Page 1

Mikael Bertelsen: Engagementets evige dilemma Puk Damsgård: Jeg gider, når der er noget på spil Pelle Dragsted: Fra autonom til folkevalgt Magasin

Kasper Hvidts og Lea Korsgaards personlige engagement

Folkekirken i København

D E B AT

2 016

Gider du – eller giver du op?


Engagerer du dig i verden? Eller giver du op?

Giver det overhovedet mening at plante et egetræ? Vil man ikke undervejs i processen mærke det lidt absurde ved at investere kræfter i noget, der rækker så langt ud i fremtiden? Man vil ikke selv komme til at se træet stå stort og kraftigt i verden, og muligvis føler man sig underligt ligeglad med de kommende tider, som dette træ skal være en del af. Det tager op mod 150 år for et egetræ at gro frem til sin fulde pragt, og i en tid, hvor verden synes at bevæge sig så voldsomt hurtigt, kan et 150-årigt perspektiv godt føles uoverskueligt. Spørgsmålet er nemlig, hvad der i disse år sker med vores tro på fremtiden og vilje til engagement, og med dette nummer af Københavns Stifts DEBA­T-magasin forsøger vi at komme lidt nær­ mere nogle svar. Store globale anliggender i form af klima­ets tilstand, krige, kulturer på kant med hin­anden og konkurrencekræfternes enorme dominans kan godt skabe følelsen af, at ens lille indsats ikke rigtig gør hverken fra eller til. Og at man derfor lige så godt kan vende sig indad og nøjes med at bekymre sig om det allermest nære. Jo mere ukontrolleret verden fremstår, desto

Foto: Sigrún Gudbrandsdóttir

mere kan man kende til modløshed og miste tro på, at noget virkelig kan forandres. Midt i disse tidens tanker stiller vi spørgsmålet – gider du, eller giver du op? Forskellige personligheder forholder sig her i magasi­net til det og giver deres bud på, hvorfra det personlige engagement stammer. Hvad end det er grundet i social indignation, behovet for at begribe sin egen plads i slægten eller måske en pligtfølelse, der også er forbundet med troen på Gud. Grundlæggende handler det om at blive ved med at se sig selv som den, der tror på fremtiden og vores mulighed for hver især at være med til at præge den. Da København i 1807 blev bombarderet, måtte den danske flåde overlade alle krigsskibe til eng­ lænderne. Derfor iværksatte man straks et ambi­ tiøst projekt, hvor man plantede de såkaldte ”flåde-ege”, der skulle sikre tømmer til fremtidens danske krigsskibe. I 2003 – næsten 200 år efter – blev det meddelt, at egene var klar til brug, og i et område ved Værløse er de første blevet fældet. De skulle dog ikke bruges til fremstilling af danske krigsskibe, men derimod til restaurering af en amerikansk yacht fra 1885. Ingen kunne i 1807 forudsige, hvordan egetræerne engang skulle an­ven­­de­s. Men sikkert er det, at de blev plantet i troen på, at verden og menneskene i fremtiden ville få gavn af dem. Velkommen til DEBATmagasinet Engagement!

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

3


Indhold 8 – 13 JEG GIDER,

38 – 43 FRA AUTONOM

Selvom Syrien er sønderrevet og nedsænket i kaos, er der stadig et liv, der skal leves. Midt i krigen møder journalist Puk Dams­ gård mennesker, der bevarer håbet og bekræfter livet. Vi har mødt hende til en snak om engagement, håb og flyskræk.

Han begyndte sin kamp på barrikader i gaderne. Nu fører han den med et tryk på en knap fra en stol i folketingssalen. Men Pelle Dragsteds engagement lever i bedste velgående.

NÅR DER ER NOGET PÅ SPIL

14 – 17 HELT FRIVILLIGT

1,8 millioner danskere udfører frivilligt arbejde. Vi har talt med tre af dem. Festivalarrangøren, FDF’eren og fodboldtræneren fortæller om, hvad der driver deres indsats.

18 – 23 TINGENE BLIVER BEDRE OG BEDRE

Herbert Pundiks lange liv har været præget af engagement. Den forhenværende Poltiken-redaktør er drevet af et grund­ læggende behov for at blande sig og har en tro på, at verden faktisk bliver bedre.

24 – 25 DU SKAL PLANTE ET TRÆ

Et egetræ tager sin tid om at vokse ud. Men plant det alligevel.

26 – 33 ENGAGEMENTETS EVIGE DILEMMA

Drivkraften i et menneske kan udspringe af det helt basale og ønsket om at forstå sig selv. Programchef på Radio24syv Mikael Bertelsen befinder sig i det evige dilemma i forholdet mellem forfængelighed og uselvisk indsats.

34 – 37 TROEN OG HANDLINGEN Føler det troende menneske sig i ekstra grad forpligtet på at tage del i verden, og hvordan opfatter vi i det hele taget forholdet mellem kristendom og engagement? Vi har bedt tre københavnske præster om at give et bud på de spørgsmål.

4

TIL FOLKEVALGT

44 – 49 DET PERSONLIGE ENGAGEMENT

De knokler, bliver ved og giver aldrig op. Nogle mennesker lægger et markant personligt engagement i deres arbejde. Hvor får de det fra? Vi har spurgt journalisten, iværksætteren, håndboldspilleren, varmestuelederen og forfatteren.

50 – 55 DEN USENTIMENTALE SAMARITANER

Lilian Munk Rösing sætter nyt lys på en velkendt bibelhistorie.

56 – 57 MANIFEST FOR ET

MULIGT POLITISK ENGAGeMENT

Det er svært at overskue, hvad man skal gøre for at påvirke den store verden, men man kan gå systematisk til værks. Forfatter Kaspar Colling Nielsen leverer sit bud på engagementets manifest.

58 – 63 DET SKAL NYTTE, OG DET SKAL RYKKE

Blandingen af dårlig samvittighed og lyst til at gøre noget kan føre til meget. For Andreas Lloyd resulterede det i en ny tro på, at man kan finde sammen og rykke demokratiet nærmere sine rødder.

64 – 65 ENGAGEMENT

FOR MENNESKETS SKYLD

”Man kan have et engagement, der har mere med ens selv­ spejl­ing at gøre, end det har med interessen for medmenneskene og verden at gøre”, skriver biskop i Københavns Stift, Peter Skov-­Jakobsen.


D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

5


For 134 milliarder kroner engagement Af Lars Erik Frank

Godt en tredjedel af danskerne udfører fri­­villigt, ulønnet arbejde, viser den seneste undersøgelse af frivilligsektoren fra Socialforskningsinstituttet. 35 procent af danskerne over 16 år er engageret i arbejde i frivillig-sektoren. Det svarer til cirka  1,8 millioner mennesker. Det viser den seneste kort­lægning af befolkningens forhold til frivilligt arbejde fra Socialforskningsinstituttet fra 2014. Ifølge kortlægningen udfører mænd lidt oftere frivilligt arbejde end kvinder. Af de mænd, som deltog i undersøgelsen udførte 36 procent frivilligt arbejde i fx foreningslivet. For kvinder lå tallet på 33 procent. Forskellen er tydeligst på idræts­­­om­ rådet. Her er 14 procent af mændene engageret, mens 8 procent af kvinderne udfører frivilligt arbejd­e i sportsklubber og -foreninger. Til gen­ gæld er kvinderne i overtal på det sociale og kulturelle område. Deler man befolkningen op i aldersgrupper er  de fri­villiges engagement størst blandt de 30-49årige. I den er 46 procent involveret i frivilligt arbejd­e. Men også blandt de helt ældre er fri­ villigheden udbredt. Her var 43 procent i aldersgruppen 78-80 år engageret – der er faktisk en stigning fra 23 procent i forhold til en lignende

undersøgelse fra 2004. 42 procent af de yngre danskere mellem 25 og 32 år giver også gerne et frivilligt nap med. De frivillige bruger i gennemsnit 16 timer om måneden på deres frivillige arbejde. Det svarer til knap 4 timer om ugen. Frivillige over 66 år er den aldersgruppe, som bruger forholdsvist flest timer på frivilligt arbejde – godt 22 timer per måned, mens gruppen af 30-49 årige bruger mindst tid på frivilligt arbejde - i gennemsnit 12 timer om måneden. Og hvad nu, hvis man vover det ikke helt statistisk valide regnestykke og ganger cirkaantallet for danskere i frivilligt arbejde med de 4 ugentlige timer, de lægger i det? Ja, så bliver det til cirka 7,2 millioner timers frivilligt engagement om ugen. Og hvem kommer det frivillige arbejde så til gode? Altså ud over de millioner af børn, unge og voksne, fra alle samfundslag og af alle køn og etniciteter, som over hele landet spiller skak i en klub, tager på festival, får en kop kaffe i en varme­ stue eller synger med i et kor i en kirke, for eksem­ pel? Det gør samfundet. I Socialforskningsinstituttets undersøgelse gøres den samlede værdi af den frivillige sektor således op til 9,6 procent af BNP. Det tal svarer til intet mindre en 134,5 milliarder kroner. n Kilder: Torben Fridberg og Lars Skov Henriksen (red.) Udviklingen i frivilligt arbej­de 2004 - 2012. SFI, 2014 og www.frivillighed.dk

UDØDELIGT ENGAGERET Selvom den har 40 år på bagen, så er Sebastians titelsang fra filmen Måske ku’ vi på ingen måde blegnet. Tværtimod er omkvædet ”Måske ku’ vi finde noget at bruge hinanden til?” blevet til en udødelig one-liner, der enkelt og nærværende beskriver det store håb og nervøse ønske om engagement i og fra et andet menneske.

6


Enestående engagement Nogle engagerer sig mere end andre. Her er redaktionens bud på tre særlige karakterer, som udviser et enestående engagement i deres livsopgaver.

Tintin: Den unge reporter skåner aldrig sig selv i bestræbelsen på at skabe en bedre verden. Får han blot færten af uretfærdighed, smider han alt og tager af sted, hvad enten skurkene skal bekæmpes i Bordurien eller i Mellemøsten. Ja, såmænd også på Månen. Hergés berømte tegneseriefigur er elsket verden over for sit rene hjerte og brændende engagement, og Tintin kender stort set ikke til hverken forfængelighed eller modløshed. Dertil er sagen for vigtig og pligtfølelsen for stærk

byen Orléans ned­kæmpede englænderne, og hun skabte stor moral i den franske hær. Senere vendte krigslykken, og Jeanne D`Arc blev anklaget for kætteri og brændt på bålet, fordi hun nægtede at acceptere kirkens syn på troen og som kvinde gik i mandeklæder. Allerede i 1456 blev hun erklæret uskyldig og ophøjet til kristen martyr. Jeanne D`Arc har ofte været fremstillet i kunsten, blandt andet af den danske filminstruktør Carl Th. Dreyer. n

Af Sørine Gotfredsen

Morten Olsen: Lige siden sin egen landsholdsdebut i 1970 har Morten Olsen tjent dansk fodbold som ganske få. I 2000 blev han selv landstræner og understregede dengang, at det væsentlige for ham var at styrke det folke­lige samlings­ punkt, som landsholdet er. Alle ved, at Morten Olsen gennem årene kunne have tjent væsent­ ligt mere som klubtræner ude i Europa, men hans legendariske engageme­nt i landsholdet har altid vejet tungest Jeanne D’Arc: Som helt ung

blev Jeanne D’Arc overbevist om, at hendes livsopgave var at frelse Frankrig. I 1429 blev hun af Karl 7 sat i spidsen for en hær, der ved

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

7


Jeg gider, de 8


når der er noget på spil Selvom Syrien er sønderrevet og nedsænket i kaos, er der stadig et liv, der skal leves. Midt i krigen møder DR’s korrespondent i Mellemøsten Puk Damsgård mennesker, der bevarer håbet og bekræfter livet. Vi har mødt hende til en snak om engagement, håb og flyskræk. Af Jesper Svendsen Foto: Maj-Britt Boa

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

9


P

uk Damsgård arbejdede i Pakistan som journalist for Jyllands-Posten, mens Muhamme­dkrisen stod på. Hun oplevede ikke kon­krete trusler, men endte alligevel med at blive smidt ud af landet, efter at en paki­stansk avis helt ubegrundet beskyldte hende for at distribuere Muhammedtegninger. Senere har Puk Damsgård rejst og arbejdet som korres­ pondent i det borgerkrigshærgede Syrien, hvor udenlandske journalister adskillige gange er blevet taget til fange og dræbt. Hvad har fået dig til at opsøge og arbejde i om­ råder, der kan være farlige? “Jeg synes jo ikke, arbejdet er fedt, bare fordi det er farligt, men fordi Mellemøsten er et spændende sted på mange andre måder. Jeg er på opdagelse i en kultur, der politisk, religiøst og kulturelt ligger meget langt fra det, jeg selv er rundet af. Min opgave er at oversætte den virkelighed, jeg møder derude, til noget folk kan forstå hjemme i Danmark. De mennesker jeg møder, lever ofte et liv, som er meget lig vores men bare et andet sted på kloden, hvor spillereglerne er anderledes.” Du har arbejdet og rejst meget i Syrien, hvor vi gennem flere år har været vidne til en ufattelig ondskab og rædsel? Hvordan kan man bevare håbe­t i de omgivelser? “Det kan man heller ikke altid. Det er ubegri­ beligt, det der foregår. Men selvom Syrien er et helvede, er der en hverdag, der skal fungere for almindelige mennesker. Man skal til bageren for at købe brød, man forsøger måske at oprette et lille interimistisk felthospital, og man sætter sit eget liv på spil for at redde andre. Det kan lyde underligt, men der er også noget livsbekræften­de derinde i krigszonen, som ikke kun er råt og brutalt: Når en mand sætter te over midt i et bombardement, eller når jeg bliver inviteret med til en families eneste måltid.”

10

Det er også livsbekræftende, når jeg ser syrerne bevare håbet midt i magtesløsheden. Tæt på frontlinjen ser man ofte børn lege på gaden med en pind eller et stykke legetøj, de har fundet, og man tænker; hvorfor leger de her? Børnene skal da straks væk fra gaden, for der kan falde en bombe hvor som helst! Men det er jo også farligt for dem at lege indendørs. Livet leves på trods, og det synes jeg er livs­ bekræften­de, selvom hele situationen er så forfærde­lig.

