Copenhagen Jewish Film Festival 2017 program

BIRD ON A WIRE - LENOARD COHEN

18/2 21:45 & 19/2 20:00

Dokumentar / Instruktør: Tony Palmer / USA/England, 2010/ 106 min. Sprog: Engelsk Den 7. november 2016 døde Leonard Cohen. Hans digte, musik og poesi har haft en uerstattelig indflydelse på flere generationer og er kendt og elsket verden over. Mennesket bag kunsten og musikken var for mange et mysterium. Leonard Cohen var på mange områder en privat person og gav ikke mange interviews i sin levetid. Dokumentaren Bird On Wire følger Cohen på hans Europa-turne i 1972. Denne dokumentar fra 2010 indeholder forsvundet filmmateriale fra turneen i 1970erne som derfor ikke tidligere er blevet vist og giver et unikt og intimt indblik i Cohens personlige verden og kunstneriske udfoldelser samt fantastiske optræden ved hans mange koncerter på turen gennem Europa. En sand musikalsk hyldest til Leonard Cohens liv og en intim rejse i hans poetiske univers. Filmen spillede for udsolgte sale i en måned på festivalen i 2010. Vi tager chancen og viser den igen. For den ægte Leonard Cohen fan er denne dokumentar en rejse ind i tabt tid. Nyd den! *I forbindelse med visningen den 18. februar kan du møde sanger og sangskriver Julie Maria.

*I forbindelse med visningen den 19. februar kan du møde journalist Benjamin Krasnik, som flere gange har udfoldet kunstnerens betydning for kunstens og musikkens verden.

Det er den ultimative fortælling i portrættet af Leonard Cohen i filmen ”Bird On A Wire” fra 2010. Filmen er lavet over gamle optagelser fra hans Europaturné i 1972, der ikke var blevet vist før. Det er helt unikke optagelser, der fører seeren helt tæt på manden og musikeren.

Det er en film, man kan se, uanset hvem man er. Man behøver ikke nødvendigvis vide noget om Cohens musik eller jødiske baggrund. Men jeg har fulgt ham og set filmen ud fra min egen baggrund og ser den magi, Leonard Cohen tilfører verden, som ville være tom uden ham. Det er vildt, hvad den kunstner har skabt.

Jeg har læst alt om Cohen og kan ikke få nok. Jeg voksede op med ham. I mit barndomshjem var der 100 jødiske krimier, 100 bøger om holocaust og så vinylplader med Cohen.

Det er en utrolig flot dokumentarfilm, som bekræfter, hvordan man som menneske kan bryde gennem umulige grænser. Grænser, han selv oplevede i kraft af det liv, han har haft, blandt andet med den svære kunstneriske fødsel i Canada, hvor ingen købte hans litteratur i begyndelsen – og han endte alligevel med at blive den mest berejste kunstner, der i dag er 81 år og stadig beundret af unge, som føler, han har et budskab til dem.

Han har i hvert fald et budskab til mig. Og det blev bekræftet, da jeg så filmen for cirka seks år siden og fik den med på den jødiske filmfestival i Danmark.

Det er et stærkt portræt, især episoden omkring hans koncert i Israel betyder meget for mig. Folk var i ekstase over hans besøg, og han måtte næsten opgive at spille på scenen, fordi folk gik helt amok og ville ham så meget. Han blev betragtet som en messiasfigur.

I filmen ser man ham sidde i et lokale bag scenen og slappe af med nogle

cigaretter. Den ene kvinde efter den anden kommer ind efter ham. Han tiltrækker mennesker som en magnet. Filmen er et unikt værk, og det er selve figuren Cohen også. Han repræsenterer for mig en guide til jødisk identitet. En identitet, man kan søge hjælp til at definere inden for egne rækker eksempelvis i skrifter, argumenter og beskrivelser.

Cohen er min siddur (jødisk bønnebog, red.). Hans tekster, livsstil, selvransagelse og autenticitet. Det er ikke for at ophøje ham til noget overmenneskeligt, tværtimod bekræfter alt dette bare hans menneskelighed. Hans eget liv har til tider været blakket og skrøbeligt, men han har altid insisteret. Det er en fascinerende fortælling om hans manager, der skred med alle pengene, hvorefter Cohen rejser sig igen og tager på turne sent i livet. Det er endnu en inspirerende genrejsning. Han besidder faktisk kraften og magten til at ødelægge, men misbruger ikke sine evner og sit artistiske projekt. Han burde være præsident for hele verden.

