for indflydelse og magt

I KFUM og KFUK ønsker vi at styrke børn og unges livsmod og handlemuligheder i forhold til både trosliv og samfundsliv. Vi har i dette nummer af Markant omformuleret handlemuligheder i samfundslivet til et spørgsmål om unges muligheder for at få indflydelse og magt. I den forbindelse har vi spurgt Asger Sanden, gymnasieelev, Sara Krejberg, cognitive science-studerende, og Camilla Bøgelund, journalist og kommunikationskonsulent.

Af: Solvej Møberg Lynge foto: Helle Videbæk og privatfotos

“Jeg tror det største benspænd er, at man ikke tror på, at man kan få indflydelse. Måske ved man heller ikke, hvor man skal søge det henne, men vi unge har sindssygt mange handlemuligheder. I første omgang bare ved at bruge vores stemmeret, men i den grad også ved at melde os ind i ungdomspartier og NGO’er for eksempel,” fortæller Sara Krejberg.

“Jeg synes, det er vigtigt, at vi unge, der går på uddannelsesinstitutionerne, har en stemme, når der diskuteres studiemiljø, eksamener, gymnasielove og lignende. Det er trods alt os, der går der, og os, som det påvirker. For mig at se er den bedst mulige måde at få indflydelse på ved at melde sig ind i et tilpas stort ungdomsparti, der står for det, man selv mener. Derudover mener jeg, at man bør finde sin egen vej, måske engagere sig hos en NGO som kan føre en ind i den politiske proces, for indflydelsen ligger stadig hos politikerne,” uddyber Asger Sanden.

Camilla Bøgelund lægger vægt på, at det er svært at finde ud af, hvordan, hvornår og af hvem de beslutninger, der har indflydelse på unges liv, bliver taget, “men unges største benspænd er også vores største styrke – vi er utålmodige og vil gerne se forandringer 

ske hurtigt. Det kan være kilde til stor frustration, når forandringen går for langsomt, men det skaber også et helt særligt drive, som kun unge har. Hal Koch sagde, at hver ny generation skal vinde demokrati på ny. Sådan ser jeg også på det. Vi må ud og kæmpe for demokrati ved først og fremmest at tage del i det.”

“I Danmark har vi den dømmende magt, den lovgivende magt og den udøvende magt. Derudover har vi medierne, som har så stor samfunds indflydelse, at de kan anses som værende den kontrollerende magt eller den dagsordensættende magt. Jeg tænker, at statsmagterne i Danmark er så tilpas reguleret, at de opvejer hinanden og komplimenterer hinanden. Jeg tror, at vores land er inddelt på en af de bedste måder, der kan være. Demokratiet viser sig at fungere,” siger Asger Sanden.

Camilla Bøgelund stiller sig mere kritisk overfor nogle af de danske magtstrukturer: “Meget tyder på, at en koncentreret magtelite af tænketanke og politiske rådgivere i høj grad præger, hvad vi andre skal tale om, og hvad vi skal mene om de største politiske sager. Politiske beslutninger bliver ofte betydeligt bedre af, at dem, der arbejder med de konkrete sager, giver politikerne information og input. Men i

et demokrati er det vigtigt, at vi ved, hvem der har magten, så vi kan holde dem ansvarlige for deres handlinger, og det er derfor et demokratisk problem, hvis de almindelige borgere ikke ved, hvem de her mennesker er, eller hvordan de skal komme i kontakt med dem.”

En tredje faktor, der spiller ind på magtfordelingen, er ifølge Sara Krejberg manglende viden: “Michel Foucault siger, at viden er magt, og derfor tror jeg, at uvidenhed er den største akilleshæl for vores magtfordeling. For eksempel når vi skal sætte kryds ved diverse valg, og her tænker jeg især på valget til Europaparlamentet. Selvfølgelig skal folk selv søge viden, men jeg mener også, at der burde være lettere tilgængelig viden omkring de politiske instanser.”

De tre er dog enige om, at magten i dagens Danmark via demokratiet frem for alt ligger hos befolkningen: “Det er i virkeligheden ret smukt, synes jeg, at folket har magten, men kun i kraft af hinanden og med hinandens opbakning,” siger Sara Krejberg.

Camilla Bøgelund afrunder: “Demokrati er en måde at leve på, når vi for eksempel deltager i den offentlige debat, og melder os ind og er aktive i foreninger, hvor vi organiserer os omkring sager med andre mennesker. Demokratisk deltagelse er en del af vores medborgerskab.”