Passion og rastløshed Hvor kommer dit engagement fra? “Mit engagement kommer fra mine forældre. Både min mor og min far er meget engagerede i det, de gør. Min far er kørelærer og kører med den største passion rundt på de samme veje i Sydsjælland, som han har gjort siden starten af 1980’erne. Min opvækst er præget af både ordent­lighed og grundighed, og så har jeg en rastløshed, som kommer fra min far. Min far er meget rastløs og er hele tiden i gang, hvilket jeg også er, altså bare i Mellemøsten i stedet for i Sydsjælland. Rastløsheden er jo til tider et irri­ terende karaktertræk, men det er også min fremdrift!” Du har et specielt arbejdsliv og skal vel ind i melle­m medregne muligheden for at komme til skade eller i værste fald at miste livet, når du tager på arbejde? “Sådan er det ikke hele tiden! Jeg bor ikke i en krigszone til hverdag. Jeg lever et rimeligt almindeligt liv, kører rundt i min egen bil og går på markedet og så videre. Mit liv føles ikke ekstremt for mig. Et vildt liv er for mig to karriereforældre, tre børn, ejerlejlighed og to biler. Det, synes jeg, er vildt! Jeg synes ikke, jeg lever et ekstremt liv, men jeg arbejder med at portrættere mennesker i nogle sammenhænge, hvor der virkelig er noget på spil! Altså dér ude på kanten. Man finder ud af, at selvom vi mennesker fysisk er nogle bløddyr, er vi ekstremt stærke mentalt.”


“ Man finder ud af, at selvom vi mennesker fysisk er nogle bløddyr, er vi mentalt ekstremt stærke.”

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

11


12


“Jeg er på opdagelse i en kultur, der politisk, religiøst og kulturelt ligger meget langt fra det, jeg selv er rundet af.”

Jeg har læst et sted, at du ”slukker” for noget af dig selv i kritiske arbejdssituationer? Hvad går det ud på? “Jamen det er sådan noget overlevelses-noget. Når jeg står i en arbejdssituation, må jeg agere professionelt og kan ikke sætte mig ned og tudbrøle, selvom det måske ville være det mest norma­le. Det kan jeg gøre, når jeg kommer hjem. Det, jeg slukker for, er at tænke på dem derhjem­me. Jeg bliver nødt til at slå fra for at komme igennem det. Hvis jeg står i Syrien og tænker på min mand og hans ansigt, eller hvad han sagde forleden, går det slet ikke. Og det gælder også, hvis jeg ser en såret syrer, der minder mig om min mand eller min mor; så opstår der i den situation en eller anden forbindelse til mit eget liv, som ikke hører hjemme der.” Undersøger menneskers historie Du har oplevet, at en bombe fra et syrisk jagerfly ramte tæt på, hvor du befandt dig. Har du nogen­ sinde tænkt: Hvornår hører mit held op? “Ja, det tænker jeg hele tiden, og det er som om, at jo længere tid jeg gør det, desto mere nervøs og bange kan jeg blive. Jeg tænker, at jeg jo allerede har udlevet mit held! Jeg ved ikke, om det er tro eller overtro, eller hvad det er?”

Så du er troende? “I udgangspunktet ville jeg sige nej, men det er jeg jo alligevel nok i en eller anden forstand. Og jeg tror, det hænger sammen med, at jeg oftest er omgivet af folk, for hvem troen har en stor betydning. Når jeg er sammen med syrere, der står og råber på Gud efter et bombenedslag på gaden foran dem, så kan jeg sgu’ godt følge dem. Jeg er selv meget bange for at flyve, og hver gang jeg sætter mig ind i en flyvemaskine, håber jeg, at der er noget, der holder hånden over mig. Det hand­ ler om at være bange for at miste kontrollen. Jeg kan ikke overskue, at man ikke kan gøre noget, hvis nu maskinen falder ned. Tro giver jo en form for trøst. I krigszoner er jeg konstant omgivet af folk, der mister, og jeg oplever derfor, hvad troen betyder for dem. Jeg kan se, at de finder en styrke i troen – uanset om de er muslimer eller kristne.” Hvad ønsker du dig allermest? “At jeg ikke ligger og fortryder en fandens masse på mit dødsleje! Jeg er lidt af en hypo­kon­ der og er bange for at få en sygdom, hvor jeg lang­somt forfalder. Jeg vil gerne herfra frisk og i vigør. Jeg læste om en 82-årig mand, der faldt ned med sit svævefly, og jeg tænkte: Det var da en fantastisk død! "n

Hvornår gider du? Jeg gider, når der er noget på spil – altså ikke nød­ven­ digvis noget med liv og død! Det er jo lidt ligesom at spørge en ornitolog; Hvor­ for kan du godt lide fugle? Jamen det kan jeg bare! Jeg er journalist helt ind i knoglerne, og jeg tror i bund og grund, at det, der driver mig, er at undersøge men­ nesker og deres historier. Hvornår giver du op? Altså, jeg ved godt, at jeg ikke nødvendigvis stopper krige og den slags, men jeg giver op for en stund, når nyhederne bliver for hurtige, og når ting bliver for over­ fladiske. Jeg bliver frustreret, når jeg er vidne til, hvor travlt vi har i min branche, og hvor meget kvaliteten lider under det. Jeg tror, det er vigtigt at have sig selv med, og hvis jeg mister mig selv, så står jeg helt af.

Puk Damsgård (født 1978) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. I sit virke som for­ fatter og Mellemøsten-korrespondent for DR har hun modtaget flere priser. Puk Damsgård er aktuel med bogen: Ser du månen, Daniel, om den danske fotograf Daniel Rye, der var gidsel hos IS i Syrien i over et år. Puk bor og lever i Cairo med sin amerikanske mand, elsker det libanesiske køkken og mener, at Mellemøstens bedste falafel fås på busstationen i Ramallah.

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

13


Helt Den frivillige sektor i Dan­mark tæller cirka 100.000 organisationer og foreninger. Her udfører godt en tredjedel af befolkningen over 16 år frivilligt arbejde. Hvad får de 1,8 millioner mennesker mon ud af deres engagement? Vi har spurgt tre af dem: festival­arrangøren, FDF’eren og fodboldtræneren. Af Christine Rørdam Thaning og Lars Erik Frank

Foto: Anne Mie Dreves 14


frivilligt festivalarrangøren Som booker på flere af byens natklubber og medejer og presseansvarlig på det nystartede pladeselskab Wild North er 27-årige Josefine Winding i forvejen dybt involveret i den københavnske musikscene. Det afholder dog ikke Josefine Winding fra fri­ villigt også at lægge et par ugers sommerferie og adskillige timer henover året i arbejdet som med­ arrangør på musik­festivalen Søndagsvenner. Søndagsvenner er et tilbagevendende endagsarrangement med fokus på elektroniske musikgenrer som fx house og techno, der oftest forbindes med nattelivet. Men på to søndage hver sommer omdanner holdet bag begivenheden en øde indu­ strigrund på Refshaleøen til en musikarena under åben himmel i dagtimerne. Ved fælles hjælp bygger arrangørerne og en gruppe frivillige selv området op med forskellige scener, kunstinstallationer, lyssætning, madboder, chillout-sektioner og legeplads for børn. Alt sammen for at præsentere musikken i nye rammer og for et større publikum: ”Mit engagement stammer blandt andet fra en lyst til at give et andet billede af den elektroniske musik end noget, der er ekskluderende og kun egner sig til natklubber klokken seks om morgenen. Med Søndagsvenner skaber vi en ramme så langt flere kan nyde den og være med.” Det er gratis for alle at deltage i Søndagsvenner, som tiltrækker godt 7.000 københavnere i alle aldre. Det ikke-kommercielle grundlag skaber en helt anden type af engagement både hos det

faste hold af 10-12 musikpassionerede arrangører og de mange deltagere, end man fx kender fra festiva­ler med entré, mener Josefine Winding: ”Når alt er baseret på frivillighed, er der heller ingen forventning om, at der fx kommer et sponsoreret oprydningshold og gør rent. Det opfordrer vi deltagerne til selv at gøre – og de gør det faktisk. Hele stemningen uden indhegning og store sponsorreklamer lægger op til et enga­ gement fra folk, der passer på området og hin­ anden. Der er ingen andre, der sætter reglerne op, ud over myndighedernes krav om fx sikkerhed, som vi selvfølgelig overholder. Alle føler sig som en del af festen, som har karakter af en picnic­, og det giver en frihed under ansvar. Som frivillige arrangører får vi selv mulighed for at prøve nye idéer af og tilegne os nye færdigheder også helt ned i det små. Jeg var fx ret stolt, da jeg for første gang havde bygget bænke og sat scener op.” Også næste sommer vil Søndagsvenner for fjerde år i træk give københavnerne mulighed for et par søndage med elektronisk musik på Refs­ haleøen. Josefine Windings engagement ser i hvert fald ikke ud til at slippe op: ”Selvfølgelig er vi trætte og flade, når vi står en mandag morgen på Refshaleøen og skal til at pille scener, barer og anlæg ned. Og der kan godt være langt fra et planlægningsmøde i oktober, til man ser sine idéer folde sig ud et halvt år senere. Men så længe vi giver os selv plads til at udvikle os og ikke låser os fast på det, vi er sikre på virker, gider jeg godt. Det er en tilfredsstillelse at bidrage med noget kulturelt til København og at åbne et ukendt område i byen – og den elektroniske musik op – for københavnerne. ” n

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

15


FDF’eren

Helt frivilligt

Foto: Anne Mie Dreves

Som statskundskabsstuderende med et speciale rundt om hjørnet har den 27-årige Lasse Nybo nok at se til. Alligevel bruger han gennemsnitligt syv timer om ugen på at lede FDF K9 Nørrebro, som hører hjemme i Anna Kirke på Nørrebro. ”Spørger man mig, hvad jeg får ud af at være engageret i FDF, så kan jeg godt føle mig som en småspaltet person. Helt umiddelbart kommer min drivkraft jo af de smil og mennesker, jeg møder. Men hvis jeg siger, det også er for at dygtiggøre mig, så er det en anden vinkel. FDF’s kristne grundlag er en tredje, for her griber ånd og hånd hinanden i relationen med andre. Det giver også mening for mig på et eksistentielt niveau, ligesom det er med til at opfylde et dannelsesideal, der kræver engagement i andre mennesker,” siger Lasse Nybo. Som kredsleder er Lasse Nybo ikke kun optaget

16

af at skabe det kammeratskab, som var med til at danne ham selv, da han som barn gik til FDF i Aulum i Vestjylland. Noget af det, der i høj grad også motiverer ham, er de frivilliges engagement i hinanden. ”FDF er mere end bare at lave aktiviteter sammen. Det skal også være et sted, hvor vi kan vokse på hinanden som mennesker. Det gør vi, når jeg fx kan lægge armen om en makker, der ser ud til at løbe rundt i tilværelsen som en hund i et spil kegler, og sige: ’Måske skal du overveje, hvad der er op og ned i dit liv lige nu?’ Som mennesker befind­er vi os hele tiden i et krydspres mellem konkurrencestaten og det at være menneske. FDF må gerne være en succes og dér, hvor også lederne tilegner sig nye kompetencer. Men det har stor betydning for mit engagement, at FDF samtidigt også er et helle fra at skulle være frontsoldater i konkurrencestaten,” siger Lasse Nybo. En af de udfordringer, der især tiltaler Lasse Nybo i arbejdet som kredsleder, er at skulle omsætte sit eget engagement til et engagement hos de øvrige ledere. Kunsten er at skabe et engagement, der ikke brænder ud. ”Folk, inklusive mig selv, vil rigtig meget. De er ambitiøse og vil gøre en forskel. Her er min vigtigste funktion faktisk at begrænse de store drømme. Det spændende ved frivilligt arbejde er nemlig, at alting starter og slutter med de mennesker, der er engagerede. Vi må lade hinanden være frivillige på forskellige præmisser og med forskellige evner og ressourcer. Hvis ideerne ikke bliver ført ud i livet, eller nogen påtager sig opgaver, de ikke interesserer sig for, brænder det frivillige engagement ud. Det er en stor tilfreds­ stillelse at skabe den dynamik, der får et frivilligt lederfællesskab til at køre, samtidigt med at vi kan vokse på hinanden som mennesker. Det er ikke lige let alle steder i dag.” n


Helt frivilligt

Martin Østergaard-Nielsen har været pressechef for Brian Mikkelsen i både Kulturministeriet og Justitsministeriet og er nu pressechef i Vejdirektoratet. Alligevel bruger han hver uge i gennemsnit otte-ni timer på at træne og tage til stævner med 20-25 drenge i syv-årsalderen i Christians­ havns fodboldklub. Morten Østergaard-Nielsen mener ikke, at det nødvendigvis er en pligt at engagere sig i foreningsdanmark. Faktisk var det mere eller mindre tilfældigt, at han kom til at træne et fodboldhold. Det skyldtes, at hans egen søn ikke kunne komme til at gå til fodbold, før der meldte sig en træner. ”Til min egen overraskelse har det vist sig, at det er givtigt at have med de unge drenge at gøre, og at det er sjovt både at træne dem og blive en del af holdet og se det fælleskab, der opstår. Jeg kan selv huske, hvor stor betydning de gode trænere havde, og børnene er i en alder, hvor de utroligt gerne vil lære. Det, jeg også har oplevet, er, at der er en kultur omkring det at træne børn. Jeg har fået mulighed for at deltage i kurser og lære om, hvordan man træner dem. Det har inspire­ret mig til selv at tænke over, hvordan jeg vil gøre det. For mig er det for eksempel vigtigt at skabe en god kultur, hvor børnene er søde ved hin­anden. Martin Østergaard-Nielsens engagement som træner går langt ud over, hvad man kan forvente. Han bruger weekenden på stævner, hvor hans egen søn ikke deltager, skriver lange kamprefe­ rater, og vil på længere sigt gerne på ture med holdet. Men livet omkring stævnerne er for ham det allerbedste. Det er dér, holdet lever, og sam-

Fodboldtræneren menholdet styrkes, når man spiller i ens trøjer og bliver udfordret sammen. Men hans engagement som træner har også ført andre ting med sig. ”Jeg har aldrig været det store foreningsmenne­ ske. Men fodboldtræningen har vist sig også at være en indgang til lokalmiljøet, hvor jeg gennem mit trænerarbejde hurtigt har fået et meget stærkt socialt netværk. Når jeg afleverer børn i skole eller går en tur, møder jeg næsten altid nogen, jeg kender og får måske lige en high five. Jeg har fået venskaber, jeg ikke ville have fået, hvis jeg ikke havde været træner. Træningen af drengene og muligheden for at være sammen med sin søn på den måde har fået en stor betydning og er en af de meningsgivende ting i Martin Østergaard-Nielsens liv. Han mener ligefrem, at det er mere betydningsfuldt end et prestigefyldt job, og lige meget hvilket arbejde han fik tilbudt, ville han ikke opgive trænergerningen. ”De gode dage, hvor børnene er motiverede, og øvelserne kører, dér synes man bare, at det hele spiller.” n