For mig er hans besked blandt andet, at man er født helt unik, og vi er alle sat på jorden for at skabe noget. Hans projekt beskrives blandt andet i teksten: ”There is a crack in everything / That’s how the light gets in.” (Der er en revne i alting, det er sådan, lyset kommer ind).

Det fortæller, at alt er en velsignelse, den lille skævhed, det lille ar på kinden, en forkert udtalelse i en samtale. Det budskab er en stor hjælp for mig, fordi jeg selv er gået lidt skævt gennem tilværelsen og har oplevet, at andre har set sådan på mig. Jeg har flere gange måttet genrejse mig. Cohen hjælper mig med at huske på, at jeg ikke skal begrænse mig. Han er en åndelig guide, som giver mig et åndehul i livet.

Fortalt af Anne Esther Boukris til Benjamin Krasnik/ Kristlig Dagblad 11. marts 2016

FRITZ BAUER - EN FJENDE AF STATEN

14/2 16:30

Spillefilm / Instruktører: Lars Kraume / Tysklamd, 2016 / 105 min. / Sprog: Tysk / Danske undertekster. ”Se ’Fritz Bauer’! Ikke fordi det er en sur pligt for en samfundsborger i et vestligt demokrati, eller fordi det vil være sundt for dig, men fordi filmen er så besættende spændende.” Sådan skriver Michael Bo og flankerer i Filmmagasinet Ekko det nye tyske drama med fem stjerner. Denne historiske film om nazistjægeren Fritz Bauer er spændende som en spionthriller, og når den er færdig, føler man sig fyldt op af ny og relevant viden.

Vi skriver 1957. Fritz Bauer er tysk rigsadvokat, og det er 12 år siden, at Hitlers drømme om et tusindårsrige krakelerede. Bauer leder den tyske stats jagt på de nazister, der flygtede til især Sydamerika og dér gik i skjul. Men jagten fører ikke for alvor nogen vegne.

Tyskland er aldrig rigtigt blevet af-nazificeret i kølvandet på Hitlers død, og selv højt i systemet sidder nazistsympatisører og obstruerer efterforksningen.

Den tidligere kz-fange Fritz Bauer er både jøde, homoseksuel og bebrejdes konstant for at være hævngerrig. Tilsyneladende gør det ham til et nemt offer for afpresning, når stormagternes dagsordener brydes.

Men så en dag opdager Fritz Bauer, at Adolf Eichmann, manden bag Endlösung og dermed ansvarlig for mordet på hundredtusinder af jøder, lever i Buenos Aires. Men værst af alt: Bauer må operere i det skjulte, for ingener for alvor interesseret i at hjælpe. Den tyske regering er afhængig af højtplacerede eksnazister. USA ønsker et urokkeligt Tyskland som bolværk mod Sovjet. Og Israel vil beskytte levende jøder end hævne de døde. *’Fritz Bauer’ introduceres og diskuteres af journalist, korrespondent og forfatter Henriette Harris, som har boet i Berlin de seneste 12 år.

