SOMMERUDGIVELSE 2024

KANDESTØBEREN UNDERSAMME

SOMMER / 2024

33. årgang, nr. 6

SOL SOL

Redaktører

Jens Peter Dinesen

Kathrine Hede Krogh

Kathrine er ansvarshavende

redaktør

Administrator

Anders Hoffmann Kozuch

Fællesredaktion

Anders Hoffmann Kozuch

Pernille Højgaard-Hansen

Ida Nørregaard

Tanja Marie Hansen

David Erbo Andersen

Isabel Rouvillain

Adresse

Institut for Statskundskab

Aarhus Universitet

Bartholins Allé 7

8000 Aarhus C

Kontor

Bygning 1332, lokale 020

E-mail kanden@ps.au.dk

Skribenter

Anders Hoffmann Kozuch

Esther Marie Enig

Freja Frida Overgaard Brems

Gabriell Ragnan

Helena Damgaard Pedersen

Iben Dam Schmidt

Isabel Rouvillain

Jens Peter Dinesen

Jeppe Grandahl

Johannes Haugen

Kathrine Hede Krogh

Leo Rohrmoser

Liv Lindberg Nielsen

Mads Grandahl

Mikael Saeedzadeh

Rasmus Haarkær Ankersen

Victor Tranberg Mikkelsen

Victoria Dybdal

LEDER

AF JENS PETER DINESEN I jenspeterdinesen@hotmail.com

Nu er du her endelig! Universitetsparken er badet i lysegrønt, byen sitrer af liv og du lader jakken hænge på knagen når du tager ud. Den sidste skriveøvelse er afleveret og eksaminerne er den sidste forhindring, der skiller dig fra en lang, velfortjent pause fra teorisammenligninger, spørgeskemaer og p-værdier. På den anden side venter frihed; uden forpligtelser fra studierne, og sommeren lover en tid med fornyet overskud.

Men sommersolen må ikke blænde os for, at verden ikke er ens for alle. Vi skal glædes over alt det vi har og alt det vi kan. Men med vores overskud bør vi også kigge ud – se på alt det, der lever og ånder, men lige så vigtigt se på det, der lider og kæmper. Vores verden er svær at få hovedet omkring. Et sted på vores blå klode sidder 30.000 studerende i lyden fra bashamrende Soundbokse på presenninger fyldt med øldåser og Baileys flasker og venter forventningsfuldt på, at solens første stråler bryder frem. Et andet sted er solen for længst stået op og er allerede blevet så varm, at ældgamle gletsjer knager protesterende, giver efter og langsomt smelter væk, dråbe for dråbe. Og ét helt tredje sted, på samme jordklode, dækkes solen af en tyk dyne af røg og støv fra kollapsede bygninger. Her dominerer skrig, sirener, blod og længsel. Alt dette sker. Det sker på samme tid.

Men midt i denne komplekse sammenslutning af modsætninger findes der dog stadig lyspunkter. Hver enkelt af os bærer vores egne forestillinger om virkeligheden og vores egne bidrag til at male den mere nuanceret. Det er vores opgave at stræbe efter forståelse og handle for at skabe en verden, hvor ulighederne kan viskes ud, og hvor fred og retfærdighed kan blomstre – vi lever trods alt alle på samme jord. Under samme sol.

For at citere en, der måske er lidt bedre til at sammenpresse de store tanker på få linjer, Rasmus Seebach:

Findes der en verden derude, hvor vi alle ka’ være

Ku’ vi leve under samme sol Jegdrømmeromenverden,hvormennesker de er imod hinanden

Somdegerneselvvilværesimod Såla’osta’afstedligenu,lilledu,komduska’ med Tiletstedhvoraltingånderfred

I denne udgave af Kandestøberen har mange, mange skribenter grebet pennen og ladt tanker blive til skrevne ord. Du kan blandt andet læse et interview med Christian Bennike fra

Weekendavisen, forstå hvorfor du skal se sejlsport til OL, blive klogere på rap-beefen mellem Kendrick Lamar og Drake eller tage en tur på Agners bodega. Trænger du til at møde en statskundskaber med benene på jorden kan du læse Anders’ interview med Anders Heide Mortensen og hvis du er nysgerrig på tænketankens rolle i den politiske arena, har Helena og Kathrine taget en snak med Peter Munk Christiansen om det de kalder et politologisk fabeldyr. Selvfølgelig står Brevkanden og oraklet fra Låsby klar til at guide dig gennem hverdagens store og små spørgsmål, mens de der er i det mere revolutionære hjørne, kan læse interviewet med Revolutionært Kommunistisk Parti.

Som sædvanlig en noget blandet landhandel, dog med den fællesnævner at de er skabt under samme sol. Dertil skal også lyde en stor tak til vores dygtige skribenter, der i vores tid som redaktører har sat rekord for tekstbidrag til denne udgivelse! Uden jer, ingen Kanden. Og selvfølgelig tak til dig, kære læser, for atter at vende tilbage i Kandens spalter, vi håber det bekommer dig vel!

God læselyst!

Anne-Sofie Laugesen

Allan Salih Anders Hoffmann Kozuch

Astrid Amalie Mortensen

Esther Marie Enig

Emma Pallesen Ib Freja Frida Overgaard Brems

Gabriell Rangan Helena Damgaard Pedersen

Jens Peter Dinesen Jeppe Grandahl Jakob Kim Rasmussen

Julie Nue Mikkelsen Kathrine Hede Krogh

Mads Grandahl

Isabel Rouvillain

Interview med Christian Bennike: ”Krisen

os til at handle”

AF RASMUS HAARKÆR ANKERSEN | rhaarkaer@gmail.

Journalist og forfatter Christian Bennike skitserer i sin bog Engang troede vi på fremtiden, hvordan tidsånden er gået fra overoptimistisk til pessimistisk, og hvorfor det skaber håb for fremtiden.

2016 var et skelsættende år. For mig personligt, da jeg startede i 1.g på Esbjerg gymnasium. Her krøb jeg længe langs panelerne, genert og intimideret af de ældre elever. Min klassekammerat Kasper havde fået kørekort, og vi kørte på den lokale Sunset Boulevard, når vi pjækkede fra fysik. Der var masser af øl, fester og smukke piger, som jeg sjældent turde tale med. Verden åbnede sig op i de år. Det var skræmmende, men også spændende.

Det samme kan man sige om de begivenheder, der på det tidspunkt indtraf ude i den store verden. Få måneder inde i min gymnasietid, skulle USA vælge deres næste præsident. Jeg var vokset op med Obama, og var ked af, at han ikke kunne blive siddende for evigt. Han var jo så charmerende og sjov. Men i det mindste kunne vi se frem til at fejre Hillary Clinton som den første kvindelige præsident. Det var jo også et væsentligt fremskridt.

På valgaftenen mødtes vi i gymnasiets fællessal, hvor valgdækningen fra TV2 blev lyst op på et stort hvidt lærred. Vi spiste chips, drak øl, og grinede hver gang de viste klip med Republikanernes præsidentkandidat Donald Trump. Han var vanvittig, men også virkelig sjov. Og så havde han jo heldigvis ingen chance for at vinde.

Jeg tog tidligt hjem og i seng, med en naiv tro på at spændingen alligevel aldrig ville indtræffe, og at der

derfor ikke var nogen grund til at misse nattesøvnen. Men jeg tog fejl, og så chokeret med, da de gule bjælker rullede over skærmen morgenen efter. Trump havde vundet, og mit verdensbillede krakelerede. Jeg forstod det ikke.

Forfatter og journalist på Weekendavisen Christian Bennike oplevede også, at verden rystede under hans fødder i de måneder. Som daværende journalist på Dagbladet Information, var han med til at dække opbruddet mens det skete. Tidligere på året havde Storbritannien meldt sig ud af EU, der var kupforsøg i Tyrkiet, og flygtninge strømmede ind i Europa. Stjernepolitologen Francis Fukuyama, som efter murens fald i 89 skrev den meget omtalte bog The End of HistoryandtheLastMan, mente nu at den politiske stabilitet i vesten var ”begyndt at bryde sammen”.

Siden da har Christian Bennike skrevet om den fornemmelse af krise og opbrud, der kendetegner vores tid. Jeg har derfor taget toget til København for at tale med Bennike om hans velanmeldte bog Engang troedevipåfremtiden. Bogens tese er kort sagt, at de politiske og kulturelle opbrud i 2016 førte til et skift i tidsånden: ”fra optimisme til sortsyn”.

Vi skulle egentlig have mødtes hjemme hos Bennike, men grundet travlhed op til avisens deadline, er jeg i stedet taget ind til Pilestræde, hvor Weekendavisen hører til.

Christian Bennike er en høj og slank mand med let uglet lyst hår. Han slentrer gennem gangene i Berlingskes mediehus iført en mørkeblå bluse og et par løstsiddende Carhartt bukser. Med et imødekommende smil tilbyder han mig en kop friskbrygget maskinkaffe i husets kantine. Bennike har en ungdommelig og ubekymret attitude. Han er typen man gerne ville ud at drikke en øl med. Og havde jeg ikke vidst, hvem Christian Bennike var, ville jeg aldrig have gættet, at han var skribent på Weekendavisen.

”Vi har været naive i vores fremskridtstro. Vi troede, at verden bevægede sig fremad helt af sig selv, og at vi ikke længere havde brug for kriser eller opbrud. Men vi har brug for kriserne. Vi har brug for at blive råbt op i ansigtet. Vi har brug for at blive bange. Det er det som får os til at handle på vores problemer,” siger Bennike.

Netop den naive fremskridtstro fungerer som det primære omdrejningspunkt i Engang troede vi på fremtiden. Bennike er selv født i 1986, og er vokset op i det han kalder ”Optimismens tid”. Det var tiden efter murens fald. Vestens liberale idéer havde vundet, og politik blev med et knips forvandlet fra kamp til ren procedure. ”Som Thomas Helmig synger på nummeret Groovy day fra 1996: I don’t have to worry about politics / Bunch of tricks / Politics.” Det handlede om at liberalisere og globalisere. Der var ikke så meget at diskutere.

Bennike beskriver hvordan såvel Anders Fogh Rasmussen som Helle Thorning Schmidt i starten af 00’erne kunne erklære klassekampen for afsluttet. Den amerikanske centralbankchef Alan Greenspan

"

Vi har

været naive i vores fremskridtstro. Vi troede, at verden bevægede

sig fremad helt af sig selv, og at vi ikke længere havde brug for kriser eller opbrud. Men vi har brug for kri-

konstaterede tilmed, at ”politiske beslutninger i USA stortseterblevetafløstafdeglobalemarkedskræfter på grund af globaliseringen”. Han mente heller ikke, at det gjorde nogen betydelig forskel, hvem der blev valgt som præsident. ”Verden er styret af markedet”.

Det var den mentalitet man på tysk kalder ”Wandel durch handel”. Ideologi og kultursammenstød betød ikke noget. Som den amerikanske forfatter Thomas Friedmann skrev: ”To lande, som begge har en McDonald's, vil aldrig føre krig mod hinanden, når først de har fået deres McDonald's”. Det var samhandel og nedbrydning af grænser. Nationalisme var fortid. ”Alle udtrykte sig på det samme danskerengelsk: Carpark North, Saybia, Mew, Kashmir, Tim Christensen, hvad de nu hed alle sammen” skriver Bennike.

Serier som Friends Seinfeld og SexandtheCity slog sig decideret op på ikke at handle om andet end relativt banale dagligdags-problematikker. Herhjemme var Klovn et eksempel på det samme. Som Bennike skriver, var kulturen hverken præget af politik eller samfundskritik. Det handlede om de nære sociale relationer. Om hvem man havde sex med. Om at have det sjovt. Og om, hvor længe man skal vente, før man må skide på en andens toilet.

Christian Bennike tager et sip af sin danskvand, og taler så hurtigt videre.

Jeg tror på fremskridtet, og på at verden bevæger sig fremad mod noget bedre. Men det er ikke en lineær bevægelse herfra og ud i evigheden. Der er brug for de vrede landmænd, klimaaktivisterne og Donald Trump. Det er jo demokratiet som livsform, styreform og princip. Grundvilkåret er, at vi hele tiden vejerforskelligeinteresseropmodhinanden.”

Bennike mener, at vi i optimismens tid indbildte os selv, at den politiske kamp ikke længere var nødvendig. Den var afgjort og overstået. Han fortæller, at vi i lang tid var blinde for det faktum, at problemerne hobede sig op omkring os. Liberaliseringen fik uligheden til at vokse. De åbne grænser førte til indvandring og en stærk fornemmelse af kontroltab. Globaliseringen efterlod de vestlige landes arbejdsklasser som tabere, og skabte en konflikt mellem center og periferi. Mellem land og by. Vi gjorde os afhængige af Rusland og Kina, og udkæmpede krige i Mellemøsten, mens vi afviklede vores territorialforsvar.

Allerede i 1989 vidste Margaret Thatcher, at den var gal med klimaet. Det gjorde hun opmærksom på fra talerstolen foran FN’s generalforsamling. Men i de efterfølgende årtier var det som om det blev fortrængt.

Så kom finanskrisen, eurokrisen, det arabiske forår, flygtningekrisen og annekteringen af Krim. Utvivlsomt var disse alle væsentlige begivenheder, som skabte opbrud, fortvivlelse, vrede og ubehag. Men som Bennike beskriver, ændrede det ikke grundlæggende vores opfattelse af verden. Obama og Merkel blev genvalgt, Nord Stream 2 projektet fortsatte ufortrødent, aktieindekserne steg, og det samme gjorde vores CO2-udledninger. Det var først med Brexit og valget af Trump, at tidsånden definitivt skiftede fra optimistisk til pessimistisk. Da forstod vi endelig, at der var noget galt.

Siden har vi fået Greta Thunberg, De gule veste, højrepopulisme, varmerekorder og skovbrande, en pandemi, Ukrainekrigen, inflation, energikrise, mistrivselskrise og traktorer der triller gennem trængte europæiske bymidter. Krise på krise på krise på krise på krise.

Nu synger store popstjerner som Billie Eilish og Tobias Rahim om tristesse, sårbarhed og angst. I den seneste sæson af Klovn tager Frank Hvam på Fol-

kemødet for at holde oplæg om klimakrisen. Populærkulturen er blevet politisk.

Men det skal altså ikke nødvendigvis forstås som noget skidt. Tværtimod mener Christian Bennike, at den pessimistiske tidsånd betyder, at vi igen tager politik seriøst. At vi så at sige ser vores problemer i øjnene.

”Folk spørger mig ofte, om ikke pessimisme og krisebevidsthed gør os apatiske. For det er klart at det ville være et problem hvis folk bare slog ud med armene og gav op. Men jeg oplever slet ikke, at det er det der sker. Tværtimod” siger Bennike.

- Men vi ser jo at der både i Danmark og udlandet ofte bliver udtrykt en holdning i stil med: ”Vi kan lige så godt lade være med at handle på klimaet, for det nytter alligevel ikke noget.” Det er vel en apati, som udspringer af pessimismen?

”Den holdning eksisterer helt klart. Den eksisterer sågar i Venstre, men især hos Danmarksdemokraterne,DanskFolkepartiogNyeBorgerlige.Deresklimapolitikgårjobasaltsetudpå,atdeterligegyldigt, hvad vi gør i Danmark. Men det tror jeg ikke udspringer af pessimisme. Jeg tror tværtimod det handler om, at de ikke er reelt bekymrede for klimaforandringerne.Ellersvilledejoikkesigesomdegør.

Der opstår et par sekunders stilhed, og jeg kigger lidt skeptisk på Christian Bennike, mens han rækker ud efter sit glas.

- Men pessimismen gør vel også, at vi er blevet mindre naive over for systemrivaler som Kina og Rusland?

”Ja” siger Bennike.

- Kan det så ikke give god mening, at nogle folk i vesten er skeptiske over for ideen om at gå all-in på den grønne omstilling? Vi ved jo ikke, om Kina vil leve op til deres del af ansvaret. Men vi ved at hvis ikke de gør det, så kan det stort set være ligegyldigt hvad vi gør i vores del af verden?

”Det er helt rigtigt, at fremtiden ikke alene ligger i vestens hænder, men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget. Og det betyder ikke, at den grønne omstilling ikke bliver en politisk kampplads i Vesten. Magten over de globale forsyningskæder for grøn energi bliver altafgørende i fremtiden, så vi kan ikke ignoreredet.”

Christian Bennike smiler og forklarer, at hans bog i det henseende må forstås eurocentrisk.

”Kinas udledninger er efterhånden så store, at det primært er dem, og Indien med deres store befolkning, der kommer til at afgøre hvor alvorlig klimakrisen bliver. Og hvis du er kineser i dag, så lever du jo ikke i pessimismens tid. Selvfølgelig vakler deres økonomilidtideherår,menstemningenerjogrundlæggendeenheltandenendivesten.”

Så når Bennike påstår at pessimismen ”kan redde os”, er det ikke fordi den kan redde hele verden. Men han mener, at det kan hjælpe os i Vesten med at bygge bedre og mere retfærdige samfund.

Vi har efterhånden talt om lidt af hvert, og jeg kan fornemme at Christian Bennike er presset på tid. Han skal have færdigskrevet en artikel til ugens avis om den idédebat, der knytter sig til Israel-Palæstina konflikten og den nuværende krig i Gaza. Ikke just en simpel opgave.

”Det er virkelig sjældent, at jeg er så presset som i dag,menvikangodtligenålidtmere” siger han med et smil og læner sig ind over bordet.