Foto: Maj-Britt Boa

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

17


Herbert Pundiks lange liv har været præget af engagement. Den forhenværende chefredaktør på Politiken er drevet af et grundlæggende behov for at blande sig og har en tro på, at verden faktisk bliver bedre. Af Christine Rørdam Thaning Foto: Morten Langkilde/Polfoto

18


Tingene bliver bedre og bedre D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KĂ˜ B E N H AVN 2 0 1 6

19


H

erbert Pundik var blandt de første fri­ villige, der i 1948-49 deltog i krigen mellem jøder og arabere, forud for staten Israels grundlæggelse. Senere virkede han i 24 år som chefredaktør på dagbladet Politiken. Her satte han indsamlinger i gang til fordel for minearbejdere, de baltiske lande og palæstinensernes adgang til lægehjælp, alt sammen for at give læserne mulig­hed for at engagere sig. DEBATmagasinet har besøgt Herbert Pundik i hjemmet i Tel Aviv, hvor han og konen Sussi har boet i næsten 60 år, til en snak om, hvad han er drevet af. Jeg har læst i dine erindringer, at du som lille græd dig i søvn, fordi du ikke kunne tage ned og kæmpe mod Franco. Er dit engagement på Politiken funde­ ret i det samme som dit engagement i jødernes ret til at have et land: en nærmest medfødt trang til at kæmpe mod uretfærdighed? Jeg vil ikke blande det sammen. På Politiken var det noget universalistisk. Det havde jo ikke noget med jøderi at gøre, men handlede rigtig nok om en kamp mod uretfærdighed. Men i forhold til jødernes behov for at få en stat, kom det fra min familiehistorie. Denne kammertone, der går igennem familien og historien: flugt. Det må have en ende en dag, og det kan det kun få ved, at jøderne får deres eget land. Da vi efter krigen hørte, hvad der var sket med Europas jøder, måtte vi stille os det eksistentielle spørgs­ mål: Hvorfor ovelevede vi, mens alle andre døde? Man havde behov for at bekræfte sin tilværelse, at finde en rationel begrundelse, og vi havde ingen

20

at spørge. Den jødiske stat var ikke min personlige drøm. Den var derimod at slå sig ned i Danmark og få eksamen og gifte sig og leve en normal til­ værelse. Men der er nogle drømme, der kolliderer. Og for mig var det nok et moralsk krav. Nu har du fået lov til at overleve, så må du bruge din tilværelse på noget. Derfor var det helt naturligt at forbinde mig med det jødiske slagsmål for at få den jødiske stat.” Følte du, at du var forpligtet på det? “Ja! Jeg mente, at jeg skyldte et forsyn, eller hvad man skal kalde det, at bruge mit liv på at hjælpe nødstedte jøder, der stadig sad i lejre, med at få deres egen stat. Jeg drømte ikke om selv at skulle bo der. Og jeg rejste også hjem igen efter 13 måneder, da min kontrakt udløb, uden at have bagtanker om at vende tilbage. Jeg havde gjort min pligt. Der var kommet en stat.” Når du ser tilbage på din kamp, var det så det hele værd? “Ja. Der er en jødisk stat, og det er for mig det fuldkommen overordnede. Jeg skriver en klumme i Politiken, som mange synes, er meget kritisk, hvil­ket nok er berettiget. Men det er ikke udtryk for nogen skuffelse over alt det, der er sket. Det er en skuffelse over den måde, hvorpå flertallet bag Israel udnytter den historiske chance, de har fået, til at bygge en stat. Det går ikke, som jeg kunne have håbet. Men hovedsagen er for mig, at staten eksisterer. Jøder behøver ikke mere at bede ikkejøder om husly og beskyttelse. Efter templets øde­ læggelse, er dét det vigtigste, der er sket i 2000 år, og det har vi været med til. Så skal man ikke klage.” Menneskenes utrolige fremskridt Herbert Pundiks engagement strækker sig over virkeligt mange år, og man overvejer, om han


”Pligt udfører du uden nogen større glæde, men hvis du handler ud af et behov, så er der meget stor tilfredsstillelse.” mon ligefrem ser det som en pligt altid at være en del af den offentlige debat. “Nej, pligt er forbundet med noget andet, og det er ikke på den måde vigtigt, at jeg skriver. Pligt er noget, du har i forhold til andre menne­ sker. Jeg vil ikke besmykke mig og sige, at det er et udtryk for engagement, at jeg skriver. Jeg kan godt lide at skrive, og jeg har gjort det hele mit liv, men når jeg ser kommentarsporet til mine artik­ler, så er de fleste læseres holdninger på for­ hånd bestemt. Der er skyttegrave, og det er de samme argumenter. Der er ikke nogen, der tager stilling til konflikten som helhed.” Ja, og det kan jo være den anden side af det at en­ gagere sig. Man kan blive modløs og spørge, om det nytter, og om samtalen nogensinde rykker sig. Bli­ver du aldrig overmandet af den modløshed? “Nej, for hvis du ser på, hvad der er sket i vores tilværelse, og går ud fra på forhånd, at ting­ene ikke rykker sig, så er du meget urealistisk. Ting­ene rykker sig ustandseligt – i positiv eller negativ retning. Det positive tager vi for givet, men det negative koncentrerer vi os om. Hvis vi ser det Europa, vi har i dag, hvor Merkel kan få Tyskland til at forstå, at man skal acceptere mange hund­rede tusind flygtninge, der skal komme og få del i deres velfærd, så kan du se, hvor meget der har ændret sig. Det var utænkeligt mellem de to verdenskrige. Der er også sket så meget inden for videnskab, velfærd, økologi og alle mulige andre ting i løbet af mit liv. Det er

da meget muligt, at det går ad helvede til med noge­n ting lige nu, men hvordan det går om ti, tyve eller tredive år, det ved man jo ikke. Der er jo ingen grund til at miste modet eller troen. Menneske­heden i dag sammenlignet med for hund­rede år siden har nydt utrolige fremskridt. Bare det, at vores børn kan sige: ’Vi bliver hund­ rede år’. Jeg tror, at tingene bliver bedre og bedre. Det er de blevet i min tid. Men så er det at engagere sig vel også en pligt, fordi man ikke bare skal slippe alt og sige, at det går ad helvede til? “Ja, men ordet pligt lyder meget moralise­ rende. Det handler om et behov for at blande sig. Det kan jeg ikke lade være med. Pligt udfører du uden nogen større glæde, men hvis du handler ud af et behov, så er der meget stor tilfredsstillelse.” Sæt de realistiske mål Har du givet dit engagement videre til dine børn? “Hvis børn overhovedet er i stand til at lære noget som helst, så lærer de det af deres mor og far – undskyld, jeg siger det – ikke fra deres skoler. Forældrene er den nærmeste model. Vores datter har engageret sig på det politiske område inden for det mere humanitære. Alle vores børn har været meget aktive, og jeg tror bestemt, at vores tilværelse, så intens og urolig den på mange måder har været, helt givet har smittet af på børnene.” ¨

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

21


”Nu har du fået lov til at overleve, så må du bruge din tilværelse på noget.”

Foto: Christine Rørdam Thaning

Hvornår gider du, hvornår giver du op? Efter min mening er det et spørgsmål om biologi. Når kræfterne ikke slår til mere, så giver man op. Der er ikke nogen grund til at gøre det før.

Har du haft større mål, der har givet dig en retning? “Det er så svært at formulere store mål. Jeg tror, at folk, der har haft store mål, har gjort verden stor ulykke, mens folk, der har delmål, har bevæget verden. Både Hitler og Stalin havde et stort mål. Vi skal ikke overvurdere vores kapacitet som mennesker, og hvis man ikke sætter sig mindre delmål, tror jeg, at ens tilværelse kan blive forvirret og præget af spildt energi.” Så man bør ikke sætte sig mål, der rækker ud over ens eget liv og måske ligefrem ens børns liv, ligesom

de mennesker, der engang plantede egetræerne til den flåde, der først skulle bygges eftr 200 år? “Du har en begrænset energi, så du må prioritere og sætte dig nogle mål, du tror, at du kan nå. Jeg mener ikke, jeg har sat mig mål ud over, hvad jeg med rimelighed kunne nærme mig. Hvis det skal være et projekt og ikke fantasi, så skal det være et mål, der er bygget på et materielt, praktisk grundlag. Man må sætte sig mål, som man håber, at man kan realisere. Ellers er det ikke noge­t rigtigt mål. Så er det bare en grille.” n

HERBERT PUNDIK (født i 1927) er opvokset i København, og flygtede under 2. verdenskrig til Sverige på grund af sin jødiske baggrund. Drog som frivillig til Palæstina og deltog i krigen 1948-49 mellem jøder og araber­e. Uddannet økonom. Fra 1955-1965 udenrigskorrespondent for Information, den israel­ske avis Davar og DR. Chefredaktør for Politiken 1970-1993. Er stadig en aktiv klummeskribent i Politiken. Siden 1954 bosat i Tel Aviv med sin kone Sussi. Sammen har de tre børn. Har blandt andet udgivet erind­ringerne: Det er ikke nok at overleve, 2005, og Du kan, hvis du tør, 2006.

22


Herbert Pundik i Tel Aviv under en orlov fra den arabiskisraelske krig i 1948. Privatfoto. D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KĂ˜ B E N H AVN 2 0 1 6

23


Du skal plante et træ. Du skal gøre en gerning, som lever, når du går i knæ, en ting som skal vare og være til lykke og læ. Du skal åbne dit jeg. Du skal blive et eneste trin på en videre vej. Du skal være et led i en lod, som når ud over dig.   Du skal blomstre og dræ. Dine frugter skal mætte om så kun det simpleste kræ. Du har del i en fremtid. For den skal du plante et træ. Piet Hein, 1948

24


Foto: Maj-Britt Boa D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

25


Engage mentets evige dilemma

___

Drivkraften i et menneske kan udspringe af det helt basale og ønsket om at forstå sig selv. Programchef på Radio24syv Mikael Bertelsen befinder sig i det evige dilemma i forholdet mellem forfængelighed og uselvisk indsats. Af Sørine Gotfredsen Foto: Maj-Britt Boa

26


D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

27


T

anken kommer til os alle. Før eller siden må man overveje, hvad der egentlig driver én til at gøre og handle og leve, som man gør, og måske vil man komme til at indse, at driv­ kraften grunder meget dybt. Vi bærer alle på en historie, vores identitet er formet af kræfter, vi kun delvist forstår, og det er ikke ligetil at sætte ord på sit eget engagement. Jeg har opsøgt journalist Mika­el Bertelsen, der gennem årene har talt til os på både provokerende, forbløffende og inspire­ rende vis. Han blev med egne ord fundet i en papkasse uden for Børneradioen og voksede op som Mowgli i Junglebogen blandt de vilde dyr i Danmarks Radio og fik med tiden en position, hvor han kunne lave programmer som De uaktuelle nyheder, Den 11. time og Læsegruppen Sundholm. Nu står han sammen med Mads Brügger i spidsen for radiokanalen 24Syv, og med tanke på Mikael Bertelsens varemærke bestående af lige dele intensitet og sarkasme må man spørge, hvad denne mand mon inderst inde drives af? I sam­ talen her begynder han dog et helt andet sted, end man skulle tro. Eller også begynder han netop dér, hvor ethvert menneskes drivkraft har sin rod. Ved vort eget ophav. ”Jeg har mistet begge mine forældre. Min far levede vildt og voldsomt og festligt og blev meget gammel. Min mor var meget asketisk og selvopof­ rende, og hun blev kun 67. Han blev 82. Helt uretfærdigt, der er ingen logik i det. Jeg ville ikke have undværet noget af den smerte i min barndom, og det skal ikke lyde, som om min far ud­ levede én lang deroute. Men han voksede op i et meget religiøst miljø i Nordjylland, og jeg forstår godt, hvad han flygtede fra. Han sagde altid, at hvis jeg ikke røg og drak som et svin som 18-årig, ville jeg ikke få et kørekort. Nu er jeg voksen, og

28

jeg ryger ikke og drikker meget sjældent, men jeg er blevet et kontrolmenneske på grund af min far og den måde, han var på. Han arbejdede, til han var 81 år, men en nat på vej hjem fra Andys Bar faldt han ned i en kælderskakt og slog sit hoved, og så gik det hurtigt med demens. På et tidspunkt søgte jeg en plejehjemsplads til ham. Han fik et værelse på Sølund – Danmarks største plejecenter – men få dage før han skulle flytte ind, døde han.” Derfor kom Mikael Bertelsen aldrig til at besøge sin far på plejehjemmet, men forestillin­ gen om det havde sat sig fast, og han besluttede som journalist at finde svar på nogle spørgsmål. Engagementet kan vokse frem gennem behovet for at forstå. ”Det opstår for eksempel, når man har mulig­ hed for at lave radioprogrammer fra et sted, hvor det er svært at finde ud af, hvad man skal fortælle ud over, at én faldt i januar og brækkede hoften. Jeg kan bruge mit arbejde til at finde ud af alt det, jeg mangler at forstå, for min far flyttede jo aldrig på plejehjem, og når jeg taler med folk, der bor på et plejehjem, taler jeg måske ubevidst med min far.” Så du er i virkeligheden også drevet af trangen til at få indsigt i dig selv? ”Ja, men engagement handler også om evnen til at være til stede i alt, hvad man foretager sig. Jeg er optaget af, at min far fyldte meget for mange mennesker. Han var beundret og berygtet og byggede huse og byer, mens min mor gik meget op i venskaber og sine børn og mine børn. Hun ville samle mennesker og tale med andre, og det er ikke den slags, der gør, at man får en gade opkaldt efter sig, Min mor underviste i syning og havde som ældre nogle aftenskolehold i Kastrup, og da hun døde, fik jeg et brev fra én af de gamle elever, der skriver: ‘Jeg gik til syning hos din mor i femten år, og du skal vide, at vi er tyve af hendes gamle elever, der stadig mødes en gang om året og taler om din mor.’ Jeg kan sagtens opleve bartenderen på et værtshus klokken fire om natten