Om Fritz Bauer „Fritz Bauer var født i Stuttgart i 1903. Han kom fra et borgerligt jødisk hjem med streg under det første mere end det sidste. De jødiske højtider fejrede man kun så længe, der boede en bedstemor i huset. For Fritz Bauer var politik langt vigtigere end religion. Som 17-aarig trådte han under indflydelse af den socialdemokratiske formand Kurt Schumacher ind i SPD, og sammen kæmpede de forgæves for Weimar-republikkens overlevelse. I en alder af 26 år blev Fritz Bauer Tysklands yngste byretsdommer, og i juli 1932 gjorde han modstandstanken til ledesnor i sin tænkning og sit virke med ordene: „Modstand er nødvendig i uretsstaten. Men den behøver ikke først at begynde, når uretsstaten er etableret“.“ (…) „Uanset om han var troende eller ej, blev mordet på Europas seks millioner jøder og opgøret med gerningsmændene bestemmende for Fritz Bauers karriere fra slutningen af 1950’erne og frem til hans død. I 1957 fik han et tip om, at Adolf Eichmann, den øverste praktisk ansvarlige for Holocausts gennemførelse, befandt sig i Argentina. Denne oplysning gav Bauer ikke videre til de tyske myndigheder, men derimod til den israelske efterretningstjeneste Mossad. Bauers mistanke til de tyske myndigheder var mere end blot en mistanke. Han vidste, at tyskerne ikke ville forfølge krigsforbrydere til „Jordens yderste grænser og udlevere dem til anklagerne, så at retfærdigheden kan ske fyldest“. Det havde de tre allierede USA, Storbritannien og Sovjetunionen ellers lovet hinanden i Moskva-deklarationen fra november 1943, men de gjorde det meget langtfra.“

(Fra Henriette Harris‘ bog Tyskland er et land for voksne, Gyldendal 2015)

I denne bog inviteres læserne med til seks tyske byer: Lübeck, München, Weimar, Leipzig, Bonn og Frankfurt am Main. Harris rejser både i det gamle øst og i det nye vest og demonstrerer, hvordan Tyskland ikke bare er Berlin. Tyskland er Europas største land, og et land, hvor fortid og nutid krydses og trækker dybere spor end andre steder. Gennem sine mange møder med afdøde og nulevende mennesker folder Henriette Harris historien ud og giver stumme rejseindtryk mæle.

DAS TAGEBUCH DER ANNE FRANK

14/2 21:30 + 15/2 16:30

Spillefilm / Instruktør: Hans Steinbichler / Tyskland, 2016 / 130 min. / Sprog: Tysk. Engelske undertekster Historien om Anne Frank og hendes families skæbne under 2. verdenskrig er takket være hendes dagbog verdenskendt og er blevet genfortalt i mange forskellige sammenhænge. Denne nye tyske dramatisering beskriver indsigtsfuldt og rørende Anne Franks liv før og under hendes tid i skjul bag væggene i et værksted i Amsterdam. Men den giver også historien et nyt perspektiv, idet den inddrager afsnit af Anne Franks dagbog, som først kom med i den komplette udgivelse i 1995. I forhold til tidligere filmatiseringer giver filmen en dybere indsigt i en ung kvindes sind og identitetudvikling under svære vilkår. I sit ’fangeskab’ begynder den spirende forfatter Anne Frank at filosofere over livet og egen udvikling – ensomheden og usikkerheden præger teenagerens sind, hvilket frustrerer den unge Anne næsten lige så meget som selve krigen. *Den 14/2 bliver filmen introduceret af journalist og forfatter Henriette Harris, som har beskæftiget sig med Tyskland og boet i Berlin de sidste 12 år. *Filmen vises i samarbejde med Den Tyske Ambassade

Om Anne Frank „Få dage før Anne Frank ville være fyldt 34 år i juni 1963, talte byens generalstatsadvokat Fritz Bauer ved en mindehøjtidelighed afholdt til hendes ære i Frankfurt. Han sagde blandt andet: „Anne Frank adskiller sig fra de mænd og kvinder fra årene 1933-1945, som vi ellers tænker på.

For kort tid siden mindedes vi opstanden i ghettoen i Warszawa, vi ærer den Hvide Rose, mændene fra den 20. juli. De er kæmpere, som satte sig op imod den skrigende uret. Anne Frank, den lille pige, som ikke var skabt til modstand, er offer og symbol for alle de millioner og atter millioner af mennesker, der døde som ofre for volden.“ (…)

