Kira Skov (født 1976) er sangerinde og sangskriver. Hendes tredje soloudgivelse, ”The Echo of You” fra 2018, betegner hun selv som en kærlighedserklæring til sin afdøde mand, Nicolai Munch-Hansen. Kira Skov har indgået i en række musikalske samarbejder som i bandet Kira & The Kindred Spirit og The Cabin Project med Marie Fisker og er modtager af flere priser, herunder Gaffaprisen i 2007 for årets danske sangerinde og Årets Steppeulv for årets vokalist og årets album i 2014.
20
Hvor stammer den tillid fra? ”Det ved jeg ikke. Det er noget, jeg har opdaget igennem mine erfaringer, at jeg har en grundlæg gende tillid til livet, og at den er dybt forankret i mig. Lige meget hvor sort og mørkt det har været, har jeg altid haft lyst til at se, hvad der ligger rundt om hjørnet og troet på, at det vil blive lyst igen.« Men din tillid til livet og tro på lys i mørket ud springer ikke af en religiøs overbevisning? »Jeg har ikke en fast defineret religiøs over bevisning. Men jeg vil heller ikke udelukke noget. Der er så meget gådefuldt i tilværelsen, som jeg ikke kan lukke øjnene for, og jeg synes, at der er et stort håb i alt det, vi ikke kan vide.« Troen varierer, sorgen er den samme Kira Skov tror altså ikke i traditionel forstand, men i det, hun siger, ligger en bemærkelsesværdig stærk tro på livets godhed og meningsfuldhed. Det ville næsten være nemmere forstå, hvis hendes kræftforløb og hendes mands død havde efterladt hende med et pessimistisk livssyn og en angst for livet og fremtiden. Men mere detaljerede teolo giske overvejelser synes ikke at interessere hende. Hvad med din mand, troede han? »Nicolais far har været præst i Østerlars Kirke i 25 år. På mange måder kommer vi fra vidt for skellige baggrunde. Jeg er opvokset i et venstre orienteret miljø, hvor man ikke troede på Gud, til gengæld talte man meget om Karl Marx. Alligevel endte Nicolai og jeg det samme sted. Han var et spirituelt væsen, som det også kommer til udtryk i hans musik, men han søgte ikke svar i faste reli giøse dogmer og institutioner. Morgan er døbt, og vi blev viet af Nicolais far i hans kirke. Hans forældre har en stærk, og nogle ville måske sige lidt gammeldags, tro. Men på trods af vores forskellighed har jeg altid følt mig elsket og omfavnet af dem. De er meget varme. Som mennesker lever de virkelig den kærlighed, næstekærligheden, de tror på. Det er meget smukt.« Sorgen er for Nicolais forældre og for Kira
Skov den samme. Selvom forældrene har en trøst i deres opstandelsestro, oplever hun ikke, at det gør tabet mindre for dem. Det er de sammen om, og de kommer jævnligt og hjælper hende og passer deres børnebørn. Det sætter sine spor. Hun for tæller leende, hvordan Morgan en dag delagtig gjorde hende i en af sine religionsdemografiske betragtninger. »De tænker meget på Jesus på Bornholm. Men de tænker ikke helt lige så meget på Jesus på Amager.« Kærligheden er kompromisløs Kira Skov hoster. Hun er forkølet, og selvom solen skinner, sidder hun under et tykt uldtæppe. Hen des stemmemikstur af en uappetitlig blanding af gurkemejerod, et drys peber og andet, der sikkert udgør en hemmelig opskrift, er for længst drukket ud, og virkningen aftager. Vi har netop talt om hendes mod til hele tiden at bevæge sig ud på usikker grund i musikken og gøre sig hudløs i teksterne. Hun fortæller, at hun er nødt til at gå langt, for det er kun der, det bliver levende for hende. Den samme kompromisløshed gør sig gældende for hende i kærligheden. Men det må vel have ændret sig. Man beskytter vel sig selv, når man har oplevet så stor sorg og overlader kærlighedens vovemod til de uprøvede. Tør du overhovedet elske igen? »Ja. Jeg tror godt, at jeg vil kunne elske igen. Man kan godt elske mange. Når man oplever så stor sorg, så oplever man også, at hjertet bliver nødt til at vokse. Det ekspanderer, og man får plads til kærligheden på flere planer og nye planer. Nicolai vil selvfølgelig altid være der, også som min mand. Men jeg er kun 42 år og kunne godt have 40 år tilbage i mig. Det vil selvfølgelig blive en udfordring for mig. Jeg har ikke noget kompas for, hvordan man skal være en ung enke. Der er ikke mange forbilleder at spejle sig i, så jeg bliver nødt til selv at opfinde, hvordan jeg gør det. Men jeg håber da, at mit liv fremadrettet vil blive lige så rigt, som det har været indtil nu.« n
»Når du står der i den mest akutte, friske sorg, er det meget svært at forestille sig noget, der rækker ud over dagen i morgen.«
D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 8 9
21