”Jeg ved, hvordan jeg selv og mange i denne medieverden kan få kraftig respons på ret små ting, og man bliver en pleaser, og man vil have det fix, det er, at folk siger, at man er en dygtig dreng.” stå og mindes min far, men det andet gjorde et stort indtryk på mig. Jeg tror, at min mor har været en sjælesørger og et samlingspunkt, og jeg er ikke sikker på, at nogen vil sende sådan et brev til mine børn, når jeg dør. Jeg tror, at min mor forstod noget, som jeg ikke helt har fattet. Hun gik ikke op i anerkendelse eller anglede efter respons. Jeg ved, hvordan jeg selv og mange i denne medieverden kan få kraftig respons på ret små ting, og man bliver en pleaser, og man vil have det fix, det er, at folk siger, at man er en dygtig dreng. Og måske er det dét, man gerne ville have, at ens far sagde. Drivkraften kan nok spores tilbage til nogle meget basale ting. Så hvorfor gør man det? Jeg har oplevet, at jo mere mit udadvendte og offentlige virke kørte på skinner, desto mindre slog jeg til over for mine allernærmeste. Det er meget mærkeligt. Når jeg lavede tv-programmer, var jeg meget opslugt af det og levede i mine følelsers vold. Det betød, at jeg ikke var helt til stede, når jeg holdt fri. Når noget går godt for én, kan man i virkeligheden være enormt fattig på de indre linjer, fordi man er alt for optaget af sig selv. Jeg fik meget ros, men jeg tror ikke, at dem, jeg var tættest på, synes, at det var så fede perioder.” En bestemt version af sig selv Mikael Bertelsen er en særdeles elskværdig mand. Han udstråler en pudsig blanding af det lidt gammeldags med jakkesæt og ret ryg og en næsten ydmyg måde at tale på, alt imens han åbent giver sig til kende. Der er intet tilbage af den ironiske

dobbelthed, der karakteriserede ham på tv-skærmen. Han er velvilligheden selv, og det var ikke mig, der lokkede ham til at tale om det forfæn­ gelige element ved engagementet. Han tager det selv op, og midt i det hele fortæller han også, at han altid siger nej til at tage telefoner ved store tvindsamlingsshows. Fordi han kommer i tvivl om, hvad den form for engagement egentlig dækker over, og om det i for høj grad rummer det selv­ dyrkende. ”Jeg bliver fanget i et dilemma, hvor man kan vise omverdenen sit fine engagement og samtidig fejre sig selv. Jeg stiller ikke op, for det er et tve­ ægget sværd, og jeg kan ikke overskue, hvorfor jeg skulle gøre det. Er det for at kunne stå frem som en særlig god person? Det ligger meget i vores tid det her med, at man gerne vil udsende en bestemt version af sig selv.” Men Mikael Bertelsen har faktisk prøvet at sidde med telefonen i hånden. Det gjorde han for første gang nogensinde, da DR og TV 2 i efteråret 2015 samlede ind til syriske flygtninge. Hvorfor sagde du pludseligt ja til at stille op i den anledning? ”Jeg ved det faktisk ikke. Måske fordi min kone sagde, at jeg skulle gøre det for undtagelsens skyld, eller måske fordi jeg i de foregående uger ikke anede, hvad jeg skulle mene om flygtninge­ situationen. Jeg havde ikke løftet en finger, men blev i stedet paralyseret af mediernes massive dækning, og så tænkte jeg, at jeg kunne løfte en telefon i stedet. Og så gjorde jeg det også på grund fortsættes på side 32

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

29


Mikael Bertelsen (født 1967) har ingen officiel uddannelse. I folkeskolen indså én af hans lærere, at Mikael ikke var så god til at skrive, men ikke desto mindre havde en del på hjerte, og han lod ham lave radio på skolens udstyr. I 1991 indledte Mikael Bertelsen sin autodidakte karriere på DRs Børneradio og har siden stået bag programmer som De uaktuelle nyheder, Bertelsen på Caminoen og Læsegruppen Sundholm. Fra 2003-2006 var han på DR2 chef for kunst og humor-programmer, hvorefter han i 2011 forlod DR og sammen med Mads Brügger blev programchef for den ny­startede Radio24syv. Mikael Bertelsen er gift med Malou Aamund og har tre døtre. Hans far, Gunnar Bertelsen, var arkitekt og manden bag blandt andet Café Victor og Café Dagmar i København. ¨ 30


”Når noget går godt for én, kan man i virkeligheden være enormt fattig på de indre linjer, fordi man er alt for optaget af sig selv.”

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

31


”Vi ønsker værter, der kan se op fra manuskriptet og se gæsterne i øjnene og være lyttende og spontane. Det handler om lyden af engagement.” ­ af nysgerrighed; for at se­, hvad det vil sige at del­ tage, og det var egentlig ikke så kvalmende, som jeg havde frygtet. Man skal også huske, at der inden for de kendte findes et hierarki, og da jeg var én af de mere semikendte, blev jeg sat på bagerste række, hvor jeg i ubemærkethed kunne tale med dem, der ringede ind. Det var en fin oplevelse at tale med folk, som bare gerne ville hjælpe, uden at få nogen særlig opmærksomhed ud af det.”

Hvornår gider du? Jeg tænker ikke over, hvornår jeg gider. Jeg er konfliktsky af natur og undgår derfor al for megen polemik og bes­ vær. Jeg forsøger bare at gøre ting, jeg ikke kan lade være med. Eller at sætte mig selv i situatio­ ner, hvor jeg lærer noget. Hvornår giver du op? Vinteren har de sidste år været ved at få mig ned med nakken, men foråret har reddet mig hver gang. Ellers har jeg ikke de store udsving. Jeg fokuserer på det lange, seje træk og håber, at jeg først giver op, når jeg skal dø.

32

Lyden af engagement Den spontane trang til at gøre verden et lidt bedre findes. Og skønt ens indsats kan virke så forsvin­­ d­ende lille, er det netop håbet om at få folk til at tro på det, der synes at være en del af motivationen for Mikael Bertelsen, der som dreng prøvede at bringe sine vrede adskilte forældre sammen ved at ringe dem op på to forskellige telefoner og tvinge dem til at kommunikere. Det lykkedes ikke, men han har til gengæld som voksen fået sin egen radio­ kanal, hvor han kan forsøge at få folk til at tale sammen. Og hvad er engagementet bag Radio 24Syv? ”Vi ville bevæge os væk fra den klassiske rolle­ fordeling fra P1 og spurgte: Hvorfor er det ikke forfattere, musikere, akademikere eller præster, der skal have mulighed for at fortælle historier? Vi vil finde dem, der har et enormt engagement, og vi ønsker værter, der kan se op fra manus­ kriptet og se gæsterne i øjnene og være lyttende og spontane. Det handler om lyden af engagement, og vi startede med næsten kun at ansætte folk, der aldrig før havde lavet radio. Det handler om at bevare evnen til at lytte, og der skal skabes

plads til, at lytterne selv reagerer.” Det handler om at skabe bevægelse i andre. Som sy-eleven, der var nødt til at reagere, da Mikae­l Bertelsens mor døde, for at lade ham vide, hvor meget hun havde betydet for dem. Eller da tv-seere gav lyd fra sig, da Mikael Bertelsen og Mads Brügger i en programserie lod hjemløse på Sundholm diskutere litteratur, hvilket fik forældre til børn, der var døde af misbrug, til at takke for, at det blev åbenbaret, at de, der har mistet alt, stadig har ressourcer, man sjældent tiltænker dem. Hvis bare ét menneske føler sig styrket og forstået, er det tegn på, at engagementet giver mening. ”Man skal bevare evnen til at lytte. Jeg prøver lige nu i samarbejde med en arkivar på Det Kongelige Bibliotek at lave samtaler med nogle personer, der først skal udsendes ti år efter, at de er døde. Så har samtalen ikke de samme konse­ kvenser for dem, og de kan med en anden fri­gjort ærlighed forklare, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Jeg overvejer også, om de først skal udsendes, når jeg selv ikke er her længere, for så jager heller ikke jeg den her respons, som jeg godt kan være afhængig af.” Før eller siden må man overveje, hvad der driver én til at gøre, som man gør, og Mikael Bertelsen har øjensynligt overvejet det længe. Både fordi han er opvokset i den mediejungle, der lokker enhver i retning af det selvdyrkende, og fordi han kender til de vidt forskellige former for engagement, der kendetegnede hans forældre. Alle møder vi netop dér – hos vore forældre – engagementet for første gang. Eller manglen på det. Og resten af livet må vi forsøge at sætte ord på vort eget. n


D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

33


Troen og hand lingen ___

Føler det troende menneske sig i ekstra grad forpligtet pü at tage del i verden, og hvordan opfatter vi i det hele taget forholdet mellem kristendom og engagement? Vi har bedt tre prÌster om at give et bud pü det, og de bringer os hele vejen fra Afghanistan til Vesterbro og tilbage til den grundtvigske barndomsby. Foto: Lotta Lemche 34

Af ?????


Så gør dog noget For 10 år siden landede jeg i Kabul, Afghanistan med et halvt hundrede hovedsageligt sønderjyske soldater. Temperaturen på Kabulsletten var minus 28 grader celsius om natten og lidt tættere på nul om dagen. Vi var blevet trænet i at modstå kamp og synet af blod – men ikke synet af fattigdom. Afghanistan er verdens sjettefattigste land og unge mennesker fra et velfærdssamfund kan ikke bare se på børn i frostvejr uden sko og overtøj uden at skride til handling. Lægen forklarede os nøgletallene for, hvor mange børn, der normalt overlever en vinter i sådanne områder, og også hvad der skal til for at ændre tallene. Selvom vi ikke kunne ændre statistikken, var vi nødt til at handle. Jeg har et meget rationelt forhold til godgø­ renhed. Det er ikke altid den første indskydelse, der er den mest nyttige. Samtidig har jeg en kristen tro, som lytter til andre menneskers behov. Både dem, der er i nød og dem, der er kommet i nød af at se på nøden. I det Ny Testamente står der ofte ”Han ynke­ des”. Det er en lidt ynkelig oversættelse af det græs­ke verbum splanknizomai, som betyder noget i retning af, at indvoldene kommer i bevægelse – eller at et andet menneskes situation tager bolig inde i mig. De unge soldaters indvolde var kommet i b­e­ vægelse – og nu skulle der handles. Soldaterne iværksatte i samarbejde med forældre og hjemlige boldklubber en tøjindsamling (mest sko) og Forsvaret var behjælpelig med transport. Civile og militære nøglepersoner i området blev konsulteret for at tilsikre, at nødhjælpen ikke blev opfattet som en favorisering af særlige klaner eller stammer. Snart kunne danske sko ses på lokale børnefødder. Det gav ro i maven. ”Ham der overlever vin-

teren!”, kunne man sige. Det er det, jeg kalder entil-en-diakoni. Undervejs i processen blev der opfundet mange dybe tallerkener – det vil sige, de aktive unge skulle lære sagsgange og forhold at kende for første gang. Kigger man på det samlede time- og ressourceforbrug i hele linjen af denne lille indsamling, er det tydeligt, at aktionen kunne have været langt mere effektiv, hvis de samme ressourcer var lagt i hænderne på Røde Kors eller Læger uden Grænser. Jeg foreslog meget kortvarigt at sætte cigaretprisen op i lejren. 20 Gauloises (et udmærket mærke som også ryges på Amalienborg) kostede 1 Euro. Hvis vi havde sat prisen op til 2 Euro og doneret 1 Euro til Læger uden Grænser, ville vi redde flere liv ved bare at sidde og ryge. Forslaget døde øjeblikkeligt. Heldigvis. Det var ”Så gør dog noget” og mave­ fornemmelsen, der vandt. Og hvis det andet forslag er smart, kan jeg jo bare beskatte mig selv. Det ene udelukker ikke det andet. Som teolog er jeg optaget af at lytte til en-til-en-aktørerne i samfundet, selvom det er organisationerne, der bedre kan ændre statistikken for nød. Jeg lytter, fordi det, der sætter handlingen i gang, er noget, jeg kender fra Det Ny Testamente. ”Splanknizomai” – et ud­ tryk, som beskriver hvad, der rører sig i mig og nok også, hvad, der rører sig i Gud, når Gud ser på mig. Som lutheraner kunne jeg også møde disse initiativer med mistro og mene, at de prøver at skabe Himmerige for dem selv – men hertil er udviklingen kommet videre. Empati og følelsen af lykke bliver i dag beskrevet langt mere detaljeret, fysisk og individuelt, end man kunne på Luthers eller Paulus’ tid. Vi kan sagtens gøre os klogere hver dag på at lytte til vores krop og lade være med at gå i vejen for hinanden – og samtidig holde fast i, at evighed ikke er noget, vi laver selv. ¨

Af Andreas Christensen, sognepræst ved Hellig Kors Kirke på Nørrebro. Har været udsendt som feltpræst i Afghanistan

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

35


Troen og handlingen

Privat og fælles Af Birgitte Kvist Poulsen, ledende sognepræst i Vesterbro sogn

36

Kan man tro uden at engagere sig, og engagere sig uden at tro? Det sidste spørgsmål er det letteste at svare på, og svare nej til, for uanset hvad man engagerer sig i, så ligger der en tro eller en overbevisning til grund for engagementet – det være sig om det er en politisk sag, ens arbejdsliv, om det handler om børneopdragelse, dyrevelfærd eller miljø. Det første spørgsmål er derimod en anden sag. Kan man tro uden at engagere sig? Det spørgsmål betoner troen på en anderledes måde. I vores protestantiske del af verden har vi vænnet os til, at troen er en privatsag. Den er et forhold mellem Gud og den enkelte, og der er ingen – hverken statslige institutioner eller andre mennesker – der skal eller kan stille sig i vejen for dette direkte forhold. Det betyder, at vi er lykkeligt fri for at vurdere, om troen nu også er rigtig eller forkert. Men friheden har også sine bagsider. En af bagsiderne er, at mange selv strikker troens indhold sammen. Derved kan den blive til stort set hvad som helst, og dens engagement kan komme til primært at gælde den enkeltes mulighed for selvudvikling. Internt diskuterer præster og teologer med jævne mellemrum, om det er nok at gå i kirke om søndagen, høre ordet og modtage syndernes for­ ladelse, for derefter at gå ud i verden og passe hver mand sit. At fastholde at det er nok, er et stærkt og

befriende synspunkt i et Danmark, der de seneste mange år har udviklet sig mere og mere i retning af en højestimeret konkurrencestat. Men spørgs­ målet er, om vi netop også af denne grund taber flere og flere medlemmer og potentielle kirke­ gængere på gulvet? Sagt på en anden måde så kunne det jo være, at troen netop kræver engagement, og at kirken engagerer sig i verden. Både som studenterpræst og nu som ledende sognepræst på Vesterbro er jeg overbevist om, at det er nødvendigt, at troen engagerer sig både i og uden for kirkens rum. Dog skal troens engagement ikke konkurrere, for tro og kirkeligt engage­ment drejer sig især om at være modkultur og om at stille skarpt på det menneskesyn, som evangelier­ne præ­ senterer os for. På Vesterbro, hvor jeg har været et par år, findes der mange engagerede mennesker. Sammen­ lægningen af de mange kirker til ét sogn er båret af et praktisk, fagligt og politisk engagement, men især af troen på, at det lader sig gøre at udfolde kristendom og tro i et åbent fællesskab, der byder verden indenfor, samtidig med at der bliver sat ansigt på troen også uden for kirkens rum. I samspillet med bydelens mangfoldighed engage­res og udfordres ikke bare kirkens folk, men alle der bruger kirken – det være sig om det er meget eller indimellem. I en stor by som København er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at man bruger kirken ikke fast men lejlighedsvis. Det kan man vælge at begræde, men man kan også se det som et udtryk for et nyt og anderledes engagement. Det behøver ikke at betyde, at vi giver køb på søndagsmenigheden og vores kerneopgaver. Disse er og bliver en grundsten i vores kirkelige og trosmæssige engagement, samtidig med at de er en kilde til stadig inspiration – også for dem, der ”kommer udefra” og engang imellem. Det er en mulighed for i fællesskab at åbne fortællingerne på ny, og skabe plads til at forholde sig til tro, kristendom og tilværelsens store spørgsmål i et gensidigt engagement. n