Politik er ikke længere givet på forhånd, selv mar-

kedskræfterne kan nu diskuteres og reguleres, hvis vi bliver enige om det. Men med den repolitisering følger jo ikke kun de såkaldt progressive bevægelser som Fridays for Future og Occupy Wall Street. Vi ser også mere højreorienterede populistiske bevægelser, som nogen måske ville kalde antidemokratiske. Det kunne være Trump i USA, Giorgia Meloni i Italien, AFD i Tyskland eller sågar Inger Støjberg herhjemme. Hvordan forholder Christian Bennike sig til det?

”Sådan fungerer demokratiet. Der eksisterer sjældentenløsningpåetproblem,somikkeskaberetnyt problem et andet sted. Så nemt er det bare ikke når derskaltræffesstorebeslutninger.”

Derfor forstår Bennike også alle de forskellige politiske bevægelser som nødvendige inputs i en demokratisk proces. For at skabe social retfærdighed, skal vi måske opgive noget økonomisk effektivitet, og når vi prioriterer individets rettigheder, kan det gå ud over sammenhængskraften og fællesskabet. Sådan er det.

”Etvelfungerendedemokrativilkunneopsugealden utilfredshed og bekymring, vi ser fra både højre og venstre, og trække dem ind i det politiske system, hvordersåkantræffesbeslutninger.Detersådanvi skaberlegitimitetnedefra.”

Jeg kommer til at tænke på den politiske debat i dag Hvordan hele vores samtid er fyldt med politiske spørgsmål: klima, populisme, racisme, fattigdom, hungersnød og krig. Man får en fornemmelse af, at vi aldrig har gået mere op i politik. Men hvor skal vi rette vores krav og utilfredshed?

Partierne fungerer ikke længere som bottom-up organisationer, hvor normale borgere kan komme med deres holdninger, som så bliver indoptaget i partiet. Vores partier i dag er catch all partier. Politiken er dikteret top-down med det mål at stemmeoptimere.

I optimismens tid blev vi alle individualiserede. Det var den liberale verdensorden. Nu står vi med en masse store problemer, som kun kan løses kollektivt. Men ved vi overhovedet hvordan vi handler i fællesskab i dag?

Den unge belgiske filosof Anton Jäger kalder det for ”Hyperpolitik.” Det politiske engagement er enormt, men individet står ensomt tilbage, og ved ikke hvordan det skal omsætte sit engagement til virkelig handling.

”Det er rigtigt, at vi har lært at tænke politik som noget individualiseret. De store deltagelseskanaler man havde før i tiden, som partier og fagforeninger, er ikke længere et talerør direkte ind til magten. Det er problematisk, når vi samtidig føler os mere moralskogpolitiskansvarligeendtidligere” siger Bennike.

- Så hvordan løser vi det?

Vi bliver nødt til at skabe nogle nye handlende fællesskaber. Et sted hvor folk kan gå hen med deres engagement og føle sig forbundet med andre mennesker. Klimabevægelsen er et godt eksempel. Den er stærkt meningsgivende for dem som er en del af den.”

Vi sidder begge lidt uroligt og vipper på vores plads

Vores glas er tomme, og Bennike er for længst løbet tør for tid. Jeg presser lige et sidste spørgsmål ind:

"

Vi bliver nødt til at skabe nogle nye handlende fællesskaber. Et sted hvor folk kan gå hen med deres engagement og føle sig forbundet med andre mennesker.

- Hvor står den regelbaserede verdensorden egentlig i dag? Her tænker jeg især på FN, menneskerettighederne og den humanitære folkeret. Det var jo institutioner som vi troede på i optimismens tid, men som nu, i pessimismens tid, kan forekomme ekstremt naive?

Christian Bennike kigger på mig med store øjne, og ligner i et par sekunder en mand der ikke aner, hvad han skal stille op med sig selv.

Fuck, det er svært at svare på” siger han, og begraver for en stund sit ansigt i hænderne, inden han så taler videre.

”Pådenenesidevillemanjosigeatdeterfuldstændig dødt nu. FN-systemet fungerer ikke, fordi du har magteriSikkerhedsrådetsomkonstantblokererfor hinanden, og ikke kan blive enige om noget. På den anden side kan du jo se at nationerne og omverden faktisk interesserer sig meget for det, der foregår i FN. Ikke fordi det er juridisk bindende, eller nogensinde vil blive håndhævet. Men fordi det skaber en global samtale, som så forhåbentligt kan skabe et civiliserende pres. Det handler igen om legitimitet nedefra. Debat og protest, som fører til politiske beslutninger.”

Bennike holder en kort pause, mens han ser ud af vinduet mod den blå himmel og solen, der hænger over det kolde København.

”Vi skal nok bare være mere realistiske omkring hvordan magt, institutioner og politik hænger sammen. ”

StatsRådet er din stemme på instituttet!

Så hvis du gerne vil have indflydelse på, hvordan din studietid skal være & samtidig være en del af en social forening, så meld dig ind!

Vi holder møde hver 3. uge og du er mere end velkommen til at komme med!

Vores næste møder er d. 22. maj og d. 17. juni

Hvis du vil høre mere, så følg os på Facebook & Instagram

Jeg håber, at vi fremover kan gøre det nemmere for hinanden at være feminister!

AF LIV LINDBERG NIELSEN | Livlini@gmail.com

Kære læser. Før du enten springer de følgende skriverier let over, eller vælger at læse videre, må jeg lige pointere følgende: Dette er ikke baseret på andet end mine egne erfaringer. Dette er ikke et udtryk for den “rigtige” holdning. Det er et rum for refleksion, og ikke mindst åbningen til at kunne gå i dialog og samtale om emnet. Tak fordi du læser med.

Jeg har længe gået og gjort mig overvejelser om, hvordan jeg får en sådan tekst skrevet ned. Egentlig springer min refleksion ud af en række begivenheder, store som små, der har indlejret sig i - ikke mindst min erindring - men også min måde at anskue vores samfund på.

Jeg er lektiehjælper for en 18-årig fyr, og en eftermiddag taler vi i kølvandet på en filmisk analyse om, hvad det ville sige at være feminist. Han siger, at debatten nogle gange kan blive lidt “for” woke til ham. Jeg spørger ham, om han selv vil betegne sig som woke (jeg bryder mig ikke om begrebet, men i mangel på bedre), hvortil han svarer nej. Fair nok. Han siger, at det indimellem kan blive “for” feministisk. Jeg spørger ham, om han er feminist. Han svarer nej. Jeg spørger, hvad han tænker, det betyder at være feminist, hvortil han svarer: At man gerne vil fremme kvinders position i samfundet. Han siger, at det bliver for mandehadsk. At han føler, at det nedværdiger ham som mand. Det ærgrer mig.

Ærgrer mig er måske så lidt sagt, for jeg bliver mildest talt bekymret over den rolle, som feminismen har fået i det offentlige ræsonnement. Jeg vil forsøge at holde mine sanser åbne for flere perspektiver af denne problemstilling. Jeg ser jer, og jeg forstår. Jeg forstår, hvordan begrebet i sin faktiske forstand, i høj grad er underlagt yderpolerne. Jeg har hørt kvinder sige, at de hader mænd, og jeg forstår, at oplever man denne form for “feminisme”, så er forestillingen en anden. Men så må jeg påpege, at feminismen i sin definition ikke fordrer had.

Det ville være ahistorisk af mig, ikke at kunne sætte mig ind i, hvordan begrebets betydning er farvet af dets fortid. Men lad dette indlæg tage sit udgangspunkt i dets egentlige definition. Den store danske definerer begrebet således: Enideologidergårindforligestilling mellemkønnene. Så bær over med mig, at jeg bliver forskrækket, hvis du siger, du ikke er feminist. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at et begreb som feminisme, som jeg egentlig synes burde have en neutralitet

over sig, i stedet deler vandene. Bølgerne går højt, og alt, der falder imellem, drukner. På mange måder bliver debatten ekstremt stærkt skildret mellem dem, der råber de højeste og mest kontroversielle ting. Og det er på begge sider. Selv har jeg flere gange oplevet, at så snart en demokratisk debat bevæger sig over i feminismens jo egentlig meget brogede landskaber, så bliver det et spørgsmål om at provokere. Giver det mening at begynde sund dialog med anklager?

En eftermiddag snakker jeg om ligeløn med en af mine venner hjemmefra. Han tager nogle standpunkter, som gør mig en smule ked af det, fordi det kommer til at handle om, ikke de bagvedliggende strukturer i samfundet, men at nogle mænd måske bare er bedre end mig. Og jeg er åben overfor at gå i dialog om det, for jeg er oprigtigt interesseret i at høre, hvorfor det er et sagligt argument. Men her er det som om, at samtalens substans i og for sig bliver irrelevant. Det jeg bider særligt mærke i er nemlig, at han tilkendegiver, at dette ikke engang er en holdning, han deler. Det er blot et øn-

ske om at være djævlens advokat, fordi det er et sjovere standpunkt at tage. Helt sikkert, det er sundt for alle at blive udfordret på deres argumenter. Det kan jeg godt respektere. Jeg kan forstå, hvordan sådan en udtalelse kan være en modreaktion. Ingen af kønnene er dårligere end andre, og det er alles ansvar ikke at stille nogen i en situation, hvor det kommer til udtryk. Men jeg har svært ved at acceptere den efterfølgende bemærkning om udelukkende at være ”djævlens advokat, fordi det ersjovereendatføreensamtale.Detersjovereatvære uenige, når vi skændes. Det er sjovere at komme med kontroversielleargumenter”.

Jeg har svært ved at greje mit hoved om, at det skulle være humoristisk at tilkendegive, jo egentlig en overfladisk række argumenter, der ikke desto mindre taler for vinkler, der kan stå i vejen for, hvordan min rolle som kvinde på arbejdsmarkedet senere bliver. Egentlig negligerer det også gruppen, der rent faktisk deler dette synspunkt og skader en potentiel udveksling af synspunkter. For hvis du, der påtager dig et standpunkt blot

for at skabe røre i debatten, tilsyneladende ikke engang selv tager dette synspunkt seriøst, hvordan skal jeg så kunne? Hvordan skal jeg kunne åbne op for perspektivet og det lærerige i en andens argument, hvis ikke jeg kan skelne mellem en hunger efter dramaturgi og en hunger efter rent faktisk at blive klogere? Det bliver destruktivt i mine øjne, hvis du forsvarer et standpunkt, du hverken anerkender hvor kommer fra, eller har sat dig ind i, fordi det netop ikke fordrer, at vi lærer af substansen i hinandens argumenter.

Et helt andet er den modsatte tendens, hvor humor bliver middel til at tage toppen af, måske lettere kontroversielle holdninger, der på mange måder er udfasede. Og det ærgrer mig egentligt, at det er et tema jeg føler mig nødsaget til at tage op, fordi vi har været det samme igennem med en række andre marginaliserede grupper. Jeg ved, at nogle vil kalde mig hysterisk eller smålig, men jeg er færdig med at lægge øre til den slags “sjove” kommentarer. Jeg synes ikke det er sjovt. Jeg synes ikke, det er sjovt at få at vide af min kørelærer,

at jeg kører ret godt bil, af at være kvinde. Jeg synes ikke det er sjovt at få at vide til skolehjemsamtale, at jeg er for fremme i skoene, fordi jeg ikke er stille, mens drengenes larm bare er lir. Jeg synes ikke det er sjovt at spørge min veninde, hvorfor hun ikke stod op for sig selv i en ubehagelig situation, hvortil hendes svar er, at hun ikke ville skabe en scene. Jeg synes slet ikke det er sjovt, når du siger til mig, at du aldrig havde spildt et sekund på at snakke med mig i byen, hvis du vidste, jeg ikke var interesseret i at knalde med dig.

Selvfølgelig, med stor understregning, skal vi kunne lave sjov med hinanden. Og hvor forstår jeg godt, at der, på grund af de mange strukturelle problemer, synes at være en utilstrækkelighed og en umættelighed, både i forhold til løsningen, men ikke mindst hvor vi overhovedet skal starte dialogen. Det er da pisse demotiverende og svært at handle på. Det er så vigtigt for mig at understrege, at jeg, som jeg sidder her, ikke prædiker om store samfundsmæssige tiltag, der skal ske nu og her. Men opsummerende er der bare to ting, som jeg er sær-

ligt bekymret over og træt af. Ét er, at jeg konsekvent, selv af mine nære, bliver underlagt nogle helt udfasede stereotyper. Både som kvinde men måske endnu mere som feminist. Du synes, jeg er hysterisk, og jeg synes du er unuanceret, og netop derfor bliver debatten så skinger. Det er et kæmpe problem. Vi møder ikke hinanden på midten af bordet, og jeg er ekstremt træt af, at vores debatter altid skal skøjte mellem yderpunkterne, i stedet for, at vi åbner op for substansen af hinandens synspunkter. Det gør det svært at tage et standpunkt, som ikke bliver overskygget af absolutte modpoler. Modpoler jeg virkelig godt forstår kan være svære at forholde sig til.

Et andet er, at jeg håber, vi bliver bedre til at læse rummet. Selvfølgelig skal vi lave sjov. Men der er bare en disharmoni, når en person laver sjov med et emne, som denne 1) aldrig selv vil blive mærket af, og 2) gør det overfor det individ, som er offer for tendensen. Lad være med at lave sjov med, at kvinder er dårligere end mænd, overfor en kvinde. Det er dårlig humor at levere

en punchline som man kun selv finder grinagtig. Med det sagt håber jeg, at vi fremover kan gøre det nemmere for hinanden at være feminister. Jeg håber på, at vi kan have en dialog om emnet på en måde, hvor der ikke sidder en part, og føler at de skal ty til en modreaktion eller forsvare sig selv. Det er jo en dialog om ligestilling, så måske vi skulle forsvare ligestillingen i stedet.

Til sidst håber jeg, at vi vil tale mere almindeligt og mere neutralt om begrebet feminisme. Det handler om lighed, ikke om at kvinder skal overtage verdensherredømmet, og ikke om at mænd skal beskytte deres territorium. Det er vigtigt for mig, at vi åbner vores forståelse for hinandens synspunkter fra begge sider. Hvis begrebet feminisme stadig er for ladet for dig til at bruge, så benyt ligestilling. Men lad være med at klandre andre for at bruge og bakke op om det at være feminist.

Det er ikke et skældsord!

REBEL REBEL: Stærk udstil-

ling om iranske kvinder invi-

terer til fest

– men er der noget at fejre?

AF MIKAEL SAEEDZADEH | mikaelsaeed2@gmail.com

Afhængigt af hvornår du entrerer Sokheilas Sokhanvaris aktuelle udstilling på AroS, Rebel Rebel, kan det føles, som om du er gået ind til en mehmooni. Eller på godt gammelt dansk, simpelt oversat: en fest. For lokalet er småt, lyset er dæmpet og du kan risikere at komme ind til lyden af den legendariske iranske artist Googoosh, hvis musik er til den festlige side.

Men lad dig ikke blive snydt. Rebel Rebel er ingen fest. Jovist er det en hyldest til stærke, iranske, kvindelige kunstnere. Men det er en hyldest af en række kvinder, som efter den iranske revolution i 1979 har fået indskrænket en række rettigheder, som vi tager for givet i Danmark. Og ikke mindst deres kunstneriske frihed, som er det, alle kvinderne er kendte for. Udstillingen består af 21 portrætter, som iransk-bri-

tiske Sokhnavari alle selv har malet. Med til dit besøg kan man snuppe en lille pamflet, hvor beskrivelser af portrætterne og deres motiv står skrevet, ligesom en tidslinje over Iran også kan læses til dem, der ikke ved så meget om det, der engang hed Persien. Portrætterne er blevet til gennem temperateknikken, hvor man blander æggehvide med farver. En så gammel teknik, at selv flere tusinder år gamle værker, den dag i dag består. Og sådan kan man spekulere i, om disse 21 portrætter mon også vil stå om et par hundrede år.

Valget af det første portræt stadfæster udstillingens tragiske aura. Et sårbart portræt af en Irans helt store poeter, Forough Farrokhzad, som direkte glor på beskueren, mens hun kærligt holder på en sort kat,

der nærmest efterligner Farrokhzads store øjne og stålfaste blik. Farverne er sort/hvide på nær hendes læber, som lukker munden i. Kun 32 år var hun, da hun i 1967 gik bort i et biluheld. 16 år forinden blev hun gift, fik et barn og gik fra sin mand, som beholdt forældremyndigheden. Farrokhzad blev digter og en kontroversiel en af slagsen, for selvom Iran var et sekulært og vestligt-orienteret samfund før revolution, var det stadig konservativt. Digte om at være utro var ilde set.

Ikke mindst formåede hun at sætte fokus på den ulighed, som prægede det daværende kongerige og i sidste ende endte med at være skyld i dens død. I dokumentaren The House Is Black, satte hun fokus på spedalske iranere, mens hun reciterede egne digte og vers fra koranen. Især digtene fangede opmærksomhed hos de fleste iranere, hvor hun, som ph.d i Iran-studier ved Københavns Universitet, Rasmus Christian Elling beskriver det, på nærmest profetisk vis beskriver hovedstaden Teherans skæbne:

”Jegdrømteatderkommerén der kommer én énsomermedosisithjerte,medosisitåndedræt, med os i sin stemme én som i sin færd ikke kan standses læggesihåndjernogsmidesifængsel”

12 år senere gik hendes drøm – eller måske mareridt – i opfyldelse. Revolutionen var en realitet og præstestyret blev hverdag for iranerne, hvor kvinderne fik indskrænket sine rettigheder og dermed ikke længere måtte synge eller digte, som de plejede. Hun nåede ikke at opleve revolutionen, men måske kunne hun se den komme.