„På Marbachweg 307 i Frankfurt ligger det hus, som Anne Frank boede i fra sin fødsel i juni 1929 til marts 1931. På fortovet står en søjle med et fotografi af en lillebitte Anne, hendes søster Margot og deres veninde Grace. Nederst et citat fra den 11. april 1944 fra den dagbog, som Anne Frank førte, siden hun fik den til sin 13-årsfødselsdag i juni 1942: „Engang vil denne skrækkelige krig dog være forbi, engang vil vi atter være mennesker og ikke kun jøder!“ (Fra Henriette Harris‘ bog Tyskland er et land for voksne, Gyldendal 2015) I ”Tyskland er et land for voksne” inviteres læserne med til seks tyske byer: Lübeck, München, Weimar, Leipzig, Bonn og Frankfurt am Main. Harris rejser både i det gamle øst og i det nye vest og demonstrerer, hvordan Tyskland ikke bare er Berlin. Tyskland er Europas største land, og et land, hvor fortid og nutid krydses og trækker dybere spor end andre steder. Gennem sine mange møder med afdøde og nulevende mennesker folder Henriette Harris historien ud og giver stumme rejseindtryk mæle.

CJFF viser i år tre tyske film. én af dem er filmen om Anne Frank og hendes dagbog. De fleste tænker nok, at Anne Frank var hollænder. Hun blev imidlertid født i Frankfurt Am Main den 12. juni 1929.

Frankfurt er i dag dén historiske jødiske by i tyskland. Her finder man tyske jøder, der har familierødder tilbage i generationer.

Det står i kontrast til Berlin, som det også fremgår af filmen Germans and Jews, festivalens åbningsfilm.

Så Anne Frank var tysker og hendes slægt findes flere århundreder tilbage i netop Frankfurt Am Main. Hendes eftermæle er dog primært bevaret i Holland. Den 3. maj 1957 etablerede en gruppe borgere heriblandt hendes far Otto Frank en Anne Frank indsamling for at redde Prinsengracht-bygningen fra nedrivning.

Allerede i 1960 åbnede Anne Franks Hus. Og dagbogen, der skabte generationers indsigt og empati. Denne fine unge kvindes fortællinger fra en flygtningetilværelse, gemt af vejen i to år, sammenklemt i et baghus uden adgang til dagslys og frihed. Hendes observationer, Hendes længsel og frem for alt hendes fortællinger om menneskelige almindeligheder giver os fortsat viden om at flygtninge er helt almindelige mennesker. Den viden bør vi bevare og huske på til enhver tid.

Tak til Den Tyske Ambassade i Danmark for gensidigt nysgerrigt og vigtigt samarbejde.

Fred i guds navn Hanne Foighel taler med rabbiner Michael Melchior om de radikale israelske bosætteres jødedom Den danskfødte rabbiner Michael Melchior, har i over tyve år beskæftiget sig med at opbygge en koalition for det han kalder en religiøs fred.

Forsoning mellem muslimer og jøder i det hellige land - i guds navn, om man vil.

Med intensivt fodarbejde har han skabt dialog mellem de mest ekstreme jødiske rabbinere og radikale islamiske lærde. Mænd af den slags, der i årevis har peget fingre af hinanden og hinandens religion med deres hellige bøger i hånden.

Arbejdet er i mange år foregået langt fra offentlighedens søgelys, men i november sidste år trådte nogen af disse radikale religiøse ledere frem sammen ved et møde i Spanien og opfordrede i al offentlighed til fred og forsoning.

Centrale religiøse myndighedspersoner talte entydigt om at jøder og muslimer har samme gud og deler respekten for menneskeliv. Fra dem vil den religiøst baserede fred i teorien kunne sprede sig som ringe i vandet, Men det vil tage tid før budskabet når hver enkelt troende jøde og muslim i Mellemøsten.

De radikale bosættere Når man ser og hører de religiøse israelske bosættere, som dem man møder i filmen the Settlers sidder man tilbage med en række spørgsmål: Hvordan er de nået frem til en religiøs jødisk tolkning, der lader dem udtrykke, at Vorherre har givet dem det land de bor på, uanset om andre ejer den?

Hvordan er den jødiske religion, der har givet verden så mange moralske og etiske levesætninger, blevet til den intolerante, amoralske og nogen gange racistiske religion disse bosættere bekender sig til ?

Hvordan er landet blevet mere vigtig end de grundlæggende religiøse læresætninger ?

Jeg har taget spørgsmålene med mig op på rabbiner Michael Melchiors kontor, der ligger på fjerde sal i en kontorbygning i industrikvarteret Talpiot i Jerusalem.

