KÅRK №41

TERRAE

1

KÅRK NO. 41 2

TERRAE

3

KÅRK NO. 41 6

Preface

7 Terrae marks the plural of terra - the meaning of multiple earths, multiple types of soil and naturescapes. In this issue we explore a desire to build and a need to work with, rather than against, the natural landscape. We challenge our way of adapting, sourcing and manipulating the earth. Terra is a meditative practice to understand architecture through natural elements such as energy, typography and climate in such a way, so we can enhance the potential of these sources.

Nature holds a collective memory for all humans and it is our job to protect this memory to the best of our abilities. When mankind is no longer perceptible on the earth, the only remaining remembrance will be the nature, which we left behind.

Throughout the process of creating KÅRK no. 41 TERRAE the editorial team reached out to professionals in practice, students at the two danish architectural schools, and students abroad. We have collected multiple interpretations and explorations related to the topic and related to current natural crises. Our aim is to gain knowledge and to inspire students, practitioners, teachers, and others to reflect upon how architecture can be build for a better tomorrow. We believe that through the strength of our field, we are able to give a valid and contemporary response to the challenges of the creative and the critical world.

KÅRK is a collaborative magazine between students from Aarhus School of Architecture and The Royal Danish Academy of Architecture. Each semester we choose a new subject to explore and display.

Christoffer Gert Karoline Haugaard Sarah Smidt Martinez

100 ORD

8-23

BACHELOR BYKØKKEN OG BRYGGERI

26-29

THE MEMBRANE

32-35

GRUNDEN SOM BYGGESTEN

30-31

Et ET BORGERHUS I TÓRSHAVN

36-39

FRA TERRA FIRMA TIL TERRA FORMA

56-63

THOUGHTS ABOUT BRICKS

86-88

HVORNÅR ER EN BYGNING FÆRDIG

66-71

NEW ARK

89-91

INTER-SPECIES-CROSSING

92-93

STIEN ELLER TID MELLEM TRÆER

94-97

Sanne Ebling & Sarah Martinez Arkitektskolen Aarhus

Pernille Knudsen, Camilla Christiansen & Julie Marie Christensen Arkitektskolen Aarhus

Carolina Anderskou Arkitektskolen Aarhus

Jonathan Bashari Det Kongelige Akademi

TERRAE Henrik Oxvig Lektor, Kgl. Akademi

8

Christina Ahm og Kristoffer Schmidt Det Kongelige Akademi

CARCEL D’ORO Ghezziagerskov

Stine Rosdahl-Petersen, Rasmus Romme Maabjerg, Simon Strøyer Rumgehør

72-77

Kunstner

LITHIUM:

78-79

MY IRRAPLACEABLE ELEMENENT Gabriella Gormly Det Kongelige Akademi

GRASS, SOIL, TEAHOUSE, A ROMANTICIZED SUSTAINABILITY

80-82

Sean (Yuxian) Li og Anna Palmcrantz Det Kongelige Akademi

NÅR JORDEN FLYTTER Akademiets Klimagruppe

Zuzanna Skurka Det Kongelige Akademi

Augustas Lapinskas, Paulina Schroeder, Nebeel Imtiaz, Christian Hörhner Vilnius Tech University, TU Munich, Esti Kunstakademia

Rune Bosse Kunstner

LIFE AROUND MOVING SOIL

98-101

ET BORGERTING I GLOSTRUP

153-157

CHILD IN THE CITY

158-161

Maja Pihl Det Kongelige Akademi

83-85

KÅRK NO. 41

MASTERS A HOME AND WORKSHOP FROM WOOD WASTE

146-149

UNDER CONSTRUCTION

150-153

Jon Haga Grov Arkitektskolen Aarhus

Clara Maj Pinholt, Kirsten Lauge Jørgensen, Mathilde Huss-Hansen, Mollie Nord Sandvad Det Kongelige Akademi

Anne Marie Stahl Det Kongelige Akademi

Jade Lau, Sophia Twarog TU Delft

TERRAE

ET SAMLINGSPUNKT PÅ TOPPEN AV LUOSSOVAARA

40-47

SAMMENSMELTNING

48-53

WE’RE TRYING TO KEEP THIS THING 102-107 THEY CALL “CLIMATE CHANGE” OUT OF OUR CITY

Kortlægning af overflader

120-121

TIDELAND STUDIO: FRAGILE SHAPES

122-127

AT KOMME ANDETSTEDS

128-131

GENTLE HUNTING, HEAVY SOFTNESS

132-137

GEOTROPISMER

138-139

A STEP IN THE SEA

140-143

Høgni Jákupsson, Kaja Dons Petrusson & Synne Einevoll Heggernæs Det Kongelige Akademi

Ariana Zilliacus Det Kongelige Akademi

SALTHOLM

112-117

Anne Sofie Lok, Nikoline Leth Jepsen Det Kongelige Akademi

Peter Allan Klode Gustafson Aarhus Arkitektskole

Aske Johan Jørgensen Albertus Det Kongelige Akademi

KÆRE LYNETTE

118

KÆRE VERDEN, KÆRE MIG

119

Spacegirls Kunstner-/Arkitektduo

Alex H. Lee Lektor, Kgl. Akademi

Nina Mocke Arkitektskolen Aarhus

KÅRK ANBEFALER LANDMARK

Hugo Shackelton Arkitektskolen

162-165

RECOMMANDATIONS//ANBEFALINGER KÅRK-redaktionen m.fl.

168-171

9

108-111

Clara Tarp Larson Det Kongelige Akademi

Johannes Kofod Arkitektskolen Aarhus

Tideland Tegnestue

EARTH, POWER AND BUILDING : INHABITING TERRAIN BY ARCHITECTURAL DEGROWTH

Clara Tarp Larson Det Kongelige Akademi

Eva Whitney & Sebastian Rueskov Grif Det Kongelige Akademi

10

100 ORD

KÅRK NO. 41

On Terra-ae

100 ORD 11

Members of the editorial team have each written reflecting words and made graphic interpretations on terrae. Undfolding their thoughts around the theme, showcasing the range and associations connected to a single word.

Millioner av arter har vokst fram

Et myldrende liv som utspiller seg

12

i hvert sekund

Skjult langt nede og flyr høyt oppe

KÅRK NO. 41

Et samspill i stadig mer ubalanse

Advarsler som eskalerer

100 ORD 13

Det er et hjem som gir så mye, men kan ta mye mer.

Vækst Plastisk Grund Gro Liv Død Føde Næring

14

Terra as a an element Terra as_______a godess Terra as __________terrae _______Terra as the earth upon we walk.

Terra as the earth we know, as old soil? as the soil there is young? as the soil that is fraud?

The minerals/stones that constitutes parts of it.

Slowly Grown?

Slowly broken?

out from what i as a child thought of as the abyss. What is our connection to that soil. What is not at some point terra?

KÅRK NO. 41

We use what we can from terra and build with it upon it. Yet i grew up thinking upon it as an abyss.

If we could would we take everything from the Earth.

Or did we

Rot Kultur Bakke

100 ORD

Potentiale

Cirkulært Struktur Påvirkelig Mat Høst Korn Basis Støv Stein Grus Berg Mineraler Jord

Terrain Trygt Tungt Rester Hårdt Blødt Tørt Vådt Ånd Element Dynamisk Kryb Tidløst Lejre Formgivning Energi

15

Gjennbruk

Upon which ground? In our acclaimed groundless motives we turn over the ground, yet the soil rises to the surface as we transcend our motives, levitating, higher, lighter,

16

Infinite representation is our essence,

This ground, along with the individual, assumes neither form nor figure. It is there, staring at us, but without eyes. The individual distinguishes itself from it, but it does not distinguish itself, continuing rather to cohabit with that which divorces itself from it. We have split our differential and distanced

the ground.

KÅRK NO. 41

it spawns from the ground.

Interesser Essens Bebyggelse

100 ORD

Landskab

Materiale Behandle Rå Biomasse Balance Bærende Beplantning Verden Grundlag Vand Gud Krystal Planeten

Erosion Frugter Land Grænser Zoner Miljø Skov Ørken Vidde Mark Ly Grøft kurver Horisontalt Vertikalt Dybde

17

Hjem

Af jord er du

18

kommet.

Til jord skal du blive.

Af jord

KÅRK NO. 41

skal du igen opstå.

100 ORD

Fastland Lag Tidslighed Stabilt Så Vedligehold Uberegnelig Kraft Ras Sand Ejendom Årstider Dynamisk Plejende

19

the solid rock, the weathering soil, the porous limestone. foundation of terrain, the cradle. it revolves,

absorbs, dissolves

transcends,

forms folds drifts moves.

perpetuate our gaits, fossils our remnants surface, layering time.

imprints

itsW

the artifacts and scars of past, present and future, forever embedded in the soil

.a collective memory.

KÅRK NO. 41 20

100 ORD 21

“De stiger op, planetens sommerfugle som farvestøv fra jordens varme krop, zinnober, okker, guld og forsforgule, en sværm af kemisk grundstof løftet op.

Er dette vingeflimmer kun en stime af lyspartikler i et indbildt syn?

Er der min barndoms drømte sommertime splintret som i tidsforskudte lyn?

Nej, det er lysets engel, som kan malesig selv sort Apollo mnemosyne, som ildfugl, poppelfugl og svalehale.

Jeg ser dem med min slørede fornuft som lette fjer i varmedisens dyne i Brajcinodalens middagshede luft.”

Første sonet i Sommerfugledalen af Inger Christensen

The Microbiome of the Ground.

And like the human gut, the Ground.

Contains spheres of bacteria.

And the rhizosphere.

Small soil biotic communities.

Inhabit. the

Ground.

And an architecture of roots.

22

In a Rhizomatic text

KÅRK NO. 41

And

100 ORD 23

The fluids of the earth

Granular material move like liquid,

Grain Never touching but always flowing, their thermal velocity, peculiar assuming a super-sonic, vibrating boundary, it moves and is best described with sound waves As such in the small grains

we can hear the earth

that flow* (Grain Flow as a Fluid Mechnical Phenomenon, P. K. Haff, 1982)

Dens snude, begravet i jorden Den jord hvorfra soklen rejser sig og skyder op

KÅRK NO. 41

24

blandt skovens kroner

100 ORD

it floats in the dark ocean it flows Inside me when I drink from the bottle it comes from somewhere else but we are connected

25

A plastic bag is born

KÅRK NO. 41 26

100 ORD

27

Bykøkken og bryggeri Sanne Ebling & Sarah Martinez, Transformation, Arkitektskolen Aarhus, 3. semester

28

På en tærskel midt i Århus, i sammenstødet mellem Frederiksbjergs rolige gader og livet fra mennesker på caféerne i Jægergårdsgade, skabes et nyt samlingssted. Et offentligt køkken og et bryggeri i den tidligere Superbrugs med tilhørende have skal danne rammerne for et åbent sted, hvor man frit kan opholde sig. Visionen er, at danne relationer mellem beboer og mennesker der passerer området.

Den eksisterende Superbrugsen er udgangspunktet for transformationen af området. Superbrugsen

KÅRK NO. 41

Opstalt Fra Jægergårdsgade

Opstalt Fra Godthåbsgade

transformeres til et bryggeri, hvor de eksisterende vægge og søjler bevares. Ved enkle ændringer i bygningens facade og loft, vil vinduer og passageåbninger være med til at synliggøre de aktiviteter, som foregår indenfor i bryggeriet.

Den nuværende facades segmentbuer, skal danne ramme for de nye vinduer og passager. Vi lukker bygningens bagside med en skummel passage af, for at udnytte pladsen til opbevaring af varer, og laver en ny passage ind gennem bygningen med åbent kig til himlen.

Passagen forbinder de

tre gader, som omslutter bygningen og inviterer folk ind gennem bygningen, hvor man kan følge med i ølproduktionen og livet i fælleskøkkenet.

Ovenpå bygningen har vi lavet en tagterrasse, som tager hensyn til beboerne i området. På tagterrassen og i haven, som ligger øst for bygningen, har man mulighed for at trække sig tilbage fra det pulserende liv i nabogaderne. Med dette projekt har vi et ønske om at skabe et sted med en ny identitet for livet i Jægergårdsgade. Et sted som forener borgere på tværs af generationer.

BACHELOR

29

30 KÅRK NO. 41

Plantegning

Visualisering af tagterrasse

Situationsplan

BACHELOR 31

Modelfotos

Grunden som byggesten

KÅRK NO. 41

32

Pernille Knudsen, Camilla Reiffenstein Christiansen & Julie Marie Christensen, Habitation Arkitektskolen Aarhus, 3. semester

Kontekstmodellen over Berlin Mitte bygges op af byens egne byggesten. Når vi har nævnt den bæredygtige og den økonomiske fordel ved cigaretskoddet som byggesten for en studerendes modelarbejde og lagt disse aspekter til side, er der grobund for at tale om

den symbolske værdi, som skodderne får i formidlingen af Berlin Mitte.

De lugter, de sviner, og de er grimme – karakterer der, sammen med mange andre, beskriver terrænet og grundfladen i en storby.

At gribe fat i selve grunden, som vi betræder og

BACHELOR 33

løfte den op. Bruge den og formgive byen ud af den.

Det bliver en forståelse af byen og af karakteren, og det udtrykker livet, som byen består af. Det levede liv. Der trædes væk fra skumpappets lige og stringente linjer. For storbyens flade er ikke ny, glat og blank.

The Membrane Carolina Anderskou, Unit 2/3E Sustainability Arkitektskolen i Aarhus, 4. semester.

34

Membranen er et projekt, der søger at transformere en del af den jyske vestkyst, med det formål at forholde sig til de stigende udfordringer, der vil melde sig de næste årtier som følge af klimaforandringerne. Selve Membranen er et arkitektonisk indgreb i landskabet, som søger at omdanne kystlinjen til en kystzone.

Projektets fokus er todelt og involverer vandets rolle og spørgsmålet om at øge biodiversiteten langs vestkysten - og at adressere de to fokusområder med områdets kulturelle værdier for øje.

Projektet lægger sig mellem Vesterhavet og Ferring søen, hvilket betyder, at et af projektets hovedfokus er spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til saltvandsindtrængning. Med klimatiske faktorer såsom forøget nedbør, vandstigning og det sammenhængende spørgsmål om erosion, skal biofysiske påvirkninger såsom sedimentforandringer, skiftende jorddynamik og saltvandsindtrængning tages i betragtning.

KÅRK NO. 41

Projektet søger derfor at reagere på disse stigende problemer ved at omstrukturere kystlinjen til en kystzone ved hjælp af Soft Techniques, bestående af stabilisering af klitter og implementeringen af hydrofytter, der sammen vil fungerer som en membran der kan reagere og tilpasse sig nye klimatiske udfordringer. Heriblandt, spørgsmålet om saltvandsindtrængning og en regulering af salinitet gennem biologiske midler, så vel som nye rammer og mere bæredygtige forudsætninger for at introducere et nyt niveau af biodiversitet i området.

Den programmæssige, narrative og grafiske tilgang til projektet er karakteriseret ved brugen af ​​kroppen som metafor for landskabet. Fotografierne, der bruges både i produktionen af ​​en grafisk novelle som medie til at udforske projektets program, samt yderligere illustrationer og diagrammer, er 35 mm sort/hvid film og mixed media.

Metaforen om kroppen er et grafisk tema såvel som en storytelling strategi, der bruges gennem hele projektet, med den hensigt at udforske landskabet som en levende organisme, såvel som det æstetiske sprog der findes i billedet af kroppen som landskab

1. Klitte transformation ved hjælp af Soft Techniques Ved at ’fryse’ de typiske stejle hældninger med Soft Techniques, som græsser, på vindskråningen, kan vi akkumulere nye sedimenter med lavere hældninger, samt mere stabile klitmønstre. Klitter har en tendens til at dreje deres toppe parallelt med de ‘forhindringer’, de møder i deres vindretning, hvilket betyder, at landskabets krop kan ommoduleres med midler som beplantning.. ’Forhindringer’, som dukker op på siderne med en vinkel mod vindstrømmen, former klitternes bevægelse vinkelret mod sig selv og drejer dermed klitternes bevægelse og retning.

BACHELOR

PROGRAMMET GENNEM 6 STRATEGIER

Klitlandskabets naturligt konstruerbare karakter, muliggør det derfor at transformere den stramme kystlinje til en ‘zone’, der har potentialet til at udvide interesseområdet og fordele de klimatiske udfordringer mellem et større omfang af biologiske agenser (varierende biotoper, sedimenter, strømme, niveauer, saltholdighed osv.).

2. Hydrofytter; Arkitektonisk komponent af stabilitet, klimatilpasning og mitigering.

Hydrofytter fungerer både som et naturligt saltvandsfilter, såvel som den ‘grønne lim’ ​​og de såkaldte ‘forhindringer’, som bliver den primære arkitektoniske komponent i transformationen af ​​klitlandskabet og kystlinjen.

4. Flow mellem Grønne ‘Celler’ - Et naturligt filter De grønne zoner af hydrofytter, som omgiver -og lægger sig imellem klitterne, vil fungere som grønne ‘celler’, der er i stand til at regulere saltindholdet i vandet, når det bevæger sig gennem membranen og mod øst.

5. Det menneskelige habitat Det menneskelige habitat ligger over vandet og er habitatet for de såkaldte ’arbejdere’, som skal spille en rolle i implementeringen af ​​nye sunde biotoper. Det tager del i den arkitektoniske fortolkning og intervention af en biologisk fabrik, og er en tilpasningsdygtig og bevægelig struktur, som vil blive knyttet til nye biotopfabrikker under vandet, efterhånden som de tager form gennem et givet tidsrum.

6. Biotop Fabrikken Biotopfabrikkerne er placeret under vand og er konstrueret af nedbrydelige materialer; træ og tekstil. Strukturen vil fungere som en katalysator i implementering og dannelse af nye biotoper i hele kystzonen. De vil blive placeret og knyttet til et menneskeligt habitat i den tid, det tager for den nye biotop at dannes. Efter et givet tidsrum vil det menneskelige habitat blive fjernet og flyttet til en ny lokation, hvorved biotopfabrikken efterlades til at udvikle sig på egen hånd.

35

3. Kyst ‘linje’ / ‘zone’ Gennem transformationen af klitlandskabet og implementeringen af hydrofytter, er landskabet som sagt bedre polstret til at kunne reagere på klimatiske udfordringer, ved at skabe de essentielle rammer for, at nye og varierende biotoper kan dannes.

KÅRK NO. 41 36

BACHELOR

37

Et borgerhus i Tórshavn Jonathan Bashari, Institut for Bygningskunst og Teknologi, Det Kongelige Akademi, 5. semester.

38

Borgerhuset er et forslag til et samlingspunkt i byen Thorshavn. Huset bidrager til et lokalt fællesskab, hvor det formelle og det uformelle mødes. Gennem relation til byens eksisterende funktioner og forhold skabes nye forbindelser til borgerne. Huset skal fremme bylivet for de lokale og styrke kontakten mellem borgere og demokrati.

Udfordringerne iThorshavn og generelt på Færøerne er det barske og kuperede landskab som er ressourcefattigt, hvad angår byggematerialer, og med voldsomme vejrforhold, der konstant forandrer sig. Særligt i bydelen Tinganes i Thorshavn, ser man mødet mellem huset og landskabet.

