of shame’. Det er samtidig et forsøg på at se alle sine dæmoner i øjnene og beslutte sig for, at livet er andet og mere end dæmoner. Som han skriver et sted: »Jeg lever av å skrive om hver minste pinlighet jeg har blitt utsatt for«. Med Min kamp skriver Knaus­ gård sig tilbage til virkeligheden. Tilbage i cen­ trum af sin egen tilværelse – hvor hans børn gør krav på ham, og hans kone har brug for ham. Som han begejstret udbryder, da han første gang holder sin datter i armene: »Jeg var i verdens midte.« n

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

63

Langt inde i sjælen

Skam finder vej helt ned i rillerne på nogle af pophistoriens plader. Også i den amerikanske soul-musik, fortæller dj og musikkonsulent Frederick Lehmann, der her udvælger nogle af genrens bedste skæringer om skam.

Af Lars Erik Frank Foto: Anne Mie Dreves 64

Altid et håb Sam Cooke: A Change Is Gonna Come, 1964 »Her har vi fat i en klassiker fra en af de største i soulmusikken, ja fra pophistorien generelt. Sam Cooke synger om den skam, han som afroameri­ kaner oplever at være blevet født ind i gennem en lang, tragisk historie præget af undertrykkelse og racisme. I A Change Is Gonna Come udtrykkes skammen som et livsvilkår. Men teksten handler også om troen på håbet og på, at noget en dag vil ændre sig. Nummeret er fra 1964 og blev en af borgerettighedsbevægelsens helt store hymner, men for mig har det også en mere universel og eksistentiel karakter. Det er en sang, der rører mig dybt, fordi jeg bliver favnet af den, når den minder mig om, at selv i de sværeste perioder i livet er der et håb om, at tingene bliver ander­ledes.

At skam og håb på den måde kan blive forbundet er ekstremt smukt. Det samme er Sam Cookes stem­me.« Skammen er arvelig Diana Ross & The Supremes: Love Child, 1968 »USA blev rystet, da tidens allerstørste vokalpop­ gruppe i 1968 pludselig sang om et engangs­knald.

Men selvom Love Child er den pæne engelske betegnelse for en horeunge, røg singlen til tops på hitlisterne. Kvinden, der fortæller historien om det uægte barn, skammer sig over at være blevet født uden for ægteskab. Hun kan tilmed se skam­ men i sin egen mors øjne og frygter at føre den videre, hvis hun selv bliver gravid og får et barn.

Nummerets korstemmer beder igen og igen kæresten om at holde igen: »wait won’t you wait now/hold on/wait/just a little bit longer«. Inter­ essant nok blev sangen et af Diana Ross & The Supremes’ bedst sælgende hits, selvom den tog et socialt problem op og viderebragte det tunge bud­ skab om, at skam kan gå i arv i familien fra den ene generation til den anden.« Dans og glem Evelyn »Champagne« King: Shame, 1978 »Med Evelyn »Champagne« King er vi i discoens storhedstid sidst i 1970’erne og inde i det, man måske kan kalde en hverdags-skam, som de fleste kender til. I hvert fald er skamfølelsen her nem­ mere at relatere til og knap så indlejret og tung som hos Sam Cooke og Diana Ross. Nummeret