Længere nede i udstillingen møder man en af lydkulissens stemmer, Googoosh, der i 2000 flyttede i eksil til Los Angeles (i iranske folkemunde kaldt Tehrangeles på grund af sine store iranske diaspora) og stadig optræder i dag. Med smukke blå fliser og alverdens floraler som baggrund, sidder hun med hænderne sammenflettet og har en tydelig stjerneenergi over sig; janteloven er her ikkeeksisterende.

On The Other Side of Silence hedder portrættet, hvilket kan give lidt mening taget i betragtning af, at hun blev i Iran ovenpå revolutionen og dermed mistede sit job: hun måtte jo ikke synge længere!

Både hvad angår skæbne og portræt af Googoosh, en kontrast til Farokhzadh. Googooshs portræt af mere farverig karakter og hun har et andet udtryk, som

kan synes svært at beskrive, men giver mening, når man sammenligner de to. Hun synes mere fornøjet.

Udstillingens 19 andre portrætter består af ligeledes kunstneriske sjæle med vidt forskellige skæbner. Nogle formåede at tage turen til USA, ligesom Googoosh, Pouran Shapoori og Ramesh gjorde det. Kvinden i spejlet, Fereshthe Jenabi, nåede som Farrokhzadh ikke at leve et særlig langt liv. Andre lever stadig i bedste velgående den dag i dag, om det er i Iran, Europa eller USA.

Med den føromtalte lydkulisse, giver Sokhanvari samtidigt den stemme, som Irans kvinder er blevet begrænset i at bruge, tilbage til kvinderne. Alene fordi stemmerne er kvindelige, er det decideret ulovligt at høre disse sange i dagens Iran. Det er et stærkt greb, som trods alt giver os følelsen af, at vi er til mehmooni, selvom der ikke er meget at fejre i dag. Men vi kan da fejre disse stærke kvinder og deres kunstneriske bedrifter.

Har man brug for et pusterum, er der opsat enkelte sækkepuder til at betragte The STAR, som er en stjerne med en skærm i, hvor der afspilles film fra før den iranske revolution. Her kan man passende tage et afbræk fra den tragiske påmindelse om, at kvinderne i Iran ikke må gøre udstillingens stærke kvinder kunsten efter.

Det ville være skørt at kalde udstillingen for en fest. Ideelt set havde den ikke eksisteret. I stedet kan jeg ikke undgå at tænke på hvilken fest, det ville have været i Iran, hvis nutidens kvinder havde de samme muligheder som deres bedsteforældre. Vil man udtrykke sig kreativt og frit, skal man som Sokhanvari forlade sit moderland.

Sokhanvaris små portrætter er flotte. De inviterer dig til at rykke et skridt tættere på, hvilket får beskueren til at påskønne de malertekniske detaljer. Men det er endnu en påmindelse om, at man for at forstå historien også skal rykke et skridt tættere på og ikke glemme de mennesker, som plejede at være en væsentlig del af samtiden.

Det er altså ikke kun Sokhanvaris nidkære maleteknik, som er anledning til at besøge Rebel Rebel. Uden at underkende kunsten, er det lige før, at udstillingens historiske kant er grund nok i sig selv. Med stærke kvindehistorier og et unikt indblik i Irans historie, er udstillingen på AroS noget for alle og enhver og må derfor opleves.

Rebel,RebelkanoplevespåAroSindtil2.juni2024.

“Erdukommunist,såorganiserdig”

“Intifadaindtilsejr” “Haderduogsåkapitalismen?”

Hvis du også er gået forbi disse tre citater, har du sandsynligvis allerede stiftet bekendtskab med Revolutionære Socialister. Plakaterne præger gadebilledet på lygtepæle, elbokse og opslagstavler i det meste af Aarhus og kan få mange til at stoppe op og undre sig over, hvem der egentlig står bag dem. For hvem er de? I hvert fald vækkede det så stor interesse hos os, at vi satte dem i stævne en sen aften i marts.

Den lange vej op ad trapperne til sjette sal i Nobelparkens lokaler kan få én til at genoverveje, om turen er undringen værd. Vi møder fire ‘kammerater’ på bagkant af deres ugentlige møde, hvor de netop har færdiggjort nyeste udgivelse af deres blad, Revolution, der er skrevet i anledning af Kvindernes Kampdag. Fra en forening til en anden, må vi beundre den stærke arbejdsmoral, der emmer i luften i mødelokalet kl. 19.45 på en kølig torsdag aften kort før deadline. Efter fem minutters selvhøjtidelig og selvironisk medie-chit-chat, starter vi optageren og lægger ud med at høre, hvad det vil sige at være medlem af Revolutionære Socialister.

“Førstogfremmestsåerdet,atmandeltageraktivt i organisationen. Man forsøger ligesom at fremme vores sag ved at lave politisk arbejde osv. Ved at skolesigselvimarxistiskteori.Altså–manligesom

forsøger at kæmpe imod kapitalismen og for kommunismen.”

Netop denne ‘skoling’ i marxistisk teori står tydeligt frem under hele interviewet, hvor begge kammerater gentagne gange parafraserer fra værker af både Marx og Engels. Det kan forekomme lidt overvældende for tre statskundskabsstuderende, der til sammenligning kun har kradset i den marxistiske litteraturs overflade at møde så belæste unge mennesker.

Kampen mod kapitalismen og det etablerede system handler ifølge kammeraterne om at skabe revolution og overtage magten gennem en organiseret arbejderklasse ud fra et ønske om en radikal forandring af samfundet. Ordet revolution kan i manges hoveder skabe billeder om voldelig magtovertagelse og kup. Men denne fordom er ifølge kammeraterne et udtryk for en for negativ forståelse af, hvad revolution er og kan. I modsætning til vores umiddelbare skepsis, mener de, at revolutionen er et af de mest demokratiske redskaber organiserede masser har at trække på. Kammeraterne anser det for at være det demokratiske modstykke til et kup og har en ambition om at rense ordet ‘revolution’ for dets voldelige konnotationer.

Kammeraterne bag de røde plakater

AF JOHANNES HAUGEN | johanneshaugen00@gmail.com

GABRIELL RANGAN | gabriellrangan@gmail.com

HELENA DAMGAARD PEDERSEN | helena.damgaard@gmail.com

Vold som revolutionært redskab?

Vi spørger kammeraterne om vold er et redskab i deres værktøjskasse til at gennemføre revolutionen. Til at starte med tøver de afkræftende, men i takt med vores opfølgende spørgsmål, bliver det mere tydeligt, at vold godt kan anvendes – i bestemte tilfælde.

“Måske bliver man nødt til at bruge voldelige metoder for at komme vold til livs – og historisk set er volden set i forbindelse med selvforsvar mod kontrarevolutioner.”

Ifølge de Revolutionære Socialister udøver kapitalismen systemisk vold på samfundets borgere - de fremhæver blandt andet krigene i Gaza og Ukraine, inflation og klimakrise som eksempler på vold fra et fejlagtigt økonomisk system. De understreger dog, at de kæmper for en fredelig revolution, og at spørgsmålet om vold nærmere er et filosofisk spørgsmål.

Et gennemgående tema i vores interview med Revolutionære Socialister er den generelle mistro til staten og det politiske etablissement. De mener, at den favoriserer den økonomiske og politiske elite, og at reproduktionen af denne konstellation sker i vekselvirke med kapitalismen. Derfor vil de gerne organisere arbejderklassen, så de kan fjerne den stat,

der reproducerer kapitalismens undertrykkelse af prekariatet.

Fremtidsstaten

Men hvordan skal staten se ud, når revolutionen er ovre og arbejderklassen har taget magten tilbage? De Revolutionære Socialister vil ikke gå i dybden med opbygningen og organiseringen af en fremtidig stat. De mener dog, at der bør være en overordnet autoritet under overgangen til det kommunistiske samfund efter revolutionen. Samtidigt lægger de vægt på, at der skal være demokratisk flertal i de postrevolutionære beslutningsprocesser.

Ved folketingsvalget i 2022 fik de tre regeringsbærende partier tilsammen 50,1% af de afgivne stemmer. I skrivende stund har netop SVM-regeringen en tilslutning på 31,5%.

I det postrevolutionære samfund ville det betyde afsættelse.

“Så er det sådan, at de [postrevolutionære beslutningstagere, red.] er fuldt afsættelige, så vil man også, hvis der opstår en uoverensstemmelse, så kan man bare afsætte dem”.

Den mere demokratiske løsning, ifølge Revolutio-

nære Socialister, vil være en styreform, hvor demokratisk valgte repræsentanter kan afsættes af folket ved et simpelt flertal. Dertil mener de, at konsekvensen af dette vil være, at staten og medierne renses for kapitalismens præg på demokratiet, og danskernes holdninger får lov til at træde igennem.

De eneste røde, der tager kampen seriøst Mobilisering af arbejderklassen er den absolutte førsteprioritet for kammeraterne i Revolutionære Socialister, men hvordan er deres syn på andre på venstrefløjen?

“Vi er de eneste, der tager kampen for et andet samfund seriøst.”

I kammeraternes optik er der ikke mange andre røde, som kæmper for en reel forandring. Her er den store forskel både det store og eksplicitte fokus på revolution og organisationens ekstraordinære selvbestemmelse i kraft af ikke at modtage støtte fra staten. Det forklarer de med reference til et filosofisk standpunkt om, at arbejderklassen ikke appellerer til andre klasser, der lukrerer på status quo. Kaster man blikket mod organisationer som SUF, vil man se den tydelige forskel, da støtten de modtager fra staten ifølge kammeraterne fungerer som en mundkurv.

“Hvis det var sådan, at de sagde... hvis de begyndte at appellere til revolution eller et eller andet, altså, så ville den statsstøtte nok rimelig hurtigt blive fjernet[...]”

For Revolutionære Socialister viser det en særlig dedikation til kampen, at de ikke er underlagt nogen form for mundkurv eller kontrol gennem en afhængighed af staten og deres filosofiske standpunkt. På

trods af at benytte Aarhus Universitets lokaler afviser de dog at være afhængige af Aarhus Universitet.

Status på revolutionen

Hvordan går det med revolutionen? Ifølge kammeraterne fra Revolutionære Socialister er organiseringen i hastig vækst. Organisationen i Aarhus er ifølge dem gået fra at have 2 medlemmer for halvandet år siden til at have omkring 30 medlemmer. Det er altså omkring 1,5 medlem pr. måned. De understreger dog vigtigheden af, at der ikke må komme for mange medlemmer ind i hver afdeling af organisationen.

Flere gange under interviewet nævner de en snarlig splittelse af afdelingen – begrundet med, at møderne ikke må blive overfyldte, og at alle skal kunne komme til orde. Under deres forudgående ugentlige redaktionsmøde var fire kammerater fremmødt.

Siden vores interview med Revolutionære Socialister har de d. 17. marts udmeldt et navneskifte til RKP - Revolutionært Kommunistisk Parti. De har dog ingen planer om at blive valgt til Folketinget, men vil ikke udelukke det. De anser sig selv som i stærk kontrast til det “borgerlige demokrati” på Christiansborg, hvor selv Enhedslisten begynder at vende mod midten. I stedet er der nu planøkonomi og en god omgang arbejderdemokrati på menuen, hvis man spørger Danmarks nye kommunistparti.

Men selvom det går fremad for organisationen – eller skulle vi sige partiet, er der et godt stykke vej endnu, inden revolutionen er en mulighed – også rent organisatorisk.

“Det ville være et stort problem for os, hvis det var sådan,atderkomrevolutionimorgen.Altså,detervi overhovedetikkeklartilendnu.Nej.”

Billede: ThøgerogMettefraRevolutionæreSocialister(nuRevolutionærtKommunistiskParti).

Verden på valg

Medtæller man valget til Europaparlamentet, så skal der i 2024 afholdes 80-90 officielle valg rundt om i verden. Så selvom der er TourEN, OL og Champions League-finale, festivaler, strandture og slid på arbejdet, så vil jeg gerne slå et slag for at sommerens valg også er værd at følge med i.

I perioden 1. juni til 1. september skal der afholdes 14 valg.

1. juni Island

2. juni Mexico

6-9. juni Alle EU-medlemslande

9. juni Belgien

9. juni Bulgarien

9. - 26. juni Thailand

28. juni Mongoliet

29. juni Mauretanien

30. juni Kiribati

15. juli Rwanda

28. juli Venezuela

31. juli Syrien

1. september Tyskland

Blandt valgene kommer her tre, der er særligt interessante:

Valg i Mexico: Den 2. Juni skal der være valg i Mexico og det er ikke kun spændende, fordi det bliver et farvel til Andrés Orbador der har fået stor kritik af sin nedskæring i pressens frihed i landet samt at landet under hans regeringstid har oplevet demokratisering. Nej, for valget i Mexico skriver sig ind i historien fordi Claudia Sheinbaum og Xóchitl Gálvez er spidskandidater - det er både første gang landet har to kvindelige spidskandidater, men det betyder samtidig også, at landet står til at få deres første kvindelige præsident.

Valg til Europa-Parlamentet: Ved valget til Europa-Parlamentet i 2019 havde man med en stemmeprocent på 51%, den højeste deltagelse ved valget i 25 år. Siden da har EU oplevet Brexit, pandemi og krig på kontinentet, og hvad det kommer til at gøre ved engagementet hos vælgerne, bliver spændende at følge med i. Der afholdes valg i alle medlemslande i perioden 6. - 9. juni.

Belgisk valg: Efter sidste danske folketingsvalg, måtte forhandlingerne vare 43 dage inden SVM-regeringen blev dannet. Men den tid, som danskerne måtte vente, er intet sammenlignet med Belgien, der holder verdensrekorden for længste periode uden regeringsdannelse på vanvittige 652 dage. Denne rekord kom efter sidste valg i december 2018, hvor de belgiske vælgere måtte vente indtil oktober 2020 inden regeringen var på plads. Den svære regeringsdannelse bunder i nogen grad i landets opdeling af flamsk- og fransktalende i hhv. nord- og sydregionerne af landet. Splittelsen der fylder mere og mere forventes og at blive et omdrejningspunkt i kommende valgkamp, der kulminerer i valget d. 9. juni.

EP-VALG 2024: STEM!

AF VICTORIA DYBDAL | victoriadybdal2001@gmail.com

Hvorfor skal du stemme til Europa Parlamentsvalget den 9. juni?

I dag er over en femtedel af de stemmeberettigede i EU over 65 år, og jeg antager, at d u er markant yngre end 65 år gammel. Ud af alle de stemmeberettigede er de unge dem med den laveste valgdeltagelse, for 18-25-årige er vi endda helt nede på bare 42%, som får sat et kryds.

Ved EP-valget i 2019 udgjorde kvinder kun 35,7% af de valgte danske EP-kandidater – Og hvis du skulle være i tvivl, kan jeg informere dig om, at det ikke er repræsentativt for hverken den danske eller europæiske kønssammensætning.

Uanset om du er ung, kvinde eller blot menneske synes jeg, du skal stemme den 9. juni. Op mod 80 procent af lovgivningen i Danmark udspringer nemlig fra Bruxelles, og over 35 procent af den danske lovgivning på klima- og energiområdet har et fingeraftryk fra EU. Så hvis du er imod en CO2-afgift på landbruget, eller du bare gerne vil fjerne retsforbeholdet og modtage 7000 flere flygtninge – Så er det nu, du skal stemme!

Alle meningsmålinger peger lige nu mod et godt valg til centrum-højrefløjen i store dele af Europa, hvor særligt den ydre højrefløj står til fremgang. Herhjemme står Liberal Alliance lige nu i meningsmålinger til 29% af stemmerne. Liberal Alliance opstiller Henrik Dahl som spidskandidat og Mads Strange som nummer to på listen. Hvis Mads’ navn lyder genkendeligt, er det måske, fordi han for nyligt har udtalt: »Har du nogensinde undretdigover,hvorformændogsåerbedretilsamtligesportsgrene,derkunkrævertankekraft?«. Jeg bruger ikke min tid på at undre mig over sådan noget, jeg forbereder mig til det svære valg den 9. juni!

Men hvis du stadig er overbevist om, at din stemme ikke betyder noget fordi Martin Vinæs engang har tweetet det, så fortvivl ej. Jeg har et godt argument tilbage i ærmet. Kasper Møller Hansen, der er valgforsker ved Københavns Universitet, har nemlig forudset, at stemmeprocenten til EP-valget falder i år. Og hvis ikke det at modbevise en fra KU kan få dig op af sofaen, så giver jeg altså op.

Hvem skal du stemme på til Europa Parlamentsvalget den 9. juni?

Selvom Jørgen Elklit og Ulrik Kjær skriver, at EP-valget mangler politiske kendisser, har jeg alligevel støvet lidt stjernestøv op til jer. Den forhenværende debatredaktør på Politiken, Magnus Barsøe, stiller op for Socialdemokratiet. Den tidligere erhvervskvinde Stine Bosse stiller op for Moderaterne, og den tidligere partiformand og udenrigsminister Villy Søvndal stiller op for Socialistisk Folkeparti. The ice is melting at the poles! En nylig politisk kendis er også Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti, der forleden fra talerstolen forsøgte en form for fyring af Europa-Kommissionsformand Ursula Von der Leyen. God lir.