Dette, kombineret med et overlap mellem traditionel byggeskik og industrialiserede byggematerialer, har skabt sprækker i byen. Gennem registreringer og undersøgelser af rum i Thorshavn har jeg haft særligt fokus på mødet mellem bygningerne - og altså i særdeleshed sprækkerne.

KÅRK NO. 41

Huset ligger i spændingsfeltet mellem en kulturelgade med teater, hotel og cafeer og en mere formel plads, hvor byens rådhus, retssal og bibliotek ligger. Det grundlæggende forslag i projektet er at forene og udbygge rådhuset og biblioteket samt at tilføje nye funktioner, der kan forbinde og aktivere de allerede eksisterende samlingspunkter.

Registrering af en passage i Thorshavn.

Snit af forbindelsen mellem to bygninger.

Registrering af et byrum og belægning i Thorshavn

BACHELOR

Borgerhuset er placeret delvist på en skråning og bliver således en del af grundens særlige, landskabelige formation.

Projektet forsøger med varierende bygningsvolumener at opløse og skabe bevægelse i Thorshavns tætte bymidte. Det udforsker også den nære kropslige skala og udvider byens rum med et indendørs og et udendørs byrum. Centralt for projektet er bevægelsen fra gaden ind til gårdrummet. Her vil jeg skabe den form for bevægelse, man fornemmer, når man bevæger sig rundt i Thorshavn og i det færøske landskab.

Trappen er et centralt del af mit projekt, der både skal løse niveauforskellene på sitet og afspejle det færøske landskab. Den indre trappekerne skal forbinde alle funktioner i huset, og den udendørs trappe skal skabe forbindelse mellem bytorvet og den kulturelle gade.

Projektet fortsætter i sit arkitektoniske udtryk en eksisterende formel takt, men brydes af en organisk bevægelse fra torvet ned til gaden. Her er en mindre bygning til offentlige toiletter samt et udendørs overdække, som skal definere gårdrummets funktion med opholdsplads og rum til interaktion.

39 En åben markedsplads mod den kulturelle gade skal danne rammen om et lokalt netværk mellem beboere i byen og fiskerne fra havnen. Og med et værksted og en butik i tilknytning hertil kan projektet bidrage til at styrke et mere driftigt handelsliv, der orienterer sig mod det maritime liv, som er og altid har været karakteristisk for det færøske samfund.

Processen har været afgørende for mit arbejde med borgerhuset. Det at stå i sprækken og fornemme tætheden mellem bygningerne, både fysisk og igennem registrerende tegninger, har givet mig en fornemmelse for proportioner og de arkitektoniske virkemidler, jeg mener, der er brug for i Thorshavn.

Rumprogrammets organisering udspringer af lokalsamfundets nuværende behov og interesser, som med tiden ændres og udvides. Helt centralt for medborgerhuset er, at det skal kunne bruges og indrettes i nye sammenhænge og aldrig gå en tid i møde, hvor det bliver irelevant og vil henstå til forfald.

Situasjonsplan 1:1000

40

Modellfoto 1:200

KÅRK NO. 41

Modellfoto 1:200

Modellfoto 1:200

Modelstudie 1:50. En undersøgelse af facaden og konstruktionen og et studie af mødet mellem formel og uformel, høj og lav.

BACHELOR 41

Kig fra havnen mod borgerhuset

Ankomst til torvet

Et samlingspunkt på toppen av Luossovaara

Høgni Jákupsson, Kaja Dons Petrusson & Synne Einevoll Heggernæs, Institut for Bygningskunst og Kultur.

Det Kongelige Akademi, Bachelorprojekt

Langt oppe i Nordsverige, nordvest for byen Kiruna, ligger Luossavaara. Et fjell som reiser seg mot himmelen i forlengelse av byens landskap. En sprekk i midten av fjellet forteller en historie om mineselskapet LKABs tidlige mineaktivitet i området.

Midt på toppen av fjellet står et levn fra en ikke så gammel fortid.

Et betongskjelett, hvis skjebne er uklar og som i dag fremstår forlatt og ubrukt.

KÅRK NO. 41

42

Kiruna er en by i stadig utvikling. På grunn av minedriften i området skjer det store forandringer i byens underlag, og byen skal derfor flyttes ca 3 km øst for hvor den ligger i dag. Flytningen er allerede i full gang.

LUOSSOVAARA Bjerget set fra byens yttergrense.

Toppen ligger gemt i tågen, som ofte ligger som et låg over byen i vintermånedene. Her ser man bjergsprækken, som et arr i landskabet fra den tidligere minedriften på stedet.

Med bakgrunn i Kirunas befolknings ønske om en tettere forbindelse til naturen i takt med flytningen, har vi skapt en plass for fellesskap og aktivitet på toppen av fjellet Luossavaara.

Fremfor å skape fysiske barrierer mellom natur og arkitektur, ønsker vi å skape en symbiose.

TILSTEDEVÆRELSEN AV DEN SAMISKE KULTUR Siden starten av semesteret har vi vært opptatt- og inspirert av den samiske kulturs tilstedeværelse i området. Den er i årevis blitt undertrykket - og LKAB, har og gjør fortsatt med deres mineaktivitet, overtatt og ødelagt store deler av samisk jord. Det sto derfor klart for oss, at vi ønsket med vårt prosjekt og ikke minst anerkjenne og forholde oss til deres tilstedeværelse.

CYANOTOPI Cyanotopi er et medium som er afhængigt at lys og vand (naturelementer), og som i sin prosess forteller om en tidlidslighet (lyset). Indsamlingen fortæller os noget om et tidspunkt i et døgn og hvilke forhold som var tilstede det spesifikke tidspunkt den ble skapt. Det understreker hvordan vejret hele tiden skifter på stedet.

OPSTALT FRA SØR Rendering og kollasj.

TVÆRSNIT, VEST Nedenifra og opp; sauna, shelter, varmestue.

NATURENS TILSTEDEVÆRELSE I et arktisk klima, byr sesongens tidslige betingelse på store kontraster.

Halvparten av året, ligger Kiruna i et bekmørkt landskap, med nordlys, og om sommeren oppleves de lyse nætter med en sol som aldri går ned. Det er en klimatisk tilstand hvor naturens mange foranderligheterer er meget tilstedeværende.

Luossovaara gir anledning for en felles refleksjon over Kirunas tilstand og foranderlighet. Tanker om det som har vært, det som er, og det som skal bli.

Vårt prosjekt forholder seg derfor aktivt til disse endringene og kontrasten gjennom året, med ønsket om å skape en fleksibel arkitektur som kan tilpasses de forskjellige forhold.

BETONGSKJELLETTET Betongskjelettet på toppen av Loussavaara ble utganspunktet for vårt prosjekt, og vi ønsket å gi den liv ved å skape rom og strukturer mellom det eksisterende- som om det skulle vært en hule eller en forlengelse av landskapet.

Luossavaara har i generasjoner vært et sted hvor folk går på tur for å se midnattsolen og nordlyset, og hvor folk står på ski om vinteren. Det er i dag ikke tilrettelagt for noe lengre opphold på toppen av

43

LÆNGDESNIT, SØR Nedenifra og opp: Sauna, shelter, varmestue. Det røde viser til dugen som gennemgår i alle tre nivåer, og som fungerer som det forbindende element sammen med gangbroen som beveger opp og mellom alle tre nivåer. Trappen på venstre side giver nem tilgang til alle etasjer og gir besøgeren mulighed for at opleve bygningen og landskabet i en gennemgående vertikal bevegelse.

BACHELOR

OPPSTALT, ØST Rendering og kollasj. Sett fra skibakken med udsigten over landskapet, og hegnet som grenser til sporetfra den gamle minedriften på stedet.

Vi mener det er mye man kan lære av den samiske tilgang til arkitektur i og med at den har noen kvaliteter, som fremtidens arkitektur allerede er meget opptatt av. Den er økologisk og bæredyktig, samtidig som at den også er tilpasset det klima det ligger i.

fjellet, og med skiheisen har det vært en tendens at folk kun er oppe på toppen i kort tid før de renner ned igjen. Vi ønsket å gjøre det mulig for lengre opphold på toppen, på dagtid, om aften såvel som om natten.

Prosjektet vårt består derfor av en varmestue, en sauna og shelter.

KÅRK NO. 41

44

SAUNA I det arktiske klima i Sápmi har saunaen en sentral position som et rom for varme og refleksjon. Traditionelt er saunaen blevet betragtet som et helligt rum – ‘en naturkirke’. Det er et sted ikke kun til at vaske sin krop, men også rense sindet og omfavne en følelse af indre fred.

Her er man i ro med seg selv, men i fellesskap med andre. Saunaen fasiliterer en aktivitet på stedet, som

SPRENGT AKSONOMETRI Den eksisterende strukturen med tilføyelser: sauna, shelter, varmestue.

en kontrast til skiaktiviten utenfor med kulden og varmen, og denne opplevelse forsterkes om vinteren med sneen. Ankomsten til kernen fra de forskjellig kanter, gjør den tilgjengelig for den besøkende.

GANGBRO Overordnet sett har vi benyttet oss av idéen om en gangbro med et motiv som en forlengelse fra stien i landskapet, en

DIAGRAM OM TID OG STED. Vi laget dette diagrammet inden- og efter vores reise til Kiruna, for å samle og registrere de fenomenologiske aspekter og andre viktige forhold.

Samenes tilnærming til naturen er noe som har inspirert oss meget, da de ser på året som en del av en større syklus med flere årstider og elementer

BACHELOR

45

46

Situasjonsplan 1:200

KÅRK NO. 41

direkte inspirasjonen fra gangbroen I terrenget.

Gangbroen sterkker seg på tvers av de tre nivåer og skaper rammen for rommene.

SHELTER Bevæger man sig længere op, kommer man til shelteret. Et sted, hvor man kan oppleve fjelltoppen over lenger tid - en opplevelse som kan ændre sig utrolig

meget alt efter tidspunkt og været. Her er man meget tæt på naturen.

Programmet består af nogle sovepladser, en vandpost og nogle toiletter. Der findes i forvejen et gulv, et loft, ingen vægge, men nogle søjler.

hvor børn klatre eller lege.

Sovepladserne indgår i en struktur, som er skabt i forlængelse af den rytme, som søjlerne allerede har.

Pladserne er rettet mod udkanten af rummet, så man som besøgende er i nær eller tæt kontakt med udsigten, og består ganske enkelt af nogle køjer, som kan blive til lukkede rum ved et lille telt som bliver trukket for. Når køjerne ikke er brug fremstår strukturen mere udefineret og virker som noget, som man kan interagere med på forskellige vis, evt et sted hvor man kan sidde med sine egne tanker eller sted

VARMESTUEN Helt øverst, ligger “varmestuen”. En varmestue er tradisjonelt en stue eller liten bygning i nærheten av skiløyper el.l. som et sted for ly, varme, og noe å spise etter en lang tur.

Varmestuen på toppen av Luossavaara er først og fremst et samlingspunkt for Kirunas beboere og andre utenfra.

I midten står vandposten, som virker som et knudepunkt, et mødested, hvor man kan udføre de små ritualer som at fylde vand på i dunken eller børste sine tænder.

Utgangspuntet for den øverste plan var en åpen og flat struktur.

Tilføyelsene består av et telt, noen møbler som kan omorganiseres

Gjennomgående i prosjektet er de to forskjellige teltkonstruksjoner. Et tynnere yttertelt og et indre ulltelt. Det ytterste teltet omkranser hele arealet

og tenkes som et tak som står hele året rundt.

En beskyttelse mot det kraftigste været og gir først og fremst ly. I den kaldere delen av året, vil det indre teltet av ull kunne trekkes ned når behovet for å lukke mer til oppstår. Her kan man sitte tettere med hverandre og holde varmen.

BACHELOR

av de besøkende, et køkkenelement, samt et hegn. Hegnet er et motiv fra hegnet nedenfor ved minesprekken, og fungerer som en klimaskjerm i snøværet.

En måte å bevare en kultur på gjennom tidene har vært gjennom å fortelle historier,

FORBINDELSEN TIL BYEN Situasjonsplan 1:10.000 I dag ligger Luossovaara tæt på Kiruna, men om nogle år vil byen ligge langt længre væk, og befolkningen må finne nye forbindelser til stedet.

47

KÅRK NO. 41 48

BACHELOR 49

og bålplassen som fenomen har vært et sentrum for menneskene hvor man har samles rundt ilden, tilbrakt mat og snakket sammen. Varmestuen, med bålets plassering i mellom byen og naturen, er derfor et samlingspunkt for fortellingene. Stedet hvor refleksjoner og kulturer kan møtes og utfolde seg.

Med utsikt til det nye- og gamle Kiruna, samt reindriften og det samiske landskapet, kan måske stedet være med på å øke folks bevissthet om den samiske kulturen som har vært tilstede i området i flere tusen år. Fra Kiruna by vil man kunne se på klare dager når bålet brenner, eller røyken fra skorstenen og på den måte vite om det er mennesker og liv der.

— Vårt prosjekt er en undersøkelse i hvordan man kan bygge på en måte der man er i tett kontakt med naturen og de krefter som følger med. Med en fleksibel struktur kan bygningen og rommene endres etter behov, sesong og værforhold. Samtidig er prosjektet også et bud på hvordan man kan bygge arkitektur som forholder seg til en kultur, hvor det måske handler mer om å skape et sted hvor folk kan samles.

SAMMENSMELTNING Et samlingspunkt for kulturer

KÅRK NO. 41

50

Eva Magnus Whitney & Sebastian Rueskov Grif, Institut for Bygningskunst og Kultur, Finder Sted.

Det Kongelige Akademi, Bachelorprojekt

BACHELOR

Intentionen med projektet i den nordligste del af Sverige ligger byen Kiruna, er at skabe et folkehus med plads til forskellige arrangementer og et der-tilhørende folkekøkken, der skal virke som et samlingspunkt for lokale, hvor projektet sætter rammerne for mangfoldighedsfremmende arrangementer.

Dette projekt handler om synliggørelse og forståelse af minoriteter i Kiruna og vil arbejde med rumdannelser, der skaber sikre og trygge rammer for dialoger, der kan være vanskelige at tage i dagligdagen.

Et forsøg på at fjerne folks fordomme mod hinanden. Svenskere, samere, folk af anden etnisk herkomst og andre marginaliserede befolkningsgrupper imellem.

“Et sted, hvor vanskelige spørgsmål forventes, værdsættes og besvares.”

- Menneskebiblioteket

51

KÅRK NO. 41 52

BACHELOR

53

KÅRK NO. 41 54

BACHELOR

55

KÅRK NO. 41 56

BACHELOR

57

Fra Terra Firma til Terra Forma

– om at arbejde med billeder, ord og rum i en verden af fortsat forandring

Henrik Oxvig, Lektor, Institut for Bygningskunst, By og Landskab, Det Kongelige Akademi

58

The world is the very being of metamorphosis. (...)

Look at everything around you, regardless of its texture, shape, age, or consistency. The birds, the wind, the rivers, but also the buildings, the smells, the colours: everything moves, everything changes.

Emanuele Coccia, Metamorphoses1

Når Bruno Latour argumenterer for, at vi skal lande på Jorden, motiverer han det ikke med, at vi derved vil få fast, urokkelig grund under fødderne. Tværtimod. Forestillingen om, at vi skulle leve i en verden, hvor det alene er kulturen og dens såkaldte ’fremskridt’, der forandrer sig, er en abstraktion. Men den abstraktion synes kulturen at have levet i længe. Abstraktionen er blevet en indgroet vane, som vi selv må forstå at dekonstruere.

Det er krævende. Men hvis vi vil lande på Jorden, er det rent faktisk en forudsætning, at vi bliver bevidste om, at vi – oftest uafvidende – orienterer os i henhold til denne abstraktion, og at vi blandt andet derfor endnu har svært ved at forholde os til, at klimaet, vi bebor, forandrer sig... ja, at klimaet og alt andet er uophørlig forandring.

Det vil med andre ord være en del af forandringen, hvis vi anerkender, at vi lever i en verden af metamorfoser, og begynder at indrette os med forståelse for andre kræfter og energier end dem, vi kan kontrollere:

KÅRK NO. 41

Rummet er ikke længere et kartografisk netværk af længde- og breddegrader. Rummet er blevet en urolig størrelse, hvor vi kun er deltagere blandt andre, der reagerer på vores reaktion. Vi er tilsyneladende i gang med at lande midt i geohistorien.2

At lande på Jorden vil være at anerkende, at der er meget, vi ikke kontrollerer, og som ikke desto mindre udfolder kræfter – magt til – som vi er nødt til at forholde os til og arbejde sammen med, men situeret. Vi kan nemlig hverken overskue eller fastholde det liv, vi er en del af, og må forstå, at ethvert synspunkt først og fremmest er et involveret livspunkt.

Hvad det betyder, vil jeg undersøge med denne tekst. * 1 2

Emanuele Coccia, Metamorphoses, (Cambridge: Polity Press, 2021), 116.

Bruno Latour, Ned på Jorden, (København: Informations Forlag, 2018), 65.

Jeg vil med denne lille tekst pege på, at gennem kulturhistorien har den normsættende abstraktion om verdens ideelle statik været allieret med både visuelle og sproglige greb, der ved en særlig indbyrdes dialog kunne bekræfte forestillingen om, at det er muligt både at italesætte og synliggøre sandheden om verdens uforanderlige essens for vores bevidsthed. Men spørgsmålet, som i grunden optager mig, er, hvorvidt vi, i en situation hvor Jorden og dens liv presser sig på og det ikke længere er muligt at fortrænge altings foranderlighed, kan begynde at arbejde med billeder, ord og rum på måder, der kan befordre muligheden for at besvare, hvad Latour spørger om i Ned på Jorden: Så længe jorden virkede stabil, kunne man tale om rum og placere sig inden for dette rum og på en del af det territorie, vi hævdede at bebo. Men hvad skal man gøre, hvis territoriet selv begynder at deltage i historien, at besvare slag med slag, kort sagt: at beskæftige sig med os?9 Emanuele Coccia – som har formuleret, hvad jeg anført som motto for denne tekst – er ikke blot på linje med Latour, når han peger på, at også jorden under vores fødder bevæger sig. Coccia er også i overensstemmelse med Latour, når han gør opmærksom på, at det er ”a sign of our cultural and psychological repression”, at vi vedbliver at omtale den

59

*

TERRAE

Carlo Rovelli reflekterer i en lille, men vigtig bog over Tidens Orden og peger på, at Platon – og, kan jeg tilføje, kulturhistoriens platonikere, således blandt andre Leon Battista Alberti i renæssancen – insisterede på, at verden er gjort af statiske ting. Platon afviste relevansen af begivenheder, processer og forandringer. Det gjorde ingen forskel, når platonikerne med Albertis ord erfarede, at ”det sjældent er skænket naturen at skabe noget, der er fuldkomment og perfekt i sig selv.”3 Tværtimod. Erfaringer med naturen betød nemlig blot, at platonikerne insisterede så meget desto mere på, at dét, mennesket konstruerer og sætter ind i verden, skal ligne de immaterielle idealer, kun vi kan tænke, og som er hævet over verdslig tid, og hvad vi ofte karakteriserer som ’tilfældig forandring’, kaos.