- Et af jødedommens vigtigste filosofiske værker er skrevet af Yehuda Halevi, for små tusind år siden. Det hedder Kuzari. Det er en diskussion mellem kongen af Kuzar-riget og en jøde, der forklarer han om jødisk filosofi og tænkning. På et tidspunkt stiller kongen sig skeptisk overfor,

om alle disse fine filosofiske og etiske tanker ville kunne holde stik, hvis jøderne en dag ville få politisk magt. Til det svarer jøden i al sandhed, at han ikke kan svare ærligt på om det ville kunne lade sig gøre.

- Det er jo i realiteten det, der skete her. I kølvandet på Seksdageskrigen, kom der en messiansk begejstring. De tanker som havde ligget til grund for både den sekulære zionisme og i den religiøse zionisme. Det at vi havde overlevet katastrofer og var vendt tilbage til det jødiske hjemland, til et land, der i hvertfald på mange måder fysisk lå brak, et sted, hvor intet andet folk havde etablere en stat. Det blev opfattet som en opfyldelse af de bibelske profetier.

- Det der skete med befrielsen af Jerusalem og Judæa og Samaria var på en måde et guddommeligt tegn - og derfor blev den messianske opfyldelse knyttet til landet og jorden og den militære sejr. Og så blev forpligtelsen til at bosætte landet knyttet til religionen og til Gud og Guds plads i det jødiskes folks historie. De tanker kom både fra visse kabalilstiske hassidim (ortodokse mystikere) og fra følgerne af Rav Kook (der er blevet kaldt bosætternes ideologiske fader). De så det som, at vi befinder os i et tog, der nu allerede er på vej fuld fart imod den messianske endestation. Og derfor kan vi ikke på vejen tage os af , hverken små eller store realpolitiske forstyrrelser. Om det er privat palæstinensisk jord eller andet kan vi ikke tage os af det, når vi er på den messianske mission.

- Især nogen af de kabalistiske ideer, der jo stammer fra en helt anden tid, havde klare racistiske undertoner. Og i visse ekstreme kreds er det blevet blandet sammen og kommer til udtryk som Kahanismen og Tag Mehir bevægelsen.

Hvorfor hører man ikke en klar religiøs stemme imod det ?

- Venstrefløjen og sekularismen i Israel har ligesom taget patent på fred og menneskerettighederne osv. og det har betydet, at en del religiøse ledere har taget afstand fra eller har været tavse om de værdier. Og den stilhed har givet grønt lys til ekstremisterne.

- En del af grunden er, at det religiøse Israel ikke har skullet finde nogen løsninger, fordi de sekulære aldrig har givet os del i løsningen. Og det har givet grobund for tanker i retning af: ok, så bliver her apartheid, ok, hvad betyder det overhovedet for mig at EU ikke vil købe vin fra bosættelserne? Vi skal bare leve som vi altid har hjort. En slags ligegyldighed, fordi de religiøse i høj grad har været og har følt sig ekskluderet fra

den politiske proces.

Og det er ud af den situation, du er kommet frem til, at der er behov for en religiøs fred ?

- Vi har arbejdet på at opbygge en koalition af de meste ekstreme religiøse tænkere og lærer, der er centrale for henholdsvis jøder og muslimer i regionen. Vi samler ikke dem der kommer med et ønske om dialog, men dem der aldrig har kunnet forestille sig, at der var noget at tale med den anden side om.

- De mest ekstreme nationalreligiøse rabbinere og de ekstremistiske muslimske lærde møder i modparten - begge sider - mennesker, der har stærke følelser for landet, og stærke følelser for deres tro. Ingen af siderne vil give køb på så meget som et bogstav i Koranen eller Toraen.

- I mødet, det virkelige møde, hvor der foregår en ægte fredsdialog bliver deltagerne også eksponeret for andre tanker end de religiøse tanker.

Tanker som demokrati og menneskerettigheder, ligestilling osv - og undervejs sker der ting. Det øjeblik du indser, at det ikke truer din indentitet som religiøs, troende jøde eller muslim. At vi tværtimod kan have en stærkere jødisk identitet, hvis vi ændrer vægten, på hvad der er vigtigt i Toraen og gudsfrygtigheden en smule.