handler om ærgrelserne efter et forlist forhold; det skamfulde i at have håbet på en fremtid, som ikke blev til noget og skammen over at være gået for langt og have fundet sig i for meget, selvom man godt vidste, at forholdet var ustabilt og usundt for en selv. Min erfaring som dj fortæller, at Shame altid falder ret godt sent på aftenen. Det er godt at danse til. For selvom skam er tekstens tema, så vid­ ner det tunge og lækre groove også om, at hun nok skal komme videre. At glemme hurtigt er også en måde at forholde sig til skam på.« Vælg skammen fra Erykah Badu: Bag Lady, 2000 »Som titlen antyder, er sangen her umiddelbart dedikeret til en hjemløs kvinde – posedamen. På den måde afspejler nummeret allerede Erykah Badus store sociale og politiske engagement, som hun også udtrykker i musikken. Men jeg forstår også Bag Lady som en mentalt anderledes måde at bearbejde den overleverede skam på, end den som fx Sam Cooke og Diana Ross beskriver. Selvom det måske er naivt at tro, at man kan frigøre sig fra alle typer af skam, så er Badus mere opløften­de og optimistiske tilgang, at man kan gøre sig selv fri af tung bagage, man er blevet påført og slæber rundt på. Hos Badu bliver skam også til et valg og noget, man kan slippe af med ved at lægge for­ tiden bag sig, se sig selv i øjnene og komme væk fra ved at stå ved sig selv.« Stolt og mangfoldig Solange: Don’t Touch My Hair, 2016 »Skam kan være en stærk personlig følelse, som også kan blive fremprovokeret af andre. På den måde optræder skam som noget, der opstår mel­ lem selvet og samfundet. Solange synger her om, hvordan hun føler sig krænket, hvis nogen uop­ fordret rører ved eller taler om hendes hår. Den slags tilnærmelser er for Solange med til at kom­ promittere hendes identitet, for hendes hår er ikke bare hår – det er hendes stolthed og krone.

Sangen kan ses som et ønske om mangfoldighed ved at værne om og dyrke forskellige udtryks­ former. Selvom Solanges musikalske univers umiddelbart virker ret blødt, så indeholder det også en vrede, som for mig er med til at gøre hen­ de til en af de mest spændende moderne neo-soul artister.« n

Frederick Lehmann Franck (født 1990), kandidatstuderende på Moderne kultur og kultur­formidling.

Fungerer som fast dj på fx The Log Lady, Papir­ øen og El Nacio­nal i København. Har spillet til events og fester på fx Distortion, Culture Box og Toldboden. Musik­ ansvarlig på Kurhotel Skodsborg og laver musikprofiler for restauranter, hoteller og virksomheder.

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 7

65

DEBATmagasin – Folkekirken i København 2017 – S K A M Udgivet af: Københavns Stift Redaktion: Christiane Gammeltoft-Hansen (ansvarshavende), Lars Erik Frank (ansvarshavende), Maj-Britt Boa, Sørine Gotfredsen, Christine Rørdam Thaning og Jesper Svendsen.

Skribenter: Birgitte Borup, Kristoffer Granov, Hans Nørkjær og Peter Skov-Jakobsen.

Fotografer: Sille Arendt, Maj- Britt Boa, Anne Mie Dreves, Annie Frame, Petra Kleis, NRK og Polfoto.

Illustratorer: Gustave Doré, Sigrún Gudbrandsdóttir, Gudrun Hasle, Lena Lowis og William John Swainson.

Forside: Gudrun Hasle.

Design / art direction: Sigrun Gudbrandsdóttir – www.sigrun.nu.

Tryk: PRinfo Trekroner, Valby.

ISSN: 2246-834X Københavns Stift Nørregade 11 · DK -1165 København K · Tlf.: 33 47 65 00 kmkbh@km.dk · www.kirkenikbh.dk Spørgsmål vedrørende DEBATmagasinet rettes til Presse & Kommunikation i Københavns Stift på kikkbh@km.dk eller tlf. 33 26 96 00.

Artikler og billeder må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse.

SKAMLØS 66

Forfattere, billedkunstnere, teologer, politikere, miljøforskere, biskopper, sjælesørgere, dj’s og psykologer. Alle har de i denne udgave af DEBAT­magasinet analyseret og diskuteret, hvad skam er for noget, hvor den kommer fra, hvad vi stiller op med den, og hvad begrebet og følelsen betyder for os hver især og som samfund.

Men der findes også skabninger, som ikke har skam i livet. De kender ikke engang til den.

Det har dyrepsykolog Alexandra Horowitz fra Barnard College i USA forsket i. Hun er kom­ met frem til, at når den ellers så søde Fido kigger bedende op på os på, mens vi skælder og smælder over fx et raseret køkken, er det kun fordi, vi i den ophedede situation opfører os i anderledes end normalt. Faktum er, at hunden er fløjtende ligeglad med dens skammelige handling. n

D E B AT M A G A S IN F O LK E KIRK E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 6

67

FOLKEKIRKEN KØBENHAVNS STIFT www.kirkenikbh.dk