For Alberti er immaterielle linjer og ideelle proportioner arkitekturens essens: ”The proportions of a building corresponds to the lineaments of the building.”4 I sin arkitekturtraktat anfører Alberti ikke færre end otte gange, at den arkitektur, vi udvikler på tegnebordet, og som re-præsenterer de immaterielle linjer, der alene findes i vores forestillinger, skal koordineres med de ligeledes ideelle proportioner for derved at danne et så perfekt forlæg for en kommende bygning, ”at intet kan tilføjes, fratrækkes eller ændres, uden at det ville være en forringelse.”5 Marvin Trachtenberg viser med sin bog Building-in-Time (2010), at Albertis ambition om at modarbejde forandring med immateriel, statisk perfektion ikke er lykkedes med et eneste bygningsværk. Det kan ikke være anderledes. Ethvert realiseret værk er en levende proces. Men ifølge Trachtenberg har denne erkendelse kun befordret, at også moderne arkitektur blev kendetegnet ved en ”phobia to time”6. Ifølge Trachtenberg var Sigfried Giedions indflydelsesrige Space, Time and Architecture (1942) således et potenseret forsøg på at underordne tid og forandring forestillingen om, at alt finder sted i en statisk, tre- dimensional verden ... der imidlertid alene findes i vores forestillinger, hvilket er grunden til at vi begejstret både kan gennem- og overskue den og med selv-tilfredshed karakterisere denne abstrakte beherskelse af tiden som et afgørende fremskridt: ”Giedions’ pseudo-Cubistic ’simultaneity’ of views enabled by the new transparency of buildings like the Bauhaus actually served only to drain temporality from architecture in the collapsing of its experience in real time.”7 Den mere eller mindre bevidste forestilling om, at sandheden om verden skal findes i det abstrakt uforanderlige, har vedvarende og helt frem i vor epoke været normgivende og optrådt som rettesnor for, hvad den fremadskridende kultur skulle stræbe efter at konstruere. Med Rovellis ord gjorde det ingen forskel, at ”den fysik og den astronomi, der faktisk kom til at fungere, fra Ptolemaios til Galileo, fra Newton til Schrödinger, er den matematiske beskrivelse af, hvordan tingene forandrer sig, ikke af, hvordan de er.”8

Leon Battista Alberti, On the art of building in Ten Books, (Cambridge Mass.: The MIT Press, 1988), VI.2.

4 J.S Hendrix, “Leon Battista Alberti and the Concept of Lineament, (https://docs.rwu.edu/ saahp_fp/30 ) 5 Alberti, On the art of building in The Books, op.cit.

6 Marvin Trachtenberg, Building-inTime. From Giotto to Alberti and Modern Oblivion, (London: Yale University Press, 2010), 4.

7 Ibid. 6. A pro pos betydningen af forestillinger om, at verden skulle være tredimensional, henviser jeg til videnskabsteoretikeren, John Laws After Method, (London: Routledge, 2004) og til Bruno Latour, som i An Inquiry into Modes of Existence (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2013), forstår at gøre en refleksionsbefordrende parodi ud af, at vi oprigtigt skulle mene, at vi lever i et euklidisk, tre-dimensionalt rum + tid. Se min, ’Rum i proces – om den arkitektoniske forestillingsevne’ i Passepartout no 41, som udkommer senere i 2022.

8 Carlo Rovelli, Tidens Orden, (København: Gyldendal, 2021), 103.

9 Bruno Latour, Ned på Jorden, 64.

3

Jord, vi skal lande på, som Terra Firma.10 I forordet til den danske udgave af Coccias Planternes liv – blandingens metafysik bliver Coccias forskning af Frédérique AÏt-Touati og Nikolaj Schulz omtalt som ”en ny form for eksistentialisme”, der ikke blot er optaget af at forstå den ”menneskelige figur, når dennes handlinger og samfundsorganiseringer har destabiliseret de geofysiske kræfter, den tidligere havde som stabilt baggrund-

stæppe”, men også de livsformer, der overhovedet tillader og muliggør, at mennesket eksisterer: ”Udgangspunktet er ikke ’individet’ eller ’selvet’ over for ’den anden’ – det er snarere, hvorledes forskellige væsner, menneskelige som ikke-menneskelige, har brug for hinanden for at blive ved med at eksistere. Blikket er således rykket ned imod det, vi kan kalde menneskets jordlige betingelse, og dennes mangefacetterede komponenter.”11

Blikket – hvad vi ser, og hvad vi siger vi ser

60

Da Coccia for et par år siden anmeldte Dilip Da Cunhas vigtige bog The Invention of Rivers (2019) kaldte han anmeldelsen ’La Nature est Design’ [Nauren er design]. Både Coccias anmeldelse og Da Cunhas bog kan give os en ide om, hvad Aït-Touati og Schulz mener, når de som netop citeret oplever, at Coccia med sin nye form for eksistentialisme søger at rykke blikket ned imod menneskets jordlige betingelser og anfører, at Coccia derved vil gøre os opmærksomme på, at ”rum ikke er et sted, hvori det levende befinder sig – rum er resultatet af det levendes handlinger. Hvert synspunkt er først og fremmest et livspunkt.”12 I Coccias anmeldelse oplever man, at ambitionen om at ’rykke blikket ned’ knytter sig til en kritisk opmærksomhed på, at landskaber er design, der indplacerer os i et overskuende blik og meget gerne vil give os det indtryk, at der er tale om noget, ja, naturligt: ”Det, vi kalder landskab, er et af de mest paradoksale og, frem for alt, mest spekulative former for design.”13 Landskaber er spekulative, da de i mindre grad er kendetegnet ved håndtering af det virkelige end ved at være realiseringen af en ide, vores ide. Og de er paradoksale, fordi ”det drejer sig om en form for design, som hen langs sin historie har været kendetegnet ved ambitionen om at skjule, snarere end at vise det artificielle ved produktet.”14 *

Emanuele Coccia, Metamorphoses, op.cit., 118.

11 Frédérique Aït-Touati og Nikolaj Schulz, ’Forord. Den nye eksistentialisme’ in Emanuele Coccia, Planternes liv. Blandingens metafysik, (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 15/16.

12 Ibid. 21.

13 Emanuele Coccia, ’La Nature est design’ in Critique, Tome LXXVII – No 891-892, (Paris: Les Èditions de Minuit, 2021), 741 (min oversættelse, ho).

14 Ibid.

15 Anurahda Mathur og Dilip Da Cunha, bidrag i kataloget til udstillingen Critical Zones. The Science and Politics of Landing on Earth, ed. af Bruno Latour og Peter Weibel, (Cambridge Mass.: The MIT Press, 2020), 192 16 Dilip Da Cunha, Daniel Urban Kiley Lecture: “The Invention of Rivers”, ( https://www.gsd.harvard. edu/event/dilip-da- cunha-the-invention-of-rivers/ ), 42:14-42:44.

KÅRK NO. 41

10

Det er med disse indgangsbetragtninger, Coccia lægger op til en kongenial diskussion af Da Cunhas påpegning af, at vore forestillinger om floder er et resultat af design, og af at denne kendsgerning er skjult for os: Vi er kultiverede og fast overbeviste om, at vandets naturlige leje er at løbe mellem immaterielle linjer, som i grunden er resultat af design og alene er realiseret på kort. Vi har kultiveret naturen med forestillingen om, at det er muligt at dele vand og land med en skarp, immateriel linje, som ikke har nogen bredde.

Og vi oplever paradoksalt, at det bliver karakteriseret som en ’naturkatastrofe’, når vandet går over denne immaterielle bred, der i grunden intet har med naturen, dens rytmer og forandringer at gøre.

Med reference til Indien, hvor monsunens wetness indimellem er overalt, er det ifølge Da Cunha sært, at vandets processer: oversvømmelser, tørke, skyer, regn vedvarende bliver betragtet som problematiske undtagelser. ”Is this what they are?” spørger Da Cunha og beder os overveje, om ikke dét, vi oplever som undtagelser, og som udfordrer os, er ”signs of a surface that exists by design, a surface posited by people driven to control wetness?”15 I en anbefalelsesværdig forelæsning, hvor Da Cunha præsenterer sin bog, peger han på, at kulturer, udviklet i monsunen, er blevet tvunget til at indrette sig i forhold til magtfulde, importerede og kolonialiserende forestillinger om, at dét øjeblik i det hydrologiske kredsløb, hvor vandet løber mellem immaterielle linjer som en flod, er det naturlige, hvilket betyder, at ”they do not experience what they know, and do not know what they experience.”16 For Da Cunha gælder det om at forstå, why we see water somewhere when wet-

TERRAE Formuleringen er en modelering af overskriften ’Wetness Is Everywhere, Why do we See Water Somewhere?’ på den allerede citerede artikel af Anurahda Mathur og Dilip Da Cunha in Critical Zones. The Science and Politics of Landing on Earth, ed. af Bruno Latour og Peter Weibel, op. cit.

18 Se Paul Klee, Notebooks, vol 2: The nature of nature, ed. Jürg Spiller (New York: George Wittenborn, 1970), 63 og Dilip da Cunha, The Invention of Rivers, (Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2019), 9 og 10.

19 Paul Klee, ”Ways of Nature Study’ in Paul Klee, Notebooks, vol 1: The thinking eye, ed. Jürg Spiller (New York: George Wittenborn, 1961), 63-67.

17

61

ness is everywhere?17 Spørgsmålet, han stiller, er, om ikke vort design af floder er en central del af vore udfordringer med at bebo en verden i fortsat proces og forandring, som aldrig har ladet sig tæmme af vore immaterielle linjer.

Da Cunha illustrerer sine betragtninger om floder med tegningen ’Vandets kredsløb’ af Paul Klee fra 1929.18 Klee er netop optaget af vandets kredsløb og vedvarende tilstandsaforandring, og tegningen, der er typisk for Klees tænkning med billeder, involverer både tal og pile. Allerede i 1923 illustrerede Klee sit essay ’Wege der Naturstudium’ [Naturstudiets veje] med en kompleks tegning – et diagram eller skema – der involverer ordene ”Jeg-DuJord-Verden”, tre pile og en klamme. Klee kommenterede sine naturstudier og skrev, at ”the artist of today is more than an improved camera; he is more complex, richer and wider. He is a creature on the earth and a creature within the whole, that is to say, a creature on a star among stars. (...) The object grows beyond its appearance through our knowledge of its inner being, through the knowledge that the thing is more than its outward aspects suggests.”19 Klees tegning, ’Vandets kredsløb’, som Da Cunha bruger som illustration til sine refleksioner, viser med pil og fire tal et kredsløb, som Klee selv kommenterede med betragtningen: ”Water descends from the sky as vapour, hence I guide the curve upwards and close the curve in the clouds.” På tegningen er vandets tilstand som flodflydende kendetegnet ved tallet 2 og placeret nede; og Da Cunhas forundring gælder, hvorfor det er denne nedre tilstand – og ikke kredsløb, bevægelse, forandring – som bliver betragtet som det ’naturlige’.

Foto fra Paul Klee Museum i Bern

*

62

*

KÅRK NO. 41

I sin anmeldelse af Da Cunhas bog om floder involverer Coccia en nu klassisk tekst af den tyske professor i filosofi Joachim Ritter: ’Landskab. Om det æstetiskes funktion i det moderne samfund’ fra 1963.20 Coccia henviser til Ritters påpegning af, at det moderne naturbegreb – og i den forlængelse vores landskabsforståelse – er knyttet til ønsket om at skabe og fastholde et kosmos – en holisme – på Jorden, og at denne ambition udvikles, i takt med at før-moderne forsøg på at skabe kosmologiske og metafysiske forklaringer på altings sammenhæng mister pusten; ’landskabet’ er en æstetisk vision, knyttet til forventninger om, at vi i moderniteten med en syntese af filosofi, videnskab og kunst alligevel vil kunne redegøre for, forstå og således overskue det hele. Se bare, vi har fuldkommen kontrol over naturen. Er det ikke natur-skønt!

Med inspiration fra Ritter peger Coccia med andre ord på, hvordan moderniteten søger at etablere en jordisk helhed, som først visualiseres med maleriet for siden at blive realiseret med landskabsarkitekturen. Forestillingen om, at vi kan kontrollere det hele, præger både billedkunst og arkitektur, der således søger at realisere, hvad kulturen oplever som sin altomfattende viden om naturen.

I forfølgelsen af min interesse for, hvordan det er lykkedes med en kombination af ord og billeder at installere os i et synpunkt, der tilsyneladende giver os indblik i verdens uforanderlige essens, men også for hvorvidt vi kan ’trække blikket ned’ og udvikle en dialog mellem ord og billeder, der involverer situerede livspunkter, vil jeg inddrage Michel Foucault og hans arbejde med billedkunst. Det er min opfattelse, at Foucault er relevant i denne sammenhæng, fordi han som Coccia – og Ritter – ikke blot undersøger vidensformer og deres historiske forandring, men også – og i tilknytning hertil – hvordan vigtig, kritisk billedkunst sideløbende både visualiserer den orden, vi med vores ord og begreber er lejret i, og overskrider denne orden.... hvilket udfordrer os til at overveje, hvad vi så siger.

Foucault gjorde tidligt opmærksom på det paradoks, Coccia italesætter, når han som citeret påpeger, at det artificielle ved landskabsmaleriet gerne skulle skjules: Iscenesættelse passer jo ikke til forestillingen om, at dét, man maler, er selve naturen. Da Foucault således i en mindre forelæsningsrække om Manet – som siden er transskriberet og udgivet – satte ord på, hvorfor han mener, at Manet muliggjorde ”all the painting after impressionism, all the painting of the twentieth century, all the painting from which, in fact, contemporary art developed”, så pegede han på, at Manet netop ikke søger at få beskueren til at glemme, at der er tale om maleri: ”Manet in effect is one who for the first time, it seems to me, in western art, at least since the Renaissance, at least since the quatrocento, allows himself to use and in a way to play with, at the very interior of his paintings, even at the interior of what they represent, the material properties of the space on which he paints.”21 Manet viser, at ethvert maleri er en konstruktion på særlige præmisser og åbner dermed muligheden for, at vi forholder os til maleriet snarere end til illusionen. Med Manet etableres en mulighed for at udvikle en dialog mellem ord og billeder, der ikke er underordnet en forudetableret forståelse for, hvad virkeligheden er i en ubestemt evighed, men netop undersøger, hvordan den er her og nu. Vi bliver opmærksomme på, at maleriet er materielt og gjort af paint stuff, hvilket ikke gør det mindre enestående.

Tværtimod.

Der er hos Foucault en vedvarende opmærksomhed på, at god og ikke blot reproducerende, men undersøgende billedkunst siden renæssancen rent faktisk har peget på, at der er forskel på, hvad vi siger, og hvad vi ser. Men han er også opmærksom på, at dette ikke har været bekræftet af traktater om kunst og arkitektur, som ligeledes vedvarende har været kendetegnet ved forestillinger om, at det hele skal gå op i en højere enhed, sådan som jeg ovenfor har peget på i tilknytning til Alberti og Giedion.

Forskellen mellem, hvad vi siger og hvad vi ser, var allerede, hvad Foucault fremhævede i sin analyse af Diego Velázquez’ Las Meninas (1656) i indledningen til hovedværket Ordene og Tingene fra 1966: Ifølge Foucault viser Velázquez, at det er umuligt at

TERRAE

Se Joachim Ritter, ’Landskab. Om det æstetiskes funktion i det moderne samfund’ in Jørgen Dehs, Æstetiske Teorier, (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 1995).

21 Michel Foucault, Manet and the Object of Painting, (London: Tate Publishing, 2011), 28.

20

63

vise det hele, og at billedkunsten hviler på særlige greb og materielle begrænsninger, samtidig med at vi som beskuere trækkes ind i et skuespil, som er bydende, bindende og potentielt altomfattende, og som vi kun kan unddrage os ved kritisk omtanke. På Velazquez’ maleri ser man en maler, der med pensel og palet i hånden træder til side fra det maleri, han arbejder på og som vi ser bagfra. Med et intenst, undersøgende blik på sit motiv foran lærredet – hvor vi befinder os – synes maleren at overveje, hvordan motivet bedst inkluderes i hans billede: ”Fra kunstmalerens øjne til det, han betragter, er en bydende linje trukket, som vi, der betragter, ikke ville kunne undgå; den gennemtrænger det virkelige maleri og forener sig med det sted foran dets overflade, hvorfra vi ser kunstmaleren, der observerer os; denne stiplede linje rammer os og binder os til maleriets repræsentation.”22 Det er Foucaults ekfrase – hans billedbeskrivende ord – der gør os opmærksomme på alt dette og derved på, at ordene så at sige er i stand til ikke blot at bekræfte, hvad vi ser, men også hvordan; det er med ordene, vi bliver opmærksomme på den iscenesættelse og de bindinger, som kendetegner det skue-spil, maleriet er, og som i og for sig er usynligt. I udvekslingen mellem, hvad vi ser og hvad vi siger, bliver vi ikke blot klar over, at billedet har magt over os, men også at vi har magt til at reflektere over og derved unddrage os denne inkluderende magt, hvilket på sin side skyldes, at vi via ordene får øje på, at også maleriet nægter at skjule, at det er en iscenesættende illusion. Dialogen mellem ord og billede er skabende, om end dét, der skabes, ikke er en altomfattende syntese, men en situeret dialog midt i alt muligt, vi ikke kan overskue.

KÅRK NO. 41

64

Liv-linjer Da Foucault nogle år senere præsenterede sin ekfrase Ceci n’est pas une pipe (1973) af René Magrittes billedkunstneriske arbejde, der netop er kendetegnet ved bevidsthed om forskellen mellem billeder og ord – en forskel, Magritte giver os mulighed for at arbejde med og udvikle med sin lærreder – refererer han i forbifarten til Paul Klee. Jeg fremhæver ikke blot denne reference, fordi Klee med sine diagrammatiske skildringer af vandets processer som anført har været en inspiration for Da Cunha, og fordi jeg oplever, at Coccias beskrivelser af Planternes Liv er sprogbårne, parallelkreative opmærksomheder på, hvad Klee søgte at gøre synligt med sine mange plantestudier. Jeg fremhæver også referencen for at kunne pege på, at nok kan vi lære af Foucaults arbejde med billeder og ord, men også at vi skal gøre det med opmærksomheder, som Foucault endnu ikke havde, og som ikke desto mindre er, hvad jeg med Latour har hævdet som forudsætning for, at vi lander på Jorden. Lad mig forklare.

Når Foucault henviser til Klee, er det for at fremhæve, at Klee med sin involvering af tegn – pile, ord – i sine billeder tilsidesætter den fremherskende forestilling om, at der mellem ord (diskurs) og billeder (figur) skulle herske en hierarkisk orden: ”An order always hierarchizes them, running from the figure to the discource or from discource to the figure. This is the principle whose sovereignty Klee abolishes, by showing the juxtaposition of shapes and the syntax of lines in an uncertain, reversible, floating space.”23 Ved Klees ikke-hierarkiske dialog mellem ord og billeder, undersøger vi rum, vi ikke kender i forvejen, og som vi derfor ikke kan sige at maleriet ligner. Med dialogen er vi

Michel Foucault, Ordene og Tingene, (København: Gyldendal, 2002), 38.