- Vi der arbejder for en religiøs fred mener faktisk, at vi kan intensivere gudsfrygtigheden. Ved at vælge en anden tolkning af religonen, ændre på hvor man lægger hovedvægten i den religiøse tænkning. Og vi tror på at også den vej kan være vejen til Messiannske tider.

- Et væsentligt punkt er, at selvom der er tale om en koalition af religiøse tænkere og leder, og selvom vi bygge på troen på den fælles Gud, så skubber vi ikke de sekulære fra os.

- En religiøs fred efter vores model, er én vej til fred. Det er ikke en vej, der med sikkerhed kan bringe fred. Men det er absolut en mulighed, en tanke der er spændende at udvikle. Vi får hver dag henvendelser fra flere mennesker, der vil være med. Vi udvider hver dag koalitionen.

Senest har vi fået ledende Hamastænkere med på den ene side og Israels overrabbinat med på den anden.

- Jeg synes, slutter Michael Melchior, at den religiøse fred har et enorm potentiale.

ARTIST TALK + JEWISH WORK IN PROGRESS

15/2 17:00

Med forfatter og filmkunstner Martin Dokswel Et nyt ”Work in Progress” på CJFF med den unge kunstner og forfatter Martin Dokswel.

Vi hylder og åbner for flere kunstneriske undersøgelser og eksperimenter - vi udfordrer filmmediet og temaet ’jødisk’.

Mød forfatter og filmkunstner Martin Dokswel med sin partner in crime skuespiller Kim Bodnia Martin Dokswel undersøger sammen med jer, publikum: Hvad sker der med mennesker, når de undertrykker deres følelser, især de mest smertefulde? Undertrykkelse kan virke et øjeblik, måske flere måneder, år, årtier, men i sidste ende vil den bitre sandhed altid komme ud…

Kunst og jødiske referencer: “Book of Lamentation - Jeremiah”, Freud, Bunuel, Dali, Jung, Aristoteles, Lacan, Kubrick, Polanski, David Lynch, Kafka og den franske New Wave (nouveau roman) bevægelse, 347 smadrer en ’mainstream’ barrier, vi alle har oplevet igen og igen og ... Den essentielle natur og mening med historien er dybt afhængig af dens skjulte dagsordener - et kortspil. Et kortspil med 4 muligheder.

“At træde ind i forfatteren & kunstnerens Dokswel’s univers er som et pitstop midtvejs mellem Kafkas labyrinter, Polanskis klaustrofobiske mareridt, James Joyces poesi & Woody Allens jødiske humor.”

Mød en kunstner med en rimelig solid jødisk baggrund.

Jødiske referencer - flere spørgsmål end svar, tabuer, forbudte følelser, undertrykte og fortrængte oplevelser….

Kære publikum brug 1 time i skabelsens rum sammen med Martin Dokswel og Kim Bodnia.

THE LAST LAUGH

18/2 17:00

Dokumentar / Instruktør: Ferne Pearlstein / USA, 2016 / 105 min. / Sprog: Engelsk. Engelske undertekster Kan man lave grin med Holocaust og 6 millioner jøders udryddelse? Eller er sådanne tragedier og humor uforenelige størrelser? Med filmklip, interviews og optræden af kendte jødisk-amerikanske komikere, (Mel Brooks og Sarah Silverman mfl.) jødiske promente ledere og Holocaust-overlevere, undersøger og diskuterer dokumentaren tabuiserede og følsomme spørgsmål i forhold til humor og Holocaust. Dokumentaren følger flere Holocaust-overlevere, hvor humor har haft vidt forskellig betydning. For Renee Firestone blev humor en måde at overleve på i koncentrationslejren, hvorimod andre Holocaust-overlevere udtrykker at Holocaust og humor er forenelige. Hvor går grænsen?

- I have a ton of Holocaust stuff, and some of it is really hard core.

- Well, I’m not afraid to say something if I think it’s funny, even if it’s harsh or racist.

- Some people say my humor focuses too much on stereotypes. It doesn’t. It focuses on facts.

- I think maybe I became funny because as a kid, I was a Jew in a town of no Jews, and being funny just instinctively came about as a way to put people at ease around me.

Grafik & layout Afsæt/Katrine Høyberg