Troen og handlingen

fordringen som menneske I min grundtvigske barndomsby i Sjællands nordvestlige udkant boede en gammel, pensioneret bonde. Hver gang talen faldt på en eller anden, som savnede lidt jordforbindelse, forsvarede han vedkommende ved på sit sjællandske at sige: Han er jo meget engageret. For ham var det en nøgtern forklaring på, at vinduerne i et hus trængte til maling, at gårdspladsen var rodet, eller - hvis det var en kvinde, der var meget engageret – at børnene var ustyrlige, eller at bærrene rådnede på frugtbuskene. For var man engageret i verden, så kunne man nu engang ikke altid få tid til også at passe det derhjemme. Nu var denne gamle mand i virkeligheden selv et meget engageret menneske. Han interesserede sig for alting og gik til hvert et folkeligt foredrag og læste sin avis. Han havde i sit liv påtaget sig sin del af ansvaret for skole, kirke og gymnastikforening. Under krigen havde han haft jøder på flugt boende på sin gård, og han havde ansat karle og piger fra skrøbelige hjem og var blevet som en far for dem. Han havde passet sin syge kone med stor omsorg, og som pensionist og enkemand ordnede han folks haver, for eksempel præstens, for denne var nemlig alt for engageret til at gå op i havearbejde. Hver søndag sad den gamle på sin faste plads i valgmenighedskirken, og man var ikke i tvivl om, at her hentede han kræfter. Da jeg blev bedt om at skrive lidt om mit syn på, hvordan den enkeltes tro bør udtrykkes gen­ nem et engagement i verden, kom jeg til at tænke på denne gamle bonde. For ham var det at være engageret i verden noget fint og fjernt, der lå i få menneskers gener uafhængigt af deres tro, mens de fleste bare levede deres jævne og mere eller mindre muntre og virksomme liv. Og ser man på folk, der er engagerede i politik eller græsrodsarbejde, mennesker, der blander sig i debatten og virkelig gør et forsøg på at gøre Danmark eller ligefrem verden til et bedre sted, så er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Folks engagement kan have rod i deres kristne tro, men jo mindst lige så ofte i en ideologi eller i almindelig humanisme. Den grundtvigske bonde var rundet af en tra-

dition, der efterhånden er døet ud, hvor samlingen hver søndag i kirken om dåb og nadver betød, at man fik kræfter til at leve sit daglige liv, fordi man vidste, at der var en grundlæggende kærlighed i verden til menneskene. Derfor var man aldrig i tvivl om, at der var brug for én, og derfor måtte man også bære over med hinanden, fordi alle var Guds børn. Men han – og med ham Grundtvig – ville aldrig tale om, at den enkeltes tro burde udtrykkes gennem et engagement i verden. For ham var troen alene en gave, og der var ingen forpligtelse forbundet med den. Han kendte til menneskeligt engagement, men ikke til et særligt kristeligt engagement. For forpligtelsen eller fordringen lå i selve det at være menneske. Evangeliet blev så tilsagt det menneske, der måtte erkende, at det egentlig ikke gjorde den store forskel for andre end de nærmeste og måske endda her slog fejl. Ja, evangeliet rejste mennesket op, når det var faldet over sig selv, og gav det nyt mod. Måske nytter det ikke noget at engagere sig i en verden, der jo bare buldrer derudad. Men heldigvis er der stadigvæk mennesker, der ser stort på det og alligevel ikke kan lade være med at gøre det. Under alle omstændigheder ligger det i min grundtvigske arv at have tillid til, at alt i sidste ende heldigvis ikke står og falder med os selv. Som Grundtvig skrev det i en sang: ”Sort ser det ud, men almægtig er Gud”. n

Af Birgitte Veit, sognepræst ved Mariendals Kirke på Frederiksberg

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

37


Fra auto nom Fra auto til nom folke valgt ___

Han begyndte sin kamp i maskering på barrikader i gaderne. Nu fører han den med et tryk på en knap fra en stol i folke­ tingssalen. Pelle Drag­ steds politiske arbejde har drastisk ændret form. Men hans engagement lever fortsat i bedste vel­gående. Af Sørine Gotfredsen Foto: Maj-Britt Boa

38

___


til folke valgt Fra religion til kærlighed, fra kunst til politik, fra jura til filosofi. Frihed som tilstand og ideal står helt centralt i menneskehedens historie og udvikling. Men hvad vil det sige at være fri?

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

39


D

et bliver ikke mere kon­ kret. Hvis man ønsker sig en anderledes verden, kan man vælge helt bogstaveligt at drage i kamp. Det er udtryk for enga­ gement i sin mest kon­ tante form, og mens de fleste hurtigt opgiver tanken, fører andre den ud i livet. Det gjorde Pelle Dragsted, der som helt ung var del af det autonome miljø på venstrefløjen, og som i dag sidder i Folke­tinget for Enhedslisten. Allerede som 14årig så han sig selv som en revolutionær, der skulle bekæmpe kynisk kapitalisme og de ekstreme kræfter på højrefløjen, og tiden har været med til at give Pelle Dragsted indsigt i, hvad der sker, når det brændende engagement overmander dømmekraften. ”Når jeg i dag læser noget af det, vi skrev og tænkte, synes jeg, at det var totalt selvovervurde­ ret. Vi var ganske få hundrede og havde ingen forankring i de bredere bevægelser, som vi kun havde hån tilovers for. Det var dybt latterligt, at vi opfattede os selv som revolutionær fortrop. Det var en udpræget machokultur, der også rummede en vis dyrkelse af vold, hvilket for nogen har fået store konsekvenser, for har man først overskredet den grænse, kommer man nemt til at leve med en dårlig smag i munden. Det var en rygklapper­ kultur, hvor vi helt glemte at stille de kritiske spørgsmål til os selv, men den vigtige del af fortællingen var, at vi gjorde noget. Der var kort fra tanke til handling, og det var mere følelsen af at gøre noget, end det var resultaterne, der nærede os. Engang tog vi op til det lukkede fængsel i Sand­ holmlejren og hængte et banner op, hvor der stod: ”Luk røven, åbn grænserne!” Men hvem sagde vi egentlig ”luk røven” til? Det var jo sådan set til befolkningen, og det viser meget godt, at vi

40

ikke prøvede at overbevise nogen. Det var en lukket fest, det var modstanden, det handlede om, og der var ingen idé om, hvordan vi helt konkret fore­stillede os at ændre samfundet.” Hvordan indså du, at det ikke førte til noget? ”Det var en proces. Jeg husker, at jeg engang gik i én af de sortklædte demonstrationer, og så kom jeg til at se på folk, som stod og kiggede på, og jeg kunne se, at de var bange for os. Det var ikke appellerende på nogen måde. Men den overordnede grund til, at jeg ændrede holdninger, har at gøre med, at jeg begyndte at uddanne mig og få arbejde, og jeg fik også en kæreste, som jeg fik børn med. Når man ikke længere er i et lukket miljø, bliver man mere konfronteret med sine hold­ninger, og jeg opdagede, at jeg faktisk ikke kunne give et godt svar på mange kritiske spørgs­ mål. Jeg tror også, at det er derfor, at mange radikale miljøer er ungdomsmiljøer. Når man begynder at møde andre mennesker i andre sammenhænge, bliver det sværere at opretholde synspunkter, som ikke kan forsvares.” Pelle Dragsted faldt fra og blev i stedet en del af den demokratiske samtale. Men er det ikke netop dens træghed og i det hele taget systemets urokkelige karakter, der kan give mange en fornemmelse af, at det hele ikke for alvor nytter? Verden går sin gang, og vi er nødt til at følge med, hvad enten vi har lyst til det eller ej. ”Jeg har en social indignation med hjemmefra, og den er der altid, men jeg kender også til følelsen af håbløshed. Den har jeg haft hele mit liv, og i perioder bliver jeg overmandet af melankoli. Da jeg ikke havde børn, og politik fyldte det hele, ramte det hårdere end i dag, for det at få en familie skaber en mening i sig selv. Man må håndtere modløsheden, og det her lyder lidt klichéagtigt, men hvis man kan forbedre vilkårene for bare ét menneske, så giver det mening. Og jeg må spørge, om jeg overhovedet kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg ikke var politisk aktiv.” ¨


¨

“Man må håndtere modløsheden, og det her lyder lidt klichéagtigt, men hvis man kan forbedre vilkårene for bare ét menneske, så giver det mening.” D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

41


Hvornår gider du? Et eksempel er tiden om­ kring krigen i Irak. Det, at Danmark skulle i krig, gav mig lyst til at være med til at stoppe det. Der var enorme demon­ strationer, og dér fik jeg lyst til at gøre noget. Hvornår gir du op? Følelsen af at give op kommer lige pludselig – af og til i forbindelse med en ferie, hvor jeg er væk og tænker, at jeg ikke orker at vende hjem til det hele igen. Den følelse kommer bare helt af sig selv. Det er lidt uforklarligt.

42

At ofre noget for andre Siden Pelle Dragsted valgte at lægge sit arbejde i Enhedslisten, er han blevet en central person og nævnes ofte som én af de vigtigste kræfter bag partiets modernisering, der blandt andet har gjort op med revolutionsromantikken. Fra at være den maskerede fyr på gaden er han blevet til et åbent ansigt på Christiansborg og kender derfor også efterhånden til følelsen af at mærke status i det etablerede system. ”Jeg ville lyve, hvis jeg nægtede, at der findes en higen efter anerkendelse, men det er ikke derfor, at jeg er politiker. Også i BZ-miljøet betød anerkendelsen meget. Her handlede det om følelsen af at sætte noget på spil, og når folk kom i fængsel, var der en enorm solidaritet, og der blev sendt breve hver dag. Tanken om heltemod kender alle unge mennesker til, og jeg var faktisk dengang tæt på at tage til Colombia eller Kurdistan og deltage i væbnet kamp. Det var meget dragende for mig at kunne ofre noget for andre, for det må vel være den højeste mening med at være her. Da IS rykkede frem mod byen Kobane, tænkte jeg også, at man burde tage derned og slås, men det kan man jo ikke gøre, når man har børn. Hvis mit eget land blev angrebet, ville det være noget andet, og da vi herhjemme under krigen havde væbnet modstandskamp, var der virkelig noget på spil. Det er nok blandt andet fraværet af en sådan nær og håndgribelig alvor, der i dag kan få et enga­ geret menneske til at overveje, hvad meningen egentlig er.” Hvad nu hvis din egen datter kom og sagde til dig, at hun ikke tror på, at noget rigtig nytter, og at hun ikke gider have en holdning til samfundet? Hvad ville du sige til hende? ”Jeg ville pege på dét, der faktisk lykkes. For eksempel historien om Ungdomshuset, hvor der jo faktisk kom et nyt hus efter en kampagne. Og også dengang med irakerne i Brorsons Kirke. Det var en sag, jeg støttede, og det lykkedes jo at sikre ophold til nogen af dem. Der er masser af eksempler på, at det betaler sig at engagere sig. Jeg kan jo ikke bestemme over mine børn, men jeg kan sige, at jeg synes, at man skal gøre en indsats. Og nu bevæger jeg mig i retning af tanken om en større forpligtelse over for hinanden som menneskehed. At der findes noget, der rækker ud over

os selv, og som er forudsætningen for den menneskelige tilværelse. Nu opfatter jeg jo slet ikke mig selv som troende, men jeg kender godt til overvejelsen over, hvor forpligtelsen egentlig kommer fra. Der er noget på venstrefløjen, der kan minde om det religiøse, en stærk tro på nogle gyldige værdier.” Men hvorfor er de gyldige? Hvem eller hvad fastholder dem? ”Ja…” Mellemlang pause. ”Det praktiske svar er, at vi ved, at det virker, at vi tager os af hin­anden. Men politik handler jo i sidste ende om værdier, og hvis man bliver ved med at spørge `hvorfor`, hver gang man får et rationelt svar, må man på et tidspunkt sige – fordi det synes jeg, og dér støder man på et grænseland. Jeg tror på, at noget i os mærker pligten, men om det er biologisk eller reli­giøst betinget, ved jeg ikke. Empati er et alment menneskeligt træk, men ingen kan svare på, hvor det kommer fra.” Den, der tror på en stor selviskhed i os, vil sige, at empatien først og fremmest er tillært. Modsat mange på venstrefløjen, der sætter større lid til spontan menneskelig godhed ”Ja, det er jo det store spørgsmål. Jeg tror, at der er nær forbindelse mellem empati og indignation, men venstrefløjen skal ikke prøve at tage patent på empatien, og for eksempel i debatten om udlændinge skal man være forsigtig med at være så moralsk. Vi skal også stille krav til hin­ anden. Empati er til fordel for alle, men hvis den udnyttes, forsvinder den. Hvis du i din frihed skader andre, opfører du dig ikke empatisk.” Der er sket meget, siden Pelle Dragsted troede på engagementet i den helt kontante form, der netop kunne risikere at skade andre. Men han har ikke glemt følelsen af at miste en livsstil og en tro på ubetinget handling her og nu. Var det sørgeligt at sige farvel til den periode? ”Det skabte en form for tomhed, hvor jeg måtte spørge – hvad er jeg så god til? Men noget er jo også konstant, og jeg er ikke holdt op med at tro på, at vi kan skabe et anderledes samfund. Den tro har altid været en vigtig del af min iden­ titet, men jeg har tit tænkt over, hvad der ville ske, hvis vi fik skabt det perfekte samfund. Så var der ikke brug for at kæmpe mere. Og hvem er man så?” n


Pelle Dragsted (født 1975) indledte som teenager sit politiske engagement i Kommunistisk Ungdom og Anti­fascistisk Aktion, og i sin aktivisttid er han flere gange blevet dømt for at overtræde loven. Blandt andet da han i 1998 deltog i en aktion ved Sandholm­ lejren. Pelle Dragsted har en bachelor i historie og spansk og har tidligere arbejdet som pædagogmedhjælper, arbejdsmand og senest som politisk rådgiver. Ved valget i juni 2015 blev han valgt til folketinget for Enhedslisten og beskriver, hvor­dan han her første gang stående side om side med Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti i elevatoren måtte sande, hvordan man i demokratiets hoved­ kvarter for alvor konfronteres med sine egne holdningsmæssige modsætninger. Han bor i et kollektiv på Frederiksberg sammen med sin familie.