23 Michel Foucault, This is not a Pipe, (Berkeley: University of California Press, 1982), 33.

22

TERRAE

optaget af tale om, hvad vi får øje på, og som er mere end vi kan se; vi bidrager derved til at udfolde dialogen mellem ord og billeder som en gensidig, parallelkreativ proces og bliver klar over, at ”rum ikke er et sted, hvori det levende befinder sig – rum er resultatet af det levendes handlinger,” som Aït-Touati og Schulz som citeret har formuleret det.

Foucault er altså på sporet af opmærksomheder, vi møder hos Da Cunha og Coccia. Men som allerede antydet er der også en afgørende forskel, vi skal være opmærksomme på, for så vidt Foucaults univers – og således også hans forståelse for magt – med Lars Tønders ord endnu er ’socio-centrisk’: Foucault var opmærksom på, at ’magt’ ikke blot betyder ’magt over’, men også ’magt til’. Som anført forstod han, at kritik er magt til at modgå malerets ’bydende’ linjer for med talen at løsrive blikket fra, hvad billedet synes at fordre, at vi internaliserer som selvkontrol. Det var, hvad jeg søgte at pege på i den korte præsentation af Foucaults Velázquez-analyse ovenfor.

Men ’magten til’ er hos Foucault alene relateret det sociale og vedrører ikke de kræfter i naturen, som Klee gør synlige, og som direkte inspirerer Da Cunha og, mener jeg, er kongeniale med Coccias italesættelse af planternes liv.

Der ligger i denne involvering af andre kræfter – og anden ’magt til’ –end menneskets, at mennesket bliver mindre frit og, ja, må tage andre kræfter i betragtning end sine egne. Sådan argumentererTønder, som både er inspireret af Foucault og kritisk opmærksom på de socioentriske begrænsninger, som kendetegner Foucaults magtforståelse, og jeg er enig.24 * Det har været en central ambition med denne lille tekst at pege på, at vi for at lande på Jorden må forstå at arbejde med billeder, ord og rum i en horisont af forandringer, hvor det ikke blot er mennesket, der er aktivt og har ’magt til’. Vi skal skabende forstå at indrette os med alle mulige andre kræfter – anden ’magt til’ – end vi kan kontrollere. Måske vi derved i vores arbejde med billeder, ord og rum kan begynde at anerkende, hvad Rovelli peger på, når han som citeret anfører, at det, ”der har fungeret for fysik og astronomi” fra Ptolemaois til Schrödinger ”er den matematiske beskrivelse af, hvordan tingene forandrer sig, ikke af, hvordan de er”? Det er jo tankevækkende, at det, der fungerer, vedvarende har været tilsidesat og ignoreret til fordel for, hvad vi mente at kunne kontrollere.

The point of life terraforms the globe’s localities, but it doesn’t do so alone. It is surrounded by other points of life. (...) It doesn’t mean that the Earth is a living thing, but that the Earth’s ecosystem is inextricably interwoven with living things; that there is no physical milieu, because a living thing’s milieu is other living things and is the product of their metabolic activity in the past and present. How should we visualize their interactions? What happens at the intersection of their trajectories? We must now delve into these tangled lines.26

Se Lars Tønder, Om magt i den antropocæne tidsalder, (København: Djøf Forlag, 2020), 56-60 og rundt omkring.

25 Coccia skriver, at ’vi kan aldrig udforske og forstå verden umiddelbart, for verden er de levende væsners åndedræt. Enhver kosmisk viden er kun en livsvinkel (og ikke blot en synsvinkel), enhver sandhed er ikke andet end verden formidlet af det levende. Man vil aldrig kunne forstå verden, som den er, uden det levendes mellemkomst.” Emanuele Coccia, Planternes liv. Blandingernes matafysik, op.cit., 41.

26 Frédérique Aït-Touati, Alexandra Arènes, og Axelle Grégoire, Terra Forma. A Book of Speculative Maps, (Cambridge, Mass.: The MIT Press, 2022), 62.

24

65

Med reference til Frédérique Aït-Touati, Alexandra Arènes og Axelle Grégiore Terra Forma - a book of speculative maps (2022), som refererer til Coccias Planternes liv25, kan man sige, at vores synspunker skal blive livspunkter, der kan trække liv-linjer mellem forskellige kræfter og dermed tegne kort, som kan hjælpe os med at bo midt i en verden af liv, som vi ikke længere kan ignorere, at vi aldrig har kunnet kontrollere:

KÅRK NO. 41 66

TERRAE 67

Billeder af Mikkel Rohde, Fragments of Euforia, Beklædning og Tekstil, 4. semester.

Det Kongelige Akademi, Designskolen

Hvornår er en bygning færdig?

Christina Ahm og Kristoffer Schmidt, Institut for Bygningskunst og Design, Spatial Design Det Kongelige Akademi, 3. Semester,

Vi tror på at arkitektens rolle i dag er at fortolke det eksisterende, forhandle med det og tilføje et tidssvarende lag - frem for at rive ned og bygge nyt.

KÅRK NO. 41

68

Vores projekt tager udgangspunkt i en forladt olivenfarm på Mallorca fra 1500-tallet bygget udelukkende af lokale materialer - Sten, træ og jord i varierende røde toner. Vi har udviklet en transformationsstrategi af ruinen Raixetta, der nænsomt sikrer den mod yderligere nedbrud ved at bygge en indre konstruktion af johannesbrødtræ fra sitet, der bærer en let tagkonstruktion. Gradvist åbnes ruinen op for olivenolieproduktion, lokale samt turister og danner udgangspunkt for fremtidige additioner.

Projektet indeholder både en konkret transformation af et signifikant landemærke, samt anslaget til en langt større strategi af de mange forladte bygninger på øen, der er alt for dyre at restaurere på traditionnel vis.

TERRAE

Mallorca Vores projekt viser, at en transformation af en olivenmølle fra 1500-tallet kan bane vejen for bæredygtig turisme i 2022.

Mallorca, der danner rammen om vores projekt, er midt i sin egen transformation fra masseturismes mekka, siden 1960, til et sted hvor besøgende kommer for aktive ferier og lokale traditioner. Rejsende opsøger i stigende grad det autentiske og værdisætter den lokale kulturarv, men udbuddet af store hoteller ved stranden afspejler stadig fortidens drømme.

69

Projektet er en fejring af det vernakulære Mallorca inde midt på øen. Her gemmes en enormt rig kulturarv, men som kun i begrænset omfang er del af turismens økonomi, hvorfor bygningerne forfalder i takt med, at der ikke er råd til at vedligeholde dem. Vi tror på, at en transformationsstrategi – hvor man tænker langsigtet og udelukkende i lokale materialer – kan være både kulturelt og økonomisk bæredygtig. Gradvist finansieret af turisme vil ruiner åbne op for besøg og skabe lokale arbejdspladser inde midt på øen. Derved vil en ny tilgang til transformationer sørge for, at Mallorca forbliver en relevant destination i fremtiden.

KÅRK NO. 41 70

TERRAE

71

72 Raixetta

KÅRK NO. 41

Olivenmøllen er placeret midt i Serra de Tramuntana, nordvest fra Palma og kan nås ved at vandre eller cykle af snoede stier. Den er bygget af sten, træ og jord i rødlige toner fra det omkringliggende landskab, der var terrasseret af Maurerne og derfor var ideelt til olivendyrkning. Siden sin opførelse var Raixetta et vigtigt samlingspunkt og en af de største arbejdspladser for de lokale landsbyer. I 1920 blev de kun 400 år gamle oliventræerne fældet og solgt som tømmer for i stedet at plante johannesbrødtræer. Disse bærer dog kun frugt i 80-100 år, hvorfor der i dag ikke er grundlag for produktion på Raixetta.

Vores transformation genplanter oliventræerne og giver møllen sin originale funktion tilbage. Johannesbrødtræet, der findes i store mængder på øen, er et godt byggemateriale, men fordi de kun giver tømmer i små dimensioner, bruges de sjældent.

TERRAE 73

I vores design har vi udnyttet træets begrænsninger til at skabe en simpel, men elegant stilladskonstruktion, der placeres som et nyt lag inde i ruinen. Denne både stabiliserer og beskytter ruinen og skaber samtidigt et udgangspunkt for produktion og turisme.

Carcel d’Oro Ghezziagerskov Kunst og arkitektur studio etableret af Alberte Agerskov og Eleonora Ghezzi i 2018 Vores projekter beskæftiger sig ofte med mennesket som materiale - noget relativt, der er knyttet til både kulturelle og naturlige sammenhænge. Carcel d’Oro er et projekt, der forklarer et af vores forsøg på at forstå os selv som materiale, der gror i gensidig veksling med den jord, vi lever på.

KÅRK NO. 41

74

Projektet er et skulpturelt indgreb på en afsidesliggende landtange ved Chiles kyst. I en periode på 6 måneder boede vi langt væk fra alfarvej i et hus designet af tegnestuen Pezo Von Ellrichshausen, mens vi arbejdede for dem. Isoleret fra omverdenen, brugte vi vores aftener og weekender på at gå ture i det omkringliggende landskab.

Vi boede bogstaveligt talt på en nøgen klippe, og følte os ekstremt tiltrukket af den voldsomme natur omkring os.

Dog var denne natur langt fra den, vi selv kom fra, og vi forstod, at vi som mennesker er porøse - et resultat af det klima vi respektivt beskytter os mod, og den jord vores huse graver fundament i. Hvis vi skulle forstå os selv og vores eksistens bedre, måtte vi også forstå det landskab, som vores kroppe midlertidigt var blevet en del af.

Vi fandt et fladt sted på en klippe, som strakte sig 30 meter over de voldsomme bølger, og vi begyndte instinktivt at opmåle, tegne og diskutere. En uge senere begyndte vi at grave og forme jorden i et forsøg på at forstå den. Mens vi blindt fulgte behovet for at pålægge landskabet en overfladisk, indsat logik, gravede vi 16 “nedadgribende skulpturer” af hver 50x50x50 cm. Vi gravede hullerne med køk-

kenknive og haveskovle, og kunne læse jordens lag som nedskrevne linjer i en palimpsest af rødder, klippestykker, og sandlommer. Voldsomme bunker af jord hobede sig op, og vi kastede spandevis af jord ud over klippekanten.

Ved udgravningens slutning, efter tre måneders hårdt arbejde, så vi vores eget desperate forsøg på at kontrollere fra afstand: vi havde ændret et naturligt landskab i en stræben på at opnå gensidig forståelse med jorden. Det var smukt og overvældende, fordi vi så, hvordan det var lykkedes for os at forme og kontrollere noget, som vi havde troede var ukontrollerbart. Men det var også tydeligt for os, at vi havde bygget en ruin gennem en monumental, voldsom monolog, og at projektet ikke kunne slutte her. Hvis vores handling skulle lykkedes som dialog med jorden, måtte vi også bruge tid på at lytte.

I de tolv efterfølgende måneder observerede og dokumenterede vi landskabets entropiske svar, med hjælp fra forskellige fotografer, også længe efter, at vi havde forladt Chile. Vi fik billederne tilsendt, mens vi boede og arbejdede i Frankrig. Langt fra klippen, vi havde ændret på, så vi på billederne at vores skarpe sætninger langsomt blev afrundet af svar fra klippens egne bevægelser af mudder, døde dyr, sol, skrald, storm og tørke.

Sporene af vores indsats kan stadig læses i dag som ar i den jord, vi engang levede på, og først forstod længe efter, vi var taget derfra.

TERRAE

75

KÅRK NO. 41 76

TERRAE 77

Kortlægning af de udgravede skulpturer.

Blyant og kul på papir, 841x1189 cm, 2018

KÅRK NO. 41 78

TERRAE 79 På billederne ses de enkelte skulpturer, som er 'bevarede' og udtørrede gennem de sidste to år, 2020

Lithium: My Irreplaceable Element

KÅRK NO. 41

80

Gabriella Gormley Det Kongelige Akademi Crafts in Glass and Ceramics Recently, I took the decision to go back on to a full dose of lithium as a treatment for my bipolar. But this decision has not been without difficulties. In the following lines and paragraphs I will outline a story of the complexities of this material I have come to know personally and creatively.

The story I will tell is three fold, starting with the global context of lithium as a commodity central to battery production, moving to its role in a medical context, and coming finally to lithium’s place in the world of ceramics and glass. It reflects my admittedly unique relationship with lithium across these diverse contexts, but it has relevance for us all as we experience the increasing electrification of our lives in light of what is being referred to as the ‘green industrial revolution’.1 Lithium underpins this transition and as a result we are living in the midst of what is known as the ‘white gold rush’2 in search of this precious metal.

This article emphasises the need for us all to question our relationship with a material that has become more crucial and complex than ever.

Lithium is the lightest known metal, and offers something that not many other materials can rival. Made up of only three electrons, it can hold charge without demanding much space. And it is this potential for energy density has gained lithium its title as a ‘green material’, seeing as it is a crucial component of the modern battery that we depend on for our electric future. Lithium might support a transition away from fossil fuels, but we should not be surprised to learn that it’s not as simple as the label. Despite the abundance of lithium in our seas3, most of the world’s lithium comes from the Atacama Desert, and particularly the salt flats located in the east of Chile. This desert is the driest desert on earth4 and the process by which lithium is extracted is extremely water dependent. With an alarming 2 million litres of water being required for every one tonne of lithium produced.5 This means that groundwater from deep below the surface is pumped into evaporation ponds where the water eventually becomes vapour and moves away from the land, disrupting a balanced local ecosystem that has been dutifully respected by the indigenous people of the desert for years. Our heavy dependency on coal and oil is under scrutiny, and rightly so, but the answer can not and does not lie in one material solution. The exploitation of the land and the disruption of fine equilibriums was wrong then and it is wrong now, and lithium is the newest target under the guise of noble environmental aims.

Part of what drives these reckless practices is the soar-

ing market prices, sparked by increased demand. With, for example, the average price for lithium carbonate in the U.S. almost doubling in one year to $17,000 per ton in 2021.6 Lithium deposits represent such commercial opportunities that they, like oil fields before them, are central to a nation’s geopolitical strategies. An example of current relevance can be seen in the war in Ukraine. Analysis of recent Russian movements are reportedly connected to the potential for securing access to large natural deposits of lithium oxide that are as yet un-mined.7 Outside of the extreme example of international conflict are further examples of nation states re-examining their role in lithium production. In England, old tin mines in Cornwall are being reopened in search of lithium, with the explicit claim to be doing so ‘sustainably’.8 But recent stories about China setting up a mine in the base of the Himalayas9 and disputes in Portugal over the potential demolition of landscapes10 show the breadth of this pursuit.

Despite the largest demand on lithium coming from the push towards electrification, the dependency stretches back further. In 1949, lithium as a treatment for bipolar disorder was rediscovered by John Cade, having been used prior to this in the late 1800s in Denmark, sparking a revival in the interest of this metal as a medicine. Mystery still surrounds the exact workings of lithium on the brain, however its results are unquestionable, and as a user I can vouch for this. Lithium, often administered in the form of the compound lithium citrate or lithium carbonate, is the only psychiatric treatment that is not synthesised in a lab.

This connection to natural sources explains why lithium and its health benefits were known long before 1949, with spa towns such as Baden-Baden (Germany) and Lithia Springs (Georgia) being built up around natural springs that contained high percentages of the mineral. What is more, it has been found that in places such as this, where the percentage of lithium salts in the drinking water are higher, there has been less reported suicide.11 This ability for lifting mood was most famously capitalised on with the popular drink ‘7up’, which, in its original formula, was made with lithium citrate dissolved in the drink.

Aside from lithium’s internal place in (some of) our lives playing a role of stabiliser, the identity it possesses in the ceramics and glass industry is quite the opposite. In the presence of high temperatures, upwards of 1000 degrees, lithium has an identity in the ceramic world as a wild flux ingredient. When dominant in glaze recipes, it has the ten-

climate crisis into yet another victim of our resource-hungry mode of existence on this planet. And it is this that deserves our utmost attention.

TERRAE

dency to crack the ceramic bodies that it coats. Further to this, it creates a phenomenon called ‘flashing’ where the glaze and clay body meet, making the clay burn an orange colour. In my most recent project I experimented with this, mixing varying amounts into different clay bodies and also making lithium heavy glazes and the results were wild and unpredictable. In some cases the lithium made iron rich clays come out unexpectedly metallic and flaky and in a glaze containing 17% lithium carbonate on a white stoneware clay there were both gold and red sparkles in a very varying glaze surface. This particular example did, however, come out cracked and broken.

I have been on a slow but steady learning expedition since I first started taking this unique natural mineral as a medication three years ago. But it is through the incorporation of this research into my creative practice, while studying Ceramics on Bornholm, that the learning found a place to grow. Three years on and having consumed over 1.3 kg of the material I still find it to be insatiably interesting. Lithium is a lot. The story of its discovery, use and its characteristics are far reaching and central to our present and our futures. But it is the notion of dependence that remains uncomfortable. I am still coming to terms with my dependence on lithium as a medicine, and managing that responsibly. But my concern is that our growing dependence on lithium as a global commodity shows no such responsibility. We risk turning this potential saviour from a

81 Cornish Lithium Ltd. 2022. Cornish Lithium Ltd | Lithium exploration within Cornwall, UK. [online] Available at: <https://cornishlithium.com/>.

1

2 Hijazi, J., 2022. How Portuguese lithium could fuel Europe’s EV revolution. [online] MINING.COM. Available at: <https://www.mining.com/web/ how-portuguese-lithium-could-fuel-europes-ev-revolution/>

Phys.org. 2022. Electrochemical cell harvests lithium from seawater. [online] Available at: <https://phys.org/news/2021-06-electrochemical-cell-harvests-lithium-seawater.html>

3

Sevencorners.com. 2022. The Driest Desert in the World. [online] Available at: <https://www.sevencorners.com/blog/destinations/the-driest-desert-in-the-world#:~:text=The%20Atacama%20is%20the%20driest,in%20more%20than%20500%20years.>

4

Simpson, L., 2022. The side effects of lithium mining. [online] Wellcome Collection. Available at: <https://wellcomecollection.org/articles/YTdnPhIAACIAGuF3>

5

Jaskula, B., 2022. Mineral Commodity Summaries 2022 - Lithium. [online] Available at: <https://pubs.usgs.gov/periodicals/mcs2022/mcs2022-lithium.pdf>

6

7 Tabuchi, H., 2022. Before Invasion, Ukraine’s Lithium Wealth Was Drawing Global Attention. [online] Nytimes.com. Available at: <https://www. nytimes.com/2022/03/02/climate/ukraine-lithium.html>

Cornish Lithium Ltd. 2022. Sustainability | Cornish Lithium Ltd.. [online] Available at: <https://cornishlithium.com/sustainability/>

8

9 Tang, D., 2022. The Times & The Sunday Times. [online] Thetimes.co.uk.

Available at: <https://www.thetimes.co.uk/article/vast-lithium-deposit-near-everest-could-put-china-in-driving-seat-xwb8hm27h?shareToken=1c09330497bd995cad938b35d963469f>

Faget, J., 2022. Portugal: War over lithium behind the mountains | DW | 08.09.2021. [online] DW.COM. Available at: <https://www.dw.com/en/portugal-war-over-lithium-behind-the-mountains/a-59064217>

10

Sussex, U., 2022. Lithium in drinking water linked with lower suicide rates. [online] Science Daily. Available at: <https://www.sciencedaily.com/releases/2020/07/200727145824.htm#:~:text=Naturally%20occurring%20 lithium%20in%20public,had%20correspondingly%20lower%20suicide%20 rates.>

11

Grass, Soil, Teahouse, A Romanticised Sustainability Sean (Yuxiang) Li, Anna Ndangoya Palmcrantz, Institut for Bygningskunst og Kultur, Political Architecture: Critical Sustainability Det Kongelige Akademi

82

This project emerged from a supposedly poetic wandering in Amager.