Men hvis du ikke blot stemmer efter, hvilken politiker der har flest likes, så er det nok godt at vide lidt om valgforbund. Partierne kan nemlig mindske stemmespild ved at indgå i valgforbund med et eller flere andre partier, hvor mandaterne efter et EP-valg fordeles mellem de opstillede kandidatlister efter den d’Hondtske fordelingsmåde. #Polintrotraume

Socialdemokratiet, SF og Alternativet er i valgforbund. SF og Alternativet vil begge søge ind i EP-gruppen De Grønne, hvorimod S vil søge ind i den socialdemokratiske gruppe, S&D.

Venstre, Radikale og Moderaterne er i valgforbund, og de ville alle tre gerne være i EP-gruppen Renew Europe. Konservative og Liberal Alliance er i valgforbund og søger ind i den konservative og kristendemokratiske gruppe, EPP. De sidste partier er uden valgforbund. Danmarksdemokraterne vil søge ind i ECR, Enhedslisten i Left og Dansk Folkeparti i Identitet og Demokrati, ID. Meget on brand for politikken ”Mindre EU – Mere Danmark” stiller Nye Borgerlige slet ikke op til sommerens EP-valg.

Interview med Anders Agger: ”Vi er blevet for dårlige til at åbne for perspektivet af det, den anden siger”

AF LIV LINDBJERG NIELSEN | livlini

Jeg ringer Anders Agger op kl. 11 fredag formiddag på facetime. Kulissen er ret afslappet. Han sidder på sin redaktion, og jeg er på besøg hjemme ved mine forældre. Dagens emne er mødet mellem mennesker.

”Deterfedt,dusidderiengamersol.Jegelskerdet”

Shit. Ligner jeg en, der gamer?

”Sådeterdinlillebrorsværelse,ellerhvad?”

Vi griner begge, isen er brudt. Rummet for samtalen er åben, hvilket falder i god jord med dagens tematik. Agger påpeger allerede her:

”Altså,minhjernearbejderjopåhøjtryk,nårjegserdeting,dererbagveddig.Ogdetharjonogetmedmødet atgøre,ikke?”

Og det er netop mødet, vi skal italesætte i dag. For hvordan er præmissen for de samtaler, vi indgår i, både set gennem øjnene på en garvet journalist, men også blot i vores private relationer? Og hvad betyder det indtryk og det møde dernæst for den senere relation vi danner til det pågældende menneske?

Agger har i sin journalistiske karriere mødt mennesker på andre måder end de fleste. Et bredere spænd af forskelligheder. Jeg undrer mig over, hvilke overvejelser en så trænet kommunikatør gør sig inden han interagerer med nye mennesker.

”Jegharaldrigtænktdetsåkonkret.Atdetertostørrelser,dermøderhinanden.Mendeterdetjoegentlighver gang.Mantænkeraltid:Hvornemtvildetvære?Mendetermåskedet,jeghartrænetgennemårene.Det,at accepterepræmissenom,atetrumgodtkanværebesværligtatgåindi.Menatmansamtidigblivernødttilpå enellerandenmåde,atholdeallesanseråbne”.Han stopper op et øjeblik og tilføjer: ”Atladeværemedfrabegyndelseninstinktivtatspringefremtilkonklusionen”.Alligevel fortæller han, hvordan han har et stort behov for at se sammenhænge. Et behov, der måske også er det, der driver hans nysgerrighed for at forstå andre. ”Ogdeterogsåderfor,atjegkiggerpådingamer-stol.Jegkanbareikkeladevære.Menduslårmigikkesom engamer.Deternokdenmekanisme,derinstinktivtarbejderimig,hvergangjegmøderfolk”.

”Jeg har behov for at forstå, hvem de er. Ikke hvadvieruenigeom”

Netop denne bemærkning danner grundlag for min egen refleksion over, hvad det vil sige at have en samtale. Behøver en debat eller en dialog om et emne bestå i, at vi som mennesker tit går ind til en det med den hensigt at udfordre andre på deres standpunkter? Det er mit eget indtryk, at det egentlig kan være destruktivt for samtalen, hvis man går ind med intentionen om at skulle påvise sin egen ret, eller stille andre til kritisk skue, fordi man føler de er fremmede for en selv. Kan man egentlig udfordre grænser i journalistikkens ånd på samme tid med, at vi tager det forbehold, at uenighed ikke behøver være debattens centrum?

Substans over dramaturgi

”Indtil for to år siden ville jeg altid forsvare journalistikken. Men jeg kan godt mærke, at jeg i tiltagende grad er blevet virkelig træt af hele den dramaturgi, der ligger omkring, at vi skubber fronterne hele tiden. Noget af det, der måske intimiderer mig allermestisamtalerneligenuer,atviermegetdårligetil atåbneforperspektivetafdet,denandensiger”

”Man åbner ikke nuancer mere”

Men hvad betyder det for samtalen? Dramaturgi er ikke om nødvendigt en forfærdelig ting, og journalistikkens essens er også i nogen grad at bringe et element af sensation, som folk er interesserede i at læse.

”Men de samtaler, der bliver institutionaliseret, blandt andet gennem DR, bliver en form for dramaturgi, hvor vi ikke nødvendigvis ender med at blive klogere.Jegbliverikkenødvendigvisdybereafdet”

Jeg forstår det som om, at det menneskelige møde, i dette tilfælde i en journalistisk henseende, er udfordret af en tendens til at være for konkluderende i dens indgangsvinkel til dialog. Som Agger siger, bliver samtalen trykket af, ”hele tiden bare at ville have kogt tingene mere og mere ned”. Et scenarie man måske egentlig godt kan følge, taget den digitale udviklings spændings- og dopaminslaveri i betragtning. Med det mener jeg, at tingene tit skal gå meget hurtigt, for at holde det interessant. Ikke desto mindre er det ifølge Agger ”tit en grundlæggende, skæv måde, man møder hinanden på ”. En måske sørgelig udvikling, der på mange måder udfordrer journalistikkens ellers dybdegående nysgerrighed. Spørgs-

målet er, om det udelukkende er forbeholdt journalistikken, eller om det stikker dybere end det. Om vi i virkeligheden er stoppet med at gå op i detaljen af vores egne relationer, fordi vi drives til ekstremer gennem medialiseringen?

Referencefælleskabets dom

Samtalens og det menneskelige mødes betydning i journalistikken er netop interessant. Men jeg er også nysgerrig på, hvordan to eksistensers sammenbringen, alene med udgangspunkt i private interaktioner, har indflydelse på vores relationelle bånd. Som Agger lettere selvironisk påpeger:

”Hvor dygtig er man så til at til at praktisere det, når ikke man er inde i det rum, hvor man lever af det, ikke?”

Vi taler lidt om, hvordan vi, når vi møder mennesker, der er forskellige fra os selv, forudindtaget har den indstilling, at vi ikke forstår dem. Kan jeg indgå i en relation med dig, så er det forudsat af, at vi har ting til fælles. At vi måske i højere grad ønsker at klarlægge forskellighederne, der er os i mellem, men ikke sådan rigtigt forstå dem.

”Der er sådan nogle referencefællesskaber, som gør, at vores verden kommer til at være enormt ensformig.Derharirigtigmangeår,ihvertfaldijournalistikken, udviklet sig sådan et større ekkokammer af folk, der ligner hinanden, kommer fra det samme. Errundetafdesammemiljøer.Hardensammereference i livet: en BMO, en særlig vasket kaffe fra Kenya”.

Jeg tænker, at mange af mine bekendte ville fælde en stille tåre over den dom. Umiddelbart skitserer Anders meget groft rammerne for mange af mine egne typer af fællesskaber, og jeg kommer til at grine ved ironien i og det bemærkelsesværdige ved, at jeg selv også refererer til boller og kaffe. Min egen far gjorde mig ret tragikomisk opmærksom på, at der måske fandtes læsere (ham selv), som måske ekskluderes fra mit referencefællesskab allerede her. Så til læsere, der ikke deler dette fællesskab: En BMO er et udtryk for ”bolle med ost”. Men pointen bag eksemplet giver netop her absolut mening, fordi der tit er tale om etablerede fællesskaber, hvor vi er så henrivende enige, at vi netop fremmedgøres endnu mere fra fællesskaber, der ikke ligner vores eget. Det er måske endda i mødet mellem to forskellige referencefællesskaber, at vores verden synes så skarpt

skildret og polariseret. Det er ikke bare et spørgsmål om forskellige udgangspunkter for enkeltindivider, men derimod et spørgsmål om hele grupper og fællesskaber, der støder mod hinanden som kontinentalplader.

Glem bagkataloget

Præmissen både for den private dialog og for den journalistiske historie bliver dermed helt skæv. Agger laver en kobling til programmet Heavy Agger, hvor han selv følger en række mennesker bosat i den vindblæste by i Vestjylland. Et fremmed sceneri for den urbaniserede borger. Han tegner nogle helt klare linjer for, hvorfor et program som dette er båret af nogle særlige præmisser om at fralægge sig sin forforståelse af de mennesker, man møder.

”Vi har svært ved at forstå, at der er nogen, der bor i Agger.Hvisudgangspunkteter,atjeggernevillaveet programomAgger,fordijeg:

1)Ikkefatterenskidaf,hvaddesiger,og 2)hvorforbordederude?

Så er det en skæv præmis. Tit har vi sådan en låst forestilling om, hvem de er, og så bygger vi vores møde og historie op om alt det, vi ikke forstår ved dem,hvemdeer,oghvordebor.Jegøvermigiatlade væremedatkommemedbagkataloget”.

Den omvendte ros

Så i virkeligheden handler det om, at vi måske er blevet for gode til at være tro mod vores fordomme. Det lyder rimelig grimt og unuanceret, men er det ikke også det, det er? Det lader til at skabe problematikker både i journalistisk dialog, men også de private samtaler. Der er et os og et dem, men når vi forholder os, om ikke fjendtligt, så kritisk til fællesskaber og mennesker, der er forskellige fra os selv, så er det på formodningen om, at det er os, der er de vigtige. Det er os der er centrum, og dem, der er fremmede. Selv med mennesker vi kender.

”Løft nu blikket, for fanden!”

En problematik, der på mange måder deler vores sociale verden i to. Mellem det, der er i centrum, os selv, og den anden person, som skal cirkulere om det centrum. Her tilføjer Agger: ”Man kan ikke dele verden sådan op. Derfor har vi i mødet med andre nogle gange en social forpligtelse til at slukke for indirekte at gøre os selv til centrum i fortællingen. Vi kan ikke kun tale med udgangspunkt i os selv. Det er den manglende nysgerrighed og den omvendte ros, hvor mantrækkersigselvindisamtalen”.

Hvordan bliver vi bedre til at føre dialog?

”Der er man nødt til at tænke: Jeg skal simpelthen prøve at rense tavlen. Jeg skal simpelthen prøve, at lad være med at slæbe mine referencer med ind i mødet med det menneske, og ligesom finde ud af, hvemerdu,oghvadvildufortælleomdigselv”.

Men hvad med vores tætte relationer? Vi kommer til at tale om, hvordan dialog også er et møde mellem to mennesker, der allerede kender hinanden. At det også kan være intuition og halvfærdige sætninger, når den sker mellem to mennesker, der kender hinanden ind til benet. Man kan måske netop lære hinanden at kende så godt, at man i højeste grad har en forestilling om, hvad den anden vil svare, nærmest ned til det enkelte ordvalg. Noget som man i al sin almindelighed formoder blot handler om, at man netop kender hinanden godt, men hvor vi måske burde tillægge det værdi, at gøre os umage med dialogen, især med folk vi i forvejen deler et fællesskab med. For hvis man har en forudindtaget position i en samtale, fordi man tror, at man kender svarene på forhånd, så har man, som Agger ydermere påpeger, allerede taget overhånden i samtalen:

”Der ligger også noget i, at man kan se, at der er en overhånd og en underhånd i samtaler. At der er en, der vil samtalen mere end den anden. Man må bare gøre op med, og prøve at lade være med, at falde ned i de ting, man normalt bærer med sig. Måske skulle man helt buddha-agtigt blive dygtigere til netop at fastholde en eller anden grundlæggende respekt overfor den man møder, og ligesom være klar til at mødedetandetmenneske,udenatsættesigselvind i midten af det, ikke?”

På mange måder henviser dette til noget meget klogt, som en tæt ven engang sagde til mig: Der er nogen der lytter for at lytte, og så er der nogen, der lytter for selv at få ordet igen.

Lad os fokusere på fællesmængden

Agger påpeger, at mange af de pointer, som vi sidder og har en samtale om, på mange måder er rimeligt indlysende. Ikke nødvendigvis en banalitet, men indlysende. Og alligevel hænder de i allerhøjeste grad i vores nærområde.

Kender vi måske ikke alle følelsen af, at ”nu har jeg talt for længe om mig selv”, og ikke desto mindre er vi ikke blege for at fortsætte, hvis den anden blot validerer vores rolle i centrum: ”Nej, nej. Tal du bare videre..”. Men hvordan får vi flyttet os ud af det epicenter, vi har skabt for os selv?

Agger smiler og siger: ”Jeg har kendt JanGintbergi100år,ellerihvertfald15, og han taler meget. Han taler vildt meget”. Men, siger Agger:

”Han er helt autentisk god til at skubbe osnogleandrestederhen,endviplejer at være. Han udfordrer mig eksistentielt, når vi sidder i hans sommerhus, og jeg elsker at snakke med ham, fordi han hele tiden grundlæggende er interessereti,hvadderliggerindeifællesmængden”.

Det handler altså i højere grad om at distancere sig fra tanken om, ”Hvordankanjegskrivemigselvindidenher samtale?”, og i stedet fokusere mere på, ”Hvordan kan vi to tale ind i hinandensinteresser,ogfindeetfællesgrundlag?”. Måske man kan alligevel benytte analogien om referencefællesskaberne, for hvad står i vejen for at danne et rum med et andet menneske på baggrund af den fællesmængde vi kan trække på, nu når vi sidder lige her?

skab, hvordan skal vi så kunne etablere en grundlæggende interesse for de grupper, der er forskellige fra os i udgangspunktet?

I virkeligheden bliver vores samtale om samtalen et ret fint billede på, at man kan lære noget af hinanden uden at gå i en todelt debat. Uden at gå i diskussion. Måske vigtigst af alt; uden at blive udfordret af modsætninger, og uden at have en forforståelse og påtaget formodning inden dialogens start. På mange måder afspejler problematikken i mødet med mennesker indenfor journalistikken de samme udfordringer som hverdags-samtalen, venne-samtalen eller lære-at-kende-samtalen møder. Det virker validt, at finder vi ikke engang stimulans ved at føre interesseret dialog med vores bekendte, eller andre mennesker, indenfor vores eget referencefælles-

Som Agger påpeger, har det betydning, at vi øver os i at tage os selv ud af ligningen, holde sanserne uforbeholdne og åbne horisonterne. Det kan umiddelbart virke lidt nøgent og personlighedsløst, men er det i virkeligheden ikke mere personlighedsbegrænsende, at fratage sig selv den nysgerrighed? Hvem ved hvad din mor, onkel eller nabo ville svare, hvis du startede med interessen for, hvem de er, fremfor den titel, de bærer i jeres relation. Man bør huske, at den rolle vi tilskriver vores bekendte, sandsynligvis kun er den specifikke rolle de har, i lige præcis den relationelle kontekst.

Mit forslag er, at vi forsøger at viske vores kloge formodninger lidt ud og glemmer os selv for en stund. Hvem ved? Det kan være, vi lærer noget af det.

Derfor skal du have SEJLSPORT på din

OL-’to-watch-list’

AF IBEN DAM SCHMIDT | iben5162@gmail.com

Når jeg skriver sejlsport, så tænker du nok på din onkels sommertogt fra Juelsminde til Bogense og tilbage igen, den instagramvenlige sabbatsårsrejse ombord på en katamaran i Fransk Polynesien eller Tom-Cruise-briller og sejlerskosklædt armlægning om, hvem der har den største ’prinsesse’ ved havnepromenaden.

Og ja, det kan noget (for nogen), men sejlsport er det ikke. Til gengæld er det en fantastisk spændende sportsgren, og du kan roligt udskifte ’Alene i vildmarken’ eller ’Bachelorette’ til fordel for en portion sejlsport, når OL løber af stablen til sommer. For det bliver ikke kedeligt og netop i år kommer der endda nye discipliner på programmet eksempelvis kitefoil, som er den hurtigste af alle OL-disciplinerne inden for kapsejlads med en topfart på 70 km/t.

Danmarks medaljehåb

Sejlsporten er en af de mest medaljevindende sportsgrene i Danmark, og har gennem tiden avlet talrige talenter og legender inden for sporten. Vi skal helt tilbage til 1984 for at finde et OL, hvor Danmark ikke har optrådt på podiet i sejlsport. Og der er minsandten igen i år grund til at håbe på en dansker med en medalje om halsen. Anne-Marie Rindom er nemlig igen på pletten efter Bronze i Rio 2016 og Guld i Tokyo 2020. Så hvad mon det kan blive til i år, spørger du nok. Siden forrige OL har Anne-Marie Rindom i hvert fald vist sig i stand til stadig at dominere toppen af ILCA 6-feltet (tidligere kendt som Laser Radial), hvor hun ved verdensmesterskaberne i 2022 vandt guld, bronze i 2023 og guld igen i 2024.