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

43


Det person lige enga gement

___

___

De knokler, bliver ved og giver aldrig op. Nogle mennesker lægger et markant personligt engagement i deres arbejde. Hvor får de det fra? Vi har spurgt journalisten, iværksætteren, håndboldspilleren, varmestuelederen og forfatteren. Af Jesper Svendsen, Christine Rørdam Thaning og Lars Erik Frank

44


LEa Korsgaard journalist

Lea Korsgaard er 36 år og har vundet priser og anerkendelse for sit arbejde. Den tidligere Poli­ tiken-journalist er medstifter af og chefredaktør i den banebrydende medievirksomhed Zetland, der formidler beretninger ad nye kanaler – fx i online-udgaver eller ved journalistiske live begivenhed­er. Hvor kommer dit engagement fra? Jeg var forleden til jubilæum på min gamle efter­skole, hvor forstanderen brugte et citat fra Christen Kold (højskolepioner, red.), som ræsonnerede meget fint med den måde jeg tænker på: Først oplive, så oplyse! Min tilgang til journalistikken er rundet af den grundtvigianske dannelses­ tanke. Altså den ide, der ligger i højskole-Danmark, når det er bedst. Du skal ikke gå ind i noget, hvis du kun gør det halvt. Du skal suge marven ud af tilværelsen! Hvornår gider du? Jeg gider, når jeg gennem min journalistik bidrager til den store samtale om, hvem vi er som mennesker, og hvem vi er som samfund. Jeg gider, når jeg laver noget sammen med mennesker, jeg holder af, og som føles meningsfuldt og handler om mere, end bare at tjene til dagen og vejen. Vi lever jo så sindssygt kort tid, at det næsten ikke er til at holde ud, og derfor skal alt, hvad man laver, være fyldt med glæde i videst muligt omfang. Hvornår giver du op? Jeg er af natur podet med et lyst sind, der gør, at jeg tænker: ”I morgen bliver også en god dag.”, men når jeg så oplever mennesker, der er slukke­de, så gider jeg ikke. Har du et højere mål, der driver dig? Ja, helt sikkert. At bidrage til at fortælle de histo­rier, der gør os klogere på os selv og det samfund, vi lever i. Lige nu er det helt store mål for os på Zetland at hjælpe folk til at navigere i den opmærksomhedskrise, som jeg mener vores samfund befinder sig i. Mængden af information er så voldsom, at vi mister overblikket og risikerer at komme til at leve fragmenterede liv i et fragmenteret samfund. De tidspunkter, hvor der er tid til ro og samtale, er under pres. n

Foto: Petra Kleis D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

45


Sharon parker

VARMESTUELEDER

Det er nogle af samfundets allermest udsatte, der har deres gang i Kirkens Korshærs varmestue Fedtekælderen på Christianshavn. Her kan de købe en portion billig mad og få et varmt bad i en ellers hård hverdag. Og der er mulighed for en snak med den 56-årige daglige leder Sharon Parker og hendes hold af ansatte og frivillige. Hvor kommer dit sociale engagement fra? Det er kommet af opgaven. Jeg er egentlig uddan­net biolog, men mens jeg skrev speciale fik jeg tilfældigt job i varmestuen. Jeg havde altid søgt efter noget, som kunne vække mit engagement, og det skete så i Fedtekælderen. Korshærens meget enkle og fine tilgang til mennesker passer rigtig godt med mine egne værdier. Hvilke værdier er der tale om? Med årene er det gået op for mig, at jeg har fået et værdikompas med fra min mor. Da hun selv kommer fra sydstaterne i USA, var det vigtigt for hende, at vi børn lærte at respektere andre mennesker uanset hudfarve, religion og social status. Det har jeg god brug for i mit arbej­de. Og så grundlæggende tillid til andre mennesker naturligvis. Hvordan undgår du, at dit engagement brænder ud? Jeg er god til at gemme noget til mig selv. Det er nærmest banalt. Hvis man giver, hvad man har af overskud – og ikke hele pakken - så får man faktisk mere, end man giver. Hele humlen er, at man ikke skal give for at få. Men alligevel er der bare det indbygget, at det er belønnende i sig selv at give. Men grænserne for dit engagement må vel blive udford­ret? Når der er snestorm og varmestuen som sædvanlig lukker. Vel vidende, at mange må sove udendørs. Der er situationer, hvor jeg går længere – fordi det ikke giver mening ikke at gøre det. Men jeg lever i det store hele med, at jeg ikke kan ændre verden, men blot kan tilbyde bad, mad, husly og menneskelig varme i et par timer. Korshærens målsætning er at hindre og lindre nød. Det er i sig selv en engagerende opgave at skabe et frirum, bygge en bro og hjælpe til med at gøre dagen og vejen en lille smule mere farbar for de udsatte mennesker, som opsøger os. Og måske om muligt så et håb. Om det lykkes, ved vi ikke. Men vi håber. n Foto: Maj-Britt Boa 46


Anne-Cathrine Riebnitzsky

forfatter

41-årige Anne-Cathrine Riebnitzsky har udgivet flere prisbelønnede romaner og været udsendt som kaptajn og rådgiver til den krigshærgede Helmand-provins i Afghanistan. Hendes roman Orkansæsonen og Stilheden udkommer i januar 2016 og handler blandt andet om tro. Hvor kommer dit engagement fra? Jeg tror, at det stammer fra perioden omkring min mors selvmordsforsøg, da jeg var 18 år. Det satte en masse tanker i gang, og jeg tænkte, at man må gøre noget og kæmpe for noget. At leve og være ligeglad er som at være en levende død. Mange mennesker ender i en trummerum, hvor alting er helt ens, og det kan være bekvemt og fint nok, men det kan også være fordi, man ikke kan finde på noget bedre at give sig til. Har du et større mål, der driver dig? Jeg føler jo, at jeg har et kald. Jeg føler mig kaldet til at være forfatter og skrive, og jeg kan se, at jeg har nogle evner, som gør, at jeg kan det. Både i forhold til at skrive og have indlevelses­ evne og fantasi. Du har et særligt morgenritual, hvad går det ud på? Jeg beder til Gud hver morgen, inden jeg går i gang med at skrive. Jeg er et skrivende menneske, og mit arbejde foregår ved computeren, så jeg skriver bønner til Gud, og jeg skriver de svar, som jeg fornemmer indeni. Jeg tror på, vi mennesker har fået Helligånden, og Helligånden kan tale i os, og så må man lytte. Hvornår gider du? Jeg gider godt gøre en indsats for folk, som gerne vil hjælpes, og jeg gider godt yde en indsats i andre lande, hvor arbejdet kan være farligt, hvis jeg kan se, at det rykker noget. Hvornår giver du op? Da jeg i syv år havde deltaget i Afghanistandebatten hjemme i Danmark og stadig fik de samme spørgsmål af journalisterne, stod jeg af. Så gad jeg ikke mere! n

Foto: Petra Kleis D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

47


ANTON Lau Gynthersen IVÆRKSÆTTER

Foto: Anne Mie Dreves 48

Egentlig går hans socialøkonomiske virksomhed Gadegrej rigtig godt. Men 30-årige Anton Lau Gynthersen skal ikke i al fremtid leje udstyr som pavilloner, scener og afspærringer ud til sports- og kulturarrangementer. Han og to partnere har star­ tet virksomheden Anton Energy. Sammen udvik­ ler de en mobil solcelledrevet generator, der kan skaffe billig, fossilfri energi i fx katastrofeområder, nødhjælpsarbejde og ved udendørs arrangementer. Hvorfor har du valgt at engagere dig i energi­ sektoren? Den helt korte historie er, at jeg ledte efter en større mening i mit liv. At leje udstyr ud til folk, der laver koncert, fest eller motionsløb i gaderne, ser jeg ikke noget større formål i mere. Det er fint nok, det har lært mig en masse, og det er her ideen til den solcelledrevne generator er opstået. Men nu handler det om at lave noget, der er større end mig selv og os, der laver Anton Energy. Noget, der kan komme rigtig mange mennesker til gode og er en del af den grønne omstilling. Hvad kræver det af dig at være iværksætter? Jeg brænder for vores projekt, så engagementet kommer helt naturligt, også når der skal laves en masse administrativt arbejde som fx forretnings­ planer og femårige driftsbudgetter til banken. Det skal bare gøres – så det gør jeg. Jeg har skullet tilegne mig en masse ny viden om fx energisektoren og markedet, som jeg ikke kendte meget til. Men det er spændende, fordi jeg er i uopdaget land, og vi har kastet os over en logistisk opgave, som ikke er løst af nogen før. En virksomhed i energisektoren lyder som noget, man kan tjene penge på. Betyder det noget for dit engagement? Anton Energy skal selvfølgelig være rentabel. Hvis der bliver tjent penge, skal de geninvesteres i virksomheden. Ideen til projektet er min. Og selvom det nok kan lyde stort i slaget at sige, at formålet er ”at redde verden”, så har jeg i forhand­ linger med mulige partnere understreget, at de ikke skulle se det som en investeringsmulighed, de kun skulle tjene penge på. Hvornår slipper dit engagement op? Aldrig, tror jeg. I sommeren 2016 står den første prototype klar til test. Så vil det nok give endnu mere mening for mig. n


Kasper Hvidt håndboldspiller

39-årige Kasper Hvidt er universitetsuddannet i spansk og kommunikation. Men hans engagement ligger først og fremmest foran netmaskerne på håndboldbanen. Her har han stået på mål for Danmark i over 200 landskampe, indtil han i 2010 valgte at fokusere på klubhåndbold. Nu spiller han i KIF Kolding København. Hvor kommer dit engagement i håndbold fra? Jeg er så privilegeret, at jeg har et arbejde, der er super sjovt, og som jeg elsker. Jeg har valgt det selv af lyst, og jeg har så mange muligheder. Det forpligter. Så skal man gøre sit ypperste. Det er jo ikke alle, der er så heldige at have det arbejde, de allerhelst vil have. Så kan jeg godt forstå, at man prioriterer andre ting eller ind imellem er mere opgivende. Er du engageret på samme måde i alt, hvad du foretager dig? Du har jo også taget en universitet­ suddannelse i spansk og kommunikation. Nej, der vil jeg kalde mig selv amatør. Jeg tror kun, man kan fokusere 100% på én ting, og lige nu er det håndbold. Men hvis det ind imellem er surt, kan det være rart at beskæftige sig med noget andet og så vende tilbage til håndbolden med fornyet energi. Du har også engageret dig i foreningsarbejde. Hvad handlede det om? Ideen var at bruge min status til at hjælpe andre til at få bedre muligheder. Derfor ville jeg gerne fokusere på, hvordan man gennem håndbold kan skabe bedre integration. Mange unge med anden etnisk baggrund vælger fodbolden, men i håndbold er der kortere vej til succes, fordi det er en mindre verden. Hvornår synes du, dit engagement lykkes? Selvfølgelig, når vi vinder. Men allermest når jeg møder en tilskuer, der er helt flyvende, fordi han har haft en god oplevelse. Alle ønsker vel at give glæde og god karma til andre, og hvis jeg via mit engagement kan brænde igennem og bidrage til en glæde og samhørighed imellem mennesker, så giver det mening. Det er også derfor jeg holder foredrag på for eksempel skoler. Jeg vil gerne inspirere andre ved at vise, at det kan lykkes. n

Foto: Anne Mie Dreves D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

49


Den usenti mentale

___

I en uoverskuelig verden, hvor ens indsats kan virke så lille, må vi huske lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Engagementet fødes i kærlighed til ham, der hjælper. Af Lilian Munk Rösing Illustrationer: AU Library, Campus Emdrup

50


samari taner

___

¨

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

51


D

en franske psykoana­ lytiker Françoise Dolto fortæller om dengang, hun som barn i kirken første gang hørte lignel­ sen om den barmhjertige samaritaner. Historien om manden, der tilhører et ildeset folkefærd, men er den der, frem for præsten og levitten, tager sig af den overfaldne, som ligger forslået i grøften. Dolto beretter, hvor­ dan den præst, hun hørte som lille, fordømte præsten og levitten og fremhævede samaritaneren som et forbillede på, hvordan man skal elske sin næste. Den lille Françoise var bestyrtet, hun havde hørt noget ganske andet. Hun havde i lignelsens ganske nøgterne beretning ikke hørt nogen fordømmelse af de forbipasserende eller lovprisning af den handlende. Og hun havde hørt, at det ikke var den overfaldne, men samaritaneren, der af Jesus blev udpeget som ”næsten”. Den lille pige havde, til forskel fra den prædiken­de præst, hørt ganske rigtigt. Lignelsen er Jesu svar på spørgsmålet: ”Hvem er min næste?” Den næste, jeg skal elske, som jeg elsker mig selv. Jesus peger ikke på den overfaldne, som får hjælp, han peger på samaritaneren, som er den hjælpende. Det er ham, der er min næste. Det er ham, jeg skal elske. Hvis der er en, der spontant og usentimentalt har hjulpet mig i en nødens stund, skal jeg elske ham. Ikke i en gengældelsens økonomi, hvor jeg skylder ham en lignende gerning, men i en kærlighedens økonomi, hvor jeg kan give kærlighede­n videre til andre. Hvis vi har oplevet at blive hjulpet i en stund af fortvivlelse og afmagt – eksempelvis som spæde af vores plejepersoner - har det givet os en kærlighedens kilde, som vi senere, ligesom samaritaneren, kan øse af til andr­e.