We were looking for the earth in the ruins of industry, looking for nature on the basis of artificial, fantasizing about ourselves in the artificial wilderness, and projecting our shallow cognition of nature, green, sustainable, romanticized nature.

Grass 草 We inevitably found the grass, specifically, the weed, the unwanted grass. We measured the weed, sorted the weed, picked names, collected them, and pulled them out of the earth.

Then we consciously picked them, weaved them, We weaved weeds into the fabric. Weeds weave us into the material in the name of aesthetics and sustainability they become ropes, knots, nets, coasters, and later the structure, our dissatisfaction with the artificial world.

KÅRK NO. 41

Earth/ Soil/ Terra 土/壤/地 We touch the soil, pick the soil, measure the soil, smell the soil, and barefoot stand on the soil; the soil is not soil. Air, water, rotten vegetation, sand, silly, and clay are all soil.

Colour from the minerals and water, smells from the organic matter, texture from human’s perception we took soil from the earth

Eventually, we rammed the soil together, revealing the agenda. We try to turn them into walls.

The Wall 墻 To be a wall, the soil is flesh, and grass should be bone.

We rammed the earth, dried the soil, weaved a net of grass, and tied the grass net in the soil, organic, natural, raw, fragrant.

The Tea House 茶室 We propose a tea house.

We promise to use wood, earth, grass, natural wind, and human hands.

Wood, earth, grass, wind, human hands promise us a coarse, organic, natural, primitive, fragrant, more prone to collapse, uncomfortable, premature the houses of the firstfolk.

Ideally, we’d have tea in there, the best tea I’ve brought from Asia, using Anna’s own pottery, and we’d take the morning dew off the leaves, off the flowers, and we’d toast to our shallow view of sustainability.

We were wandering in Amager with such romanticized fantasies, avoiding industry, surrounded by industry, praising nature, making no progress, feeling satisfied.

TERRAE

83

KÅRK NO. 41 84

TERRAE

”Menneskenes kortlægningsevne er karakteriseret ved kun at kunne fungere hvis de frigør sig fra ethvert engagement i og enhver interesse for det nære det er fremmedgørelse fra verden der er den nyere tids særkende ikke fra selvet det er fremmedgørelse fra landskaberne organismer bevidstheder ånden” Citat fra “Alle tegn i samme nat” af Andreas Vermehren Holm (2020) side 56.

Når Jorden Flytter

Vi bygger en kunstig ø, vi omstrukturerer jordens masse, vi udformer landskaber, former jorden: terraformer.

Vi gør det med et smil, vi gør det uden øjne, vi lader som om vi ikke mærker det vilde i det, det mærkelige, det overdrevne; at vi ikke kender det misforståede og det kortsigtede i det.

Vi bygger Lynetteholmen mens vi messer: “Vi gør det for vores skyld”.

Akademiets Klimagruppe Skrevet af Matilde Lise Houmann, Anna-Therese Olrik og Clara Tarp Larson klimagruppen@kglakademi.dk

Jeg tror ikke der findes et tal for alle de gange den gule gravemaskine på vandet skal tømme næbet igen. Den skal på overarbejde. [...]

Jeg har fundet byen på vrangsiden, ser den udefra og ind. Her er det vandet der fører an, styrer. Bølgeskvulp mod sten. Et fort med lange, tynde arme af sten, der lukker af og beskytter, som et tyndt hegn af glas.

En vandflyver der sejler forbi og letter på den anden side. Vindmøller der drejer, og havvinden der forsyner os. Containere der liggerklar til at bliver samlet op. Store mil

Det er en beslutning hver gang vi sætter aftryk på verden ved at rykke rundt på den og ændre på den; ikke kun en politisk og økonomisk beslutning, men en økologisk beslutning, hver gang. Det er en beslutning at betræde dét græs, det er en beslutning at plante en kartoffel dér, det er en beslutning at flytte dét jord og så placere det dér. Det er små beslutninger og store beslutninger og nogle af dem skubber næsten ikke til økologien og andre skubber rigtig meget. Men hvordan finder vi ud af, hvornår vi vil skubbe meget og hvornår vi vil skubbe lidt? Hvordan træffer vi en beslutning om, hvad alle de skub er værd?

Regnestykket virker uoverskueligt og umuligt, med alt for mange ukvantificerbare aktører og alt for mange ukendte konsekvenser, en slags cost-benefit analyse, som ikke kun ser på ‘pengeflytninger’, men på alle slags flytninger: flytninger af ressourcer, af magt og af prioritering af liv: hvilke slags, hvorhenne og hvor meget.

Det kommer aldrig til at være en mulighed at tage alt med og faktisk kunne vurdere noget som helst til fulde, men på den anden side må vi forsøge at gøre os bevidste om vores handlingers konsekvenser, så vi ikke fortsætter med at leve som vi gør nu.

Det kan vi blandt andet gøre ved at etablere et grundlag for vores diskussioner via vores sprog, noget som Bruno Latour1, Nikolaj Schultz2 og Jane Rendell3 eksempelvis arbejder med, så vi har bedre forudsætninger og mulighed for at italesætte udnyttelse og udbytte. Som arkitekter er bl.a, mapping en del af vores sprog. Det er vores mapping, der sætter rammerne for vores forståelse og kommunikation. Vores mapping er på samme tid en undersøgelse, der vidensudvikler, og en formidling, der

85

It has begun.

Fra her hvor jeg kigger, kan jeg se gravemaskinerne åbne deres næb og tømme dem i vandet. Gruset falder tungt i en brungrå sky og sluges af den blanke overflade. Et sted nede i dybet lander det og dækker havbunden, lidt med samme bevægelse som da en askesky engang dækkede Pompei.

KÅRK NO. 41

86

itære skibe der lurer i en kaj. Kraner der bygger os en ny havudsigt i beton, flere dyre adresser vi kan se frem til, og forsøge at se foran os. Store bjerge, bakker og bunker af sand, jord og grus i Nordhavnen, der venter på at blive hentet. Store sten i vandkanten, bøjer der vipper i vandet, tangen der næsten ikke ænser at bevæge sig med vandet. Fuglekvidder, mågeskrig, en kran der knirker.

tillader os at forme hinandens forståelse af et sted og en situation. Det er gennem mapping at vi bestemmer vores forudsætninger for at træffe beslutninger. På den måde afgør vores mapping hvor meget vi forstår om konsekvenserne af f.eks. at anlægge en ø som Lynetteholmen.

[...] Jeg sidder og kigger ud på Lynetteholmen, eller det gør jeg jo ikke, for den eksisterer ikke andre steder end på tegninger. Man kan lige nu gå ind og se en hvid spøgelseslinje af øen på Københavnerkortet.

Tænk hvis det sted jeg netop nu befinder mig på, er midt på den kommende hovedåre, hvor hundredvis af elektriske biler og cykler vil komme mosende, med metroens udvidelse nedenunder. Hvor tusindvis af levede liv til komme til at udspille sig oven på den jord som de to gravkøer er i færd med at vælte i vandet.

Vi er et sted i tiden, hvor vores forsøg på at styre jorden falder tilbage på os på måder vi ikke længere kan kontrollere. Vi piller ved systemer vi tror vi kan styre, uden at vi kan overskue konsekvenserne. Vi laver miljøundersøgelser, men i etaper, med ’salamimetoden’, så vi kan ignorere konsekvenserne og sætte projektet i gang i blinde.

Og processen er på en måde paradoksal: Med anlæggelsen af Lynetteholmen, forsøger vi at kontrollere os ud af de problemer vores tidligere enorme udøvelse af kontrol har givet. Vi forsøger at kontrollere vores omgivelsers udvikling så meget som muligt, men ender vi med at hæmme økologien endnu mere ved at slå ned på dens forsøg på at tilpasse sig den virkelighed vi skaber?

Måske skal vi i mindre grad tvinge eller underkaste omgivelserne for at beskytte det status quo vi har etableret, og så i større grad begynde at udfordre vores fastfrosne idé om hvordan vores allerede beboede områder skal tage sig ud.

Måske skal vi acceptere vand i gaderne? Måske skal vi acceptere yderkantens forfald?

Skal vi ikke også ændre os for vores omgivelser og ikke kun den anden vej? Arbejde med klimaforandringerne i stedet for kun at skærme os mod dem?

Vi kommer ikke frem til et rigtigt svar, for de findes ikke, men vi kan starte med at forsøge os frem med en mellemting: En mellemting mellem det styrede og det ustyrede, en mellemting mellem det ydmyge og det bevidste, en mellemting mellem os og det omgivende.

Bruno Latour After Lockdown - A Metamorphosis, 2021, Polity Press Jane Rendell Site-Writing - The Architecture of Art Criticism, 2011, I B Tauris & Co Ltd 3 Nikolaj Schultz “Geo-Social Classes” Connectedness, 2020, Standberg Publishing 1 2

87

En fantomø manifesterer sig foran mig. Den flimrer som en luftspejling som den ligger der, ovenpå bølgerne, som om den ikke rører ved noget, som om den ikke vejer noget. Som den hænger der og flimrer, ser den helt venlig ud. Solen kysser den, som den kysser Trekroner, vandet kysser den, som det kysser mine fødder og stenen, jeg sidder på. På afstand ligner den en ægte Københavner-2022- fantomdrøm: flere boliger, mere strand og øget kystsikring. Vandets skvulp mod store sten erstattes af cyklernes ringeklokker og bilernes summen, vinden i træerne af snakken fra caféen og byggestøjen fra den nærmeste blok. Industrilydene, der før kun kom fra Nordhavn, er overalt omkring os, en kunstig ø, en hel verden bestemt af os.

For at kunne kortlægge konsekvenserne og udruste os til at kunne lave en så holistisk cost-benefit-analyse som muligt, kan vi ikke nøjes med at vurdere verden på afstand: gennem excelark og skalérbare kort. Nøjes vi med det, vil vores forståelse blive lige så meget på afstand, lige så fjern, som den mapping, der giver den. Vi har brug for mapping af det oplevede, mapping af det omgivende, af kvaliteter, der ikke kan skaleres, fordi de findes i kraft af deres rumlighed og størrelse, fordi de skal sanses.

Det er en enorm og uudtømmelig disciplin at mappe, en proces, vi for evigt må forsøge at gøre mere omfavnende og nær, så den bidrager med kvaliteter og viden, som vi ikke kan få gennem den mere kvantitative analyse af et sted og af konsekvenser. Vi kommer aldrig til at være i mål, til at blive færdige med at forstå et sted og dets kvaliteter, og det må blive en del af vores forståelse af os selv – og en del af vurderingen i cost-benefit analysen. Vi må altid huske på, at vi ikke er alvidende, at der altid vil være dele af billedet, som vi ikke kan forstå.

Forholdte vi os ydmygt til verden i en grad, der matchede denne anerkendelse af uvidenhed, ville vi nok ikke have kastet os ud i at anlægge kunstige øer på størrelse med Lynetteholmen, fordi indgrebet er så stort, at de uforudsete konsekvenser kan blive tilsvarende større.

TERRAE

Her er jeg tæt på alt og samtidig i fred. Her er alle lyde hos mig og samtidig så langt væk. [...]

Thoughts about bricks Zuzanna Skurka Crafts in Glass and Ceramics Det Kongelige Akademi 2022

88

Brick can be seen as a truly functional object. One that is allowing humans to build and establish change. It is so fundamen- tal, familiar, and ubiquitous that it is almost invisible. Brick as a single object cannot serve an architectural function, but maybe can be more powerful if employed for a different job?

Look at a brick as a container, for the soil from under our feet as well as a container for testing alternative material ideas and seeing how it can help us build new architecture while also understating the systems around us. The form of a brick speaks about the human body, its size reflects the size of a hand. Material is tracing changes in geology as well as geopolitics. There is beauty and potential in this simple object. Yet it is entangled in so many of the current issues. How can we understand or re-understand the brick?

Brick for nature

KÅRK NO. 41

First buildings constructed using bricks were not for humans but for God(s). The brick was invented to serve a bigger function than just pro- viding shelter for humans.

It was used to praise the divine with grander and greater architecture. A brick can be seen as a container - for beautiful soil from under our feet - then it reflects the identity of the land, but that is a fantasy from the past. We have destroyed the land. The hu- man-made materials overweigh the entire earth’s biomass. And in 2022, creating any new architecture in the old manner is a rather problematic practice that is hard to justify when having the knowledge of the forthcoming climate catastrophe. Maybe the solution would be to change the customer of the brick or rather go back to the original idea - brick for something higher, greater than human - for nature.

TERRAE

Brick and Bread

Bricks and gender

Bread is similar to brick in many ways. Both come from the ground. Bread’s cultural and symbolic importance across cultures and centuries is putting it presumably higher than brick. Bread is one thousand years older than brick which might be proof of its higher necessity. The question is: would we have bricks if we would not have bread?

The standard brick size, which is 215x102.5x65 mm, was developed based on the average size of the male hand. The size needed to allow the bricklayer to hold it comfortably in one hand while having a tower in the other.

Nevertheless, both of them are closely linked with human existence and societal evolution. It is interesting how visually similar they both can be. Both were originally made by hand and reflected their size.

Bread and bread can be measured by the factors of form and time. Time especially plays an important role in the production of bread.The longer it takes to make it the more expensive it gets. The longer it fermented -the more valuable it is. But also less democratic.

But what size would a brick have if different hand-sizes from a gender spectrum was calculated into it?

Does the division of the bad and good bricks exist? Or what can we learn from a bread history that we can use to make bricks?

89

In the XXI century, we are relearning how to make bread ourselves at home, we are taking the power of being able to work with our hands. Would it be possible to make a manual to make bricks on your own? And could that be a socially healing practice?

Bricks and identity The potential of the brick is already used by Supreme as well as Virgil Abloh and Vitra. Their use of bricks was to express identity, rather than provide building blocks for architectural use. There is both a danger and a power in giving the brick identity. In the past, manufacturers were marking each brick. It was stamped with the name of the manufacturer and production location. This link with locality was powerful, and one that we now look at with sentiment since over 85% of the contemporary bricks are produced in Asia.

90

Going back to local production is proposed as one of the answers to the climate crisis, and as much as it seems like a socially regenerative idea, promoting localism in the XXI century is not free of global responsibilities.

KÅRK NO. 41

Bricks and violence This year before the annual celebration of Poland’s Independence Day, the president of Warsaw was pushed to remove all bricks that were used renovationing parts of the city center. On the 10th of November piles of bricks were just a building material that could safely be left on the street, on the 11th of November they became a potential weapon used by Polish nationalists, to attack police and citizens with different opinions.

The other type of violence is the exploitation of the soil.

The land is abused, and somehow the brick is a product of that violated act. We take it from underneath the ground to build on it. But is this process reversible?

TERRAE

New Ark Kunstner Stine Rosdahl-Petersen, Arkitekt Rasmus Romme Brick Maabjerg Arkitekt Simon Strøyer

Projektet ‘New Ark’ blev udvalgt som vinderprojekt hvilket i skrivende stund er under udvikling, og forventes færdigt i efteråret 2022.

For at sikre at passagen bliver et byrum med identitet, skaber vi et værk som drager nytte af stedets særlige kvaliteter til at skabe opmærksomhed på relationen mellem krop, bevægelse og arkitektur. Det gør vi ved at bringe vandet tilbage til passagen som en ramme for arbejdet med at forstærke de sansemæssige fænomener, som udspiller sig i passagen. Besøgende kan følge bølgernes rytme med deres skridt, gå på opdagelse i enkle linjer, som bliver til smukke mønstre, der til sidst toner frem som et samlet motiv: Et ekko fra en redningsaktion fra en forhåbentlig fjern fremtid. I midten af rummet flyder tre spejlblanke redningskranse. Her kan man hvile kroppen og lade blikket vandre, indkapslet i et fastfrosset øjeblik af ildevarslende skønhed.

Vandets tilstedeværelse er en hyldest til det oversvømmede naturlandskab, der lå her før godsbanens opførsel, og en påmindelse om de havvandsstigninger, som risikerer at ramme området i fremtiden.

91

I starten af 2021 udskrev Arkitektskolen, Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Kommune og Henny Johan Richters Fond en konkurrence om byrummet Passagen bag ved den nye arkitektskole i Aarhus. Opgaven gik på at udarbejde et skitseforslag til en udsmykning og rumligbearbejdning af byrummet.

PASSAGEN Byen er fuld af rum som passagen. Man kan kalde dem byens bagsider. Rum der bliver klemt inde mellem mere veldefinerede funktioner og programmer. Resultatet er byrum, som mangler karakter og identitet. Samtidig er passagen smal, høj og langstrakt. Dette gør, at rummet er uinteressant for ophold og begrænser den plads, vi har at designe på.

Gennem fotoregistrering, fænomenologiske diagrammer og laserscan begyndte passagens særlige ånd at skinne igennem til os. I fællesskab søgte vi nu at finde en indgangsvinkel til opgaven ved at identificere det sted, hvor vores individuelle interesser og kompetencer overlappede med vores læsning af passagen.

Vi blev draget af fænomener som lysets refleksion, kroppens rytme og lydens genklang og besluttede, at vores mission blev at finde en måde at tydeliggøre disse fascinerende kvaliteter for de besøgende. Vi fandt snart ud af, at alle tre fænomener kan italesættes som frekvensbølger - og dermed var vores indgangsvinkel på plads. ÅRHUS Å Aarhus har fra sin oprindelse været tæt knyttet til hende. ’Byens Moder’, som åen blev kaldt, var årsagen til grundlæggelsen af byen. Hun har i århundrede været livsnerven i byen og har både bidraget til at slukke tørsten hos byens borgere, producere energi, vaske tøj og flytte

92

varer. Den nye skole ligger på det sted, hvor åen mødte byen, et vådområde som blev drænet for at gøre plads til jernbanen. Sammen med havnen muliggjorde godsbanen transport af de materialer, ressourcer og energi, der gjorde, at Aarhus kunne vokse hastigt. For at sikre denne udvikling måtte Byens Moder formes og tæmmes. Og selvom hun er notorisk kendt for at være ukontrollerbar og skabe udfordringer, er hun for længst blevet forvist fra godsbanearealet.

Med vores værk ønsker vi at bringe vandet tilbage til godsbanen som en måde at synliggøre de forandringer, der ellers er vanskelige at forstå. Vandets tilbagekomst bliver en påmindelse om, at vi står overfor en udfordring, som vi alle må tage del i at løse - ikke mindst fremtidens arkitekter og kunstnere.