Dog er det ikke kun Anne-Marie, som du skal have øje for til dette års OL, som, for at understrege det, er noget af det ypperste man kan opnå inden for kapsejlads. De resterende atleter er debutanter i de olympiske lege. Schmidt-søstrene, Johanne og Andrea, skal repræsentere Danmark i to-personers-båden 49’erFX for første gang. Selvom du måske har oplevet det vanskeligt at samarbejde med dine søskende, gør dette sig ikke gældende for de to ambitiøse søstre (udadtil i hvert fald). De har med dedikation og disciplin i deres OL-kampagne også udvist impone-

rende resultater de seneste par år. I alt skal 9 danskere repræsentere Danmark, hvoraf 6 af dem sejler i en to-personers-båd ligesom Schmidt-søstrene.

En usammenlignelig sportsgren

Sejlsport er på mange måder fuldstændigt usammenlignelig med andre sportsgrene. Jeg har tidligere fået spørgsmålet, om de skiftende og til dels uforudsigelige forhold egentlig ikke gør det til en temmelig tilfældig sport. Forholdene er mange og ukontrollerbare. Ikke kun vinden, men også skyer, bølger, strøm i havet, kyststrækningens form og kontur har indflydelse på jollens fart. Dette er forhold, der skal analyseres før startskuddet går, så de kan udnyttes til egen fordel. Man har selvfølgelig heller ikke kontrol over sine konkurrenter, men til gengæld kan de være lidt mere forudsigelige. Der foregår nemlig et taktisk spil på kapsejladsbanen, hvor bådene placerer sig i forhold til hinanden.

Simplificeret, handler dette om at få den bedste vind i sit sejl, og gerne samtidigt med at konkurrenterne får den værste. Dette betyder, at man ikke vil have nogen både mellem vindretningen og sit sejl, da det kan give dårlig luft. Derfor må hver vending, bomning og kurs nøje gennemtænkes. Men selvom du får den

bedste vind hele vejen rundt på banen, betyder det ikke altid, at du kommer hurtigst. Vindspring spiller nemlig en stor rolle i dette taktiske spil, fordi de kan sørge for, at man kan sejle tættere til næste mærke og dermed indhente både. Med andre ord, gælder det om at sejle den korteste og hurtigste vej rundt på banen. Og jo, man kan være uheldig grundet de ukontrollerbare vejrforhold, men her må man huske på, at en sejlads typisk varer omkring 40 minutter, og at et stævne består af flere sejladser. Det vil sige, at der oftest er rigeligt tid for den dygtige sejler til at indhente det tabte. Desuden viser atleternes resultater, at det grundlæggende ikke er et spørgsmål om tilfældighed, men snarere timer på vandet, disciplin og talent.

Særligt for sejlsporten er det også, at der grundet vindens forskellige styrke både er plads til tons, tempo og muskler, men også til koncentration, tålmodighed og elegance. Faktisk kan man ikke være en dygtig sejler, hvis man ikke formår at mestre begge dele. Fordi et stævne i kapsejlads typisk strækker sig over flere dage, betyder det, at konkurrencen bliver præget af forskellige vindforhold. I den forbindelse er det altså alfa og omega gennemsnitligt at kunne sikre sig gode resultater i alt slags vejr. Der er nemlig kun få dårlige placeringer som kan trækkes fra i det samlede resultat.

Forstå det, når du ser det

Sejlsport er ret teknisk og er en af de sportsgrene med allerflest regler. Jeg lader mig høre, at dette er en af grundene til, at mange står af, og det går selvfølgelig ikke.

Vinderen er den med færrest point, og pointene tildeles alt efter, hvilket nummer sejleren kommer i mål som og placeringerne lægges sammen alt efter, hvor mange sejladser der bliver gennemført. Det må påpeges, at det ikke er nødvendigt slavisk at bingewatche alle sejladser for at følge med i konkurrencen.

Til OL stræbes der typisk efter 10-12 sejladser plus

en finalesejlads. Der tildeles en fratrækker til hver besætning, hvilket betyder, at det dårligste resultat i en sejlads slettes fra den samlede score. Man dyster kun mod både inden for samme bådsklasse på en kapsejladsbane, som er markeret af bøjer. Startlinjen og mållinjen markeres af to bøjer, hvoraf en dommerbåd typisk udgør den ene.

Herfra startes sejladserne, hvortil konkurrence om at nå først til topmærket påbegyndes. Topmærket ligger i det man kalder vindøjet, hvilket dermed kræver, at der krydses for at komme op til det. Vindøjet findes, hvor jollens sejl blafrer som et flag i vinden. Fordi man ikke kan sejle direkte op mod vinden, må man krydse fra halse til halse. Banen kan se forskellig ud, men grundlæggende indeholder den næsten altid kryds, halvvind og læns. Halvvind betyder, at vinden kommer fra siden og læns, at vinden kommer bagfra. Læns kan være fedt, fordi bølgerne typisk har samme retning som vinden, hvilket resulterer i, at man kan bruge vinden og sin kropsvægt til at surfe på bølgerne. De som er dygtige til dette, kan indhente enormt mange både på en lænser.

Regler er der som førnævnt nok af, og det sker sommetider i sejlads, at disse regler ikke bliver overholdt. I et sådant tilfælde kan sejlerne anlægge en protest og så er det op til juryen at bedømme, hvorvidt en straf skal til. Juryen, som oftest sejler rundt på banen i gummibåde, kan også selv lægge protest mod sejleren.

Hvis du ikke er skræmt væk endnu, så skal du se sejlads til sommer, når de sejler fra Marseille Marina. Det er nemlig sjældent, at sejlsporten får TV-tid samt bliver forklaret af dygtige kommentatorer, så dette er en oplagt mulighed. Og hvis du simpelthen ikke kan vente til den tid, så slå et smut forbi det stadig forholdsvis nye Internationale Sejlsportscenter nede på Aarhus Ø, hvor mange af de netop omtalte atleter træner fra, og hvor bådene tydeligt kan ses gennem de store vinduer.

Sænk skuldrene, det skal nok gå

Der er ingen grund til at stresse, hvis ikke du har et studierelevant studiejob eller får topkarakterer. Det er ikke det, der afgør din fremtid.

AF ANDERS HOFFMANN KOZUCH | anders@kozuch.dk

”Det er Anders…”. En rolig stemme tager telefonen. Vi hilser på hinanden over telefonen og kaster os straks ud i det. Et portræt.

Anders Heide Mortensen er 60 år og statskundskaber med stort S. Han har en tæt og imponerende erfaring med dansk politik og dansk erhvervsliv, og hans afslappede rolighed smitter af på stemningen. Han har prøvet denne slags situationer mange gange før, kan jeg fornemme.

Jeg fortæller ham lidt om min idé med artiklen. Om at jeg gerne vil slå et slag for, at alt ikke behøver at se så perfekt ud. Ja, at vi ikke behøver at rende rundt og polere CV’et for at få et spændende og meningsfyldt arbejdsliv. Jeg synes selv, at de følelser fylder. Specielt når jeg ser folk omkring mig med mere overskud end jeg selv få studierelevante jobs og umiddelbart ligne, at de kører med klatten. Jeg fortæller ham, at portrættet er med hans studie- og arbejdsliv i fokus. Om de veje han endte med at gå ned ad, og hvad vi andre måske kan lære af dem. Anders synes det lyder spændende, og vi kaster os ud i samtalen.

Anders Heide Mortensen startede på institut for statskundskab her på AU i efteråret 1983. I de seks år han tilbragte her på instituttet, bød livet ham på mange forskellige muligheder og udfordringer. På jobsiden var han drevet af sin nysgerrighed og ofte på udkig efter nye ting at lave: ”på én gang, som studiejob, så er jeg informationsmedarbejder for en bowlinghal, totalisator på jysk væddeløbsbane, og samtidig ham der sørger for at restauranterne får udleveret derigtigeantaløltilproduktionen”.

Anders Heide Mortensen

Alder: 60 år

Beskæftigelse: Ejer af kommunikationsrådgivningsvirksomhed. Dertil ugentlig kommentator på Jyllandsposten og Finans.

By: Virum

År under uddannelse: 1983 – 1989

Yndlingsøl: Porseguld Thisted Bryghus

Studierelevante kan man ikke kalde dem, men de gav ham hver især forskellige ting med på vejen, og det er måske det vigtigste. Han fortæller hvordan en generel interesse og nysgerrighed for forskellige ting har drevet ham i sit liv. Den er værdifuld mener han, og en klar force, selvom det måske kan være lidt svært at se, når man står midt i det som studerende.

Jeg synes det lyder forfriskende. Som det vil fremgå lidt senere, så er Anders’ karriere imponerende, og hans arbejdsomhed og engagement for at levere, når der skal leveres, synes at have været en tydelig motor for, at han er endt hvor han er – ikke at hans studiejobs var på de rigtige kontorer med de rigtige navne.

På studiesiden var han meget interesseret i politisk teori og idéhistorie, og nævner endda Jørgen Grønnegård ved navn som en professor, der satte sit indtryk på ham: ”JørgenGrønnegårderklartpåmintop3 over de bedste undervisere jeg har mødt på min tid på universitetet”. Men også her er virkeligheden beroligende kompliceret; for dette er ikke ensbetydende med at Anders konsekvent scorede topkarakterer. I forlængelse heraf, der understreger han dog også, at der er flere veje igennem vores studie: ”Hvis f.eks. en ung person nu i gymnasiet har været megetfokuseretpåatfå12ogflytteetB-niveautilet A-niveau,såerdetmåskeogsådenbedstemådefor vedkommende at komme igennem studiet. Men det varbareikkeminvejigennemdet.”

Anders var også aktiv i den politiske studenterorganisation, ”Moderate Studenter”, hvor han med nogle venner startede et nyt studieblad. Tanken var at give et modspil til det meget venstreorienterede blad, der allerede var til stede på studiet. Det er i øvrigt uklart fra min, skribentens side, om et af disse to blade har forbindelse til det Kandestøberen vi kender i dag, hvis første udgivelse udkom i 1991.

Anders’ nysgerrighed drev ham til at dække mange forskellige imponerende historier. Han er bl.a. den eneste, der har interviewet og portrætteret daværende Kronprins Frederik under hans studietid, og han lavede også dybdegående afdækning af Nazistpartiet i Danmark:

”Mens jeg læser statskundskab, er jeg i gang med nogle mærkelige ting, hvor mine medstuderende også spørger ’hvad har du gang i?’ Jeg laver bl.a. en opgaveomnazistpartietiDanmark,ogdenneopgave lander på EB’s [Ekstra Bladet red.] bord i Aarhus og devilgernelaveenartikelomden.Detendermeden masseindbrudiminlejlighed.”

Anders lod sig optage af alle mulige forskellige ting under sin studietid og arbejdede med en bred vifte af opgaver i sine studiejobs. Få af dem kan siges at være direkte studierelevante som sådan, men de gav alle sammen forskellige kompetencer og erfaringer, der har været værdifulde og brugbare senere hen: ”Detvilaverlederaltidvideretilnogetandet.[…]Hvis man synes at mange ting i verden er spændende, så skalmanikkeopfattedetsommangelpåkoncentrationsevne. Man skal give sig selv lov til det, fordi der kommer noget ud af det på et tidspunkt, det er helt sikkert. ”

Anders Heide Mortensen dimitterer fra Institut for Statskundskab som cand.scient.pol i 1989. Et år mere end hvad vi andre normalt forventes at gøre det på. Han bevæger sig herfra rundt i en række forskellige informations- og journalistjobs, men det er bestemt ikke nemt at komme fra land: ”Jeg kommer til jobsamtale på Ritzau, hvor vi var to kandidater til jobbet. Jeg fik jobbet, fordi jeg kunne noget om pension, selvomjegikkehavdelærtatskrive,imodsætningtil den anden, der bare var journalistuddannet og intet vidsteompension.Mendetgavmegetballadepåredaktionensenere.Forjegvardenførste,derikkevar journalistuddannet derinde, og det havde de svært vedatacceptere.Jegblevmobbetderinde.”

Men et dårligt arbejdsmiljø stoppede ikke målsætningen om et liv i mediebranchen, og senere søgte han ansættelse på ’Økonomisk Ugebrev’, som han fik. ”Det minder lidt om Mandag Morgen. Det var skrevet til den finansielle sektor og udkom hver mandag; de gange, der var helligdage, så havde vi en uges fri. Så detvarokay”.

Én af Anders’ bekendte fortæller ham en dag, at han kender en headhunter, der meget gerne vil give ham et opkald, og om han ville være interesseret i dette. Det er han, og Anders får af headhunteren et tilbud om at tage et job som pressechef i erhvervsministeriet for Pia Gjellerup (S), den daværende erhvervsminister i regeringen Nyrup Rasmussen IV fra 1998. ”Der kom jeg så til at sidde inde i maskinrummet. Og der var det enormt relevant at have læst statskundskab”. Herefter følger en ministerrokade og han følger med Pia Gjellerup over som pressechef i finansministeriet i et års tid indtil den siddende regering taber, og de ryger ud i efteråret 2001.

Men det gjorde ikke noget som sådan: ”Manvedjoaldrig hvornår, der er nogen der tænder lyset og siger nuerdetslut.Ogdetvarjoogsåetjob,hvorjegarbejdede altid. Jeg har siddet på vej til noget familiejule-

frokost,hvorjegsadikøkkenethelejulefrokostenog prøvedeatløseensværsag,dervaropstået”. Bagsiden af medaljen ved et højtprofileret arbejde er den åbenlyst store mængde tid det kræver. Tid som man i sidste ende ikke kan bruge på sig selv eller familien. Der er ikke plads til at sætte fokus på denne problemstilling, men i den generelle higen efter ’at blive til noget’ og få de ’fede jobs’, som jeg ofte fornemmer summer under overfladen her på studiet, der tror jeg måske vi glemmer, hvad vi nødvendigvis må ofre for denne type stillinger. Og om vi faktisk er villige til det i sidste ende.

Tilfældigheder og et netværk at trække på, sender Anders videre fra dansk politik og ind i dansk erhvervsliv. Anders fortæller om en dag, hvor han ringes op af en bekendt fra et pensionsselskab, der panisk leder efter en oplægsholder, der kan træde til efter, at deres planlagte mand havde aflyst: ”’Det er ligegyldigt hvad du taler om, ham vi havde booket, har aflyst!’, sagde han til mig. Mens jeg kørte derop, så prøvede jeg at lægge en plan for hvad jeg skulle sige.Jegskullefyldetrekvartererud”.

Anders ender med at holde et oplæg om Tony Blairs kampagneplanlægning i Storbritannien. Et specifikt

emne, men tilfældigvis et rigtig godt valg: ”det synes de var ret underholdende, og efter mødet blev jeg mødt af direktøren for pensionsselskabet og tilbudt et job som informationschef. Jeg stod sådan set frit uden job og var lige blevet far. […] Så var jeg i det job i to år, og så blev jeg fyret, fordi de ikke rigtig syntes der skete noget. Og det kan jeg sådan set godt give demreti.Jegtror,atdetvarforstorenposttilforlille en virksomhed”. Karrierevejen er ikke en lige linje fra job til bedre job, og nogle gange fungerer et valg ikke nødvendigvis perfekt for én. Og det er måske også der, at vi lærer allermest om os selv; der hvor vi kommer tættere på at vide, hvad det er vi rent faktisk ønsker os af det her liv, og i hvilken grad dette så er muligt. Det perspektiv har Anders holdt fast i og siger: ”Noget af det bedste der er sket for mig i mit liv karrieremæssigt, det er de afslag jeg har fået”. Her refererer han også specifikt til et afslag, som han fik på en jobansøgning som kommunikationsmedarbejder på et fjernvarmeværk. Anders reminiscerer at livet nok ikke havde taget sig ud som det gjorde, hvis han havde fået jobbet og var blevet der.

Kort efter bliver han ansat for DTU som kommunikations- og marketingschef i en afdeling med 12 ansatte, der skulle gentænke DTU’s profil. Men der opstår forandringer i prioriteterne hos DTU og de går hver til sit 2,5 års tid efter i 2007: ”Så er det så, at det også stopper, fordi de prioriterer om, efter jeg satte en hel masseigang.Såbestemtejegmigforatstarteselvstændigtogharværetdetsiden.”

Siden da har Anders været selvstændig som kommunikationsrådgiver, opinionsdanner, podcastvært og fra 2019 også forfatter. Han opsummerer sine mange års erfaring med, at ”Der har virkelig ikke væretenplanlagtvejimitliv.Detharværettemmelig umuligtatspotteenrødtrådiminkarriere”.

Til dig, kære læser, der fortsat læser med på de sidste linjer her, så er det, jeg prøver at understrege, at du ikke behøver stresse om studiejobs eller karakterer. Hold fast i din nysgerrighed og hold fast i dine interesser. Der kommer til at være så uoverskueligt mange år fremover, hvor du ikke kan dette og hvor du netop skal tænke i karriere, så grib muligheden for at nyde rejsen lidt.

Jeg har tidligere præsenteret en lille bid af dette citat af Anders Heide Mortensen, men jeg vil gerne slutte af med det samlet:

”Manskallæsesitstof,beståsineeksaminerogvære sig selv. Det siger sig selv. […] Men hvis man synes at mangetingiverdenerspændende,såskalmanikke opfatte det som mangel på koncentrationsevne. Det skal man give sig selv lov til, fordi der kommer noget ud af det på et tidspunkt, det er helt sikkert. Nysgerrighed er meget værdsat i nogle dele af erhvervslivet,deterbareikkesagtsåhøjt.Menmanskalholde tungen lige i munden, man skal følge læseplanen, læse sit pensum og bestå sine eksaminer. I dansk erhvervsliv er de helt vilde med unge akademikere der har lavet noget andet i deres studieliv, det tyder nemlig på en nysgerrighed og en praktisk erfaring for’hvordanfindermanudafnoget’”.

