6
Parcelhuskvarter på højkant Tekst: Søren Ulrik Thomsen Foto: Thomas Lindrup HAR DE BEMÆRKET, AT KØBENHAVN slet ikke ligner en storby
længere? Forleden fortalte en veninde, hvordan hun på et larmende, kaotisk gadehjørne i New York kunne blive overvældet af en voldsom, pludselig lykke og måtte spørge sig selv: Hvor er det nu, jeg kender denne følelse fra? Ligesom jeg, er hun et lille Guds ord fra landet, der flyttede til hovedstaden for 30 år siden, og både hun og jeg skal efterhånden ganske langt tilbage i tiden for at genfinde det store sus – københavnerkicket – der er sammensat af lige dele lettelse over at være undsluppet provinsens tyranniske lilleverden og løftelse ved at se sig omskyllet af metropolens frihed, anonymitet og tumult af muligheder. Selvfølgelig kan et København, der i nu tre årtier har været min hjemmebane, ikke blive ved at virke lige så endeløst stor og bundløst betagende, som det forekom en 16-årig dreng fra Stevns. Men det er ikke kun mig, der er ændret siden 1972: I den periode er København nemlig langsomt blevet en provinsby.
2.
Da jeg for et par år siden kiggede ud ad vinduet og så en gruppe mennesker, som med arkitekttegninger i hænderne kastede granskende blikke på huset, hvor jeg boede til leje, var det klart, hvad klokken var slået. Hvad der vel måtte være en af de aller-allersidste udlejningsejendomme i Indre By skulle sælges, og enhver ved, hvad dét betyder: omfattende renoveringer, der kan begrunde huslejestigninger så drastiske, at beboerne én efter én må flytte, hvorefter deres lejligheder kan sælges som hundedyre luksuslejligheder med ’søkig’ og kogeø. Vi lejere gjorde, hvad der var vores absolut eneste redning, og hvad alle andre ved deres fulde fem ville have gjort, nemlig at købe huset og omdanne det til andelsboligforening. Så nu er jeg gudskelov i sikkerhed i min elskede lejlighed og i en civiliseret forening, hvor jeg oven i købet respek-
terer og kommer godt ud af det med naboerne. Men da jeg underskrev stiftelsespapirerne, havde jeg det, som da Christian II gav ordre til blodbadet i Stockholm og med henblik på senere retfærdiggørelse i det skjulte skrev en seddel med teksten: „Dette gør jeg imod min vilje“. For så vidt jeg kan se, er det i høj grad netop de gamle lejelejligheders konvertering til ejer- og andelsboliger, der sammen med gårdrydningerne og funktionsopdelingen af byen i adskilte shopping-, trafik- og boligzoner har taget storbybruset af byen og gjort den til et ikke så lidt kedeligere Københavnstrup.
3.
Selvom det er godt af vejen i forhold til min bopæl, finder jeg næsten dagligt en undskyldning for at cykle ud i Nordre Frihavnsgade, hen på Gl. Kongevej eller ned i St. Kongensgade, hvor jeg så under påskud af at købe Darjeeling Supreme, bøttekort og charcuterivarer går rundt og sniffer dén herligt intense stemning, der kun opstår i tætte storbyområder, hvor der – alt sammen på én gang og midt imellem hinanden – stadig både er beboelse, butikker, kontorer og kørende trafik. Men der bliver længere og længere imellem disse gnistrende gadestrækninger, der nu henligger som citater af en storbykultur, der har opløst sig i funktioner, som ikke berører og beriger hinanden indbyrdes, men lever hver deres isolerede og én-dimensionale tilværelse i skikkelse af enten trafik, beboelse eller handel. Indfaldsvejene, hvis kæmpekonstruktioner og brølende trafik totalt dominerer de trøstesløse kvarterer, der gennemskæres af dem. De rene boligområder, hvor der til gengæld er bomme og vejbump og man helst kun må køre i barnevogn, hvor ingen butik er at se i miles omkreds, hvor der er stokroser og søndag hele ugen og legende børn og stille som i graven. Og endelig de uvirkelige shoppingzoner, hvor man venligst