Tiden og vandet En passage er et rum mellem to etablerede tilstande. Et øjeblik i vakuum. Hvor intet sker, og alt derfor er muligt.

Lad os lege med den tanke. I dag opleves passagen som en lineær bevægelse gennem tid og rum. Men hvad hvis tiden, lige netop på dette sted, ikke var lineær, men i stedet lod fortid og fremtid glimtvis skinne igennem?

Vand er særligt interessant i forhold til vores tankeeksperiment om tid. Vand har en særlig evne til at optage og synliggøre energi. Når vi kaster en sten i stillestående vand oversættes energien til ringe på vandspejlet. Man

KÅRK NO. 41

Plan illustration

kan sige, at energien optages af vandet og indskriver sig på overfladen, lidt på samme måde som lydbølger optages af en mikrofon og indskrives på en vinylplade. Ved at observere ringene i vandet kan vi ‘spole tiden tilbage’ og genopleve den oprindelige handling. Vand kan altså lagre information om handlinger og historier - omend for en kort tid.

Passagens langstrakte forløb bruges til at skabe bevidsthed om de bevægelser, vi tager for givet, når vi bevæger os gennem byen. Afstanden fra bølgetop til bølgetop er afstemt fodens længde så kroppens rytme afstemmes med bølgernes. Fliserne er placeret, så man kan springe fra felt til felt eller bevæge sig i zig-zag for at undgå at røre vandet. Enkeltvis opleves felterne som abstrakte relieffer, og det er først i selve bevægelsen igennem passagen mod epicentret, at motivet toner frem i sin helhed. De nysgerrige vil spore krusningerne på vandet, tilbage gennem tiden og i mødet med redningskransene belønnes med et glimt af fremtiden.

TERRAE

Render

93

Støbning af prototype

Inter-species-crossing

94

Augustas Lapinskas, Vilnius Tech University Paulina Schroeder, TU Munich Nebeel Imtiaz, Eesti Kunstiakadeemia Christian Hörhner, Eesti Kunstiakadeemia

KÅRK NO. 41

Perspective view from East

At the very core of the concept of a highway lies its uninterruptedness, its dynamism and continuous flow of movement through it. Followingly, the concept of the pollinator highway imagines a pathway for diverse species to transgress urban green environments. The great appeal of the idea of seamless mobility for multiple species automatically exposes the main challenge for the Putukaväil-Project in Tallinn: Multiple big crossings interrupt the movement through it for both human and non-human beings that are walking, flying, or crawling through the city.

These roads endanger all living beings through airflow, fumes, and physical collision; the smaller you are, the harder they are to cross unharmed.

The Akedeemia Interspecies Crossing provides an exper-

imental means for non-humans to cross the street through an extension of the floor between and canopy of the trees adjacent to the road. In parallel, it functions as a symbol and visual landmark representing the movements of non-human urban inhabitants through the city. It emphasizes the idea of the Pollinator Highway visually as well as conceptually in aiming to experimentally contribute to the establishment of infrastructural and functional coherence.

An essential component of the installation is the artificially induced growth of lichen on the structure, rendering it a living thread that connects biotopes currently separated by human-made infrastructure. Lichen is both a tool and a metaphor for a contemporary architecture that con-

Bridge for all species

Extending these Biotopes across road

nects multispecies habitats rather than creating divisions between them.

Our work on this project is grounded in the observation that, despite the conceptual orientation of the project, existing designs and solutions are still strongly centered on human usage. Therefore, we are looking to recenter around the idea of a non-hierarchical urban environment that is more-than-human. Our intervention creates secondary utility for human users of the pollinator highway: It contributes to road safety for drivers, pedestrians, and cyclists in increasing visibility of the intersection between linear park and road.

1

In this double sense, the Akadeemia Interspecies Crossing specifically addresses the local condition of the Vaike-Oismae section. The area is, firstly, cut off by two big intersections and, secondly, relatively low in biodiversity. We hypothesize that by providing mobility infrastructure for non-humans and humans, more natural growth, and additional planting, the biodiversity would go up significantly. In addition, the construction can be repeated at any intersection between roads and greenspace, scaling up recognizability and bearing the potential to become a city-wide brand.

XANTHORIA ELEGANS 1 Indicates asbestos pollution caused by worn fibrous cement

PARMELIOPSIS AMBIQUA1 Indicates acid rain pollution caused by fossil fuels usage

XANTHORIA PARIETINA 1 Indicates medium air pollution, replaces sulfur-sensitive species

LABORIA PULMANORIA 1 Dissipates with first signs of sulfur dioxide pollution

CETRELIA OLIVETORUM 1 Indicates non-euthropicated areas, inherent to natural forests

LECANORA CONIZAEOIDES1 Indicates medium air pollution, replaces sulfur-sensitive species

STEREOCAULON PILIATUM 1 Indicates lead pollution caused by car exhaust gasses

PHYSCIACEAE SPECIES 1 Indicates high air pollution, replaces sulfur-sensitive species

95

Lichen imagery provided by British Lichen Society and Consortium of North American Lichen Herbaria; Information on Lichen provided by Vilnius University student and lichenology researcher Emilija Rakutien

Forest Floors > most biodiverse segment of the Forests.

TERRAE

Which highway to extend?

Stien

eller tid mellem træer

KÅRK NO. 41

96

Digt og udstilling på Overgaden af Rune Bosse, Kunstner Foto af Anders Sune Berg

vi kigger på træerne i 2 dimensionelle planer vi ser deres cirkulære tid og tager dem ud af deres miljøer for at observere dem. vi ser deres forfald og forgængelighed vi har gravet dem op ved rødderne, med fingrene dybt i jorden. vi har set dem spire vi har set deres potentiale og drømt om deres interne tid kun for at kategorisere og inddele dem efter ordener, efter familier og slægter. vi har forsøgt at beskrive dem; tværmålene, æggeformerne, ovale, fjernervede, uregelmæssigt lappede, ofte til bunden af bugterne. vi har set dem helrandede og svagt bølgende. vandrisene, duskformede, hårede, oprette. og enboerne, griflen. skorperne, længdefurene fint porrede, spredt porrede. rodkernerne og marvstrålerne faste og stærke.

TERRAE 97

men hvordan lærer vi et landskab, en skov at kende vi bevæger os i den mens vi efterlader spor vi finder vores vej mens vi træder den vi forsøger at vise essensen ved ikke at gøre noget vi baner os vej med hænderne om rødderne vi trækker dem op og ser muligheder, i forspildt liv men er det også det denne cyklus, denne del af rytmen hvad er det vi gerne vil spørge om skov. en sagde, hvis vi holder så meget af dig, hvorfor lader vi dig så ikke være? livet er som bevægelser henimod at forstå noget, hvordan man samarbejder, for at vise det, der allerede er sammenhængende, en lang undersøgelse. skoven er én fremtid den transformere liv og livet er forandring så vi snakker om at finde nye måder at leve på men hvem sidder med træerne hvem giver træerne tiden ?

KÅRK NO. 41 98

TERRAE 99

jeg leder efter en vej, jeg forsøger at bevæge mig ud i et landskab og ind imellem træer. jeg går og gentager mine skridt, hvor behovet for en sti er størst, og hvor trinene finder sig selv i skovbunden efterlader de spor. jeg finder mig selv igen. jeg vil ud og jeg vil forbinde mig med dig for i gentagelsen ligger fordybelsen. og langsomt ved at observere, viser tingenes tilstand sig i forandringerne. forandringer som tegn på evigt gentaget liv. jeg vil beskrive rummet omkring og indtage pladsen som den store planteæder på organismens præmisser jeg accepterer mine kræfters begrænsning. og jeg bliver gjort næsten magtesløs, for at finde en plads i kredsløbet, og uden mekaniske tilføjelser bliver jeg igen et dyr i skoven. hvordan ændre vi os til ikke bare at se men at mærke sammenhænge? vi vil jo ikke tilbage, selvom erindringen vækker viden om den uundgåelig sammensmæltning. vi forsøger at forstå stien og at mærke tiden måske ønsker den tilstedeværelse

Terra-labour and the construction of Vestvolden

LIFE AROUND MOVING SOIL

100 KÅRK NO. 41

Maja Pihl & Bulut Tümer Bursali, Institut for Bygningskunst og Kultur. Political Architecture 1. semester Det Kongelige Akademi

The cyclical process of labour has throughout history been the very core of forming land. Its absence in the discourse of how man shaped the earth can make it seem as if man-made landscapes have effortlessly appeared on command. Yet, its absence is false. Within every shovel of moved soil, labour force is embedded.

The military narrative of Vestvolden is a screaming choir, whereas the narrative of those who dug it resembles a quiet whisper. Constructed to protect Copenhagen from war (1888-1892), the 14 km long fortification is built on the simple principle to create a moat where soil is removed, and a rampart where soil is added.

2000 day-workers constructed the fortification with manual labour and shovels.

Based on analyses of historical photographs, our drawings and visualisations aim to make visual what most often is neglected; the labour and the life around it. The project imagines on-site housing for the diggers and craftsmen. The imagined architecture draws on the temporary structures that were built in order to carry out construction. Scaffoldings, wagons and wheel barrow paths are translated into homes.

TERRAE

Diggers

101

Cement Mason

KÅRK NO. 41 102

TERRAE 103

Carpenters and Stone Mason

We’re trying to keep this thing they call “climate change” out of our city

104

Ariana Zilliacus, Intitut for Bygningskunst og Kultur. Political Architecture: Critical Sustainability Det Kongelige Akademi Garden has roots in an Old-English word for fence (gard), revealing its origins in the act of enclosing a region of land.

A garden is a garden in relation to an open space without a known end, or what we often call landscape. Landscape is a word some architects and landscape architects are currently trying to outphase from their vocabulary because of its entangled history with a distancing human gaze, seeing ourselves apart from the ‘natural’ world and hence able to look at it, rather than from within it. In Soul, an animated film about living and dying, the phenomena of searching for something without realising that you already find yourself in it is described through a short fable: one fish says to another fish, “I’m trying to find this thing they call ‘the ocean,’” to which it gets the response, “The ocean? That’s what you’re in right now.” “This?” says the first fish, “This is water. What I want is the ocean!”

KÅRK NO. 41

It’s an endearing story to us who can relate to both the ‘water’ and ‘the ocean’ at once, but through stringing some parallels between the fish and ourselves, it probes another perspective on our desires for, for example, ‘nature’, or ‘the good life’. One could almost imagine some fourth-dimensional life forms giggling at our exasperation: ‘this is man-made. What I want is nature!’

The view shaping the fish’s perspective on water vs. ocean could also be exhibited through a desire to escape, rather than to find the ocean: ‘I’m trying to keep this thing they call “the ocean” out of my water.’ A funny statement because it sounds rather absurd, but is it much different to: ‘we’re trying to keep this thing they call “climate change” out of our city’? Cities have historically often been walled, keeping ‘threats’ out and ‘civilisation’ in. Copenhagen is no different, with its former ramparts (volde) still shaping public spaces in the city (e.g. Christiania, the lakes, Vestvolden). These ramparts1 were more precisely mounds of earth piled up as walls and dug away as ditches, later filled with water, to make it as difficult as possible for unwanted beings to cross. In the case of Lynetteholm, a projected circa 3.7 km storm surge barrier branching out from Lynetten and Refshaleøen, and stretching towards Nordhavn in a circular arc (as seen from above), the earthy, sandy, stone wall is keeping the weather out.

Domestication is always a violent, forced act: humans become fully dependent on the plants and animals they master, and plants and animals, through selection, become fully dependent on humans’ care. Evidently, as an architectural type, the garden is a controversial product heavily burdened by the class, gender and racial dynamics used to naturalise hierarchies. However, gardening as a practice still promises opportunities for empowerment: to recognise the limits and implications of domestication, to understand and own the inherent conflict between control and care which arises every time a human tries to adapt a piece of land to their intentions. A garden is always the product of a project and therefore seldom a collective pursuit… there is always a gardener who projects their world vision onto a piece of land.

(Pier Vittorio Aureli and Maria Giudici, Gardeners’ world: a short history of domestication and nurturance) Lynetteholm is fundamentally an infrastructural project designed to prevent flooding in central Copenhagen, an expected consequence of predicted “100-year” storm surges. The narrow mouth between the edge of Lynetteholm and Nordhavn would be shut in the event of such a storm, so that the waves rolling in from Øresund hit a long barrier of rocks that ‘break’ the waves and dissipate their forces, rather than pushing into Copenhagen’s harbour and eventually flooding the asphalt-covered earth. Lynetteholm is a border with familial relations to the walled garden, which, by keeping threats out, can maintain the performance of paradise within. Paradise (which itself derives from Persian paridaidam: ‘walled (enclosure)’), is a narrative humans have historically created of places of stability and prosperity, and in the case of the Garden of Eden, a place without the burdens of knowledge (so Adam and Eve were expelled from the garden after eating from the Tree of Knowledge of Good and Evil); today this paradise might be likened to a place without the anxiety of climate change, migration, inequality and decay.

In the case of the walled garden, the illusion was primarily achieved through the erasure, or limitation of visual perception; the wall literally erased certain views from the wandering human’s perspective…”out of sight, out of mind.” Lynetteholm on the other hand is perhaps less

TERRAE

105

106 KÅRK NO. 41

about erasing the presence of an ‘outside’, and more about erasing the presence of the wall itself; it is even being proposed as a kind of ‘garden’ (a garden on the border of a garden), for humans and non-humans to walk on and look at both the city and Øresund, panoramic views on either side of the path. This might be another kind of political, ideological instrument; one that projects an image of control over the threat, but almost a kind of cosy-control, like your Copenhagen street-outfit. The wall can, through its material composition, control the weather, so that it limits its destruction upon Copenhagen as we know it today.

At the same time, the wall is a coastal hiking path on the edge of a new urban neighbourhood with a view out to that same weather. Climate-change is under control, please continue to enjoy your cafe latte while watching the waves break: ‘we’re managing to keep this thing they call “climate change” out of our city.’ Such an erasure of the planned earth-wall projects a future without a stimulus for its political engagement: the (existential) agonism the wall materialises is simply buried under the city’s business-as-usual.

don’t mean to harm Earth, let alone cause the Sixth Mass Extinction Event in the four-and-a-half billion-year history of life on this planet. Furthermore, I’m not harming Earth!

My key turning is statistically meaningless. In an individual sense this turn isn’t weird at all.

In the highly regulated city space one can observe… well, very little. It is not a place where you observe anything, because as a pedestrian, cyclist or motorist you can fall back into a semi-proven state of autopilot. And because you do not observe anything, you also do not take care.

The unexpected encounter, the eye contact that ensures that both parties read each other’s intentions correctly, and the good will to - literally - share the space, are never put into play in the over-regulated, painless urban space.

(Dorte Mandrup, Offentlighedens Rum)

1

This can be read as an argument against the project “Lynetteholm” as it has been politically presented to us: a “kinder-egg” costing “circa zero kroners’’2 that is supposed to solve some of the very significant problems of Copenhagen: more extreme weather conditions and a lack of affordable housing. But this is not an argument against the proposal for a storm surge barrier - it’s rather about calling the storm surge barrier by its name without layers of trendy new neighbourhoods, metros or highways.

The proposed earth wall will have an intimate relationship with Øresund and ultimately an intimate relationship with the climate crisis. Constructing the foundations for such a relationship through expensive apartments will in all likelihood serve to further distance Copenhagen from the reality that created the conditions for the idea of “Lynetteholm” to ever be born; distance in the psychic sense, that is, because we can’t keep this thing they call “climate change” out of our city. Our city is already intimately bound in climate change. The earth wall, as a storm-surge barrier, is an opportunity to try to negotiate these relationships and maybe, speaking in fish terms, review what we call ‘water’ and ‘ocean’.

There you are, turning the ignition of your car. And it creeps up on you. You are a member of a massively distributed thing. This thing is called species. Yet the difference between the weirdness of my ignition key twist and the weirdness of being a member of the human species is itself weird. Every time I start my car or steam engine I

But go up a level and something very strange happens.

When I scale up these actions to include billions of key turnings and billions of coal shovelings, harm to Earth is precisely what is happening. (...) I am the criminal. And I discover this via scientific forensics. Just like in noir fiction: I’m the detective and the criminal! I’m a person. I’m also part of an entity that is now a geophysical force on a planetary scale. The darkness of ecological awareness is the darkness of noir, which is a strange loop: the detective is a criminal. In a strong version of noir the narrator is implicated in the story: two levels that normally don’t cross, that some believe structurally can’t cross. We “civilized” people, we Mesopotamians, are the narrators of our destiny. Ecological awareness is that moment at which these narrators find out that they are the tragic criminal.

Coincidentally the same Danish word for violence?

“It costs ca. 0 kr. We receive money for receiving the [excess] earth, which finances the metal plates around the island. We therefore get a free island that we can sell as plots afterwards.” Ole Birk Olesen, Lynetteholm press

2

release October 2018.

TERRAE

107

KÅRK NO. 41 108

TERRAE

109

Earth, Power and Building : Inhabiting terrain by architectural degrowth

KÅRK NO. 41

110

Peter Allan Klode Gustafson, Studie 2A: Building Design and Techniques Aarhus School of Architecture, Thesis project,

This project reflects on the problematics of pursuing growth at all cost which has lead us to a disconnect to earth and a healthy life. The project imagines the ethical potential of careful power by questioning how degrowth can be implemented in architectural thinking. The project also asks: what makes us grow as humans and what is the role of architecture in such endeavor? The architectural proposal engages with questions of temporary dwelling and community through the transformation of an abandoned farm and the post-processing of an obsolete clay quarry on the Danish island of Fur.

TERRAE 111

In newer times the interdisciplinary ideas of degrowth have shun light onto imagining alternative solutions, suggesting a paradigm shift and striving towards a vision of degrowth, understood as an equitable and democratic transition to a smaller economy and altering approaches to production and consumption, ensuring environmental justice. The starting point of the project was to present a methodology and practice that could contribute to more sustainable architectures. Thus expand the field and perception of architectures potential and ethical power and link it with a resource-orientated utilization of the concept of degrowth to address the built environment. This led to an investigation of the local clay as a building material, resulting in experiments with alternative brick types for a transformational addition to an abandoned farm.

112 KÅRK NO. 41

The project reflects on alternative approaches to many different assets of the architectural attitudes and building traditions - inspired by the degrowth movements. More concretely the project’s reference to degrowth is present within different scales of the projects, from the building materials contextualized in a holistic system to the architectural composition resisting the dualist ontology of nature and humans. For instance, I wanted to celebrate the slower acts connected to habitation, such as bathing and going to the toilet.

TERRAE 113

The transformation of the farm is connected to the imagining of the post-processing of its neighbor, an obsolete clay quarry. This was done by celebrating the forces of nature, which in general was the core of the project’s attitude - to celebrate slowness, minor architecture, and the notion of expenditure. The project is connected to earth as a result of its location, an island where earth and clay are significant, however, I believe the method of implementing degrowth into architecture could just as well have asked questions on other physical elements - this is the most important thing I take on from working with this project.

Saltholm Aske Johan Jørgensen Albertus Institut for Bygningskunst, By og Landskab Arkitektur, Rum og Tid Det Kongelige Akademi

114

Spekulativ mapping af sedimenters og vandets bevægelse på Øen Saltholm, samt digitale pointcloud undersøgelser af øens landskab og efterladte objekter.