Tak til Magnus og Anders

At Anders Heide Mortensen blev den person jeg endte med at interviewe, er et skønt tilfælde. Hans søn, Magnus Heide, går også på studiet og er en god ven af min. Helt tilfældigt stod vi en dag ved Per Kirkeby, hvor jeg nævnte mit behov for at skabe en artikel om ovenstående emne, og han fortalte glædeligt om sin far, der også selv havde læst her på AU. Magnus var stolt over sin far kunne jeg mærke, og han tilbød at jeg kunne spørge ham, om han havde tid til et lille interview. Tak for det Magnus og tak for din tid Anders!

At Anders Heide Mortensens karriere er imponerende og fuld af sjove historier, er både et godt og dårligt forhold for min pointe. Jeg er enormt tilfreds med at have fundet et eksempel på en statskundskaber derude ’in the wild’, som netop nåede enormt flot til tops, men ikke besad de klassiske stressende stræber-karaktertræk, som vi ofte antager er et krav for netop et sådant liv. Men samtidig er det mig også vigtigt at understrege, at dette ikke er muligt for alle. Det siger sig selv. Og at det ikke er rigtigt for alle, måske endda langt de fleste. Det er svært at finde den perfekte case fra virkeligheden, og udfordringen ved dette interview er at det måske netop underminerer en af mine egne pointer: at succes ikke nødvendigvis tager sig ud som et flot karriereliv. Men hvor dette må leve som en delvist blind vinkel i denne artikel, så holder jeg stærkt fast i budskabet som sådan: sænk skuldrene, det skal nok gå! Du behøver ikke at have det prestigefyldte studiejob eller de høje karakterer for at blive til noget.

“The Boys” fortæller os om aktivistens

dilemma og statskundskabens aktivisme

AF JEPPE GRANDAHL | jeppegrandahl00@gmail.com

Normalt tænker vi på superhelten som den ultimative utilitarist og idealist, der aldrig går på kompromis med sit moralske kodeks. I sidste ende redder Spiderman jo altid New York og Mary Jane.

I serien The Boys er alt dét fuldkommen vendt på hovedet. I stedet er superhelte egoister, kolde kynikere og ultrakommercielle. De myrder, tager stoffer, drikker som svin, og går mest af alt op i deres sakrale approval ratings.

Titlen “TheBoys” beskriver den lille enhed, som den unge knægt Hughie (Jack Quaid) bliver medlem af, efter at han mister sin kæreste på grund af superhelten A-trains ansvarsløse ageren.

The Boys er et skæbnefællesskab for andre, hvis liv er blevet radikalt ændret til det værste på grund af en superhelts aktioner. Selve målet for Hughie og The Boys er at afsløre de skruppelløse superhelte for hvad, de reelt er: magtfuldkomne mordere.

Hughie er en speciel karakter. Modsat de andre Boys, så har han ikke en kriminel fortid eller tidligere erfaring indenfor efterretningstjenesterne. I stedet er han skrøbelig, akavet og vigtigst af alt, så er Hughie gruppens idealist. Gruppens moralske kompas.

I de to første sæsoner arbejder Hughie og The Boys på at forandre verden udenfor systemet og de politiske institutioner. Systemet, institutionerne, ja, alt det etablerede skidt, det skal rives ned. Hughie prøver ihærdigt at vise og oplyse offentligheden om, hvor forfærdelige superheltene i virkeligheden er. Med andre ord, så fører Hughie en slags anti-institutionel “aktivisme”.

Efter flere ihærdige forsøg går det op for Hughie, at verden ikke rigtig er blevet bedre. Superheltene og Vought (superheltefirmaet) har stadig magten.

Følelsen af status quo tænder en ild af utilstrækkelighed hos Hughie. Han forlader The Boys og skifter spor, hvor han begynder at arbejde for “BureauofSuperhumanAffairs”, som er en ny politisk institution, hvis mål er at fange skruppelløse superhelte. Nu prøver Hughie at forandre verden ved at ændre systemet og de politiske institutioner indefra. Med andre ord bedriver Hughie nu institutionel “aktivisme”.

Hughies krydspres

Mit fokus på Hughie skyldes, at han på mange måder er legemliggørelsen af det krydspres, som politiske aktivister befinder sig i: arbejdet mellem det institutionelle og anti-institutionelle.

Det er et helt centralt dilemma som mange politiske aktivister står i: Er det arbejdet og aktivismen indenfor de politiske institutioner, som kan hjælpe med at forandre verden til et bedre og mere retfærdigt sted? Eller skal forandring snarere realiseres udenfor de politiske institutioner?

Præcis det samme spørgsmål stiller Hughie sig selv konstant. Det er derfor han væver rundt udenfor og indenfor institutionerne.

Efter at Hughie har arbejdet for Bureau of Superhuman Affairs finder han på tragisk vis ud af, at hans chef selv er en hemmelig superhelt med beskidte bagstræberiske intentioner, der på ingen måde er i tråd med Hughies. De politiske institutioner er ikke så rene og retfærdige, som han troede.

Statskundskabens aktivisme

En lignende institutionel demaskering, omend i markant mindre grad end overstående, skete forleden, da DR afslørede, at Miljøministeriet har prioriteret erhvervsinteresser over miljøinteresser ved at give Cheminova og en lang række andre danske virksomheder lov til at udlede miljøfarlige stoffer i havområder, hvor grænserne for, hvor meget forurening, der må være i vandet, er overskredet for længst.

Hele skandalen er sket på trods af, at embedsværket i Miljøministeriet i flere år har gjort opmærksom på, at myndighederne ifølge reglerne som udgangspunkt burde gribe ind. Flere juraprofessorer kalder det endda for “magtfordrejning”.

En tidligere dimittend fra statskundskab ved Aarhus Universitet og tidligere medarbejder i Finansministeriet, Asger Narud, fortalte i februar 2019 til Zetland, hvordan klima og miljø ”ikke fylder noget i magtens maskinrum” med henvisning til det danske finansministerium.

Som statskundskaber skal vi sandsynligvis sidde i institutioner som Miljøministeriet og Finansministeriet. Vi skal forvalte, skrive notater og referater, som alt sammen er vigtigt for den organisatoriske trivsel. Men på samme tid skal vi også turde konfrontere de interne konflikter, der eksisterer i nogle af de politiske institutioner. Vi skal turde forandre og udfordre nogle af de politiske institutioners kritisable kulturer og metoder, så de tilpasser sig og bliver opdateret til at kunne håndtere klima- og biodiversitetskrisen, som er den virkelighed, vi står i lige nu.

Da Hughie indså den politiske institutions mangler, forlod han den i apati. Som kommende statskundskabere er det essentielt, at vi ikke reagerer som Hughie, når vi møder en konfliktfyldt institution. I stedet skal vi forblive håbefulde og kæmpe for forandringen. Eller som Rune Lykkeberg sagde i forrige blad, så skal vi "Romantiseredetsomenfrihedskamp”.

Tænketanken

- et politologisk fabeldyr

AF HELENA DAMGAARD PEDERSEN | helena.damgaard@gmail.com KATHRINE HEDE KROGH | kathrinehedekrogh@hotmail.com

Indenfor statskundskaben sætter vi stor pris på at komme ting i kasser. Vi laver klassificeringer, typologier og parameterstyrer i hvad, der kan synes som én lang uendelighed for at afdække virke lighedens forskelle og ligheder. Men vores kasser har også sine begrænsninger, og hvad sker der, når vi støder på et fænomen, der ikke sådan lige umiddelbart lader sig afsløre? Sådan et fænomen er tænketanken. Et slags politologisk fabeldyr, der har det ene ben plantet i det ideologiske mud der, sovset ind i ambitioner om direkte policypåvirkning, og det andet ben plantet i analysernes tek niske tilgang og akademiske afvejninger. Tænketanken forener to kontrastfyldte verdener som en hybrid mellem interesseorganisation og forskningsinstitution - men hvor er den på vej hen? For at blive klogere på det politologiske fabeldyrs væsen har vi sat professor og tidligere institutleder på IFSK, Peter Munk Christiansen, i stævne til et interview om tænketankens fremkomst, placering, og om den kan siges at være en magtfaktor i dansk politik?

Tænketankens stamtræ

Jesper Dahl Kelstrup definerer i sin bog fra 2018, “Tænketanke: nye aktører i dansk politik”, tænketanke som organisationer,derhævderuafhængighedog søger politisk indflydelse ved at synliggøre ekspertviden. Endnu engang bliver de to ben tydelige, men for at klarlægge tænketankens væsen må vi også kigge til dens nærmeste beslægtede: interesseorganisationen og universitetsforskningen.

Tænketanken og interesseorganisationen deler ambitionen om at påvirke politik i en bestemt retning, men hvor interesseorganisationen har til formål at fremme en bestemt gruppes interesser, bliver tænketankens afsæt forstået mere bredt ideologisk set. Der hvor tænketanken adskiller sig fra interesseorganisationen er, at den ikke nødvendigvis står til ansvar overfor en bestemt medlemsgruppe og varetagelsen af deres interesser.

Tænketanken og universitetsverdenen producerer begge analyser og kan agere vidensbank i policybeslutninger. Derudover kan tænketankene også trække på universitetsverdenens viden, og der er da også mange scient. pol’er der hives ind fra universiteterne til analyser for tænketankene. Dog antyder Peter Munk, at der på universiteterne er større tradition for at vurdere styrker og svagheder ved den producere-

de viden. Her har tænketanke i højere grad tendens til at producere analyser, hvor anvendeligheden for politikerne prioriteres højere end fokus på metodi ske svagheder. Denne forskel er også det der, iføl ge Peter Munk, gør at man i stigende grad anvender tænketankene: “Altså en hypotese kunne jo være, at tænketankene de skriver bevidst, så politikerne kan forstå det. Det gør vi ikke på universiteterne. Vi skriver mest noget, som fagfæller kan forstå [...] så derfor kan man sige, at det måske er meget nærliggende, at de læser mere det, der kommer ud af en tænketank - og de læser i hvert fald ikke artikler i videnskabelige tidsskrifter.” Når det så er sagt, mener Peter Munk også, at universiteterne skal være bedre til at producere viden, der kommer udenfor de gule mure og ind i udformningen af konkrete policies - dog uden at det betyder, at den kritiske, metodiske tilgang nedprioriteres.

Fabeldyret i den politiske arena

Med fabeldyrets splittede væsen afdækket, bevæger vi os nu videre til at finde dens placering i den politiske arena. Peter Munk beskriver, hvordan han som en del af Magtudredningen blandt andet skal undersøge tænketankens rolle i den tidlige policyudvikling: “Mit gæt vil være, at de primært fungerer som organisationer, som producerer viden, debatmateriale, som kan påvirke dagsordner, som kan fremme forslag”

Han understreger dog, at det stadig ikke er afsøgt, og forhåbentlig er det noget, de i forskningsgruppen er klogere på om 1,5 års tid. Et konkret eksempel på, hvordan tænketanken indtager en ny position i lovgivningsprocessen, finder vi i Concitos deltagelse i forhandlingerne om en CO2-afgift på landbruget: ”så nu har vi så lige fået Concito med ind i den trepart, der skal forhandle noget om en afgift på landbruget. Og det er første gang, jeg har set en tænketank være inde i noget, som er nogle kontroversielle policyforhandlinger.” Det tyder altså på, at tænketanken som fænomen har gjort sig mere spilbar. Nu placerer den sig mere centralt på banen som leverandør af troværdig ekspertviden i policyprocessen, hvilket Peter Munk ser meget positivt på.

Udfordrer tænketanken status quo?

Spørgsmålet er nu, om det øgede antal og den markante tilstedeværelse af tænketanke rykker ved procedurerne i danske beslutningsprocesser? Hvilke aktører tillægges indflydelse? Peter Munk understreger her, at på trods af at tænketankene leverer mere gennemtygget arbejde, der er lettere for politikerne at “fordøje”, så er universiteternes viden stadig af højere troværdighed. “generelt synes jeg, at universitetsforskning har en højere troværdighed, end det, der kommer ud af gennemsnittet af tænketankene.Aleneafdengrund,atvijoihvertfald

ikke åbent har et eller andet grønt eller borgerligt eller rødt mærke på os.” Vi må alt- så forstå, at opblomstrin - gen af tænketanke ikke som sådan udfordrer sta- tus quo i forhold til universiteterne og hvor de kan bidrage med viden.

Hertil tilføjer Peter Munk, at opblomstringen i højere grad skal ses som en demokratisk gevinst ud fra en plussumslogik. “For mig er pluralisme også en demokratisk dyd. Så det, at vi har tænketanke, som repræsenterer hvad som helst, synes jeg i sig selv er en demokratisk gevinst.” Altså bliver antallet af tænketanke heller ikke en udfordring for det politiske landskab.

Efter vores interview med Peter Munk er fabeldyret trådt frem i lyset. Flere ting tyder på, at tænketanken spiller en mere central rolle i den tidlige politiske beslutningsproces, men mange spørgsmål om dens væsen er stadig uafklarede. At få tænketanken til at passe ned i én eksisterende kasse synes besværligt, og måske forstår vi den i virkeligheden bedre, hvis den får sin egen, hvor den kan forene interesser og forskningsindsigter. Det politologiske fabeldyr er stadig ikke færdigudviklet, og vi ved ikke, om den får endnu et ben eller en krølle på halen. Men vi håber, at du ligesom os har fået en lidt tydeligere idé om, hvordan fabeldyret ser ud, når det kommer til produktion af troværdig viden og en øget anvendelighed af denne i policyprocessen.

FORSTÅ KENDRICK DRAKE BEEFEN

AF MADS GRANDAHL | mbgs1234@gmail.com

Jeg må efterhånden være selvudnævnt popkulturel redaktør her på kanden. Jeg læser småskammeligt Euroman, og mener, de udgiver nogle af de bedste portrætter i det danske mediebillede. Jeg lytter til hiphop (modsat alle andre indie-punk/rock/jazz lyttende statskundskabere), og så har jeg vigtigst af alt fulgt højintenst med i hiphoppens seneste skud på stammen, når det gælder intriger, disstracks og forpustede egoer. Det er dog ikke første gang verdenen skal lægge ører til beef mellem verdens største artister. Tupac og Biggie skød bogstaveligt talt denne trend i gang, hvorefter NAS og Jay Z overtog stafetten og kæmpede om at være betonjunglens alfahan. Hver generation har sine giganter, som støder hovederne sammen og skaber musikalske rystelser, der kan høres og mærkes. Sådanne hovedstød er bare hamrende komplicerede, men frygt ej, Kandestøberen vil her tage dig i hånden og udpensle de vigtigste nedslag i vor tids (indtil videre) største musikalske beef.

Vores generation har muligvis følt de første stød, da Kendrick på Metro Boomin og Futures nyeste to plader udførte nænsomt forspil til et potentielt trekantsdrama mellem primært ham, Drake og J. Cole. Mest nævneværdigt er sangen ”Like that”, hvor Drakes seneste plade ”ForAllTheDogs” får en velfortjent snitter, og det mest ørehængende vers lyder sådan: ”Motherfuckthebigthree,ni**a, it’sjustbigme”, hvor han med reference til Drake bangeren ”First Person Shooter” med J.Cole som feature, sætter et punktum på den diskussion, Cole selv rapper et par vers om. Så er scenen ligesom sat.

Nogle af jer undrer sig nok over, hvordan vi er endt her, og det findes der heller ikke ét klart svar på - især når vi har at gøre med uundgåelige egoer, kommercielle interesser, og hiphop-verdenens voksenbaby; Drake. I finder nok heller ikke et fyldestgørende svar her i artiklen, og den burde også involvere et virvar af artister såsom Metro Boomin, Future, Rick Ross, A$AP Rocky og The Weekend. Linjerne kridtet skarpt op, så har Kendrick altid små-stukket til Drake, hvoraf han oftest har ignoreret disse. Men rap er konkurrence, især for Kendrick, der i 2013 på Big Sean’s ”Control” for alvor viste tænder med verset: ”IgotloveforyouallbutI’mtrynamurderyouni**as”, hvilket gravede grøfterne dybere mellem ham og Drake. Den efterfølgende tid har de holdt sig i hver sin lejr og med strygende musikalsk succes til følge. J. Cole ”er” der egentlig bare. Uden at miskreditere hans kvaliteter, så er det ikke ham, der er hovedpersonen i dette drama. Og dog så udgav J. Cole i sidste måned den veludførte plade ”Might Delete Later”, hvor sidste track på pladen er ”7 Minute Drill”, som er en tre-et-halvt minutters langt modsvar til Kendrick’s vers på ”Like that”. Det var alt, hvad

vi tilhængere havde brug for. Endelig et modsvar, og en initial krigserklæring som alle forstod. Men før de første skud overhovedet blev affyret, hejste J.Cole det hvide flag og trak i land. Til en koncert undskyldte han og fortrød pinagtigt sit disstrack.

Men hvad med Drake? Udover blachmanske (læs: uforstående) instagram opslag tog han bladet fra munden kort tid efter og udgav et respektabelt modsvar med titlen ”Push ups”, og som om det ikke var nok udgav han samme dag ”Taylor Made Freestyle”, der dog senere blev taget ned. 2 uger senere udgav Kendrick et modsvar til modsvaret (den her konflikt burde være PT-pensum) med titlen ”Euphoria”, og i Drakes tegn udgav han endnu et nyt disstrack i samme uge med titlen ”6:16 in LA”. Som modsvar til Kendricks seneste lussinger udgav Drake ”FamilyMatters”, men kort tid efter udgav Kendrick hans hidtil hårdeste modsvar med de to sange ”Meet the Grahams” og ”Not Like Us”. Uden at udpine jer med citater, kan man kort sagt konstatere, at der bliver gået til den. Drake anklager Kendrick for utroskab og voldelig adfærd overfor sin kone. Kendrick anklager i ren Pusha T stil Drake for at have endnu et barn, som offentligheden ikke kender til. Og nu som man skulle tro, at stridsøksen enten var blevet begravet, eller nedlagt til slibning, så udgiver Drake ”The Heart Part 6”, der er bedst i de sidste to minutter, og sjovest af alt angiver at have plantet falske beviser i Kendrick-lejren omkring hans angivelige anden datter.