52

Den gode anonymitet For Dolto er det en vigtig dimension ved lignelsen, at samaritanerens gerning er usentimental og udramatisk. Hun forestiller sig ham som en simpel, ”materiel” mand, der bare løser en praktisk opgave. Det er ikke nogen stor opofrelse for ham at samle den forulykkede op og bringe ham til et herberg, og på sin videre rejse er det ikke noget, han tænker særlig meget over. For de velansete borgere, levitten og præsten, ville det have været stort postyr og kostet megen selvovervindelse, og det skal man ikke fordømme dem for. Hvis du ikke føler dig i stand til at hjælpe, skal du måske hellere lade være, for så kan det være, du hjælper dårligt. For Dolto er lignelsens budskab: Glem aldrig det overskud af vitalitet som din næste gav dig uden at dræne sig selv. Gak ud og gør lige så. I lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner er din næste ikke den, du har en inderlig, personlig relation til, snarere er relationen flygtig og næsten upersonlig, anonym. Derfor ser Dolto også en glidende overgang fra samaritaneren til de organisationer og institutioner, som i de moderne samfund varetager hans gerning. Det upersonlige og anonyme er sådan set en kvalitet, bortset fra at hun også minder os om, at der i lignelsen står om samaritaneren, at han blev grebet af medlidenhed. Den spontane medlidenhed må man gerne bevare, også som professionel hjælpe­ arbejder. Den mindste gestus Men alligevel kan man spørge: Hvad bliver der af ”næsten”, forstået som det individ, der giver en hånd og gør en forskel, når alt er institutionali­ seret? Er der plads til det socialt engagerede individ i et samfund, hvor ansvaret er overladt til statslige og kommunale institutioner? Har institutionerne frataget os det ”overskud af vitalitet”, som driver os til at hjælpe og være socialt engagerede? Den


”Flygtningesituationen har gjort det muligt for den enkelte at gøre noget, og det kan føles som en befrielse i en verdenstilstand, hvor det ellers virker umuligt.” aktuelle flygtningesituation viser, at der kan opstå tilstande, som ikke er forudset, og hvor menigmands hjælp pludselig bliver vigtig. Her giver det mening at tænke på hjælp ikke som en stor opofrelse, men som det man ligesom samaritaneren spontant kan gøre. En har tid og praktisk arbejds­ kraft at give af, en anden har penge, en tredje har tøj og tæpper, en fjerde har en bil til transport. Nogle er måske så tynget af personlig sygdom elle­r sorg, at de faktisk ikke har et overskud at give af. Men selv den mindste gestus kan have betyd­ning. Et smil, en opmuntrende bemærkning eller mail, enten til den der er i nød, eller til den nødhjælpende. Flygtningesituationen har gjort det muligt for den enkelte at gøre noget, og det kan føles som en befrielse i en verdenstilstand, hvor det ellers virker umuligt. Den økologiske katastrofe truer uafvendeligt, og konsumsam­ fundet lader til at have etableret sig som en selv­ kørende, verdensomspændende maskine, som vi ikke kan standse, selvom vi ved, at dens brændstof er menneskekroppe og -liv: nedslidte og underbetalte arbejdere uden for den vestlige verden. Hysterikeren, fetichisten og neurotikeren For den slovenske filosof Slavoj Žižek skyldes vores afmagtsfølelse, at kapitalismen har nået et punkt, hvor dens indre modsætninger er gået i uløselig hårdknude. Alt hvad vi kan gøre for at løse systemets dårligdomme, ser samtidig ud til at forstærke systemet. At løse økokatastrofen gennem grønt forbrug er et oplagt eksempel. For

Žižek er det centralt at erkende systemets indre splittelse, og det afgørende bliver så, hvordan man forholder sig til den. Her identificerer han tre forskellige samfundsborger-typer med begreber hentet fra psykoanalysen: Hysterikeren, fetichi­sten og tvangsneurotikeren. Hysterikeren føler splittelsen inderligt. Hun har en grundlæg­ gende bevidsthed om, at noget er galt. Som politisk type vil hun kaste sig ud i velgørenhed, kritik og aktivisme og bestandig være frustreret over, at det ikke lykkes at gøre verden til et bedre sted, men hun finder samtidig sin drivkraft i netop den frustration. Hysterikeren lever så at sige af det uopfyldte begær, af at det altid er noget at være i opposition til og brokke sig over. En variant vil være den hysteriker, der aldrig skrider til handling, men føler hun burde ”gøre noget”, mens hun samvittighedsplaget fortsætter sin forbrugende livsstil. Fetichisten er den, der forsimpler tingene og har en fetich, som han gør til problemets løs­ ning. Det kan eksempelvis være ”danskhed”. Fetichist­en erstatter den komplekse, uløselige modsætning med en, der er lettere begribelig og mener eksempelvis, at modstanden mellem tole­ rance og ytringsfrihed kan erstattes af en enklere modsætning mellem danskere og muslimer. Žižek kalder denne fetichist-type for ”den fundamentale fetichist”, men identificerer også en anden variant: ”den kyniske fetichist”. Den kyniske fetichist ved egentlig godt, at hans løsning er problematisk, men netop ved at give udtryk for denne bevidsthed, prøver han at legitimere sin problematiske løsning. Den kyniske fetichist er

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

53


”Er der plads til det socialt engagerede individ i et samfund, hvor ansvaret er overladt til statslige og kommunale institutioner?” den venstreorienterede akademiker, der bærer sine Nike-sko med et ironisk glimt i øjet. Øko­ kritikeren, der laver sjov med, hvor højt han elske­r sin bil. Et medlem af den kreative klasse, der højlydt erklærer, at kapitalismen er et lortesystem, og derfor med god samvittighed kan arbejde videre i dens tjeneste. Og så er der tvangs­ neurotikeren, som søger at udbedre manglen ved at oprette systemer. Her vil et eksempel sådan set være den begrebsgymnastik, som jeg nu med hjælp fra Žižek er i gang med.

Vi må leve med modsætninger Som kapitalismen bygger demokratiet på en række indre modsætninger: Den enkeltes selvrealisering og forpligtelsen på fællesskabet, ytringsfrihed og tolerance (som kan være vanskeligt at håndhæve samtidigt), folkets medbestemmelse og folkeop­ lysning (der hver for sig kan forfalde til henholdsvis intolerant populisme og elitær arrogance).

Her gælder det om at tage splittelsen på sig og erkende, at disse modsætninger ikke kan op­ hæves. Hvis vi vil have demokrati, må vi også leve med disse modsætninger og en bestandig forhand­ ling af balancen mellem dem. Men så er der sama­ritaneren. Ham, der kommer forbi en nød­ stedt, og spontant bare gør, hvad der skal gøres. Det er ham vi skal elske. Og det er næstekærlig­ hed hverken som tvangsneurotisk pligt, trodsig hysterisk lyst eller fetichistisk ideologi. Det er dér hvor vi, ligesom Søren Kierkegaard i slutningen af Kjerlighedens Gjerninger, bevæger os fra næstekærligheden som pligtbud (Du skal elske) til næstekærligheden som trang: ”I elskelige, lader os elske hverandre.” Som Kierkegaard parafraserer apostlen Johannes: ”Budet er, at Du skal elske, o, men naar Du vil forstaae Dig selv og Livet, da er det jo, som skulde det ikke behøve at befales; thi det at elske Menneskene er dog det Eneste det er værd at leve for, uden denne Kjerlighed lever Du egentligen ikke.” n

DEN BARMHJERTIGE SAMARITANER er en af de lignelser i Bibelen, som diskuteres mest, når det skal afgøres, hvem ens næste er, og hvilken forpligtelse man har over for næsten. Lignelsen er argument for alt fra, at min næste er hin enkelte, jeg tilfældigt falder over, til at argumentere for organiseret nødhjælps­ arbejde og velfærdsstat. I den tidlige kristendom blev lignelsen tolket allegorisk, hvor manden i grøften var det faldne menneske, samaritaneren var Kristus, herberget kirken, pengene troen, og at samarita­ neren ville komme igen, var udtryk for Kristius’ genkomst.

54


Foto: Polfoto D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

55


MANIFEST FOR ET MULIGT

·

De vestlige demokratier er under pres i den nye globale verdensorden. Vi er langsomt ved at miste vores frihedsrettigheder, vores arbejdstagerrettigheder, vores velfærdsstater og endda demokratiet som styreform. Men ingen taler om det.

Det er svært at overskue, hvad man skal gøre for at påvirke den store verden, men man kan gå systematisk til værks. Forfatter Kaspar Colling Nielsen leverer her et engagementets manifest med helt håndgribelige råd til, hvad han mener man rent faktisk kan gøre.

56

·

Vesten har i nyere tid repræsenteret det rigeste og mest avancerede både militært, teknologisk, videnskabeligt og kulturelt. Vi udviklede det moderne demokrati i form af åbne og frie kapitalistiske samfund, og i mange år konkurrerede vi primært med hinanden. Vi var nok kapitalister, men først og fremmest var vi demokrater, og i en vis forstand var den frie konkurrence suspenderet, fordi den hvilede på de demokratiske og ukrænkelige frihedsrettigheder.

· I dag er situationen en anden. For det første ligger de største og mest avancerede virksomheder i dag i Asien, og pengene og arbejdspladserne bevæger sig øst på. Det gælder ikke blot de lavtlønnede produktionsjob, men i stigende grad også den vestlige middelklasses arbejdspladser.

· For det andet tilbyder internettet et totalt ukontrolleret arbejdsmarked. Når mine IT-iværksætter­

venner hyrer folk, foregår det via nettet på store platforme med millioner af profiler. Mine venner er ligeglade med, hvor i verden disse ’profiler’ befinder sig, og om de har adgang til toilet, om deres børn går i skole, og om de har adgang til gratis sundhed. Det er bare nemt og billigt, og det der kostede 20.000 kr. i den ’gamle’ verden, kan man købe for 200 dollars i den nye. Alt dette introducerer en dybt problematisk markedslogik, for succesen for de asiatiske virksomheder og IT virksomhederne hænger nært sammen med frihed fra rettigheder og i vidt omfang også ethvert hensyn til klimaet.

·

De globale kræfter er så stærke, at ingen nationer kan påvirke dem politisk. Derfor er det politiske system i stigende grad ved at blive irrelevant. Ideologiske politiske reformer er i dag er stort set umulige, for der findes kun én mulig politik. Det er markedstilpasningspolitik, og det eneste, der kan diskuteres, er tempoet hvormed den skal foregå. Selv noget så ikke merkantilt som folkeskolereformen var ikke baseret på didaktiske og pædagogiske holdninger, men alene på at sikre vores fremtidige konkurrenceevne.


POLITISK ENGAGEMENT

·

Det eneste værn mod de globale markedskræfter er en ny forbrugerbevidsthed. En ny form for efterspørgsel, som kræver, at menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, demokratiske frihedsrettigheder og hensynet til klimaet overholdes i produktionen. Så længe vi køber de billigste produkter uden at stille krav, støtter vi et uciviliseret marked, som langsomt vil afvikle vores demokratiske velfærdstater, fordi de forringer vores konkurrenceevne.

· Vi må blive normative i vores forbrug. En sådan bevægelse har vi allerede set indenfor

fødevareområdet. For ti år siden var økologiske forbrugere en lille sekterisk gruppe af frelste mennesker, nu er det en stor og voksende bevægelse. Andelen af økologiske produkter er ikke vokset på grund af fremsynede politikere. Tværtimod. Udviklingen er alene sket, fordi der er en stigende efterspørgsel efter økologiske produkter i markedet.

·

Vi bør stille krav til alle de produkter, vi forbruger. Vores mobiler, vores TV, vores biler og meget andet. Man kan begynde med ikke at flyve med Ryan Air, hvis man er uenig i måden, de behandler deres medarbejdere på. Og hvis man ikke bryder sig om Qatar, fordi det er et fascistisk og middelalderligt religiøst diktatur, der støtter terrorisme, kan man lade være med at tanke hos Q8. Det ville være en start.

· Vi burde slet ikke forbruge kinesiske produkter, fordi Kina er et diktatur, der ikke

overholder menneskerettighederne, og som udbytter en enorm hær af arbejdere, der lever som slaver.

·

Men hvad med alle dem, der ikke har råd til at have fine fornemmelser, når de forbruger? Svaret er, at alle må forbruge, som de har lyst og råd til. Men selv hvis blot en lille gruppe begyndte at stille krav, ville det skabe et nyt marked, hvor vestlige produktionsarbejdspladser igen kunne begå sig. Demokratiet ville atter blive en legitim styreform i en rasende, globaliseret og uciviliseret verden, der udvikler sig i en retning uden normer, rettigheder og regler.

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

57


Det skal nytte og det skal rykke Blandingen af dårlig samvittighed og lyst til at gøre noget kan føre til meget. For Andreas Lloyd resulterede det i en ny tro på, at man kan finde sammen og rykke demokratiet nærmere sine rødder. Af Christiane Gammeltoft-Hansen Foto: Maj-Britt Boa

58


D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

59


E

fter kommunalvalget i 2009 stod Andreas Lloyd med en oplevelse af valgkampen som fjern og præget af verbale slås­kampe om sager, der ikke rigtig vedkom ham. Han stemte – selv­ følgelig gjorde han det. Men det var uforløst at sætte sit kryds. Fem minutters engagement en gang hvert fjerde år, var det virkelig alt, hvad det kunne blive til! Partierne og foreningerne fiskede efter medlemmer. Men han havde ikke lyst til at skulle ind­ordne sig i de stive strukturer, som organisationer­ne udstak. Han havde bare lyst til at engagere sig og bruge sin handlekraft i sin egen hverdag. Da var det, at Borgerlyst opstod. Borgerlyst er et samfundslaboratorium, som Andreas stiftede sammen med sin kollega Nadja Pass. De havde ikke nogen strategi eller konkrete mål, da de lancerede Borgerlyst. Det, der var vigtigt, var, at der skulle sættes gang i samtalen. Det blev til en række samtalesaloner, hvor der var mulighed for at tale om, hvad man ønskede af forandringer, hvad der optog en, og hvad man så som det gode samfund. “Vi troede, at vi skulle bruge en masse kræfter på at overbevise folk om vigtigheden af at enga­ gere sig. Men det skulle vi ikke. Folk var med lige med det samme. De ville gerne gøre noget, og havde det ligesom os. De ville gerne i gang uden at skulle melde sig ind i en forening først.” Men hvorfor ikke melde sig ind i en forening eller en organisation? De kan jo være med til at kanali­ sere kræfterne og hjælpen derhen, hvor der er brug for det og rummer vel også en merviden, som man kan trække på, sådan at man ikke hele tiden skal starte fra bunden af? “Jeg tror, der er mange, der vægrer sig ved at melde sig ind i et politisk parti, fordi man oplever, at partierne er topstyrede. Ofte er det en lille gruppe i partitoppen, der tegner partiet. Hvis

60

man ikke som menigt medlem oplever, at man bliver lyttet til og kan være med til at sætte en dagsorden, så mister man lysten. Man vil ikke være et lille tandhjul i et stort foreningsmaskineri. Man vil stå frit og kunne handle spontant. På den ene side er det sundt, for det gør, at vi forholder os kritisk og selvstændigt til vores omverden, men samtidig er det også sårbart. For hvis vi ikke vil forpligte os på hinanden, hvordan kan vi så lære at handle sammen? Før blev vi født ind i et fælles­ skab og skulle lære at være individer. Nu bliver vi født som individer og skal lære at være en del af et fællesskab. Lige nu er det sådan, at mange hellere vil være med i en facebookgruppe end at være med i en forening. Men disse løse, uforpligtende fællesskaber bliver udfordret: Hvordan træffer de beslutninger sammen? Hvordan holder de møder og hvordan løser de konflikter? De sociale medier er ofte ekkokamre, der ikke lærer os, hvordan vi taler med mennesker, der ikke ligner os selv.” Det lyder som om, du har rykket dig i forhold til det, der fik dig til at danne Borgerlyst. At det ikke kun er det lystbetonede engagement, der er optager dig, men mere det forpligtende fællesskab? “Borgerlyst begyndte med en lyst til at være en mere engageret borger. Og det er der, det skal begyn­de – med lysten. Men lyst er også en flygtig størrelse, og der er lang vej fra at have lyst og til at skabe vedvarende, sociale forandringer. Det kræver en anden grad af forpligtelse og målrettethed. Her har jeg indset, at vi ikke kommer uden om organisationerne. Jeg er især optaget af, hvordan den uformelle, spontane borgerlyst kan blive under­støttet af strukturer, viden og redskaber, der netop kan gøre disse tiltag bæredygtige på længere sigt.” Inspiration fra England “Udover alle de erfaringer jeg har gjort mig i Bor­ gerlyst og i Københavns Fødevarefællesskab, har jeg været meget inspireret af den engelske organisation Citizens UK. Det er en sammenslutning af ¨


D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

61


Hvornår gider du? Det handler ikke om at gide. Jeg tror ikke, at jeg kan lade være. Hvornår giver du op? Jeg har brug for at dele min begejstring. Det er lettere at give op, hvis begejstringen ikke smitter – og forpligter mig.