Landområdet på Saltholm er meget påvirkeligt overfor havstigninger, da øen kun ligger få meter over havoverfladen. Da der ikke er sat noget ind for at stoppe vandets indtrængen, vil Saltholm sandsynligvis blive opslugt af havets overflade, som en konsekvens af verdenshavenes stigning grundet den globale opvarmning.

KÅRK NO. 41

Projektet undersøger de måder vandet bevæger sig på, på øens laveste punkter - samt en mapping af de restobjekter som befinder sig på øen.

TERRAE

115

KÅRK NO. 41 116

TERRAE

117

KÅRK NO. 41 118

TERRAE

119

Kære Lynette

120

Kære Lynette Jeg har ikke noget imod dig egentlig, jeg tror ikke du handler af ond vilje, det er ikke fordi du har intentioner.

Det er ikke dig, jeg har noget imod, men sådan dit koncept som helhed kan man vel sige, og måske dit omfang lidt også. Jeg ved godt at alt hvad vi gør skubber til verden, og at vi gerne må, at det ikke er fordi vi skal stå stille, holde vejret, men når vi skubber meget på én gang og i én retning, for eksempel ved at sætte dig sammen af jord fra undergrunden, sand fra ???, planter fra ???, beton fra ???, og i rigtig store mængder, så stopper vi med at forstå hvad vi egentlig gør, fordi vi gør så helt vildt meget på én gang. Måske er det lidt ligesom når milliardærer har mange milliarder, og de mister et par millioner, og ingen rigtig forstår hvad det betyder.

Kære Lynette, jeg ville egentlig ønske, du ikke blev født. Du fødes af sandet, af jorden, af betonen, du sammensættes af andre steders liv, vores tanker er din jordemoder, kranens tænder, og du kommer til verden til lyden af vores gråd og smerte. Det er en handling af panik, af rædsel, af frygt og den er så kortsigtet, helt uden balance, en forvirret handling, og alle spørger: ???

KÅRK NO. 41

Lynette, det er ikke din skyld, at vi ikke forstår den verden, vi er en del af. Det er ikke din skyld, at vi er blinde, men du bliver jo lidt et billede på det, så tilgiv os for at være lidt afskyende ved tanken om dig.

Jeg ser på dig og jeg beundrer dig. Jeg vil ikke bestemme over dig, beherske dig eller styre dig, jeg vil ikke kontrollere eller dominere dig. Jeg vil forstå, at jeg er en del af dig. At du ikke er alene eller din egen, som jeg ikke er alene eller min egen, at du ikke kan bestemme, som jeg ikke kan bestemme. At jeg ikke kan dominere, fordi der ikke er noget for mig at dominere. At selvom det føles som om, jeg er mig og er i modsætning til dig, vil jeg egentlig altid kun bestå i forlængelse af dig og du af mig, og vi er ikke hver sin, men sammen, som små knopper er en forlængelse af grenen, som hånden er en forlængelse af armen, som armen, som grenen, som halen på et dyr og benet på en stol hænger vi fast i hinanden, hænger vi sammen, dig og mig for altid kære verden, kære mig <3

Skrevet af Clara Tarp Larson, Institut for Bygningskunst, By og Landskab, Kompleksitetshåndtering i Praksis Det Kongelige Akademi, 4. semester

121

Kære verden, kære mig

TERRAE

Kære verden, kære mig

KÅRK NO. 41 122

TERRAE

Kortlægning af overflader Johannes Kofod, Unit 2/3 B, Arkitektskolen Aarhus

123

En af de første faser af projektet omhandlede at lave en sensorisk kortlægning af vores site og området omkring sitet. Jeg valgte at tage udgangspunkt i digitale workflows og prøve at skabe en måde, hvorpå vi som arkitekter kan genskabe og mærke overfladerne fra et område ud fra meget simple billeder. Set i et større omfang, skulle denne måde at arbejde på give arkitekten mere frihed til at arbejde med projekter i udlandet, uden at skulle bruge ressourcer på transport - også i forbindelse med et bæredygtigheds perspektiv. Resultatet af opgaven er disse digitale Data Maps og nogle fysiske modeller som er 3d-printet i negativer og støbt i gips.

Tideland is a newly started design laboratory that navigates the borderland between architecture, science and art

Tideland Studio: Fragile shapes

124 KÅRK NO. 41

Climate change is incomprehensible to the human mind. It’s everywhere and nowhere at the same time. Like the sun, while we cannot look directly at it, we can track its movement across the ground. Trying to grasp the transformation processes of the Arctic landscape, Tideland Studio travelled to Svalbard to make sense of a simple process: The phase transition of water from solid to fluid. It became a journey deep into glaciers and across vast spans of time. These are a summary of diaries and material for an upcoming exhibition.

TERRAE 125

76°54’47.71”N, 15°45’7.70”E We approach the islands by plane. Below us floats drift ice, then large flakes and eventually icebergs and glaciers. Svalbard stretches out like a white blanket pulled over serrated peaks. The landscape seems untouched, immense and indestructible. Unfortunately, this is far from the truth. With a change in average winter temperature of 7.3°C since 1971 it is the place on earth where climate change is most evident.

78°13’21.86”N, 15°39’2.19”E To prepare us for field trips we team up with scientists at University Centre in Svalbard. We talk about climate change, geology, glaciology and best practice in operating scanning technologies in the arctic.

126

78°13’34.19”N, 15°39’6.70”E We bring a lot of equipment: 3D scanners, drones, video and sound equipment and an infrared camera. Despite our crash course, few things went as planned. Temperatures of -39°C wind chill prove difficult for our equipment to handle. A LiDAR scanner breaks down, batteries die and drones fall out of the sky.

KÅRK NO. 41

78°20’30.62”N, 18°49’1.89”E It’s strange and humbling to realise how dependent we are on external things in these harsh conditions.The thin layer of down and fabric protecting us from frostbite, guns to keep polar bears away, the hum of the snowmobile engine to keep us moving across the tundra.

TERRAE

78°14’17.33”N, 15°26’42.01”E

127

Svalbard’s coal mining industry is mostly dismantled. Most mines have been abandoned, others have been given new functions.

Like the Arctic World Archive, set deep inside mine 3. A collection of valuable digital information translated from binary code into grayscale pixels which are printed on physical film with a lifetime of 1000 years. A strange hybrid of low and high tech.

78°14’8.88”N, 15°29’25.39”E Close to mine 3 we find another archive, the Svalbard Global Seed Vault, a backup system for agriculture, should disaster render parts of the planet unlivable from nuclear war or extreme climate change.

The arctic permafrost is perfect for storing precious things. Nothing moves, nothing lives, nothing changes. These archives are designed to outlast us, as individuals, perhaps even as species. It’s both a beautiful and uncanny concept that forces us to think about time on a different scale than we are used to.

78°11’10.33”N, 15°31’9.93”E

KÅRK NO. 41

128

The glacier is an archive of its own. Layer upon layer, some clear as glass others obscured by sediment or air bubbles, telling stories of landslides or avalanches. Run your hands across the surface and hundreds of years go by.

TERRAE

78°10’30.22”N, 15°34’22.69”E The inside of the glacier is a sequence of surreal spaces. Year after year meltwater reshapes the cave, creating new channels, widening, deepening or shutting off existing ones.

This process forms a labyrinth of narrow tunnels, overlapping plateaus and cathedral-like spaces.

129

55°40’41.11”N, 12°34’54.31”E We dream of ice. Of alien shapes and strange glass artefacts. When you enter the glacier for long periods of time, the ice also enters you in a sense. The body remembers, pushing through narrow spaces, the crunch of crystals, palms against the smooth, cold surface.

At komme ANDETSTEDS

KÅRK NO. 41

130

Anne Sofie Lok og Nikoline Leth Jepsen Institut for Bygningskunt, By og Landskab: Arkitektur og landskab Det Kongelige Akademi, 10. semester

TERRAE 131

”Jorden er som kroppens kød, fuld af depoter, stoffer, fortællinger og lag af materielle forbindelser.”1 Vi befinder os på Nordhavns nordøstlige spids, Stubben. Landskabet er i stadig skabelse af de jorddumpninger lastbiler dagligt bringer. Stubben har ikke et underliggende landsskabstræk, men er et landskab skabt af overskudsjord fra andre steder, der er blevet til et sammensat jordvoldanlæg med historier fra ukendte tider. I det sammenbragte jordlandskab dukker forskellige materialer op, der vidner om andre steder og tider: byggematerialer, potteskår, planter knoglerester, flamingogranulat, plastrester fra spande og vejskilte, ferskvandsmuslinger. Som Nana Scöttlander beskriver materialerne i hendes projekt BODYSCAPING – en performance situeret på Stubben: ”De ligger og nynner deres frekvenser, på vej mod en fælles artikulering af en ny fortælling, et fælles kor. Resonansen forplanter sig i min krop og genindskriver mig i det større materielle kredsløb, både jorden og jeg er indviklet i. Vores spor lever videre i landskabet, og dét lever videre i os.”2 Jorden bliver lagt i bunker, der i konstant forandring bliver flyttet rundt i en dynamisk koreografi mellem mennesker, maskiner, og andet liv der opstår her eller flytter hertil - heriblandt fuglearter, planter i mærkelige sammenblandinger transporteret med jorden hertil fra vidt forskellige steder. Blandt jorden finder man insekter fra nær og fjern, snegle og frøer, der dukker op i de mindre forurenede vandsamlinger af salt-og regnvand. Den menneskelige indtrængning finder også sted ved fiskeri langs med kanten, og andre der forsigtigt begynder at udforske området længere inde på området.

Som en del af vores afgangsprojekt ”At komme ANDETSTEDS” undersøger vi gennem egen krop hvordan mennesker befinder sig i dette antropocæne landskab, hvis vestlige del i fremtiden skal blive en park. Billederne er et uddrag fra et af vores besøg. Gennem kropslige oplevelser arbejder vi med det der er på stedet, tidslighed og det processuelle. Intentionen er at skabe en anderledes og inkluderende park, som er i konstant forandring og som søger at komme andetsteds.

1 2

Nana Francisca Schottländer. Jeg er bare her, sammen med noget andet. (Wavesfestival 2021) s. 5 Nana Francisca Schottländer. Jeg er bare her, sammen med noget andet. (Wavesfestival 2021) s. 5

KÅRK NO. 41 132

TERRAE

133

Gentle Hunting, Heavy Softness

KÅRK NO. 41

134

Kaffehytten, Deep Forest Art Land, 2021 Spacegirls

Spacegirls arbejder i feltet mellem kunst og arkitektur.

Kernen i Spacegirls praksis består af materialeforskning med fokus på stedsforståelse og taktilitet. I det langstrakte projekt Gentle Hunting, Heavy Softness (GHHS) har undersøgelsen kredset om facaden som arkitektonisk element. Denne undersøgelse er manifesteret i værket Kaffehytten, 2021. I værket har Spacegirls søgt tilbage til en mere langsommelig proces, hvor man, over tid, arbejder sig ned i både materiale og sted. Lokal forankring blev i projektet anvendt som både materielt, produktionsmæssigt og socialt greb. I produktionen af værket blev der gjort brug af helt lokale råstoffer, bl.a. okkerholdigt sand, der uønsket ophober sig i skovens vandløb - et “affaldsprodukt” brugt som pigment i facadeelementerne. Kaffehyttens facade er skabt med materialer fra stedet, og med en overflade støbt i skovbunden. Hyttens facade er således ikke blot noget der beskytter fra vejr og vind, men også en ornamenteret overflade med en historie.

Hyttens trækonstruktion er bygget af overskudstræ fra Dinesen, og skabt i tæt samarbejde med elever og undervisere fra Herningsholm Erhvervsskole. At producere direkte i skoven, og i samarbejde med lokale aktører og unge håndværkere har været med til at forstærke projektets bånd til lokalmiljøet - en proces hvor der blev åbnet givende dialoger om tradition og håndværk.

TERRAE 135 Spacegirls værker og deres arkitektoniske grundforskning er ikke undersøgelser der blot er til stede i sin kontekst; de er sin kontekst, i den forstand at konteksten altid er en aktiv medspiller i undersøgelsen og processen. GHHS giver et bud på et anderledes arkitektonisk kredsløb hvor de byggede strukturer ikke blot er placeret på stedet, men er vokset ud af det, og står som en forlængelse af skoven.

KÅRK NO. 41

136

I 2022 gennemføres sidste del af GHHS - en bog der vil stå som et tværsnit af projektet og blotte synergier mellem involverede fagligheder. Bogen skal stå som et værk i sig selv, hvor eksperimenterne fra skoven fortsættes i tekstlig- og grafisk format. Bogens mange bidragsydere vil udfolde projektet fra et teoretisk perspektiv med tekstlige indslag der knytter sig til relevante tematikker som økologi, poetik og selvfølgelig arkitektur.

TERRAE

137

KÅRK NO. 41 138

TERRAE 139

Projektets samarbejdspartnere og sponsorer Herningsholms Erhvervsskole, Teknisk Skole i Herning Dinesen Skødstrup Byggeservice Aalborg Portland DS Stålprofil PP-Nordica Projektet er støttet af Statens Kunstfond Dreyers Fond Ege Fonden Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond

GEOTROPISMER Alex H. Lee Arkitekt Ph.D., adjunkt ved Institut for Bygningskunst, By og Landskab Det Kongelige Akademi

140

Engang drejede alt sig om Jorden. Ganske bogstaveligt den var universets centrum. I dag er den end ikke centrum for Månens kredsløb; to kloder af samme jord, den ene levende og den anden kold, snurrende som dobbeltplanet om hinanden i en dans om en Sol der selv har indtaget sin plads i den livlige procession af stjerner om Mælkevejens sorte hul. I det stykke er Jorden et rumskib i et univers uden centrum. Videnskaberne har udvidet menneskets horisonter og frigjort dets potentialer, men har også gjort det svært at lande igen. Hvordan finder det moderne menneske da sin plads på Jorden?

I grunden bidrager arkitektens arbejde til Jordens bevægelser i naturfænomener der på forhånd har dirigeret arkitekturens krop. Det kan man tilgå som problem eller som en invitation til leg. Men med teknologien er det blevet stadig nemmere at isolere sig fra Jordens kredsløb og konstruere afkoblede verdener. Engang var bygningskunsten bundet til stedlige naturfænomener hvor der i dag leveres energier fra fjerne og ukendte egne. Ved du hvor i verden strømmen i din stikkontakt kommer fra, og har det nogen betydning for bygningens krop om det er vind-, vand- eller solenergi? Med udviklingen er bygningskunstens stedsspecificitet ikke længere kritisk men et æstetisk tilvalg - og som sådan kan det nøjes med at tiltale øjet.

Blandt de fænomener bygningskunsten kan lege med, er ét stadig uomgængeligt. I biologien beskriver geotropisme planters orientering i forhold til Jorden. Den kaldes ofte også gravitropisme, for ved tyngdekraften har alle jordiske organismer nødvendigvis et forhold til deres planet. Arkitekturen har i sin natur et kritisk forhold til tyngdekraften men dens geotropismer kan også fremkalde kosmiske forbindelser. De to illustrationer er fantasier over virkelige bygninger, landet på Jorden og bundet af naturfænomener, men orienteret mod det udenjordiske.

KÅRK NO. 41

I den iranske ørkens vinternætter afstråler Jorden så

meget varme til verdensrummet at vand på terrænets overflade fryser til is. Til det fænomen er der gennem årtusinder bygget yakhchal, frysere der kan holde isen frosset gennem sommeren i det glohede landskab. Vand fryses om vinteren i flade bassiner, skæres i stykker og lægges i en kuppel delvist nedgravet i jorden. Ved konvektion bevæger varm luft sig op og ud af åbningen i kuplens spids, mens den kolde luft holder sig nede ved isen. Her er bygningens geotropisme spændt ud mellem Jordens varme og rummets kulde med vandet som medierende materiale.

I Hiroshima ligger en helligdom der lader sig forme af Jorden i samspil med Månen. Også her egner vandet sig godt som kosmisk bindeled. Knud W. Jensen skrev om Itsukushima-helligdommen på øen Miyajima at den var det fineste arkitektur ved havet han kendte til – han, der selv havde grundlagt Lousiana i Humlebæk. Men Itsukushima-helligdommen har et dybere forhold til havet end blot den smukke udsigt, for den ligger i et øhav med 3 meters tidevand. Miyajima er havets helligste ø og måtte oprindeligt ikke betrædes af almindelige dødelige. For at bede til guden byggede man derfor helligdommen i sandet, i en bugt hvor tidevandet flyder ind. Således kunne man kun komme dertil med båd, og kun når Månen gav adgang. Man sejlede gennem porten i vandet og lagde til ved helligdommens broer hvis højder blev nøje afstemt med tidevandets skiften. Således står helligdommen den halve tid på sand, den anden på vand. Her forenes geotropismen med en selenotropisme og retter sig mod Månen.

I deres brug af stedets fænomener kunne disse eksempler på endemiske arter i byggekunsten lande på Jorden som naturlige mekanismer i landskabet, lave is i ørkenen og månelandskab på Jorden.

En sammenfatning af afhandlingen “An Endemic Architecture - on building culture between solid and fluid matter” kan læses i Magasin for Bygningskunst og Kultur Nr. 3 (https://bygningskunstogkultur.dk/nr-3-2022/tanker-om-en-endemisk-arkitektur)

TERRAE

141

Entry gates

3l

SHIFTING INDUSTRY ON NATURES THERMS

A STEP IN THE SEA

Redundant since the oil price collapse of the global financial crises in 2009, this industrial landscape has actively been returning its interrupted biobank to the planetary garden. Towards the bands of ecosystems wrapping our thin earth surface. In recognition of this aspired recovery, the site now dissects an erased oil age history along a reflective and maturing memorial garden theatre.

1l

KÅRK NO. 41

2l

142

Nina Mocke Urban Design/ Landscape Architecture Aarhus School of Architecture

TERRAE

Silo

Vertical Garden Top

Forest Entry Top

143

Rocky Top

144

wetland

Narration: Standing at the shore line of the ocean after a storm, the two gazed with tired arms through the slow drifting mist at the odd silhouettes on the hill. The fresh air welcoming after a night of celebration, bringing in the new year with many cheers and saluds!

“You want to go up there? Why?” “Because it’s something to see.”

“What is it like?”

“Pretty strange.”

“Not just another forest?”

“Close, a remedial zone, a few landscapes long

KÅRK NO. 41

where the local plants and ruins share the story of the fossil fuel age. You know, from the time we used to take oil from the ocean floor and bring it to shore for processing before filling up our cars or mixing together bitumen for our roads. Come to think of it, we used it in many parts of our lives. Not so sustainable in the long run, don’t you think?”

“Well is it walkable?”

“Of course” “ What will we see?“ “Depends on your curiosity” Securing the bow lines to their kayaks and unfolding the purple trail pamphlet printed in a rush before heading out the door that morning, Vali and Groa started for the stairs to the untamed edge at the back of the drying marina.

- a pair in contemplation at the edge of platform t5, January 1st, 2063.