Beefen siger noget dybere om kløfterne i moderne hiphop

Den kolde krig er blevet varm, og diverse hiphopmagasiner (samt Kandestøberen) venter i spænding på at få endnu mere kød på gaflen, fordi beefen umiddelbart ikke ser ud til at ende. Men hvorfor ikke begrave stridsøksen, og lade os lyttere gå mætte i seng – vi har trods alt nok på vores tallerken. Svaret findes i både de to rapperes personligheder, men også i den kulturmusikalske kløft som begge fanskarer befinder sig i.

På en måde var beefen uundgåelig. Drake og Kendrick er som to modpoler med hver sin lejr i hiphop. Drake, som den kommercielle masseappelerende rapper, der udgiver flere albums om året, og har en mere poppet og ørehængende lyd. Kvantitet mod kvalitet, hvis man sætter det på spidsen. Kendrick som den mere selvbevidste rapper, der kun har udgivet fem album de sidste 14 år, og med en mere eksperimenterende og seriøs lyd. Man lytter, når Kendrick rapper. Kendrick ville næppe have emoji- og memelignende albumcovers. På trods af intrigerne og kampen om ordet, og hvem der vil trække sig sejrrigt ud af denne omgang, kan vi lyttere i det mindste glæde os over én ting: at vi er vidne til en omgang god musik.

POLITOLOGISK BOGFORMIDLING

Vi har startet en løbeklub, hvor alle medlemmer er velkomne til løb sidste søndag i måneden. Her vil der være kaffe, boller, hygge og løb i det tempo, I ønsker.

Kom ned og sæt jeres bøger til salg inden efterårssemesteret på vores brugtbogshylde. Eller kom og køb en bog til gode penge!

Vores medlemskab er sat ned til

25 kr,- for et helt år! Køb det og få glæde af de ovenstående goder, kaffe og meget mere!

RALLY & SOCIALISTISK AFGIFTSPISK

AF IBEN DAM SCHMIDT | iben5162@gmail.com

Det er klart min opfattelse, at Danmarksdemokraternes CO2-rally kunne samle folket, som de (åbenbart) er flest. Faktisk blev jeg ramt af en form for højskolestemning, da jeg trådte ind på pladsen uvidende om, hvad jeg gik ind til. Der var fællessang, aktiviteter og fællesspisning rundt om et par barborde toppet med ketchup og sennep. Jeg havde inviteret mig selv med et par stykker fra 4. semester fra Kandestøberen (apropos ting man burde gøre noget oftere) for dette lille stykke danmarkshistorie måtte jeg ikke gå glip af.

Jeg havde forinden gjort mig en masse tanker om, hvad jeg ville blive mødt af. For eksempel var jeg overbevist om, at Inger ville tage sin hund med, at pladsen ville være fyldt op med landbrugskøretøjer, og at højtalerne nok ville spille dansk 80’er musik. Men der måtte jeg tro om. Musiktemaet var et andet, og derfor kunne jeg ikke holde mig fra at dokumentere lidt af playlisten, som du kan finde ved at scanne QR-koden nedenfor.

Derudover var der ingen hund og ingen traktorer på nær den, der hang under teksten: ”Bevar dansk landbrug.” Og den var i sig selv ikke just imponerende. Det var fjendebilledet, der blev tegnet af bælgfrugter til gengæld. Der var ingen tvivl om, at bælgfrugterne toppede på førstepladsen som djævlen selv, skarpt efterfulgt af stuk og DJØF’ere. Men selvom jeg på sin vis kan kalde mig DJØF’er, følte jeg mig nu velkommen alligevel. Jeg kom endda hjem med et klistermærke, et nyt cover og dagens ord: ’socialistisk afgiftspisk’.

SCAN QR-KODEN OG FIND UD AF, HVAD MAN LYTTER TIL, NÅR MAN ER SOM DE FLESTE!

Agners Bodega er kun for de søstærke

Røgen rammer som en hård lussing, når man træder ned i kælderen på Agners Bodega. Det er pacificerende passiv rygning, som jeg, Snorre, Esben og Anders har samtykket til, da vi satte kursen mod Møllevangen. Ja, altså, det område mellem Storcenter Nord og BSS på Fuglesangs Allé. Med andre ord er vi på den helt forkerte side af Ringgaden.

Vi bliver budt velkommen af en stor mand med et stort anker om halsen. Baren er placeret lige ved indgangen, og her sidder det store anker med resten af medlemmerne af den jury, der skal afgøre, om vi er inde eller ude. Der bliver kigget olmt, da vi passerer dommerpanelet og fortsætter ned i den mest afsides krog af bodegaen, vi kan finde. Frygten for at kigge nogen direkte i øjnene pumper gennem mit hoved, der ikke kan komme sig over den røgfyldte goddag-mand-økseskaft det fik, da vi trådte indendørs.

Føj for den lede. Fik jeg nævnt røgen? Esben beholder skaljakken på i håbet om, at den isolerer resten af tøjet for lugten. Snorre og jeg har begået den fejl at have iført os en sweater i dagens anledning. Du får kol af at slikke på væggen. Anders sætter kursen mod baren og juryen, og der bliver grint op i hans åbne ansigt, og juryen himler med øjnene op mod det nikotingule loft, da han beder om fire styks fadøl. Sådan noget fint fikumdik har de slet ikke her. Dog har området socialt boligbyggeri, et plejehjem, en thai-massage og Agners. Stamgæsterne har altså verden i sin hule hånd. Den trehjulede scooter udenfor er en stor autenticitetsmarkør og et varsel om, at her bliver man hængende til nogen sender dig hjem på scooteren.

Det nytter ikke at beskrive interiøret. Røgen har lagt sig så tungt på alle møbler og mennesker, at jeg ikke med garanti kan sige, hvad der er op og ned, venstre og højre eller ret og rimeligt på den her bodega. Dog er det tydeligt at mærke, at der ligger et gravkammer mellem lædersæderne, men jeg tør ikke stikke hånden derned, for gæsterne ved baren sender blikke, og efter Anders bad om fadøl er vi ikke i juryens favør.

”Hold kæft din pigesure gamle kælling”, siger en stamgæst til en ældre dame, der slænger sig hen til spillemaskinen. Hun svarer med et host, der giver genlyd gennem lokalet, og et sådant host er ligeledes en autenticitetsmarkør i Bodegaernes håndbog. En gæst har beholdt sin arbejdsdragt med reflekser på, og det gør han klogt i, da ingen ellers ville opdage ham for den tunge røg, der fiser ned i vores lunger og kradser mere end Snorres sweater.

Snorre og Esben diskuterer politik som de eneste. Vi er på Agners på et skråsikkert visum, der kan ophøre, hvornår end det skulle være. Jeg holder lav profil, og gemmer notesblokken væk i frygt for at blive kaldt en pigesur ung kælling af gæsten, der sidder få borde væk. Vi lugter langt væk af en tryg opvækst og gode fremtidige arbejdsvilkår, og det er en hån i sig selv mod Agners. Det er et spørgsmål om tid før den store mand med det store anker hidkalder alle nordiske guder og sender ulykken vores vej. Røgen får det til at kradse alle tænkelige steder, og juryen har kigget skummelt en gang for meget, og på samme goddag-mand-økseskaft-manér vi kom herind på, er vi ude igen.

Agners får 4/6 ankre, alene på det grundlag, at det var en nærdødsoplevelse.

DEN ANDEN PLADS

AF

LEO ROHRMOSER | leonardrohrmoser@gmail.com

Andenpladsen er en forfærdelig ting, og den utrolig gode andenplads er næsten grusom. Den forventede vinder (umbi) bliver fejret, tager det gyldne bækken hjem (som de næsten altid gør), og holder 30 pokalfester. Den utrolig gode andenplads skal ikke kun leve med, at de var tæt på at vinde, men også at deres fænomenale indsats ikke kan hyldes. Kort sagt: PF var virkelig gode (altså virkelig virkelig gode), men blev offer for den meget gode anden plads. Med vores tid på 3:18 i finalen ville man have vundet 11 ud af de sidste 15 finaler siden 2009.. Vores sejlere var ca. 21 sekunder bedre end Christian Sommers legendariske vinderhold, omtrent 12 sekunder bedre end sidste års finalehold, og man havde også domineret sidste års finale. Der er altså alt i alt tale om en historisk præstation, som normalt vil blive hyldet med et gyldent bækken og mindst en pokalfest.

Kapsejladsen gør også en god andenplads endnu mere grusom. Dem, der er mest tilbøjelige til at fejre ens bedrifter er stive og leder efter campingstole de kan stjæle til Folkemødet. De officielle tal tilkendegives ikke rigtigt, og hvis de gør, så er det uden kontekst. Det eneste der tæller, er det gyldne bækken. Gode andenpladser er nyttesløse, fører desværre ikke til sange, der tvinges på nervøse russere, ikke til pokalfester og irriterende instagramcontent. Så hvad er pointen med artiklen? Real madrid (Umbi) vandt, men vi var meget gode. Kapsejladsen lever af historier om, hvornår man skal være på pladsen (3:00 er for sent), hvor gode Apollonia er (vi var stadigvæk bedre) og hvilken kombination af alkohol, der skal tages med (Kaffe bailey er en dræber). Kan de næste kapsejladser så måske handle lidt om vores tragiske, men utrolig gode andenplads i 2024?

En sand fortælling om en mand, vi kalder Åge

Spørger man en 'rigtig' aarhusianer, kender vedkommende med overvejende sandsynlighed navnet på den mand, som fortællingen drejer sig om. Han er kendt blandt mange aarhusianere, enten fordi han er deres udlejer, eller fordi de har hørt rygter om ham ude i byen. Han er jyde i yderste potens. Han vender hver en øre og tjener rigeligt med penge. Han ejer en masse lejligheder i Aarhus som han lejer ud, og det ved jeg, at man kan tjene rigtig mange penge på. Derudover går rygtet på, at der i Åges ejendomme findes en række bordeller, hvor kvinder tilbyder deres kroppe for penge. I denne fortælling kalder vi ham Åge, og selvom Åge ikke er hans rigtige navn, så er resten af denne historie ikke desto mindre sand.

ASTRID AMALIE MORTENSEN | astridammortensen@gmail.com

En rigmand i joggingbuks

For bedst at forklare, hvem Åge egentlig er, skruer jeg tiden tilbage, til første gang jeg selv mødte ham. Jeg møder Åge i en dyr lejlighed på en prominent adresse lige midt i Århus. Lejligheden tilhører Åge, som jeg vil skyde på er i 70-erne. Selvom Åge er iklædt slidte joggingbukser og en nusset bomuldsundertrøje, så vidner lejligheden om, at Åge har penge nok. Jeg tager mig selv i at tænke, at kontrasten mellem mand og lejlighed er et absurd syn. Lejligheden har en terrasse med udsigt over hele Aarhus, en stjernekikkert der peger i retning af nattehimlen over byen og en håndmalet vase, der næsten er på højde med mig selv. Vasen har Åge selv bragt hjem fra en rejse til Thailand, hvor han også mødte sin kone. De to bor nu sammen i en lille flække i det mørke Jylland.

Jeg er i lejligheden for at underskrive en lejekontrakt på en lejlighed som Åge også ejer. Snakken er venlig. Åge fortæller, at han ejer en del lejligheder i Århus. Det hele startede vist fordi han engang i 1970’erne købte en hel opgang til ingen penge, efter han blev træt af at bo i kolonihave en hel vinter uden rindende vand og toilet. Det var i denne mørke periode, han besluttede sig for at købe en lejlighed. Men da det havde været næsten lige så billigt at købe alle lejligheder i en hel opgang, gjorde han det. For når Åge ser et godt tilbud, så slår han til. Dengang syntes folk at han var tosset, fordi lejlighederne var slidte og hvad skulle en enkelt mand bruge så mange lejligheder til? Det er let at være klog på bagkant, men lad mig sige det sådan, at den der ler sidst, ler bedst. I dag har Åge i

hvert fald ikke fortrudt, at han investerede i den ejendom, som er blevet til mange flere siden. Men selvom Åge i dag har penge nok, så er det alligevel ham selv, der kører rundt i sin firehjulstrækker og bakser med alt praktikken. Eksempelvis når den gamle mand alene hiver en brugt ovn op på fjerde sal, da en beboers ovn er gået i stykker. Eller når han nægter at købe et nyt køleskab til nogle piger i et kollektiv ovenpå, hvis køleskab ikke har nogen hylder og det i øvrigt er en for gammel køleskabsmodel, til at man kan købe nye hylder til det. Så pigerne må stakke ost, pålæg og syltede agurker i en bunke inde i køleskabet. Jeg kan konkludere, at Åge lever efter ordsproget “penge sparet er penge tjent”. Ikke desto mindre underskrev jeg lejekontrakten.

Thaimassage i kælderen

Dengang jeg boede i en af Åges lejligheder, fik jeg næsten altid en varm modtagelse af den søde, eksotiske duft af røgelse fra kælderens massageklinik, når jeg gik ud om morgenen. Alligevel virkede massageklinikken på mange måder uindbydende med jerntremmer for dør og vinduer og en skrift på facaden med ordene “LUDER, LUDER, LUDER”. Jeg forstod hurtigt, at der selvfølgelig er tale om et bordel, og ikke en almindelig massageklinik. I dag hedder massageklinikken Sol Massage og tilbyder ifølge klinikkens egen annoncering “en fræk og kærlig behandling”, som klinikkens asiatiske piger sørger for. Men Åge udlejer ikke kun kælderlokaler til bordellet Sol Massage.

Jeg ved, at der i flere andre af Åges ejendomme findes massageklinikker, men spørgsmålet er, om der også her er tale om bordeldrift. Fordi jeg ikke selv har besøgt massageklinikkerne, har jeg brugt en anden metode til at undersøge, hvilke af massageklinikkerne, der fungerer som bordel. Der findes til mit held et sted på nettet, der hedder Eroguide, som er bordel-verdenens svar på Trustpilot. I den forbindelse må jeg give en særlig tak til brugeren “Aarhuselsker” der ifølge sin egen profil-tekst er “fritidsgynækolog”. Med hans i alt 12.931 indlæg på eroguide, har han nemlig været med til at give mig kendskab til hele 6 bordeller i ejendomme ejet af Åge. Altså på 6 ud af 9 af Åges ejendomme findes der bordeller.

Men hvad der egentlig er Åges motivation for at udleje lokaler til så mange bordeller, kan jeg kun gisne om. Jeg ved, at han i andre sammenhænge er motiveret af jyske dollars, så måske betaler det sig at udleje lokaler til bordeldrift. Dog ved jeg fra en artikel i Dagbladet Information, at selvom Åge har udlejet til bordeller i hvert fald siden 1990’erne, så er han aldrig blevet dømt for rufferi. Min nysgerrighed er dog ikke helt slukket for nu. Som jeg har fortalt, foretrækker Åge breve, og derfor har jeg valgt at sende den rigtige Åge et brev, hvor jeg prøver at stille ham de spørgsmål som jeg brænder inde med. Så brevet bliver et symbolsk punktum for denne historie, men jeg lover at skrive, hvis jeg får et svar.

Mit brev til Åge:

Kære Åge,

du skal vide at jeg har skrevet en artikel der handler om dig, hvor du dog ikke nævnes ved navn. Jeg har undersøgt, om der findes bordeller på de adresser, du ejer i Aarhus, og jeg kan konstatere, at der på flere adresser er kvinder, der lader sig prostituere. Det har derfor undret mig, hvorfor lige netop du i flere tilfælde udlejer lokaler til bordeldrift, og hvad dine tanker er bag dette valg.

Først og fremmest, hvad er din motivation for at udleje til bordeldrift? Jeg ved fra artikler, jeg har læst, at det ikke er alle dine lejere, der er lige glade for bordellerne, så hvorfor gør du det på trods af den modstand?

Jeg ved også fra beretninger fra bordelbrugerne, at der på flere af bordellerne er udenlandske piger. Nogle er EU-borgere, andre kommer fra blandt andet Afrika og Asien. Måske har du gjort dig nogle overvejelser om, hvorfor disse piger er taget hele vejen til Danmark for at lade sig prostituere? Har du eksempelvis overvejet, om de har en gyldig arbejdstilladelse, eller om de i det daglige har adgang til deres eget pas?

Jeg håber, at du vil svare på nogle af mine spørgsmål, så jeg bedre kan forstå, hvorfor du gør som du gør. Det er måske lettest for dig ikke at svare, men dit perspektiv er trods alt en vigtig vinkel, og du kan svare helt anonymt.

Mvh. Astrid

Danmarks bedste live-act? Hans navn er

GOSS, GOSS, GOSS

AF KATHRINE HEDE KROGH | kathrinehedekrogh@hotmail.com

På en smålummer lørdag aften crowd-walkede Goss sig ind i min og samtlige koncertgængeres intimsfære og bevidsthed. Med sin sindsoprivende koncert på SPOT-festival cementerede Goss sin berettigelse i den danske musikbranche og som - efter min bedste overbevisning – Danmarks bedste live-act.