62

civilsamfundsorganisationer, der sammen arbej­ der for at skabe bæredygtig social forandring. De er dygtige til at skabe koblingen mellem det orga­ niserede og det spontane. For dem handler det ikke bare om at mødes og have gode samtaler, men om at skabe reel forandring, for de margina­ liserede og udsatte grupper i samfundet. Da jeg tog kontakt med dem, svarede stifteren, Neil Jameson, at han ikke var interesseret i at mødes med mig, hvis det bare var sådan en hyggesnak, hvor vi talte i hurraord og ikke arbejdede for egentlige forandringer. Det var ikke nok med lyst, jeg skulle ville noget mere med det. Det var klart en provokation, og det havde en motiverende effekt på mig. Det har været medvirkende til, jeg i sommeren 2015 valgte at træde ud af Borgerlyst for at fokusere på at arbejde med den tilgang, der ligger til grund for Citizens UK.” Hvordan er Citizens UK organiseret? “Citizens UK’s arbejde er bygget på en tilgang ved navn community organising. Det går ud på at tale med lokale borgere og organisationer, og høre hvad der optager dem i deres hverdag, hvad de ser af problemer og hvor de ønsker forandringer. Derefter hjælper Citizens UK folk med at finde sammen om fælles sager. I stedet for at overlade initiativet til de offentlige og politiske systemer, handler det om at organisere og udfordre lokale borgere til selv at tage initiativet. Ikke for at løse problemerne for dem, men for at gøre dem i stand til at løse deres problemer selv. Kirkerne var blandt de første medlemsorganisationer i Citizens UK, da de startede deres første lokale alliance i Øst­ london i 1990erne. Og i dag er 60 procent af medlemmerne kirkelige organisationer. Men ellers er der en bred repræsentation fra hele civilsamfundet. De har ikke nogen ideologi eller parti­politik til fælles. Medlemmerne arbejder sammen om sager, som de alle er interesserede i at gøre noget ved og forbedre: god skolegang, flere boliger der er til at betale, en mindsteløn der er høj nok til, at man kan forsøge en familie med den, ordentlig pleje af syge og ældre, en værdig behandling af asylansøgere. Det er her der sker en kobling mellem den umiddelbare lyst til at gøre noget og så det lange seje træk. Man behøver nemlig ikke at købe en hel pakke, man kan godt engagere sig i en enkelt sag. Men ved at Citizens UK sørger for, at de, der er optaget af det samme, finder sammen og giver en struktur til samarbejdet, er der kortere

vej til, at det faktisk kan forandre noget. Man tager den spontane lyst og tilfører den noget viden om magtstrukturer, relationer og beslutningsgange, hvilket gør at man hurtigere kan komme i dialog med de beslutningstagere, som man skal have i tale.” Og hvordan er det kommet til udtryk? “I dag er Citizens UK etableret i en række byer i England, hvor de har bygget lokale borgerallian­ cer op. Tre dage før det sidste parlamentsvalg, havde de inviteret lederne fra de tre største politi­ ske partier til et valgmøde, hvor de bad dem om at forholde sig ikke til deres egne politiske programmer, men til de sager som Citizens UK har sat på dagsordenen. Der var over 2200 samlet til mødet. De fleste var ledere for lokale sammen­ slutninger og organisationer. Jeg var der også selv, og det var helt tydeligt, at magten den aften ikke var på scenen hos de politiske ledere. Den var i salen. Det var en markering af, at politikerne stod til ansvar for borgerne, og at borgerne ikke overlod det til politikerne at sætte dagsordenen.” Kan man forestille sig noget lignende i Danmark? “Vi er en gruppe, der nu arbejder på at introducere denne community organising-tilgang til Danmark. Gruppen har en bred erfaring fra civilsamfundet, og så deler vi ønsket om at give lokale borgere og fællesskaber mere politisk gennem­ slagskraft. Vi er i gang med at opbygge samarbejds­ relationer mellem lokale organisationer og rejse penge til projektet. I første omgang vil vi opbygge en lokal borgeralliance på Nørrebro og Bispe­bjerg. Det er Danmarks fattigste bydele, men også bydele med nogle markante fællesskaber. De taler bare ikke sammen, og det gør det vanskeligt at rykke på de problemer, som er i bydelene. Vi vil lytte os ind på, hvad det er, der optager folk i disse bydele, skabe kontakt mellem de lokale fællesskaber og hjælpe dem i gang med at arbejde sammen. Målet er at skabe en platform for handling, hvor borgerne kan møde beslutningstagerne ligeværdigt. Som teologen Hal Koch skrev i sin bog “Hvad er demokrati”, så er demokrati ikke bare et system, der skal indføres. Det er en livsform, der skal til­ egnes, og hver generation skal lære den for sig selv, i den kontekst den lever i. Det er i bund og grund det det drejer sig om. At skabe rammerne for, at vi som borgere kan finde sammen, knytte bånd og handle sammen. At rykke demokratiet tilbage til sine rødder.”n


”I stedet for at overlade initiativet til de offentlige og politiske systemer, handler det om at organisere og udfordre lokale borgere til selv at tage initiativet.”

Andreas Lloyd (født 1980) er uddannet antropolog, medstifter af Samfunds­laboratoriet Borgerlyst, og forfatter til bogen Borgerlyst – handlekraft i hverdag­en. Har arbejdet som konsulent for blandt andet kommuner og civilsamfundsorganisationer. Bor i kollektiv, er engageret i Københavns Fødevare­ fælles­skab. Medstifter af organisationen Medborgerne i efteråret 2015.

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

63


“Jeg bliver urolig, når jeg mærker, at engagement blot er noget, man er i besiddelse af, fordi man vil holde sig selv oppe.” 64


Engagement for menneskets skyld Når han havde været om bord på skibene, fandt man altid en besæt­ ning, der enten ikke tålte flere præster eller stod med en lettere hovedrysten over alle disse religi­øse fantaster, der var klar til at gøre det af med deres modstandere - om ikke før så dog i evigheden, hvor mod­­standerne skulle brænde, skrige og vånde sig. Hans voldsfantasier gjorde et stort indtryk. En dag var det så min tur til at møde ham. De første mange år som sømands­ præst havde jeg kun truffet ham på kajen. I ny og næ syntes jeg, at jeg havde været med til at rydde op efter ham. Altså sådan åndeligt set. Hans “Jesus” kom med draget lanse, og han svang den over menneskehedens hoveder, der måtte trille. Det var især alle de seksuelle synder, han havde i fokus. Han vidste god besked, kunne jeg forstå på besætningerne. Han vidste ikke kun om alt det, man kan finde på under dynen, men også om det, man kunne gøre i stalde og på marker. Han var langt mere optaget af de synder, end han var af løgnen, tyveriet, menneskehadet, og han tænkte aldrig over, om han mon misbrugte Guds navn. Han lagde et forfærdeligt engagement for dagen. Han havde inviteret sig selv indenfor hos mig - og naturligvis var han velkommen. Den mærkeligste samtale, jeg nogensinde

Af Peter Skov-Jakobsen Foto: Sille Arendt

har ført. Han talte aldrig med mig. Han brugte sproget til at sende venligheder imod mig for at gøre mig afslappet, så han kunne slå til, når han syntes, at det var tid. Han var slet ikke interesseret i mine holdninger. Han havde en dagsorden, et engagement, og han ventede kun på, at jeg sagde et stikord, og så ville han lade sit vandfald af ord plaske ned over mig. Ham glemmer jeg aldrig. Han lærte mig i hvert fald een ting. Man kan have et engagement, der har mere med ens selv­ spejling at gøre, end det har med interessen for medmenneskene og verden at gøre. Han lærte mig at springe to skridt tilbage fra mennesker, der ikke lytter, der ikke har tid til samtalen. Han lærte mig, at det menneske, der altid går rundt med en dagsorden, nok i virkeligheden ikke er til stede i verden, men er midt i sin egen selvovervurdering. Engagement - det må gerne være optaget af medmennesket. Det må gerne være stærkt, men jeg bliver urolig, når jeg mærker, at engagement blot er noget, man er i besiddelse af, fordi man vil holde sig selv oppe. Jeg er tryg ved engagemen­ tet, når det hele tiden har den anden, samfundet, fællesskabet, ideen for øje. Jeg bliver tryg ved det, når jeg mærker, at jeg ikke bare er et vælgerhav, der skal fiskes i, eller et menneskehav, hvor jeg blot skal hverves. Folk må da gerne ville det bedste for sig selv. De må gerne være optaget af at vinde sig viden og indsigt og rigdom. De må

gerne være ambitiøse. Men hvis deres engagement ikke rummer evnen til at lytte, ikke er i besiddelse af selvkritik, ikke kan træde tilbage i agtelse for et andet menneske eller indse et andet menneskes gode idé, forekommer deres engagement mig bare at være råberi, og det er jeg bange for. Jeg synes, at verdenshistorien er fyldt med mennesker, der blot spillede højere, hvis de ikke kunne få de andre med eller sang og talte højere, når de manglede tilhængere. De lagde ikke mærke til den ængstelige tavshed, de efterlod, og tænkte aldrig over, at deres gode intentioner var gået fra at være moral til at være moralis­ me. De mærkede ikke, at deres tilhængeres mængde måske bare var en mængde af ængstelige mennesker, der ikke turde andet end følge dem, og sammen var de med til at gøre massen til et udyr uden et hoved, for de lod dumhedens stemning brede sig. Dumhed kan man ikke argumentere imod. Den er resistent. Ondskab kan man gå til, om fornødent med vold, som den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer (1906 – 19459 skriver. Men mod dumheden er vi værgeløse, for det er en stemning sat af engagerede, der bliver ved med at tale skrækken og angsten ind i livet på mennesker. Engagementet skal hele tiden være tempereret med opmærksomheden mod medmennesket. Hvis man tør vie sit medmenneske fornøden opmærksomhed, skulle der være en god mulighed for ikke at forgribe sig på den anden. n

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

65


Foto: Sille Arendt

Redaktionen planter et egetræ Efter at have spurgt en række mennesker her i magasinet om, hvorvidt de tror på engagementet, kom turen jo til os selv. Gider vi, eller giver vi op? Svaret ser man her. En diset morgen i oktober

drog redaktionen ud på Amager Fælled og plante­ de et egetræ, der i de næste mange år skal vokse sig stort og smukt som vidnesbyrd om en fremtid, der er værd at tro på. Og engagere sig i. n

DEBATmagasin – Folkekirken i København 2016 – E n g a g eme n t Stiftsårbog udgivet af Københavns Stift Redaktion: Sørine Gotfredsen (ansvarshavende), Christine Rørdam Thaning (ansvarshavende), Christiane Gammeltoft-Hansen, Jesper Svendsen, Maj-Britt Boa, Lars Erik Frank FotoGRAFER: Sille Arendt, Maj-Britt Boa, Anne Mie Dreves, Sigrún Gudbrandsdóttir, Petra Kleis, Morten Langkilde/Polfoto, Lotta Lemche. Skribenter: Andreas Christensen, Kaspar Colling Nielsen, Peter Skov-­Jakobsen, Birgitte Kvist Poulsen, Lilian Munk Rösing, Birgitte Veit ForsideBILLEDE: Maj-Britt Boa Design og ART DIRECTION: Sigrún Gudbrandsdóttir www.sigrun.nu TRYK: Aka-Print, Aarhus ISSN: 2246-834X ISBN 978-87-89096-30-8 Københavns Stift, Nørregade 11, 1165 København K, Tlf. 33 47 65 00, kmkbh@km.dk, www.kirkenikbh.dk Præste til- og afgang i 2015 se www.kirkenikbh.dk. Spørgsmål vedrørende magasinet rettes til Presse og Kommunikation i Københavns Stift på tlf. 33 26 96 00 eller kikkbh@km.dk Artikler og billeder må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse

66


Tallene taler for sig selv: Der bliver stadig længere i mellem dem, der vil, kan eller tør engagere sig i et ægteskab: 2014 blev rekordår for skilsmisser i Danmark, da 19.435 par officielt gik fra hin­ anden. Og i 2015 boede 1,4 millioner voksne danskere alene uden en anden voksen i hus­ standen. Men der findes også mennesker som

Anne og Erik Weichardt, der har holdt sammen siden deres bryllup i Store Magleby Kirke den 26. juni 1976. Nu nogle årtier efter lader vi deres “JA” til hin­anden fra dengang stå blot for at minde om, at der faktisk er nogen, der gider engagere sig og ikke giver op. Også når det gælder god gam­ meldags kærlighed.

D E B AT M A G A S IN F OL K E K IR K E N I KØ B E N H AVN 2 0 1 6

67


FOLKEKIRKEN KØBENHAVNS STIFT www.kirkenikbh.dk

DEBATmagasin 2016: Engagement  

Kirken i København www.kirkenikbh.dk

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you