Right: Fagerstrand Silos

TERRAE

2

145

2,112.607 m

KÅRK NO. 41 146

TERRAE

147

A home and workshop from wood waste Jon Haga Grov, Studio 3B, Material Matters Arkitektskolen Aarhus, 9.

Semester

KÅRK NO. 41

148

In the previous semester Studio 3B - Material Matters at Aarch I have been working with materials that are considered waste by the industry. The materials were provided by a company called The Upcycl, which works as a link between the industry and the new users of the waste materials. I have been working with these small pine blocks. This is a waste product from the flooring industry.

The trees grow for 25-30 years in the north of Sweden, and are transported to Wiking Gulve in Roslev, Denmark where they eventually become waste through the industrial processing. As every piece is organic material, each piece varies slightly. Pine is a widespread type of wood in

Scandinavia, and is among the cheaper types of wood. The color of the sapwood and heartwood are quite different, which creates a richness in the color range of the pine.

Pine also has a good durability in outdoor construction, and there are long traditional roots with buildings made of pine in the northern countries. Wood in general has had an increasing focus in terms of being one of the leading sustainable building materials for the future building industry. Today we allow a high amount of wood waste, because it is considered sustainable anyway, but what happens to the wood waste? Are there alternative ways to use the leftover wood?These are issues this project reflects upon.

MASTER

149

KÅRK NO. 41 150

MASTER

151

152

Clara Maj Pinholt, Kirsten Lauge Jørgensen, Mathilde Huss-Hansen & Mollie Nord Sandvad, MA Graphic Communication Design, The Royal Danish Academy, School of Design, Final masters project

Under construction

KÅRK NO. 41

MASTER

by setting up familiar information about climate change in the frame of sacrifice.

UNDER CONSTRUCTION consist of eight statements on everyday sacrifices such as sacrificing fast fashion, flying, eating meat etc. which participants have to consider, reflect and react upon. For each statement are four responses: “I don’t want to”, “Not yet, but I have my reasons”, “I trymy best”, “Yes, always”my best”, “Yes, always”.

153

Our world is currently facing a climate crisis.

Sufficient scientific data and knowledge already exist, but producing more charts won’t help. In order to deal with the apathy and lack of action, we need to find alternative ways to visualise the information.

UNDER CONSTRUCTION is a participatory datacollection experience in the form of an exhibition; examining the individual’s relationship to the concept `sacrifice´ and how it relates to the climate crisis at the current moment. We have reached a phase of realisation; all the facts are clear, and now we each have to step out of our passivity by acknowledging that everyday sacrifices are necessary and valuable to save our planet. The aim with the exhibition is to demystify the connection between the two themes,

KÅRK NO. 41 154

MASTER 155

The responses are represented by a stone which the participants has to hit the responses they agree with – using a hammer. Participants have the choice to collect a fragment of their own contribution, wrap it and bring it home as a token.

Wrapping the fragment

generates praise and value for the contribution, and is a motivational reminder of; the sacrifices we are making have an impact.

UNDER CONSTRUCTION hopes to bring a new perspective, challenge people’s passivity and inspire courage towards more action.

Et Borgerting i Glostrup Anne Marie Stahl, Institut for Bygningskunst og Kultur, Kunst og Arkitektur, Det Kongelige Akademi, 7. semester

156

Hvordan ville det se ud, hvis samfundet var sat sammen på en anden måde?

En måde, hvor befolkningens ord var mere end blot en stemme i folketinget, hvor der var direkte demokrati, og befolkningens ord var en handlende stemme. Projektet undersøger idéen om et Borgerting i Danmark, mere præcist er projektet lokaliseret i Glostrup. En forstad til København præget af en motorvej, der bliver til Hovedvejen, hvorom byen har formet sig. Byen ligger på vestsiden af Vestvolden, og byens arkitektur er mangfoldig og sammensat. Der er både historiske bygninger, som de gamle bunkere og Glostrup vandtårn, der er industri, Glostrup Storcenter og Danske Bank der er Stationen og de store villakvarterer. På mange måder er Glostrup

Skitse af grundplan

KÅRK NO. 41

et billede på mange byer, og Borgertinget i Glostrup er i dette projekt også en del af flere Borgerting fordelt over landet.

Programmets idé bygger på bogen ”Tæm Eliten” skrevet af Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad, og præmissen for Tinget er sat op efter deres idé om et Borgerting.

Folketingets andet kammer vil bestå af 300 medlemmer, der er repræsentativt udvalgt som en slags værnepligt, hvor medlemmerne sidder i 3 år.

Borgertingets spekulative program giver anledning til overvejelser om, hvad en moderne demokratisk institution er. Hvordan repræsenterer man ”folket” bygningskunstnerisk? Hvad er det for en bygning, byen møder?

Hvordan er en bygning et monument og ikon samtidigt med, at den er neutral og folkelig?

Projektet er på den måde kommet til at handle om form,

Skitse af kontekst

MASTER

Opstalt nord mod bagsiden og parkeringspladsen

Opstalt vest mod naboboligblokken

Opstalt øst mod gaden

157

Opstalt syd mod hovedvejen

158

i denne kontekst af Glostrup, med bybilledet som en suburban palimpsest. De historiske lag, med tråde til klassicismen, danner baggrund for en verden, der er mere broget, kompleks og usikker.

Forankret lokalt står Borgertinget som en massiv af mursten, der taler lige så meget til de omkringliggende villaer som til de historiske bygninger. Murstenene mimer monumentale søjler og villavinduets gesims, mens et puslespil af murstensforbandt former den tomme bygning.

Bygningen står som en tom skal, hvor kun indermurens og ydermurens bevægelser danner rum og mellemrum. Bygningens stringente form bliver opløst i den indre. En iscenesat entré opleves som en tilfældig udgang, og husets rumlighed opdages først i gulvet, hvor forbandet tydeliggør overgange, indrammer murforløb og insinuerer rum i rummet.

Borgertinget står uprogrammeret som et hus til byen, der må indtages og overtages af folket.

KÅRK NO. 41

Visualisering

Visualisering

Plan 1. sal

159

Plan 2. sal

Grundplan

MASTER

Child in the City “get out of the sandbox and venture out into the city”

KÅRK NO. 41

160

Jade Lau & Sophie Twarog, Uban Architecture (TUD) & Studio 2C (AAA), TU Delft, 8th semester To seek a shared city rather than one that creates zones of containment for children means to include them in the same world as the rest of us. ‘Child in the City’ explores ways of making the urban fabric more accessible and negotiable to the child and in return to the wider public.

According to urban educator George Sternlieb, “a sandbox is a place where adults park their children in order to converse, play or work with a minimum interference. For the children, the sandbox is given to them as their own turf.” Throughout the design of a multi-purpose community school, social spaces are created at different scales for children to get out of the sandbox and venture out into the city. Learning doesn’t have to be limited to a classroom, but students may learn in a closet, a café or a cathedral.

If we consider the school as public space just as churches were perceived within the eighteenth century depicted in the Nolli map, streets, parks, plazas, and courtyards serve the community just as much as the larger urban space.The objective of our approach is to make major portions of the school accessible to the public.

Axo overview

Site elevation

MASTER 161

Site model

Classroom view closing

Model

Classroom view open

Making use of the city within the site of Nijmegen’s Basisschool Petrus Canisius involves various scales of connection from the urban level through to the architecture and programming of the interior school.

Major interventions include connecting the previously underutilized urban stair to Stevenskerk, proposing a mixed-use building for artist ateliers and a workshop, and finally adding a central aula addition within the existing school to allow for multifunctional use after school hours. West of the site, a public garden mediates different heights within the city with destinations at every landing. The new aula acts as the heart of the child’s school connected to the garden through a playground enclosed by the previous beams of the gym. In order to unite both floors of the school, the height of the public gym was lowered to create a void within the existing split levels. Re-using the existing concrete T-beams within the same project of origin is an exercise in circularity to push the limits of repurposing this seemingly permanent material for the sake of adapting an existing building for future use.

162

Long section

KÅRK NO. 41

Short section

Classroom extension

163

Lobby

Playground

Garden entrance

MASTER

Landmark Hugo Shackleton, Studio 3: Radical sustainable architecture Arkitektskolen i Aarhus, 10. semester The project deliberates the role of narrative and authorship in Architecture.

A shifting landscape across planes large, small, physical and philosophical prompts discussion of the re-imagined and the novel.

In the coastal setting of Lønstrup, North-Western Jutland, the gentle undulation of the Danish countryside concedes abruptly to the raging chop of the North Sea. Lush farmland is replaced with sandy dunes, buckthorn and sheer cliff. Animal rearing, swapped for a string of craftsmen’s ateliers. Glass blowers, painters, potters and jewellers gathered in the name of traditional workmanship attract tourists from all over the country and further afield.

Just beyond, a popular coastal path leads away from the old jetty, up along the disaxzpearing land’s edge of Vendsyssel, passed precarious summer houses awaiting their tumble to the beach some thirty meters below.

Remains of a cemetery mark where Marup Church once stood before succumbing to the ground loss.

164

An untouched fringe of grassland hangs daintily atop sharp overhangs that dare the passerby to venture closer.

Edges lie unprotected, un-seamed, and threading their way erratically towards a silhouette in the horizon.

Like farmhouse jutting through pastureland, here Rubjerg Knude lighthouse offers a break in the towering natural landscape and a visual relief in the search for scale. Unlike the threat of urbanisation faced by other parts of the rural world, here human settlement sits embedded in a colossal landscape of the earthly kind. And the serene and docile appearance is but a front for the ruthless force of its changing constellation.

Key sketch 1

South-westerly winds have incrementally etched the soft clay/ sand composition of the cliffside up onto the surface and inland forcing the abandonment of the 1899 lighthouse.

In October 2019, the century old structure was moved seventy meters inland. By way of preservation, the move provokes commentary on an apparent failure. A failure to accept times’ passing.

Key sketch 2

KÅRK NO. 41

Where once the lighthouse cautioned the land to seamen, this project shall caution the sea to landsmen. Where Rugbjerg Knud’s preservation embodies an evasion of loss, this building shall constitute an awareness of it.

Physical model

By viewing ‘Landmark’ as the inhabitation of temporal frontier, as the scaffold of inflection, needle in a weave, it advocates both local and wider environmental contemplation while exploring the notion of authenticity through the historical archetype of the monument, and authorship through its reliance on phased user participation.

Axonometry exploration

MASTER

165

166 KÅRK NO. 41

Combination seciton

Growth

MASTER 167

Plan 1:75

KÅRK NO. 41 168

TERRAE

169

“Collapse The Editorial Team

Reccomends

dOCUMENTA (13) was the 13th edition of the recurring quinquennial contemporary art exhibition in Kassel.

The title of the documenta was Collapse and Recovery, engaging with commitment, matter, things and embodiments in the political discussion of ecological terrains.

The exhibition engaged with site(s) but simultanously produced a polylogue with other places. Artworks transgressed the contained representations working across a simultaneity of places and times, such as Pierre Huyghe’s artwork ‘Untilled’ in the compost facility of Kassel. Questioning the ontology of the exhibition but also scenarios of eco-sophism.

and

Recovery” Before and during the exhibition a large bank of material was prouced which can be accessed at d13.documenta.de

170

Theoretical engagement with the exhibition was published in “The Book of Books” with essays concerning the matter of Collapse and Recovery.

The complexity of our current (ecological) issues were through artistic research and application illuminated.

“Critical Zones” The critical zone term originates from the geo-science. It is the thin, fragile biochecmical layer of the earth. The one which we inhabit and traverse.

KÅRK NO. 41

On the occassion for the exhibition called Critical Zones: Observatories for Earthly Politics at ZKM, the center for art and media in Karlsruhe artists, practitioners and theoreticians were invited to engage and illuminate. An adjacent online platform was developed, which is available to access.

“To use the world well, to be able to stop wasting it and our time in it, we need to relearn our being in it.”

(Ursula K. Le Guinn)

Critical-zones.zkm.de

Watsuji Tetsuo “A

Climate”

Alex H. Lee, Arkitekt Ph.D., adjunkt ved Institut for Bygningskunst, By og Landskab

Ved nærmere eftertanke udsprang mine overvejelser om arkitekturens endemiske arter nok af et liv i Japan, hvor naturfænomener altid i særlig grad virker tæt på kroppen, udendørs som indendørs. Men det var først undervejs i min forskning at jeg fandt den japanske filosof Watsuji Tetsuro (1889-1960) der i 1937 skrev bogen der på japansk hedder “Fu-do” et begreb der oversat direkte kombinerer vind og jord som ét, men som på engelsk fik titlen “A Climate”.

The Editorial Team

Reccomends

“Fire of

love”

The love of fire, which makes our ground and the fire of love. A documentary by Sara Dosa following the French vulcanist couple Katia and Maruice Krafft, during expeditions and edited afterwards into a poetic ensemble of thick lava and resonant human moments.

171

Her undersøger han alverdens kulturers sammenfletninger med deres hjemlige naturmiljøer og menneskers eksistens i klimaet som de grundlæggende rødder for global mangfoldighed. Udover at give et indblik i en japansk selvforståelse der stadig i høj grad er gældende, bidrager bogen med et indsigtsrigt blik på stedsspecificitet, identitet, kultur og klima og skærper opmærksomheden på hvordan tilstande i de naturlige omgivelser fundamentalt former den måde også menneskearten udfolder livet på som klimatisk væsen.

Drømmen om

Kim Lenschow Arkitekt & Ejer Office Kim Lenschow Adjunkt ved Institut for Bygningskunst og Design

eget

hus

Vi kender Husbankhusene fra Norge, og Statslånshusene fra Danmark som boligtyper eller typologier udformet for den brede befolkning. Husbankhusene og statslånshusene opstod som politiske initiativer der udsprang i et kritisk samfundsmæssig behov for flere, bedre og billigere boliger til befolkningen.

Både statslånshuset og husbankhuset havde det til fælles at de stillede krav til størrelse, byggekvalitet og pris.

172

Hustyperne fungerede dermed både socialt, (flere havde råd til at bygge en bolig) teknisk (der var byggetekniske krav til udførelse) Kvalitativt (Der var krav til rumstørrelser og organisering) og økonomisk (Bankerne vidste at der blev bygget levede op til en vis kvalitet og ”eftertragtethed” i markedet) Hustypernes arkitektur stod derfor som realiserbare og konkrete løsningsforslag, på en samfundsmæssig krise.

Statslånshuse

1939-1959 Mange statslånshus og husbankhus står i dag stadig, men vi befinder os i en helt anden samfundsmæssig krise. Hvor der tidligere var behov for at bygge mere, har vi i dag et behov for grundlæggende at gentænke hvordan vi bygger, for at imødekomme den forestående klimakrise.

De udfordringer vi står ovenfor nu omhandler hvordan vi behandler klodens ressourcer, hvordan vi tænker materialer regenerativt, og hvordan vi optimerer vores energibehov.

Vi har brug for huse og bygninger der i sin helhed sætter væsentlig mindre aftryk på klodens ressourcer og klima.

KÅRK NO. 41

Måske er stats l ånshus ene en vigtig inspir a t ions k i lde ?

The Editorial Team

“Taming the

Reccomends

Garden”

Documentary

by Salomé Jashi

“A Geology of Media” Book

By Jussi Parrikka

“After Ahead”

Alife

“Soundscape Ecology:

by

Pierre Hugyhe

Scientific Paper

The Science of Sound in the Landscape”

By Pijanowsky et al.

2011

2017 Artwork

173

“Niagara Gorge Path Relocated” Michelle Stuart Artwork 1975

“Blast Series” Naoya

Hatekayama

Richard Long

Artwork

“A Line

1967

Made by Walking”

“Do You Remember When?”

Photography

Postcommodity, 2009

Artwork

Book

“Earth Moves”

Bernard Cache

Internship 174

Would you like to make a positive impact on the world – through architecture?

KÅRK NO. 41

If so, here is an opportunity for you to join our team. You will get to work on high-profile projects across Scandinavia and experience what it means to create a measurable and discernible impact through architecture. Because, for more than 20 years, we have worked with architecture, not just to create beautiful buildings but to improve how we all live, learn and work – and all the things in between.

Check out our internship programme and see what we have on offer at aart.dk/karriere

175

LOOKING FOR AN INTERNSHIP? We are always looking for new talents!

Send your portfolio to internship@jaja.archi

Editors: Christoffer Gert Gertrud Rose Jensen Karoline Haugaard Sarah Smidt Martinez Layout:

KÅRK NO. 41

176

Amanda Floer Benjamin Hrnjic Christoffer Gert Even Wik Aalrust Freja Lassen Frida Ravn Abildgaard Hannah Antonius Jakobsen Isabel Frølund Jennings Jakob Nørgaard Jensen Jakob Ravn Abildgaard Karoline Haugaard Lukas Høye Hammerlin Laurits Thingholm Mathea Louise Rognerud Ragnhild Andreassen Sarah Smidt Martinez Selma Lindholm Levinsen Sissel Højmark Esbensen Editorial Team: Andreas Roald Amanda Floer Benjamin Hrnjic Even Wik Aalrust Freja Lassen Frida Ravn Abildgaard Hannah Antonius Jakobsen Hermine Franciska Aabrek Gustav Heltoft Isabel Frølund Jennings Jakob Nørgaard Jensen Jakob Ravn Abildgaard Laurits Thingholm Laura Emilie Tyrrestrup Laura Riis Line Winther Lukas Høye Hammerlin Mathea Louise Rognerud Ragnhild Andreassen Oscar Kildegaard Jørgensen Sissel Højmark Esbensen Selma Lindholm Levinsen Sofie Amalie Christensen

Index Index Index Index Index Index Index Index Index Index Index Index

KÅRK no. 41

KÅRK no. 41 A special thanks to: Aarhus School of Architecture Exners Plads 7 Aarhus C Royal Academy, School of Architecture Phillip De Langes Allé 10 1432 København K

200x265 mm

80 g Nautica Classic 120 g Nautica Classic 300g Nautica Classic (omslag) Font:

Happy Times at the IKOB New Game Plus Edition Italic

Print: Mediagraphic Aps. Cvr. nr. 37108030 +45 60 57 88 14 info@mediagraphic.dk Merkurvej 2, 4200 Slagelse Danmark

kaark@stud.aarch.dk We are always looking for contributions related to the theme, but also for the bachelor- and masters section outside of the theme.

It can be anything from thoughts, a single photo to full projects and articles or critical essays.

Please send selections of your work as pictures as JPG / PNG and text and captions as word files, along with full name, school, teaching programme, semester etc.

C

N SWA ECO

BEL

Contact: kaark@stud.aarch.dk Social Media: @kaark_magasin issuu.com/kaark facebook/kaark

Send your thoughts and contributions to:

3041 0985

177

Avara Bold Avara Bold Italic Grotesque MT Std

The layout team of this issue for making textures which are used throughout the magazine as an exciting way to explore the theme and for taking a whole weekend of to produce the layout of this issue

LA

Index Index Index Index Index Index Index Index Index Index Index Index Index

Paper:

NOR DI

Format:

Mikkel Rohde, Beklædning og Tekstil, Det Kongelige Akademi, Designskolen, for the the beautiful pictures in the series “Fragments of Euforia

KÅRK NO. 41 178

179

KÅRK NO. 41 180