Luften sitrede på et stuvende fuldt Voxhall få minutter i koncertstart. Fadøllene skvulpede lystigt og stemningen var tæt af forventning. Jeg selv havde udset mig Goss i SPOT-festivals ellers soon-to-be-stjernespækkede program og det virkede til at de fleste af festivalens øvrige gæster havde gjort det samme. Dog havde jeg ingen idé om, hvad der ventede mig de følgende 35 minutter; en kraftpræstation uden lige, hvor manden med det borgerlige navn Mads Damsgaard Kristiansen makulerede det gængse koncertformat til uigenkendelighed og ud spyttede et virtuost mesterværk.

Da Goss i sit andet nummer, Ocean, bogstaveligt talt vadede direkte ud i publikum og med skælvende og samtidig stålsatte trin fortsatte sin færd, stod det klart at denne kunstner er kompromisløs. Et vovet greb for nogen artister, men for Goss kun begyndelsen. Samme kompromisløshed gennemsyrede hele koncerten og smittede befriende af på publikum. At løbe tværs henover Vester Allé for at se Goss afslutte showet på bordtennisbordet i Mølleparken, og derefter kravle op i en lygtepæl var forløsende på en måde jeg ikke har oplevet før til en koncert. På én og samme tid være så performende og så nøgent et menneske gjorde både Goss og hans musik til noget ganske specielt.

Hvis jeg skal fremhæve én ting ved koncerten, må det derfor være det uafviselige nærvær Goss skabte mellem scenen og publikum. Acapellaversion af Plasticbag soul gav kollektivt gåsehud og vidnede om en tillidsfuldhed, der sjældent ses i samme grad. Den rå vokal fik dog heller ikke lov til at stå fuldstændig alene, men blev flankeret af et veloplagt band og det aarhusianske kor Maestra, der stod spredt blandt publikum. Som florlette strøg blandede korets stemmer sig med Goss’ og bandt sløjfe på det bastante lydbillede.

Der skal lyde en særlig tak til kunstnere som Goss, der gør noget andet, gør noget kompromisløst og giver noget til sin omverden. 35 minutter kan forvaltes på mange måder – det her er muligvis én af de bedste jeg har oplevet.

SOMMER-OPSKRIFT

šaltibaršciai

AF MIKAEL SAEEDZADEH | mikaelsaeed2@gmail.com

Ærlig talt, så er der ikke meget sex appeal over den litauiske suppe šaltibaršciai. Den består af ingredienser, som den gængse studerende ikke typisk har på lager. Men det burde man have – for så kan man lave den ekstrem nemme šaltibaršciai. Saltibaršciai kræver nemlig ingen kogning (og dog...) eller stavblending, som jeg ellers synes er et irriterende uundgåeligt skridt ved de fleste suppeopskrifter.

På dansk betyder šaltibaršciai ”kold suppe”, hvilket er suppens klart største kvalitet. Lige så kølig suppen er, lige så læskende er den. Med sommeren lige rundt om hjørnet er šaltibaršciai altså en kærkommen ret, som ikke har nationalretsstatus i Litauen for sjovt. En tur i køleskabet over natten gør underværker for retten, som de forskellige ingredienser hygger sig i kærnemælken.

Suppen fra den anden side af Østersøen kræver altså efter min mening lidt mere international anerkendelse. Udover at det er en lækker og nem suppe, er det samtidigt en billig suppe med masser af næring i. Der er ikke mangel på antioxidanter og fibre. Desuden bliver det også nemmere at indtage kærnemælk, som jeg aldrig har været fan af. Men mon ikke tarmsystemet bliver større fan af sin ejerperson, som man indtager al den probiotika.

Jeg har ikke haft held med at gøre suppen særlig instaworthy, men så er det godt, den smager godt. Når jeg skal fjerne mine visdomstænder senere på måneden, ved jeg godt, hvad jeg skal leve af. Velbekomme og god sommer!

Ingredienser:

- Revet kogte rødbeder

- Kærnemælk

- Masse hakket dild

- Cirka et bundt hakket forårsløg

- En agurk i tern

- Et par hårdkogte æg (minimum to, men det kan næsten ikke få nok) – æggehviderne i tern

- Salt

(Det er ikke en fejl, at der ikke står kvantiteter. Prøv dig heller frem og brug smagsintiutionen. Jeg elsker dild, så jeg kan personligt finde på at bruge et helt bundt, men det er jo en smagssag).

Fremgangsmåde:

1. Enten kan du koge rødbeder til de er møre eller finde nogle revede rødbeder på glas, hvis det skal gå stærkt. Hjemmekogte rødbeder er bedst og to er rigeligt –smag dig frem! Ideelt set skal rødbederne køle ned, men det går nok.

2. Kog æg til de er hårdkogte. Mens du venter på æggene, hak op til et helt bundt forårsløg. Hak noget dild, nu du er i gang. Smid det hakkede i en gryde.

3. Adskil den kogte æggeblomme fra hviden, smid det i gryden og mos det sammen med dilden, forårsløgene og salt. Begynd så småt at tilføje kærnemælk og rør rundt.

4. Dine rødbeder er møre. Riv dem. Tilføj dem i gryden og mærk magien, når suppen begynder at tage form ved, at den får sin karakteristiske lyserøde farve.

5. Tilføj undervejs en udhulet agurk, som er skåret i tern. Æg i tern tilføjes også.

6. Suppen serveres straks – ellers giv det lidt tid på køl. Serveres med lige den type varme kartoffel du kan lide (den første dag bruger jeg kogte nye kartofler og til den efterfølgende dags rester steger jeg kartoflerne og får en glimrende crisp kartoffel til) og dild. Smag til med salt.

ETMAS ANEKDOTER

Introduktion: En sommer engang, måske i 2022, ombord på Fjordline eller Stena Line færgen (det er irrelevant) blev der skrevet en masse autofiktive anekdoter. Hvor meget de læner sig op ad fakta eller fiktion er uvist, op til fortolkning og måske fortroligt. Hvor mange af anekdoterne, som er blevet skrevet på færgen eller skrevet i de efterfølgende år, er også uvist og ligeledes forholder det sig med kronologien. Men. Den røde tråd i anekdoterne er dog hovedpersonen Etma. Hvorfor hun hedder Etma, må man selv finde ud af, men det lugter måske lidt af et anagram.

Bla bla bla mange ting er åbenbart fortroligt, men her kommer der en fortsættelse på Etmas anekdoter, hvilket betyder at lidt har ændret sig. Nu skrives der også anekdoter på andre tidspunkter end på færger. Det var faktisk slet ikke en færge-ting, det var bare et spørgsmål om fritid.

Etma x2

Etma 4

Etma tænkte på den smukke dreng.

Hun var sikker på at han ikke kun var af dansk afkom.

Måske var han også italiensk

eller bedre endnu fransk.

Voulez-vous coucher avec moi hviskede den lille pige flirtende til sig selv.

Det var det eneste hun kunne på fransk udover ordinateur.

På spansk kunne hun også sige deberes.

Det skulle hun nok komme langt med tænkte hun for sig selv.

De havde så mange ting til fælles

De havde begge haft en Berlingo som barndomsbil

De havde begge mødre født i 69

De havde begge gode værdier

De havde begge en trækprocent på 37

De havde begge brunt hår

De havde begge lært meget fra deres tidligere forhold

De havde begge lært fx at de ikke ville gå på kompromis med noget som helst nogensinde næste gang de skulles cuffes og lidt efter fandt de ud af at ved at cuffe hinanden vil de få deres kompromisløse kærlighed

De havde begge det bedst når de var big spoon om natten

Selvfølgelig var der nogle ting de ikke havde til fælles, men jaja

De valgte begge White Chocolate Almond is fra Lidls store is-udvalg

De var simpelthen meant to be

Etma bold

Etma sad på tribunen.

Det var sjovt hvordan fodbold egentlig bare handlede om beslutninger. Hvis man ikke kunne træffe en beslutning, så sendte man bare bolden videre til den næste og sådan fungerede det meget frem og tilbage.

Nu vidste Etma at hun ikke skulle have sæsonkort igen.

Etma 2026

Etma havde så mange planer

Hun havde planer fra 12 til 13

Hun havde planer for weekenden

Planer for maj

Planer for sommerferien

Planer for dig

Ja hun havde selv en 2025-plan og faktisk også en 2026-plan.

Og hendes 2025 og 2026 planer var så gennemførte at det ikke bare var how-to-structure-your-kandidatuddannelse-planer, men også sådan privat-livs-planer.

Det var geniale planer. Sådan at alt ville gå op i en større enhed. Planer.

Der var bare en lille ting som gjorde det lidt svært med alle de her planer og det var jo at man også skulle få alle andre folk med på planerne, så planerne faktisk kunne udføres.

Få andre til at spille sin rolle så de også vil få deres lykke.

Vigtigst af alt for deres eget bedste, men selvfølgelig også for Etmas bedste.

Der var stadig mange brikker der skulle falde på plads før

2026-planen kunne lykkes.

Men så var det heldigt at der stadig var et par år endnu før det blev 2026.

Etma TDF

Etma 40

Hun betragtede sin lange slanke storesøster sænke urnen ned i jorden. Det var så mærkeligt hvordan en hel person bare var blevet brændt ned til størrelsen på en mælkekrukke. Alle de minder, eller mangel på minder nu hvor der var tale om demens, men alligevel historie(r) og glæde spejlet i andre på grund af denne ene person, der nu bare var komprimeret til indholdet af en urne. I spejlet kunne Etma se hvide indtørrede saltkorn som lå som aske på hendes øjenvipper.

Døden er jo en naturlig del af livet. Nu havde hun ikke flere bedsteforældre tilbage.

Etma tog på tour de fredagsbar.

Eller hun tog ikke på det, hun havde faktisk planlagt det hele.

Så hoppede hun fra bar til bar med sine venner.

Og da mødte Etma og Etmas ven en i kommabar der fortalte om hvordan han læste nordisk samtidig med at han var betalt stenkaster.

Hmm tænkte Etma hmm.

Det var bare ikke lige så sjovt når det var alle som tog pis på alle og ikke kun Etmas vennegruppe der tog pis på andre, men også Etma og vennegruppen der blev pisset på.

Nu havde Etma vist også fået nok af alle de tour de fredagsbarer

Brevkanden – i samme båd og under samme sol

AF ESTHER MARIE ENIG | esthermarie@hotmail.dk

Nu er det ved at være sommer igen, og med sol og lange dage i parken følger altid mange dilemmaer. Blev du for fuld til Kapsejladsen og gjorde noget pinligt? Er du i tvivl om, hvorvidt du skal spørge ham den søde du mødte i Redbull-baren om han vil drikke en øl? Kan du ikke helt finde ud af, om du skal komme til sommerbar eller blive på læsesalen? Frygt ej – Brevkanden har din ryg! Denne gang har mange af jer afleveret jeres spørgsmål i Brevkandens fysiske brevkasse – og tusinde tak for det! Det gælder både til PB for lån af bordplads, og til alle jer der har turde placere jeres dilemmaer i mine kyndige hænder. Indsend også gerne dine dilemmaer til kanden@ps.au.dk eller skriv til os på @ifsk_kanden, så vil jeg tage dig ved hånden og forhåbentligt hjælpe dig på vej mod en smule klarsyn.

SPØRGSMÅL 1

HejBrevkanden!

Minpungogmobilblevstjålettilkapsejlads,ogjegmistænkerstærktminlæsegruppemakkerforathave tagetdem!Jegsåhendetagedemframintaske!Hvordankonfrontererjegminlæsegruppemakkerpåen ordentligmåde?

Okay, den var straks værre. Jeg vil lige starte med at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor du blot mistænker din læsegruppemakker for at have dine ting, mens du samtidigt påstår at have set hende tage dem? Hvis ikke det er et stensikkert bevis, så ved jeg da snart ikke hvad er. At du ikke vælger at konfrontere hende i øjeblikket hvor du ser det, undrer mig også gevaldigt. Det havde klart været det nemmeste for alle parter. Du havde ikke mistet dine værdigenstande, og hun havde kunnet stikke dig en lille hvid løgn.

Hvis ikke man tør konfrontere sin veninde med, antager jeg, alkohol brusende gennem blodet, så har jeg svært ved at se, at man skulle turde gøre det i ædru tilstand. Jeg ville derfor foreslå, at du anvender en mere nænsom tilgang end direkte konfrontation. Har du en form for sporingsapp, du kan tjekke? Kan du bekræfte hvor telefonen er på den måde? Hvis den er hos hende, kan du invitere dig selv hjem på besøg, og lede efter dine ting mens hun brygger kaffe eller er på toilettet. Du kan jo evt. også forsøge dig med at spørge en anden fra jeres læsegruppe eller en fælles ven om hjælp. Måske har din læsegruppemakker virkeligt dårlig samvittighed over, i sin fuldskab at have taget dine ting, og har bare brug for at få byrden af sine skuldre. Den tredje part kan i så fald agere mægler mellem jer og løse konflikten på den måde.

Du kan også forsøge dig med at kontakte politiet, men så er jeg ret overbevist om, at alt der hedder fælles kageordning og læsegruppemiddage bliver et levn fra fortiden. Siden det virker som om jeres relation er lidt dysfunktionel i forvejen, jf. tyveri ved højlys dag, ville det dog måske ikke være det værst tænkelige udfald. Uanset hvad du vælger, ønsker jeg held og lykke herfra!

SPØRGSMÅL 2

KæreBrevkanden!

Kanjegtillademigatværesurpåandreover,atdeerdårligetilatryddeopefterkapsejlads?

Det er et spændende spørgsmål, der i min optik er dobbeltsidet. På den ene side er den 'brug-og-smid-væk'kultur, der hersker til Kapsejladsen, enormt usympatisk. At voksne, intelligente mennesker pludselig ter sig og sviner, som om jorden skal gå under i morgen, er en stor fuckfinger til alle, der nogensinde har været til en klimamarch. Det er decideret ucharmerende, og man kan bestemt tillade sig at sige til andre, at de skal tage sig sammen og i det mindste forsøge at bruge de, til lejligheden, opstillede skraldespande.

På den anden side er det jo et svineri, vi alle sammen deltager i. Har du tænkt dig at påstå over for mig, at du ikke smed en eneste øldåse på jorden? Ikke en eneste lillebitte pose snus? Jeg nægter at tro dig. Man skal være velkommen til at kritisere andres svineri, men det klinger hult, hvis man selv deltager i det. Eventuelt kan du næste gang vælge at løfte en pegefinger med den ene hånd og en skraldesæk med den anden, for selv at bane vejen mod en mere ryddelig kapsejlads.

SPØRGSMÅL 3

Erdetsexet,nårmændlæserfeministisklitteraturioffentligheden?(Påcafeerosv.)

Jeg har haft lidt eksterne konsulenter inde over denne her, da det jo på mange måder er et ret subjektivt spørgsmål. Den generelle konsensus lader til at være, at det er kontekstafhængigt. Feminisme, og derunder feministisk litteratur, er altid sexet i sig selv. Ingen tvivl om det. Performativ feminisme derimod, er det modsatte. Er du derfor en af de mænd, der sidder i Graven med solbriller på og ikke har vendt en side i "Det andet køn" i flere timer, kan du lige så godt droppe facaden. Hvis du modsat er et af de stakkels væsener, der ved synet af en sådan mand straks begynder at dagdrømme om en lykkelig fremtid med kaffedates på La Cabra, en hundehvalp og en lys herskabslejlighed, ville jeg anbefale først at tjekke, om han har vendt bogen på hovedet.

SPØRGSMÅL 4

KanmantilladesigatsigetilPFatdeskalværestille,fordimankanhøredemheltoppepåUbåden?Selvom deterhyggeligt,atdetsnarterkap.

Mange ville måske anklage mig for at være en smule biased her, men jeg synes, at al larm i forbindelse med Kapsejladsen er lovligt undskyldt – og hvis man mener andet, må man jo gå planken ud og boykotte hele projektet. Værsgo' at blive hjemme og studere på dagen også.

Dog er Kapsejladsen nu veloverstået, men det betyder også, at vi går en periode i møde med mange spil 'gris', frisbee eller ølbowling på græsplænerne bag foreningsgangen. Det er altså usandsynligt, at der bliver musestille i Uniparken lige foreløbigt. Du har derfor tre muligheder:

1. Du kan gå ned og bede PF – eller andre ballademagere – om at skrue ned. Det må man gerne! Det er okay. Det kræver bare meget af ens overskud, og du risikerer at komme til at virke lidt småtræls.

2. Du kan gå hjem og studere i stedet for eller rykke over på en anden læsesal. Jeg foretrækker personligt Stilheden 2 ovre på Det Kgl. Bibliotek – der er ingen larmende lømler derinde.

3. Du kan smide dig i græsset, nyde solen og drikke en øl. Skyd din BA, baby – sommerferien starter her.

Det er op til dig!

MATRICEN

AF VICTOR TRANBERG MIKKELSEN | vicmikkelsen@gmail.com

Du kan næsten dufte det, ikk? Duften af frihed, sankt Hans bål, blomstrende roser i midsommerens lyse nætter, saltvandshår og fregnede næser. Sommeren står på spring, og tør du skue ud over de kommende eksaminer, er den din at erobre! Så fat din pen, din læsegruppe, dit gode humør og selvfølgelig; Matricen. Den vil fra nu og indtil september stå dig bi, indtil Kandestøberen atter er tilbage i det nye semester! Tak for at have læst med og på gensyn!